Tag-arkiv: Rheingau

2021 Weingut Egert, SchoppeQueen Riesling Kabinett, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Egert, Schoppequeen Riesling Kabinett, Rheingau, TysklandDu får tæsk, hvis du ikke anmelder denne vin godt, havde Rikke truet med! Det er hårde odds for en vinblogger og vinen vi her snakker om, er denne 2021 SchoppeQueen Riesling Kabinett fra Weingut Egert.

Trods voldstruslen om fysisk lemlæstelse af vinbloggeren, så er der imidlertid ingen grund til at frygte en dårlig anmeldelse, for dels er 2021 SchoppeQueen Riesling Kabinet en fin og sødlig lille aperitifvin, som rigtigt mange vil elske og så er Weingut Egert jo en rigtig god vinproducent i en af Riesling druens højborge.

Det er måske også en vin, der mest henvender sig til kvinder … tænker både navnet SchoppeQueen, en lyserød etiket samt et pænt skud sukker … et niveau for restsukker på 43 gram pr. liter, hvilket også gør det til en mild vin, hvis vi snakker tørhedsgrader.

Druerne til den shoppeivrige vin kommer fra Hattenheimer Hassel marken, men der er ingen oplysninger om selve produktionen, der nok blot er sket i ståltanke, hvor vinen også er lagret … og så med restsukker på 43 gram pr. liter.

I næsen mærkes det øjeblikkeligt, at der er tale om en sød vin, hvor der er et snert petroleum suppleret med dåsepærer, fersken, noget sandeltræ, blyanter, muskat, ristede nødder og alt sammen med et venligt smil.

Smagsmæssigt slår sødmen endnu mere igennem, for vinen virker faktisk sødere end de 43 gram restsukker med æblemost og tropisk frugtjuice, mens syren næsten ikke er til stede. Det gør dog vinen ret drikkevenlig, så den bare lige drøner igennem drænrøret, mens man smiler … på en helt feminin koket facon. 88 point.

Ingen forhandler SchoppeQueen herhjemme, men på vingården koster en flaske 7,50€ … svarende til 56 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2020 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling GG, Rheingau, TysklandEn hyggelig aften hos Falken forleden startede med bobler og derefter et glas af denne badboy 2020 Silberlack Riesling Große Gewächs fra det store, turistede Schloss Johannisberg, der siden 1974 har været ejet af den rige Dr. Oetker familie.

Det er et vinhus, som jeg selv har besøgt for nogle år tilbage, men det kan du lære mere om i mit indlæg; Besøg på Schloss Johannisberg … historisk Rieslingproducent og turistmagnet.

Druerne til vinen blev håndplukket og presset i hele klaser. Gæringen fandt sted på 1.200 liter gamle egetræsfade. Vinen blev derefter efterladt på gæren i syv måneder for at tilføje vinen kompleksitet og fylde.

Det er Riesling med de karakteristiske petroleum aromaer, æter, fersken, abrikos, pærer, kvæde og kandiserede citroner, nødder og en præcis, dyb, saltet og røget mineralitet. Det er sgu habilt og ikke meget stikker ud, men skruet satans godt sammen.

Der er sgu også bund i smagen og har denne flydende og olierede fornemmelse, tæt, koncentreret og ren, men har ikke den vilde syre, der i stedet er mere rustik, mørk og maskulin … næsten saftig, fyldig samt læskende med denne salte, stenede og rustne mineralitet, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandLorcher Kapellenberg Pinot Noir fra Weingut Chat Sauvage er bare en drønlækker vin, som jeg har smagt før … her smager jeg den nu i en årgang 2015.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir har jeg før smagt i årgang 2014 og 2012 og er en vin, der helst skal ligge i forholdsvis lang tid. Den er én af husets bedste Lagenweine, altså det øverste niveau.

Marken ligger ved byen Lorch i den vestlige del af Rheingau. Dér har Chat Sauvage flere marker som Bodental, Pfaffenwies, Kapellenberg og Schlossberg, hvor den sidstnævnte nok er perlen … og i hvert fald giver de dyreste af husets vine.

