Tag-arkiv: Ribera del Duero

2020 Bodegas Montebaco, Parcela Cara Norte, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Montebaco, Parcela CaraNorte, Ribera del Duero, SpanienDen næste vin var også spansk og fra Ribera del Duero … og det var denne Parcela Cara Norte i årgang 2020 fra Bodegas Montebaco.

Vinhuset ligger mellem Valbuena og Pesquera de Duero lidt øst Valladolid og alene fem kilometer fra selve Duero floden.

Bodegas Montebaco er grundlagt i 1987 af Manuel Esteban … en industrimand  fra Valladolid, som havde tjent sine penge indenfor jernindustrien, men vingården har stort set fra starten været drevet af hans søn Daniel Esteban.

Det var også Daniel, som i 1989 plantede de første marker med  Tinto Fino aka Tempranillo, som i dag er suppleret med lidt Merlot og Verdejo … og den første vin fra Bodegas Montebaco kom på markedet i 1994 vinificeret i en helt ny vinkælder.

I dag har vingården 50 hektar vinmarker og har også udvidet med flere marker i Rueda. I Ribera del Duero ligger i 800 til 850 meters højde og  nyder godt en en ganske specielt klimakombination, hvor højden og vindstrømmen Jaramiel afkøler området. Yderligere 20 hektar vinmarker er i øjeblikket under beplantning.

De kølige nætter giver en længere modning, noget som giver god friskhed og finesse til vinen. Blæsten betyder også, at vinstokkene og druerne bliver tørret mellem rækkerne, og at sygdomme og svampeangreb forhindres.

På denne måde kan man så praktisere en mere skånsom dyrkning uden brug af kemiske stoffer. Samtidig anvendes der ikke herbicider og gødningen sker med tørv udføres med hensyn til den vegetative cyklus.

Siden 1997 har Daniel Esteban lavet vinene sammen med vinmageren César Muñoz og de står også bag produktionen af denne 2020 Parcela Cara Norte, hvor druerne kommer fra den økologisk dyrkede mark Parcela Cara Norte i 840-880 meters højde på en nordvendt skråning.

Det er selvfølgelig 100% Tempranillo, som efter høsten er gæret i temperaturregulerede ståltanke med druernes egne gærceller og efter en spontan malolaktisk gæring, så er vinen lagret 14 måneder på små franske træfade, hvoraf de 30% er nye.

Duftmæssigt er det rigtig Ribera del Duero … godt med toast, ristede og brændte fade, men virker faktisk rigtig frisk i frugten med blåbær, blommer suppleret med mørk chokolade, kakaopulver, vanilje og lidt skumgummifiduser og sødme. Det dufter med andre ord rigtigt godt.

I munden er der også godt med frisk frugt … mørk frisk frugt af igen blåbær, solbær og mørke blommer, mens tydelige og vilde tanniner giver masser af bid, lidt rosmarin, sort peber, lakrids og tør jord suppleret med brændte elementer. 92 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Dominio del Águila, Albillo Viñas Viejas, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio del Águila, Albillo Viñas Viejas, Ribera del Duero, SpanienDet er nu 3. gang, at jeg smager denne vilde og fabelagtige Albillo Viñas Viejas fra Dominio del Águila og atter skal jeg op i himlen og lede efter en sky, hvorpå jeg kan sætte mig lamslået og veltilpas.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2014 og 2018 … så derfor har jeg også skrevet om Dominio del Águila en del gange … det skal jeg ikke trætte jer med denne gang, men i stedet igen så blot kigge lidt  nærmere på 2019 Albillo Viñas Viejas.

Druerne til denne Albillo Viñas Viejas er også dyrket økologisk og endda med inspiration fra den biodynamiske tilgang. Druerne høstet med håndkraft fra – Viñas Viejas – gamle vinstokke, der er over 100 år gamle og nogle endda præ-phylloxera.

Druerne presses ved gammeldags fodtramp, mens gæringen foregår over hele 10 måneder på egetræsfade med bærmekontakt og med lav svovling. Vinen er derefter lagret 28 måneder på franske egefade ved 8-12 grader.

