Tag-arkiv: alicante bouschet

2013 Adega de Borba, Rótulo Cortiça Tinto, Alentejo, Portugal

2013 Adega de Borba, Rótulo Cortiça Tinto, Alentejo, PortugalRótulo Cortiça betyder kork etiket og er en lille serie vine fra det store kooperativ Adega de Borba. Og denne røde Rótulo Cortiça Tinto er netop kåret som bedste efterårsvin blandt 72 blindsmagte vine af Børsens vinpanel.

Kooperativet har jeg smagt 2 vine fra før, men ingenlunde været imponeret af … men lad os se, om denne Rótulo Cortiça Tinto kan lave om på det.

Kooperativet Adega de Borba holder til i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal. Det er grundlagt tilbage i 1955 af 13 driftige vinbønder. Det var nu egentlig lidt af nød, altså grundet økonomiske problemer, at vinbønderne slog pjalterne sammen. De blev dog godt hjulpet af Junta Nacional do Vinho, en statslig organisation, som kontrollerede og rådgav omkring vinproduktion.

Uden denne statslige kontrol og hjælp havde der formentlig ikke have været nogen vinproduktion af betydning i området i dag, selvom områdets geografi nærmest er perfekt til produktion af vin med dets varme somre og kolde, tørre vintre.

Hovederhvervet var ved etableringen primært kornproduktion, og området var i folks bevidsthed også kendt som hele Portugals kornkammer. Der skulle gå næsten 30 år inden forbrugerne fik øjnene op for vinene fra Alentejo.

I dag er Adega Cooperativa de Borba et stort kooperativ, som omfatter ikke mindre end 300 medlemmer, som leverer druer fra deres samlede 2.000 hektar vinmarker i området. 70 % af høsten er røde druer som Amarela, Periquita, Tempranillo og Shiraz.

Store investeringer i produktionsfaciliteter og et massivt fokus på kvalitet har gjort Alentejo til det mest moderne vinområde i Portugal i dag og til en vigtig spiller på det globale vinmarked.

Og det samme kan siges om Adega de Borba, som i dag råder over meget store produktionsfaciliteter fordelt på 2 vinerier, hvor det ene er på 12.000 kvadratmeter og det andet er nyere samt på hele 140.000 kvadratmeter.

Bare i 2011 har kooperativet investeret 12 millioner euro og det betyder også, at kapaciteten i dag er på 1.200 tons druer dagligt, vinifikation af 6.000 tons vin dagligt og med en mulighed for opbevaring af 350.000 hektoliter vin på tanke samt 7.000 paller med vin.

Det er dermed blandt Portugals 10 største vinhuse og kooperativet producerer årligt omkring 12 millioner flasker vin. Det er da alligevel en pæn sjat.

Vinene er fordelt på flere serier, nemlig serierne Galitos, Adega de Borba, Convento da Vila, Rótulo Cortiça, Montes Claros og Senses. I hver serie laves der typisk 3-7 forskellige vine. Derudover laves der også lidt brandy og likør.

I serien med korketiketten Rótulo Cortiça findes der 3 vine, denne almindelige Rótulo Cortiça Tinto, som er en Reserva vin, en tilsvarende hvid og så topvinen Rótulo Cortiça Grande Reserva … der også er dobbelt så dyr som denne Rótulo Cortiça Tinto.

Lad os kigge lidt nærmere på Rótulo Cortiça Tinto, der er lavet på druerne Aragonez, Trincadeira, Castelão og Alicante Bouschet. Fordelingen af druerne oplyses ikke, men efter høsten afstilkes og knuses druerne let, hvorefter fermentering sker i rustfrie ståltanke ved 24 grader i 10-15 dage.

Derefter forbliver vinen på tankene i en slags efter-maceration en periode inden den lagrer på brugte barriques – typisk brugt 2-3 gange tidligere – i 12 måneder og lagrer yderligere 6 måneder vinen er flasket.

