Tag-arkiv: Calabrien

2017 Fattoria San Francesco, Donna Rosa, Calabrien, Italien

2017 Fattoria San Francesco, Donna Rosa, Calabrien, ItalienOg mindsandten om næste rosévin ikk’ oss’ var fra Fattoria San Francesco … Donna Rosa, som igen er en Luca Maroni darling, som han har smidt hele 98 point efter og endda kåret til Italiens bedste rosé.

Den er helt som søstervinen Ciró Rosato laves på druesorten Gaglioppo og fremstillingsprocessen er langt hen ad vejen lidt den samme, altså med afstilking af drueklaserne, kold maceration, presning og fermentering alene i rustfrie ståltanke – primært ved brug af druernes naturlig gær.

Men derefter lagrer Donna Rosa 4 måneder på nye, franske barriques og derefter minimum 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der klart mere skrald på nu … mere sødme og det er nærmest hele blomster- og slikbutikken, nogle balsamiske noter, en oliekande og tvist i værkstedet, linolie, Kongen af Danmark bolsjer, en håndfuld krydderier og klart mere givende end søstervinen.

I munden er vinen sød og venlig, som en bibliotekar … men hurtig væk igen. Der er også en smule jern, bitterhed og vinen er – trods sødmen – måske lidt mere tør i smagen end Ciró Rosato.

Italiens bedste rosévin? Arghhhhh …. igen er jeg totalt uenig med den gode Marino og synes faktisk, at en sådan påstand lyder helt vanvittig.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr. Denne aften kunne vinen købes til 79,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Fattoria San Francesco, Ciró Rosato, Calabrien, Italien

2017 Fattoria San Francesco, Ciro Rosato, Calabrien, ItalienI Luca Maroni ræset stod den derefter på 2 x rosé – ohh skræk og rædsel – og første var denne Ciró Rosato fra vinhuset Fattoria San Francesco i Calabrien.

Vinhuset ligger lidt udenfor byen Ciró i det østligste del af Calabrien … altså forfoden af Italien – hvis vi altså forudsætter, at Italien er en støvle og Apulien hælen.  Vingården har siden 2013 været ejet a Luzzolini familien, men stammer oprindeligt fra et gammel kloster grundlagt af Dominico de Paola i 1578.

Klosteret og tilhørende vinmarker blev i 1777 blev overtaget af Don Benedetto Siciliani og har helt til til salget i 2013 været i familiens Sicilianis eje, og den sidste efterkommer var Dr. Francesco Siciliani, som fra 1997 og frem drev gården med produktion af både vin og oliven.

Siden Luzzolini familiens køb er vinproduktionen moderniseret og de har også lavet en lang række nye vine. Vinkælderen er moderniseret og der er også bygget en restaurant og vinbar.

Og det er en stor vingård … hele 2.500 hektar jord ejer Fattoria San Francesco, men hvor meget der er vinmarker, ved jeg ikke. Men produktionen ligger dog på over 1 millioner flasker vin årligt.

Og en af deres vine er denne Ciró Rosato … en rosévin lavet på druesorten Gaglioppo, som efter sigende skulle være Calabriens ældste druesort og jeg en enkelt gang tidigere er stødt på her på vinbloggen.

Gaglioppo findes således primært i Calabrien og er en hårdfør drue, som kan tåle en pæn portion tørke og oftest anvendes til at blande sammen med andre druer.

Denne rosévin er lavet med afstilking af drueklaserne, frisk presning og fermentering alene i rustfrie ståltanke. Vinen har også lagret på stål i en periode og derefter 1 måned på flaske inden frigivelse. Og så har Maroni givet vinen 95 point.

Duftmæssigt er det en let parfumeret vin med håndsæbe, jordbær, hindbær og egentlig en god frisk frugt, som er meget ren i udtrykket. Smagen er dog langt sødere end forventet og samtidig virker vinen meget let og næsten vandet. Der er lidt citronsyre, grape og bitterhed, så den klarer opgaven okay.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 85 kr. Denne aften kunne vinen købes til 69 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2009 Librandi, Gravello IGT, Calabrien, Italien

2009 Librandi, Gravello IGT, Calabrien, Italien5. vin på vores lille bestyrelsesmøde blev også en vin, som har opnået de maksimale 3 glas i Gambero Roso, nemlig fra vinfirmaet Librandi fra Calabrien … et vinfirma, som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg. Denne vin er imidlertid deres højt roste Gravello, som er lavet på 60% Gaglioppo og 40% Cabernet Sauvignon.

