Tag-arkiv: garnacha

2007 Bodegas Remelluri, Reserva Rioja, Rioja, Spanien

2007 Bodegas Remelluri, Reserva Rioja, Rioja, SpanienVi gik fluks videre til næste vin, hvor vi blev i Spanien, men denne gang i det traditionsrige Rioja, nemlig hos vinhuset Bodegas Remelluri.

Remelluri er den højest beliggende vingård i Rioja og er grundlagt  af familien Rodriguez i 1967. Vingården, der kan føre sin historie tilbage til 1596 og dermed er Riojas ældste, blev den første i Rioja, som udelukkende fremstillede slotsaftappede vine på druer fra egne marker; et princip, som Rodriguez-familien havde tilegnet sig fra Cru Classé-slottene i Bordeaux. På denne måde sikrede de sig fuld kontrol fra vinstok til aftapning, og dermed kunne de fremstille Rioja i et hidtil ukendt kvalitetsniveau.

I 2010 overtog Telmo Rodriguez driften af familiens vingård. Telmo Rodriguez er en af Spaniens mest talentfulde vinmagere, og hans “lærepladser” tæller blandt andet Petrus i Pomerol, Guigal i Rhône, Cos d’Estournel i Saint- Estèphe og Dominus i Californien. Telmos filosofi har gjort at Remelluris marker i dag under omlægning til økologisk dyrkning, og det er hans hensigt at følge op med en certificeret biodynamisk produktion. Telmo satser også i høj grad på eksport i modsætning til tidligere, hvor størstedelen af vinen blev solgt i Spanien.

Remelluri er Bodegaens flagskib og har alle dage været en af Riojas bedste Reserva-vine, med en kompleksitet, nerve og lagringsevne helt i særklasse. Vinen er lavet på 90% Tempranillo, 5% Garnacha og 5% Graciano. Vinen har lagret 17 måneder på 75% franske og 25% amerikanske egefade. Parker har i øvrigt giver vinen 94 point.

Duftmæssigt røde bær, blæk, grønne noter, vanilje, yoghurt og lidt krydderier. Måske en smule eg også. Smagsmæssigt meget ren og mineralsk i smagen. Der er god frugt med kirsebær, blommer og godt med tanniner. Også en sindsyg dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Philipson Wine, prisen er 219,95 kr. ved køb af 1 flaske, men 99,95 kr. ved køb af 12 flasker. Sidstnævnte pris er et røverkøb.

Vinanmeldelse  5,5/7 

2005 Bodegas Ondarre, Ursa Maior Rioja Reserva, Rioja, Spanien

Så kom vi med næste vin til det klassiske Rioja.

Rioja i Nordspanien syd for Bilbao er jo et område med lang tradition for vinfremstilling. Rioja ligger inde i landet og er kendetegnet ved sit barske, kontinentale klima. Tempranillo druen er konge, og blandes traditionelt med Garnacha, Graciano og Mazuelo. Rødvinene er fyldige og frugtige som unge, men de bedste Riojas har et fantastisk lagringspotentiale og udvikler unikke noter af læder og chokolade, hvis man har tålmodigheden til at lade dem lagre.

Her er vi hos vinhuset Ondarre, som blev grundlagt i 1986 af Olarra Group, og er et af de helt store navne i Rioja. Bodegas Ondarre ligger smukt placeret i Viana, en historisk by 8 km fra Logroño. Navnet Ondarre stammer fra den oprindelige grundlægger af landstedet og vinkælderen på ejendommen.

Normalt skal Riojas Reserva vine lagre i mindst to år, men kvalitetsbevidste producenter som Ondarre vælger at lagre deres vine endnu længere. Druesorterne er de klassiske Tempranillo (75%), Mazuelo (15%) og Garnacha (10%).

Denne Rioja Reserva fra 2005 er vinder af ikke mindre end tre sølvmedaljer: London IWSC 2010 (International Wine and Spirit Competition), International Wine Challenge 2009 og Decanter Wine Awards 2010. Årgang 2005 er officielt vurderet som “exceptionel”. Nærmeste perfekte vejrforhold giver vinene stor krop og umiddelbar charme. Den lange vækstsæson betyder, at vinene er særligt koncentrerede med god lagringspotentiale.

Duftmæssigt er der en duft af gammelt chatol, rioja, kaffe og lidt alder. Smagsmæssigt virker vinen også lidt ældre … smager lidt af alder og ellers egetræ, vanilje, frugt, figner … måske lidt tilbageholdende i smagen, men bestemt en dejlig vin.

Fås hos Vinspot til 129,95 kr.

Rating 4/7 

2010 Coca I Fito, Jaspi Negre Montsant, Spanien

Første røde vin til maden blev en spansk en af slagsen. Vi er i Montsant i Catalonien, lidt sydvest fra Barcelona, og har her fat i en ung viril fyr. 2010 og med duft af grønne toner, anis, stilke, helt klart en meget ung vin med masser af syre. Smagsmæssigt også masser af tanniner. Vinen nærmest hænger i fortænderne, det er smag af bær, cola, kaffe, lidt krydderi (hvilket kan jeg ikke helt fange) og helt klart en meget ung vin, som dog passer fortræffeligt til den fede stegte foie gras, som Miro samtidig serverer. Et godt … og spændende valg, for det smager bare godt sammen. Druesammensætningen er 45 % Garnacha, 25 % Carignan, 15 % Cabernet Sauvignon og 5 % Syrah. Efter endt gæring lagres vinen 3 måneder på franske og amerikanske fade.

Der er tale om et lille vinhus Coca I Fito, som drives af brødrene Toni og Miguel Coca. De producerer ca. 75.000 flasker årligt og har vinmarker i to ”nye” og meget spændende områder: Montsant og Terra Alta. Huset blev grundlagt i 2006. Toni Coca havde gennem flere år arbejdet som konsulent for en række mindre vinbønder, og det betød at han vidste, hvor de bedste vinmarker fandtes. Målsætningen var fra starten at producere moderne og frugtrige vine og det er lykkedes! Denne her har fået 90 Parker point.

Kjær Sommerfeldt er importør, og vinen koster 99 kr. Kan klart anbefales.

Rating 4/7