Tag-arkiv: Franken

2021 Fürstlich Castell’sches Domänenamt, Casteller Kugelspiel Silvaner, Franken, Tyskland

2021 Fürstlich Castell’sches Domänenamt, Casteller Kugelspiel Silvaner, Franken, TysklandDenne Casteller Kugelspiel Silvaner fra Fürstlich Castell’sches Domänenamt aka Weingut Castell har jeg smagt før … sidst var det i en årgang 2017, men nu er det 2021’eren i glasset.

Fürstlich Castell’sches Domänenamt holder til på det smukke, gamle slot på slotspladsen i byen Castell omkring 30 kilometer øst for Würzburg i Franken.

Det er grundlagt af Castell familien, som kan spores helt tilbage til 1057 og også har lagt navn til byen. Familien var grever i området fra 1202 til 1806, men blev i 1901 ophøjet til fyrster af kongen i kongeriet Bayern.

Vinproduktionen på Fürstlich Castell’sches Domänenamt kan spores tilbage til 1566, hvor de første omtaler om rødvin kan findes, men der i 1659 er dokumenteret og plantet Silvaner vinstokke.

Det er i dag fortsat Castell familen, som ejer og driver det historiske vinhus, som samlet har omkring 70 hektar vinmarker, som er fordelt på 7 marker, hvor de vigtigste marker er Schlossberg, Hohnart, Reitsteig og Trautberg.

I dag er det fyrst Ferdinand Castell, som holder taktstokken, mens Peter Geil har det overordnede ansvarlig for vinproduktionen. De er medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter og så ejer den gode fyrste skam også sin egen bank.

Castell familien grundlagde nemlig i 1774 Fürstlich Castell’sche Bank for at sikre, at regionens bønder fik adgang til køb af jord og for at sikre fortsat velstand … og banken eksisterer fortsat i dag ejet af Castell-Castell … familiens overordnede selskab.

Men her smager vi så en vin fra det store, adelsfamilie … ren Silvaner fra Erste Lage marken Casteller Kugelspiel og spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Halvdelen af vinen er gæret og lagret i rustfrie ståltanke og den anden halvdel i store egefade. Vinen har 19 gram restsukker pt. liter.

Duftmæssigt er det en rolig og stoisk vin med pæn dybde, power samt elegance. Der er fedme og krop, røg, ristede nødder, mandler, tropisk frugt med abrikos, mango og pærer. Dertil kommer en lidt sødlig og krydret note.

I munden er vinen frisk, men med fylde, fedme fra lagringen på egefadene. Syren er  også til de opulente side og lidt olieret, men på en rolig og stoisk måde, næsten helt læskende. Der er røgede noter, tropisk frugt sammen med citroner og lemon, svag sødme, mynte og lidt grønne elementer, så dejlig vin … 93 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, Tyskland

2021 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, TysklandHvis Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay fra Winzerhof Stahl er god, så er Grande Reserve udgaven bare en tak bedre og det gælder også i årgang 2021 og hos Stahl kommer vinen da også i serien Liquid Luxury.

Som med den foregående lillesøster er alle Chardonnay druerne er høstet fra marken Randersackerer Sonnenstuhl med begrænset udbytte på godt under 35 hektoliter pr. hektar og der anvendes alene de allerbedste klaser til denne vin.

Mosten har tilbragt 4 dage sammen med skallerne for at trække aroma og syre. Dernæst er mosten gæret på 500 liter Tonneaux fra Alliers i Frankrig. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring, da  Christian Stahl søg efter friskhed og mineralitet. Vinen har tilbragt 18 måneder sammen med gærresterne inden den er flasket.

Det er nærmest som en mere intens og vild udgave af den foregående Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay med mere af alt det gode. Den har denne fede, opulente og næsten tørrede frugt med abrikos, fersken, mango dåsepærer og lemon, et fadpræg med lakridskonfekt og vanilje … dufter vildt godt.

I munden smelter vinen bogstavelig talt på tungen, men har så alligevel et rimelig frisk syreniveau, som er med til at give en vin, der er rank, stringent og burgundisk præcis. Frugten er en kombination af friske æbler, tropisk frugt, sure citroner, lemon, småbitter grape og alt i god harmoni. 95 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay, Franken, Tyskland

2021 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay, Franken, TysklandVed Chardonnay bordet hos Mr Ruby stod den så på to Franken Chardonnay vine i årgang 2021 fra Randersackerer Sonnenstuhl hos Winzerhof Stahl og første var denne 2021 Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay.

Druerne til vinen kommer fra Randersacker Sonnenstuhl marken, som ligger tæt på den lokale sportshal og lige klods op af Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg besøgte i sommeren 2016. Det er måske nok den bedste mark i Randersacker og har en undergrund med kalkholdig mergel og en eksponering mod sydvest.

