Tag-arkiv: croatina

Croatina er en rød italiensk druesort, der primært findes i Lombardiet, men også i dele af Emilia Romagna, Piemonte og Veneto. Sorten er flere steder kendt under navnet Bonarda, selvom den ikke er identisk med Bonarda Piemontese eller den Bornarda/Douce Noir, som findes i Argentina.

Men fælles for disse druesorter er dog, at de alle har karakteristika, der ligner Dolcetto, dvs. med en tendens til at producere frugtagtige, dybt farvede vine, der er mildt tanniske og bliver bedre med lagring.

I Piemonte blandes Croatina undertiden med Nebbiolo i vinene fra Gattinara og Ghemme. Derudover blandes druen også med Barbera i Gutturnio vine fra Emilia-Romagna og i Veneto ses druen også i Amarone blandinger.

Croatina modner sent og giver moderate udbytter.

2021 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2021 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienNæste vin i glasset blev en Ripasso kaldet løgneren, nemlig Cantine Buglionis Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, som har fået sit navn Il Bugiardo, da en meget kendt sommelier netop kaldte den en løgner, da han troede, at det var en Amarone.

Il Bugiardo er kendt her på vinbloggen, da jeg har smagt vinen før … endda i både årgang 2009, 2014, 2017 og 2019… og tidligere har jeg da også skrevet en helt masse om vinhuset.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo årgang 2021 er på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar fra 21 år gamle vinstokke på marker passet økologisk siden 2019.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene ved 28 grader i ståltanke og derefter efter Ripasso-metoden med kvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne.

De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade og 5.000 liter fade … og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fyldig vin, hvor der er lakridskonfekt, sød tobak, finsk lakrids, chokolade, vanilje, overmodne blommer, brombær, en smule svesker, blæk … men alt doseret rigtigt fint, så intet bliver for dominerende … men med en lille alkoholvarme.

Smagen er også småstærk og alkoholvarm, har lidt peber, men samtidig er vinen fyldig og rund. Frugten er ikke overdimensioneret, men egentlig ret ren og rank, der er brombær, kirsebær og umodne blommer … alt doseret fint og faktisk den bedste årgang, som jeg har smagt af vinen, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Le Bertarole, N’C Rian Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2017 Le Bertarole, N'C Rian Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienDet er efterhånden ikke så ofte, at jeg smager Amarone, men her er en af slagsen … en 2017 N’C Rian Amarone della Valpolicella Classico fra vinhuset Azienda Agricola Le Bertarole di Venturini Giordano.

Vinhuset ligger i Fumane og det blev grundlagt for omkring 30 år siden af Giordano Venturini og drives i dag af den næste generation.

De har bygget er nyt og større vineri ovenpå en vinkælder 12 meter under jorden, da den nye generation har store planer om at udvide produktionen fra deres i alt 9 hektar vinmarker.

I det nye vineri kan kælderen i dybet sikre, at der alene anvendes tyngdekrafte til at flytte vinen … noget som man normalt kun ser hos de største og bedste producenter. I øjeblikket producerer de 55.000 flasker vin årligt, men regner i nær fremtid fremstilling af omkring 65.000 flasker.

Denne 2017 N’C Rian Amarone della Valpolicella Classico er lavet på 30% Corvina, 40% Corvinone, 20% Rondinella, 5% Dindarella og 5% Croatina. Alle druerne høstes den anden uge i oktober med en efterfølgende manuel sortering af druerne, inden de gennemgår naturlig tørring indtil udgangen af december.

Derefter sker den traditionelle gæring og maceration over 90-100 dage ved en temperatur på omkring 10-12 grader. Efter endt gæring er vinen så laget 4-5 måneder i rustfri ståltanke og derefter så 30 måneder på slavonske egetræsfade.

I starten virker duften lidt lukket … men åbner stille og roligt op, meget kraftfuld og tør. Der er modne blommer, umodne svesker og dadler, tør engelsk lakrids, lakridskonfekt og saltlakrids, bagepulver, godt med grønne tobaksblade, vådt træ, peber, marcipan, chokolade samt kaffebønner.

