Tag-arkiv: müller-thurgau

Müller-Thurgau er en tysk, hvid druesort, som blev fremavlet i  perioden fra 1882 til 1890 af den schweiziske forsker Hermann Müller på Geisenheims forskningsinstitut i Rheingau.

Müller-Thurgau er en krydsning mellem Riesling og Madeleine Royale, … og da Hermann Müller kom fra delstaten Thurgau i sit hjemland Schweiz, så fik druesorten navnet Müller-Thurgau.

Druesorten blev forfinet med nye rodstokke i 1901-1903 og derefter dyrket mest som test inden Müller-Thurgau nogle år senere blev plantet  Schweiz og i 1913 også i Tyskland.

Det var dog først efter anden verdenskrig, at druesorten fik vind i sejlene, selvom en række dyrkningsresultater allerede i 1938 blev fremvist på en Müller-Thurgau konference i Alzey. Og siden 1945 er druen blevet plantet massivt i Tyskland og specielt efter 1970, hvor Müller-Thurgau blev officielt klassificeret.

I dag er der 12.730 hektar vinmarker med Müller-Thurgau i Tyskland og de fleste i Rheinhesssen. Derudover findes druen også i mange andre lande som fx Østrig, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Italien og selvfølgelig Schweiz. På verdensplan er der omkring 22.900 hektar vinmarker med Müller-Thurgau.

Müller-Thurgau er kendt for at modne tidligt og give stort udbytte på helt op til 150 hektoliter pr. hektar og er samtidig nem at dyrke. Formålet med fremavling af druen i 1882 var netop også at lave en moderne udgave af Riesling, men som var mere stabil at dyrke.

Derfor blev druen også så populær, at den udviklede sig til den mest dyrkede drue indtil 1990’erne, hvor Riesling imidlertid atter erobrede førstepladsen.

Derefter er mange Müller-Thurgau vinstokke rykket op igen og erstattet med sorter af højere kvalitet som Riesling og Silvaner. Det skyldes bl.a. at druen i sin absolutte storhedstid i 1970’erne var i næsten alle de mest solgte vine som fx de berygtede Liebfraumilch og Morio-Muscat … begge vintyper, som senere blev massivt upopulære, hvilket gjorde Müller-Thurgau til en lidt ugleset druesort.

Müller-Thurgau giver lette, milde, bløde og runde vine med lavt syreindhold. De fleste vine på druen vinificeret hurtigt og skal derfor også drikkes unge. Vinene kan have et strejf af noget fersken i duften og og kan være medicinsk i smagen. Druen kaldes også markedsføringsmæssigt for Rivaner.

2021 Weinbau Ulf Barthel, Müller-Thurgau, Franken, Tyskland

2021 Weinbau Ulf Barthel, Müller-Thurgau, Franken, TysklandVi slutter den lille trio af vine fra Weinbau Ulf Barthel med endnu en hvidvin og på druen Müller-Thurgau … også her i årgang 2021.

Atter er vinifikationen alene sket i rustfrie ståltanke og der anvendes kun de ubetinget nødvendige tilsætningsstoffer. Igen ikke de store oplysninger om produktionen, men den har 5,1 gram restsukker pr. liter.

Der er duftmæssigt Der er melon, blomster, kalkagtige elementer, en smule Faxe Kondi samt en nøddet aroma … har næsten en sart og skrøbelig side, hvorved tingene virker høflige og venlige med en nærmest aromatisk kant.

I munden er der mere sving … dybere og med en mere klar og en smule pebret syre, som giver bid og dybde med en lidt grøn friskhed. Der er måske ikke komplekst, men der er hold på tingene, så man får en vin, der har masser af frugtsaft, sødbitter syre og bid. 88 point.

Kan købes i Weinbau Ulf Barthels webshop, hvor en flaske koster 14,60€ … svarende til 109 kr, og forsendelse er gratis, hvis du samlet køber mindst 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Gut Wilhelmsberg, Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, Franken, Tyskland

2018 Gut Wilhelmsberg, Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, Franken, TysklandJeg startede smagningen af de 7 Gut Wilhelmsberg vine med boblende pomp og pragt med denne 2018 Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, som er lavet på et skønt mix af de 3 hvide druesorter Kerner, Müller Thurgau og Riesling.