Lad os smage på vindervinen, som duftmæssigt byder på egenoter, mørk frugt, marmelade, brombær, lakrids og en vis fedme og blødhed. Klart en solrig vin.

I munden godt med blød, mørk og moden frugt, men heldigvis med en vis renhed og langt lettere i smagen end duften egentlig indikerede. Der er heldigvis også syre, om end en smule rustik syre, bløde tanniner og rund afslutning. Meget drikkevenlig vin.

Købt hos Glud Vin, hvor en flaske er lidt aggressivt prissat til 175 kr., da vinen hos kooperativet i udsalgspris koster 8,99€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2013 Quinta do Zambujeiro, Monte do Zambujeiro, Alentejo, Portugal

2013 Quinta do Zambujeiro, Monte do Zambujeiro, Alentejo, PortugalJeres trofaste vinblogger har været væk fra tasterne de seneste dage … på vinøs roadtrip til Kaiserstuhl i Baden, så der er meget godt i vente på bloggen i den kommende tid, da indlæggene nu nærmest står utålmodigt i kø.

Vi skal dog først ha’ færdiggjort den portugisiske vinsmagning for over en uge siden, og den sidste derfra er vinen Monte do Zambujeiro fra vinhuset Quinta do Zambujeiro, der også ligger i Alentejo området, helt præcist lidt sydvest for byen Borba.

Vinhuset ejes af den schweiziske vinelsker Emil Strickler, som købte vingården tilbage i 1998. Han har samlet 40 hektar vinmarker, hvor han dyrker druesorterne Trincadeira, Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot, Tinta Caiada, Arinto og Antão Vaz.

De udmunder sig i 5 forskellige vine og en samlet årlig produktion på 110.000 til 120.000 flasker vin. Vinene laves i samarbejde med den ansatte leder Nuno Malta, den ledende vinmager og ønolog Master Luis Lourinho samt hjælp fra konsulenten Alain Bramaz fra Globalwine.

Denne Monte do Zambujeiro er husets mest producerede vin, som årligt laves i 60.000 eksemplarer. Den er lavet på 37% Alicante Bouschet, 20% Aragonez, 15% Tinta Caiada, 15% Trincadeira og 13% Touriga Nacional. Lavet i ståltanke, men lagret på franske egefade i 12 måneder.

Næsen bærer præg af faglagringen … godt med eg og loden eg, røg, svag vanilje, der er noget grafit, dyb mørk frugt og sten eller mineraler af en eller anden form. I munden er vinen en kende sprittet, men ellers fyldig, kødfuld med mørke bær og godt med tanniner. Desværre fylder spritten en anelse for meget … men måske kan de fise af ved lidt år på hylden?

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 149 kr. for en flaske og 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7 

2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, Portugal

2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, PortugalVi slipper kvinderne et øjeblik med denne signaturvin fra vingården Quinta do Mouro, som ligger ved byen Estremoz i Alentejo regionen … en vin lavet på Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional samt lidt Cabernet Sauvignon.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af Miguel Louro, … eller helt præcist Miguel de Orduna Viegas Louro, men havde i mange år ellers været ejet af Zagalo familien, som havde anvendt vingården som sommerbolig. Men Miguel så et potentiale og startede en vinproduktion, hvor den første vin kom på markedet i 1994.

I dag er det imidlertid sønnen Luis Louro, som står for vinproduktionen, dog med hjælp fra konsulenten Luis Duarte. De laver årligt omkring 70.000 flasker vin fra de 22 hektar vinmarker, som hører til Quinta do Mouro. Faren – som fortsat ejer vingården – blander sig dog også en gang imellem.

De laver samlet 8 forskellige vine på Quinta do Mouro og denne her har blot samme navn som vingården. Den er lavet på 45% Aragonez, 30% Alicante Bouschet, 15% Touriga Nacional og 10% Cabernet Sauvignon og lagret 14 måneder på store 300 liter franske egefade, heraf 50% nye fade.

