Tag-arkiv: malvasia

2013 Cantina San Donaci, Contrada del Falco Rosso Salento, Puglia, Italien

2013 Cantina San Donaci, Contrada del Falco Rosso Salento, Puglia, ItalienMed næste vin er vi i det sydligste Italien, nemlig i Puglia aka Apulien … Italiens hæl, hvor vi i byen San Docaci støder på byens kooperativ Cantina San Donaci. Vinen er deres Contrada del Falco Rosso Salento og her i en årgang 2013.

Cantina San Donaci er et af de ældste kooperativer i Salento området og det blev grundlagt tilbage i 1933, da 12 lokale vinavlere gik sammen for at forbedre både økonomien og deres vine. I dag er kooperativet dog langt større og tæller over 300 medlemmer.

Og via medlemmerne har Cantina San Donaci omkring 320 hektar vinmarker, hvor de dyrker de druesorter, som der almindeligvis dyrker området. Det er selvfølgelig Primitivo, Negroamaro, Malvasia Nera som de tre vigtigste og derudoverlidt Malvasia Bianca samt Chardonnay, Bombino og Trebbiano.

Vinene hos Cantina San Donaci er opdelt i forskellige serier, og denne Contrada del Falco Rosso Salento kommer fra serien Le Selezioni, som omfatter 5 vine og ligger et niveau over basisserien I Classici.

Contrada del Falco Rosso Salento er netop et mix på deres 3 vigtigste druer, 50% Negroamaro, 25% Malvasia og 25% Primitivo. Druerne kommer fra marker i Salanto området ved Brisindi og Lecce og er høstet med et pænt udbytte på 60-70 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet på temperaturstyrede rustfrie ståltanke, men har efter fermentering lagret 12 måneder på barriques. Det er kraftig solrig vin, som også trækker 14,5% alkohol.

Der er et lille animalsk aftryk i duften, som ellers har et meget modent udtryk næsten med cherry elementer, moden frugt, søde kirsebær, blommer, brombær … varm og solrig, mælkechokolade og kakao. I munden er vinen kraftig, solrig og har godt med sødme. Der er lakrids, mint, salt, mørke og søde bær … måske lidt for megen frugtsødme.

Forhandles af Vinkyperen, hvor en flaske normalt koster 105 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 89,75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2012 Farnese, Fantini Edizione Cinque Autoctoni, Abruzzo, Italien

2012 Farnese, Edizione Cinque Autoctoni, Abruzzo, ItalienFalkens første vinøse bidrag blev lidt en bombe, godt med bulder, saft og kraft … nemlig vinen Fantini Edizione Cinque Autoctoni fra Abruzzo regionens nok største og mest kendte producent, nemlig Farnese Vini.

Farnese koncernen holder til i den østligste del af Ambruzzo ved byen Ortona tæt på havet. Farnese Vini laver årligt omkring 13 millioner flasker vin under forskellige brands, som fx Cantine Cellaro, Vigneti del Vulture, Vigneti Zabú, Vigneti del Salento, Vesovo, Caldora og Farnese Fantini. Og vinene kommer ikke kun fra Abruzzo, men hele det sydlige Italien.

Historien om Farnese går tilbage til 1582, hvor prinsesse Margherita af Østrig, datter af Kong Carlo den 5. købte byen Ortona. Prinsessen var gift med Ottavio Farnese, og de synes om den helbrende luft i Ortona, endda så meget, at de byggede et palads i byen.

Magherita gik meget op i vinproduktionen i Abruzzo, og vinene fra Abruzzzo blev da også introduceret overfor hoffet. Som en respekt overfor prinsessen begyndte de lokale vinbønder at kalde deres vine Farnese.

Det nuværende vinhus Farnese er imidlertid af nyere historie.. Ejeren Camillo de Luliis startede vingården for kun 20 år siden og er – som nævnt – efterhånden en pæn stor historie, som sælger deres vine til 74 forskellige lande verdenen over.

Denne Fantini Edizione Cinque Autoctoni kommer fra en lang række marker, som er beliggende både i Notaresco, Ortona, Sava og Manduria i både Abruzzo og Puglia … altså 2 vinområder. Det er samtidig et skønt blend på både Montepulciano, Primitivo, Sangiovese, Negroamaro og Malvasia Nera.

