Tag-arkiv: pinot blanc

2015 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz, Mosel, TysklandOg vi nupper såmænd også vinen Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz fra Alexander og Monika Rinke i årgang 2015, der – som nævnt tidligere – er ganske anderledes end 2014’eren.

Vinene i serien Terrassen S fra marken Langsurer Brüderberg er Weingut Rinkes topvine. Marken er da også ganske besværlig at dyrke druer på, for den er utrolig stejl med en hældning på mellem 50-75%. Hard work. Men sjovt nok, så dyrker Rinke parret ikke Riesling på deres stejleste parcel, men alene Chardonnay og Spätburgunder.

2015’eren er selvfølgelig lavet på samme måde som 2014’eren, dvs. med 90% Chardonnay og resten en blanding af Weißburgunder og en smule Grauburgunder. Druerne er høstet med et ganske, ganske beskedent udbytte på alene 25 hektoliter pr. hektar og vinen har lagret 11-12 måneder på brugte barriques.

Denne 2015 er langt mere elegant og fin end 2014’eren. Der er mere finesse, har godt med blomster, virker mere  tør i næsen med fersken, melon og samtidig også mere ren og mineralsk.

Smagen er også bedre, mere klar og ren med stenfrugt, mineraler og intensitet … men fortsat med en pæn portion sødme. Det er egentlig ikke fordi, at der er megen restsukker i vinen, alene 1,6 gram pr. liter, men alligevel fylder sødmen mere smagsmæssigt.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz, Mosel, TysklandSelvom Mosel er højborg for Riesling, så byder området skam også på vine lavet på andre druesorter, som fx denne Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz fra Weingut Rinke.

Weingut Rinke holder til på hovedgaden i byen Mertesdorf, som ligger 4 store sving på Mosel floden sydvest for Bernkastel-Kues. Det er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2006, hvor Alexander og Monika Rinke købte en stor 3 hektar stejl vinmark ved byen Langsur på den anden side af Mosel floden og helt op ad grænsen mod Luxembourg. Ja, det er selvfølgelig marken Langsurer Brüderberg, hvorfra druerne til denne vin også kommer.

Siden har parret dog også købt flere marker og fælles for alle husets marker er, at de ikke ligger lige op til Mosel floden. De fleste marker ligger længere inde i landet og faktisk også et stykke fra gården i Mertesdorf.

Samlet har Weingut Rinke i dag parceller på markerne Langsurer Brüderberg, Oberemmeler Altenberg, Wiltinger Klosterberg og Wiltinger Braunfels. Den mest kendte af markerne er formentlig Wiltinger Klosterberg, hvor bl.a. Weingut Van Volxem også ejer parceller.

Marion Rinke er til dagligt advokat hos Credit Suisse i Luxembourg, mens Alexander driver restauranten Pauliner Hof.  De to driver sideløbende med deres daglige jobs altså også den lille vingård Weingut Rinke.

De står dog primært for alt markplejen og til at hjælpe med vinproduktionen har Rinke hyret vinmageren Moritz Gogrewe og derudover også vinkonsulenten Gernot Kollmann, som vi jo netop lige kender fra Weingut Immich-Batterieberg. Og sammen laver de vine på druer som Riesling, Weißburgunder, Chardonnay, Frühburgunder og Spätburgunder.

Og her har vi netop en Chardonnay baseret vin fra Weingut Rinke … Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz, som dog ikke er ren Chardonnay, alene 90% og resten består af burgunder sorter, nok primært Weißburgunder og en smule Grauburgunder.

Druerne er høstet med et ganske beskedent udbytte på alene 25 hektoliter pr. hektar og vinen har lagret 11-12 måneder på brugte barriques.

Vi smagte vinen i både årgang 2014 og 2015. Der er faktisk stor forskel på vinene og denne 2014’ener har en aromatisk næse med Hubba Bubba tyggegumi, kokos, eksotisk frugt og sådan en smule fed eller måske endda overdone.