Hos Winzerhof Stahl er høstet sket med et meget lille udbytte og efterfølgende selektiv udvælgelse af de bedste druer. Så er gæring sket på 500 liter Tonneuax egefade fra Alliers og vinen har lagret sur lie 12 måneder i samme fade.

I forhold til den foregående fra Gebrüder Mathis er det en meget anden stil, for her er frugten virkelig i højsædet, selvom det da også er en småsvulstig fadlagret Chardonnay. Der er godt med power på den eksotiske frugt af abrikos, fersken, mango, ananas og lemon … næsten lidt kandiseret og mørk i udtrukket og suppleres med en smule nødder og grønne urter.

Det er en Chardonnnay, som altid smager godt og det gælder også 2021’eren, som er blød, rund og utrolig frugtrig. men også holder sig på dydens smalle sti med et godt syreniveau. Der er fersken, abrikos og grillet lemon, en helt kalket og saltet mineralitet oveni, så dermed fremstår Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay virkelig flot, ren, skarp og omfavnende. 93 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Am Stein, Vinz Scheurebe Alte Reben, Franken, Tyskland

2019 Weingut Am Stein, Vinz Scheurebe Alte Reben, Franken, TysklandVi startede et bestyrelsesmøde med denne Vinz Scheurebe Alte Reben fra Weingut Am Stein … smagt blindt, men jeg fik vist nævnt, at det kunne minde om Scheurebe fra Franken … og samtidig med et pænt stort fadpræg.

Weingut Am Stein er et fabelagtigt vinhus, der jo ligger i udkanten af byen Würzburg. Det har sit navn efter den mest berømte vinmark i hele Franken … Würzburger Stein og drives af Ludwig Knoll sammen med sin hustru Sandra. Ludwig overtog familiens vingård i 1990 og er 5. generation på gården, som har været i familiens eje siden 1890.

Ludwig driver i alt 21 hektar vinmarker, og beliggenheden er helt unik, højt oppe på Würzburger Stein. Ludwig fremstiller nogle rene, friske og typiske Frankenvine.

I området er det Silvaner druen, som er kongen, men også andre druetyper bl.a. Scheurebe trives på de stejle skrænter. Og herudover også lidt Riesling og Spätburgunder. Siden 2008 har gården været økologisk, og i dag drives hele vingården også fuldstændig biodynamisk.

Til driften hører også et mindre pensionat, vinoteket WeinWerk samt en højt estimeret restaurant & vinbar, som hedder Reisers Am Stein. Den drives af kokken Bernhard Reiser og regnes i dag som Würtzburgs bedste. Den har vistnok endda én Michelin-stjerne.

Vinoteket samt gæstehuset/pensionatet ligger i to helt nye bygninger … begge ultramoderne, nærmeste som kubiske blokke. Gæstehuset har en facade med struktur af vandrette fuger og smalle vinduer, mens bygningen for vinoteket har en facade af grønne, tonede glas med lodrette træstolper.

Det er meget ikoniske bygninger og er et utroligt blikfang i byen. Fra begge bygninger har du en fantastisk udsigt udover både Würzburg og de omkringliggende vinmarker.

Her er det så husets Vinz Scheurebe Alte Reben, som er lavet på hvidvinsdruen Scheurebe, der jo ikke så kendt herhjemme. Druen er udviklet tilbage i 1916 via en krydsning mellem Riesling og en anden ukendt drue.

Tidligere mente man, at det var Silvaner, som druesorten var krydset med, men gentest har afvist denne idé. Scheurebe dyrkes primært i Tyskland, og derudover i Østrig, hvor den ofte kaldes Sämling 88. Den findes i begrænset omfang også oversøisk.

Hos Am Stein kommer Scheurebe druerne til denne vin fra stokke, som er over 50 år gamle fra vinmarken Stettener Stein. Vinen er så lavet med spontangæring på cementtanke udformet som store æg og efter endt fermentering lagret sur lie – med bærmen – 8 måneder på en kombination af cementæg samt barriques … og med en andel nye fade. Vinen har fået sit navn efter den yngre generation … Vincenz Knoll.

Duften er bred, fed og helt Chardonnay’sk … bare lige tilført noget vildskab, for den er nemlig samtidig olieret og parfumeret med lidt ristede nødder, toast, estragon, salvie, bark, eksotiske frugter som passionsfrugt, mango, pærer og kandiserede citroner.

I munden hører Chardonnay sammenligningen op, for der er sgu vitterlig tryk på syren med citron, grape … og dog med en lille fedme, hyld, hvid peber og smager samtidig faktisk også parfumeret. Syrlig, frisk med mineralsk finish …. 93 point.