Duftmæssigt er det lidt af en andalusiske kindhest … fed, frodig og vellysten som en tapas-spisende spansk mamacita, der har skruet sig ned i en postkasserød flamenco-kjole, som er for lille, hvorfor der er mere til gaden og vejen end man kunne drømme om. Den har røget, flommefede fadnoter med denne lille syrlige, smågrønne, reduktive duft af harpiks og frisk frugt, som 2018’eren også havde.

Alt i dette favntag er intens … frugten er grønne æbler, fersken, tørret abrikos og banan, atter en lille smule oxideret og derudover er der citrus akacietræ, saltkaramel, nødder, bivoks, havvand samt erotiske blomster, smørfedme, lakridskonfekt og vanilje

I munden er det da også en bredrøvet mamacita, der breder sine cremede smage godt ud, virkelig mundsmeltende, blød, moden samt mørk intens. Men samtidig bliver det aldrig hverken en lalleglad eller for fyldig smag, for selvom det er fed, olieret væske med viskositet som bonevoks, så har vinen en styrende syre, der er røget, skarp, stringent, robust og forførende.

Syren er næsten en helt historie for sig selv … mørk med syltede citroner, bagt citronskal, lidt sødbitter lemon, saltede mineraler, mandler … og eftersmagen er lang og hænger lang tid i munden, gardinerne  … men ikke mindst dit hjerte, så 97 point … og er nok blandt de allerbedste hvidvine i Spanien.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 699,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Bodegas Resalte de Peñafiel, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Resalte de Peñafiel, Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, SpanienDer var da plads i glasset til mere vin, så den næsten var en spansk Ribera del Duero fra det kendte vinhus Bodegas Resalte de Peñafiel … deres 2020 Vendimia Seleccionada.

Bodegas Resalte de Peñafiel er grundlagt i 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i regionen.

Navnet og logoet stammer fra slottet i Peñafiel og vinhuset har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år og årlig produktion er på 250.000 flasker om året, men der er kapacitet til 500.000 flasker om året.

Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt. De besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske og de fornys hvert 3-4 år.

Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero. Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo og alle druerne håndplukkes med en streng udvælgelse og efterfølgende sortering på vingården.

Denne Vendimia Seleccionada er en af vinhusets nyeste vine og en del af Resalte serien. hvor druerne kommer fra marker i helt op til 1.000 meters højde, hvor stokkene er begunstiget af kalkstensrige vinmarker med mange solskinstimer og kølige nætter.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten lægges i blød ved kølig temperatur … 8 grader i 5 dage, hvor der udtrækkes aromaer samt farve. Derefter starter den alkoholiske gæring ved op til 24 grader efterfulgt af en maceration på omkring 20 dage. Derefter lagres vinen 10 måneder på 500 liter franske fade af forskellige typer ristninger.

Det er en Ribera del Duero vin, som vil tilfredsstille de fleste, for duften er rund, ristet ned toast, brændte fade og stor fadpræg med vanilje, chokolade, karamel, sød tobak samt en mørk frugt af blåbær, sorte kirsebær og solbær med en svag håndsæbeblomstret note og derudover lette grønne elementer.

I munden er der en fed og mørk frugt af solbær og blåbær, der næsten er på marmeladeniveau, tyktflydende og så alligevel også har en frisk, sødbitter note med lidt peber, maskulin kraft og saft, er virkelig rund, stærk, fed og den har endda også tørre tanniner, der bider lidt sammen med lidt lemon og frisk frugt. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Bodegas Torre Oria, Comprometidos Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Torre Oria, Comprometidos Crianza, Ribera del Duero, SpanienMed næste vin er vi hos det store vinhus Bodegas Torre Oria, der laver prisvenlige vine og holder til i Valencia, men også laver Cava. Men her er det vin fra Ribera del Duero … en 2020 Comprometidos Crianza.

