Tag-arkiv: kultvinen

2001 Marchesi Antinori, Solaia, Toscana, Italien

Som kultvin havde Jan valgt IGT vinen Solaia fra Marchesi Antinori. Mere kult kan det næppe blive i Italien, én af de ældste vinproducenter i landet, medlem af den eksklusive klub PFV samt skaber af nogle af de mest hypperede supertoscanere, nemlig vinene Tignanello og Solaia … og det er netop Solais saft, som nu flyder rundt i glasset.

Antinori familien er blandt de ældste vinavlerfamilier i Italien. Man har optegnelser der daterer familiens vinproduktion tilbage til 1180, hvor familien lavet vin på ejendommen Castello di Combiate. Den nedbrændte imidlertid i 1202 og familien flyttede til Firenze, hvor man drev handel med silkestoffer og bankvirksomhed.

I 1385 meldte Giovanni di Piero Antinori sig ind i Firenzes Vinmagerlaug, og det blev den officielle grundlæggelse af vinhuset Antinori.

I de kommende år blev familien mere og mere berømte for deres vine og som følge af deres sucess købte de i 1506 Palazzo Antinori. I 1861 blev familiens overhoved tildelt titel af Marschesi … markis, og den titel følger fortsat familien i dag.

I dag drives firmaet af 26. generation repræsenteret af Piero Antinori, og vinhuset ejer en lang række vingårde i primært Toscana, men også i resten af Italien og rundt om i verdenen. Ja faktisk ejer huset i dag over 2.000 hektar vinmarker fordelt på forskellige vingårde i Italien og i udlandet. Huset har deres hovedsæde i San Casciano Val di Pesa i Chianti.

For at få en fornemmelse af, hvor stor Antinori er i Italien … ja endda internationalt, så lige lidt om deres vingårde.

I Toscana ejer man – udover hovedsædet San Casciano Val di Pesa – ejendommene Pèppoli på omkring 100 hektar, hvoraf 50 hektar er vinmarker, Badia a Passignano med 223 hektar vinmarker, Guado al Tasso med 300 hektar vinmarker, Pian delle Vigne med omkring 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker, Fattoria Aldobrandesca på 193 hektar, Fattoria Le Mortelle på 270 hektar, La Braccesca på 342 hektar, Montenisa på 60 hektar, Santa Christina, som også er voldsom stor, samt endelig Tenuta Tignanello med 127 hektar vinmarker.

Derudover har man også vingården Castello della Sala i Umbrien, hvor der ejes 500 hektar, hvoraf 140 hektar er vinmarker, Tormaresca i Puglia, Prunotto med 50 hektar i Piemonte, mens ejendommene i udlandet tæller Antica samt det kendte Stag’s Leap i Californien, Col Solare i Washington State, Haras de Pirque i Chile, Tuzko i Ungarn, Meridiana på Malta og endelig Vitis Metamorfosis i Rumænien.

Deres store indflydelse og betydning kan også ses på, at Antinori er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub ”Primum Familiae Vini” … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Amtinori i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Egon Müller, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Perrin & Fils (Beaucastel) samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også “Leading Wine Families”. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieeje står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Nå, men tilbage til Antinoris mange vingårde, hvor vingården Tenuta Tignanello er den mest interessant i relation til aftenens kultvin … ja mest interessante vel i det hele taget. Ejendommen blev købt i 1900 af den daværende ejer Piero Antinori. Dengang var ejendommen alene på 47 hektar, men er gennem årene løbende blevet udvidet ved yderligere opkøb af marker. Da var imidlertid Pieros søn, som først begyndte at eksperimentere med druesorterne på ejendommen.

I 1924 skabte han en decideret skabte skandale i Toscana, da han fremstillede en Chianti indeholdende druesorter, som dengang kun var kendt fra Bordeaux. Han fortsatte med at eksperimentere med nye blends, nye typer egefade, temperatur kontrol og flaskelagring.

Han gik på pension i 1966 … men hans søn Piero Antinori var endnu mere innovativ. Man eksperimenterede med tidligere høst af hvide druer, forskellige typer barriques, ståltanke og malolaktisk gæring af røde vine.