Det er markerne og arbejdet i markerne, som giver en forskel i vinene fra Weingut Chat Sauvage. Det er hårdt arbejde og huset bruger årligt omkring 1.000 mandetimer pr. hektar i markerne. Til sammenligning ligger gennemsnittet i fx Pfalz på 200-220 mandetimer pr. hektar.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er lavet efter gammelt håndværk, dog sker gæringen i rustfrie ståltanke, men alene helt spontant med druernes naturlige gærceller og kort maceration. Derefter er vinen lagret 18 måneder på barriques og så tappes vinen ufiltreret.

Som med 2014 er duften en kende til den mørkere side for Pinot Noir og har samme lidt flæskede side med blæk, grafit, tørret kød, peber samt en frugt af jordbær, blommer og lyse kirsebær. Den har en nærmest stoisk ro, virker pænt animalsk og landlig, chokolade, lakridskonfekt … og samtidig denne burgundiske sart og grønne finhed med nogle blomsterrige æteriske olier.

I munden er det fortsat en ung vin … virker langt yngre end det ene år med 2014’eren, for frugten er lyse bær, jordbær, syrlige kirsebær og ribs med en jernagtig mineralitet. Virker utrolig grøn og rank med blomster, tørre tanniner og alligevel leveres det hele cremet, blødt og med en sødbitter note samt en sart finesse. 96 point.

Forhandles af Vinspecialisten herhjemme og denne vin kan findes i årgang 2016 til 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Leitz, Rüdesheimer Berg Schlossberg Ehrenfels Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Leitz, Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling GG, Rheingau, TysklandTil en tallerken med små fiskeretter fik vi næst et glas 2019 Rüdesheimer Berg Schlossberg Ehrenfels Riesling Grosses Gewächs fra Weingut Leitz, der holder til i Rüdesheim am Rhein.

Weingut Leitz  har dog deres vinkælder i Geisenheim, hvor familien har været vinbønder siden 1744.

Efter anden verdenskrig var vingården fuldstændig ødelagt, men blev genopbygget af Josef Leitz. Hans søn John drev i en kort tid vingården, men døde tidligt, så siden 1985 har vinhuset været drevet af Johns søn Johannes Leitz.

Johannes er uddannet vinmager fra Geisenheim skolen og blev straks efter endt uddannelse smidt ind i familieforetagendet, som moderen havde drevet nogle år efter Johns død. Dengang var vingården alene små 3 hektar.

I dag er Weingut Leitz et internationalt anerkendt vinhus og Johannes har løbende udvidet gården til i dag 40 hektar vinmarker, bl.a. med parceller på topmarkerne Rüdesheimer Berg Schlossberg, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Berg Kaisersteinfels.

Han er kendt for folkelige successer som fx Riesling vinen EINS-ZWEI-DRY og har da også vundet flere priser for sine vine.

Til denne vin kommer Riesling druerne fra marken Berg Schlossberg, hvor jorden består primær af rød skiffer og kvartsit. Den stenede jord holder ikke ret godt på vandet, og kombineret med de mange soltimer, som den stejle, sydvendte skråning får, betyder det, at vinrankerne tit lider af vandmangel tidligt på året.

Det resulterer i, at stokkene  producerer ganske få og ret små druer, som til gengæld er koncentrerede og utroligt aromatiske.

Druerne blev høstet i begyndelsen af ​​den sidste uge af september 2019 og efter en kort kølig pre-maceration er druerne presset og så er gæringen sket på store, gamle egetræsfade, hvor vinen også er lagret sur lie i 21 måneder.

I næsen er der vildt meget petroleum, diesel og terpentin … kan måske endda skygge lidt for frugten, som dog stille og roligt dukker op og mest er eksotisk med abrikos, fersken og kandiserede citroner … man fornemmer også, at den er lagret på egefade, for der kommer en  smule lakridskonfekt … bare meget svagt og diskret.