Smagen er mørk, fed og sød frugt, en virkelig god balance mellem frugt, sødme, power samt ristede fadnoter. Der er blommer, svesker, hindbær … har en lidt lysere side og dermed dejligt langt fra rosiner, men i stedet mere brombærsyltetøj. Det er blød og rundt … og selv tanninerne er ultrabløde. 92 point.

Forhandles af Sorgenfri Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 219 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I’m) Perfetto, Veneto, Italien

2020 Cantine Buglioni, Valpolicella Superiore Classico (I'm) Perfetto, Veneto, ItalienDenne vin strutter af stor selvtillid, for den har tilnavnet (I’m) Perfetto – jeg er perfekt – og er Cantine Buglionis 2020 Valpolicella Superiore Classico.

Vinhuset er vi stødt på før på bloggen og jeg har også skrevet en helt masse om vinhuset. Det gør jeg ikke denne gang, men kigger blot nærmere på den perfekte vin.

Vinen er lavet på fremstillet på et helt klassisk Amarone blend af 50% Corvina, 20% Corvinone, 25% Rondinella og 5 % Croatina, som i årgang 2020 for kun anden gang er opgraderet med økologisk certificering.

Druerne er afstilket og knust, hvorefter gæring og maceration er sket ved 28 grader i 10 dage med yderligere maceration i 10 dage, mens en del er lavet på lufttørrede druer efter appassimento-metoden, som kendes fra produktionen af Amarone.

Efter endt fermentering er de to vine samlet og gennemgår så malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 6-8 måneder på både 750 liter tonneaux-fade og 5.000 liters traditionelle egetræsfade.

Slam … duften er meget anderledes end forventet, for der er nærmest noget jul over duften med masser af nelliker, allehånde, brunkagedej og en frugt med kirsebærsauce, blommer, let rosin og grønne grene, violer og friske grønne krydderurter. Det er en meget oprejst og lilla aroma … hvis det bliver mening?

Smagen er lidt i samme boldgade … har lidt samme frugt med søde, umodne blommer, røde kirsebær, ribs og moreller. Men så kommer denne smag af nelliker og andre søde krydderier, der aspirerer lidt til Mellemøsten, kakao og lidt Primitivo sødme og varme. Det er ikke en vin, som jeg blev bedste venner med. 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 209,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2019 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienBuglionis Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo har vi før smagt på Houlbergs Vinblog. Det er en Ripasso, som er kendt og fik navnet Il Bugiardo, da en meget kendt sommelier netop kaldte den løgnere, da han troede, at det var en Amarone.

Jeg har tidligere smagt den lille løgner i både årgang 2009, 2014 og 2017 … og tidligere har jeg da også skrevet en helt masse om vinhuset. Det gør jeg ikke denne gang, men kigger alene nærmere på 2019’eren.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo årgang 2019 er på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta, hvilket i øvrigt også er samme blend som Cantine Buglionis almindelige Amarone … og fra årgang 2019 er alle markerne nu økologiske drevne.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene og derefter efter Ripasso-metoden med druekvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne. De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade og 5.000 liter fade … og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Det er duftmæssigt virkelig fadpræget, men med masser af herligheder i form af lakridskonfekt. sød tobak, finsk lakriods, en plade mælkechokolade, vaniljekiks, våde fade og en subtil, moden frugt med lyse, overmodne blommer, brombær, en smule svesker, let rosin, sødme, men på én eller anden måde bliver aromaerne aldrig for fede eller tunge.

Smagsmæssigt … hvor er vinen blød med en småstærk og samtidig rund, cremet og moden frugt, der dog er lidt stærk og har en rank ryg med bitterhed i frugten …  brombær, kirsebær, umodne blommer, lidt peber, jern og virker klart mere rustik end duften. Men får samtidig en lille likøragtig fornemmelse, for vinen har nemlig både styrken, intensitet og en lille efterbrænder, så klart 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Dal Forno Romano, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2013 Dal Forno Romano, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienBrix havde også investeret i Dal Fornos store og dyre Amarone della Valpolicella, som vi smagte i en årgang 2013.

Vinen er lavet på 60 % Corvina, 20 % Rondinella, 10 % Croatina og 10 % Oseleta og her er alene druer fra vinstokke, der er over 10 år gamle.