Den virkelig revolution kom i 1971 da Piero Antinori lancerede vinen Tignanello, en barrique lagret vin opkaldt efter selve vingården. Vinen indeholdt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Dette betød at den ikke kunne høre ind under Chianti Classico klassifikationen. Og ydermere indeholdt vinen ikke en mindre del hvide druer, som lovgivningen i Chianti fra 1975 ellers foreskrev.

Teknisk set var Tignanello ikke den første supertoscaner … den ære tilfaldte Sassicaia, som er skabt af en Antinori slægningen Marquis Mario Incisa della Rocchetta … men netop med bistand fra Piero Antinori, som jo havde eksperimenteret med Cabernet siden 1920’erne.

Men det blev Tignanello som virkelig rystede op i den italienske vinverden. Dette medførte blandt andet konsekvenser i både lovgivningen og for fremtidigt arbejde med Chianti klassifikationen. Selvom lovgivningen for Chianti Classico i dag er lavet om efter Antinoris model, så fortsætter familien med at sælge deres Tignanello som IGT vin.

Og netop inspireret af successen med Tignanello … ja, nu nærmer vi os langsomt sagens kerne (håber de tålmodige er med endnu) … så lancerede Antinori i 1978 vinen Solaia, altså aftenens kultvin.

Solaia betyder ”den solbeskinnede” på italiensk og er én af markerne på Tenute Tignanello. Den i alt 10 hektar store mark ligger ideelt på en sydvestvendt skråning. Den første årgang af Solaia kom kun på det italienske marked. Det oprindelige blend var 80% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc. Efterfølgende valgte Piero Antinori dog at introducere den lokale Sangiovese i sit blend.

I dag består blendet hvert år af 75% Cabernet Sauvignon, 5% Cabernet Franc samt 20% Sangiovese. Lavet med maceration i store 50 hektoliter åbne egetræsfade, 15 dage for Sangiovese druerne og 20 dage for Cabernet druerne. Derefter har vinen lagret i nye franske Troncais og Alliers barriques i 14 måneder, hvorefter vinen aftappes og ligger på flaske i yderligere 12 måneder inden frigivelsen.

Vinen har fået 93 point af Parker i 2004, 3 glas i Gambero Rosso samt 96 point af Wine Spectator i 2006. Så har vi også den del på plads. Men hvordan smager sådan en kultvin? Og så efter alle disse år? Ja, det er vi skam også nået til nu.

I næsen er her blæk, blomster, champignon, lidt mejeri, engelsk lakrids og måske lidt toast. Ikke sådan en monster næse, volumiøs eller voldsom animalsk … nærmest lidt stille i næsen. Det gælder til gengæld ikke i smagen, for det er blødhed i blødhed, bamseline-vat-nervøst-velour-fløjl-blødt … hold da op. Her er blåbær, rundhed, fylde, hvor er det altså godt … fuldstændig moden … glider bare langsomt ned med stor og lang eftersmag. Nok én af de blideste vine, som jeg har smagt i lang tid.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos bl.a. SuperVin, hvor en årgang 2004 kan findes til 1.650 kr. – ved køb af 6 stk.!!! Kan vel forhandles? Jan havde købt hans eksemplar privat.

Rating 6,5/7  

2007 Henri Bonneau, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2007 Henri Bonneau, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigKultvinen … hvad er mere passende end en Châteauneuf-du-Pape fra den satans gode årgang 2007 … og så fra nok den allerbedste producent, nemlig den gamle, mytiske og berømte Henri Bonneau? En levende legende. Hans vine er de mest omdiskuterede og sværest opdrivelige i hele Châteauneuf-du-Pape … og det er vine, som er ganske fantastiske … og det gælder også denne.

Henri Bonneau er omkring de 75 år og har dybe rødder i Châteauneuf-du-Pape. Hans familie har haft vinmarker hér igennem generationer og Henri Bonneau er 16. generation. Bonneau er imidlertid ikke særlig interesseret i berømmelsen. Han foretrækker at bruge sin tid i vinmarken og i hans tudsegamle kælder.

Familien har aldrig været “slotsejer”, som man kender det i Bordeaux og til dels også i Châteauneuf-du-Pape.

