Tag-arkiv: aragonez

Aragonez = Tempranillo

2011 Quinta do Pinto, Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto, Lisboa, Portugal

2011 Quinta do Pinto, Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto, Lisboa, PortugalNæste portugisiske rødvin var endnu ældre, for det er en 2011 Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto fra Quinta do Pinto.

Vinhuset ejes og drives af António Cardoso Pinto og han blev omgående forelsket, da han første gang besøgte vingården Quinta do Anjo. Den stammer tilbage fra 1600-takket og ligger ved Merceana i hjertet af Lissabons vinregion.

Han endte med at købe vingården og har nu opkaldt den efter sig selv … Quinta do Pinto, men vinene laves under navne som Vinhas do Lasso, Terras do Anjo og Quinta do Pinto, De kommer fra husets i alt lidt over 100 hektar jorder og mere end halvdelen er vinmarker.

António Cardoso Pinto har sat sin ældste datter Rita til at lede projektet, men hun får også hjælp af far António samt hendes to søskende Ana og Francisco.

Denne 2011 Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto hører under Lasso serien, som er Ritas entry level brand, hvor der udelukkende bruges  portugisiske sorter. Det er lettilgængelige vine der oprindeligt var lavet til det portugisiske marked, men som efterhånden sælger mindst lige så godt i udlandet.

Vinen er lavet på et blend af de portugisiske sorter Aragonês, Touriga Nacional, Tinta Miúda og lidt Alfrocheiro … alle er druer, som jeg har skrevet om før … lige undtaget Tinta Miúda, men den skulle være identisk med den spanske Graciano.

Vinen er lavet med temperaturstyret alkoholisk gæring alene med druernes egnegærceller over 14 dage ved 24-28 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Aragonez og Alfrohceiro lagret i 9 måneder på tredje års franske egetræsfade. Vinho fortalte, at vinen først skulle være flasket i 2021.

Den dufter også moden, fyldig og kødfuld … men alt for overmoden efter min vurdering, for der er overmodne blommer, solbær, nogle portvinsnoter og masser af våd eg og noget saltlakrids.

I munden er det også en fed, tyk, mørk og voldsom vin … koncentreret og fortættet, har nogen syre, mens tanninerne egentlig er godt integrerede. Det slutter med et let peberbid. 87 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2019 Herdade Barranco do Vale, Tinto Reserva, Algarve, Portugal

2019 Herdade Barranco do Vale, Tinto Reserva, Algarve, PortugalJeg smagte forleden den spændende hvide 2019 Branco Reserva fra vinhuset Herdade Barranco do Vale, der ligger i São Bartolomeu de Messines i Algarve, så hvad er så mere naturligt end nu at smage den røde Tinto Reserva?

Vinen er et blend lavet på druerne Aragonez og Castelão, der efter høsten først har ligget i en let forgæring og maceration inden selve den alkoholiske fermentering ved kontrolleret temperatur. Efter endt gæring er vinen så lagret 12 måneder på egefade før aftapning på flaske.

I glasset er vinen langt lysere og klart mere transparent end forventet, men duften er også overraskende med lidt nytårskrudt, ost, svag reduktiv, har solcreme, sommer og blomster, er virkelig ret let, lys, har kirsebær, jordbærsyltetøj, svagt nogle jernagtige noter og man letter allerede fra starten lidt på sommerhatten.

Den smager faktisk lidt, som den dufter … lys, let, sommer- og blomsterrig, har godt med lyserøde bær, godt med jordbær samt saftige og søde kirsebær. Tanniner er lette, har sødbitre elementer. Det er ikke kompleks, men er let, sommerligt og meget letgående uden at miste syren, som er meget gennemgående, tæt, stram, så samlet en rigtig fin vin, der virkelig vil egne sig til lune sommeraftener. 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 11,56€ … svarende til 86 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 90,36€ eller 673 kr., svarende til 112 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Tinto, Alentejo, PortugalI sidste uge smagte jeg vinen Reserva Branco fra det portugisiske vinhus Herdade Aldeia de Cima, så derfor skal vi da i denne uge smage den røde udgave … en 2018 Reserva Tinto.

Vinen er lavet på mix af 35% Trincadeira, 27% Alfrocheiro, 21% Alicante Bouschet og 17% Aragonez … og alle fra området Serra do Mendro ved Vidigueira.

Druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.  Efter gæring er vinen lagret – og nu bliver det kompliceret – samlet 20 måneder, hvoraf 22% af vinen har været 6 måneder i store ler amfora krukker, 21% har så været lagret 12 måneder på egefade brugt én gang før, 20% er lagret 4 måneder på Tinaja, som er en slags mindre lerkrukker, og endelig har 17% været lagret 6 måneder på Nico Velo krukker … også en slags lerkrukker.

Hvordan det puslespil er samlet ved jeg sgu ikke, men vinen er så endelig flasket i juni 2020 … samlet på 26.400 flasker.

I næsen er det en lidt rund, vamset og meget tiltrækkende aroma, hvor der både er en sød intensitet med mørke bær, skovbær, solbær, saftige kirsebær, blommer, lidt portvin, mørk bitter chokolade samt vanilje, saltkaramel og så virker den alligevel noget tør i stilen og har også masser af tørre krydderier samt lidt lakridskonfekt.

Smagsmæssigt en rund, kirsebærdrevet vin, hvor der er kirsebær, blommer og lidt figner, en lidt afrundet syre, noget bitterhed, træ, tørt træ, skovbund samt søde krydderier. Det giver en medium let og egentlig meget smagfuld vin med godt og rundt bid. Det er sådan en vin, som man på ferien godt kan drikke mange glas af.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 18,75€ … svarende til 139 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 132,50 € eller 987 kr., svarende til 165 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 João Teodósio Matos Barbosa e Filhos, Adega do Monte Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2018 João Teodósio Matos Barbosa e Filhos, Adega do Monte Reserva Tinto, Alentejo, PortugalUgens portugisiske vin blev denne Adega do Monte Reserva Tinto 2018 fra vinhuset João Teodósio Matos Barbosa e Filhos.

Vinhuset er grundlagt i 1997 af João Teodósio Matos Barbosa, der allerede i en ung alder fik en passion for vin via sin bedstefar, der havde grundlagt vinhuset Caves Dom Teodósio,

Det var også der, at João selv startede sin karriere i 1976 og lærte faget inden han i 1997 stiftede sit eget vinhus João TM Barbosa Vinhos og plantede vinmarker med Touriga Nacional, Aragonês og Syrah på skråningerne af Serra D’Aire og Candeeiros og lidt senere opkøbte 22 hektar jord i Hortas de Baixo i Arronches i Tejo regionen.

På markerne i Alentejo dyrker João Syrah, Alicante Bouschet, Aragonês, Trincadeira, Alfrocheiro og Tinta Barroca, men han har også en smule Pinot Noir, da han elsker bourgognevine. Derudover har han også lidt Sauvignon Blanc og Fernão Pires i Rio Maior.

Siden 2010 har han løbende omlagt alle marker til økologisk produktion og siden 2020 har vinhuset også været certificeret økologisk.

Her smager vi så hans Adega do Monte Reserva Tinto, der er lavet på en mix af Castelão, Aragonez og Trincadeira, alle er gæret i rustfri stålkar ved en maksimal temperatur på 26 grader med eftergæring med skindet og lagret en kort periode i ståltanke.

Dejlig blød, kraftig og imødekommende næse … der er lakrids, lakridsrod, agavekaktus, fyldig mørk og saftig frugt, solbær, en smule blåbær og blommer, god sødme, tør dybde og lidt blomsterpollen.

Selvom det bestemt er en sødkrydret, saftig og sødmefuld vin, så slipper den afsted med det, for det er meget sammenhængende. Der er tilpas kraft, lidt alkohol, let peber, tranebær, blommer og solbær, runde tanniner, tør lakridsrod og sød power.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 8,13€ … svarende til 61 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 68,78€ eller 512 kr., svarende til 85 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Sovibor, Fazer as Onze Premium, Alentejo, Portugal

2015 Sovibor, Fazer as Onze Premium, Alentejo, PortugalVi fortsætter med lidt portugisisk vinho … vinen Fazer as Onze Premium fra vinhuset Sovibor eller Sovibor – Sociedade de Vinhos de Borba, som det helt korrekt hedder.

Vinhuset ligger nemlig i byen Borba og er grundlagt i 1968 ved en fusion af de to vinhuse Joaquim Mira og Domingos Luiz Pinto & Filho, som begge havde lavet vine i området i mange år.

