Tag-arkiv: Calatayud

2013 El Escocés Volante, La Multa Old Vine Garnacha, Calatayud, Spanien

2013 El Escocés Volante, La Multa Old Vine Garnacha, Calatayud, SpanienDenne La Multa Old Vine Garnacha fra vinhuset El Escocés Volante var sidste vin på D’Wine Bar og havde svære kår efter den flotte, intense og selvfølgelig også langt dyrere Ribera del Duero.

El Escocés Volante har vi stødt på tidligere her på bloggen, bl.a. med vinene The Cup and Rings Albariño og Manga del Brujo. Vinhuset ligger i byen Calatayud og navnet El Escocés Volante betyder den flyvende skotte og referer således til ejeren, nemlig skotten Norrel Robertson.

Norrel arbejdede gennem 25 år i vinbranchen, men primært med at finde vin til de britiske supermarkeder. Det gjorde, at han rejste verdenen rundt og kom bl.a. også meget rundt i de spanske vinregioner.

I 1990 besluttede han sig imidlertid for, at han selv ville være vinproducent, men mente at den bedste måde ville være, at lære faget fra bunden af … altså fra kælderarbejdet og videre op.

Han startede med at arbejde hos en række producenter i flere steder i verdenen, bl.a. på Tenuta Di Arceno i Chianti, Italien, på Esporao & Quinta de la Rosa i Portugal, hos Nepenthe i Australien, men også hos producenter i Frankrig og Chile.

I 1998 startede Norrel på uddannelsen Master of Wine, som han blev færdig med i år 2000, hvor han bl.a. vandt en Robert Mondavi pris som én af de bedste i klassen.

Og i øjeblikket er Norrel således en ud af 3 Master of Wine bosiddende i Spanien. Herudover har Norrel taget en postgraduat uddannelse om vindyrkning og ønologi på Lincoln University i Christchurch, New Zealand, hvor han også bestod med udmærkelse.

I 2003 flyttede Norrel og familien nemlig til Spanien og blev der forelsket i de gamle Garnacha vinmarker i Calatayud, hvor han så grundlagde sit eget vinhus El Escocés Volante og begyndte at lave egne vine.

I dag ejer Norrel selv 13 hektar vinmarker med gammel Carnacha vinstokke tæt på byen Villarroya de la Sierra. Vinstokkene er vitterlig gamle, faktisk mellem 45-110 år. Han har tilkøbt yderligere 7 hektar jord, som tilplantes frem til 2019. Alle egne marker dyrkes økologisk.

Men El Escocés Volante og Norrel Robertson er ellers primært blevet kendt på at lave vine med druer, som opkøbes fra en lang række vinavlere og har også lejet sig ind flere steder for at lave sine vine. Det betyder blandt andet også, at den flyvende skotte også producerer vin i andre områder i Spanien, hvilket udover Calatayud også omfatter Bullas og Galicien.

Filosofien bag El Escocés Volante er altid at maksimere udbyttet af de fantastiske råmaterialer, der er tilgængelige i Spanien. Norrel ønsker at fremstille intense vine, som beholder en bid af Spanien i sig.

Udover produktionen af vine med købte druer og produktionen af vine på egne druer, så arbejder den ihærdige skotte også på vinprojekter i både Murcia, Valencia og Galicia. Han anvendes også af mange producenter som konsulent … både i Spanien, Chile og Sydafrika. Med andre ord en ihærdig mand.

Nå, men denne La Multa Old Vine Garnacha er selvfølgelig ren Garnacha fra mindst 45 år gamle vinstokke med et ganske beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og knust. Fermentering sker ved 28 grader i 7 dage og med forholdsvis kort maceration og har ikke – så vidt jeg kan se – lagret på eg. Så det er også en helt anden type vin.

Næsen er også langt mere rustik og grøn end de tidligere vine denne aften. Det er eukalyptus, krydderurter, solbær, kirsebær, grafit, læder og har et lidt koldt og stringent udtryk. Der er dog samtidig en vis rustik landlighed over vinen, som er helt fin.

I munden er vinen klart til den syrligere side med syrlig solbærfrugt, jern og lidt kantet efter min smag. Der er røg og krydderier, egentlig god krop og nogle mørkere elementer, men jeg savner en smule sødme til at balancere syren.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

 

2012 El Escocés Volante, Manga del Brujo, Calatayud, Spanien

Med næste vin er vi igen tilbage hos den flyvende skotte Norrel Robertson og hans vinhus El Escocés Volante, som ligger i byen Calatayud og vinområdet med samme navn. Og i modsætning til den første vin fra skotten, så kommer denne vin Manga del Brujo netop fra Calatayud.

Og lige præcis denne vin Manga del Brujo var faktisk den første vin, som Norrel producerede første gang i 2004 efter han i 2003 havde bosat sig i Calatayud sammen med familien. Og denne årgang 2012 er således 9. årgang af vinen, og her i 2012 udgaven har vinen høstet flotte 91 point af Parker samt 93 point i den spanske vinbibel Guía Peñín.

Lidt om Norrel, som er født og opvokset i Skotland. Efter endt uddannelse på Aberdeen University med en MA Honours Degree i politik og internationale relationer, har han arbejdet i vinindustrien de sidste 20-25 år. I 1990 besluttede Norrel at forfølge en karriere indenfor produktion af vin, og hvilken måde er bedre end at lære det fra bunden af? Norrel fik derfor arbejde i Chianti i Italien, Portugal, Australien, Frankrig og Chile.

I år 2000 blev han også færdig med en Master of Wine uddannelse, hvor han bl.a. vandt en Robert Mondavi pris som én af de bedste i klassen. Og i øjeblikket er Norrel den eneste Master of Wine bosiddende i Spanien. Herudover har Norrel taget en postgraduat uddannelse om vindyrkning og ønologi på Lincoln University i Christchurch, New Zealand, hvor han også bestod med udmærkelse.

Så forudsætningerne for at lave god vin var bestemt til stede, da Norrel i 2004 første gang lavede denne Manga del Brujo. Norrel har fortalt, at Manga del Brujo betyder “heksens hår” og er en hyldest til hans kone. Vinen er lavet på 70% Garnacha, 10% Tempranillo, 15% Syrah samt 5% Mazuelo. Lagret 15 måneder sur lie.

I næsen blæk, tobak, røg, røde kirsebær samt et let støvet og tørt udtryk. Smagsmæssigt kommer der først et syrligt bid, så lidt sødme, fin renhed i frugtsmagen, godt med frisk frugt, kirsebær, peber, lakrids, sten og grus samt let røg, alkohol og bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af D’Wine, pris 139 kr.

Rating 4/7