Tag-arkiv: pais

2012 Clos des Fous, Cauquenina, Maule Valley, Chile

2012 Clos des Fous, Cauquenina, Maule Valley, ChileMed denne vin tog Steffen sgu røven på os … vi gættede, at det var klart europæisk. Det var den ikke, for vinen Cauquenina fra vinhuset med det flotte franske navn Clos de Fous er nemlig oversøiske og fra Chile.

Clos des Fous opstod oprindelig som en skør idé blandt 4 venner, som var trætte af at høre på, at der ikke kunne laves god vin i Chile. De var selv alle født i Chile og troede meget på mere ukendte områder som Bio Bio, Itata og Cauquenes, så i 2008 startede de projektet Clos des Fous.

De 4 venner er Pedro Parra, Paco Leyton, Francois Massoc og Albert Cussen. Pedro kaldes ofte Dr. Terroir … et navn, han dog selv frabeder sig. Med en universitetsudannelse i terroir fra Institute Agronomique Nationale i Paris er han den eneste terroir-specialist, der arbejder uden for Frankrig, og han har haft en enorm indflydelse på kvalitetsudviklingen i Chilensk vin.

Han har konsulteret for Montes, De Martino, Concha y Toro, Matetic, Errazuriz, Koyle og Mont Gras samt en række fremtrædende Argentinske producenter. Han siger, at terroir handler mere om fornemmelse end om videnskab, men at det har taget ham en universitetsudannelse at finde ud af det.

Pedro har også tidligere arbejdet som terroir-konsulent Pierre Becheler i Bordeaux og har også arbejdet sammen med Louis-Michel Liger-Belair i Vosne-Romanée i Bourgogne … Pedros absolutte reference i dag. Han var nu egentlig oprindelig jazzsaxofonist inden han startede sin vinøse levevej, som han i dag deler mellem arbejdet hos Clos des Fous samt arbejdet som terroir-specialist for vinmagere i Chile, Argentina, USA, Italien, Canada, Frankrig og Armenien.

Det er således også Pedro, som står bag Clos des Fous valg af marker, som netop ligger i nogle mere ukendte områder. Det er exceptionelle terroirs, hvor jordbund, topografi og klima spiller optimalt sammen med udvalgte druesorter, hvor der kan skabes vine, der opnår personlighed og naturlig balance med mindst mulig indgriben.

Udover Clos des Fous projektet deltager Pedro også i andre projekter, bl.a. Altos las Hormigas og Aristos i Chile, sidstnævnte sammen med Louis-Michel Liger-Belair fra Château de Vosne-Romanée.

Så er der Francois Massoc, som er uddannet ønolog i Beaune i Bourgogne, hvor han også – som Pedro – har arbejdet sammen med bl.a. Louis Michel Liger-Belair og Munir Saouma. Han regnes i dag for en af Chiles bedste ønologer, og har udover uddannelsen som vinmager også en kandidatgrad indenfor økonomi og vin. Ved siden af Clos des Fous projektet arbejder han i dag som konsulterende ønolog, primært i Chile.

Paco Leyton er også ønolog og vinavler. Han tog hans ønologiske uddannelse på Pontificia Universidad Católica i Chile og har siden arbejdet som vinavler og konsulent i Chiles sydligste vinregion Malleco, hvor han har lavet banebrydende arbejde med Pinot Noir.

Sluttelig er der Albert Cussen, som vel kan kaldes projektets administrator. Albert har involveret sig i Clos des Fous med sit hjerteblod efter en strålende karriere i den chilenske forretningsverden, hvor han var administrerende direktør for mange chilenske virksomheder og direktør i mere end 7 år i for vinimperiet Concha y Toro. Derudover ejer Albert den større vinmark Pucalán Vineyard i Aconcagua, hvor han har plantet Pinot Noir.

Og netop Pucalán Vineyard indgår i de marker, som de fire venner anvender til Clos des Fous vinene. De har samlet fundet 41,5 hektar vinmarker spredt udover områderne Aconcagua, Cachapoal, Bio Bio, Itata og Malleco, nemlig markerne Pucalán Vineyard, Grillos Cantores Vineyard, Bio Bio Coast Vineyard, Tato Vineyard, 1914 Vineyard og Traiguen Vineyard.

Clos des Fous lavede deres første vine i 2010 og vinene laver og flasker de hos MDA Wines, som ligger i Santiago. Det er et firma, som har specialiseret sig i at producere og sælge vin for andre vinbønder, men ellers findes der ikke de store oplysninger om dette selskab.

