Tag-arkiv: muscadet

Muscadet er egentlig ikke en drue, men en hvidvin fra område omkring byen Nantes i Loire og lavet på druen Melon de Bourgogne, som dog også kaldes Muscadet, da druen næsten alene anvendes til produktion af Muscadet vinene.

Som druens navn antyder, har druen oprindelse i Bourgogne og blev dyrket der indtil det tidlige 1700-tal. I vinmarkerne omkring Nantes og det vestlige Loire ødelagde den hårde vinter i 1709 imidlertid så mange vinstokke, at der var brug for en ny sort … og det blev netop Melon de Bourgogne. Siden har druen i Loire udelukkende været anvendt til den lette tørre hvidvin Muscadet.

DNA analyser har afsløret, at Melon de Bourgogne er en krydsning mellem Pinot Blanc og Gouais Blanc.

Melon de Bourgogne er også meget udbredt i USA, hvor den kendes under navnet Melon. Men i staterne må man ikke anvende betegnelsen Muscadet om vinene på druen.

Det er en druesort, som sætter meget kraftige knopper tidligt, men faktisk altid giver et godt udbytte. I vinkælderen lagres de bedste Muscadet vine sur lie og undertiden på egefade, hvilket kan resultere i vine med større dybde, tekstur og kompleksitet.

Muscadet vinene skal som regel nydes unge indenfor 2-4 år, men flere producenter har vist, at Muscadet faktisk lagrer med ynde og efter 5-8 år kan ligne en god, let Bourgogne.

2018 Domaine Luneau-Papin, Clos des Allées Monopole, Loire, Frankrig

2018 Domaine Luneau-Papin, Clos des Allées Monopole, Loire, FrankrigAppellationen Muscadet Sèvre-et-Maine ligger i Loire og det er derfra, at jeg smager næste vin, som er en 2018 Clos des Allées Monopole fra Domaine Luneau-Papin.

Domænet Luneau-Papin ligger lidt ude på landet i Le Landreau omkring 10 kilometer øst for Nantes. Vingården er grundlagt i 1990’erene da Pierre Luneau  og Monique Papin mødte hinanden. De var begge vinproducenter, idet Pierre havde overtaget sin vingård i Le Landreau fra sine forældre Denise og Pierre Luneau, mens Monique tilsvarende havde overgået sin vingård i Chapelle-Heulin fra sine forældre Jeannette og Auguste Papin.

Pierre Luneaus vingård hed oprindelig Pierre de la Grange og var reelt grundlagt helt tilbage til 1700-tallet og har siden etableringen været drevet af en Luneau med fornavnet Pierre. Dermed var Pierre således 13. generation af Luneau familien på gården.

Men alligevel så valgte Pierre og Monique at slå de to vingårde sammen under det fælles navn Domaine Luneau-Papin, for udover kærligheden til hinanden, så havde de begge en stor passion for Melon de Bourgogne … regionens historiske druesort. Det er også den drue, som kendes under navnet Muscadet . De havde også begge selv i slutningen af 1970’erne hver især arbejdet og stået for promovering af masser vine på druen.

Samlet er Domaine Luneau-Papin på 40 hektar vinmarker, som hovedsageligt er tilplantet med druesorten Melon de Bourgogne, der er Muscadet’ens hjerte. Mange af markerne har vinstokke helt op til 75 år gamle og de vokser på en række spændende terroirs med vidt forskellige undergrunde af skifer, gnejs og serpentinit.

De vigtigste af disse vinificeres separat og viser Muscadet’en evne til at gengive sit terroir. I vinmarkerne sprøjtes kun med økologiske midler og druerne vinificeres på helt traditional vis med gæring i store tanke med glasoverflade og lagring på ståltanke. Her ligger vinene på fingæren sur lie i 7-36 måneder inden tapningen.

Siden 2008 har Domaine Luneau-Papin været drevet af Pierre og Moniques søn Pierre-Marie, som dermed er 14. generation på den gamle vingård. Han driver vingården sammen med sin hustru Marie, der også er involveret i produktionen … men han holder også den stolte tradition i hævd med, at gården skal drives af en Pierre.

Her smager vi netop en vin på Melon de Bourgogne og den er med druer fra de mere end 50 år gamle vinstokke fra enkeltmarken Clos des Allées, som har en jordbund med masser af skifer og det er en monopole mark, som alene Luneau-Papin ejer.

Efter høst er druerne presset i pneumatisk presse, hvorefter mosten hvilet koldt en kort periode, inden der sker en temperaturreguleret gæring ved 20 grader ved brug af druernes naturlige gærceller. Både gæring og efterfølgende lagring er sket i underjordiske tanke, som er foret med glasfliser … en meget udbredt form i Nantes-regionen. Der er vinen også lagret sur lie i 9 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssig er vinen lidt forsigtig og tilbagetrukken, men der kommer lidt røg, citrus, fennikel og er let gæret i stilen. Der er lidt stikkelsbær, lette blomster, modne pærer samt lidt lemon. Det er ikke en vin, som duftmæssigt gør meget væsen af sig.

