Tag-arkiv: primitivo

Primitivo er en mørk, rød druesort, som vi nok mest kender fra det sydlige Italien, isæt i Puglia aka Apulien, hvor druen også står bag vinene i appellationen Primitivo di Manduria.

Primitivo stammer sandsynligvis fra de kystnære vinmarker i Kroatien, hvor den stadig dyrkes i dag under forskellige navne som Tribidrag og Crljenak Kasteljanski.

I det tidlige 19. århundrede blev Primitivo introduceret til USA under navnet Zinfandel. Det viste sig at være ekstremt vellykket og i dag har Zinfandel næsten fået et ry som sen amerikanske nationale drue. Nyere DNA forskning er også bekræftet, at Zinfandel og Primitivo er den samme sort.

Primitivo er en meget produktiv sort, der modner relativt tidligt … dog meget afhængigt af klimaet og jordbundsforholdene. Dens vine er mørke, fyldige og meget frugtige, typisk med røde bær, blommer, svesker og krydderier. Alkoholniveauet er ofte højt, syre og tanninniveauet lavt.

I 1990’erne var Primitivo ikke særlig populær, så tusinde af hektar vinmarker med druen blev revet op af jorden, men successen i USA som Zinfandel fik sat nyt liv i druen. I stedet for blot at være brugt til blends, så begyndte mange vinproducenter i det sydlige Italien at satse på vine alene på Primitivo.

Navnet Primitivo betyder tidlig og henviser til, at druen modner ret tidligt. Men til gengæld kræver druen varme og en lang sæson, så druerne får tid til at modne fuldt ud. Den færdige vin skal gerne nå mindst 14% alkohol, for at frugten kommer frem, hvilket kræver masser af sol.

Generelt er vinene fra Amerika mere søde og krydret, mens de syditalienske har mere bærduft.

2019 Cantine Miali, Primitivo, Puglia, Italien

2019 Cantine Miali, Primitivo, Puglia, ItalienMed næste vin fra Cantine Miali i det solrige Martina Franca i Puglia tager vinbloggeren så favntag med Primitivo druen og denne vin er også fra årgangen 2019.

Her kommer Primitivo fra udvalgt gamle vinstokke dyrket efter det typiske “alberello” system, der er meget udbredt med Privitimo, hvor vinstokkene ikke bindes op eller støttes, men bærer sig selv og det bruges ofte under varme forhold, da planten selv bidrager med skygge.

Primitivo druerne til denne vin er håndplukket og altid før de bliver overmodne, men derefter er de knust og så er gæring og maceration med skindet sket i store temperaturstyrede ståltanke i lang tid og så lagret i ståltankene inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt virker Primitivo’en langt mere moden og nærmest på grænsen til at være overmoden. Det er dadler, overmodne blommer blommekompot og svesker, nogle cedertræagtige noter suppleret med søde krydderier.

Smagen er utrolig blød og cremet … bedre og mere frisk end duften egentlig signalerede. Det er igen bløde blommer, blommekompot og frugten er faktisk meget lækker med lidt svag peber og en syre, som er bøjelig, blød og alligevel rummer lidt lemonagtige elementer, der giver vinen noget rygrad. Tanninerne er tørre, men blide … samket bliver det en fin Primitivo, der er forholdsvis kølig og uden alt for megen sødme. 88 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr.,. mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Masca del Tacco, Primitivo Old Vines, Puglia, Italien

2021 Masca del Tacco, Primitivo Old Vines, Puglia, ItalienJeg har én gang tidligere fået vin fra vin Masca del Tacco og dengang var det en fuldfed Primitivo di Manduria. Denne gang er det igen en tyk vin … 2021 Primitivo Old Vines.

Masca del Tacco ligger i Manduria provinsen i det sydlige Italien … ja mere præcist i byen Erchie på hælen aka Salento halvøen. Det er et nyere vinhus, som er grundlagt i 2010 af Felice Mergè bistået af sin far Armando og hans store erfaring med vinproduktion.

Felice Mergè købte og restaurerede en gammel ejendom, der tidligere havde tilhørt Cooperativa Comunale dei Produttori di Erchie. Kooperativet var grundlagt tilbage i 1949 og fik sine druer fra omkring 50 hektar vinmarker tilhørende medlemmerne af kooperativet.

Og den aftale har Felice Mergè overtaget og fortsætter således produktionen … nu blot som et privat foretagende og under navnet Masca del Tacco.