Bodegas Torre Oria er grundlagt tilbage i 1897 af familien Oria de Rueda, ligger i Utiel-Requena vest for havnebyen Valencia og regnes i dag som en af områdets vigtigste vingårde.

Vinhuset fik oprindelig succes med deres mousserende vine og var de første uden for Catalonien, som fik licens til at lancere dem som cava. Det erfarne vinhus producerer dog også rødvine og hvidvine … altid med fokus på value-for-money.

I 2012 kom Portobello Capital ejet af Eloy Bautista samt Pablo Aranda med i ejerkredsen med en 35% ejerandel … og med Eloy Bautista som leder har man startet en ny udvikling med fokus på produktion til eksportmarkederne og har planer om udvidelse af produktionen til 70 millioner flasker vin årligt.

Denne Comprometidos Crianza med den romantiske etiket er fremstillet på 100% Tempranillo, som Torre Oria selekterer fra udvalgte topmarker og vinen har gæret på store ståltanke med  temperaturstyring og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder inden aftapning og frigivelse.

Det er ekspressiv Ribera del Duero med masser af fad, kakao, chokolade, skovbund, spidskommen, vanilje, bagepulver, kaffe og blommelikør, blåbær … godt med sødme, toast og sødristede noter, svulstig, småfed og pornofyldig i sine aromaer.

I munden kommer der også en del sødme frem, men frugten er fortsat til den friske side … bare lige med denne sødlige slagside, men samtidig har den tørre og tydelige tanniner, lidt sødbitter med noget alkoholvarme … men generelt en vin, som rigtigt mange danskere vil knuselske på samme måde som kysset på etiketten. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Bodegas Arzuaga Navarro, Arzuaga Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Arzuaga Navarro, Arzuaga Reserva, Ribera del Duero, SpanienAlle jeg kender, er vilde med Arzuaga vinene … vist uden undtagelse og specielt denne Arzuaga Reserva er tirsdagsvinklubben inde på jobbet totalt vilde med … så forleden smagte vi 2019’eren.

I denne årgang 2019 er vinen lavet på et lille blend af  96% Tempranillo og 1% Merlot, mens Albillo druen er afløst af 3% Cabernet Sauvignon, men Tempranillo druerne kommer nu fortsat fra de ældste og mest lavtydende stokke på 20 forskellige parceller på den højtbeliggende og kalkstenrige La Planta mark i 900 meters højde.

Druerne afstilkes delvis, og fermenteringen starter med en kort koldmaceration, hvorefter vinen gærer ved 26 grader under gode temperaturkontrollerede forhold. Slutteligt har vinen lagret i hele 26 måneder på primært franske fade og en lille andel amerikanske egefade.

Virker lidt lukket fra start … men har masser af frisk egetræ, hårdt ristede fade, en frugt af solmodne kirsebær, blåbær samt blommer. Fadene bidrager med vanilje, kaffe, chokolade og kokos suppleret med granit, tør engelsk lakrids tjære og jernbanesveller.

Hvor er den cremet, rund, ristet, kraftig, kødfuld og sød … også smagsmæssigt masser af fadpræg, blommer, figner og kandiseret mørk frugt, søde tanniner, men masser af syre, som gør, at vinen aldrig bliver overgjort og for opulent. Masser af pleasure, lidenskab, venlighed og flydende toast med vaniljesmag. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 389 kr., mens prisen dog er 349 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Vega Sicilia, Valbuena 5°, Ribera del Duero, Spanien

2014 Vega Sicilia, Valbuena 5°, Ribera del Duero, SpanienI den vinøse vandring mellem druesorter, så smagte vi næst lidt Tempranillo og her smukt fortolket af en af de store … af Bodegas Vega Sicilia, for det var nemlig deres 2014 Valbuena 5°.

Vega Sicilia er det mest prestigefyldte vinhus i Spanien og var det første vineri i Ribera del Duero … grundlagt et helt århundrede inden appellationen blev dannet. Det har overlevet både sygdomme og krige og er til dags dato et af de mest berømte og anerkendte vinhuse i verden.