Hver af disse druesorter giver vinene nogle af de ting, som Markus Heid og Lukas Herrmann ønsker i vinen. Kerner bringer frugten, MüllerThurgau det cremede og Riesling friskheden.

I produktionen af vinen er der kun anvendt den første af bedste halvdel af druesaften efter presningen, hvorefter hver druesort er vinificeret separat og er sket i rustfrie ståltanke. Derefter er de tre vine så sammenstukket, men der er ikke gennemført malolaktisk gæring, da man ønsker en frisk vin.

Derefter er vinen tappet på flaske og lagret i den gamle kælder med andengæringen i nogle år. Jeg kan ikke se, hvor lang tid den er lagret eller hvornår den er degorgeret, men den har 8,7 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Juhu for en dejlig, landlig, lys og endda nærmest feminin duft, hvor både gær og surdej har en indbydes battle suppleret af pæresaft, lidt kalk, kridt, hyld, smørcreme og vanilje. Det dufter med andre ord af en frugtkiks med bobler … lige til at spise.

Og det kan du roligt gøre, for den smager også godt … masser af pærer og dermed lidt som pærecider, men dog med bobler, som er sirlige, lette samt en smule aggressive, men fader forholdsvis hurtigt. Der er sødme og samlet gør det vinen omgængelig, venlig og dejlig med lidt lemon- og citronbid samt frisk, rank syre. Giv mig et par flasker på terrassen … sommer kom bare an, så dermed 4,5 tomler med pil op.,

Vinen forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Winzerhof Stahl, Hasennest Müller Thurgau, Franken, Tyskland

2020 Winzerhof Stahl, Hasennest Müller Thurgau, Franken, TysklandVi skal atter et lystigt smut til Franken eller helt præcis til den lille by Auernhofen omkring 30-40 kilometer syd for Würzburg. Der finder vi  Christian Stah, der driver Winzerhof Stahl … både Weingut, Brennerei, Restaurant & Veranstaltungsort … mit Herz und Charme .. og laver saftige læskende vine som fx denne 2020 Hasennest Müller Thurgau.

Det er ikke så tit, at vi smager vine på Müller Thurgau –  krydsningen mellem Riesling og Madeleine Royale skabt i perioden fra 1882 til 1890 af den schweiziske forsker Hermann Müller på Geisenheims forskningsinstitut i Rheingau – men nu smager vi altså en frisk en af slagsen fra Stahl.

Her kommer druerne fra marken Tauberzeller Hasennestle, der ligger på en meget meget stejl skråning i 400 meters højde med en undergrund af kalkstenjord og en eksponeringen mod syd. Vinen er lavet udelukkende i ståltanke … og formentlig også lagret i tankene sur lie … altså med bærmen.

Duftmæssigt er der godt med melon, honningmelon, mango, lidt papaya, dåsepærer, vildt eksplosiv med søde aromaer, et tvist med citron, lidt salt, mynte og måske ganske svagt lidt nøddede noter.

I munden er det en lille lækkerbisken-bællevenlig-drik-nu-med-stor-fornøjelse vin, hvor der er masser af cremet fyldighed, melon, lemon, syltede citroner, røde æbler, letløbende æblesaft, salte mineraler og lidt krydderier, der lige spicer vinen yderligere op. Der er sgu rigtig stor saftighed, læskende dejlighed i vinen, totalt godt humør herfra, så dermed lægger jeg mig lige mellem 4,5 og 5 solide saftige fingre.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Bernhard Huber, Müller-Thurgau, Baden, Tyskland

2018 Weingut Bernhard Huber, Müller-Thurgau, Baden, TysklandAllerede tilbage i september 2016, hvor vi besøgte Weingut Bernhard Huber fandt vi ud af, at selvom vingården er kendt for deres fabelagtig Spätburgunder vine, så laver de også fantastiske hvidvine, hvilket denne Müller-Thurgau er et godt vidnesbyrd og evidens på.