Caglioppo er Calabiens ældste druesort, og da Librandi familien er motiveret af en dybtliggende nysgerrighed, så kunne de ikke modstå fristelsen for at prøve at kombinere Gaglioppo med den kendte Cabernet Sauvignon, og det viste sig efter års forsøg at de to var perfekte partnere. Derfor gav de den navnet Gravello som betyder harmonisk.

Duftmæssigt ikke så stor som de foregående vine, men jeg fangede hyben og lidt stramhed. Smagsmæssigt en pæn fylde, den er cremet som fløjl, den er også lidt mineralsk og med en anelse sødme. Smager også rigtigt godt, men – efter min mening – ikke i samme klasse for aftenens første italiener. Kan dog bestemt anbefales.

Købt hos Vin & Vin, prisen er 149 kr. ved køb af 1 flaske og 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Librandi, Magno Megonio, Calabrien, Italien

2007 Librandi, Magno Megonio, Calabrien, ItalienHvor fanden er Calabrien? … var min første tanke, da jeg for 14 dage siden smagte denne vin for første gang. Vingården hedder Librandi, og gården ligger i Calabrien i Italien. Vinen havde imidlertid prop, men den lokale vinpusher har i dag byttet vinen til en ny af samme slags.

Og sikke en forskel … spørgsmålet er dog det samme, hvor fanden ligger Calabrien. Måske man skulle have været mere opmærksom i geografi-timerne i folkeskolen. Nå, men det kan jo undersøges.

Nå, men jeg kan så fortælle, at Calabrien er “spidsen af støvlen” i Ferrari-landet. Vinene fra Calabrien opdeles typisk i to områder, Cirò og Greci di Bianci.

Vinene fra Cirò sælges med en historie fra antikken, mens vinene fra Greci di Bianco siges at blive laves på samme måde som de gjorde for 2.500 år siden. Desværre gør de gode historier at vinene nærmest sælger sig selv, så få har bekymret sig om at lave kvalitetsvin.

Klimaet i Calabrien er dog ideelt til vindyrkning og der er gode lokale sorter at udnytte. Indtil videre er det kun et fåtal af producenter som udnytter ressourcerne.

Librandis vingård ligger i Cirò området i byen Cirò Marina på den ioniske kyst. Vingården ejes af Antonio og Nicodemo Librandi. Libandi har dyrket druer i fire generationer, og i 1950’erne begyndte man også aftapning og salg. Vingården har altid været i familiens eje, men til vinprodukionen får man hjælp af Donato Lanati, professor i ønologi ved universiteterne i Torino og Firenze, og hans firma, Enosis Meraviglia.

Magno Megonio er lavet på 100 % Magliocco, en druesort jeg aldrig tidligere hverken har hørt om eller smagt. Spændende. Høsten af druerne til denne vin foregår først i oktober. Vinen lagrer hele 16 måneder på fad og derefter 6 måneder i flaske inden den sættes på markedet. Nå, lad os kigge nærmere på vinen.

I glasset en rubinrød vin. Duftmæssigt meget frisk, og meget anderledes end den første, som havde prop. What a difference! Kender I ikke det, at man nogle gange godt kan være i tvivl om, hvorvidt en vin har prop, men når man så smager vinen uden prop, som den skal smage, så forsvinder al tvivl?

Duftmæssigt har vi her hvid peber, salvie, tør leret jordbund, mørke bær og jod … er vist bedste beskrivelse. Lad os smage; uhmmmm, lidt overraskende meget rund og balanceret. Der er mørke bær, en fin taninsyre i øverste del af munden. Eftersmagen er også ganske fornuftig, og man kan godt smage, at der er tale om en drue, som man ikke er bekendt med … lidt ligesom første gang man smager Rondo … bare ganske bedre. Vinen er bestemt et forsøg værd … så nup den endelig ned i kurven.

Prisen er 149 kr. ved køb af 1 flaske og 100 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk. Til den lave pris bestemt et fornuftigt køb.

Vinanmeldelse 4,5/7