Tag-arkiv: Montalcino

2006 Marchesi de Frescobaldi, Tenuta di Castel Giocondo, Lamaione IGT, Italien

Min anden medbragte vin blev en Toscaner, lavet på 100% merlot, og fra det store vinhus Frescobaldi.

Tenuta di Castel Giocondo, som tilhører den toscanske adelsslægt Frescobaldi, har et totalt jordareal på ca. 855 ha, fordelt på forskellige agrikulturer så som oliventræer, forskellige årsafgrøder og så selve vinstokkene.

Den ansvarlige kældermester på Tenuta di Castel Giocondo er Dr. Cosci, uddannet ønolog på Bordeaux universitet og i besiddelse af et langt og spændende erfaringsgrundlag. Perioden i Frankrig har tydeligvis påvirket Dr. Cosci, idet han har skabt et for Montalcino-området meget utraditionelt produkt. Hans hjertebarn har lige fra studietiden været Merlot-druen, og efter ansættelsen på Castelgiocondo er denne sort ikke blevet mindre interessant for ham.

Merlot-vinen kommer fra en 14 ha stor enkeltmark kaldet Lamaione. Lamaione er udelukkende beplantet med Merlot og er beliggende ca. 350 meter over vandets overflade ved grusvejen, som fører op til det nyistandsatte og utroligt smukke Castel Giocondo.

Lamaione produceres i en meget begrænset mængde og må absolut siges at tilhøre de mere sjældne italienske rariteter.

I glasset fremstår vinen til den mørke side. Duften er hen af mørke bær, lidt læder og også syre. Det går igen i smagen, hvor vinen er meget rank, men fortsat med flot dybde og lang eftersmag. Havde læst, at vinen ville gå godt til vildt, og da vi fik den sammen med hovedretten, så var det perfekt. Syren i vinen passede godt til vildtretten, mens fx Pegau’en – som vi havde fået forinden – måske var for rund til vildtretten. Det smagte sgu meget godt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik