Tag-arkiv: mammolo

2009 Casale Daviddi, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, Italien

2009 Casale Daviddi, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, ItalienNæste omgang – round 3 –  i tvekampen, og igen med start i Montepulciano, hvor vi finder vinhuset Azienda Casale Daviddi, som står bag denne Vino Nobile di Montepulciano Riserva, som samtidig er husets absolutte topvin.

Azienda Casale Daviddi ligger omkring 5 kilometer nordøst for Montepulciano tæt ved Casella og drives af Aldimaro Daviddi med hjælp fra hustru og datter. Vingården har været i familiens eje siden starten af 1900-tallet, og der er lavet vin på vingården i endnu længere tid, bl.a. står der på gården en vinpresse fra starten af 1800-tallet.

Ejendommen har i alt 20 hektar vinmarker, som ligger rundt om i området, bl.a. i Gracciano, Valiano, Abbadia og Acquaviva. Der dyrker Aldimaro de gængse lokale druer, dvs. primært Sangiovese samt en mindre andel af Canaiolo og Mammolo. Derudover dyrkes der også lidt Malvasia og Trebbiano Grechetto til husets dessertvin.

Der laves alene 6 forskellige vine på Casale Daviddi, nemlig denne topvin Vino Nobile di Montepulciano Riserva DOCG, en almindelig Vino Nobile di Montepulciano DOCG, en Rosso di Montepulciano DOC, Caratello Cainozza Chianti Colli Senesi DOCG, Bosco Vino Rosso Toscano IGT samt dessertvinen Vin Santo di Montepulciano DOC.

Derudover laver de selvfølgelig også en grappa, som de kalder Grappa di Nobile da Vinacce di Vino Nobile di Montepulciano samt lidt olivenolie. Samlet produktion ligger på omkring 80.000 flasker vin hvert år.

Denne Vino Nobile di Montepulciano Riserva er lavet på 90% Sangiovese og de sidste 10% er Mammolo og Canaiolo Nero. Druerne kommer fra flere forskellige marker, både fra Abbadia di Montepulciano, Acquaviva, Gracciano og Valiano. Lavet på store ståltanke og derefter lagret i store, franske 25 hektoliter egetræsfade i 36 måneder.

Og lad os endelig smage vinen, som i næsen er ganske rustik med blæk, grafit, mørk chokolade, afsveden egeplanker, røg, eg og en omgang mørke bær. I munden er der mere mørk frugt, lette blommer, lakrids … men syren bliver lidt fesen og flad, og der mangler ligesom lidt syre til at bære tingene helt igennem.

Forhandles af Toscavini, hvor prisen er 269 kr.

Rating 4,5/7  

2008 Tiberini, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, Italien

2008 Tiberini, Vino Nobile di Montepulciano Riserva, Toscana, ItalienOg hvorfor så ikke lige snuppe Tiberinis Vino Nobile di Montepulciano Riserva, nu vi er i gang med emnet? Den har vi så her … med multo eleganto etikette, hvorpå der også står Vigneto Campaccio. Det henviser til den lille vinmark, hvor druerne til denne Riserva vin kommer fra.

Vinmarken Vigneto Campaccio er på 0,85 hektar, og vinstokkene er plantet tilbage i 1967. Marken har en undergrund med ler og små sten, og den ligger perfekt eksponeret for sol og vind. Selvom marken på den måde er unik, så laver Azienda Agricola Tiberini kun deres Riserva Vino Nobile i de allerbedste år. De øvrige år indgår druerne i deres almindelig Vino Nobile.

Vinen er lavet på 90% Prugnolo Gentile, 5% Canaiolo Nero og  5% Mammolo, alle selvfølgelig høstet ved håndkraft. Straks efter høst bringes druerne til vinkælderen, hvor vinifikationen sker i store 50 hektoliter tanke med kold maceration i 40-43 dage og efterfølgende lagring.

Lagringen sker i franske 500 liters egetræsfade fra Allier og Vosges. Der ligger vinen i 44 måneder inden den flaskes. Derefter lagrer vinen yderligere 10 måneder på flaske inden den frigives til salg. På den måde mener Tiberini, at vinen bedst afspejler det specielle terrior fra Vigneto Campaccio,

Så lad os smage denne topvin fra Tiberini. I næsen er vinen meget syrlig … vi snakker nærmest sure sokker, modne røde bær, nærmest lidt lette blommer .. tæt på rosiner, lidt tobak, peber, klorvand og generelt er jeg ikke så vild med duften. Smagsmæssigt er det imidlertid en helt anden sag. Smagen er rund, meget intens i syren og tanninerne er nærmest veltilpassede og det hele er blødt, rundt, afbalanceret med et touch af lakrids og denne fine, elegante veltilpassede syrlighed. Klasse.

