Tag-arkiv: dolcetto

Dolcetto er en rød, italiensk druesort, der primært findes i Piemonte og specielt endda mest i Langhe. Navnet Dolcetto betyder den lille søde, men det er ganske misvisende, da vine på Dolcetto generelt er meget tørre, dufter af bitre kirsebær og har en kraftig garvesyre.

Dolcetto giver frugtige vine, der skal drikkes unge. Druen modner tidligere end både Nebbiolo og Barbera. Derfor er den ofte plantet i Piemontes mest kølige egne, hvor de andre sorter ikke kan modne.

2022 La Ca’ Növa, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2022 La Ca’ Növa, Dolcetto d'Alba, Piemonte, ItalienLad os atter prøve med to vine fra en italiensk producent. Denne gang er vi rykket til Piemonte, hvor vi på en smuk bakketop ved Barbaresco finder Azienda Agricola La Ca’ Növa og derfra starter jeg med denne 2022 Dolcetto d’Alba.

Jeg har smagt mange vine fra La Ca’ Növa … både deres Barbera, Langhe Nebbiolo og Barbaresco vine og også skrevet om vinhuset og de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca. Men sjovt nok har jeg vist aldrig før smagt deres Dolcetto d’Alba.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke ret meget info om produktionen. Jeg ved, at man ved gæringen af deres andre vine anvender en metode, som kaldes steccatura, som holder skindene nedsænket i en eftergæring på op til 15-20 dage.

Men om det er tilfældet her og om vinen er lagret på egefade … kan jeg slet ikke finde informationer om.

Duften virker sådan lidt varm, dyb og sødkrydret tilsat en smule sæbe- og blomstervand og garvet læder. Der er både lidt blommer og kirsebær … virker noget rustik og landlig i aromaerne med en bulderagtig frugt.

Smagen er bedre … men det er sgu fortsat en rigtig bondevin, der mest byder på varm saftighed, lidt peber og en tør, mørk frugt, som mest er brombær, sorte kirsebær og blommer … lidt stærk og ikke så nuanceret … men en tør vildbasse med syrlighed og varme. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Angelo Gaja, Langhe Cremes, Piemonte, Italien

2015 Angelo Gaja, Langhe Cremes, Piemonte, ItalienLanghe Cremes fra store og legendariske Angelo Gaja er søstervin til Sito Moresco, men hvor Sito er på et blend på både Nebbiolo, Cabernet Sauvignon og Merlot, så er Cremes lavet på Dolcetto og Pinot Nero. Jeg har smagt vinen i årgang 2015.

Historien om Angelo Gaja skal jeg ikke trætte jer med denne gang. I stedet ser jeg nærmere på denne Langhe Cremes, som jeg egentlig troede var på ren Dolcetto, da der flere steder står Langhe Dolcetto Cremes.

Men det skulle efter sigende være halv Dolcetto og halv Pinot Nero, altså et lidt usædvanligt ægteskab, men det fungerer sgu da meget godt, men det gør næsten alle vine fra Gaja vel?

Druerne blev omhyggeligt håndplukket, sorteret og afstilket. Vinen er lavet med gæring og maceration i stålbeholdere omkring 10 dage og hver druesort separat. Når gæring er afsluttet, så er vinen lagret et par måneder på egetræsfade, hvorefter den tappes på flaske og frigives.

I næsen er det en moden vin … parfumeret og blomstret, har blæk, pottemuld, teaktræ og lukket kælderrum. Der er bitre kirsebær, lidt brombær, jordbær og ribsmarmelade … alt modent, men elegant og koncentreret med smårustik kant.

Smagsmæssigt er der også godt med kirsebær, nærmest bitre kirsebær, kirsch samt ribs, godt med robuste tanniner, mandel, er godt balanceret og har god kompleksitet samt en ret behagelig eftersmag. 93 point.

Forhandles herhjemme bl.a. af Cru Vin, hvor en flaske i årgang 2019 koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Quila, Bric Bissarello Langhe Rosso, Piemonte, Italien

2020 Quila, Bric Bissarello Langhe Rosso, Piemonte, ItalienNæste vin fra Bisso Atanassov på Azienda Agricola Quila er ret så spændende og er denne Bric Bissarello Langhe Rosso 2020 lavet på et fieldblend med mest Dolcetto.