Denne Cauquenina er et blend, lavet på et sjovt mix af druerne Malbec, som udgør næsten halvdelen, Carignan, Paìs, Carmenère og Syrah, Cinsault samt en ganske lille del Touriga Nacional, alle fra gamle upodede vinstokke … omkring 80-100 år gamle og plantet uden opbinding, som en slags vilde buske. Vinstokkene har aldrig været kunstvandet. Druerne er høstet i hånden og gæret i cementtank uden tilsætning af gær, hvorefter en smule af vinen – formentlig kun omkring 7% – er lagret et år på hovedsageligt brugte fade af fransk eg.

Og det er bestemt en charmerende vin, som i næsen byder på frugtsødme, nærmest lidt saftevand, kirsebær, lakrids, mint, mynte, egefade, urter, blomster og noget hyld eller kamillete eller noget i den retning. I munden er det også kirsebær, frugtsaft … let med sødme, godt med urter, mineraler … og iltet godt med syre, som sender tankerne imod det europæiske fastland. Spændende og overraskende vin. Thumbs Up.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen er 658,50 kr. for 6 flasker, dvs. 109,75 kr. pr. flaske … og det er billigt.

Rating 5,5/7   

2012 Vinos Vernaculares, Tinajero, Quilpue, Chile

2012 Vinos Vernaculares, Tinajero, Quilpue, ChileTinajero kan vel nærmest betegnes som en skør halvsøster til forrige vin, den oxyderede Petit Marnier Rosé. Vi er selvfølgelig fortsat Vinos Vernaculares og lader dermed op til, at vinmageren Christophe Beau i november måned kommer til Danmark.

Vinos Vernaculares BOGUS står der på Christophes hjemmeside for det chilenske projekt. Terroirs Bogus … og normalvis betyder BOGUS jo falsk. Men der er nu intet falsk over vinene, som er lidt skøre, vilde, særegne og aldeles anderledes.

Eller excentrisk … excentrisk er måske det mest rammende ord, som beskriver Christophe Beau og hans vine … i hvert fald ud fra mit nuværende kendskab til manden. Og det er selvfølgelig alene ud fra de smagte vine samt hvad jeg har læst om vinmageren.

Det skal jeg selvfølgelig nok komme tilbage til efter besøget midt i november.

Hans filosofi er, at terriors og vin – som sprog, arkitektur og musik – kan være folkelig, kontaktskabende, skabt med lokale kræfter og menneskelige skalaer med intuition fra øjeblikket. Fra jorden strømmer livet til vinene. Så fik vi også dét sat på plads.

Nå, men denne skøre halvsøster Tinajero er et blend på Pinot noir og det lokale drue Pais, som jeg tidligere har skrevet om. Vinstokkene er over 50 år gamle og udbyttet derfor i den lave ende, sølle 15 hektoliter pr. hektar. Vinen er vinificeret 18 dage i stentøjskrukker og modnet flere måneder i træfade/krukker. Krukkerne er porøse, så vi igen finder en oxidering i vinen. Ingen filtrering og godt med snask i bunden … herligt. Lidt dessertagtig i stilen og selvfølgelig totalt økologisk også.

Og det er minsandten også en odd wine, som i næsen har en dyb animalsk note, nærmest som en gammel, faldefærdig stald, mørke og våde fade, gammel portvin, kanel, rosiner, en gammel stout øl eller pint of beer, et plaster, sukater … men også lidt mere frisk frugt underneden. Det oxyderede er slet ikke så markant i denne vin, som fx i Petit Marnier.

Smagen er lidt likøragtig med fedme, peber, nødder, søde krydderier samt en lang syrlighed og bitterhed i eftersmagen. Det virker som om, at der er godt med alkohol og samtidig er der tanniner, som sætter sig på fortænderne. Det mest slående er måske syrligheden i smagen. Denne syrlighed er faktisk ret indsmigrende.

Forhandles af Vinimperiet, pris 114 kr. for 50 cl.

Rating 4/7  

2013 Vinos Vernaculares, Tres Vacas, Aconcagua, Chile

Aftenens første rødvin havde jeg med … en – uden omsvøb – ganske speciel lille sag fra det lille vinhus Vinos Vernaculares, som ligger ved den lille by Quilpué – omkring 50 kilometer vest for Santiago, og ikke så langt fra kysten i Chile.

