Tag-arkiv: Gevrey Chambertin

2009 Domaine Dupont-Tisserandot, Gevrey-Chambertin “Vieilles-Vignes”, Borgogne, Frankrig

Med næste vin fortsatte vi med den dejlige Pinot Noir drue, her med en Bourgogne fra Domaine Dupont-Tisserandot, som ligger i byen Gevrey Chambertin i hjertet af Bourgone. Domaine Dupont Tisserandot ejes af Bernard Duponts, som er 4. generation på vingården. I kælderen har Bernard Duponts dog overdraget ansvaret til svigersønnen Didier Chevillon, der i dag er en erfaren og visionær kældermester med utrættelig fokus på kvalitet.

Domænet råder over 20 hektar vinmarker med betydelige parceller i Gevrey Chambertin, hvor der rådes over 9 hektarer fordelt på 7 forskellige parceller, nemlig 2 små grand cru marker, 4 små premier cru marker og så en større “village” vinmark, og det er fra sidstnævnte, at denne vin kommer fra. Vinstokkene er 42 år gamle, og høstudbyttet ligger på 40 hl/hektar.

Herudover ejer domænet 2 hektar gamle vinstokke (45 år gamle) på 1. Cru Les Cazetièrs, hvor jordbunden er domineret af sandholdig limsten. På den fossilholdige 1. Cru Lavaux St. Jacques, der af mange regnes for den bedste af 1. Cruerne i Gevrey Chambertin, ejer domænet ligeledes parceller, ca. 1 hektar! Herudover besidder Domaine Dupont Tisserandot en halv hektar af Grand Cru markerne Charmes Chambertin og Mazis Chambertin, hvor vinstokkene er mellem 50 og 60 år gamle. Charmes Chambertinparcellerne er præget af et tyndt lag lerholdig limsten i overfladen, mens undergrunden er ren klippe. Mazis-parcellen er beliggende i området “Les Hauts Mazis” ligeledes med et tyndt lag lerholdig limsten i overfladen, mens undergrunden også her er klippedomineret. Udbyttet på de to Grand Cruer holdes konsekvent nede på ca. 35 hl/ha ved hjælp af intensiv udtynding og grønhøst.

Didier Chevillon er dybt dedikeret og ønsket er at lave dybt koncentrerede Gevreyer, som hver især viser områdets potentiale og vigtigst af alt, det fremragende terroir, herunder de store forskellle.  Efter ankomst til vineriet afstilkes drueklaserne og en kold-macerering ved 12 grader igangsættes over 5-8 dage.Herefter overtager gæringen i typisk 15-18 dage, hvorefter de forskellige vine lægges på barriques. Alle 1. Cruer og Grand Cruer lagres 18 måneder på 1 år gamle barriques, hvor de hviler på bærmen for herved at bevare og optimere frugten.

Lys, transparent vin, rubinrød eller teglrød. Duften er massiv kostald, der er mug, sure sokker, prut, blommer og jord. Det kunne jo umiddelbart lyde som en skidt cocktail, men det er sgu meget charmerende. Smagsmæssigt meget stram, lyserøde bær, stikkelsbær. Lidt stram i betrækket, og skulle måske have haft lidt år på bagen. En frisk vin, som viser helt andre sider af Pinot Noir end vinen fra fx Karl H. Johner … men jeg elsker det sgu.

Fås hos Sigurd Müller, men prisen kender jeg ikke.

Rating 4,5/7 

2007 Domaine Jean-Michel Guillon, Gevrey Chambertin 1er Cru “Les Champonnets”, Bourgone, Frankrig

Uhmmmmm, endnu en Bourgogne, og denne gang ligeledes 1er Cru fra Domaine Jean-Michel Guillon.

Domaine Jean-Michel Guillon ligger i byen Gevrey Chambertin. Jean-Michel Guillon kom til byen i 1980. Jean-Michel Guillon havde ingen familiemæssige relationer til Gevrey-Chambertin, ej heller venner i byen. Men ved et besøg i Gevrey-Chambertin i begyndelsen af firserne blev han betaget af byen, og det at dyrke og fremstille vin. Han opgav sit virke og slog sig ned i Gevrey-Chambertin, fastbesluttet på at blive vinproducent. Han har siden stille og roligt skabt sit domæne helt fra bunden. Jean-Michel var tidligere pilot samt ingeniør med speciale i aeroteknik, og han dyrker fortsat flyvningen i fritiden.

Domainet er i dag på 12,5 ha, og ud over Gevrey-Chambertin har han også parceller i Chambolle-Musigny og Nuits-Saint- Georges og laver et utal af cuvéer. Hans søn, Alexis, har allerede været med i driften i mere end 5 år. Hans stil i vinfremstillingen er anderledes end den gængse i byen. Han bruger forholdsvis mange nye vinfade, og desuden anvender han koldmaceration i nogle dage, inden gæringen sættes i gang, hvilket resulterer i vine med en fin balance af træ og frugt.

Duften er flot og meget intens, der er kostald, der er kirsebær, våd og kold jord. Smagen er nuanceret og elegant med syre, lyserøde bær, svampe, rødt og blodig kød, Dandy tyggegummi samt grønne toner. Meget indbydende i munden, og bekræfter klart årsagen til at vi bare elsker Bourgogne.

Købt hos Jysk Vin til 394 kr. … og hos Theis Vine koster samme vin i øvrigt 540 kr. Thumbs Up for Jysk Vin.

Rating 5,5/7