Tag-arkiv: grenache gris

2016 Roc d’Anglade, Blanc, Languedoc, Frankrig

2016 Roc d'Anglade, Blanc, Languedoc, Jeg bliver både sjæleglad, staldkåd og veltilpas over denne Vin de Pays du Gard hvidvin fra Roc d’Anglade … sindssygt lækker Languedoc saft med biosjæl og bondehjerte. Nam.

Roc d’Anglade ligger i byen Langlade mellem Nimes og Montpellier i departementet Gard i Languedoc. Vingården er grundlagt i 2002 af Remy Pédréno.

Området ved Langlade var tidligere kendt som et af Frankrigs fineste terroirs med vine, der blevet regnet på højde med de bedste fra Bourgogne.

Da phylloxera hærgede i slutningen af det 19. århundrede blev området lagt øde og over 200 vinproducenter måtte opgive vinavlen. Og med tiden er den gamle storhed gået glemmebogen, så der findes i dag blot 8 producenter i området.

Men det er netop der, at  Remy Pédréno har grundlagt sin egen vingård efter han igennem mange år havde arbejdet hos René Rostaing i Côte-Rôtie. Han ønskede dog at lave vinene efter sit eget hoved og målet er klart at lave vine med finesse, friskhed og frugt.

Han har samlet 7,5 hektar vinmarker, hvor undergrunden er præget af ler, kalksten og mergel. Alt dyrkes økologisk og har været certificeret siden 2012. Vinene laves med naturlig gæring, kort, nænsom ekstraktion og ingen brug af små fade.

Han har ikke lavet nogle tekniske analyser af druerne siden 2003, men orienterer sig udelukkende ud fra smagen på druerne, når han skal bestemme høsttidspunktet, hvilket så i øvrigt er tidligere end nogen anden sydfransk producent.

Der laves én rødvin, én hvidvin og én rosévin … samlet kun 35.000 flasker, der primært sælges til franske toprestauranter, så vinene er faktisk blevet lidt kult.

Den hvide har jeres glade vinblogger fået i glasset … og den er lavet på 75% Chenin Blanc, mens resten består i et mix af Chardonnay, Grenache Blanc, Grenache Gris og Carignan Blanc.

Druerne er høstet i hånden og gæret naturligt uden tilsætning af gær. Vinen lagrer med bærmen – sur lie – på store, gamle fade i et år og derefter på ståltank i et halvt år.

Det dufter animalsk af både stald, mødding, bio-bio ukrudt, havvand, salt, kalk, karamel, modne æbler, citron, franskbrød og gær. Uha hvor det dufter fabelagtigt. Det er nærmest som om, at vinen svæver, ligger et slør af forførende løfter og lyster foran din næse … danser i vinden som elverpiger ude på sjov. Jeg elsker duft af denne vin … virkelig lækkerier med lidt bioagtig kant.

Smagsmæssigt har elverpigen dog pisken med … grøn syre, streng og irettesættende. Der er citron, godt med syre, sprød, frisk og så alligevel let, ren og præcis. I dansen letter elverpigen nærmest fra det grønne græstæppe, svæver, for letheden og syren spiller sammen i musikalsk symbiose.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

N.V. Fess Parker Winery, Frontier Red Lot 90, Californien, USA

N.V. Fess Parker Winery, Frontier Red Lot 90, Californien, USATirsdag vinsmagning på job … 2 easy-going vine, hvor første var denne Frontier Red Lot 90 fra Fess Parker Winery … et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, og som laver en række spændende vine.

Vinhuset er grundlagt af Fess Elisha Parker Jr., som blev født i Fort Worth, Texas, og voksede op på en lille gård uden for San Angelo. Han gjorde tjeneste ved United States Navy ved slutningen af 2. verdenskrig. Under krigen forsøgte han at blive pilot, men blev afvist på grund af sin højde.

I 1950’erne spillede han rollen som Danny Crockett, i følge Fess Parker selv, var Walt Disney Company på udkig efter en skuespiller til at spille rollen som Davy Crockett, oprindeligt mente man at James Arness skulle spille titelrollen. Fess Parker første rolle var i Davy Crockett filmen “King of the Wild Frontier”.

I 1960’erne spillede Fess Parker hovedrollen i en stor amerikansk TV-serie om Daniel Boone. Serien kørte gennem 6 år som én af de mest populære serier i USA, og gjorde Fess Parker en holden mand.

Og for den formue, som Fess Parker havde tjent i Hollywood købte han i 1986 et stort resort/hotel på Santa Barbaras havnefront. Det blev i 1989 også til købet af en vingård på sølle 2,22 hektar i Santa Barbara, og det blev grundstenen til Fess Parker Winery. Nå, men Fess Parker er som nævnt født i Texas, og dér kan intet gøres i lille målestok, så antallet af hektarer er i dag vokset til 283 hektar. Det giver da et par vinstokke at tilklippe.