I munden er det en læskende og saftig vin … sådan meget mostagtig med muskat noter, melon, fersken samt en list saltet smag, men igen uden en vild syre, men med et blidt fodaftryk. Dermed får vinen en sådan stenet og lidt flad smag, men på en dejlig, sagte og rolig facon.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Château de l’Hyvernière, Muscadet Sèvre et Maine, Loire, Frankrig

2016 Château de l’Hyvernière, Muscadet Sèvre et Maine, Loire, FrankrigMuscadet druen hedder mest korrekt Melon de Bourgogne og kaldes ofte blot for Melon. Det er lidt en sjov fætter, interessant, men svær at blive helt forelsket i. Her smager vi druen i en klassisk Muscadet sur Lie fra Château de l’Hyvernière under appellationen Muscadet-Sèvre et Maine.

Som med foregående vin er vi igen hos den store vinkoncern Châteaux & Domaines Castel og Château de l’Hyvernière er således blot et af koncernen 21 vinslotte. Det er købt i 2007 og har samlet 50 hektar vinmarker fordelt på de to marker La Grande Garenne samt Le Bois de l’Hyvernière.

Slottet ligger i den vestlige del af Loire … omkring 15 kilometer svag sydøst for Nantes ved den lille by La Chapelle-Heulin og på slottets marker dyrker Castel familien udelukkende Melon de Bourgogne druer.

Vinen er vinificeret helt traditionelt og til den tradition i området hører også lagring af vinene sur lie … altså med bærmen aka gærresterne. De franske myndigheder udformede i 1994 et sæt regler der kræver, at vinen har lagret med bærmen fra efter høsten og frem til tidligst den 3. uge i marts året efter.

Reglerne omfatter bl.a. de tre primære Muscadet appellationer Muscadet-Sèvre et Maine, Muscadet-Coteaux de la Loire og Muscadet-Côtes de Grandlieu og derfor har denne vin derfor også lagret mindst 5-6 måneder og er – som reglerne også foreskriver – tappet direkte uden omhældning eller filtrering.

Det dufter – helt ærligt – ganske meget af engelsk lakridskonfekt, hyld, fersken, æbler, pærer, salt, muskatnødder, sæbe eller i hvert en smule blomster, en smule spændende terpentin eller benzin, tør halm samt en ganske lille honningsødme. Duften er meget blød, blid og forsigtig.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, dvs. blød, forsigtig, tilbagetrukket og næsten lidt introvert … gør ikke det store væsen af sig. Der er lidt grønne elementer, honning og svag grapesyre, men holdes sådan lige på overfladen og mangler lidt kraft, dybde samt intensitet. En rigtig forsigtigper.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2014 Vignobles Chéneau, Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie, Loire, Frankrig

2014 Vignobles Chéneau, Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie, Loire, FrankrigDen smukke solslot har været i familien Chéneaus eje siden 1919, men familien har været vinbønder i langt længere tid, ja faktisk siden 1768. I dag drives vinhuset således da også af 9. generation i form af brødrene Christophe og Maxime Chéneau.

Udover Château de Beau-Soleil ejer familien også den gamle middelalderslot Château de Cormerais, som ligger i byen Monniéres og har været i familiens eje siden 1856.

Samlet har brødrene 70 hektar vinmarker med gamle vinstokke. Vinmarker ligger nærmest rundt om slottet og ned mod floden Sanguéze. Vinhuset har altid primært produceret Muscadet vine, men for 10 år siden begyndte brødrene også at dyrke andre druer som fx Sauvignon, Chardonnay og Gamay Rosé.

Derfor laver de i dag en række forskellige vine, bl.a. en serie af hvidvine, som de kalder Breizh Gwin Gwenn med stor reference til Bretagnes historie og endda med det bretanske flag på etiketterne.  Ja, jeg vidste sgu da ikke, at der ligefrem findes et flag for Bretagne, og at man kalder de indfødte i Bretagne for bretoner. Man bliver sgu klog af vin.

Denne Château de Beau-Soleil Muscadet Sévre & Maine Sur Lie er lavet på 100% Muscadet … eller Melon de Bourgogne, som druen også kaldes i Frankrig. Og ja … den stammer nemlig oprindelig fra Bourgogne. Kun de bedste druer anvendes i denne vin, og resten går til husets 2. vin. Vinen lagrer “sur lie” i minimum 6 måneder, men ofte længere for at bevare sin rene aroma og smag. Vinen tappes på domænet, og der laver årligt blot 15.000 flasker af vinen.

I næsen fik jeg noteret lidt abrikos, blomster, viskelæder, popkorn … sådan lidt fugtig og indelukket i duften. Smagen er dog ganske kompleks, sådan en lidt nøddet og krydret smag med en vis sødme. Der er lidt Chardonnay fedme i vinen, en vis fylde, men på en mere krydret måde. Ganske okay uden at imponere.

Importøren skriver dog ellers, at vinen er testvinder i klassen, kåret af Politiken, samt at det er en vin, som vil gøre østers stor ære. Vi fik den sammen med torskekæber … og det gik også.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor prisen er 89,95 kr.

Rating 4/7