Købt på vingården, hvor prisen er 29€ … eller omkring 216 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weinkellerei & Obstbrennerei Jürgen Rebhann, Frühburgunder, Franken, Tyskland

2018 Weinkellerei & Obstbrennerei Jürgen Rebhann, Frühburgunder, Franken, TysklandVed foden af ​​Steigerwald og Geiersberg i den lille by Oberschwarzach i Franken finder vi Weinkellerei & Obstbrennerei Jürgen Rebhann, som er en lille vingård samt et frugtdestilleri … og derfra smager jeg nu en 2018 Frühburgunder.

Vingården drives af Jürgen Rebhann, som har overtaget driften efter sine forældre, som tilbage i 1979 opfandt husets specialitet, som er en Williams-Christ pærebrændevin, som han er den eneste i hele verdenen til at producere.

Rebhann har samlet 6 hektar vinmarker, hvor han dyrker de svamperesistente druesorter Johanniter, Muscaris og Souvignier Gris samt de mere almindelige sorter som Müller-Thurgau, Bacchus, Riesling, Kerner, Chardonnay, Pinot Blanc, Silvaner Domina samt Frühburgunder.

Driften er overvejende økologisk vindyrkning … det gælder både vinmarker samt frugtplantagen med pærerne. De kræver faktisk lige så meget konstant pleje og manuelt arbejde.

Her smager jeg som sagt hans Frühburgunder, men der er ikke mange oplysninger om produktionen … altså udover, at vinen har været lagret på egefade af en slags … men mere kan jeg altså ikke finde … men lad os smage på vinen.

Duftmæssigt en let og gennemskinnelig vin … godt med sødlig hestestald, søde, røde bolsjer, lys frugt af jordbær, søde kirsebær, kanel, vanilje og mælkechokolade … virkelig tysk, let, beskeden og yderst venlig og elskværdig. Der kommer en lille smule Franken karakter med røg, gran og grafitagtige noter.

Sådan er smagen også … lys frugt af jordbær, kirsebær … virker endda godt røget og har en blød, let og rund syre, der ikke kommer til at forstyrre din nattesøvn på nogle måder. Der er læskende og saftigt som bare pokker … venlig, pleasende og ret fin med små sødbitre elementer og lidt lemon, 90 point.

På vingården koster en flaske 8,50€ … svarende til 63 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Winzerhof Stahl, Riesling Scheurebe Mr Rubys Favorite Blend, Franken, Tyskland

2022 Winzerhof Stahl, Riesling Scheurebe Mr Rubys Favorite Blend, Franken, TysklandMr. Ruby har opnået det før … sgu at fået sit navn på en vin og dermed igen slået Eddie Skoller, som engang sang, at han sgutte kunne få sit billede på forsiden af Søndags B.T. Denne gang er det på en vin fra Winzerhof Stahl i form af hans 2022 Riesling Scheurebe Mr Rubys Favorite Blend.

Det skal retfærdigvis siges, at vinen formentlig er lig med den vin, som Christian Stahl tidligere har lavet under navnet White Blend, der i hvert fald også var en skøn tosomhed mellem Riesling og Scheurebe.

Riesling druerne er høstet tidligere og selve vinen blot lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved lav temperatur. Også denne gang er vinen lavet med en forholdsvis lav alkoholprocent på 11,5%.

Duftmæssigt er der paradisæbler, hyben og lemon. Virker lidt tør, men underneden er der også lidt tropisk frugt med fersken, mango, ananas og kvæde. Derudover er der en stor buket gule blomster … samt en smørret inderlighed, luftig smørret og virker endda nærmest cremet.

I munden er der totalt skrald på … virkelig en saftig, læskende drikkevenlig bællebasker af en vin. Den har rigtigt nok også denne cremede, fyldige og olieret fornemmelse, men der er med en satans dejlig syrlig nerve, hvor der er friskpresset lemon, citroner og grape virkelig bider fra sig, får dig op af stolen med pivfrisk opkvikkende og ren syre, der giver et fabelagtigt modspil til den læskende, cremede samt søde buttethed. 91 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Winzerhof Stahl, Chardonnay, Franken, Tyskland

2022 Winzerhof Stahl, Chardonnay, Franken, TysklandFra den legesyge Christian Stahl på Winzerhof Stahl skal vi smage hans seneste basis Chardonnay årgang 2022 fra kalkholdige marker langs Main floden i Franken.

Efter høsten og er der først sket en kølig og kort pre-maceration af druerne inden presning og gæring, som også er sket i ståltanke ved lav temperatur. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring, for at sikre en god friskhed … slet ingen egefad.

Der er luftig æbleplantage i næsen … altså undtagen alt jorden, men derudover citrusfrugter af forskellige varianter samt et touch af lidt tropisk frugt med honningmelon, mango og svagt papaya. Vinen har noget vegansk og dæmpet grøntsagsfond noter, der lige gær tingene lidt landlige og småvilde.