Under vort besøg – som du i øvrigt kan læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen – var det faktisk også en hvidvin, som vi faldt for, en fed og voluminøse Weißer Burgunder, men det skyldes også, at vinhuset Spätburgundere næsten alle var udsolgte.

Som jeg skrev efter mit besøg, så døde Bernhard Huber i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber vinhuset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i sine vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Selvom Spätburgunder fylder omkring 65% af Hubers marker – og Chardonnay 15% – så dyrkerJulian også en række andre druer som fx Weißburgunder, Grauburgunder, Auxerrois, Freisamer, Müller-Thurgau og Muskateller … ja faktisk satser Julian en del mere på hvidvinene end hans far gjorde.

Hans mål er at få hvidvinene op på samme niveau som husets rødvine, hvilket bl.a. sker ved at lave vinene slankere og derfor laves de fleste af hvidvinene – som fx denne Müller-Thurgau – alene på rustfrie ståltanke, selvom de store burgundervine også lagrer i egetræsfade som de franske forbilleder.

Nu smager Houlberg så netop Hubers Müller-Thurgau … og lad os lige kigge lidt nærmere på den lidt uglesete, men meget udbredte tyske druesort. Den blev fremavlet i  perioden fra 1882 til 1890 af den schweiziske forsker Hermann Müller på Geisenheims forskningsinstitut i Rheingau.

Müller-Thurgau er en krydsning mellem Riesling og Madeleine Royale, … og da Hermann Müller kom fra delstaten Thurgau i sit hjemland Schweiz, så fik druesorten navnet Müller-Thurgau.

Druesorten blev forfinet med nye rodstokke i 1901-1903 og derefter dyrket mest som test inden Müller-Thurgau nogle år senere blev plantet  Schweiz og i 1913 også i Tyskland.

Det var dog først efter anden verdenskrig, at druesorten fik vind i sejlene, selvom en række dyrkningsresultater allerede i 1938 blev fremvist på en Müller-Thurgau konference i Alzey. Og siden 1945 er druen blevet plantet massivt i Tyskland og specielt efter 1970, hvor Müller-Thurgau blev officielt klassificeret.

I dag er der 12.730 hektar vinmarker med Müller-Thurgau i Tyskland og de fleste i Rheinhesssen. Derudover findes druen også i mange andre lande som fx Østrig, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Italien og selvfølgelig Schweiz. På verdensplan er der omkring 22.900 hektar vinmarker med Müller-Thurgau.

Müller-Thurgau er kendt for at modne tidligt og give stort udbytte på helt op til 150 hektoliter pr. hektar og er samtidig nem at dyrke. Formålet med fremavling af druen i 1882 var netop også at lave en moderne udgave af Riesling, men som var mere stabil at dyrke.

Derfor blev druen også så populær, at den udviklede sig til den mest dyrkede drue indtil 1990’erne, hvor Riesling imidlertid atter erobrede førstepladsen.

Derefter er mange Müller-Thurgau vinstokke rykket op igen og erstattet med sorter af højere kvalitet som Riesling og Silvaner. Det skyldes bl.a. at druen i sin absolutte storhedstid i 1970’erne var i næsten alle de mest solgte vine som fx de berygtede Liebfraumilch og Morio-Muscat … begge vintyper, som senere blev massivt upopulære, hvilket gjorde Müller-Thurgau til en lidt ugleset druesort.

Müller-Thurgau giver lette, milde, bløde og runde vine med lavt syreindhold. De fleste vine på druen er vinificeret hurtigt og skal derfor også drikkes unge. Vinene kan have et strejf af noget fersken i duften og kan være medicinsk i smagen. Druen kaldes også markedsføringsmæssigt for Rivaner.

Som nævnt er Julian Hubers Müller-Thurgau alene lavet på rustfrie ståltanke og dermed helt uden brug af egefade. For at sikre en vinen god kvalitet, så beskærer Julian den højtydende druesort hårdt, så de færre druer får både mere aroma og mere syre. Lad os smage vinen.