De skriver selv, at det ikke er en bestemt årgang, men på bagerste etiket står der dog 2012. Sjovt nok er etiketten foran præget i sort med tallet 14, men det fortæller blot, at der er 14. gang, at vinhuset har lavet denne vin.

Vinen har fået 99 point af Luca Maroni … en af de italienske vinguider. Luca Maroni er speciel vild med solrige, kraftige syditalienske vine og vi har her på bloggen også tidligere drukket vinen Nativ, Eremo San Quirico, der også fik 99 point af Maroni,

Fantini Edizione Cinque Autoctoni er lavet med nænsom alstikning, maceration i 25 dage og efter fermenteringen er vinen lagret i 13 måneder på barriques. Selve flasken er også lidt af en bombe … totalt tung, tyk glas, som vejer et ondt år.

I næsen er det en mørk og solrig fætter, power, fedme, engelsk lakrids, tørhed, tobak, sødme, chokolade, svedsker, blommer,  sorte kirsebær, kanel og tobak. Smagen er i samme boldgade … tør, engelsk lakrids, kul, blæk, sorte ameretto kirsebær, masser af sødme – lidt for meget til mig – mørkt og fedt. Vellavet, men bestemt til den kraftige side.

Forhandles af BorderShop, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan ellers findes i flere vinbutikker til omkring 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Le Vigne Di Sammarco, Salice Salentino, Puglia, Italien

2014 Le Vigne Di Sammarco, Salice Salentino, Puglia, ItalienTirsdagsklubben på jobbet bød på et syditaliensk sip … eller rettere to sip, nemlig to vine fra vinhuset Le Vigne Di Sammarco, der ligger i byen Cellino San Marco omkring 10-12 kilometer nordvest for Lecce på Italiens hæl. Og den første blev denne Salice Salentino DOP.

Jeg smagte for et par måneder siden en 2015 Primitivo IGP Salento fra samme vinhus. Den var jeg såmænd ikke synderlig imponeret af og gav også kun vinen beskedne 3 Thumbs Up. Og lad mig fluks afsløre, at dagens to vine ikke ændrer meget fra mit første møde med Le Vigne Di Sammarco.

Vinhuset drives af familien Rizzello, der har været vinbønder i byen gennem 4 generationer og siden 1972 har flasket og solgt deres egne vine på lokalt samt internationalt.

I dag er det Marco Pompilo Rizzell, som ejer gården, men det er nu børnene – som vi ser ovenfor – der i dag står for driften af vingården.

Le Vigne di Sammarco har samlet omkring 180 hektar jord, hvor familien dyrker druesorterne Primitivo, Negroamaro, Malvasia Nera og Susumaniello samt de hvide Verdeca, Chardonnay, Malvasia Bianca og Fiano Minutolo.

Det bliver til ikke mindre end 20 forskellige vine, herunder altså denne Salice Salentino DOP, som er lavet på 80% Negroamaro samt 20% Malvasia Nera. Lavet med maceration i 6-7 dage og alene fermenteret samt lagret på rustfrie ståltanke.

I næsen er vinen ganske urtet og nærmest sprittet … der er virkelig aroma af alkohol kombineret med et møde mellem granatæbler og brombær, hospitalsudstyr, gazebind og lidt mentol. Jeg bryder mig ikke vildt meget om duften.

Og smagen – uha – er både syrlig og sød. Det er marmelade, vandet og læskende. Ved ikke, hvad jeg skal sige … ikke særlig indbydende, så det bliver et PAZZZ fra mig,

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7  

2008 Fattoria di Basciano, Vin Santo del Chianti Rufina, Toscana, Italien

Til desserten – ostelagkage – kom der et lille break i de australske vine, nemlig med en vaskeægte Vin Santo – hellig vin – dessertvinen Vin Santo del Chianti Rufina fra vinhuset Fattoria di Basciano … eller måske mere korrekt Masi Renzo & C. Sas Fattoria di Basciano, som det rettelig hedder.

Vingården Fattoria di Basciano ligger i byen Rufina, som er kendt for sine særligt velbeliggende vinmarker til produktion af Chianti og Fattoria di Basciano laver da også masser af Chianti. Vingården ligger omkring et gammelt tårn – Basciano – der kan dateres tilbage til 1300-tallet. Det er selvfølgelig også fra tårnet, at gården har sit navn.