Der er tale om markarbejdere, som lidt efter lidt, generation efter generation har opkøbt bittesmå stykker jord, som de har samlet under en enhed – et domæne – med det formål at give det videre til den næste generation og således sikre dem nogle bedre levevilkår end dem, man selv havde haft.

Her er det hårdt arbejde, tålmodighed og økonomisk ofring, som har gjort sig gældende. Dette kan man forstå allerede blot ved at se Henri Bonneaus hus i centrum af Châteauneuf-du-Pape. Det udvendige er yderst beskedent, det indvendige vil sikkert kaldes miserabelt af de fleste.

Og sådan er det hele vejen i gennem: fra Bonneaus evige grønternede skjorte til hans produktionsudstyr: Han har for eksempel lavet vin i snart 50 år på egefade, som stammer fra hans bedstefar. Men som han siger: “De virker. Man behøver blot lappe dem en gang i mellem når de bliver utætte”.

Det er med ældgammelt værktøj og en kældertilstand, som givetvis ville fremprovokere hjertestop hos en dansk levnedsmiddelinspektør, at Bonneau laver nogle af de største vine i verden i.

Henri Bonneau anser selv de organismer, som eksisterer i disse omgivelser, som en naturlig ting og en nødvendighed for at sikre levende og autentiske vine. Vinene får lov til at ligge og gære i dette miljø i årevis, op til 6-10 år!

Ifølge moderne oenologi, skal gæringsprocessen kun vare ganske få uger (den malolaktiske gæring kan nogle gang trække ud, men skal absolut afsluttes indenfor et år) og vinen bliver sjældent aftappet senere end efter 18-24 mdr. på fade.  Men moderne oenologi og teknologien har ingen plads i Bonneaus verden.

Vinen laver sig selv og man skal ikke forhaste ting. Man kan dårligt komme uden om følgende citat: ”Everything done at chez Bonneau makes no sense to modern day oenologists. His cellars are deplorable, and the condition of his barrels (at least the outside of them) is frightful. However, it’s what’s inside that counts. The magic in those barrels represents the essence, the heart and soul of Chateauneuf du Pape.” Robert Parker – Wine Advocate, Februar 2003

Man kunne hævde, at det kan da ikke være så vanskeligt at gære vinen og så lade den ligge på fade i mange år, men så enkelt er tingene jo naturligvis ikke. De lokale vinbønder er altid meget ærbødige, når de taler om Bonneau og kalder ham “Kongen” eller noget lignende, men de fleste undrer sig en smule over hans unikke kunnen og nogle kalder det naturstridigt, det han går og laver.

Vinene består næsten udelukkende af ren grenache, men da vinmarkerne også indeholder et marginalt antal Mourvedre-, Counoise- og Vaccarèse-vinstokke, indgår disse druer også i blandingen. Grenache druen indeholder kun få farvepigmenter, hvorfor vine lavet på denne drue ofte har en lidt lys, næsten Bourgogneagtig farve.

Mange specialister mener, at det ikke er Bonneaus evner som vinmager, som forklarer vinenes storhed, men nærmere det unikke druemateriale han arbejder med. Alle domænets vinstokke har en meget høj alder. Mange er over 70 år, og nogle over 100 år. De er meget lidt produktive og har meget lange rødder, som går dybt ned i jordbunden. Herfra suger de de vigtige mineraler op fra 50-80 meters dybde.

Domænets parceller på i alt omkring 6 hektar er spredt ud over hele Châteauneuf-du-Pape, men en god andel befinder sig i appellationens fornemmeste område: “La Crau”.

I de senere år er Bonneaus vine blevet temmelig kostbare. Dette skyldes en beslutning om at forebygge den kæmpe spekulation, der finder sted på hans vine. I mange år har Henri Bonneau solgt sine vine til meget lave priser. Nogle husker tider, hvor man kunne købe dem for 50 kr., hvorefter man fandt dem igen på markedet til flere tusind kroner.

Dette har chokeret Bonneau, og det – sammen med det kæmpe pres der opstår når man får 100 Parker points – har fået ham til at lægge distributionen af hans vine i hænderne af en god ven, som også er i vinbranchen. Deres første beslutning var at hæve priserne drastisk for at komme tættest muligt på den maksimale prisgrænse og dermed forhindre spekulationen og samtidig sikre, at den som tjener mest på en flaske Henri Bonneau er… Henri Bonneau.