Duftmæssigt er der masser af frisk frugt … dyb, mørk frugt, solbær, sorte kirsebær, vanilje, kanel, tobak … fyldig og rund fætter. Smagen er virkelig cremet, blød, rund med solbær, modne tanniner … tyk, fed og charmerende.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 289 kr. for en flaske og 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2011 Herdade do Rocim, Herdade do Rocim Tinto, Alentejo, Portugal

2011 Herdade do Rocim, Herdade do Rocim Tinto, Alentejo, PortugalLige sidste vin fra weekenden … en rød Herdade do Rocim fra vinhuset med samme navn. Det er et nyere vinhus beliggende mellem Vidigueira og Cuba i den sydligste del af Alentejo området i Portugal.

Vingården er grundlagt i 2000 og ejes af det store portugisiske selskab Movicortes, som er beskæftiget indenfor alt med entreprenørmaskiner, aviser, boghandler, forhandling af luksusbiler og meget mere. Movicortes ejes af José Ribeiro Vieira og investeringen i Herdade do Rocim skyldes måske primært hans datter Catarina Vieira, som er sat til at forvalte vingården.

Catarina er nemlig vinmager og er både uddannet agronom og ønolog og har derudover studeret vinproduktion i Italien inden hun gik i gang med projektet Herdade do Rocim.

VIngården er på samlet 110 hektar, hvoraf 70 hektar er vinmarker – 53 hektar røde druer og 17 hektar hvide druer – og de fleste af markerne er tilplantet efter overtagelsen i 2000, hvor familien startede opførelsen af en arkitektonisk moderne vingård.

De røde sorter består primært af Aragonez, Trincadeira, Syrah, Touriga Nacional, Alicante Bouschet, Petit Verdot, Tannat, Carmerene og Cabernet Sauvignon, mens de hvide druesorter er lokale sorter som Antao Vaz, Viosinho og Arinto.

Denne Herdade do Rocim Tinto er husets introvin … entrylevel vin og er lavet på 20% Alicante Bouschet, 35% Aragonez, 15% Syrah, 30% Touriga Nacional og en smule Trincadeira. Vinen har lagret 8 måneder på franske fade.

I næsen har vinen et herligt animalsk udtryk … lidt stald sammen med krydderier, kakao, jord, modne blommer, mørk frugt og fin dybde i frugten. Smagen er frisk og syrlig med en tydelig krydret note, brombær, tørhed … frisk og syrlig.

Forhandles af Nordentoft Wine, pris 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7   thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2015 Ampeleia, Unlitro, Toscana, Italien

2015 Ampeleia, Unlitro, Toscana, ItalienAnders hos Bichel Vine havde anbefalet mig denne lille charmetrold. En buttet … ja nærmest fed lille flaske med navnet Unlitro præget i flasken og skrevet 4 gange på etiketten … så fat det dog! Indholdet selvfølgelig også 1 liter – helt forstået – og fra vinhuset Ampeleia Società Agricola, som ligger ved byen Roccatederighi i Maremma området ved kysten i det sydlige Toscana.

Ampeleia er grundlagt i 2002 som et projekt mellem vennerne Elisabetta Foradori, Giovanni Podini og Thomas Widmann. De købte ejendommen i Roccatederighi af ægteparret Heather og Peter Max Suter. De stammede fra Schweiz og havde selv i 1960’erne købt gården, som dengang var nedlagt og forfalden.

Suter familien forvandlede den imidlertid til en velfungerende ejendom med skovdrift, korn, får og en mindre vinproduktion. De var også ansvarlige for, at der i stor stil blev plantet både Cabernet Franc og Merlot på markerne.

Det er Elisabetta Foradori, som er den drivende kraft i foretagendet, og hende er vi da også tidligere stødt på her på bloggen. Hun driver nemlig familieforetagende Azienda Agricola Elisabetta Foradori oppe i Alto Adige området. Jeg har tidligere smagt og skrevet om en af vinene derfra, nemlig en 2010 Morei Teroldego, lavet på druen Teroldego.