De er først tørret i flere måneder og derefter er gæring sket i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke ved 28 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på ny barriques i 18 måneder, hvorefter den så gærer videre.

Derefter kommer den på andre barriques og lagrer videre, således den samlet har været lagret 36 måneder på barriques. Efter tapning på flaske er vinen så lagret endnu 24 måneder inden frigivelse.

Nu har vi sgu skruet bissen på, for i næsen er det en tyk, fed og maggiterning koncentreret vin, virkelig koncentreret saft med en vild og mørk frugt, sorte kirsebær, hindbær, modne blommer, lidt tørret frugt endda, sorte trøfler, kakaopulver, tobak, tjære, læder, tung peber, nelliker, kaffe samt mørk og bitter chokolade. Vinen dufter sgu maskulinbedårende fremragende.

I munden smelter vinen med en stærk og maskulin kraft, kakao, karamel, salt, tobak, blækagtig voldsom koncentration, hvor dens tanniner er imponerende, tørre og mægtige, men præcis som med dens lillesøster Valpolicella Superiore har den ægte stærk alkohol, der varmer gennem halsrøret. Det er en sand mundeksplosion og i det hele taget en stor mundfuld, men det er skruet godt sammen, hvis man fraregner det lidt for bombastiske alkohol, som måske afdæmpes med længere dekantering eller flere år i kælderen.

Forhandles af Kjær Sommerfelt, hvor en flaske koster 2.655 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Dal Forno Romano, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2012 Dal Forno Romano, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienVinsmagningen sluttede også eksklusivt, nemlig med de to vine fra Dal Forno Romano og vi startede med husets 2012 Valpolicella Superiore.

Denne Valpolicella Superiore har jeg smagt før … dengang i en årgang 2006, men nu er det så bare en 6 år nyere.

Vinene fra Dal Forno bliver ofte også kaldt Dal Porno … nok fordi hans Amaroner er helt vilde og for meget … men på den gode måde. Jeg faldt over et citat fra Jesper Uhrup Jensen fra Euroman, og det fortæller meget rammende om, hvilke vine Dal Forno laver:

Man tager tre flasker vin og propper dem ned i én flaske! Amorone-producenten over dem alle, Dal Forno, laver så kraftige og koncentrerede vine, at man næsten lige så godt kan droppe maden og sige, at vinen i sig selv gør det ud for et måltid.

Der er lakrids, kaffe og tonsvis af frugt i denne her vin, som bliver ved og ved med at smage i munden. Mens banal Amarone ofte blot er tung og sødmefuld, er Dal Fornos Amarone et veritabelt smagekatalog, hvor nye smagsnuancer hele tiden dukker op … en vin, der fortjener at blive mediteret over i fred og ro. Og uden at man er for mange om flasken!

Romano, manden bag kultvinene, roses blandt sine kolleger og konkurrenter som en minutiøs, lidenskabelig og topdedikeret vinmager, som sjældent, om ikke aldrig, tillader sig selv en fridag fra vinkælder og -marker. Vinene fra Dal Forno er blandt kendere de absolut mest efterspurgte vine fra regionen grundet en kompromisløs kvalitet og stil, som ikke findes mage!

Manden, hvis vine næsten er umulige at opdrive, er næsten ligeså umulige at betale. Grundet lutter topkarakterer og lovprisninger fra en enstemmig vinpresse verden over har efterspørgslen medført, at priserne de senere år er braget gennem lydmuren og har opnået et astronomisk højt leje – et prisleje, som man selvfølgelig altid kan diskutere rimeligheden af.

Romano Dal Forno er 3. generation af vinbønder i Dal Forno slægten, som i gamle dage solgte mosten til det lokale kooperativ, indtil Romano i 1983 lancerede sin første årgang. Som 22 årig mødte Romano Valpolicellas Great Master of Amarone – altså Guiseppe Quintarelli, hvilket blev et skelsættende møde … og et venskab, der inspirerede Romano til at satse på det ypperste, hvad angår områdets potentiale.

Som udgangspunkt mente Quintarelli imidlertid ikke at Dal Fornos vinmarker og beliggenhed ved Cellore d’Illasi lidt udenfor Amarone Classico-området havde potentiale nok – et synspunkt den unge og selvstændige Romano ikke delte!