Derudover, er distributørerne omhyggeligt udvalgte og de skal forpligte sig til at sælge Bonneaus vine til ægte vinentusiaster i stedet for brokers og andre spekulanter.  Bonneau, som er lidt af en filosof og en humanist, ønsker også at give så mange personer som muligt mulighed for at nyde hans vine. Det er derfor vigtigt, at vinene bliver solgt i små mængder til mange mennesker og ikke på én gang til en rig samler, som vil lade dem ligge i sin kælder.

Alle Bonneaus vine er “Cuvéer”, det vil sige, at navnet ikke referer til et område eller en bestemt parcel. Det er blot vinens navn. Alle druerne bliver behandlet og vinificeret ens. Det er først ved smagningen under lagringen, at det bliver bestemt hvilke fade, der skal til blive til de forskellige vine. De bedste fade aftappes under navnet “La Réserve des Célestins”, de næstbedste “Cuvée Marie Beurrier”, og de 3. bedste “Cuvée Henri Bonneau”. I to exceptionelle årgange (1990 og 1998) har Henri Bonneau lavet en “Cuvée Spéciale”.

Her har vi netop en Cuvée Henri Bonneau, som i næsen er ganske rustik og landlig med indkogt frugt, modne blommer, sød balsamico, kælder, lakrids, let candyfloss, figner og en fabelagtig intensitet. Duften er svær at beskrive, men markant anderledes end andre vine, og alligevel som noget velkendt. Det er en lidt svedig frugt med lidt tobak, meget animalsk og meget tæt.

I munden er vinen nærmest flæskende … med sødme, kraft og saft, sorte bær. Det lyder tungt, men vinen har en ubeskrivelig lethed, elegance … men på den fede måde. Der er ren og klar frugt. Vinen er let syrlig, men voldsom intens. Smagen rammer dig lige i sylten med syre, meget direkte frugt og tanniner. Man tænker slet ikke Châteauneuf-du-Pape. Overdreven lækker. En oplevelse ekstraordinaire. Hmmmmmmmmmmmm. Topklasse … total overgivelse.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Forhandles hos Erik Sørensen Vin, pris 1.095 kr.

Rating 7/7 

2005 Luciano Sandrone, Barolo Le Vigne, Piemonte, Italien

Aftenens kultvin havde Steffen valgt efter råd fra Gunnar hos Bichel Vine, og det var denne 2005 Barolo Le Vigne fra vinhuset Luciano Sandrone, som ligger nogle få kilometer nordøst for Barolo by. Luciano laver vine i appellationerne Barolo, Barbera D’Alba, Dolcetto D’Alba og Nebbiolo D’Alba.

Luciano Sandrone arbejdede i årevis som kælderarbejder for andre vinhuse, bl.a. hos det nærliggende Marchesi di Barolo. I 1977 købte han en lille parcel på Barolo-marken Cannubi Boschis og det blev starten for vingården.

Det følgende år producerede han sin egen vin … alene små mængder og under beskedne forhold i garagen hos sine forældre. Luciano havde dog nogle klare ideer om, hvordan man skulle lave Barolo vine med høj kvalitet og respekt af traditionerne i Barolo, men samtidig indarbejdelse af mange af de nye teknologiske metoder.

Lucianos far havde selv tumlet med at lave lidt vin af druer, som han købte bulk. De var primært til eget forbrug, men faderen satte en familie-etiket på dem og brugte dem ellers som gaver til forretningsforbindelser og venner. Ja, faktisk så står flere af disse flasker fra periode 1973-1977 udstillet på Luciano Sandrones vingård.

I 1982 mødte Luciano Sandrone sin første internationale distributør på VinItaly, og han købte næsten alle 1.500 flasker af Lucianos 1978 Barolo, Vinen blev eksporteret til USA, og langsomt blev vinene fra Sandrone mere og mere berømt. Luciano fik købt sin egen vingård, og der blev også løbende opkøbt nye vinmarker.