Den smager også rigtigt godt … har virkelig en balance mellem sød og syrlig. Der er  modne, sødlige  æbler og småsure citroner, let, sart, luftig og ganske præcis i smagene … næsten klinisk på en lidt sød måde. 94 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Weingut Graf von Kanitz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Graf von Kanitz, Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandI foråret i år smagte jeg denne Spätburgunder Trocken fra Weingut Graf von Kanitz, der holder til i Lorch i Rheingau. Da var det i årgang 2017, men nu smager jeg vinen i en nyere årgang 2021,

Druerne til Graf von Kanitzs Spätburgunder Trocken er fra flere forskellige marker. Det er husets Gutswein aka basisvin på Spätburgunder.

Dtuerne er dog høstet manuelt og efter en let knusning, så er gæringen sket på åbne rustfrie ståltanke under kølige temperaturer. Efter endt fermentering er vinen lagret 10-11 måneder på brugte barriques.

Det er en oprejst, rustik og har en krydret, røget og granagtig note, der efterfølges af et svagt aftryk fra fadene … vanilje, lys tobak samt en frugt af tranebær, bitre og umodne kirsebær, jordbær og ribs. Det virker tørt og har også lidt tør engelsk lakrids.

Smagen er mere rund end næsen … selvom frugten egentlig er lidt i samme boldgade med tranebær og umodne kirsebær samt ribs. Den har en røget og sødbitter lemon syre, der giver vinen et let udtryk og en lysere, rank og let rustisk smag … men flot niveau for en Gutswein og dermed 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Georg Müller Stiftung, Hattenheimer Hassel Pinot Noir GG, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Georg Müller Stiftung, Hattenheimer Hassel Pinot Noir GG, Rheingau, TysklandVi fortsætter i Tyskland, men rykker retur til Rheingau, hvor vi i Hattenheim mellem Erbach og Oestrich-Winkel i Rheingau lige op til Rhinen finder Weingut Georg Müller Stiftung. Derfra smager jeg nemlig denne 2019 Hattenheimer Hassel Pinot Noir Großes Gewächs.

Vingården blev grundlagt tilbage i 1882 af Georg Müller, der var barnebarn af Matheus Müller, der i forvejen drev Eltviller Sektkellerei Matheus Müller med produktion af mousserende vine.

Allerede i 1910 blev vingården medlem af VDP – Verbandes Deutscher Prädikatsweingüter – da Georg Müller var med som et af de stiftende medlemmer, men i 1913 donerede Müller vingården til sin hjemby Hattenheim og dermed blev gården til Weingut Georg Müller Stiftung.

I mange år var vingården – der blev kendt som Weingut der Stadt Eltville efter inddragelse af Hattemheim i Eltville – således drevet kommunalt … lige indtil 2003, hvor byen besluttede sig for at sælge og dermed privatisere vingården, som blev solgt til Peter Winter.

Han har siden lavet omfattende investeringer og har forfulgt sit mål om at drive en professionel og fin, lille vingård. Peter har fået hjælp af Tim Lilienström, der er uddannet ønolog fra universiteterne i både Geisenheim og Bordeaux. Siden 2016 har Peters 2 børn Katharina og Daniel Winter også deltaget i driften.

I dag har familien 20,8 hektar vinmarker med primært Riesling og Spätburgunder, men også druesorter som Auxerrois, Viognier, Sauvignon Blanc, Müller-Thurgau, Scheurebe, Ehrenfelser,
Roter Riesling, Frühburgunder, Cabernet Franc og Merlot.

Samlet laves der årligt omkring 140.000 flasker vin, bl.a. denne Hattenheimer Hassel Pinot Noir Großes Gewächs, som der dog ikke er så mange oplysninger om. Den skulle dog være lavet helt traditionelt og lagret 10 måneder på barriques.

I næsen er det en forholdsvis mørk Pinot Noir … der er godt med brombær, mørke kirsebær, hyben, røg og brændt ler, kastanjer, lidt vanilje, mørk chokolade, kaffebønner, nelliker, timian og alt med en ganske stor dybde … mens syren fortsat dufter ung og grøn.