I munden er der godt med fedme, tyk frugt, mango, abrikos, fersken, hvide blomster og derudover en pæn, pæn sød. Samtidig virker vinen en anelse vandet med jern, men har ellers store pondus samt armbevægelser. Der er nemlig nærmest lidt Anders And over vinen, sådan lidt tegneserieatig, fortegnet eller overdrevet i dens udtryk. Lidt af en sjov vin fra Mosel.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Weingut Niepoort & Kettern, Rätzelhaft Weiss, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Niepoort & Kettern, Rätzelhaft, Mosel, TysklandNiepoort & Kettern aka Weingut FIO – som de også kalder sig – er et joint venture projekt mellem den unge, vilde og innovative moselproducent Philipp Kettern samt Dirk Niepoort fra det det portugisiske portvinshus Niepoort. Denne Rätzelhaft Weiss er blot én af de vine, som er kommet ud af det samarbejde.

Dirk Niepoort har tidligere været synonym med portvinshuset Niepoort. Imidlertid er han tilsyneladende blevet uvenner med søsteren Verena om retningen af husets vine. Uenighederne er endt med, at Dirk har taget sit gode tøj og forladt det gamle portvinshus.

Det har helt sikkert været med blødende hjerte, at Dirk har solgt sin del af foretagendet til familien og sagt farvel til Vila Nova de Gaia … den gamle bydel i Porto, hvor Dirk har arbejdet siden 1987, først sammen med faderen Rolf og efterfølgende med søsteren.

Men han har i stedet kastet sine kræfter på en række andre projekter. Jeg har bl.a. tidligere skrevet om Muhr-Niepoort, som er et samarbejde mellem Dirk og den smukke Dorli Muhr i Østrig, hvor de laver fremragende Blaufränkisch fra marken Spitzerberg.

Men det primære projekt for Dirk Niepoort er det nye Weingut FIO. Projektet er opstået efter et tilfældigt møde i 2012 mellem Dirk og den unge Philipp Kettern.

Philipp er i dag – sammen med faderen Lothar –  vinmager på familiens vingård Weingut Lothar Kettern i Piesport i Mosel, et lille vinhus med 7,8 hektar vinmarker og en årsproduktion på beskedne 40.000 flasker vin. Deres bedste mark er Piesporter Goldtröpfchen.

Philipp overtog ansvaret for driften i 2013 og er en ustyrlig, vild og spændende vinmager, som også straks var med på Dirks idé om at skabe et helt nyt og innovativt vinhus. Philipp er i forvejen vild med skøre idéeer … bl.a. har han et stort drageskib, som han bruger til at sejle vinglade turister op og ned ad Mosel floden.

På billedet ovenover kan I se Philipp Kettern på hans ikoniske drageskib med bandana på hovedet som en vaskeægte pirat. En vinøs Mosel pirat med Riesling i tanken.

Med i projektet har Dirk Niepoort taget sønnen Daniel og de tre vinmageres plan er, at Weingut FIO skal være et ægte vinhus og at der således skal bygges en topmoderne vingård med egne marker.

Men indtil videre, så leveres druerne altså fra familien Ketterns marker, og at det gælder også denne Rätzelhaft, som er én af huset foreløbig 5 forskellige vine.

Den fås også i en rød udgave, som er lavet på Blaufränkisch, Portugieser og Merlot … og kommer fra Pfalz. Den har de nemlig lavet i samarbejde med Markus Schneider, som vi jo også tidligere er stødt på her på vinbloggen.

Denne hvide udgave af Rätzelhaft er primært lavet på Riesling – natürlich – men tilsat en 5% slat Weissburgunder. Den er fermenteret på ståltanke og det meste af vinen er også lagret i ståltankene, men en lille del lagres dog i store egefade … großen Holzfass.

Etiketterne på FIOs vine er også et kapitel for sig selv. Her er ingen gamle traditioner og lange, snørklede navne, hvilket jeg ellers er ganske vild med. Derimod er etiketterne moderne, anderledes og faktisk ganske flotte.

Skriften vender på hovedet og på denne Rätzelhaft står der også ord som Kopfsteinpflaster, Finesse og Lichtigkeit, altså brosten, finesse og lethed. Den lader vi lige hænge i luften.