På markerne dyrker vinavlerne druesorterne Negroamaro, Primitivo, Cabernet Sauvignon, Fiano samt en ganske lille smule Syrah og Pinot Nero. Derudover dyrkes den sjældne Susumaniello, som er en gammel sort, som giver en ganske speciel vin, som er typisk for området.

Denne Primitivo Old Vines er lavet ved en blød presning af druerne, hvorefter gæring er sket i ståltank ved kontrolleret temperatur og efter endt fermentering er vinen blot lagret i ståltankene samt en række forskellige egefade i en kort periode.

Duften er egentlig umiddelbar ganske indbydende med et klart sødligt fadpræg … både vanilje, kaffe, karamel, mælkechokolade, våde fade samt frugt, der virker fed og cremet … sorte kirsebær, modne brombær og blommer.

Det er i munden, at jeg mister interessen … er meget sød med en fed marmeladeagtige frugt … blommekompot og blåbærsyltetøj, svesker, kogte dadler, røg og … overdådig. Det er en fed, sød historie, som er cremet, blød og varm som et hæklet tæppe til kolonihaven. 86 point.

Forhandles af Supervin, men vinen er endnu ikke landet og prissat.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Cantine Due Palme, 1943 del Presidente Salento Rosso, Puglia, Italien

2016 Cantine Due Palme, 1943 del Presidente Salento Rosso, Puglia, ItalienMed næste vin blev der skruet op for volumenknappen, for det var en 15% højoktan og tung flaske 1943 del Presidente Salento Rosso fra kooperativet Cantine Due Palme i årgang 2016.

Kooperativet er forholdsvis nyt og grundlagt i 1989 i Cellino San Marco i provinsen Brindisi. Det var Angelo Maci – der selv er 3. generation i en familie af stolte vinavlere, som fik ideen.

Angelo Maci startede med 15 samarbejdspartnere – men i dag har kooperativet 1.200 tilknyttede vinavlere, der samlet har et areal på over 2.500 hektar vinmarker.

Fra kooperativet smager vi en af deres topvine … 1943 del Presidente Salento Rosso i årgang 2016 og lavet på 50% Aglianico og 50% Primitivo, som kommer fra nogle af de marker, som Angelo Macis familie ejer med vinstokke plantet tilbage i 1968. Derfor er vinen også meget simpelt opkaldt efter Angelo … præsidenten i Cantine Due Palme.

Primitivo druerne er høstet i starten af ​​september og Aglianico druerne i starten af oktober. Men vinificering sker ikke omgående, for først er en del af druerne tørret i kooperativets frugtkælder, hvorefter gæringen foregår i vandrette roterende kar ved en kontrolleret temperatur mellem 23-25 grader over 14 dage.

Den er derefter lagret 9 måneder på nye barriques og gennemgår yderligere flaskemodning inden den frigives til salg.

I næsen er det – nok ikke overraskende – en fed, tyk og tæt vin af et opulent bombenedslag, der oser af våde fade, en lakridset Nordsø Bitter, tørv, tørret kød og vanilje, lakridskonfekt, tobak, chokolade samt balsamico. Læg dertil blommer, sorte kirsebær og lidt ristede kaffebønner.

Smagen er samtidig sød … og stærk, men det kommer også en syre, der er krydret med masser af power. Det er lakridspiber og frodig frugt af blommemarmelade, dadler og silkebløde tanniner, men vinen har heldig også en køligere side, som giver en vis rygrad mellem det frodige. 90 point.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flasker koster 280 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Antica Enotria, Vriccio Primitivo, Puglia, Italien

2020 Antica Enotria, Vriccio Primitivo, Puglia, ItalienNår vi nu er i Puglia hos vinhuset Antica Enotria aka Azienda Agricola di Tuccio Raffaele, så skulle jeg da også smage en Primitivo … og det blev denne 2020 Vriccio Primitivo.

Her har Antica Enotria forsøgt at lave vinen så frisk som muligt, hvorfor vinifikationen alene er sket i rustfrie ståltanke, hvor vinen er gæret over 12 dage.

Efter endt fermentering er vinen så blot lagret i ståltankene i 12 måneder og derefter yderligere 4 måneder på flaske.