Smagen er intens med en ganske kraftig og lettere brysk syre … masser af grafit, blæk, peber, urter og nogle bitre tanniner, der er ganske grønne og unge. Det giver en markant bid, men smagen er stram og der savnes måske lidt sødme til at bløde tingene op. Man får klart noget peber i eftersmagen … frugten er dog ren med ribs, rabarber, tranebær og sure kirsebær … tanninerne også lidt barske og markante … 92 point.

Købt på vingården til 68€ … svarende til 507 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling, Rheingau, TysklandDenne RESSpekt Riesling er en af de absolutte tørre topvine hos Weingut Balthasar Ress … hvilket en jernagtig etiket præget med våbenskjold, navn og årstal også klart skulle indikere.

Vinen blev første gang udgivet den 5. december 2009 og det var i forbindelse med åbningen af vinhusets første wineBANK, hvor sommelier Kai Schattner spontant råbte Respekt, da han smagte vinen og siden har vinen fået navnet RESSpekt og findes i husets serie af RESSklusive vine.

Det er også den vin, som Christian Ress i en happening faktisk sænkede ned i en lokal sø, således vinen kunne lagre der uden lys og ved en konstant temperatur. Det lyder en smule besværligt og er da nok også mere et markedsføringsstunt.

Denne 2020 udgave af vinen har dog ikke været på søbund, men druerne til vinen kommer dog fra Grosse Lage marker – de stejleste og bedste parceller på Rüdesheimer Berg. Druehøsten blev udført ved selektiv håndplukning af flere omgange.

Druerne transporteres så skånsomt som muligt i beholdere, der kan væltes over pressen. Dette efterfølges af en macerationsperiode på 12 til 25 timer, før mosten derefter spontangærer, hvilket er sket med 40% i rustfrie ståltanke og 60% på franske barriques.

Derefter er vinen lagret 16 måneder sur lie … og kort før aftapning på flaske, så filtreres vinen lidt groft for at forhindre større partikler i at komme i flasken.

Det er duftmæssigt en mere fyldig vin … virker cremet, fyldig og olieret, men på en let facon, hvor der kommer lidt nødder, en kalket mineralitet og en frugt, der nærmest er fersken, grillede citroner og modne æbler. Vinen er smagt over flere dage … og efter et par dage er duften langt bedre og slet ikke så lukket, som da flaske lige blev åbnet.

Smagen skuffer dog noget … også efter nogle dage, for vinen virker lidt flad og punkteret. Der er klart syrlige, gærede æbler og lemon bitterhed, men de bitre og lidt overmodne elementer fylder bare alt for meget … overdøver klart andre smage, så det bliver en smule endimensionelt og faktisk ret kedeligt. 89 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 75€ … svarende til 559 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, Rheingau, TysklandI opvarmningens hellige tegn … man skulle jo nødig få en skade … så smagte vi flere vine, bl.a. også denne 2020 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG fra Weingut Egert.

Det er også en vin, som jeg har smagt i tidligere årgang 2019 … og den er lavet alene med den frit løbne most efter sortering af druerne og presning. Vinen er kun lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret en ukendt periode frem til aftapning på flaske og frigivelse.

RRG står – som anført – for Rheingau Großes Gewächs og er en nyere klassifikation, som man har indført fra 2018 årgangen, men alene i Rheingau regionen og alene gældende for tør Riesling eller Spätburgunder fra klassificerede vinmarker. RGG erstatter Erste Gewächs betegnelsen, men vinen skal bestå en smagsprøve fra bedømmelsesnævnet for at få RGG titlen.

Duftmæssigt er man ikke i tvivl … klart Riesling med en voldsom koncentreret petroleumsduft med terpentin og diesel suppleret med grøntsagsfond, linolie, bivoks, lidt grønne blade, stikkelsbær, æbler, pærer, fersken, nødder og den virker samtidig lidt olieret.

