Tag-arkiv: Pommard

2009 Domaine Comte Armand, Pommard 1er Cru “Clos des Epeneaux”, Bourgogne, Frankrig

Onsdag aftens 6 vin … igen en fabelagtig Bourgogne extraordinaire, og samtidig også en vin jeg tidligere har smagt og skrevet om på min blog. Jeg linker straks til blogindlægget.

Druerne til vinen kommer fra marken “Clos des Epeneaux”, en brun mark af pulveriseret kalksten, stenet på overfladen og med et lag af hårde sten nedenunder. Pommard er kendt for en mere ‘maskulin’ stil, som kan tilskrives tilstedeværelsen af jern i jordbunden og den mineralrige ler, der er særligt fremherskende her.

Clos des Epeneaux vinmarken ligger – omkranset af gamle mure – i den nordlige del af Pommard mellem Chateau de Pommard og kommunengrænsen mod Beaune, og er én ud af 3 Pommard 1er Cru Epenots vinmarker, der konsekvent har produceret nogle af de fineste røde vine i Côte de Beaune.

De ældste af vinstokkene er op til 70 år, og den gennemsnitlige alder på vinstokkene er ikke mindre end 55 år. Clos des Epeneaux er samtidig også én af de største Premier Cru vine i Côte de Beaune og Côte de Nuits, og giver vine der har både magt og finesse.

Duftmæssigt er der svovl, flæskesvær, frugt … måske mere mørke bær og en lidt indelukket, “mulle” duft.  Smagen meget intens med grønne noter, tannin, bær … og den hele meget intens. En virkelig nydevin … hmmmm, hvor er det godt,

Købt hos Randers Vinhus, pris hele 785 kr.

Rating 5,5/7 

2000 Vaucher Père et Fils, Pommard, Bourgogne

Nogle gange i livet skal man foretage et sats. Denne vin hører vist i denne kategori. Købt for 14 dage siden i en SuperBest butik til den beskedne tilbudspris på 70 kr., og ja … jeg ved godt, at man ikke kan købe ordentlig bourgogne til sådanne penge … men det var en rest, da der alene var 2 flasker tilbage … så jeg tænkte; “jeg er en rigtig gambler, etiketten er lovende, en rest, årgang 2000, Pommard, her ligge en lille overset diamant, det skal prøves”.

Det er så gjort nu, og PAAZZZZZ … en nitte, men sådan er livet jo en gang imellem så hårdt. I glasset egentlig en fin transperant farve, selvfølgelig en anelse brunlig i kanten grundet alderen. Duftmæssigt imidlertid en gang vissent portvin/sherry … ikke, at det ikke kan være godt, og nogle mennesker elsker, når dette indtræffer i en bourgogne. Her er det imidlertid ikke imponerende, og jeg tænker, at vinen nok alligevel ikke har haft godt af at stå på hylden i supermarkedet de sidste 6-7 år! Smagen er overraskende nok fortsat meget stram og syreholdig, men ingen balance … og alderen trykker fortsat med en bismag af sherry/portvin. Bevares, vinen kan drikkes, men ikke den nydelse, som jeg … ganske uberettet ganske vist … havde sat næsen op efter.

Nå, men vinen er fra monsieur Vaucher, som stammer fra Bourgogne, og er også uddannet i Bourgogne hos forskellige firmaer, indtil han var 31 år. I 1936 grundlagde han sit eget firma under navnet Vaucher Père et Fils. Monsieur Vaucher ejer også andre firmaer specielt i Dijon og Chambolle Musigny. Vinen herfra bliver også solgt under navnet Vaucher Père et Fils. Vaucher Père et Fils har deres hovedkontor i Nuits Saint Georges. Her ligger også de gamle traditionelle vinkældre samt nye installationer, hvor man anvender den mest moderne teknik inden for vinifikation.

Nå, men lad os få dommen

Rating 2/7