Druerne til vinen stammer fra den lejede mark Bric Bissarello, hvor der primært er Muscat for 90% vedkommende, mens den resterende del er Dolcetto,

Eller det troede Bisso Atanassov i hvert fald og det er det næsten også for i hvert fald 85% af druerne, men han opdagede, at der på Dolcetto delen af marken var enkelte stokke, som ikke lignede Dolcetto.

Han fik en fyr fra den lokale planteskole til at løbe rækkerne igennem, og det viste sig, at der imellem Dolcetto, var der plantet 4 forskellige andre sorter … Uvalino, Malvasia di Casorzo, Bonarda Piemontese og Neiran.

Bisso besluttede sig for, at hylde marken ved at høste alt samtidig og lade det indgå i den samme vin, som et slags fieldblend. Gæringen og maceration er sket i store tønder over 25 dage og efter fermentering er vinen lagret 14 måneder på brugte egefade. Der er lavet 852 flasker af vinen.

Etiketten på vinen er malet af den israelske kunstner Elena Kotliarker og det he3dder Splash of Life #8 og ifølge Bisso passer det meget godt med indholdet i flasken.

Duftmæssigt er vinen – ganske overraskende – langt lettere end forventet, har en vild overraskende kompleks og spændende duft af en ellers lidt bondsk drue, som ofte giver lidt småkedelige vine. Det er denne bestemt ikke, for der er kirsebær, kirsch, jordbær, tørrede roser og blomster, let lakrids og vanilje. Fadsødmen runder duften rigtigt godt af.

Smagen er dog mere let, bondsk med nogle vandene kirsebær, saftige jordbær, hindbær, tørre og finkornede tanniner, en rigtig god syre. Jeg tror aldrig, at jeg har smagt Dolcetto med sådan en lethed, hvilket virkelig klæder den ellers nemme drue. Det er rasende fin og elegant Dolcetto, så Houlberg er glad. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Luciano Sandrone, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2019 Luciano Sandrone, Dolcetto d'Alba, Piemonte, ItalienI en vinsmagning med temaet Piemonte rundt, så skal man jo smage både Dolcetto, Barbera og Nebbiolo. Vi starter med at smage en Dolcetto d’Alba fra altid fremragende Luciano Sandrone.

Vinhuset ligger nogle få kilometer nordøst for Barolo by og laver både Barolo, Barbera D’Alba, Dolcetto D’Alba og Nebbiolo D’Alba.

Luciano Sandrone arbejdede oprindeligt i årevis som kælderarbejder for andre vinhuse, bl.a. hos det nærliggende Marchesi di Barolo. I 1977 købte han en lille parcel på Barolo-marken Cannubi Boschis og det blev starten for vingården.

Det følgende år producerede han sin egen vin … alene små mængder og under beskedne forhold i garagen hos sine forældre. Luciano havde dog nogle klare ideer om, hvordan man skulle lave Barolo vine med høj kvalitet og respekt af traditionerne i Barolo, men samtidig indarbejdelse af mange af de nye teknologiske metoder.

Lucianos far havde selv tumlet med at lave lidt vin af druer, som han købte bulk. De var primært til eget forbrug, men faderen satte en familie-etiket på dem og brugte dem ellers som gaver til forretningsforbindelser og venner.

Ja, faktisk så står flere af disse flasker fra periode 1973-1977 udstillet på Luciano Sandrones vingård.

I 1982 mødte Luciano Sandrone sin første internationale distributør på Vin Italy, og han købte næsten alle 1.500 flasker af Lucianos 1978 Barolo, Vinen blev eksporteret til USA, og langsomt blev vinene fra Sandrone mere og mere berømt. Luciano fik købt sin egen vingård, og der blev også løbende opkøbt nye vinmarker.