I munden er der – som duftmæssigt – heller ingen overfed fadlagret vin, men har i stedet en ren, hvid og klar syre, har småsure madæbler samt citroner af den gule slags. Vinen er ikke totalt rank, men har en let fyldighed, mens nogle stenede mineraler trækker vinen den helt anden vej og kompromiset mellem de to  giver en fin vin og slutter med et bittert grapebid. 90 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, Tyskland

2020 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, TysklandRandersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve er storesøster til den forrige vin fra Winzerhof Stahl og selvfølgelig også i årgang 2020.

Som med foregående er alle Chardonnay druerne er høstet f fra Randersackerer Sonnenstuhl marken med begrænset udbytte på godt under 35 hektoliter pr. hektar og der anvendes de allerbedste klaser.

Mosten har tilbragt 4 dage sammen med skallerne for at trække aroma og syre. Dernæst er mosten gæret på 500 liter Tonneaux fra Alliers i Frankrig. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring, da  Christian Stahl søg efter friskhed og mineralitet. Vinen har tilbragt 18 måneder sammen med gærresterne inden den er flasket.

Den minder selvfølgelig lidt om lillesøsteren … bare med mere at det hele. Der er fed, dellelækker og opulent frugt, tropisk og tørret frugt, abrikos, mango, ananas, gule æbler med olieret, glinsende muskulær krop som en bodybuilder, endnu mere fadnoter af lakridskonfekt og vanilje, kanel og sød lakrids …. blød med flow.

Smagsmæssigt lidt et deja-vu med en langt mere rank, stringent, frisk og stram smag, men smelter alligevel nærmest i munden og glider så bare igennem halsen med en burgundisk elegance. Frugten er en fin kombination af friske æbler og tropisk frugt, sure citroner, lemon og småbitter grape … er bare så intens. Det er fabelagtig Chardonnay fra de højeste hylder i Tyskland og 96 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay, Franken, Tyskland

2020 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay, Franken, TysklandDerefter stod den på 2 vine i årgang 2020 fra den gode mark Randersackerer Sonnenstuhl og Winzerhof Stahl. Den første var denne 2020 Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay.

Druerne til vinen kommer fra Randersacker Sonnenstuhl marken, som ligger tæt på den lokale sportshal og lige klods op af Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg besøgte i sommeren 2016. Det er måske nok den bedste mark i Randersacker og har en undergrund med kalkholdig mergel og en eksponering mod sydvest.

Hos Winzerhof Stahl er høstet sket med et meget lille udbytte og efterfølgende selektiv udvælgelse af de bedste druer. Så er gæring sket på 500 liter Tonneuax egefade fra Alliers og har også lagret sur lie 12 måneder i samme fade.

I næsen er vinen dejlig luftig, men det er fortsat med fed, lækker samt småsvulstig Chardonnay duft med tropisk frugt … nærmest tørret og kandiseret frugt, abrikos, mango, ananas, gule æbler, lime, stikkelsbær, nødder … virker rund, blød med lidt urtet kant.

Hvor smager den også godt … er bare blød og rund med blød og rund ovenpå. Men det bliver heldigvis aldrig en fed vin, for smagen er klar, ren og så slank, at man kan se lidt af skellettet. Det gør også, at vinen er livlig, frisk og racersharp med en mineralsk og kalket syre. Det er sgu klasse, så 93 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weinbau Ulf Barthel, Müller-Thurgau, Franken, Tyskland

2021 Weinbau Ulf Barthel, Müller-Thurgau, Franken, TysklandVi slutter den lille trio af vine fra Weinbau Ulf Barthel med endnu en hvidvin og på druen Müller-Thurgau … også her i årgang 2021.

Atter er vinifikationen alene sket i rustfrie ståltanke og der anvendes kun de ubetinget nødvendige tilsætningsstoffer. Igen ikke de store oplysninger om produktionen, men den har 5,1 gram restsukker pr. liter.

Der er duftmæssigt Der er melon, blomster, kalkagtige elementer, en smule Faxe Kondi samt en nøddet aroma … har næsten en sart og skrøbelig side, hvorved tingene virker høflige og venlige med en nærmest aromatisk kant.

I munden er der mere sving … dybere og med en mere klar og en smule pebret syre, som giver bid og dybde med en lidt grøn friskhed. Der er måske ikke komplekst, men der er hold på tingene, så man får en vin, der har masser af frugtsaft, sødbitter syre og bid. 88 point.

Kan købes i Weinbau Ulf Barthels webshop, hvor en flaske koster 14,60€ … svarende til 109 kr, og forsendelse er gratis, hvis du samlet køber mindst 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7