Historien om Bodegas Vega Sicilia går tilbage til det 17. århundrede, men det var først i 1859,  hvor Don Eloy Lecanda overtog vingården fra sin far, at vinhusets nuværende historie begynder.

Eloy Lecanda interesserede sig meget for vinbrug og tog i 1864 til Bordeaux for at købe vinstokke. Han købte 18.000 stokke Cabernet Sauvignon, Carmenère, Malbec, Merlot og Pinot Noir.

I 1888 kom Lecanda i økonomiske vanskeligheder, så i 1903 måtte ejendommen overgå til Antonio Herrero Velázques-Duró, mens alle vinkældrene samtidig blev midlertid lejet ud til Palacio-brødrene, der ansatte Domingo Garramiola til at lave vin for dem.

I løbet af 1920’erne opnåede Vega Sicilia sin første store berømmelse og fik adskillige priser. Vinbruget var imidlertid ikke rentabelt, og det blev solgt igen i 1952. Det skiftede så ejere et par  gange indtil 1982, hvor familien Alvarez overtog det. Det var faktisk samtidig med, at appellationen Ribera del Duero blev officiel.

Alvarez familien har løbende udvidet deres portefølje og bygget hele 5 vinerier, med hver deres brand, siden overtagelsen af Vega Sicilia. Alion, 15 kilometer fra Vega Sicilia, Oremus i Tokaji i Ungarn, Pintia i Toro og sidst men ikke mindst Macan i Rioja, som er et samarbejde mellem Rothschild og Vega Sicilia.

Vega Sicilia har i dag over 200 hektar vinmarker plantet på adskillige forskellige små terroirs og beliggende i op til 700 meters højde med en temperatur, der er mere beskeden i de varme måneder.

Familien investerer konstant og gennemser og revurdere sine processer jævnligt, hvilket sikre den høje kvalitet altid. Gennem de seneste 50 år har der kun været 3 ansvarlige vinmagere tilknyttet og senest Gonzalo Iturriaga ankom i 2015 og han har finpudset sine forgængeres arbejde og har tæmmet vinene en smule.

Produktionen hos Vega Sicilia er helt traditionel og naturlig. Hos Vega Sicilia interesserer man sig ikke for kvantitet, men kun for kvalitet og karakter.

Nogle år er det således ikke muligt at producere den dyre topvin Unico eller andenvinen Valbuena. Vinene frigives heller ikke til salg i kronologisk rækkefølge efter årgang, men alle årgangene følges og vurderes individuelt og frigives først, når Vega Sicilias vinmager mener, at de er klar til salg.

Denne 2014 Valbuena 5° er det primært Tempranillo tilsat lidt Merlot og i denne 2014 er andelen af Merlot på 5%. Vinen gærer helt spontant i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke. Efter den malolaktiske gæring lagres vinen derefter i nye og brugte franske og amerikanske fade i forskellige størrelser, og herefter hviler den til sidst 5 år på flaske før frigivelse, hvilket også har givet vinen dens navn Valbuena 5º.

Duftmæssigt er det en virkelig rund, sødlig krydret vin, hvor der omgående fornemmes sødbrændte fade, kakao, kaffe, vanilje og ret arketypisk Ribera del Duero. Frugten er blid, blød og rund med både solbær og sorte kirsebær, tykke, fede vaniljestænger, smågrøn note af træ, peber og figner … men dufter ret fabelagtig og virker bare så balanceret.

Smagen er smuk … nærmest mundsmeltende, blød som den blødeste barnenumse iført en ny og varm bomulds frotté badekåbe, soft og cremet, blidt, lækkert og samtidig lidt surt med en fløjlsagtig frugt af mørke bær, solbær og bagte figner samt ristede noter. Det er sgu en vin, som er svær at se sig sur på, for det er episk godt skruet sammen og alt er zen … og Houlberg er glad. 97 point.

