Tag-arkiv: Paarl

2019 Niel Bester, Signature Field Blend, Paarl, Sydafrika

2019 Niel Bester, Signature Field Blend, Paarl, SydafrikaNæste vin juleaften blev en Signature Field Blend fra Niel Bester, der tidligere har været ansvarlig vinmager på Plaisir de Merle i Sydafrika.

Niel har faktisk lavet hele 28 årgange på Plaisir de Merle og er nu gået solo efter en livslang drøm om at lancere sin helt egen rødvin under eget brand.

Hans første vin er denne 2019 Signature Field Blend, der er på et bordeauxblend, idet Niel har købt 5 kasser henholdsvis Cabernet Sauvignon og Petit Verdot samt 3 kasser af henholdsvis Cabernet Franc, Malbec og Merlot … håndplukket og leveret til kælderen.

Alle druerne er høstet på én morgen og så vinificeret sammen, er altså blandet sammen inden gæringen. Dermed blev vinen således en sammensætning med 26,3% Cabernet Sauvignon, 26,3% Petit Verdot, 15,8% Malbec, 15,8% Cabernet Franc og 15,8% Merlot.

Druerne kommer fra Paarl regionen i skyggen af Simonsberg bjerget og fra 12 og 16 år gamle vinstokke, alle fra marker med veldrænet og nedbrudt granitjord i 300-500 meters højde.

Druerne til denne vin er blevet håndsorteret i kælderen og herefter afstilket og knust og gæret i åbne, rustfri ståltanke. Efter gæringen er vinen overført til 300 liters nye franske egetræsfade, hvor den er blevet overvåget, indtil den malolaktiske gæring er afsluttet.

Så er  vinen blevet omstukket og hældt tilbage på de samme franske egetræsfade, hvor vinen har været lagret i 18 måneder i alt, for igen at blive omstukket og hældt tilbage på ældre fade i yderligere 6 måneder.

Duftmæssigt er det en sort, fed og stærk vin, masser af lakrids, lakridsrod, blåbær og solbær, ganske stor tørhed med urter, en snert eukalyptus, egetræ, våde fade og mulle kælder. Det dufter ikke helt som Bordeaux … mere tør med en lille tør sødme også.

Men det smager sgu godt … meget tør, mørk vin, tranebær, blåbær samt en Malbec kraft. Vinen har en stærk og utrolig tør syre, en rank syre, småbitter og tanninerne er ligeledes tørre og markante. Det er ingen elegantier, men en tør, stærk og powerfuld sydafrikansk vin.

Alle vine forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 299,95 kr., men kan i øjeblikket fås til en tilbudspris på 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Plaisir de Merle, 20th Anniversary Blend, Paarl, Sydafrika

2013 Plaisir de Merle, 20th Anniversary Blend, Paarl, SydafrikaMin gamle chef kaldte altid Plaisir de Merle for kult. Vinene fra det sydafrikanske vinhus var – og er – hans absolutte ynglingsvine og jeg har derfor smagt Plaisir de Merle mange gange … men det er efterhånden lang tid siden. Og jeg har aldrig skrevet om vinhuset her på bloggen.

Det råder vi bod på med denne 20th Anniversary Blend, en specialcuvée lavet for at fejre Plaisir de Merles 20 års jubilæum og samarbejde med AMKA i Danmark. Et blend lavet på Shiraz, Cabernet Franc, Merlot og Cabernet Sauvignon, men det vender jeg tilbage til.

Vingården Plaisir de Merles historie går helt tilbage til 1687, hvor huguenotten Charles Marais og hans familie forlod Frankrig af frygt for religiøs forfølgelse og sejlede til Cape of Good Hope for at begynde et nyt liv. I december 1693 blev Charles Marais den første ejer af vingården, som er beliggende ved Drakenstein bjergene.

For at ære sit fødested kaldte Charles Marais sin gård for Le Plessis Marly … dette er gradvist blevet ændret til Plaisir de Merle. Ansvaret for gården blev efter Charles Marais død overtaget af hans søn Claude, som førte sin fars traditioner videre og sådan fortsatte det i mange generationer, selvom ejerskabet via ægteskaber i 1800-tallet overgik til familien Hugo.

De solgte imidlertid vingården til Stellenbosch Farmers’ Winery i 1964 og dette foretagende – som nu hedder Distell Group Limited – driver fortsat i dag vingården. De har dog investeret i en modernisering, bl.a. i 1993 en ny vinkælder, som betragtes som lidt af et arkitektonisk mesterværk samtidig med, at den er harmonisk og særdeles funktionel.

Man har bestræbt sig på at bygge en ny og moderne kælder, som samtidig ikke måtte skille sig for meget ud fra de øvrige bygninger på vingården, fx den gamle kælder, som er bygget i 1831 og hovedbygningen, som er fra 1823. Det har resulteret i, at Plaisir de Merle i dag fremstår som en utrolig flot og harmonisk vingård.

Distell Group Limited er et kæmpestort foretagende, som ejer en lang række vingårde, bryggerier og destillerier. Blandt deres vinhuse hører bl.a. Drostdy-Hof, Nederburg, Zonnebloem Wines og mange andre. Jeg har i alt optalt 19 vinhuse, 14 destillerier af whiskey, cognac og meget andre godt samt 3 bryggerier af henholdsvis øl og cider.

Plaisir de Merle er selv en ganske stor historie, da der ejes 974 hektar jord, hvoraf dog “kun” 400 hektar er vinmarker. Der dyrkes der sorterne Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, Cabernet Franc, Shiraz og Malbec. Det moderne Plaisir de Merle er beliggende på de sydøstvendte skråninger af Simonsberg bjergene. Vingårdens højeste punkt ligger 500 meter over havoverfladen og det laveste punkt ligger 140 meter over.

Vinmager på stedet i dag er Niel Bester, som er ønolog fra University of Stellenbosch, hvorefter han arbejdede nogle år for Stellenbosch Farmers’ Winery efterfulgt af 3 år hos Nederburg og et ophold hos Dr Paul Pontallier på Chateau Margaux inden han kom til Plaisir de Merle.

Vinene på Plaisir de Merle er typisk enkeltdruevine på de druer, som der dyrkes på vinmarkerne, men derudover laver de en Petit Plaisir, som er et Shiraz baseret blend samt topvinen Grand Plaisir, som også er et blend på alle husets røde vinsorter. Og så er der selvfølgelig denne 20th Anniversary Blend, som er lavet på 30% Shiraz, 30% Cabernet Franc, 20% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon.

Vinen har været lagret på franske og amerikanske egetræsfade i 14 måneder og der er lavet 15.000 flasker af vinen.

Lad os smage denne jubilæumsvin, som i næsen har solbær … nærmest af mærket Ribena, eucalyptus, mynte, cigaræsker, let vanilje og en smule urter. I munden er det nærmest saftig saftevand med mellemrøde frugter, lettere i udtrykket end duften, men det hele bliver også en smule neutralt og kedeligt.

Forhandles bl.a. af Brugsen, hvor 3 flasker på tilbud kan fås til 249 kr., eller omkring 83 kr.

Rating 3,5/7