Vinhuset drives af Mazi familien, som grundlagde huset tilbage omkring år 1900, da de købte vingården Fattoria di Basciano. Det er i dag 3. generation i form af Paolo Masi, som står for driften og vinproduktionen. Han overtog driften efter faderen Renzo Masi. På billedet ovenfor kan vi netop se Paolo og Renzo.

Vingården har samlet 75 hektar jord, hvoraf 35 hektar er vinmarker, 20 hektar olivenlunde og de sidste 20 hektar er skov. De ejer nogle af de bedste og mest unikke jordlodder i Rufina, med en jordbund der er domineret af galestro sten. Disse sten holder på varmen igennem natten og sikrer, at druerne modner optimalt.

Vinen sælges under to brands, Masi Renzo og Fattoria di Basciano, hvor sidstnævnte er husets flagskibsserie, alle lavet på druer fra marker de selv ejer og 100% vinificeret på vingården.

Her har vi altså fat i husets dessertvin Vin Santo del Chianti Rufina, som er lavet på druerne Trebbiano Toscano og Malvasia del Chianti. Druerne tørres i tre måneder, hvorefter de presses, gæres og omhældes til åbne trækar hvor vinen får en let oxidering. Herefter føres vinen på mindre træfade hvor den lagrer i flere år.

Næsen er sådan lidt en blanding mellem cognac og portvin med tørrede fugter, appelsin, honning og vanilje. I munden er den sød, let oxyderet … men ellers ikke så meget at sige. Okay dessertvin, men så er den heller ikke længere.

Forhandles af Vinkyperen, hvor en flaske koster 135 kr.

Rating 3,5/7  

2009 Castello di Ama, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

Denne Chianti Classico Riserva fra Castello di Ama smagte jeg i en årgang 2008 for nogle måneder siden. Nu dukker den sgu op igen … blot i en nyere årgang.

Men jeg klager ikke, for det er satans god saft.

Castello di Ama ligger lige mellem de to små byer Poggio San Polo og Lecchi i Chianti i et område, som kaldes Ama efter den lille bjerglandsby Amma, hvis historie kan spores helt tilbage til 998.

Vinhuset er grundlagt i starten af 1960’erne af en gruppe af familier, der havde forelsket sig i stedet og købt den gamle ejendom. De satte sig for at genoplive Ama og producere Chianti Classico, som skulle konkurrere med andre af verdenens mest prestigefyldte vine.

De fire familier fra Rom har restaureret ejendommen og investeret store summer i projektet. Der er samlet 250 hektar jord, men alene 80 hektar er vinmarker fordelt på markerne Vigneto Bellavista, Vigneto La Casuccia, Vigneto San Lorenzo samt Vigneto Montebuoni. Derudover er der også en der også en lang række marker med oliventræer.

Siden 1982 har Castello di Ama været drevet af parret Lorenza Sebasti og Marco Pallanti. Lorenza stammer selv fra Rom og er datter af en af de 4 familier, som grundlagde vingården, mens Marco er vinmageren og selv stammer fra Toscana. Han blev bl.a. i  2003 Winemaker of the Year.  Endelig blev Castello di Ama også udnævnt til Best Winery 2005 of the Year af  Gambero Rosso.

Denne Chianti Classico Riserva  er lavet med druer fra vinstokke, som stammer tilbage fra 1964 og dels 1978. Det er 80% Sangiovese, 8% Canaiole samt 12% Malvesia Nera og Merlot. Druerne sorteres, afstilkes og knuses. Gæringen foregår under temperaturkontol mellem 30 og 33 grader med hyppige overpumpninger under hele gæringsprocessen.

Maceration varer 21-23 dage. Efter den primære gæring blev knapt halvdelen af vinen overført til franske egefade for den malolaktiske gæring. Vinen lagrer 12 måneder på de franske fade, hvoraf 20% er nye.

Duftmæssigt er det blommer, kirsebær, tobak, skovbund, en animalsk aroma og derudover salt, eukalyptus, estragon, god syrlighed og egentlig også stor lethed. Som 2008’eren nærmest en lidt kølig side. God kompleksitet.