Duftmæssigt er Rätzelhaft ganske aromatisk med en frisk deo … eller i hvert fald friske blomster, god fylde og mandler. Frugtmæssigt er det abrikos, fersken og gule æbler. Det er sgu meget indbydende og der er også en lidt levende sødme.

I munden er der fin medium syre og vinen er sådan meget ren og stålsat i frugten. Det er abrikos, syrlige æbler samt grape og citrus. Læg dertil lidt mineralitet. Den er ikke så syrlig som forrige vin, men lidt rundere i udtrykket og smager sgu rigtig lækker.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 100 kr. ved køb af 6 flasker. Ellers er prisen 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Bergdolt Reif & Nett, Pin:ox Trocken, Pfalz, Tyskland

Fra selvbetjeningsbaren på Vindanmark Vin & Tapas Bar nuppede jeg et glas af denne Pin:ox Trocken fra  Weingut Bergdolt Reif & Nett … kold hvidvin på et sammensurium af druer … både Weißburgunder, Auxerrois, Chardonnay og – som vinmagere selv siger – formentlig også en lang række andre druer.

Weingut Bergdolt Reif & Nett holder til i den lille by Duttweiler på vinruten mellem Speyer og Neustadt i Pfalz. Vinhuset stammer helt tilbage til 1838, hvor huset gamle kælder med hvælvede lofter i sandsten blev bygget, men Nett familien – som i dag driver huset i 5. generation – overtog vinhuset ved en arvelod i 1900.

Reelt er vinhuset efterkommere fra nabogården Weingut Bergdolt Klostergut St. Lamprecht, som holder til i et gammelt kloster lige overfor Bergdolt-Reif & Nett. Dette kloster er bygget i 977 og blev i 1754 købte Jakob Bergdolt, men efter arvedelingen i 1900, adoptioner og giftermål, så opstod der således to vingårde med Bergdolt efterkommere i Duttweiler.

Og Weingut Bergdolt Reif & Nett holder altså således til i vingården, hvor kælderen stammer tilbage fra 1838 og ikke i det gamle kloster.  Huset drives som nævnt i dag af Nett familien, nemlig af Bernhard, Katja og Christian Nett sammen med Heinz Bergdolt-Reif.  Nett familien er 5. generation på vingården, mens den ældre Heinz Bergdolt-Reif efter efterkommer fra nabogården.

Det er Christian Nett – som I ser på billedet ovenover – der er husets primære vinmager. Han overtog ansvaret for produktionen i 2001 og fik allerede i 2006 en 3. plads i DLG konkurrencen om årets bedste unge vinmager … en pris han endelig vandt i 2015, hvor han både blev Bester Jungwinzer Deutschlands og Bester Jungwinzer Pfalz.

Samlet har huset 30 hektar vinmarker, som i 2015 blev certificeret økologisk og flere af markerne passes endda med heste i stedet for traktor. Deres bedste mark er Mandelberg, som leverer druer til husets 3 topvine.

Det er et innovativt vinhus, som laver en række spændende og moderne vine i forskellige serier. Serierne omfatter Creation, Tradtion, Black Edition, Avantgarde, Prestige, Edelsüss, Sekt & Secco samt Special.

Denne Pin:ox Trocken kommer fra den kreative serie, som omfatter mange sjove vine … vine med navne som Glaube-Liebe-Hoffnung-Riesling, Paranoia, Irgendwas mit R, Leib und Seele samt mange flere. Vinen er som tidligere nævnt på Weißburgunder, Auxerrois og Chardonnay, men kan også indeholde andre druesorter, som vinhuset selv skriver.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, lagret på samme og har hele 6,0 gram restsukker pr. liter. Alkoholprocenten ligger på 12%.

Duftmæssigt er vinen fin frisk med æbler, melon og hyld … godt med sten, en omgang Kung-Fu is, lidt citrus og ellers sødkrydret. I munden er vinen let perlende med fin intensitet, lidt bitterhed og krydderier. Den er slet ikke så sød, som man ellers skulle forvente med 6 gram restsukker, men det er jo bare godt.