Næsen byder på masser af velduft … eksotisk frugt, mango, ananas, fersken, modne og bløde pærer, lemon, sødme, lidt støvede noter og samtidig aromatisk, næsten sommerblomstrende.

Det er smagsmæssigt også en rigtig sommervin, frisk, masser af lemon, æbler, pærer, grape og samtidig med en vis fylde, fedme og masser af velsmag. Det er sød, sommerlig og alligevel med en bitter syre, frisk med et let kalket element. tørhed fra grapen og det gør vinen rigtig interessant. Müller-Thurgau kan bestemt noget og denne fra Bernhard Huber har sgu charme og karakter.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Maibachfarm, Cuvée Blanc Feinherb, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Cuvée Blanc Feinherb, Ahr, TysklandSmagningen hos Weingut Maibachfarm startede med lidt hvidvine og da Alexander Weber virkede meget stolte af sine vine, så ville han vise, så mange af vinene som muligt. Denne Cuvée Blanc Feinherb var første vin i glasset.

Vinen er et blend på 60% Müller-Thurgau samt 40% Riesling og alene lavet i rustfrie ståltanke, gæring ved 11 grader og med en svag sødme … alene 9,6 gram restsukker pr. liter. Men Alexander Weber fortalte, at sødmen egentlig ikke mærkes så meget, så derfor serveres vinen oftest som en tør vin.

Duftmæssigt melon, fersken og friske æbler … med en lille grøn kant. Virker frisk og allerede i næsen virker vinen til den søde side og samtidig nærmest saftig. Smagsmæssigt er den også meget let, omgængelig og ukompliceret.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 8€ på vingården svarende til 60 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Artur Steinmann, Mainsüden Müller-Thurgau Trocken, Franken, Tyskland

2018 Weingut Artur Steinmann, Mainsüden Müller-Thurgau Trocken, Franken, TysklandAllerede et par timer efter mit besøg på vingården smagte jeg igen en vin fra Weingut Artur Steinmann. For på den lokale restaurant, hvor vi indtog aftensmaden, skulle der selvfølgelig lidt vino til, og hvad var så mere naturligt end en flaske fra Steinmann, som vi kunne se over til fra restauranten? Det blev en 1 liters flaske Mainsüden Müller-Thurgau Trocken.

Det er ikke tit, at jeg smager vine på den tyske drue Müller-Thurgau, hvilket faktisk er synd, for den kan skam godt levere gode resultater, selvom det mest er en blandingsdrue, som mest er kendt for dens høje høstudbytter.

Det er en krydsning af Riesling og Madeleine Royale lavet i 1882 med det formål at lave en drue, som modner tidligere end Riesling. Den kendes også under navnet Rivaner.

Der er dog aldrig kommet rigtig store vine ud af Müller-Thurgau, men på et tidspunkt I 1970’erne – hvor alt drejede sig om at lave billige vine – var druen så populær, at det var den mest plantede drue i Tyskland, selvom druen faktisk er meget sårbar over for skimmel og andre sygdomme.

Vine på Müller-Thurgau har et lavere syreindhold, og giver bløde og runde vine. Det er fortsat i dag en af de mest dyrkede druesorter i Tyskland, men spiller også en stor rolle i Østrig, Tjekkiet, Slovenien, Ungarn og Luxembourg.

Her hos Weingut Artur Steinmann er denne Mainsüden Müller-Thurgau Trocken lavet på ren stål, men ellers ingen oplysninger om vinen, så vi springer i stedet hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Næsen byder på lidt abrikos, mango, egentlig en okay inderlighed og dybde samt svagt lidt citrus. I munden er vinen ganske rund og faktisk fint balanceret. Der er grønne æbler, citrus og har nogle sødkrydrede elementer. Smager ganske fint … og bedre end forventet af en billig 1 liters vin.