I dag har Sovibor omkring 200 hektar vinmarker, hvor de dyrker druer som Castelão, Trincadeira, Aragonez, Alicante Bouschet, Roupeiro, Rabo de Ovelha og Tamarez.

Vinene laves af António Ventura, der er en af Portugals bedst kendte vinmagere. Han er tidligere kåret som årets vinmager i Portugal og har over 35 års erfaring.

Denne Fazer as Onze  har sit navn efter et gammel lokalt ritual, hvor man tog en lille pause med et glas vin … og det blev kaldt en Fazer as Onze. Vinen er lavet på 40% Trincadeira, 20% Alicante Bouschet, 20% Aragonez samt 20% Syrah og lagret på franske egetræsfade i 4 måneder.

Nice næse med tæt og mediumrød frugt, en anelse lettere end forrige vin, lidt syrlig og frisk, svagt lidt blomster, okay syre, ikke så kompleks, lidt balsamisk og syrlig, Smagen er lidt mere simpel, men fint let, har masser af let, syrlig og kantet frugt, et krydret og meget tørt bid.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 59 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Espaço Rural, Origens Vinho Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Espaço Rural, Origens Vinho Tinto, Alentejo, PortugalSå er vi tilbage hos vinhuset Espaço Rural, som reelt drives af Herdade do Rocim, som jeg har skrevet om en del gange. Jeg har tidligere smagt Origens Vinho som både hvid og rosé, men denne gang er det altså deres røde … Origens Vinho Tinto.

Vinen er lavet på 50% Aragonez, 30% Touriga Nacional og 20% Alicante Bouschet, der er dyrket i Alentejo i Portugal. Vinen har være lagret omkring 6 måneder på franske egetræsfade.

Næsen er krydret, har mørk frugt, sorte kirsebær, lidt kaktus, eukalyptus, er lidt rustik og byder ellers på lidt nelliker, kanel, jern og virker pænt tør. Smagen har fin fylde, pænt sødme og sort tæt frugt, ikke kompleks, men bare så nem at drikke. En vin som klart appellerer til mange danskere. Det er 3,5 med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 65 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Herdade do Rocim, Amphora Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Herdade do Rocim, Amphora Tinto, Alentejo, PortugalTilbage i juni smagte jeg den hvide udgave af denne Amphora Tinto fra vinhuset Herdade do Rocim, der ligger lidt nordøst for den lille by Cuba i Alentejo regionen. Men nu er turen altså kommet til den røde.

Vinen er lavet på  50% Aragonez, 30% Trincadeira, 10% Moreto og  10% Tinta Grossa. Alle druerne kommer fra Vidigueira området i Alentejo. Hele vinificeringen er sket i store amphora lerkrukker uden den mindste kontrol af temperaturerne. Der anvendes også alene druernes naturlige gærceller og gæringen er sket helt uden indblanding. Derefter er vinen tappet på flaske og lagret i 2 måneder.

Det er en sjov næse, hvor der er blomster, roser, lerjord, granatæbler, hyben og kirsebær, meget lettere end forventet og samtidig med en fin syrlighed. Der er også lidt altheabolsjer, syrlige, bitre drops og grønne urter … samlet er det bestemt interessant.

Smagen er let, ren og har masser af frugtsyre, direkte jernholdige noter, vedkommende og dejlig frisk. Der er lidt fennikel, jern, ren og syrlig frugt og det er faktisk en rigtig fin let og cremet vin og lidt utroligt, at den kommer fra et varmt område som Alentejo.

Importør er AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86419600.

 Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Espaço Rural, Origens Rosé, Alentejo, Portugal

2018 Espaço Rural, Origens Rosé, Alentejo, PortugalIndrømmet … smag og behag er meget forskellig, og selvom jeg nok aldrig bliver fan af denne Origens Rosé fra Espaço Rural aka vinhuset Herdade do Rocim – som står bag Espaço Rura – så var en flok af fruens veninder aldeles vild med vinen … og spurgte mig flere gange; har du ikke flere flasker af denne? Det havde jeg ikke.

Det er ikke lang tid siden, at jeg smagte søstervinen Origens Vinho Branco. Der skrev jeg også en lidt om vinhuset Herdade do Rocim og historien … så det springer jeg over denne gang.

I stedet kigger vi nærmere på denne vin, som faldt i god jord hos en flok vilde kvinder. Origens Rosé er lavet på 60% Touriga Nacional og 40% Aragonez, alle høstet manuelt og vinificeret på ståltanke uden det mindste brug af egefade.