Duftmæssigt bestemt til den fyldige, saftige side … frugten virker ikke kogt eller overdone, men mørk og frisk. Der er krydderier, der straks kommer frem sammen med blommer, kirsebær, svesker, cedertræ, virker egentlig let og ganske kølig i stilen … af en Primitivo.

I munden er der en krydret sødme … måske ikke helt så megen sødme, som jeg havde frygtet. Der er fylde, sødme, krydderier og samtidig en god varme … saftig, comfortvin, som mange mange danske vil knuselske. 88 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria Riserva, Puglia, Italien

2019 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria Riserva, Puglia, Italien1.930 gram vejer denne 1 Uno Primitivo di Manduria Riserva 2019 fra Masseria La Volpe med flaske, etiket og opulent væske og måske bliver man også tung i hovedet efter sådan en vin.

Vinen med guldetiketten er lavet som foregående, altså med høst af Primitivo druerne ved en optimal modenhed i slutningen af august.

Gæring er sket alene med druernes naturlige gærceller ved en kontrolleret temperatur på 24 grader for at trække mest mulig kraft ud. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder på franske og amerikanske egefade og så en lang periode på flaske, da en Riserva først må frigives 2 år efter høst.

Som med lillesøsteren stikker duftnoter på ingen måder af … er meget tilbageholdende, men også klart mere modne. Igen er det mørk frugt, solbær, sorte kirsebær samt lidt tørret frugt, men slet ikke så fed og opulent, som man måske ville forvente.

Smagsmæssigt er det atter sød vin … men heller ikke så sød, at den fuldstædig vælter vinbloggeren. Frugten virker her knap så kogt og atter er det solbær, søde sorte kirsebær, men også lidt blåbær samt samme note af småbitre vindruekerner og læder. Igen er der stærk alkoholvarme, der lige varmer helt ned i tæerne. 90 point.

Ingen oplysninger om importør eller pris.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2020 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienAntonini familiens Masseria La Volpe projekt i Puglia omfatter i øjeblikket pt 23 forskellige vine, men vi smager her dog kun de 2 Primitivo di Manduria 1 Uno vine … denne almindelige tunge bandit og en Riserva tung slemmert.

Til denne vin er Primitivo druerne høstet i hånden omkring slutningen af august, når drueklaserne når optimal modning. Gæringen foregår ved en kontrolleret temperatur på maksimalt 33 grader over 25 dage for at trække mest mulig kraft ud. Efter endt fermentering er vinen lagret 4 måneder på egefade.

Det er en vin, som den syditalienske winelover og -anmelder Luca Maroni er tosset med og har givet 97 point, men da han jo næsten gør det ved alle vine, så tager Houlberg ikke megen notits af det.

Duftmæssigt er vinen overraskende noget neutral … næsten uden aromaer. Der kommer dog lidt mørk frugt, mørk chokolade, kakao, kaffe samt et svag fadpræg med et vanilje. Der er til gengæld heller ikke noget, som stikker skævt ud på nogle måder.

I munden er det dog sødt … og igen for sødt for jeres vinblogger, for det er kogt frugt, solbærmarmelade, søde sorte kirsebær, men også en note af småbitre vindruekerner, læder og en alkoholvarme, som dog ikke er dominerende. Der er egentlig okay balance … og selvom jeg måske ikke er den største fan, så er det en vin, som mange danskere vil knuselske. 88 point.

Ingen oplysninger om importør eller pris.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Cantine Paradiso, 1954 Primitivo, Puglia, Italien

2020 Cantine Paradiso, 1954 Primitivo, Puglia, ItalienCantine Paradiso eller måske mere korrekt Vinolea Paradiso ligger i det nordlige del af den større by Cerignola i Puglia aka Apulien i Italien og derfra smager jeg to vine og starter helt klassisk med en 1954 Primitivo i årgang 2020.

Paradiso-familien har været vinavlere siden 1954, hvor Angelo Paradiso – også kendt som Angelo Primo – grundlagde vingården i Cerignola i hjertet af Daunia provinsen i Puglia.

Derefter overtog Angelos 4 sønner driften og gennem de efterfølgende år udvidede de med køb af nye vinmarker, men i dag er det 3. generation – Angelos barnebarn – der også heder Angelo, der har overtaget driften.

Familien har samlet 12 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Nero di Troia, Primitivo og Negroamaro, men også hvide sorter som  Bombino, Fiano di Avellino samt Trebbiano.