Forhandles af Vindanmark, hvor en flaske koster 119 kr. Hvis du køber 12 flasker er prisen 99 kr. og så sendes de endda fragtfrit.

Rating 3,5/7 

2016 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Weisser Burgunder, Pflaz, Tyskland

Og lad os da endelig fortsætte med lidt Weissburgunder … eller Weisser Burgunder, som Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan kalder vinen. Her kommer nemlig lige 4 vine i streg fra det gamle, anerkendte vinhus i Pfalz.

Vingården er grundlagt af Jordan familien tilbage i 1718, men flyttede først til deres nuværende beliggenhed i Deidesheim i 1783, hvor det var Andreas Jordan som lagde grundstenen for deres gode Riesling vine. Han fik gjort vinene fra Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan berømt i hele Tyskland, bl.a. var vinene meget efterspurgt af den tyske digter/politiker Johann Wolfgang von Goethe.

Faktisk har man på vingården i dag nogle af flaskerne fra starten af vingården. I vinkælderen er der lavet et museum, hvor man kan se deres ældste vin, en 1706’er … altså fra før vingården officielt startede. Fra år 1880 og frem har man alle årgangene.

Deres tørre Riesling vine har en etikette i Jugendstil, hvor den romerske kejser Probus er afbilledet. Etiketten på 1811’eren er én af de ældste vinetiketter i Tyskland. 1811’eren er i øvrigt én af de bedste årgange i historien … overhovedet. På vingården kaldes den komet-årgangen, og påstås den dag i dag at være ganske drikkelig.

Successen medførte også, at Andreas Jordan i 1815 købte den nærtliggende Ketschauer Hof, som har betydelige og værdifulde vinmarker med de bedste beliggenheder.

Da sønnen Ludwig Andreas Jordan overtog driften var vinhuset ganske anerkendt, og Ludwig Andreas endte da også med en post i Rigsdagen. Efter hans død arver datteren vinhuset, og da hun var gift med en Bassermann, som også lagde navn til vinhuset.

Senere i 1917 adles familien … så kan der stoppes et “von” med i titlen og dermed fremkom det nuværende navn Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan.

Frem til 2002 forblev vinhuset på familien Bassermann-Jordans hænder. I 2002 – efter næsten 300 år eje – solgte Dr. Gabriele von Bassermann-Jordan imidlertid vinhuset til forretningsmanden Archim Niederberger. Og siden Archim Niederberger overtog roret, er der taget anseelige tiltag for at højne kvaliteten yderligere.

Selve vingården og de omkringliggende bygninger har gennemgået en total renovering, og der er yderligere kommet en gourmetrestaurant, et luksushotel og et brasserie til.

I kældrene er det dog fortsat vinmageren Ulrich Mell, som siden 1996 har stået for produktionen. Men efter ejerskiftet er der også sket store investeringer i såvel vinmarker som vinproduktionen.

Men i 2013 døde Achim Niederberger pludselig pga. en alvorlig sygdom, så i dag er det hans kone Jana, som viderefører vinhuset efter Achims visioner.

Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan ejer af 42 hektar og nogle af de mest anerkendte marker, bl.a. markerne Deidesheimer Kieselberg, Paradiesgarten, Deidesheimer Mäushöhle og Grainhübel.

Men der er dog specielt Grosse Lage markerne Forster Ungeheuer, Hohenmorgen, Kalkofen, Pechstein, Freundstück in Forst, Kirchenstück, Langenmorgen in Deisheim, Jesuitengarten og Ölberg som er med til at give husets store Grosse Gewächse vine.

Hos Bassermann-Jordan laver man både Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage/Grosse Gewächse vine, og denne Weisser Burgunder er selvfølgelig blot en Gutswein.

Bassermann-Jordan håndplukker druerne til denne vinfra udvalgte vinmarker omkring byerne Ruppertsberg og Deidesheimer. For at koncentrere smagsnuancerne, så holdes udbyttet nede på et minimum og for at bevare den aromatiske friskhed i frugten, så foretages vinificering udelukkende på rustfrie ståltanke.

Næsen er grøn, frisk med svag hyld, æbler, citrus og pæn tørhed, så den er slet ikke så fed og aromatisk som foregående vin. Den byder på mere stringent og klar næse. Smagen er også mere klar, frisk, sprød med god syre og citron. Ganske fin vin … uden at imponerer vildt.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor en flaske koster 120 kr.

Rating 4/7  

2014 Weingut Wagner Stempel, Weissburgunder, Rheinhessen, Tyskland

Weingut Wagner Stempel holder til i den idylliske by Sieferheim i Rheinhessen og står bag næste vin … en Gutswein aka husets basisvin på Weissburgunder.

Weingut Wagner Stempel drives af Daniel Wagner, som er 8. generation på stedet.

Vingården er på 13 hektar og Daniel Wagner overtog gården efter sin far i 1993. Siden han overtog driften, så har han udviklet vingården til i dag at være blandt nogle af de anerkendte producenter i Rheinhessen.

Filosofien er, at alle vine fra huset skal være stærkt terroir prægede og med mindst muligt brug af giftstoffer, hvorfor huset er ved at konvertere til økologisk vinbrug.

Daniel Wagner laver primært masser af Riesling, men han laver også forrygende Silvaner, tør og storslået Grauburgunder samt læskende, ren og tør Weissburgunder.

Jeg har tidligere smagt Gutswein af Spätburgunder og Saint Laurent fra Wagner, og det var også ganske godt slash udmærket.  Alt i alt er Wagner Stempel en fornem repræsentant for den nye generation af fremadstormende vinbønder i Tyskland.

Daniel Wagner blev således også i 2009 kåret til “Aufsteiger des Jahres” i den tyske udgave af Gault Millau, hvor han samtidig også er blevet tildelt sin fjerde drueklase. Denne gives til producenter, i kategorien “Deutsche Spitze” – lige under Weltklasse.

Allerede i 2007 var den førende tyske vinguide Eichelmann ude med samme prædikat: “Aufsteiger des Jahres”. Apropos prædikater, så er Wagner Stempel naturligvis medlem af VDP … Verband Deutcher Prädikat und Qualitätsweingüter.

Denne Weissburgunder er lavet helt traditionelt på store rustfrie ståltanke med druer fra marker omkring Sieferheim, men har derudover lagret en kort periode på Stückfass af tysk eg. Stückfass er i Rheinhessen fade på 10-12 hektoliter. Der er 5,2 gram restsukker pr. liter.

Og fadlagringen kan også fornemmes i næsen, som har lidt smørfedme, en god, rund og aromatisk frugt, æbler, pærer, kvæde, mariekiks samt en lidt indelukket fugtighed, som når man kommer ind i et dampbad eller sauna.

Smagen er småkrydret, fed og samtidig også en smule flad …. mangler lidt dybde. I det hele taget er smagsnoterne sådan meget afdæmpede, men jeg fik noteret lidt salt, sten og dermed således lidt mineralsk islæt.

Forhandles hos Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 109,95 kr.

Rating 4/7  

2015 Domaine Sipp Mack, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig

Den næste vi skulle sippe af var Jacques Sipps Pinot Blanc, som dog ikke er lavet på ren Pinot Blanc, men sjovt nok mest på den drue, som Sipp kalder Pinot Blanc Auxerrois. Sipp fortalte dog, at det stort set var samme drue.

Vinen er helt præcis lavet på 70% Pinot Blanc Auxerrois og 30% almindelig Pinot Blanc … men det er imidlertid ikke helt samme drue. Druen hedder mest rigtigt Pinot Auxerrois eller Auxerrois Blanc. Et fransk vinmagasin har da også poetisk skrevet, at de to druer er falske brødre, men gode venner. Men faktisk sælger mange vinbønder i Alsace vine på Auxerrois som Pinot Blanc.

Det skyldes primært, at vine på Pinot Blanc er langt mere kendte internationalt og dermed selvfølgelig også lettere at sælge. Det var dog ikke gået, såfremt druerne havde været fra en Grand Cru mark, så var denne omgåelse ikke tilladt.