Vinen virker både duft- og smagsmæssigt lidt skarpere eller syrligere end 2019’eren, så i munden er der sure citroner, umodne grønne æbler og dermed masser af frisk bid. Samtidig føles den en smule olieret, cremet, blød og koncentreret med lemon bitterhed samt en lang eftersmag.  Jeg elsker sgu bare denne vin. 94 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster små 21,50€ … svarende til 160 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, TysklandAlting får en ende … også aftenen hos Keeper, som vi sluttede med endnu mere Pinot Noir og endda på fornemmeste måde via denne 2018 Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir fra det fabelagtige Weingut Chat Sauvage.

Det er et vinhus, som jeg tidligere har besøgt, hvilket du kan læse om i mit spændende blogindlæg; Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland og derfor skriver jeg heller ikke her mere om huset, men kigger blot lidt nærmere på denne vin, som jeg faktisk også har smagt før i både årgang 2007, 2014 og 2016.

Rüdesheimer Drachenstein marken ligger nedenfor de store statue og mindesmærke Niederwalddenkmal. Andre producenter som fx Weingut Josef Leitz, Weingut Dr. Nägler og Weingut Jakob Scholl Nachf har skam også parceller på marken.

Druerne er høstet manuelt … og sorteret både ved selve høsten og ved ankomsten til vineriet. Efter presningen foretages gæringen på ståltanke efter en kort udblødning. Efter endt fermentering har den så gennemgået malolaktisk gæring og er lagret 18 måneder på franske barriques fra Bourgogne.

Hvor dufter det himmelsk … animalsk, fadfint og totalt lækker med lette koldrøgede noter, rosenblade, mineraler, sten samt stringent, lys og syrlig frugt med hindbær, jordbær, ribs, lyse umodne kirsebær samt en diskret fadnote med fennikel, vanilje, mælkechokolade samt en lidt grøntsagsfond og mentol. Vinen har denne luftige, æteriske, slanke og smukt parfumerede aroma, som en hundedyr eau de toilette med de skønneste duftolier.

Smagen er lys, sart, delikat og fin med denne forbandede lethed, blødhed og elegance. Det er lyse og syrlig frugt med ribs, jordbær, mirabeller, rabarber og lemon … masser af bid. men med en frisk og prikkende syre, der virker æterisk, forførende og feminin, så det nærmest er vinøse blondetrusser på den hvideste og reneste marmorhud. Det smager rasende godt, så 97 point.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor den efterhånden koster 729 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2019 Schloss Johannisberg, SJ Pinot Noir Limited Edition, Rheingau, Tyskland

2019 Schloss Johannisberg, SJ Pinot Noir Limited Edition, Rheingau, TysklandDet store og turistede Schloss Johannisberg, der siden 1974 har været ejet af den rige Dr. Oetker familie, laver mest de velkendte Riesling vine med de forskelligt farvede Lack toppe, men her er det altså en rød Spezialitäten … 2019 SJ Pinot Noir Limited Edition.

Den er bestemt bedre en Oetkers pizzaburger … men hvad er ikke det? Jeg har faktisk engang besøgt Schloss Johannisberg, men det kan du lære mere om i mit indlæg; Besøg på Schloss Johannisberg … historisk Rieslingproducent og turistmagnet.

Denne SJ Pinot Noir Limited Edition er der imidlertid ikke mange oplysninger om … som i slet ikke og jeg har endda søgt overalt på nettet … men uden resultat, så vi springer direkte til mine smagsnoter.

I næsen er vinen ganske aromatisk og endda parfumeret … der er mest kirsebær, blommer og lidt jordbær, der er tørrede blomster, tørret kød, lakrids, kakaopulver … noget tunge fadnoter med kanel og vanilje, men også noget jern og jod.

Smagen er også tør … har faktisk godt med tanniner, noget peber … endda stærk peber og det er bestemt ingen elegantier, men en solid tysk Hilda bondekone, der skaber lidt jovial, robust bulder, der hvor hun kommer frem. Den er en læskende og tør vin, hvor jeg ligger på 91 point.

Købt på vingården til 39,90 € … svarende til 297 kr.

Vinanmeldelse 5/7