Da Dal Fornos få hektarer vinmarker i mange år alene var blevet brugt til at levere udpræget kvantitet frem for kvalitet, så var første skridt derfor at reducere vinstokkenes produktivitet samtidig med, at vinstokkenes tæthed blev øget for at stresse stokkenes rodnet til at søge længere ned i undergrunden. Herigennem kunne Dal Forno opnå yderligere kompleksitet og intensitet i druematerialet.

Udover vinmarkernes ringe beskaffenhed havde Romano heller ingen erfaring med selve kælderarbejdet, men derimod kun med markarbejdet. Romano lod sig derfor indskrive på Agrarian School, hvor vinfikationsprincipperne blev slået fast.

I 1983 lancerede Romano sin første årgang, som dog langfra levede op til hans skyhøje kvalitetskrav. I 1990 blev der derfor investeret massivt i renovering af kælder samt i nyt vinifikationsudstyr. Som noget helt nyt for området kasserede Romano de store, traditionelle slovenske fade og indførte som noget nyt lagring på små 225 liters barriques.

Herudover var Romano utilfreds med Molinaradruens indflydelse på Amaronen, og Molinara blev derfor helt og holdent kasseret til fordel for den frugtige røde drue Oseleta.

Siden 1990’erne er kvaliteten således steget og steget, hvilket i bund og grund kan tilskrives en nærmest umenneskelig stræben efter det ultimative samt en fordomsfri holdning til håndværket, fri for besnærende traditioner og normer.

Denne almindelige Valpolicella fra Dal Forno er en af de mest usædvanlige vine ikke blot nord for Verona, men i hele Italien. Det var denne vin, som flyttede grænserne for hvad Valpolicella kunne være og hvad den skulle bruges til.

Med et blev dette vinnavn rykket væk fra den joviale pizza og fremstod nu med en koncentration, struktur og kompleksitet og ikke mindst et udviklingspotentiale, som ikke var set tidligere.

Dal Fornos Valpolicella er en blanding af 70% Corvina, 20% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta. Kun de bedste klaser plukkes og ved ankomst til vingården gennemgår de en stabil tørring i omkring 45 dage i et specielt irum med et ventilationssystem, som er udviklet af Dal Forno.

Efter en yderligere selektering af klaserne i slutningen af tørringen, bliver druerne skånsom mast og gæret på ståltanke med automatisk omrøring i 15 dage. Efter en yderligere maceration i nogle dage, får vinen lov at bundfælde naturligt.

Herefter er vinen lagret 36 måneder i nye barriques. Efter en sammenstikning af vinene fra de forskellige fade og en let filtrering aftappes vinen og gennemgår derefter en flaskemodning i kælderen i 24-36 måneder før den sælges.

I næsen kan de nye barriques fornemmes fra første fløjt … sød lakrids, brændte fade, vanilje, mælkechokolade, hæfteplaster, blæk, jod, bacon, kød, tørrede blommer, blommemarmelade, solbær samt blåbær, mørke kirsebær … vildt koncentreret og så alligevel med en rank, kødfuld og mere stringent side, som er balsamisk med nerve og syre med stor tørhed samt en vis landlighed.

Smagsmæssigt er det også en animalsk og landlig vin … har faktisk ikke en kæmpestor overdone Amarone-feeling, men virker mere ren og stringent, men den er dog – og det er nok vinens downfall – skarp, stærk og alkoholisk element, der brænder lidt i munden. Det er sgu en ordentlig mundfuld, uhyre koncentreret  med den mørke frugt, godt med chokolade og masser af træ. Det er en vin, som nok skal have masser af luft – 3-5 timers dekantering inden – og det ved jeg faktisk ikke, om denne fik.

Forhandles af Fionia Vin, hvor en flaske årgang 2010 koster 574 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Corte Canella, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2016 Corte Canella, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienMed næste vin – en 2016 Valpolicella Superiore – er vi atter på besøg hos det lille familiedrevne vinhus Corte Canella di Venturini Francesco, Veronica e Castagnedi Adriana Maria.