Forhandles af Toscavini, pris 199 kr.

Rating 5/7 

2010 Tiberini, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, Italien

2010 Tiberini, Vino Nobile di Montepulciano, Toscana, ItalienIgen tilbage hos Tiberini familien … aka Azienda Agricola Tiberini på vingården Podere Le Caggiole lidt nord for Montepulciano, og denne gang med en vaskeægte nobel vin; Vino Nobile di Montepulciano DOCG i den fortsat tvekamp mellem byerne Montepulciano og Montalcino.

Selvom der ikke er så stor afstand mellem de to byer, så har vinene fra Montepulciano altid stået lidt i skyggen for vinene fra Montalcino. Dels er antallet af producenter i Montalcino meget højere, og dels har gruppen af eliteproducenter været konstant stigende i Montalcino.

For 500 år siden var vinene fra Montepulciano blandt de mest eftertragtede vine i Toscana. Men herefter tabte de terræn til både Chianti og Brunello, som i dag nyder større prestige end Vino Nobile di Montepulciano.

I Montepulciano er eliten en mindre gruppe bestående af nogle få kendte producenter samt en lille håndfuld nye stilsættende gårde, der er kommet frem siden midten af 1990’erne. Men i takt med, at de bedste producenter forsøger at rendyrke og forfine et Montepulciano-udtryk, dvs. finde ind til kernen af sine egne kvaliteter, fremfor at sammenligne sig med Montalcino, er både vinene og fremtiden blevet meget mere interessant.

Hovedparten af vinmarkerne til Vino Nobile ligger i den vestlige og højeste del af distriktet i op til 600 meter. De bedste marker ligger omkring 300 meter over havets overflade på sydøstvendte skråninger med en jordbund, som overvejende består af sand, grus og ler.

Vine fra Vino Nobile di Montepulciano placerer sig et sted mellem Chianti Classico og Brunello di Montalcino. Vinene skal indeholde mindst 70% Prugnolo Gentile, der – som tidligere nævnt – er det lokale synonym for Sangiovese. Den resterende most skal indeholde 10-20% Canaiolo Nero, mens resten typisk er Mammolo. Vinen laves typisk på 80% Sangiovese, 15% Canaiolo og 5% Mammolo, men blandt de bedste producenter går udviklingen mod en højere andel Sangiovese.

Chianti og Brunello skal altid laves på 100% Sangiovese, så Vino Nobile di Montepulciano adskiller sig herved i druesammensætningen. Vinene skal være lagret to år før de udgives, tre år for Riserva.

Navnet Vino Nobile di Montepulciano blev opfundet af Adamo Fanetti. Indtil 1930 kaldte man blot vinen for Vino Rosso Scelto di Montepulciano, men Adamo kaldte sin vin nobile, altså ædel … og det navn har siden hængt på de bedste vine fra Montepulciano.

Hos Azienda Agricola Tiberini laver man to Vino Nobile, nemlig denne almindelige samt en Riserva. Denne Vino Nobile di Montepulciano DOCG er lavet på 85% Pugnolo Gentile, 10% Canaiolo Nero og 5% Mammolo med 30 måneders lagring på store slovenske fade og franske Allierfade.

Lavet i store 50-70 hektoliter ståltanke, maceration i 25-30 dage, og efter lagringen på eg i 30 måneder, så lagrer vinen også 6 måneder på flaske, inden den frigives.

I næsen en herlig landlig, animalsk duft med mejeri, yoghurt … frugt klart mørkere end forrige vin, nærmest lidt solbær, brombær, lette blommer, violer og igen samme duft af vinmarker, som ved forrige vin. Herligt. I munden er der tobak, kraft … mere fyldig, men måske også mere grov og rustik end forrige vin. Der er samtidig godt med syre, og tanninerne er ganske markante. Samlet virker vinen dog nemmere tilgængelig, og smager rigtigt godt.

Forhandles af Toscavini, hvor prisen er 129 kr.

Rating 5/7 

2011 Tiberini, Rosso di Montepulciano, Toscana, Italien

2011 Tiberini, Rosso di Montepulciano, Toscana, ItalienDen snart forgangne uge bød bl.a. på en stor toscansk smagning, et battle mellem Vino Nobile og Brunello, og den første vin fra denne aften var denne Rosso di Montepulciano fra vinhuset Azienda Agricola Tiberini, som netop holder til i byen Montepulciano.

Ja helt præcis holder Azienda Agricola Tiberini til et par kilometer nord for Montepulciano, nemlig på vingården Podere Le Caggiole, som Tiberinoi familien har drevet igennem 6 generationer.