Auxerrois Blanc er i stedet i familie med Chardonnay, og seneste DNA undersøgelser viser, at druen er et krydsning mellem Gouais Blanc og Pinot Noir, som også er nogle af de samme grundstammer i Chardonnay.

Faktisk har navnet Auxerrois Blanc tidligere i Mosel været anvendt om Chardonnay, hvilket også forklarer at druen fik det længere navn Auxerrois Blanc de Laquenexy.

Da vi smagte Jacques første Cremant d’Alsace nævnte han også, at Pinot Blanc i Alsace på mange måder kunne minde om Chardonnay, så det bliver måske endda tydeligere med Auxerrois Blanc.

Auxerrois Blanc er også knap så syreholdig som Pinot Blanc, men mere krydret og sød. Den må dog ikke forveksles med Auxerrois Gris, som er mere kendt som Pinot Gris. Auxerrois Blanc er en vigtig hvidvinsdrue i Alsace, men findes også i Tyskland og Luxembourg.

Den er specielt udbredt i Alsace, hvor den faktisk ofte blandes med netop Pinot Blanc, som her ved Domaine Sipp Mack. Her er den lavet ved, at druerne – begge slags – presses forsigtigt for at bevare smag og aroma maksimalt. Gæringen finder sted i rustfri ståltanke under temperaturkontrol, og vinen lagrer herefter på tank indtil aftapning i april måned året efter høst.

Og næsen er også herlig fyldig, nærmest fed og smøragtig med eksotiske frugter, meloner, god sødme, blomster og nøddeagtige noter.

I munden er der dog ingen hvalpefedt, men en aromatisk og næsten sprød vin. Jacques sagde, at det var vinen for folk, som ikke var til syrerige vine og det er der bestemt noget om, for den er let, ligetil og uden den store syre. Det bliver ganske sødt.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 115 kr., men prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2012 Domaine Sipp Mack, Cremant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

Fra en lille, eksklusiv vinsmagning i Randers Vinlaugh med den charmerende vinbonde Jacques Sipp fra Domaine Sipp Mack kommer der lige en stribe hvidvine. Første er denne flotte Cremant d’Alsace Brut fra årgang 2012.

Jacques servede selv vinen og fortalte, at 2012 was a dejlig year på det dansk/engelsk, som han skulle underholde på hele aftenen … selvfølgelig med herlig fransk accent. Og han virkede oprigtiglig stolt af denne Cremant, som var lavet med Champagne som forbillede.

Den er da også delvis lavet på Champagne druer, nemlig på 25% Chardonnay, 25% Pinot Noir og 50% Pinot Blanc. Jacques fortalte, at Pinot Blanc druerne hos ham har nogle af samme smagsnoter som Chardonnay, og derfor mener han, at de passer fint i Cremant’en.

Den er også lavet på den normale champagnemetode og er fermenteret i store rustfrie ståltanke og lagrer 36 måneder sur lie, altså med gæren.

Næsen minder også på mange måder om god champagne … dejlig gæret med toast, god frugtrig aroma, en smule pærer, fersken, citrus og i munden blide bobler og smukt afbalanceret. Langt bedre end jeg havde forventet, virkelig en dejlig Cremant d’Alsace.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 135 kr., men prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2015 Weingut Brand, Pinot Blanc Cuvée Natur, Pfalz, Tyskland

Weingut Brand kalder sig på udenbys The Brand Brothers – ganz cool – og stiller op til en svingom på etiketten til denne Pinot Blanc Cuvée Natur … Pfälzer Landwein, naturvin og derudover både unfiltriert und ungeschwefelt.

Vi er tidligere stødt på dette meget intessante vinhus, som holder til i byen Bockenheim på adressen Weinstraße 7 omkring 30 kilometer nordøst for Kaiserslautern i Pfalz. Det var da jeg smagte husets Sonnenberg Spätburgunder og deres Cuvée Flora på Portugieser og Dornfelder.