Her smager vi husets 1954 Primitivo, hvor Primitivo druerne er høstet i august fuldt modne. Afstilkning efterfølges af blød knusning og maceration med gæring i rustfri ståltanke i 15-20 dage ved en kontrolleret temperatur og derefter presning.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 måneder i rustfri ståltanke og derefter 12 måneder i  225 liter barriques, før den returneres til ståltanke i yderligere 3 måneder. Efterfølgende tappes og lagres vinen i yderligere 4 måneder før frigivelse.

Duftmæssigt er det fra første snif en fyldig, sødlig, krydret vin, der har masser af krop, fedme og voluminøs kapoow … har både blåbær, kirsebær, svesker, overmodne blommer, lidt mentol, røg, cedertræ, mørk chokolade, læder samt lidt karamel, sød lakrids, kanel … men samtidig med lidt tørhed.

I munden er det også en kraftig, lidt marmeladefed Primitivo, men samtidig har den noget mere, for balancen er klart bedre end lige forventet. Der er fortsat kaffe, kanel, læder, karamel, nødder, røg og sveskegrød. Der er både sødme, alkoholvarme og nougat … meget, fløjlsblød rund, comfortagtig og bredbaget. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2019 Vinosìa, Est 2004 Primitivo, Puglia, Italien

2019 Vinosìa, Est 2004 Primitivo, Puglia, ItalienVi fortsætter lige med yderligere et par vine fra Luciano Ercolino på vinhuset Vinosìa i Luogosano i selve Campanien, men fortsat med Primitivo vin fra Puglia, nemlig denne 2019 Est 2004 Primitivo.

Navnet på vinen henviser til årstallet hvor Luciano Ercolino grundlagde vinhuset, nemlig 2004. Vinen er lavet på 100% Primitivo fra 50 år gamle stokke og høstet i september, hvorefter druerne tørres kort efter appassimento metoden, hvilket også er med til at sikre ekstra stor koncentration i frugten.

Vinen er lavet med gæring og maceration over 10 dage med udvalgte gærtyper, hvilket er efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder på franske barriques samt 6 måneder på flaske inden endelig frigivelse.

Nu er næsen mere arketypisk Puglia Primitivo med en tung, mørk frugt, blommer, blåbær, sorte kirsebær … meget fyldig med en snert af noget urtet og grønt, let mentol, våde vaskeklude, chokolade, lidt vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er det en tæt, fyldig og sød vin med stor frugtintensitet, jordbær, sorte kirsebær, blommer, en lille bitterhed, pænt med sødme og nok også lidt en tak for meget til mit følsomme sind, men får dog hjælp af en lille friskhed, som dermed redder vinen og giver nogen balance. Der er dermed god arketypisk Primitivo.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Vinosìa, Ué Pàssula Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

Luciano Ercolino har tidligere arbejdet hos sine forældre på Feudi di San Gregorio. Han er også bror til Mario Ercolino, der driver det kendte vinhus Nativ i Campanien, men Luciano driver sit eget vinhus Vinosìa, hvorfra jeg først smager denne 2016 Ué Pàssula Primitivo di Manduria.

Vinosìa ligger i Carazita området i Campanien omkring 5 kilometer fra Taurasi i en ganske lille landsby kaldet Luogosano og er grundlagt i 2004 af de to brødre Mario og Luciano Ercolino, hvor Mario i starten producerede vinene og Luciano styrede markedsføring og distribution.

Men efter Mario Ercolino i 2008 selv grundlagde Azienda Agricola Nativ omkring 15 kilometer fra Vinosìa har Luciano haft det samlede ansvar på Vinosìa. Der har han selv 100 hektar – hvoraf han selv ejer omkring en tredjedel – med druer som Greco, Fiano, Piedrarosso og Aglianico, men han har også leaset lidt jord i Puglia aka Apulien, hvorfra han også laver en del Primitivo vine.

Og det er netop sådan en fætter, som jeg har fået i glasset … vinen Ué Pàssula Primitivo di Manduria, som er en af huset luksuriøse Cru vine lavet med druer fra nogle af husets leasede marker i kommunen Manduria i Apulien. Der er ikk’ mange oplysninger om produktionen, men vinen er efter gæring lagret mindst 12 måneder på franske egetræsfade.