Vingården er grundlagt i 2009 af Francesco Venturini og ligger i den lille landsby Cellore d’Illasi og navnet Canella stammer fra den gade, hvor vingården ligger. Francesco driver vingården sammen med sin hustru Adriana Venturini og deres to døtre Veronica og Gloria.

Det er en lille vingård og produktionen er årligt alene 15.000 flasker i alt, hvilket er fordelt med en ganske lille smule hvid Soave, men ellers røde Valpolicella og Amarone vine.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på 50% Corvinone, 40% Corvina, 5% Rondinella og 5% Croatina fra Cellore d’Illasi området. Efter høst i september er druerne tørret i 50-60 dage, hvorefter der sker gæring, hvorefter vinen er lagret 24 måneder på egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder. Den trækker en mosterhøj alkoholprocent på 15,5%.

Uha … allerede fra start leveres der sgu med denne vin. Der er vild skrald på fadet … vanilje, kanel, engelsk lakrids, kaffe, masser af stor comfort, omfavnende og småvild. Den har sorte kirsebær, solbær og modne blommer, men også en lille pift af en frisk frugt.

I munden er vinen lidt lige som 2015’eren, lidt varme fra de 15,5% højoktaner, men igen en sand eksplosion i munden af mørk frugt som blommer og kirsebær, lakrids, vanilje og vinen har helt klart nogle genkendelige ansigtstræk fra Amarone. Selvom jeg egentlig ikke er Valpolicella mand, så smager dette altså bare godt og en virkelig flot kvalitet for en Valpolicella Superiore, så 5 tomler med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Noah, Coste della Sesia Rossonoah, Piemonte, Italien

2020 Noah, Coste della Sesia Rossonoah, Piemonte, ItalienAndrea Mosca er en af de nye, hypede vinmagere i Piemonte og han står bag denne vin Coste della Sesia Rossonoah 2020 fra sit vinhus Noah.

Andrea Mosca og Giovanna Pepe Diaz etablerede vinhuset Noah i 2010 og opkaldte det efter deres søn Noah.

De købte en ældre ejendom med 4,7 hektar ved en landsby kaldet Brusnengo. Andrea var selv arkitekt, men solgte sin praksis og kastede sig ud i livet som vinbonde sammen med Giovanna … nu havde de så 2 Noah’er.

Det store skifte i livet skete ud fra deres passion til vin, men også et forsøg på at ændre livsstil for dem og deres to børn. De havde begge lyst til et mere simpelt liv, hvor de vil kunne leve af deres jord.

De har efterfølgende renoveret både det gamle bondehus samt et ældre vineri i Brusnengo, hvor de både skal bo og producere deres vine. Deres 4,7 hektar marker ligger lige mellem de to vinområder i Brusnengo – Mesola og Forte – og druerne, der dyrkes her anvendes til vine under appellationerne Bramaterra DOC eller Coste della Sesia DOC … Noah producerer begge.

Andrea og Giovanna har en holistisk tilgang til vinfremstilling, de tror stærkt på, at vin er et harmoniske møde mellem menneske og natur.

Brusnengo ligger på vulkansk porfyrklippe og der er store forskelle mellem jorden inden for vækstområdet. Her garanterer det unikke mikroklima af kølende brise og varmende jord en langsom og total modning af drujerne og resulterer i vine med fyldige og komplekse smage.

Bramaterra DOC er en relativt lille appellation i Piemonte, men har bestemt potentiale for at producere fremragende vine. Her smager vi deres 2020 Coste della Sesia Rossonoah, som er et blend på 50% Nebbiolo, 40% Croatina og 10% Vespolina.

Nebbiolo druerne kommer fra unge vinstokke, mens Croatina druerne er fra gamle vinstokke. Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring samt maceration over 4 dage, efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring 6 måneder i ståltanke.

I næsen er det en forholdsvis stærk vin … mentol, eukalyptus og kaktus, masser af mineraler, stjerneanis, grøn og med umodne bær, kirsebær, tranebær, peber, krudt, garvet læder og ingen søde mor. Det er en powerfuld, stærk og lidt småbitter aroma.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie, virkelig småbitter, men saftig, meget stærk peber, som brænder en smule i halsen. Der er også godt med mineralsk bid, men heldigvis også en lille sødme, som lige hjælper en smule med at runde tingene af. Jeg ligger sådan lige mellem 4,5 og 5 houlbergske tomler.