Det var oprindelig Giuseppe Tiberini, som grundlagde vinhuset. Det er en rigtig bondefamilie, og alle generationerne har lært håndværket fra de ældre i familien. Dengang var herren i huset Capoccia, Capofamiglia  … eneherskende, en slags godfather, som man ikke sagde imod.

Den tradition ændrede  Gino “Capoccia” Tiberini i 1960, hvor han besluttede, at nu var tiden moden til, at de øvrige i familien kunne få medindflydelse.

I dag er det Ginos to børnebørn, Luca og Fabio Tiberini, som driver vingården, som samlet ejer 22 hektar jord på nogle af de bedst egnede skråninger for produktion af Vino Nobile. Vin- og olivenmarkerne udgør dog alene 16,5 hektar.

Luca og Fabri overtog driften fra deres far Marino Tiberini og laver sammen omkring 9 forskellige vine på gården, lidt Chianti, Rosso di Montepulciano og Vino Nobile. Lucas to børn Niccolo og Giada hjælper også til … så måske er den 7. generation på vingården allerede sikret.

Her har vi husets Rosso di Montepulciano, som er lavet på 90% Pugnolo Gentile og 10% Canaiolo Nero og Mammolo med 3 måneders lagring på franske Allierfade. Nu skal du ikke blive bange for, at der ikke er Sangiovese i sådan en Montepulciano vin. Prugnolo Gentile di Montepulciano er såmænd blot en lokal klon af Sangiovese druen … eller af Sangiovese Grosso for at være helt præcis.

Lavet i store 50 hektoliter ståltanke, maceration i 18-21 dage, og efter lagringen på eg, så lagrer vinen også 6 måneder på flaske, inden den frigives.

Den har i næsen en fin landlig duft … sådan lidt babybræk (på den gode måde), gamle får, stikkelsbær, ribs, kirsebær og et strejf af lidt krydderier. I munden meget rank, godt med syre, friskhed … faktisk stor surhed, og en smule kantet, selvom den egentlig er fin harmonisk i sin smagspallette.

Forhandles hos Toscavini, pris 69 kr.

Rating 3,5/7 

2011 Salcheto, Chianti Colli Senesi, Toscana, Italien

2011 Salcheto, Chianti Colli Senesi, Toscana, ItalienSom første rødvin denne aften valgte vi en italiener, nemlig denne Chianti Colli Senesi fra vinhuset Azienda Agricola Salcheto, som er beliggende i den historiske by Montepulciano.

Salcheto er en bemærkelsesværdig vingård og på 20 år er den blevet en af de mest omtalte vingårde i området. Dette er til trods for, at gården stadig er blandt de mindre ejendomme i området.

Første årgang var 1991, og tilgangen til vinproduktionen har hele tiden været kompromisløs. Nytilplantninger sker med aflæggere fra egne vinstokke, og som en af de eneste vingårde i området arbejdes der kun med Sangiovese-druen til hovedvinen: Vino Nobile di Montepulciano.

Høstudbyttet er lavt, og i kælderen foregår en streng selektion af druer og vin. Markerne dyrkes økologisk, og som et nyt og ambitiøst projekt er de ved at opføre et helt nyt bæredygtigt vineri. Ambition er i fremtiden at have fuldt CO2-neutral vinproduktion. Alt sammen for at nå det, der var gårdens oprindelige målsætning: At være med til at genskabe Vino Nobile di Montepulcianos historiske ry, og altid være blandt de bedste producenter.

Markarealet er i dag 33 hektar, der ligger i den centrale del af Montepulciano, lige neden for byen, med hældning mod syd og sydøst. Salcheto laver 4 forskellige rødvine: Chianti, Rosso di Montepulciano, Vino Nobile di Montepulciano og enkeltmarksvinen Salco Evoluzione.

Tilgangen til kælderarbejdet er relativt traditionel, med enkelte moderne indslag. Der anvendes barriques (amerikanske og franske), men kun i meget begrænset omfang. Ambitionen har aldrig været at lave områdets kraftigste vine, men tværtimod at lave de mest elegante og raffinerede vine på Sangiovese.

Daglig leder er Michele Manelli, som også står for vinproduktionen sammen med vinkonsulenten Paolo Vagaggini.

Vinen her er lavet på 85% Sangiovese, mens resten består af Canaiolo and Mammolo. Druerne til vinen kommer fra vinmarken Poggio Piglia nær Chuisi. En del af vinen har lagret på 300 l. amerikanske egetræsfade.

Duften fra glasset er sure kirsebær, blæk, urter, røgelse og mørk chokolade. Smagsmæssigt mørke kirsebær, fin tørhed og god aggressiv syre. Fin Chianti.

Fås hos Niche Vine i København til 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7