Tag-arkiv: magliocco

Magliocco – eller Magliocco Dolce – er en rød italiensk druesort, der primært dyrkes i Calabrien i det sydlige Italien. Den er i familie med druen Magliocco Canino og ofte regnes de også som samme drue.

Man har tidligere anset Magliocco i familien med Gaglioppo, men nyere DNA analyser har vist, at der ikke er nogen forbindelse mellem de to druer.

Magliocco modner sent, har et tykt skind og giver vine med et højt tanninniveaue og som både Sangiovese og Savagnin Magliocco meget tilbøjelig til mutation til flere sorter af druen.

2017 Le Moire, Annibale, Calabrien, Italien

2017 Le Moire, Annibale, Calabrien, ItalienVor syditalienske vinsmagning sluttede med denne lille 2017 Annibale fra vinhuset Le Moire, der ligger ved byen Motta Santa Lucia i Calabrien.

Vingården er grundlagt i 2006 af Paulo Chirillo, der efter lang karriere i udlandet vendte retur til hans hjemegn sammen med sin sin venezuelanske hustru Ana.

Paolo Chirillo er egentlig læge og det er han også fortsat med i Motta Santa Lucia, men har samtidig grundlagt sin vingård, hvor han har investeret for at lave vine efter sit hjerte og stor dedikation.

Allerede fra start sigtede Paolo på produktion af bæredygtige og naturvine med høj identitetsværdi, et autentisk og unikt udtryk for det lokale terroir.

Han har samlet et rådgivende team af lokale operatører, landmænd, agronomer, ønologer, grafiske designere, som deler hans passion og kan hjælpe med gode råd og en hånd engang imellem.

Samlet har Paulo Chirillo 6 hektar vinmarker med druer som Sangiovese, Magliocco, Greco, Arvino og Mantonico … fordelt på 4 forskellige vine og en samlet produktion på 30-40.000 flasker.

Denne Annibale er lavet på 60% Magliocco og 40% Sangiovese, der er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over i 8-10 dage og efter endt fermentering lagret 18 måneder på de rustfrie ståltanke.

Duften er rund, blød og kraftig med sød tobak, søde kirsebær, brombær … godt med mørk og småbuttet frugtsødme, bred, tyk og lettere vamset.

Det smager godt, men ikke så kompliceret, men byder på stor drikkeglæde, solbær, tranebær og ribs, hvorved en også har en syre, der giver vinen en vis rank ryg, hvilket støttes af modne tanniner og en sødere eftersmag. 89 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Librandi, Magno Megonio, Calabrien, Italien

2007 Librandi, Magno Megonio, Calabrien, ItalienHvor fanden er Calabrien? … var min første tanke, da jeg for 14 dage siden smagte denne vin for første gang. Vingården hedder Librandi, og gården ligger i Calabrien i Italien. Vinen havde imidlertid prop, men den lokale vinpusher har i dag byttet vinen til en ny af samme slags.

Og sikke en forskel … spørgsmålet er dog det samme, hvor fanden ligger Calabrien. Måske man skulle have været mere opmærksom i geografi-timerne i folkeskolen. Nå, men det kan jo undersøges.

Nå, men jeg kan så fortælle, at Calabrien er “spidsen af støvlen” i Ferrari-landet. Vinene fra Calabrien opdeles typisk i to områder, Cirò og Greci di Bianci.

Vinene fra Cirò sælges med en historie fra antikken, mens vinene fra Greci di Bianco siges at blive laves på samme måde som de gjorde for 2.500 år siden. Desværre gør de gode historier at vinene nærmest sælger sig selv, så få har bekymret sig om at lave kvalitetsvin.

Klimaet i Calabrien er dog ideelt til vindyrkning og der er gode lokale sorter at udnytte. Indtil videre er det kun et fåtal af producenter som udnytter ressourcerne.

Librandis vingård ligger i Cirò området i byen Cirò Marina på den ioniske kyst. Vingården ejes af Antonio og Nicodemo Librandi. Libandi har dyrket druer i fire generationer, og i 1950’erne begyndte man også aftapning og salg. Vingården har altid været i familiens eje, men til vinprodukionen får man hjælp af Donato Lanati, professor i ønologi ved universiteterne i Torino og Firenze, og hans firma, Enosis Meraviglia.

Magno Megonio er lavet på 100 % Magliocco, en druesort jeg aldrig tidligere hverken har hørt om eller smagt. Spændende. Høsten af druerne til denne vin foregår først i oktober. Vinen lagrer hele 16 måneder på fad og derefter 6 måneder i flaske inden den sættes på markedet. Nå, lad os kigge nærmere på vinen.

I glasset en rubinrød vin. Duftmæssigt meget frisk, og meget anderledes end den første, som havde prop. What a difference! Kender I ikke det, at man nogle gange godt kan være i tvivl om, hvorvidt en vin har prop, men når man så smager vinen uden prop, som den skal smage, så forsvinder al tvivl?

Duftmæssigt har vi her hvid peber, salvie, tør leret jordbund, mørke bær og jod … er vist bedste beskrivelse. Lad os smage; uhmmmm, lidt overraskende meget rund og balanceret. Der er mørke bær, en fin taninsyre i øverste del af munden. Eftersmagen er også ganske fornuftig, og man kan godt smage, at der er tale om en drue, som man ikke er bekendt med … lidt ligesom første gang man smager Rondo … bare ganske bedre. Vinen er bestemt et forsøg værd … så nup den endelig ned i kurven.

Prisen er 149 kr. ved køb af 1 flaske og 100 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk. Til den lave pris bestemt et fornuftigt køb.

Vinanmeldelse 4,5/7