Virker smagsmæssigt en smule strammere end 2008’eren, frugten mere ribs, stikkelsbær og granatæbler og derudover en let sødme, svag chokolade, jern, våde sten og en vis let bitterhed i eftersmagen. Virker slet ikke så moden, som 2008’eren, men det er der jo råd for … gem vinen nogle år endnu.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 245 kr. ved køb af 1 flaske og 219 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7    

2009 Marchesi de Frescobaldi, Nipozzano Riserva Chianti Rufina, Toscana, Italien

Ja, denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina har jeg tidligere skrevet om her på bloggen … og sidst var det i en årgang 2008. Her har vi blot vinen en årgang nyere 2009.

Vi er selvfølgelig hos det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, bl.a. Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano. Det er selvfølgelig fra sidstnævnte, at denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina kommer.

Frescobaldi-familien har produceret vine gennem mere end 700 år, og huset betragtes den dag i dag som et af de mest moderne og stilsikre i Italien overhovedet. Marchesi de Frescobaldi ejer over 1.000 hektar vinmarker, herunder ni estate-marker i Toscana, beliggende på de mest oprindelige jordlodder i distriktet.

Denne Nipozzano Riserva Chianti Rufina er lavet på ren 90% Sangiovese, men resten består af Malvasia Nera, Colorino, Merlot og Cabernet Sauvignon. Lavet på rustfrie ståltanke med 25 dages maceration og derefter lagret 24 måneder på fad efterfulgt af 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der grønne noter, grønne blade, blæk, tørhed, balsamiske noter, engelsk lakrids, lyse bær, blomster og en snert af fersk kød. Smagen er kølig, syrlig med bitre kirsebær, hindbær samt tætte og stramme tanniner, som dog ikke bliver for hårde. Derudover lidt flint, mineraler … lidt som at slikke på en sten.

Købt hos Vinspecialisten, pris 160 kr.

Rating 4/7  

2008 Castello di Ama, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2008 Castello di Ama, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienDette er sgu fabelagtig Chianti … en 2008’er Chianti Classico Riserva fra vinhuset Castello di Ama, som ligger lige mellem de to små byer Poggio San Polo og Lecchi i Chianti, et område som kaldes Ama efter den lille bjerglandsby Amma, hvis historie kan spores helt tilbage til 998.

Vinhuset er grundlagt i starten af 1960’erne af en gruppe af familier, der havde forelsket sig i stedet og købt den gamle ejendom. De satte sig for at genoplive Ama og producere Chianti Classico, som skulle konkurrere med andre af verdenens mest prestigefyldte vine.

De fire familier fra Rom har restaureret ejendommen og investeret store summer i projektet. Der er samlet 250 hektar jord, men alene 80 hektar er vinmarker fordelt på markerne Vigneto Bellavista, Vigneto La Casuccia, Vigneto San Lorenzo samt Vigneto Montebuoni. Derudover er der også en der også en lang række marker med oliventræer.

Siden 1982 har Castello di Ama været drevet af parret Lorenza Sebasti og Marco Pallanti. Lorenza stammer selv fra Rom og er datter af en af de 4 familier, som grundlagde vingården, mens Marco er vinmageren og selv stammer fra Toscana. Han blev bl.a. i  2003 Winemaker of the Year.  Endelig blev Castello di Ama også udnævnt til Best Winery 2005 of the Year af  Gambero Rosso.

Denne Chianti Classico Riserva  er lavet med druer fra vinstokke, som stammer tilbage fra 1964 og dels 1978. Det er 80% Sangiovese,
8% Canaiole samt 12% Malvesia Nera og Merlot. Druerne sorteres, afstilkes og knuses. Gæringen foregår under temperaturkontol mellem 30 og 33 grader med hyppige overpumpninger under hele gæringsprocessen.

Maceration varer 21-23 dage. Efter den primære gæring blev knapt halvdelen af vinen overført til franske egefade for den malolaktiske gæring. Vinen lagrer 12 måneder på de franske fade, hvoraf 20% er nye.

I glasset har vinen en svag, brunlig kant, mens næsen er blommer, kirsebær, tobak, skovbund, champignon, tørrede svampe, søde bolsjer, mælkechokolade og en nærmest kølig note … nærmest med lidt trøfler, ristede kastanjer og en lille animalsk note. Virkelig moden, blød og kompleks.