I dag er det dog også alene Elisabetta Foradori og Giovanni Podini, som driver Ampeleia, da Thomas Widmann i 2009 måtte udtræde på grund af forretninger i hans hjemland.

Ampeleia Società Agricola består af samlet 150 hektar jord, men alene 40 hektar er vinmarker, som ligger i tre niveauer … det som de lokalt kalder Ampeleia di Sopra, hvilket er den øverste del, dernæst Ampeleia di Mezzo og endelig Ampeleia di Sotto, som den laveste beliggende del. Der dyrkes i dag primært druesorterne Cabernet Franc samt Sangiovese, men også andre druer som Grenache, Carignano, Mourvedre, Alicante Bouschet og Marsellan.

Denne Unlitro er lavet med druer fra vinhuset yngste vinstokke. Det er et blend overvejende på Grenache blandet med Carignan og Alicante Bouschet fra marker i 200-350 moh. Dyrket biodynamisk, selvom gården alene er certificeret økologisk og ellers vinificeret så naturligt som muligt, dvs. ingen tilsætning af gær og uden filtrering. Gæret og lagret på cement og flasket med minimal svovl.

I glasset er vinen overraskende lys … næsten tæt på en fyldig Spätburgunder. Svært at se, at det primært er Grenache. Duften er helt klart kirsebær, lyse kirsebær, blæk, mynte, estragon samt et svagt og lidt lyst animalsk og parfumeret islæt. I munden en forholdsvis let, læskende, saftig og herlig vin med frisk frugt samt peber. Meget let at drikke og alligevel med lidt sjæl og charme. Det er sgu meget godt … og så er der en liter i flasken.

Købt hos Bichel Vine, pris 119,75 kr.

Rating 5/7

2014 Adega de Borba, Adega de Borba Tinto, Alentejo, Portugal

2014 Adega de Borba, Adega de Borba Tinto, Alentejo, PortugalAdega Cooperativa de Borba CRL ligger i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal og derfra kommer næste vin, som blot kaldes Adega de Borba Tinto … og det er en vin, som burde ha’ et mindreværdskompleks, for jeg har sjældent set mindre prop … både i omkreds og længde.

Rolig nu fyre, ingen grund til at moppe sådanne mindre udstyrede vine … så lad os i stedet kigge nærmere på dette vinkooperativ, som er grundlagt tilbage i 1955 af 13 driftige vinbønder.

Det var nu egentlig lidt af nød, på grund af økonomiske problemer, at vinbønderne slog pjalterne sammen, godt hjulpet af Junta Nacional do Vinho, en statslig organisation, som kontrollerede og rådgav omkring vinproduktion.

I dag er Adega Cooperativa de Borba et stort kooperativ, som omfatter ikke mindre end 300 medlemmer, som leverer druer fra deres samlede 2.000 hektar vinmarker i området. 70 % af høsten er røde druer som Amarela, Periquita, Tempranillo og Shiraz. Områdets geografi er nærmest perfekt til vinproduktion med dets varme somre og kolde, tørre vintre.

Uden denne statslige kontrol og hjælp havde der formentlig ikke have været nogen vinproduktion af betydning i området i dag. Hovederhvervet var dengang primært kornproduktion, og området var i folks bevidsthed kendt som hele Portugals kornkammer. Der skulle gå næsten 30 år, inden forbrugerne fik øjnene op for vin fra Alentejo. S

tore investeringer i produktionsfaciliteter og et massivt fokus på kvalitet har gjort Alentejo til det mest moderne vinområde i Portugal i dag og til en vigtig spiller på det globale vinmarked. Og det samme kan siges om Adega de Borba, som i dag råder over meget store produktionsfaciliteter fordelt på 2 vinerier, hvor det ene er på 12.000 kvadratmeter og det anden og nyere på hele 140.000 kvadratmeter.

Bare i 2011 har kooperativet investeret 12 millioner euro og det betyder også, at kapaciteten i dag er på 1.200 tons druer dagligt, vinifikation af 6.000 tons vin dagligt og med en mulighed for opbevaring af 350.000 hektoliter vin på tanke samt 7.000 paller med vin. Det er dermed blandt Portugals 10 største vinhuse og producerer årligt omkring 12 millioner flasker vin.