Vinen hedder Tres Vacas og er lavet på den lokale drue Pais, og den skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til. Vinen er købt hos Bjarne i Vinimperiet, som har specialiseret sig i økologiske og biodynamiske vine, og jeg har tidligere her på bloggen skrevet om en vin fra netop Vinos Vernaculares.

Det var deres Pinot Chai, en Pinot Noir baseret vin, som jeg kaldte en ren økologisk boheme, enspænder, freak og excentriker. Hvis vi skal blive i det spor, så er denne Tres Vacas en økologisk feminin rebel, outsider, eremit, særling, tvekønnet … udsædvanlig, elektrificerende og pirrende. Dét vender jeg også tilbage til.

Lige lidt gentagelse omkring selve vinhuset, som ejes og drives af vinmageren Christophe Beau, som ellers til dagligt slår sine folder i byen Corconne og appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc i det sydlige Frankrig, hvor han driver vinhuset Domaine Beauthorey.

Christophe har over 30 års erfaring som vinbonde, ja faktisk startede han Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af; folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Partnerskabet er i hvert fald også udvidet til andre områder i Chile, bl.a. Parral, Limari og Casablanca, men fortsat med økologi som det bærende fundament i vinproduktionen. Og så laver Christophe ellers vinene helt gammeldags … bl.a. med maceration i et stor læderkar … ja, et gammelt koskind, hvori vinene vinificeres inden lagring på egetræsfade.

Han har også i 2013 bygget et mindre og simpelt vineri i træ, så der nu er mere skik på produktionen af vinene. Og i det lille skur laves der i alt 7 forskellige vine; Petit Marnier, Dulzón Olvidado, Pinot Chai, El Blanco de Pais, El Moscatel de Alejandría, El Cuidadano og så denne Tre Vacas, som netop er lavet på ren Pais.

Pais druen er en rød drue, og er samtidig dén drue, som man historisk har dyrket længest i Chile. Druen er bragt til Chile af de spanske conquistadorer og også været den mest plantede drue i Chile. Mange Pais vinstokke er dog løbende hevet op og erstattet af den internationale Cabernet Sauvignon, som man mente var en mere ædel druesort.

I dag er der efterhånden ikke længere så mange marker med Pais i Chile, vel alene 12.000-15.000 hektar vinmarker og druen bruges primært til billig bordvin, i blandinger fx sammen med Cabernet Sauvignon og derudover i mousserende chilenske vine. Druen er kendetegnet ved, at den er stærk og er let at dyrke. Den giver en tynd, let og rustik rødvin og har normalvis lav indhold af alkohol.

Hos Christophe Beau hedder hans Pais vin Tres Vacas, hvilket skyldes at vinen er sammenstukket fra 3 særskilte barriques egefade, som han i øvrigt kalder Rosalia, Rocío og Rosalba. Druerne kommer fra over 100 år gamle Pais vinstokke i området ved Valle de Colliguay, og der høstes et meget begrænset udbytte på 10 hektoliter pr. hektar, og ellers er vinen vinificeret 15 dage i fade af kohud og derefter modnet 12 måneder på de nævnte 3 barriques.

Det kommer der samlet 1.000 flasker vin ud af hvert år, og netop én af disse er havnet her på bordet denne vinaften.

Og så er vi tilbage ved ordene feminin, rebel, outsider, eremit, særling, tvekønnet … udsædvanlig, elektrificerende og pirrende, for det er en ganske, ganske speciel vin. I glasset er vinen meget lys … mere lys en Pinot Noir, og så samtidig ganske grumset og ufiltreret som bare pokker. Flere kom med kommentarer som grumset hospitalssaftevand … og det er måske ikke helt hen i skoven, hvis farven skal beskrives.

Og sikke en duft i denne vin … helt anderledes end andre vine, og alligevel med noget genkendelig. Der er nytårsfyrværkeri, krudt, bolsjer, hindbær, jordbær og en omgang med parfumeflakonen. I munden er vinen blød, blid … meget fin lethed med let sødme og lyse bær. Det er jordbær, hindbær og faktisk ganske charmerende. Som med Pinot Chai’en er her også smag af “noget andet” … uden jeg helt kan definere dette … måske kommer det.

Skal jeg sammenligne denne Tres Vacas med Pinot Chai’en, så vil jeg nok vælge Pinot Chai’en, men hvor det dog sjovt med sådanne karakterfulde vine. Spændende oplevelse for vinfreaks, som ønsker at betræde stierne udenfor mainstream vinene.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Vinimperiet, pris 147 kr.

Rating 4,5/7