Det var dog årgangene 1989 og 1990 af Sandrones Barolo Cannubi Boschis, som fangede hele verdens opmærksomhed. De modtog nemlig henholdsvis 97 og 100 point af Robert Parker … og dermed blev Sandrone den tredje italienske vinbonde, som scorede de magiske 100 point hos Robert Parker.

I 1998 byggede Sandrone et nyt vineri, der ligger ved foden af Cannubi. Her arbejdes der med en moderne vinifikation, der dog kombinerer tradition og fornyelse. Der bruges kort skindkontakt og der bruges kun omkring 10 % nye fade. Vinene er lavet i en moderne stil, hvor elegance kombineres med mere traditionelle Barolo karakterer som kraft og struktur.

Luciano Sandrone producerer som nævnt Barolo, Barbera d’Alba, Dolcetto d’Alba og Nebbiolo d’Alba. Hans vine er feminine med en kolossal kompleksitet og en ren frugtkarakter, som bl.a. skyldes at vinstokkene beskæres meget kraftigt, og derved har en meget lav ydelse. Vinene er kendt for deres burgundiske stil og charme.

I dag producerer Luciano Sandrone omkring 140-150.000 flasker fra 27 hektar vinmarker. Lucianos bror Luca er en stor del af teamet på vingården og tager sig primært af arbejdet i markerne. Endelig tager Lucianos datter Barbara sig af PR, smagninger og meget andet.

Her smager vi Sandrones Dolcetto d’Alba, hvor Dolcetto druerne kommer fra forskellige marker i Monforte d’Alba, nemlig Cascina Pe Mol og Castelletto samt markerne Ravera og Rocche di San Nicola i Novello. Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes helt naturlige gærceller i rustfrie åbne ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring i samme … og vinen er også alene lagret i ståltankene inden aftapning på flaske og yderligere 3 måneder lagring.

Duftmæssigt har vinen en vild god landlighed … og så en bondsk og rustik aroma med jod, blæk, blod, blåbær, kirsebær, blyantspidser, en papkasse, lakrids og søde krydderier.

I munden har vinen en frisk syre sammen med den mørke frugt, hvilket suppleres med jernholdige noter og er overraskende let i udtrykket af en Dolcetto.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Roagna, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2018 Roagna, Dolcetto d’Alba, Piemonte, ItalienDolcetto betyder jo den lille søde på italiensk, men det er vinene på arbejderdruen slet ikke. Det er vine med en duft af bitre kirsebær og bør næsten altid drikkes unge. Her smager vi en af slagsen … en Dolcetto d’Alba 2018 fra Azienda Agricola Roagna.

Roagna ligger i Barbaresco by omkring 5 kilometer nordøst fra Alba og er grundlagt helt tilbage i 1890, hvor den nuværende ejer Luca Roagna’s tip-oldefar Vincenzo sammen med sin hustru Rosa lavede deres første flaske Barbaresco. Det var faktisk på det tidspunkt, at de første vine kom under den appellation, som i dag kendes som Barbaresco.

Hver generation har siden forsøgt at forbedre kvaliteten og bygge ovenpå den forrige generations erfaringer. Bedstefaderen Giovanni Roagna, der desværre døde i 2006, købte vingården I Paglieri med den tilhørende Pajé mark, som siden har været familiens base.

Senere forbedrede Luca Roagnas far, Alfredo, gennem dedikeret arbejde i vinmarkerne familiens druekvalitet dramatisk ovenpå sine studier i vindyrkning. Samtidig investerede han i vingården Cascina Pira i Castiglione Falletto og udvidede familiens sortiment med marker, som nu har op til 70 år gamle stokke.

Selvom der mange producenter i både Barolo og Barbaresco undervejs har erstattet de gamle, traditionelle produktionsmetoder, med nye og moderne, så gælder det ikke hos Roagna familien i Barbaresco.

Her foregår tingene som de altid har gjort. Oprindeligt lavede Vincenzo lavede sin vin i store trækar, og det er også tilfældet i dag hos Luca som 5. generation, som overtog driften i 1999. Familiens motto er nemlig; Roagna ændrer sig ikke.