Vinhuset er grundlagt af familien tilbage i 1891, men drives i dag af 5. generation i form af de unge brødre Daniel og Jonas Brand, som overtog driften fra deres far Jürgen Brand i 2014. Udover vineri driver familien Brand også Gästehaus Brand på samme adresse.

Weingut Brand har samlet 18 hektar vinmarker omkring Bockenheim og de bedste marker er Heiligen Kirche, Klosterschaffnerei og Sonnenberg. Der dyrker familien druesorterne Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Scheurebe, Chardonnay, Auxerrois og Spätburgunder.

Siden 2015 har vingården været certificeret økologisk, og det har betydet et stop for brug af mineralsk gødning og pesticider. I stedet har brødrene plantet kløver, vilde urter … en biologisk mangfoldighed med summen af humlebier og andre nyttige insekter, mens sprøjtningen sker med ekstrakter af urter og te.

Gæringen af vinene foregår spontant og modnes efterfølgende af enten i ståltanke, store traditionelle egetræsfade eller i barriques afhængig af typen af vin.

Her har vi altså en Pinot Blanc, som jo også er lavet økologisk certificeret, druerne høstet manuelt og vinen er – som nævnt indledningsvis – ufiltreret og selvfølgelig gæret helt ud, 9 måneder på store gamle fade og er heller ikke tilsat svovl.

I glasset er vinen herlig grumset … uklar væske med en duft af æblemost og endda masser af æblemost, dyb og intens æbleduft iblandet lidt tropiske frugter (fersken?) og en omgang hyld. Dufter dejligt … men udvikler sig faktisk mere og mere efter åbningen. Jeg drak vinen over 2-3 dage og jeg synes faktisk, at den var bedst på tredjedagen.

Smagen var første dag meget flad … sådan lidt tilbagelænet i stilen, lidt sødkrydret, meget aromatisk, men manglede lidt syre. Efter nogle dage er frugtsyren mere tydelig sammen med lidt hvid peber og en blød samt behageligt eftersmag.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 135 kr.

Rating 5/7 

2014 Christophe Lindenlaub, Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

2014 Christophe Lindenlaub, Crémant d'Alsace Brut, Alsace, FrankrigBobler på en torsdag … og første af slagsen blev denne Crémant d’Alsace Brut fra den lille alsaciske producent Christophe Lindenlaub, som holder til midt i byen Dorlisheim omkring 15 kilometer sydvest for Strasbourg, altså den nordlige del af Alsace.

Vinhuset er grundlagt af Lindenlaub familien tilbage i 1759, men drives i dag af Christophe Lindenlaub. Han overtog driften efter hans far Jacques Lindenlaub  i 1999. Han passer husets 10 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Husaren, Stierkopf og Rangenberg. Alt drives certificeret økologisk og flere af markerne drives endda også biodynamisk. Christophe er også selv meget aktiv i markerne.

Derudover er han en rigtig gavtyv, der gladelig springer rundt imellem fadene, snakker og skænker vin. Han elsker vin og med en smøg i kæften fortæller han røverhistorie eller  historier om damer. En fantastisk energisk og afslappet mand på en og samme tid … ren hygge og livet leves uden de store bekymringer.

Christophe Lindenlaub producerer omkring 50.000 flasker om året, hvoraf de 30.000 sælges direkte fra huset, altså primært huset basisvine, mens de sidste 20.000 er mere specielle vine … naturvin og lignende. De sælges til smarte barer i Frankrig og så en lille smule til Danmark.

Denne Crémant d’Alsace Brut er en almindelig traditionel Crémant, men økologisk dyrket og med 6 gram sukker. Det fremgår ikke, hvilke druer, som vinen er lavet på … men mon ikke der er noget Pinot Blanc i den lille, boblende vin.

Duftmæssigt lidt æbler, lidt citrus, svag gærende noter, nogle mineralske elementer samt et vist animalsk udtryk. I munden er boblerne nærmest brusende og frugten meget ren, stålsat, stringent og frisk. Smager ganske fint.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 115 kr.

Rating 4,5/7