Kan købes på vingården, hvor prisen ligger på 6€ … svarende til 45 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Weinerlebnis Sommerhausen, Valentin Sommerhauser Ölspiel Müller-Thurgau Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weinerlebnis Sommerhausen, Valentin Sommerhauser Ölspiel Müller-Thurgau Trocken, Franken, TysklandHeike og Volker Decker driver sammen med Oehler familien Gasthof Zum Goldenen Ochsen på Hauptstraßen midt i Sommerhausen, men derudover laver de også lidt vin.

Det sker under navnet Weinerlebnis Sommerhausen … og det er vine som primært sælges på det lille hotel, men også på Gästehaus Mönchshof, som drives af familien Oehler.  Og det er derfra, at vi smager denne Valentin Sommerhauser Ölspiel Müller-Thurgau Trocken.

Elisabeth Oehler, som står for værelsesudlejningen på Gästehaus Mönchhof, havde sørget for, at alle overnattende gæster – hvilket omfattende os – i en lille hyggelig vinstue i kælderen fra et koldt vinkøleskab kunne forsyne sig med drikkevarer … vand, sodavand, øl og selvfølgelig forskellige vine. De kunne nydes enten i kælderen eller på en overdækket terrasse udenfor hotellet.

Da det smukke sommervejr i Sommerhausen havde beriget os med 27 grader, så var lidt kold vin efter omkring 9 timer i bilen ganske velkommen, så vi nuppede altså en flaske af denne Müller-Thurgau i køleskabet og satte os udenfor under vinrankerne og lod pulsen falde til komplet ferieniveau.

Sommerhausen var valgt som et midtvejs stop på køreturen til årets ferie ved Gardasøen … og dermed et perfekt midtpunkt. Det faktum, at byen ligger midt i et vinområde, havde tilsyneladende ikke afholdt mig fra at booke et par værelser på Gästehof Mönchshof … med nogle grumme, kætteriske og skumle bagtanker om, at så kunne jeg måske nå at besøge et par vinproducenter i byen.

Jeg havde i hvert fald sirligt på en lap papir skrevet på Weingut Schloss Sommerhausen, Weingut Artur Steinmann og Weingut am Ölspiel … og nåede da de to første, men de besøg skal jeg nok vende tilbage med et par gode blogindlæg om.

Nå, men tilbage til Heike og Volker Decker, som laver vine undet navnet Weinerlebnis Sommerhausen. Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som parret har, men de har marker både på dele af hele Ölspiel, men såmænd også på enkeltmarkerne Reifenstein og Steinbach. Og udover vin, så laver Decker også vingelé, sennep samt honning.

Det betyder også, at jeg faktisk ikke rigtigt har nogle oplysninger om denne Valentin Sommerhauser Ölspiel Müller-Thurgau Trocken, som jeg nød udenfor hotellet på deres Weinlaube … den overdækkede terrasse under en stor gammel vinranke.

Næsen har lidt blid fersken, melon, papaja, mango, meget blid og har derudover lidt solbærblade, kalkagtige noter og er måske en anelse parfumeret.

I munden er vinen en kende syrefattig og flad … mangler sgu lidt gnist. Den er blid som et lam på vej til slagteren, ingen hestekræfter og ganske pandekageflad. Men kunne gå an en varm dag efter 9 timer i merceren.

På det lille gästehaus betalte jeg 7€, men ellers er prisen ifølge den officielle prisliste 5,20€ … svarende til 39 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Winzervereinigung Freyburg-Unstrut, Müller-Thurgau, Saale-Unstrut, Tyskland

2017 Winzervereinigung Freyburg-Unstrut, Müller-Thurgau, Saale-Unstrut, TysklandFørste aften i Berlin … og til en hurtig proviantering til hotelværelset i et lille Rewe supermarked efter kaffe, mælk mit weitere hører der selvfølgelig også lidt vin, hvilket i et sølle udvalg blev denne hvide Müller-Thurgau fra kooperativet Winzervereinigung Freyburg-Unstrut.

Vinkooperativet Winzervereinigung Freyburg-Unstrut ligger – som navnet også indikerer – i byen Freyburg, der ligger omkring 60-70 kilometer sydvest for Leipzig i Saale-Unstrut vinregionen.