I Castiglione Falletto har Roagna familien i dag dog bygget en ny vingård med produktionsanlæg, smagelokaler og stor underjordisk vinkælder. Alt laves energirigtigt med produktion af elektricitet via solceller og varmt vand via solpaneler, så lidt er alligevel ændret siden 1890.

Roagna ejer i dag 20 hektar jord, hvoraf 12 hektar er vinmarker, nemlig markerne Asili, Carso, Montefico og Pajé i Barbaresco samt Pira i Castiglione Falletto. Men derudover har Luca også lejet nogle marker fra andre vinavlere, bl.a. Albesiani og Gallina i Neive, Faset i Barbaresco og Le Coste i Monforte d’Alba.

Alle markerne bearbejdes økologisk og uden brug af nogen form for gødning. I stedet plejes jorden gennem de afgrøder der plantes mellem vinstokkene. Målet er at beskytte jorden samt at sikre den absolut bedste mulige druekvalitet fra de meget gamle stokke, som Roagna mener er afgørende for kvaliteten.

Den efterfølgende vinifikationen er hos Roagna helt traditionel, men efter sine ønologi-studier har Luca Roagna alligevel mulighed for at optimere elementerne i denne vinifikation.

Gæring sker – som altid – i store træfade med maceration i omkring 30 dage for Dolcetto og Barbera og 60-100 dage for Barolo og Barbaresco. Lagringen sker helt op til 10 år i store træfade inden et par års lagring i flaske. Vinene kommer derfor ofte først meget sent på markedet. Sådan har det altid været hos Roagna, og sådan bliver det ved med at være.

Men Luca har nu lavet denne Dolcetto d’Alba med hele 3 måneders gæring og maceration … 90-100 dage! Druerne til vinen kommer fra de to marker Pajé og Carso, Gæring sker i trækar alene med en Pied de Cuve, altså gærede druer fra en lille høst nogle dage forinden de øvrige druer høstes. Forgæringen af den lille Pied de Cuve har varet 10 dage. Når den lange maceration er slut, så er vinen lagret omkring 1 år på store, gamle egefade.

Duften er lettere flæsket, lidt baconfedt, sol, blommer, pressede kirsebær, meget moden i frugten, men med stor frugtintensitet og en nærmest Beaujolais landlig bondskhed. Der en samtidig en lidt sjov, skæv, krydret note, lidt rågummi, papkasser og Rhône-gener, tørt træ, sæbe … muskuløs, men pokkers charmerende.

Smagen er også både rustik, bombastisk og vild … saftig med en blåbær, kirsebær, god landlig syre samt noget præg fra fadene med let kanel og vanilje. Men mest af alt er det en ærlig vin, virkelig total klassisk Dolcetto med en svævende nerve og alligevel blød, venlig og helt sig selv.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Brandini, Dolcetto d’Alba Filari Lunghi, Piemonte, Italien

2019 Brandini, Dolcetto d'Alba Filari Lunghi, Piemonte, ItalienAgricola Brandini ligger på adressen Borgata Brandini ved den lille by Brandini blot en kilometer vest for La Morra i Piemonte og drives af de to søstre Serena og Giovanna Bagnasco. Derfra skal vi smage 4 vine og starter med denne 2019 Dolcetto d’Alba Filari Lunghi.

Vinhuset Brandini er reelt grundlagt i 1985, hvor de to søstres forældre med far Piero Giuseppe Bagnasco i spidsen købte den lille vingård Azienda di La Mona, der havde 4 hektar vinmarker og blot solgte druerne til de lokale kooperativer.

Pietro arbejdede på det tidspunkt for administrerende direktør for Gruppo Fontanafredda … den store vinkoncern grundlagt af Oscar Farinetti, som også er Pieros gode ven og faktisk også senere er kommet med i ejerskabet af Agricola Brandini.

Det var dog først i 2007, at Agricola Brandini startede med at sælge vinene under eget navn, da driften blev overtaget af de to energiske døtre med Giovanna Bagnasco som den drivende kraft. Hun er selve vinmageren, hvor Serena i dag står som direktør for vingården, mens Oscars datter Natale Farinetti er med i bestyrelsen.