Det var dog årgangene 1989 og 1990 af Sandrones Barolo Cannubi Boschis, som fangede hele verdens opmærksomhed. De modtog nemlig henholdsvis 97 og 100 point af Robert Parker … og dermed blev Sandrone alene den tredje italienske vinbonde, som scorede de magiske 100 point hos Robert Parker.

I 1998 byggede Sandrone et nyt vineri, der ligger ved foden af Cannubi. Her arbejdes der med en moderne vinifikation, der dog kombinerer tradition og fornyelse. Der bruges kort skindkontakt og der bruges kun ca. 10 % nye fade. Vinene er lavet i en moderne stil, hvor elegance kombineres med mere traditionelle Barolo karakterer som kraft og struktur.

Luciano Sandrone producerer som nævnt Barolo, Barbera d’Alba, Dolcetto d’Alba og Nebbiolo d’Alba. Hans vine er feminine med en kolossal kompleksitet og en ren frugtkarakter, som bl.a. skyldes at vinstokkene beskæres meget kraftigt, og derved har en meget lav ydelse. Vinene er kendt for deres burgundiske stil og charme.

I dag producerer Luciano Sandrone ca. 100.000 flasker fra 27 hektar. Lucianos bror Luca er en stor del af teamet på vingården og tager sig primært af arbejdet i markerne. Endelig er Lucianos datter Barbara den, der oftest tager sig af PR, smagninger etc.

Her har vi husets 2005 Barolo Le Vigne, som er lavet på et blend af druer fra markerne Ceretta, Conterni, Merli og Vignane. Det er 4 relativ højtbeliggende parceller, og ellers lagrer vinen på 500 liters egefade i 24 måneder, hvilket efterfølges af 18 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen rangerer lige under Sandrones topvin, som selvfølgelig er den præmierede Barolo Cannubi Boschis. Denne 2005 Barolo Le Vigne har fået 94 Parker point. Der er lavet 17.500 flasker af vinen i denne årgang.

Og hvor er det dog en lækker vin med en næse, som byder på kirsebær, hindbær, røg, blomster, grafit, violer, let vanilje … meget elegant og med god intensitet. Blid og delikat virker første indtryk. I munden er vinen uhmmmmmmm, og hvor klæder lidt alder altså bare Nebbiolo druen. Den er blid, som fløjl, elegant og tanninerne er bløde og velintegrerede.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Bichel Vine, pris 649,75 kr.

Rating 6,5/7  

2009 Marchesi de Frescobaldi, Luce IGT, Toscana, Italien

2009 Marchesi de Frescobaldi, Luce IGT, Toscana, ItalienSom kultvin havde Paul valgt en vin fra det store italienske vinhus Marchesi de Frescobaldi, som ejer en række vinslotte i Toscana, nemlig Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta di Castiglioni, Tenuta dell’Ammiraglia og Castello di Nipozzano … ja og så ejer de også vinhuset Tenuta Luce Della Vite i Montalcino … og der er herfra, at denne topvin Luce IGT kommer.

Frescobaldi-familien har produceret vine gennem mere end 700 år, og huset betragtes den dag i dag som et af de mest moderne og stilsikre i Italien overhovedet. Marchesi de Frescobaldi ejer over 1.000 hektar vinmarker, herunder ni estate-marker i Toscana, beliggende på de mest oprindelige jordlodder i distriktet.

Frescobaldi-familien respekterer de enkelte områders forskellige jordtyper og er særdeles fokuseret på at finde de bedste druetyper til hver terroir-type. Men en umiskendelig stil går igen i vinene – de er ekstremt klassiske og viser virkeligt deres styrke i alderdommen. Fingeren er konstant på pulsen – der forskes, eksperimenteres, udvikles og erfaringsudveksles.

Udviklingen i både ud- og indland følges nøje, men fokus er – til forskel fra mange andre vinproducenter – på oprindelighed og karakter. Chianti skal smage af Chianti, Brunello af Brunello. Måske derfor, at både de professionelle og de almindelige vinnydere igen og igen vender tilbage til husets fremragende sortiment?

Tenuta Luce Della Vite er et projekt, som er grundlagt i 1995 mellem Vittorio Frescobaldi og Robert Mondavi. I dag er det dog alene Frescobaldi koncernen, som ejer Luce Della Vite og dets 192 hektar jord, heraf 77 hektar vinmarker sydvest for middelalderbyen Montalcino. En del af vinmarkerne var plantet i 1977, mens de fleste blev tilplantet/genplantes i 1997.