Winzervereinigung Freyburg-Unstrut er grundlagt tilbage i 1934 af 27 vinavlere, men i dag tæller kooperativet omkring 400 medlemmer, som samlet har 400 hektar vinmarker, som danner baggrund for produktionen af de forskellige vine.

Her har vi deres vin på Müller-Thurgau, selvfølgelig lavet på rustfrie ståltanke og uden lagring på egefade eller andet. Der er 6,2 gram restsukker pr. liter i vinen.

Duftmæssigt lidt som parfumeafdelingen i Salling … blot meget svagt, Derudover lidt saftevand, astronaut-is, æbler, ananas, sødme, karamel samt candyfloss.

I munden er vinen sød og saftig … men det bliver dog alt for meget blot saftevand. Der er æbler og pærer, lidt salt, men samlet smager den sådan set bedre end frygtet.

Købt i Rewe, pris 4,90€ … svarende til 37 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2015 Collective Z, Gemischter Was? Pfalz, Tyskland

Gemischter Was? Det betyder direkte oversat “blandet hvad?” … eller sagt på en anden måde, så aner det lille kollektiv Collective Z ikke helt præcist, hvad denne lille flaske biodynamiske hvidvin indeholder.

Collective Z har jeg skrevet om tidligere. Det ligger ved byen Leistadt omkring et par kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz vinregionen. Det er lige i udkanten af en af de store skove i Pflaz, hvor jorden er kalkholdig med kalksten og småsten.

Vinhuset er – som navnet indikerer – et kollektiv bestående af Christoph, Helmut, Alex, Marie, Simon og Elisabeth. Det er dog Christoph Ziegler, som udadtil tegner det lille kollektiv, som laver vin fra økologisk drevne vinmarker med gamle vinstokke. Og endda nærmest efter biodynamiske principper, bl.a. sørger Elisabeth for de heste, som bruges i markerne … når de altså ikke bruger den lille røde traktor på billedet ovenfor.

Collective Z har alene små parceller, som enten er for små eller for gamle for de fleste andre vinproducenter, men det passer de vilde unge i Collective Z fint.

Det betyder, at de kan de lave lige præcis de vine, som de synes er spændende og endda fra vinstokke, som ofte er mellem 25-50 år og et naturligt lavt udbytte. Alle druerne håndplukkes og vinene fermenteres spontant og gæres helt ud.

Men hvorfor ved det lille kollektiv ikke helt præcist, hvad denne lille flaske biodynamiske hvidvin Gemischter Was? indeholder? Har de røget sig skæve eller dyrket alt for meget fri, uhæmmet sex i kollektivets fællesrum? Eller er der gået peace, love og harmony i paneldiskussionerne?

Nej forklaringen er egentlig rimelig simpel, for Gemischter Was? er et fieldblend, altså en vin lavet af druer fra en mark med en herlig blanding af forskellige vinstokke. I dette tilfælde er det vinstokke med Sylvaner, Riesling, Müller-Thurgau og Gewürztraminer.

Druerne er høstet ved håndkraft, vinen gæret helt ud og lagret 9 måneder på store gamle fade og der er ikke tilsat noget som helst. Den er også flasket fuldstændig ufiltreret og lavet i meget lille antal … sølle 1.000 flasker.

Duften er klart æbler … nærmest smågærende nedfaldsæbler og iblandet lidt stikkelsbær, en snert eksotisk frugt, marcipan, godt med frugtsten, animalske elementer – herligt – svag vaniljesødme og lidt skolekridt.

Vinen er smagsmæssigt meget blød og drikkevenlig. Der er kridt og en smule fladhed … eller i hvert fald en meget blid syre, som bliver lidt for beskeden. Det er rundt, blødt og ganske harmonisk. Der er også sødme og behagelig eftersmag. Sammenlagt et godt indtryk … en vin med charme.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 130 kr.

