Tag-arkiv: Algarve

2014 Adega do Cantor, Cantor 75, Algarve, Portugal

Cantor 75 står der på etiketten på næste vin, der er fra vinhuset Adega do Cantor … og den er lavet i 2015 for at fejre, at den gode, gamle Sir Cliff Richard i dette år netop fyldte 75 år. Ja, han holder sig sgu da meget godt.

Bag Adega Do Cantor står nemlig ingen ringere end den Sir Cliff Richard, som driver foretagendet Adega do Cantor sammen med forretningspartneren og landsmanden Nigel Birch, der har boet i Algarve i over 30 år. De laver sammen i Adego do Cantor en lang række vine med druer fra 3 vingårde, Cliffs egen Quinta do Moinho, Nigel og Lesley Birchs Quinta do Miradouro samt Max og Michelle Birchs Vale do Sobreiro.

De startede egentlig kun deres foretagende for at dække deres eget og et par venners vinbehov, men pludselig var produktionen på 18.000 flasker årligt. Derfor besluttede de, at det skulle omdannes til en professionel vingård.

Derfor indgik de et samarbejde med David Baverstock, kendt for sine præmierede Alentejo vine. De fik deres gennembrud i 2005, hvor Vida Nova Tinto 2004 vandt bronze ved den prestigefyldte International Wine Challenge Competition i London. Og siden er det kun gået fremad!

Daglig leder og winemaker af Adega do Cantor er Nigels søn, Max, der – som nævnt – også ejer gården Vale do Sobreiro, der også leverer druer til Adega do Cantor.

Efter studier i London kastede han sig over vinavl på gården, og med en kombination af egne gode mavefornemmelser og Baverstocks råd om dyrkning og vinproduktion, har han en stor del af æren for husets succes.

Sidste del af æren må tilskrives de for området perfekte druesorter som Shiraz, Aragonez (Tempranillo), Trincadeira fra Sydportugal samt Mourvèdre, som trives i det perfekte mix af et mildt klima og en kalkholdig jord, som lagrer sydens varme optimalt.

Cliff Richard, som i 1995 blev slået til ridder af den engelske dronning som første popstjerne nogensinde, har således også siden 2006 kunnet kalde sig “Knight of Portugal”.

Sir Cliff er naturligvis meget på farten, men han tager sig ivrigt af vingårdens salg og marketing og kan også ses i markerne iført gummistøvler.

Der gøres nu heller ikke meget postyr af stjernen i den lille by Guia på 500 indbyggere. Selvom Sir Cliff er kendt af alle, kan han uforstyrret gå til bageren eller ud at spise på en af de mange lokale restauranter.

Vinene fra den vinglade popmusiker sælges primært i serierne Vida Nova og  Onda Nova … og selvfølgelig er der også en, der hedder Congratulations efter Cliffs største hit. Men der laves også et par vine udover de nævnte serier, bl.a. denne jubilæums- eller fødselsdagsvin, som findes i både en hvid og rød udgave.

Denne røde Cantor 75 er lavet på Rhône druerne Syrah og Grenache, er vinificeret på vingårdens moderne vineri og har modnet i franske og amerikanske barriques i 12 måneder.

Duftmæssigt dufter den faktisk også lidt af Rhöne … med en håndfuld urter, blæk, kirsebær, jod, godt med egefade, kanel, mælkesyre, ymer og en lidt syrlig mødding. Ganske habil næse.

I munden er vinen mere rustik og kantet, og – smagt blindt – tænkte jeg egentlig på noget Dornfelder eller ovre i den boldgade. Der er peber, svag sødme samt en lidt dominerende bittersmag.

Herhjemme importeres vinen af GOBI vine … dvs. den sælges i supermarkeder som fx Meny, prisen ligger på 69,95 kr.

Rating 4/7 

2009 Adega Do Cantor, Onda Nova, Syrah, Algarve, Portugal

Næste vin i rækken var fra Portugal, hvilket ingen gættede. Heller ingen kunne smage, at denne vin fra Adega Do Cantor var lavet på Syrah.

Bag Adega Do Cantor står ingen ringere end den gode, gamle Sir Cliff Richard, som driver denne lille vingård sammen med forretningspartneren/landsmanden Nigel Birch, der har boet i Algarve i over 30 år. De købte egentlig kun vingården for at dække deres eget og et par venners vinbehov. “Men pludselig stod vi med 18.000 flasker årligt, og hvad så?”. Tanken om en professionel vingård var født, men ingen af de to havde forstand på vinproduktion. “Alt, hvad vi vidste om vin, var, hvilke vine der smagte os, og hvilke der ikke gjorde,” fortæller Nigel. Derfor blev et samarbejde etableret med David Baverstock, kendt for sine præmierede Alentejo-vine… Gennembruddet kom i 2005, hvor Vida Nova Tinto 2004 vandt bronze ved den prestigefyldte International Wine Challenge Competition i London. Og siden er det kun gået fremad!

Daglig leder og winemaker af Adega do Cantor er Nigels søn, Max, der også ejer Vale do Sobreiro. Efter studier i London kastede han sig over vinavlen på gården, og med en kombination af egne gode mavefornemmelser og Baverstocks råd om dyrkning og vinproduktion, har han en stor del af æren for husets succes. Sidste del af æren må tilskrives de for området perfekte druesorter som Shiraz, Aragonez (Tempranillo), Trincadeira fra Sydportugal og Mourvèdre fra Sydfrankrig, som trives i det perfekte mix af et mildt klima og en kalkholdig jord, som lagrer sydens varme optimalt.

Cliff Richard, som i 1995 blev slået til ridder af den engelske dronning som første popstjerne nogensinde, har siden 2006 også kunnet kalde sig “Knight of Portugal”.
Sir Cliff er naturligvis meget på farten, men han tager sig ivrigt af vingårdens salg og marketing og kan også ses i markerne iført gummistøvler. Der gøres nu heller ikke meget postyr af stjernen i den lille by Guia på 500 indbyggere. Selvom Sir Cliff er kendt af alle, kan han uforstyrret gå til bageren eller ud at spise på en af de mange lokale restauranter…

Duften er blomme, brombær, kælder og lidt uldent får! Vi drøftede også duften af gazebind … en ganske indtagende næse på denne vin. Smagsmæssigt også meget blødhed, der er krydderier, blommer og meget blid i det hele taget. Svært at forestille sig, at denne vin er lavet på ren Syrah, for der er ingen kant eller peber. Den smager faktisk ret godt, selvom tannin/syre er ret beskeden. Et rigtigt godt glas vin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt i Vinspecialisten til 120 kr.

Rating 4,5/7