Duften er nærmest jordbær-is, lidt Jolly Time – for dem, som husker den sodavand – svagt lidt blomster, men ellers oser den af sødme og saftevand.

Men den smager dog ikke helt så sød, som forventet, for vinen har en skvis citronsyre, som giver en smule rygrad. Der er lidt jernnoter, er ganske ukompliceret, men det er slet ikke noget for jeres trofaste vinblogger … men så er vi tilbage ved fruens veninder, som bare knuselskede vinen. Vi er heldigvis alle forskellige.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 65 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2013 Adega de Borba, Rótulo Cortiça Tinto, Alentejo, Portugal

2013 Adega de Borba, Rótulo Cortiça Tinto, Alentejo, PortugalRótulo Cortiça betyder kork etiket og er en lille serie vine fra det store kooperativ Adega de Borba. Og denne røde Rótulo Cortiça Tinto er netop kåret som bedste efterårsvin blandt 72 blindsmagte vine af Børsens vinpanel.

Kooperativet har jeg smagt 2 vine fra før, men ingenlunde været imponeret af … men lad os se, om denne Rótulo Cortiça Tinto kan lave om på det.

Kooperativet Adega de Borba holder til i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal. Det er grundlagt tilbage i 1955 af 13 driftige vinbønder. Det var nu egentlig lidt af nød, altså grundet økonomiske problemer, at vinbønderne slog pjalterne sammen. De blev dog godt hjulpet af Junta Nacional do Vinho, en statslig organisation, som kontrollerede og rådgav omkring vinproduktion.

Uden denne statslige kontrol og hjælp havde der formentlig ikke have været nogen vinproduktion af betydning i området i dag, selvom områdets geografi nærmest er perfekt til produktion af vin med dets varme somre og kolde, tørre vintre.

Hovederhvervet var ved etableringen primært kornproduktion, og området var i folks bevidsthed også kendt som hele Portugals kornkammer. Der skulle gå næsten 30 år inden forbrugerne fik øjnene op for vinene fra Alentejo.

I dag er Adega Cooperativa de Borba et stort kooperativ, som omfatter ikke mindre end 300 medlemmer, som leverer druer fra deres samlede 2.000 hektar vinmarker i området. 70 % af høsten er røde druer som Amarela, Periquita, Tempranillo og Shiraz.

Store investeringer i produktionsfaciliteter og et massivt fokus på kvalitet har gjort Alentejo til det mest moderne vinområde i Portugal i dag og til en vigtig spiller på det globale vinmarked.

Og det samme kan siges om Adega de Borba, som i dag råder over meget store produktionsfaciliteter fordelt på 2 vinerier, hvor det ene er på 12.000 kvadratmeter og det andet er nyere samt på hele 140.000 kvadratmeter.

Bare i 2011 har kooperativet investeret 12 millioner euro og det betyder også, at kapaciteten i dag er på 1.200 tons druer dagligt, vinifikation af 6.000 tons vin dagligt og med en mulighed for opbevaring af 350.000 hektoliter vin på tanke samt 7.000 paller med vin.

Det er dermed blandt Portugals 10 største vinhuse og kooperativet producerer årligt omkring 12 millioner flasker vin. Det er da alligevel en pæn sjat.

Vinene er fordelt på flere serier, nemlig serierne Galitos, Adega de Borba, Convento da Vila, Rótulo Cortiça, Montes Claros og Senses. I hver serie laves der typisk 3-7 forskellige vine. Derudover laves der også lidt brandy og likør.

I serien med korketiketten Rótulo Cortiça findes der 3 vine, denne almindelige Rótulo Cortiça Tinto, som er en Reserva vin, en tilsvarende hvid og så topvinen Rótulo Cortiça Grande Reserva … der også er dobbelt så dyr som denne Rótulo Cortiça Tinto.

Lad os kigge lidt nærmere på Rótulo Cortiça Tinto, der er lavet på druerne Aragonez, Trincadeira, Castelão og Alicante Bouschet. Fordelingen af druerne oplyses ikke, men efter høsten afstilkes og knuses druerne let, hvorefter fermentering sker i rustfrie ståltanke ved 24 grader i 10-15 dage.