Rating 5/7 

2015 Weingut Oliver Zeter, Tapps Weiss, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Oliver Zeter, Tapps Weiss, Pfalz, TysklandEfter et par dages ro på bloggen kunne nogle måske forledes til at tro, at bjørnen – a.k.a Houlberg … den flittige vinblogger – sover.

Det er imidlertid langtfra tilfældet, men jeres trofaste vinskribent har været optaget af diverse gøremål, bl.a. løbet Randers City Stafet, hvor jeg løb inkognito som overlæge (rolig nu … foretog ingen større hjerneoperationer) med 4 dejlige sygeplejersker … ja og så har jeg også været til portugisisk vinsmagning, men det skal I nok høre mere om.

En af vinene fra ugen er denne lillebjørn … vinen Tapps fra Weingut Oliver Zeter, som vi stiftede bekendtskab med for lidt over en måned siden (eller mere, for tiden går sgu da alt for stærkt). Dengang var det en 2013 Spätburgunder Trocken, som jeg smagte på Falernum, men her altså en hvidvin, en cuvée på forskellige druer, som jeg nød udenfor Bistroteket … et af mine favoritsteder i byen.

Oliver Zeter driver selv sin vingård i Neustadt-Diedesfeld i Pfalz sammen med hans lillebror Christian og deres far Lutz Zeter. Olivers forældre var imidlertid ikke vinproducenter, så Oliver startede sammen med broderen og faderen som vinhandlere og vinimportørere via deres vinagentur; Zeter – Die Weinagentur.

Oliver er uddannet ønolog i Maikammer og Deidesheim og har arbejdet på vinhuse i både Italien og Sydafrika, så drømmen om at producere egne vine har altid eksisteret.

I 2003 begyndte trekløveret derfor at købe lidt vinmarker for at producere deres egne vine, og fik lov til at vinificere vinene hos en anden gren af familien, nemlig hos Weingut Leonhard Zeter, et 150 år gammelt foretagende drevet af Hans, Gertrud og Thomas Zeter og ligeledes beliggende i Neustadt-Diedesfeld.

Og i 2007 kunne de sende deres første vine på markedet … med en bjørn på etiketten. Og den vindrikkende bjørn går igen på alle etiketterne. Motivet med den næsten menneskelige bjørn er oprindelig malet af en kendt maler fra Pfalz, som var venner med Olivers tipoldefar, som hed Walter Baer. Han modtog i 1933 et postkort med motivet fra sin malerven.

I dag har Weingut Oliver Zeter samlet 6 hektar vinmarker, men køber også fortsat druer fra andre vinavlere.Tapps er en serie af 3 vine … en entry-level serie fra Zeter med en rød, en rosé og denne hvide, som er lavet på druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc. Druerne kommer fra marker omkring Diedesfeld og Hambach.

Müller-Thurgau stokkene er omkring 25 år gamle, men de øvrige langt yngre. Zeter siger selv, at selvom Müller-Thurgau ikke er den mest populære drue, så er det nok en af de mest undervurderede druer i Tyskland.

Druen er er en krydsning mellem Riesling og Madeleine Royale, skabt tilbage i 1882 af den schweiziske drueforsker Hermann Müller-Thurgau. Den kaldes også nogle gange for Rivaner. Druen modner tidligt og giver store udbytter, men er til gengæld meget sårbar over for skimmel og andre sygdomme. Müller-Thurgau har et lavt syreindhold og er blød og rund. Det er en af de mest dyrkede druesorter i Tyskland.

Her er den produceret med hurtig presning og kold fermentering. Lavet på ståltanke og ellers ikke så meget at berette om produktionen. Det er en vin beregnet til hverdag … let drikkelig vin.

Næsen er blød med æbler, pærer, melon og let vingummi. Virker umiddelbart lidt fyldig i udtrykket … lidt bjørnefedt om hofterne. Smagen er blød, blid, omgængelig og fyldig. Syren er forholdsvis svag med lidt muskat og med tendens til en lidt nøddet note … bliver måske en anelse flad i udtrykket, men meget easygoing og fin.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 95 kr., men alene 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7  thumbthumbthumbthumb