I dag har Giovanna og Serena Bagnasco samlet 18 hektar vinmarker beliggende mellem La Morra, Serralunga d’Alba og Monforte d’Alba i helt op til 450 meters højde. Siden søstrene overtog driften er den omlagt til økologisk og på markerne dyrkes helt klassiske druesorter som Dolcetto, Barbera og Nebbiolo samt Pinot Noir, Arneis, Chardonnay og Viognier

I vinkælderen får Giovana hjælp af konsulenten Giuseppe Caviola, der selv er kendt for sine anmelderroste vine på fra sin egen vingård Ca`Viola i Dogliani. Men på Agricola Brandini laver de årligt omkring 40.000 flasker vin. Det er bl.a. 4 forskellige flotte Barolo’er … R56, Annunziata, Meriame og Cerretta.

Alt arbejde i marken udføres med håndkraft af familien og et hold medarbejdere for at sikre den bedste kvalitet … og det indebærer fx et  smerteligt lille udbytte fra de dyre hektarer i La Morra og Serralunga.

Den økologiske og bæredygtige tilgang går også igen i vinhusets brug af korkpropper … eller nærmere manglende brug af disse, for de benytter i stedet en ny slags prop … Nomacorc Green Line, som er en slags plantebaseret prop, der skulle være mere miljøvenlig og ha’ de samme egenskaber … let åbning og lukning samt konsistent og kontrolleret iltforsyning. I modsætning til de almindelig propper af kork, så skulle der ikke komme propfejl, altså hvor der opstår trichloranisol i vinen.

Min egen mening er … jeg er sgu ikke fan. Nomacorc Green Line propperne virker alt for kunstige og næsten lidt plastagtige, hvad de jo så ikke skulle være. De kan heller ikke anvendes til Coravin, for så pisser vinen bare ud af det lille hul. Nej lad os for fanden få nogle gode, gammeldags flotte og lange korkpropper,

Nå, men det var et sidespring. Jeg læste i øvrigt også, at den dygtige og smukke Giovanna Bagnasco er kæreste med Carlo Mondavi, der – udover at være barnebarn af den legendariske Robert Mondavi – til dagligt driver Raen Winery i Californien, og dermed ofte må pendle den lange vej mellem de to vinhuse in the name of love.

Men vingården er også et herligt sted at rejse til, for udover vinproduktionen, så indeholder den smukke ejendom også et agriturismo med udlejning af værelser og ferielejligheder med svømmepøl i haven samt en tilhørende restaurant. Bare du ikke kommer en onsdag, for der er restauranten lukket.

De tilbyder også de besøgende at deltage i kokkeskoler, hvor man sammen i grupper lærer at lave italienske retter som ravioli og andre lækre ting … bl.a. med grøntsager fra husets egen økologiske køkkenhave.

Men er det jo også vinene, som jeg her kigger på … og jeres flittige vinblogger smager nu 4 forskellige vine fra vinhuset, nemlig samlet set disse:

Og vi starter altså med husets Dolcetto vin … som er vinificeret alene på rustfrie ståltanke med spontangæring efter let presning og efter endt fermentering er vinen også lagring i ståltanke ind til det kommende forår, hvor vinen så tappes på flaske … og så forsynet med den strækkelige kunstige prop.

Duftmæssigt er det – som ofte med Dolcetto – en rigtig arbejder- eller bondevin, der er noget rustik. Den har en landlig aroma og virker noget brovten med både mørke kirsebær, kirsebærsten, kul, koks og virker også noget krydret. I munden er der syrlig og mørk frugt … rustik, tør og med bitterhed. Det er en vin, som skriger på mad som fx en tung oksegryderet. Hmmm.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Sulin, Siné Dolcetto Monferrato, Piemonte, Italien

2018 Sulin, Siné Dolcetto Monferrato, Piemonte, ItalienDolcetto er en rigtig arbejderdrue … den giver tit nogle rigtigt bondske vine med pæn portion rustik charme og det er såmænd også tilfældet med denne 2018 Siné Dolcetto Monferrato fra Azienda Agricola Sulin. Ikke så mange dikkedarer … bare drik.