Vinene er fordelt på flere serier, nemlig serierne Galitos, Adega de Borba, Convento da Vila, Rótulo de Cortiça, Montes Claros og Senses. I hver serie laves der typisk 3-7 forskellige vine. Derudover laves der også lidt brandy og likør. Denne vin kommer selvfølgelig fra Adega de Borba og er lavet på druerne Trincadeira, Aragonez samt Alicante Bouschet.

Efter modtagelse i vinhuset bliver druerne straks mast og mosten kommer herefter i rustfri ståltanke for gæring ved kontrollerede temperaturer på omkring 25 grader i 6 til 10 dage. Derefter lagrer vinen videre på rustfrie ståltanke i 6-12 måneder inden vinen flaskes. Der laves årligt 2.000.000 flasker af denne vin.

Men smagsmæssigt kan vinen sgu godt finde mindreværdskomplekserne frem, for det er sgu langtfra stor vin. I næsen er der en sjov, træagtig note, mørke bær, let vanilje, spidskommen samt en skæv note, som efterlader dig med et støvet og skarpkrydret indtryk. Smagen er kantet og ubalanceret. Det er ganske vist lidt syre, men den holder ikke rigtig noget på plads, så i stedet bliver der lidt peber, grov frugt og lidt alkohol. Og så har den en lille prop.

Forhandles af Glud Vin, hvor prisen er 79 kr., hvilket virker alt for dyrt.

Rating 2/7  

2009 Terras de Alter, Terra D’Alter Alicante Bouschet, Alentejo, Portugal

2009 Terras de Alter, Terra D'Alter Alicante Bouschet, Alentejo, PortugalAftenens sidste vin var denne Terra D’Alter Alicante Bouschet fra vinhuset Terras de Alter Companhia de Vinhos. Vi er i Portugal, helt præcis i byen Fronteira i Alentejo.

Vinhuset hedder Terras de Alter Companhia de Vinhos Lda. og er etableret via en sammenlægning af to landbrugsvirksomheder, Sociedade Agrícola DAS Antas og Sociedade Agrícola do Monte Barrão. Hertil har man knyttet ønologens Peter Brights selskab Pink Living. Målet er at lave et slagkraftigt selskab for produktion og international markedsføring af vine fra Portugal.

Peter Bright havde i forvejen et omfattende CV inden for produktion og international markedsføring af vin. Peter Bright er fra Australien og startede efter endt uddannelse hos Lindmans i Australien og har efterfølgende været hos en lang række vinhuse i Portugal. Var bl.a. årets vinmager i Portugal i 1992.

Hos Terras de Alter Companhia de Vinhos Lda. bruges der druer fra en lang række producenter i både Alter do Chão og Fronteira regionen, men derudover hentes der også druer fra leverandører i hele Alto Alentejo.

Jeg har tidligere smagt og anmeldt husets 2009 Terras de Alter, Telhas, men her har vi deres Terra D’Alter Alicante Bouschet, som kommer fra en serie af vin lavet på forskellige druer. Vinen her er lavet på druerne Alicant Bouschet, en krydsningdrue skabt af Henri Bouschet mellem 1865 og 1885. Druen er en krydsning af Petit Bouschet og Grenache, og den kendetegnes ved at have rød saft modsat den klare saft i normale blå druer. Druen har ry for at kunne gøre selv en hvidvin mørk som natten ved tilsætning af blot 1/5 del Alicante, som druen også ofte bare kaldes.

Druen giver således vine ekstrem mørk farve og en stor, krydret næse, masser af alkohol og en forbavsende blød smag. Druen er populær i Californien, Algier og så netop Alentejo i Portugal. Her har vinen samtidig lagret på fransk eg i 6 måneder.