Forhandles flere steder, fx hos Slagelse VinKompagni, hvor en flaske i denne årgang koster 1.399 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Viñedos y Bodegas García Figuero, Tinto Figuero 15, Ribera del Duero, Spanien

2018 Viñedos y Bodegas García Figuero, Tinto Figuero 15, Ribera del Duero, SpanienJeg har før smagt en 2018 Tinto Figuero 12 fra vinhuset Viñedos y Bodegas García Figuero, men nu topper jeg den med en 2018 Tinto Figuero 15 🙂

Viñedos y Bodegas García Figuero ligger lidt syd for La Horra by i Burgos området af Ribera del Duero og tidligere grundlagt af José María García, som blev født ind i en familie af vinavlere.

I 1961 – i en alder af 25 år- giftede han sig med Milagros Figuero fra samme by. Da hun også kom fra en familie af vinavlere, så smeltede de to vinhuse senere sammen, men solgte egentlig blot alle deres Tempranillo druer til Alejandro Fernandez fra tophuset Pesquera.

Men i slutningen af 1990’erne ændrede José María García dette i en sen alder og grundlagde således Viñedos y Bodegas García Figuero, hvor han selv begyndte at lave vine fra de druer, som var blevet så eftertragtede af alle de store vinhuse som både Pesquera og Bodega Vega Sicilia.

Det blev understøttet af ansættelse af vinmagerne Óscar Rodríguez og Jean François Hébrard samt bygning af et stort og topmoderne vineri i 2001 og dette er senere udbygget i 2007.

Samlet har Viñedos y Bodegas García Figuero 85 hektar vinmarker, der er fordelt på ikke mindre end 34 parceller på nogle af de bedste lokationer i Ribera del Duero.

De fleste af markerne har Tempranillo vinstokke, der er over 40 år gamle, men heraf har cirka 25 hektar af markerne 60-90 år gamle vinstokke og en del af disse er med en helt særlig Figuero klon, som løbende har været fremavlet af hans bedste planter. Det betyder også meget lave udbytter … flere steder på 20-28 hektoliter pr. hektar og ellers omkring 40 hektoliter pr. hektar.

I dag er Josés 3 børn Antonio, Henar og Carlos kommet med i driften og har overtaget den reelle ledelse.

Her smager jeg husets 2018 Tinto Figuero 15, der er en Reserva og faktisk er lavet næsten som Tinto Figuero 12 … altså fra Tempranillo vinstokke, der er plantet 1965 og 1995. Der anvendes ikke pumper i produktionen, så mosten flyttes alene via tyngdekraft.

Men i stedet for lagring efter endt fermentering i 12 måneder på egefade, så er denne lagret 15 måneder på helt nye barriques, hvoraf 40% er amerikanske og 60% franske … og så har vinen en højoktan på hele 15,5% alkohol.

Nååå det dufter godt og vamset … fed, sort og intens vin med sød tobak, sød finsk og tør engelsk lakrids, vanilje, kanel, chokolade og en moden sort frugt af brombær, blommemarmelade, svesker, lidt kirsebærsauce, blåbær, læder og gammel tyktflydende balsamico samt træagtige noter med cedertræ, teak og mahogni … en stor historie og stor duft.

Hvor smager den godt … smelter i munden som et stykke mørk chokolade med højt kakao indhold. Man kan fornemme det høje alkoholoktan, men det bliver aldrig alt for forstyrrende, men er godt integreret. Tanniner er velvillige og flinke, men giver dog lidt tørhed, mens der også kommer nogle lidt brændte elementer, toast og vinen har også en lille lemonagtig bitterhed, der sammen med en syre, der er pænt tilbagetrukken, alligevel giver god rygrad i vinen. Det er sgu kapabel Ribera del Duero, så 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, Spanien

2021 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, SpanienVejret i september har været nærmest sommerlig … og det er derfor meget passende fortsat at drikke lidt rosévin, specielt når det drejer sig om en fin en af slagsen som denne 2021 Picaro Clarete Ecológico fra Dominio del Àguila.

Vinen er lavet på primært Tempranillo og Albillo … resten et skønt field blend af primært Garnacha og Bobal … altså et dejligt mix af både røde og hvide druer, der alle kommer fra økologisk passede marker med gamle vinstokk, hvor de ældste er over 100 år gamle. Markerne er kalkholdige og de ligger i omkring 850 meters højde.