Igen kommer druen fra den alsidige Ausinet mark. Siné Dolcetto Monferrato er lavet og lagret på ren stål, altså helt uden brug af egefade. Vinen er aftappet på flaske i marts måned, så den er således lagret knap 6 måneder.

Duftmæssigt en ganske hård næse … rustik, bondsk og virkelig en landlig arbejdervin med sure kirsebær, svesker, blæk, grønne vinblade samt våde og søde krydderier. Der fornemmes en stor saftighed i vinen … ikke så kompleks og forfinet, men har godt med frugt, søde krydderier og lidt blomstersæbe.

Det er sådan set også en saftig vin, hvor der er en lidt flad syre, pænt med tanniner og ellers jern, krydderier og masser af frugtrigdom. Det er lidt en grov, ru og rå trucker, bondsk og så alligevel med en vis karakter. Helt straight … en almindelig, hæderlig Dolcetto.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne vin er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 4/7 

2018 Conterno Fantino, Dolcetto d’Alba Bricco Bastia, Piemonte, Italien

2018 Conterno Fantino, Dolcetto d’Alba Bricco Bastia, Piemonte, ItalienFabio Fantino på Azienda Agricola Conterno Fantino startede med at skænke den småtørstige vinblogger et lille glas af denne Dolcetto d’Alba Bricco Bastia.

Druerne til denne basisvin kommer fra husets marker ved Monforte d’Alba og vinstokke plantet tilbage i 1989. Druerne er høstet med et udbytte på 49-56 hektoliter pr. hektar og vinen er udelukkende lavet i rustfrie ståltanke med fermentering over 6-8 dage og lagring i samme tanke en periode. Den årlige produktion af vinen ligger på et sted mellem 14-16.000 flasker. Det er 100% økologisk dyrket.

Næsen er rustik og krydret med lidt kirsebær, svesker og lidt mørk i frugten samt aromo med lidt tør jord og blomster. Det er en meget typisk Dolcetto aroma. I munden er vinen dog overraskende let med en lækker, bondsk syre og tonsvis af behagelig frugt. Straight on uden så mange dikkedarer.

Forhandles herhjemme af Philipson Wine, men denne er ikke i sortimentet og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Produttori dei Colli, Langhe Rosso, Piemonte, Italien

2014 Produttori dei Colli, Langhe Rosso, Piemonte, ItalienProduttori dei Colli et ikke en vingård i Piemonte, men et projekt aka samarbejde mellem Solera, Cantina Clavesana og vinkonsulenten Gianfranco Cordero, der er bl.a. også arbejder for G.D. Vajra og andre producenter. Denne Langhe Rosso er en af vinene fra samarbejdet og lavet på kooperativet Cantina Clavesana.

Cantina Clavesana ligger i byen Clavesana lidt sydvest for Monforte d’Alba og er grundlagt tilbage i 1959 af 32 initiativrige vinbønder anført af Enrico Gallo. Det har specialiseret sig i at producere vine på Dolcetto og tæller i dag omkring 340 medlemmer med samlet 515 hektar vinmarker.

De øvrige partnere i Produttori dei Colli projektet er – som nævnt – Gianfranco Cordero, som er en anerkendt italiensk ønolog, der tidligere fra 1979-1986 har arbejdet på en lang række vingårde i Italien.

Men siden har han igennem 25 år arbejdet som vinkonsulent, i dag primært gennem sit konsulentfirma Cordero Consulenze og har derudover en række poster med forskning indenfor den italienske vinindustri. Det er i øvrigt Gianfranco Cordero, som I kan se på billedet ovenover.

Solera er et norsk foretagende, som siden 1924 har stået for vinimporten til det vor nordiske broderfolk. De samarbejder med importører i 34 forskellige lande og er altså også en af initiativtagerne til projektet Produttori dei Colli.

Så vidt jeg kan se, så laves der to vine i dette samarbejde … en Barolo og så denne Langhe Rosso, som dels udgives på flaske samt i en 3 liters bag-in-a-box.

Vinen er et skønt mix på 50% Barbera, 25% Nebbiolo samt 25% Dolcetto. I nyere årgange er der også lidt Pinot Nero i. Vinifikation sker på rustfrie ståltanke, men Nebbiolo druerne har lagret 12 måneder på egefade, men de øvrige sorter blot er lagret på ståltankene.