Duftmæssigt masser af overmodne kirsebær, blommer, svedsker, blomster, chokolade, lidt våd hund og lidt urter. Måske en smule speciel i duften, men bestemt ikke ubehageligt. Smagsmæssigt er der sødme, blødhed og lidt svedskeagtig sommersol. Fyldig og kraftig, men fortsat med en lille anelse tannin, som holder vinen sammen. Meget drikkevenlig, og bestemt en vin, som rigtigt mange vil kunne lide. Nok en anelse for sød til mig.

Fås hos Glud Vin, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Bear Flag Wine, Dark Red Wine Blend, Modesto, Californien, USA

Arghhhhh, hvor jeg elsker vinetiketter, som udstråler klasse eller som bare skiller sig ud i mængden, og denne vin fra Bear Flag Winery må vist siges at høre til sidstnævnte kategori. Vinen har jeg fået som en kær gave fra min tidligere boss efter en tur til USA, og da jeg tidligere i Randers Vinlaugh havde lavet en “etikette-smagning“, så synes han at denne vin lige passede til mig. Tusinde tak René.

Bear Flag Winery er et forholdsvis ny vinhus i Medesto i Californien. Navnet “Bear Flag” stammer fra Californiens eget flag (ja, sådan et har de åbenbart), som netop hedder The Bear Flag, har en grizzlybjørn som motiv og faktisk er helt tilbage fra 1846. Nok historik … Bear Flag Winery ejes og drives at den unge vinmager Beth Cutler, som ved etablerede havde sat sig for at  skabe vine, hun havde lyst til at drikke hver dag. Hun ønskede også at lave vine, der produceres med druersorter, som ikke er så kendte indenfor den “normale” vinverden.

Vinen, som vi har fat i her, hedder Dark Red Wine Blend, og er uden årgang, deraf forkortelse N.V. (Non Vintage). Blendet består af druerne Petite Sirah, Alicante Bouschet, Zinfandel, Petit Verdot, og Tempranillo. Alicante Bouschet er – for mig – en lidt ukendt drue. Det er en krydsningdrue skabt af Henri Bouschet mellem 1865 og 1885. En krydsning af Petit Bouschet og  Grenache, og druen er kendetegnet ved at have rød saft modsat den klare saft i normale blå druer. Druen har ry for at kunne gøre selv en hvidvin mørk som natten ved tilsætning af blot en 1/5 del. Tit bruges den til massevin med meget stort udbytte, og giver farve til det meste “vin de table”. Druen bruges mest til blandinger, og giver en forbavsende blød smag.

Til at designe etiketten har Beth Cutler hyret en ung, up-coming kunstner ved navn Eduardo Bertone. Og på denne besynderlige etikette sker der en masse. Der står selvfølgelig lidt om indhold af alkohol, der er den krævede sundhedsadvarsel, og andre ting er spredt rundt omkring på etiketten, der næsten går hele vejen rundt om flasken. Også stregkoden ombrydes helt rundt om halsen, hvilket jeg heller ikke har set før. Deres hjemmeside er lidt i samme stil, meget spøjs og underholdende. Når man ser sådan en flaske, så har man da absolut lyst til at prøve den.

I glasset har Alicante Bouschet druen tilsyneladende sat sit fingeraftryk, for den er en mørk fætter. Duften er blommer, sød lakrids og søde, mørke frugter i det hele taget. Smagem blød og sød … sødmen lidt for meget, men måske er den tilpasset den amerikanske smag, hvor sukkerindholdet ofte er højere. Tanninen dukker dog også op, og smagen hænger fint oppe i ganen. Det er meget drikkevenligt, og en vin rigtig mange mennesker vil kunne lide. En rigtig cafévin … uden at snakke ondt om caféer forstås. Er måske ikke så sammenhængende og den søde smag en anelse for sød … mangler lidt elegance … men et herligt bekendtskab. Altid sjovt at prøve en vin, som ikke lige kan fåes her i lille Danmark.

Pris ukendt, men på nettet kan jeg se, at den står til omkring 9 $

Rating 3,5/7