Og hvor er det dog blødt er klart min første tanke. Dette er ingen stram Chianti, men en lækker og moden vin. Syren er moden, frugten blød og moden. Det er blommer, let sødme, chokolade … virkelig saftig, blød, virkelig lækker med en vis let bitterhed i eftersmagen. Tænker også, at det er en vin, som netop topper nu og ikke skal gemmes mange år.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 245 kr. ved køb af 1 flaske og 219 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7 

2015 Globus Wine, Il Capolavoro Appassimento, Veneto, Italien

2015 Globus Wine, Il Capolavoro Appassimento, Veneto, ItalienIl Capolavoro Appassimento er det flotte navn på denne vin, men så hører superlativerne imidlertid også, for det er kedelig supermarkedsvin … private label med designet navn og lavet til Dansk Supermarked, tappet i Brøndby … efter sigende med druer fra Veneto – hvilket jeg i øvrigt tvivler på – og så er den alt, alt for dyr.

Vinen er designet og tappet hos Globus Wine i Brøndby og sælges i supermarkederne Føtex og Bilka. Begge supermarkeder skriver, at der er tale om en vin fra Veneto, lavet på druerne Primitivo, Merlot, Negro Amaro og Malvasia. Det er næsten alle druer, som jeg aldrig tidligere er stødt på i Veneto, men nok nærmere kommer fra Apulien i Syditalien. Men det er selvfølgelig alene et gæt.

Den må imidlertid være transporteret til Danmark i store tankbiler fra enten Veneto – og mere sandsynligt fra Apulien – for derefter at blive blandet og flasket. Globus Wine kan da også flaske omkring 15 millioner flasker vin årligt … samt en sjat bag-in-a-box.

Bilka skriver videre, at druerne til Il Capolavoro Appassimento høstes i begyndelsen af oktober for at sikre et højt sukkerindhold. Inden gæring behandles druerne efter den såkaldte appassimento-metode, hvor de tørres for at koncentrere smag og sødme.

Vinen er lavet med 30 dages maceration og har lagret 3 – 4 måneder i store egefade. Og så koster den hele 99-105 kr., hvilket altså er prisen, når den ikke er på tilbud. På tilbud koster den omkring halvdelen, hvilket fortsat – i mit objektiv – er alt, alt for dyrt.

Næsen virker nærmest kunstig med en slags syrlig eg, røde bær, lidt lukket i aromaen, dog kan jeg finde lidt mentol. Det virker ikke videre indbydende. Smagen er præget af en skæv syre, lidt mørke bær og er meget sød, flad med små elementer af noget eg. Uha … det er godt nok ringe.

Bevares … det kan da godt drikkes … men som en skrev i en anmeldelse af vinen; Sjældent udrikkelig. Bilka hold op med at sælge vinen som et godt tilbud. Det går ud over jeres renommé.

Men etiketten og navnet er jo flot.

Købt i Føtex på tilbud til omkring 50 kr.

Rating 1/7 

2015 Bodegas Luis Alegre, Finca La Reñana Blanco Fermentado en Barrica, Rioja, Spanien

2015 Bodegas Luis Alegre, Finca La Reñana Blanco Fermentado en Barrica, Rioja, SpanienTorsdag bød Gert E ind til vinhygge … et sandt bombardement af lækre vine. Grandiost er vel rette betegnelse, og første vin blev denne Finca La Reñana Blanco Fermentado en Barrica fra det spanske Rioja vinhus Bodegas Luis Alegre. Det er vist ikke tit, at man smager hvid Rioja, men det rådede Gert dermed bod på.

Bodegas Luis Alegre ligger i Rioja Alavesa regionen nær byen Laguardia,den regionale hovedstad. Vinhuset er grundlagt i 1968 af Don Luis Alegre, men i slutningen af 1990’erne blev ejerskabet udvidet med en flok vinpassionerede investorer, som muliggjorde opførelsen af et topmoderne nyt vineri … helt rundt og nærmest bygget ind i bjergsiden.