Denne Produttori dei Colli Langhe Rosso har i glasset en pæn mørk farve, så det er klart både Barbera og Dolcetto druerne, som giver vinen de mørke nuancer.

Næsen er ganske animalsk, først lidt babybræk – på den fede måde – roser, læder, violer, italiensk syre samt kirsebær. Der er klart nogle Barbera karaktertræk i duften … fyldige, rustikke og landlige.

Smagen er meget syrlig på en lidt blomstret måde, virkelig tør med blåbær, brombær, pænt med tanniner, men det bliver samlet set en kende kantet og rustikt. Den bider lidt af mig, men det er vel en af kvaliteterne i nogle af de italienske vine.

Forhandles af Megavin.dk, hvor en flaske normalt koster 129 kr., men i uge 17 kommer op tilbud til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

N.V. F.lli Moscone, Blend SirW, Piemonte, Italien

Min eftermiddagsrundfart i de piemontiske vine sluttede hos den søde, unge Sara Moscone fra Cantina F.lli Moscone aka Moscone Brothers.  Dog ikke med deres Barolo, men derimod denne lidt sjove non vintage Blend SirW … et blend på både Dolcetto, Barbera og Nebbiolo og stoppet i en kæk, buttet og sexet flaske med etiket af præget metal.

Sara – som I ser på billedet ovenover og med jeres flittige vinblogger langt i baggrunden – er datter i Moscone familien, men om hun er datter af Giacinto eller Livio har jeg dog ingen idé om?

Vingården Cantina F.lli Moscone ligger i Monforte d’Alba – faktisk kun 1-2 kilometer syd for det mere kendte vinhus Elio Grasso – og drives af de to brødre Giacinto og Livio Moscone aka brødrene Moscone aka F.lli Moscone, som det jo rettelig hedder på italiensk.

Vingården er dog grundlagt tilbage i 1877 af Fratelli Moscone, og Giacinto og Livio Moscone overtog driften efter deres far Angelo, som var en respekteret vinproducent, som bl.a. i 1958 var blandt de stiftende medlemmer af kooperativet Terre del Barolo sammen med Arnaldo Rivera.

Jeps, det er det kooperativ, som jeg lige har skrevet om.

Giacinto Moscone er leder og vinmager på gården, mens Livio tager sig af strategi, salg og markedsføring. De har samlet omkring 18 hektar vinmarker, som giver basis for en årlig produktion på omkring 90.000 flasker vin.

Der produceres bl.a. Barolo, Barbaresco, Nebbiolo d’Alba, Barbera  d’Alba Superiore, Dolcetto d’Alba, Nocciolino, Langhe Chardonnay, Langhe Arneis og Moscato d’Asti. Og vinene laves under to brands, nemlig det klassiske Moscone samt det nye og moderne brand Moscone Brothers.

Til hjælp med vinfremstillingen får Moscone hjælp fra den ansatte ønolog Dr. Donato Lanati, som til daglig underviser i vinfremstilling på Universitet i Torino og også er grundlægger af det fornemme forskningscenter kaldet Enosis Meraviglia.

Denne lidt sjove vin hører under Moscone Brothers serien og er lavet på Dolcetto, Barbera og Nebbiolo, men fordelingen kender jeg ikke. Den er lavet på ren stål med maceration i 10 dage. Den er også lagret på stål og har således slet ikke set eg. Det er forskellige årgange og dermed en Non Vintage aka N.V.

Næsen er – som flasken – fed, rund med sødme, modne kirsebær, mørke bær … godt pakket med frugt og en lidt krydret side. Smagsmæssigt er det søde kirsebær, fylde, fedme, kraft … okay vin, men vil nu hellere ha’ druerne separat. Det bliver lidt en sjov afart af en vin … men sexet ser den ud.

Der er ingen importør i Danmark, men den koster kun 5,10€ eller omkring 37 kr. i hjemlandet. Så bliver det jo straks mere interessant.

Rating 4/7