Tag-arkiv: ny

2014 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Forstberg Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2014 Weingut Julia Bertram, Ahrweiler Forstberg Spätburgunder, Ahr, TysklandÅhhh Julia for helvede. DK’s flittigste vinblogger er sgu blevet blød i knæene … og overgiver mig totalt, for denne Ahrweiler Forstberg Spätburgunder er absolut bedste vin, som jeg endnu har smagt fra den søde og dygtige 64. vindronning, winzerprinsesse, Weinkönigin … og vi er vel nærmest det, som man kan kalde eksalteret … hvilket også lyder en kende mere sobert end ophidset.

Jeg har tidligere skrevet et lang blogindlæg om den smukke og dygtige vinmagerin, så det skal jeg selvfølgelig ikke trætte jer med igen. Men … hvis du vil læse det og vide lidt mere om Julia, så findes det under indlægget om hendes Handwerk Spätburgunder, hvor der i øvrigt også ligger et foto af den vinøse rødhårede kvinde.

Handwerk er Julias entre-level vin, og jeg har også tidligere smagt hendes Ahrweiler Spätburgunder. Handwerk er vel dermed at betegne som en Gutswein, Ahrweiler en Ortswein, men med denne Ahrweiler Forstberg er vi et niveau højere, nemlig enkeltmarksvin eller en Lagenwein, hvis vi skal blive i de tyske betegnelser.

Det er fortsat reelt kun Julias anden årgang, som laves i nogle små ydmyge lokaler i Ahr, hvor hun kan presse og gære druerne, mens lagringen og påfyldning på flasker sker i kæresten Benedikt Baltes kælder på Stadt Klingenberg i Churfranken. Der har Julia også hendes egne tanke og egetønder … som i øvrigt er købt brugt fra hendes veninde Meike Näkel. På etiketterne på Julias vine står der da også; Abgefüllt in Klingenberg.

Og Ach Mein Lieber August, hvor er dette dog en imponerende vin. Den er en forlængelse af de to andre vine, blot meget mere forfinet, balanceret og raffineret.

I glasset herlig transparent og teglfarvet drueeliksir a.k.a. Spätburgunder! Duften er også sådan typisk tysk Spätburgunder med en animalsk og sød stald, frisk frugt med lyse bær, jordbær, hindbær, ribs, lidt peber … virkelig herlig aromatisk … og så dukker der lige en lille syrlighed frem blandet med urter, sten, salt samt en kæk og kinky grøn note. Hvor dufter den dog sindssygt godt og kildrer min duftesans på fineste vis.

Smagsmæssigt er min første tanke; hvor er dette dog ramt meget præcist! Det er let, blødt, cremet med lidt peber, lyse bær, hvor frugten er tilpas frisk og syrlig, men med en utrolig balance mellem syre, sødme og frugt. Der er også nogle mineraler, som også giver deres besyv med. Virkelig levende og elegant vin med en lækker, præcis og stram syre. Rund og blød med en feminin jernnæve. Hold nu kæft, hvor er det godt.

Jeg står og vakler mellem 6½ eller 7 fede tommelfingre … men synes sgu, at Julia – i hendes blot 2. officielle årgang – virkelig skal ha’ cadeau for denne vin, så det bliver 7 Thumbs Up. Det er i øvrigt samme karakter, som jeg gav en 100 Parker point 1982 Mouton Rothschild til 10.000 kr. Jeg vil dog hellere drikke denne Ahrweiler Forstberg Spätburgunder, men sig det endelig ikke til nogen.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 230 kr., men desværre udsolgt … men det forstås bestemt.

Rating 7/7