Det runde vineri er designet, så man udgår at pumpe vinene rundt, men alene anvender tyngdekraften i produktionen, når vinen skal presses, gære, lagres og flaskes. Derudover er der bygget en moderne restaurant, som ligger med en fabelagtig udsigt over markerne Sierra Cantabria og Sierra de la Demanda.

Bodegas Luis Alegre har selv 54 hektar vinmarker fordelt på 12 separate marker i Alava og derudover har man kontakt med lokale vinavlere for yderligere 30 hektar. Der dyrkes primært Tempranillo, Graciano, Garnacha, Mazuelo, Viura og Malvasía. De røde vine lagrer på egetræsfade fra henholdsvis Vosges i Frankrig, Ungarn, Kroatien samt Amerika.

Her har vi dog én af husets hvidvine, lavet på 90% Viura og 10% Malvasía. Druerne kommer fra 85 år gamle vinstokke dyrket på vingårdens egen vinmark La Reñana, der er beliggende i en højde på 550 meter over havets overflade. Beliggenheden, kombineret med en omhyggelig udvælgelse af druerne, giver vinen en af de mest unikke personligheder inden for Rioja hvidvine. Vinen er lagret 6 måneder ved 20 grader i 100% nye franske, ungarske og kroatiske egetræsfade.

Lad os starte med duften, som starter med lidt grønne og landlige noter … vi snakker måske ikke ligefrem ensilage, men det snerper der hen af. Det er klart grønne blade, gule frugter, eksotiske frugter, lidt citrus og generelt meget sødkrydret. Smagen er lidt sværere at fange, for i starten virker vinen lidt neutral, men der kommer nogle grønne og svagt syrlige smage, meget tæt, krydret … duften er klart bedre end det smagsmæssige.

Forhandles af dkWineImport, hvor prisen er 125 kr.

Rating 4/7 

2013 Monastero Suore Cistercensi, Coenobium, Lazio, Italien

På et kloster ved lille by Vitorchiano omkring 50 kilometer nord for Rom går en flok nonner rundt og synger. Ikke kun hellige salmer, men også drikkeviser … for de er formentligt småberusede. Det har de såmænd også god grund til, for udover det ophøjede kald at tjene herren, så laver de skidegod vin.

Klosteret hedder Monastero Suore Cistercensi … altså et kloster i cistercienserordenen, og vi har her fat i vinen Coenobium fra de glade søstre.

Vi er i vinområdet Lazio, hvor der primært produceres hvidvin … og i store mængder, bl.a. Malvasia og Trebbiano. Høstudbyttet overstiger ofte 100 hektoliter pr. hektar, hvorfor det typisk er jævne vine uden megen koncentration. De store mængder vin afsættes primært til Roms indbyggere, turister og restauranter.

På Monastero Suore Cistercensi arbejder 80 søstre med klosterets vinmarker, frugtplantager og haver. De passer alle fuldt økologisk, og har i århundrede lavet vin. Men i 2005 begyndte de gode nonner at få hjælp af vinmageren Giampiero Bea, søn af den legendariske vinmager Paolo Bea.

Og sammen med de fromme kvinder laver Giampiero Bea to vine … denne Coenobium samt en Rusticum på samme druer som denne, hvor vinen blot har lagret længere tid på skallerne og ellers vinificeres som en rødvin. Fælles for vinene er, at de er lavet på de fire hvide druesorter Malvasia, Verdicchio, Grechetto og Trebbiano.

Der laves alene 16.000 flasker vin på klosteret, 12.000 flasker af denne Coenobium samt 4.000 flasker Rusticum. De fleste af flaskerne eksporteres til USA, men denne flaske er altså nået til lille Danmark.

Lad os smage denne charmerende altervin, som i næsen byder på animalske og let oxiderede noter, våd hund, blomster, Ribes (blomsten der lugter af kattetis), lidt tropiske frugter, meget modne æbler, ristede nødder, smør, vanilje, honning og lidt indelukkede egetræsfade. Ganske kompleks og anderledes næse.

I munden er vinen sød, fyldig, blød med lette krydderier … og på den negative skala en smule vandet og ligeledes er eftersmagen kort. Men det er en fin, lidt anderledes vin, og jeg synes, at den er ganske interessant.

Købt hos S’Vinbar i Århus … prisen kender jeg ikke.

Rating 4,5/7