På Tenuta Luce Della Vite laves der 4 vine, eller rettere en grappa og 3 vine, nemlig vinene Lucente, Luce Brunello og topvinen Luce IGT. Luce laves på 45% Sangiovese og 55% Merlot. Pga. den store andel Merlot, så kan den kun klassificeres som en Vino da Tavola, men kvalitet fornægter sig ikke, og vinen tildeles ofte topkarakterer af vinskribenter verden over.

Vinen dyrkes på 11 hektar vinmarker på Luce Estate. Undergrunden er en blanding af kalk og sand iblandet ler og kalcium, hvilket er medvirkende til, at vinstokkene bliver tvunget til at kæmpe for deres overlevelse og skyde dybe rødder for at hente den nødvendige næring, som sikrer deres overlevelse. Dette er sammen med en omfattende reduktion af udbyttet medvirkende til at holde udbyttet nede på 30 hl. pr. hektar.

Druerne høstes i hånden, hvorefter de nænsomt presses og gærer ud på rustfrie ståltanke ved 35 grader i 15 dage. Vinen lagrer på nye egetræsfade i 24 måneder, og der produceres årligt 75.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt ganske kølig stil, lidt jord, solbær, blæk, champignon …. får en smule Bordeaux associationer. De mørke toner stemmer i sammen med lidt læder, lakrids, tobak, let kanel og blomsterblade. Ikke ringe … og smagen viser først og fremmest stor tørhed, godt med tanniner, som klistrer til dine fortænder og langt ned i ganen. Meget god balance trods den store syre og bestemt en virkelig elskelig og godt lavet vin. Godt valg.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles af Vinspecialisten, som pt. har den på bud til 500 kr., hvis du køber 2 stk. Normalpris 785 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Tenuta San Guido, Sassicaia, Toscana, Italien

2010 Tenuta San Guido, Sassicaia, Toscana, ItalienSom aftenens kultvin havde jeg valgt Sassicaia … selvfølgelig kunne man næsten fristes til at sige. Det er måske Italiens mest berømte vin og pionér inden for italiensk vinfremstilling, også kaldet Italiens Latour.

Som den første italienske vin fik Sassicaia høstet 100 point i Robert Parkers Wine Advocate, og vinen har fået de ellers svært opnåelige tre glas i Gambero Rosso ikke færre end 21 gange. Kort sagt er Sassicaia en levende legende.

Sassicaia laves på vingården Tenuta San Guido i Bolgheri ved Toscanas kyst, og her laver man også vingårdens 2 andre vine Guidalberto og Le Difese. Godset har 148 hektar med vin.

Grundlæggeren Mario Incisa della Rochetta begyndte i 1940’erne at plante Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med Bordeauxs berømte 1. Cru’er som forbilleder, idet han mente at jordbunden på Tenuta San Guido havde mange fælles træk med jordbunden i Bordeaux.

Vinmarkerne er da også beplantet med 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc. De oprindelige beplantninger i 1940’erne omfattede podninger købt fra Chateau Lafite Rothschild, og sammenligninger man med de berømte vine i Pauillac, er det svært ikke at smage ligheden.

Mario var også den første i Toscana, der brugte nye franske egefade, hvilket var banebrydende i Italien. Vinen forblev dog en hemmelighed indtil 1968, hvor Mario vurderede, at nu var vinen klar til at blive sendt på markedet. Vinen blev døbt Sassicaia, hvilket på den lokale toskanske dialekt betyder sandet og gruset jordbund.

Den blev fra starten meget omtalt og en omgående succes i Italien og var den første italienske kvalitetsvin, der brød igennem på eksportmarkederne. I dag betragtes Sassicaia som den første Supertoscaner og faderen til alle italienske Cabernetbaserede vine.

I dag er vinen et investeringobjekt på lige fod med Château Latour, Château Lafite-Rothshild og de andre 1. Cru’er i Bordeaux. Succesen er blev også anerkendt af den italienske stat som har tildelt Sassicaia sin egen appellation: Bolgheri Sassicaia D.O.C., hvilket er enestående.