Efter direkte presning af druerne spontangærer vinen over 12-14 måneder inden 19 måneder lagring på franske egetræsfade ved meget lav kældertemperatur.

For at bevare flest mulige smagsaromaer aftappes Clarete 2021 uden klaring og filtrering, hvorfor et naturligt bundfald kan forekomme.

Der er i næsen godt med blomster, virker tør og lidt krydret med moreller, jordbær, hyben, ribssaft og grape … mest jordbær med en smule røget karakter. Med luft i glasset kommer der også en smule dåsepærer med sødme, vanilje og karamel.

Smagsmæssigt er der skrald på drengen … massiv, tæt og koncentreret med stor dybde og en frugt af hindbær, jordbær, ribs, kirsebær, grillede citroner og virker lidt fed og svag olieret. Der er en bamserosé … blød, cremet og intens. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2021 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, SpanienPicaro del Àguila fra Dominio del Àguila er en god og gammel kending her på vinbloggen, for jeg har smagt vinen i årgang 2018, 2019 og 2020 … men her er det altså 2021’eren.

Picaro del Àguila er lavet på omkring 90% Tempranillo tilsat en smule Albillo, Garnacha og Bobal fra 75 år gamle vinstokke på nogle nordvendte marker i 860 meters højde  med en kalkholdig undergrund.

Druerne fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 15 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Duften er vild … nærmest en blanding af mørk, gæret frugt og en polynesisk vaniljestang. Der er som altid skrald på med en mælket aroma suppleret med våde fade, sorte oliven, sødlig tobak, en mørk frugt med solbær, brombær og Amarena kirsebærsauce, godt med engelsk og finsk lakrids, kakaopulver og mælkechokolade. Det er sgu en vild lille bandit.

Hvor er det cremet, blødt og smelter næsten i munden .,.. som sidst både opulent, ødsel samt overdådig. Den har en godmodig, tonstung, vægtig og mørk frugt med stor massefylde. Det er sorte kirsebær og solbær, mens fadpræget også er eksplosivt og ret massivt med kanel, vanilje, chokolade og lakrids. Der kommer også en let, tør bitterhed og stramme taninner,  som skaber lidt struktur, hvilket sammen med en lille syre skaber friskhed på et let måde. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, Spanien

2021 Hacienda Solano, Selección, Ribera del Duero, SpanienDe fleste læsere ved nok, at jeg jo elsker Ribera del Duero og nu har jeg igen fået vin i glasset derfra … en 2021 Selección fra vinhuset Hacienda Solano.

Det er et vinhus beliggende midt i byen La Aguilera i Burgos området og grundlagt i starten af ​​2000’erne af de tre søskende Nuria, Agustín og Estrella Solano.

Det har jeg tidligere skrevet en masser om, fx da jeg sidste smagte denne Selección i årgang 2020.

Selección består i den nyere årgang 2021 af 98% Tempranillo samt 2% Albillo, der kommer fra 30 år gamle vinstokke med rødder dybt i en jordbund med ler, mergel og kalksten.

Efter en kold premaceration af druerne i 2-3 dage, så er vinen gæret over 9-10 dage, hvorefter den så er lagret 8 måneder på klassiske franske barriques og 500 liter tonneaux fade samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften minder meget om foregående årgang … klart med fadnoter samt en mørk frugt med sorte kirsebær, hindbær, svesker, noget sød finsk lakrids, gamle egefade, cedertræ, læder, nelliker, kakaopulver, chokolade, røg samt ristede noter med lidt krydderier.

I munden er der både dejlig Ribera del Duero sødme samt en frugt med tør bitterhed i form af blåbær, kirsebær, tranebær samt svesker suppleret med røg, violer, mørk og bitter chokolade. Der er bløde og omgængelige tanniner, en vis sødme og samtidig et krydret spark med stor tæthed og venlighed. Smager knusende godt. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7