Forhandles vistnok via Vinpusheren og prisen er på 160 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2017 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Ferragù laver rigtig god Valpolicella Superiore, faktisk en rigtig julevin. Jeg har tidligere smagt den i flere årgange og senest i årgang 2016 … men nu snupper jeg den i årgang 2017.

Ferragù ligger ved byen Sorcè di Sopra i det nordlige Cellore di Illasi omkring 7-8 kilometer nord for Soave i Valpolicella. Det er et familieforetagende, som drives af Carlo Ferragù og hans brødre Ornello og Angelo. Men derudover hjælper sønner og børnebørn Milena, Nicola og Alessia også til på vingården.

Oprindelig solgte familien deres druer til det lokale kooperativ Cantine Soave, men et væddemål satte Carlo Ferragù igang som selvstændig vinproducent. Han påstod, at han kunne fremstille en Amarone, der var lige så god som Dal Forno, så i 1997 begyndte Carlo og brødrene at eksperimentere med deres første Amarone.

Og indenfor en kort årrække var deres vine at finde i eksklusive restauranter og vinbutikker … herunder hos prestigefyldte steder som Harrods, det store britiske stormagasin, hvor Amarone vinene fra Ferragùs udgør en del af varehusets bedste vinsortiment.

Carlo Ferragu er også en mand, der ikke går på kompromisser. Han havde jo på forhånd  bestemt, at hans vine skal være det bedste af det bedste fra dag 1.

Familien har 8 hektar vinmarker og ligesom sin berømte nabo Dal Forno 2 kilometer længere mod nord, så fremstiller Carlo Ferragu 4 vine. Det er således en lille producent, der kun fremstiller 4.300 flasker Amarone og 20-25.000 flasker af denne Valpolicella Superiore … og selvfølgelig en Passito.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på druesorterne Corvina, Corvinone, Croatina, Oseleta og Rondinella, som kommer fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er tørret i 30 dage inden afstilkning og knusning, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i amerikanske barriques og efter aftapning på flaske lagret yderligere 6 måneder. Den trækker en højoktan alkoholprocent på 15,5%.

Boom … lige i fjæset med elegant kølig power suppleret med fed fadpræg. Frugten er tyk, mørk og fed med blommer, solbær, svesker, engelsk og finsk lakrids, sødbrændte fade, vanilje, lidt mentol, tobak samt grønne urter og en vild, uterlig og ustyrlig, syrlig nerve.

I munden er det en kraftig og voldsom tør vin … og som med 2016’eren er der også peber samt alkohol, så det er vitterlig en vin, som storskriger på mad og kan nemt hapse en juleand i en mundfuld. Tanninerne er også knastørre, frugten er fortsat blommer, kirsebær, solbær, men mere frisk og bitter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Franchini, Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche, Veneto, Italien

2018 Franchini, Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche, Veneto, ItalienVi sluttede selvfølgelig helt behørigt smagningen af Veneto vinene med en sød reciotovin fra Franchini, nemlig deres Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche 2018.

Igen igen er det en vin på de typiske Veneto druer Corvina, Molinara, Rondinella,  Oseleta, Croatina, Spigamonte, Negrara samt Tuchetta. De er som husets amaronevine tørret fra høsten i september fra til januar, hvor de har mistet 40% af deres oprindelige vægt.

Efter afstilkning er druerne knust og så er fermentering samt maceration sket i rustfrie ståltanke over 20 dage ved kontrolleret temperatur. Herefter stoppes gæring for at bevare sødmen og så er vinen lagret 10 måneder i ståltanke og 6 måneder på flaske. Vinen har således en alkoholprocent på 12,5%.

Duftmæssigt virker vinen ved første snif ikke som en oversød dessertvin, men har dog en fed aroma af morbær, jordbær samt brombærmarmelade, en stak skumfiduser, ikke vildt tung, måske endda lidt blomstret. I munden kommer sødmen dog mere frem og alligevel med nogen frugtfriskhed.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er245 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7