Derefter forbliver vinen på tankene i en slags efter-maceration en periode inden den lagrer på brugte barriques – typisk brugt 2-3 gange tidligere – i 12 måneder og lagrer yderligere 6 måneder vinen er flasket.

Lad os smage på vindervinen, som duftmæssigt byder på egenoter, mørk frugt, marmelade, brombær, lakrids og en vis fedme og blødhed. Klart en solrig vin.

I munden godt med blød, mørk og moden frugt, men heldigvis med en vis renhed og langt lettere i smagen end duften egentlig indikerede. Der er heldigvis også syre, om end en smule rustik syre, bløde tanniner og rund afslutning. Meget drikkevenlig vin.

Købt hos Glud Vin, hvor en flaske er lidt aggressivt prissat til 175 kr., da vinen hos kooperativet i udsalgspris koster 8,99€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Adega de Borba, Adega de Borba Rosé, Alentejo, Portugal

2016 Adega de Borca, Adega de Borca Rosé, Alentejo, PortugalSidste uge bød på mer’ rosé og selvom jeg på ingen måder er speciel vild med rosé, så går jeg as allways til opgaven uden de mindst fordomme. Denne gang er det en portugisisk vin … Adega de Borba Rosé fra kooperativet Adega Cooperativa de Borba CRL.

Kooperativet holder til i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal. Det er grundlagt tilbage i 1955 af 13 driftige vinbønder. Det var nu egentlig lidt af nød, altså grundet økonomiske problemer, at vinbønderne slog pjalterne sammen. De blev dog godt hjulpet af Junta Nacional do Vinho, en statslig organisation, som kontrollerede og rådgav omkring vinproduktion.

Uden denne statslige kontrol og hjælp havde der formentlig ikke have været nogen vinproduktion af betydning i området i dag, selvom områdets geografi nærmest er perfekt til produktion af vin med dets varme somre og kolde, tørre vintre.

Hovederhvervet var ved etableringen primært kornproduktion, og området var i folks bevidsthed også kendt som hele Portugals kornkammer. Der skulle gå næsten 30 år inden forbrugerne fik øjnene op for vinene fra Alentejo.

I dag er Adega Cooperativa de Borba et stort kooperativ, som omfatter ikke mindre end 300 medlemmer, som leverer druer fra deres samlede 2.000 hektar vinmarker i området. 70 % af høsten er røde druer som Amarela, Periquita, Tempranillo og Shiraz.

Store investeringer i produktionsfaciliteter og et massivt fokus på kvalitet har gjort Alentejo til det mest moderne vinområde i Portugal i dag og til en vigtig spiller på det globale vinmarked.

Og det samme kan siges om Adega de Borba, som i dag råder over meget store produktionsfaciliteter fordelt på 2 vinerier, hvor det ene er på 12.000 kvadratmeter og det andet er nyere samt på hele 140.000 kvadratmeter.

Bare i 2011 har kooperativet investeret 12 millioner euro og det betyder også, at kapaciteten i dag er på 1.200 tons druer dagligt, vinifikation af 6.000 tons vin dagligt og med en mulighed for opbevaring af 350.000 hektoliter vin på tanke samt 7.000 paller med vin.

Det er dermed blandt Portugals 10 største vinhuse og kooperativet producerer årligt omkring 12 millioner flasker vin. Det er da alligevel en pæn sjat.

Vinene er fordelt på flere serier, nemlig serierne Galitos, Adega de Borba, Convento da Vila, Rótulo de Cortiça, Montes Claros og Senses. I hver serie laves der typisk 3-7 forskellige vine. Derudover laves der også lidt brandy og likør.

Denne Adega de Borba Rosé er lavet på druesorterne Aragonez og Syrah, men fordelingen i mixet kender jeg ikke. Druerne afstilkes og vinen laves på rustfrie ståltanke med maceration i 12 timer, fermentering ved 15 grader, stabilisering og endelig filtrering inden hurtig flaskning.

Næsen byder på lidt tørhed og virker samtidig nærmest støvet i udtrykket, men så hører det fornuftige også op. Der går nemlig meget jordbærsaftevand i duften. Det gælder egentlig også smagen, hvor sødmen simpelthen er for stor. Man skal lede længe efter syre, selvom der er en svag bitterhed. Men samlet lidt kedelig, neutral og jeg er ikke begejstret.

Forhandles hos Glud Vin, hvor en flaske koster 89 kr.

 Vinanmeldelse 2/7