I dag ledes vingården af Niccolò Incisa della Rochetta, som med fuld respekt for traditionerne, har skabt 2 nye vine, nemlig Le Difese og Guidalberto. Sassicaia er lavet med samme fordeling som markerne, dvs. 85% Cabernet Sauvignon og 15% Cabernet Franc, lagret 24 måneder på franske egefade, hvoraf 1/3-del er nye fade.

Årgang 2010’eren her tegner som én af de største årgange … og sammen med 2008’eren bedste årgang siden 1985! Parker – hvis man hælder til hans side – giver 2010’eren 96 point.

Lad os kaste os ud i det. Har knappet vinen op og fyldt på karaffel omkring 3 timer inden smagningen … tænkte at de nok var bedst med så ung en vin. Duften er gamle tjærefyldte togsveller, jordbær, solbær, lette blommer, mynte, grus eller sten. Smagen er frisk frugt … sådan virkelig helt fremme i smagsindtrykket, og det overrasker og begejstrer … skønt. Er stadig meget rank, og det er sikkert for tidligt at drikke den, men det smager virkelig godt. Meget præcis i levering af smagsindtrykket med mineralitet, syre, sten, grafit kombineret med den massive frugtintensitet.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Superiore.de til 129€ … ellers forhandles den herhjemme af Philipson Wine, hvor prisen for en flaske af 2010’eren er 1.729.95 kr., men kun 1.299,95 kr. hvis du køber 12 stk. En pæn udskrivning på 15.559,40 kr. – men se det som en investering. Arhhhh, den hopper min kone vist ikke på. Men det kan betale sig … kan se, at Coop pt. sælger 2008’eren, pris 1.995 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2008 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, Spanien

Aftenens indkøbte kultvin – valgt af Paul – blev denne Flor de Pingus med det danske islæt. Et godt valg, for der er bestemt tale om en stor vin fra den danske vinguru Peter Sisseck.

Peter kom til Spanien i 1993 for at lede et nyt projekt finansieret af danske investorer. Han fik en stor pose penge til at udvikle Hacienda Monasterio til et mønstervinbrug, men sideløbende med det puslede han i sin sparsomme fritid med sit eget lille projekt, baseret på købte Tempranillo druer fra et par små parceller med gamle vinstokke i Ribera del Duero, ikke langt fra legenden Vega Sicilia.

Projektet fik navnet “Pingus” som var Peters kælenavn i barndommen, og da han dukkede op med et par prøveflasker af den førstefødte 1995’er hos Corney & Barrow i London blev en legende født. Til stede var også en vis Robert Parker, som senere udtalte at dette var “den største unge rødvin jeg nogensinde har smagt fra Spanien”, og kvitterede med de nu historiske 96-100 point i augustnummeret af Wine Advocate … et helt år inden vinen overhovedet kom i handelen.

Siden har Parker fortsat sin gavmildhed overfor Pingus, og det gælder også for denne Flor de Pingus, som Parker i denne årgang 2008 har givet 92 point. Flor de Pingus er andenvinen, som er til at købe for menneskepenge, og som vi – i flere dage op til vores lille vinaften – havde glædet os til at smage.

Proppen af … bare den intense mørke duft fra proppen lover godt. Der er saft og kraft i denne vin. I glasset en meget mørk vin. Der er solbær, ja mørk frugt i det hele taget, der er sol, blommer, champignon, kaffe. Ihhh, hvor jeg elsker, når en vin kan frembringe mange forskellige duftindtryk. Tror også, at det er noget med, at man giver sig god tid, lukker øjene og prøver at fornemme vinen. Smagsmæssigt også en meget fyldig vin, intens og fin balance. Bliver ved med at smage langt ned i halsen, og viser rundhed. En meget rolig vin. Smager rigtigt dejligt … men ved ikke, havde måske forventet noget mere. Jeg har for en del år siden vinen, og der var jeg meget imponeret. Måske mine forventninger denne gang bare har været for høje? Nå, men det smager altså rigtigt godt, og det skal ingen tage fra vinen, så thumbs op.

Prisen på vinen inkl. forsendelse ligger lige omkring 800 kr.

Rating 5,5/7