Siden har man også købt det tidligere The Grand Hotel fra en vingård i Los Olivos, og dette 19-værelses hotel er nu omdøbt til “Fess Parker Wine Country Inn & Spa”, er er blev totalt renoveret. Så der er efterhånden tale om et stort foretagende.

Fra starten i 1989 har målet været at lave vin af højeste kvalitet. Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb.

At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Fess Parker har specielt haft stor succes med deres Pinot-baserede vine … ikke mindst efter filmen Sideways. Scenen fra filmen, hvor hovedpersonen Miles tømmer en spyttespand, er optaget hos Fess Parker. Salget af Pinot steg med 75% i de første 6 måneder, efter filmen havde premiere. Siden er det gået lidt tilbage, men er stadig 30% højere end før Sideways.

Fess blev gift med Marcella Belle Rinehart den 18. januar 1960, og fik to børn, 11 børnebørn og to oldebørn, men i 2010 døde Fess Parker … faktisk på hans hustrus 84-års fødselsdag, så i dag er det sønnen Eli Parker, datteren Ashley Parker-Snider samt svigersønnen Tim Snider, som driver vinhuset i Santa Barbara. Der er også ansat en vinmager Blair Fox.

Her har vi en blend af forskellige røde druer, som samtidig kommer fra en række forskellige marker, nemlig 25% fra Camp Four Vineyard, 24% fra French Camp Vineyard, 22% fra Scheid Vineyards, 19% fra Shoestring Vineyard og endelig 10% fra Rodney’s Vineyard. Og druesammensætningen er noget så specielt som 42% Syrah, 26% Merlot, 17% Grenache, 5% Petite Sirah, 4% Mourvedre, 3% Sangiovese samt 3% af Rhône druen Counoise.

Der er en N.V. – altså Non Vintage, dvs. druer fra forskellige årgange. Der er af sidste udgivelse lavet 12.219 kasser af vinen.

Duftmæssigt solbær, blåbær, blommer, vanilje, lidt grafit, røg og et lidt støvet udtryk. Smagen er fyldig, varm, solbærmarmelade, chokolade, sødme og læder. Meget blød, blid og easy-going … meget let drikkelig, og helt klart en vin, som selv moster Oda vil kunne lide og slubre hæmningsløst.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 100 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Domaine de Sabbat, Sabbat Blanc, Roussillon, Frankrig

2011 Domaine de Sabbat, Sabbat Blanc, Roussillon, FrankrigTorsdag startede sæsonen i Randers Vinlaugh, og temaet ved den første smagning var Rhône … eller i hvert fald sydfranske vine, præsenteret af Jakob fra Strobel Vinimport. Og vi startede med et hus, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med, nemlig Domaine de Sabbat, som ligger i den lille by Latour-de-France, omkring 15 km. nordvest for Perpignan i Roussillon, helt præcis A.O.C. Côtes du Roussillon.

Domaine de Sabbat ejes og drives af Sylvain Lejeune, som i 2008 – efter i 15 år hos prestigefyldte huse i Bordeaux, Bourgogne og Provence – købte vingården med 10 hektar vinmarker i Vallée de l’Agly. Markerne dækker områderne Maury, Tautavel og Vingrau for foden af Corbières, i det nordlige Catalonien, og Sylvain Lejeune lavede sine første vine på gården i 2009.

Alle marker dyrkes økologisk, og al arbejdet i markerne sker med håndkraft. Vinstokkene på Lejeunes marker er mellem 40 og 80 år gamle, og han dyrker sorterne Grenache, Carignan, Syrah og Macabeo. Et område på 0,8 hektar er endda plantet helt tilbage i år 1900, og har givet navnet til vinen Cuvée Printemps 1900′. Ja, det var den vin, som jeg tidligere har købt hos Strobel.

Den samlede produktion hos Sylvain Lejeune er ikke stor, alene omkring 15.000 flasker om året fordelt på 5 forskellige vine. Det lave udbytte på omkring på 15 hl pr hektar giver vinene en utrolig kraft, men de opretholder samtidig finesse og fleksibilitet.

Denne Sabbat Blanc er lavet på 70% Grenache Gris, 15% Grenache Blanc og 15% Macabeu. Vinen lagrer på 12 måneder på tønder sur lies, dvs. med bundfaldet i et gærkar/tønden. Bundfaldet er både de døde gærceller, druekerner, frugtkød, stilke og skalrester. Lagring sur lies giver vinen større kompleksitet og finesse. Der laves kun 1.000 flasker af denne hvidvin årligt.

Duftmæssigt masser af modnet æblekompot, abrikos, honning, blomster, kvæde og gær. Smagen er præget af fedme, egentlig en umiddelbar friskhed, der er vanilje og lidt krydderier, men i eftersmagen virker vinen meget flad og dør en smule ud.

Forhandles af Strobel Vinimport, pris 225 kr.

Vinanmeldelse 4/7