I næsen er vinen umiddelbart fyldig med lidt brændte noter, mørke frugter med kirsebær, blåbær, blommer, skovbær, træ, blomster og en smule chokolade, mynte, krydderier og en snert af noget, som kan minde om ingefær. Men imidlertid er duften overraskende frisk og jeg kan slet ikke fornemme den tunge sødme, som ofte findes i vine på Primitivo fra Apulien. I stedet er der nærmest lidt grønne og småfriske noter, hvormed den faktisk bliver lidt smålækker.

Og smagsmæssigt er vinen bestemt heller ikke overdone, for fed eller for sød, men har en dejligt overraskende og frisk side, hvor der er jordbær, kirsebær med fyldig saftighed, en let bitterhed og så kun en snert sødme. Hurra for en Primitivo vin med frisk elegance og hvor er det dejligt at opleve, at druen kan dette … Thumbs Up.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Farnese Vini, Pescarpa Famiglia Primitivo, Puglia, Italien

2019 Farnese Vini, Pescarpa Famiglia Primitivo, Puglia, ItalienVi skal med næste vin til det syditalienske … helt præcis til Puglia aka Apulien, nemlig med en vaskeægte Primitivo vin, som er lavet af vinmageren Filippo Baccalaro. Det er hans Pescarpa Famiglia Primitivo, som jeg smager i årgang 2019.

Vinen har han lavet hos den store vinproducent Farnese Vini, som også er den største og mest kendte vinproducent i det sydlige Italien. De holder til i den østligste del af Abruzzo ved byen Ortona tæt på havet og laver årligt over 20 millioner flasker vin under forskellige brands, som fx Cantine Cellaro, Vigneti del Vulture, Vigneti Zabú, Vigneti del Salento, Vesovo, Caldora og Farnese Fantini.

Og vinene kommer ikke kun fra Abruzzo, men fra hele Italien, for de laver nemlig også vine fra Toscana, Campanien, Basilicata, Sicilien og Puglia. Og de mange vine sælges til 87 lande over hele verdenen og så er de selvfølgelig udråbt som bedste producent i Italien i 2016, 2017 og 2019 af den gode Luca Maroni 🙂

Vinhuset ejer selv kun små 25 hektar vinmarker i Abruzzo, men har langtidskontrakter med vinavlere i alle de nævnte vinregioner og dermed er det reelt et negociantfirma … som bare ejer mange vinerier rundt om i Italien.

Det er formentlig på et af Farnese Vinis vinerier i Puglia, at vinen er lavet. Der har koncernen nemlig 3 større vinerier i form af Cantina Sava, Luccarelli samt Vigneti del Salento … og sikkert det sidste, da druerne komer fra en udvalgt stenet og leret skråning i Salento området 100 meters højde.

Men Filippo Baccalaro har vi skam også stødt på her på vinbloggen tidligere, for han er nemlig ikke kun vinmager hos Farnese Vini. Han er nemlig også medejer og var selv med til at grundlægge den store koncern allerede tilbage i 1994 sammen med Valentino Sciotti og Luliis familien.

I 2013 blev Alessandro Benetton – søn af grundlæggeren af tøjfirmaet Bennetton – også medejer, således det i dag ejes af denne investorgruppe.

Nok snak … lad os kigge nærmere på denne Pescarpa Famiglia Primitivo, som jeg dog desværre slet ikke har nogle oplysninger om for så vidt angår produktionen … men det virker som om, at den har fået malolaktisk gæring og en lille lagring på fade. Nå, men  vi springer i stedet bare til mine smagsnoter.

I næsen er denne vin til at starte med lidt nærig med sine aromaer, men det fornemmes dog, at der er tale om en fyldig vin, selvom den i glasset slet ikke virker så mørk, som man ellers kunne frygte. Der er mørk, moden og sødmefuld frugt … klare aftryk fra fadene i form af sagte strejf af kanel, kakao og måske endda lidt chokolade. Frugten er blommer, rare og saftige blommer, jordbær og kirsebær, men alt er venligt, rundt og behageligt.

Smagsmæssigt er det heller ikke en klumpe-dumpe, for selvom frugten bestemt har noget sødme, så er der alligevel friskhed og en syre, der giver vinen et befriende lettere, langt mere frisk udtryk end mange af de Primitivo vine, som ellers har oversvømmet vor ganske land. Vi er fortsat i den behagesyge afdeling, men det er bare langt mere interessant end mange andre Puglia vine og hurra for det, så dermed 4 store hjerter med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7