Tag-arkiv: Adelaide

2008 Weingut Egon Müller, Kanta Riesling, Adelaide, Australien

Gert og jeg har en speciel forkærlighed for Egon … ja, altså vine fra Mosels Rieslingkonge Weingut Egon Müller, men hvem har ikke det? Og fredag serverede Gert denne Kanta Riesling fra Egons australske projekt Kanta Wines. Men kan man egentlig lave ordentlig Riesling i det varme land Down Under? Omvendt, hvis nogen skulle kunne … så må det være Egon Müller.

Weingut Egon Müller har jeg skrevet om flere gange på bloggen, så det skal jeg nok spare jer for denne gang, og blot henvise til mine blogindlæg på smagte Egon vine; 2011 Scharzhof Riesling samt hans 2011 Riesling Scharzhofberger Kabinett fra Mosel samt hans 2009 Château Belá Riesling fra Južnoslovenská i Slovakiet.

Det australske projekt startede i 2001, hvor Egon mødtes med henholdsvis Michael Andrewartha, en australsk vindistributør, og Akos Forczek, en London-baseret vindistributør, som i forvejen håndterede Egon Mullers vine i England og derudover tidligere har været direktør for Moët Hennessy i Østeuropa.

Sammen rejste de tre rundt til flere af Australiens bedste og køligste vinområder, og efter et års søgen fandt de frem til en lille vinmark ved navn Shaw and Smith Home Block i Balhannah i Adelaide Hills. Her implementerede Egon hurtigt – til de lokales store undren – sine egne metoder for såvel vitikulturen som vinifikationen.

Denne Riesling er så resultatet af Egons arbejde i Adelaide. Lavet med kort skindkontakt i fire timer, inden den presses og gæres i ståltanke. Efter den alkoholiske gæring, som udelukkende foregår ved hjælp af vildgæren, ligger vinen med bærmekontakt i tre måneder før aftapningen.

Og jo … Egon Müller kan noget specielt, for det er et flot, flot glas Riesling, og man vil ikke gætte, at vinen er fra Australien. Der er klassisk Riesling petroleum og den dér lidt fugtige, letsøde intensitet, som man også finder i god tysk Riesling. Der er lidt citrus, nødder, honning, en smule blomster samt et strejf af noget mineralsk, kalk måske.

I munden en lækker cremet vin … faktisk en meget behageligt cremet vin med fremragende syre/sødme balance, nødder og en let mineralsk nerve. Syren er blid, men vedholdende og går igen gennem hele smagsforløbet og godt i eftersmagen. Sehr Gut Meine Damen und Herren.

Købt i Vinspecialisten, pris 250 kr.

Rating 5,5/7  

2009 Penfolds, Thomas Hyland Cabernet Sauvignon, Adelaide, Australien

Tirsdagsvinen på job … australsk fra Penfolds … fint nok, for det er vist noget tid siden jeg sidst har smagt australsk vin. Her nok det mest berømte australske vinhus, og vinen er en Thomas Hyland Cabernet Sauvignon fra 2009.

Penfolds er grundlagt af Christopher Penfolds i 1844, da han – efter at være emigreret til Australien – opslog sin lægepraksis i Adelaide i Sydaustralien.

Christopher Penfolds var en varm fortaler for vinens helbredende virkning og startede derfor – som så mange andre australske læger – en hjemmeproduktion af hedvin, der blev ordineret som medicin i hans praksis.

Vinproduktionen voksede sig efterhånden større end hans lægepraksis, og til sidst blev det til et regulært vineri med fokus på produktionen af brandy og hedvine, der trods det varme klima var yderst populære på daværende tidspunkt i Australien.

Penfolds-vineriet forblev succesfyldt i familiens eje, og efterhånden som hjemmemarkedet i 1940’erne og 1950’erne begyndte at efterspørge bordvine frem for hedvine, omlagde man langsomt produktionen til den nye trend.

Penfolds chief winemaker, Max Schubert, blev sendt på en studietur til Bordeaux, hvor han via sine besøg på slottene blev inspireret til at tage de franske teknikker med sig hjem for at implementere dem i det daglige arbejde hos Penfolds. Dette skulle vise sig at lede til skabelsen af Grange – den mest præmierede rødvin i australsk vinhistorie.

Men som ved alle gode eventyr skulle man grueligt meget igennem før den endelige succes: Vinen blev i første omgang latterliggjort af omverden, så ledelsen forbød i 1957 Max at fremstille vinen, der blev anset for useriøs. Der skulle gå hele 10 år efter lanceringen, før Grange officielt var tilbage i Penfolds sortiment og blev anerkendt som det mesterværk, det reelt var. Jeg har i øvrigt tidligere smagt og anmeldt Grange her på bloggen.

Penfolds er siden vokset betragteligt, og i dag fremstiller huset ikke mindre end 1,4 mio. kasser vin om året.

Thomas Hyland-serien er opkaldt efter Thomas Francis Hyland, der giftede sig med Christopher og Marys datter. Efter Christophers død overtog Thomas ledelsen af vineriet, og det var ham, der i 1870 grundlagde firmaet Penfolds og Co. Dette drev han efterfølgende med så stor dygtig, at Penfolds i 1896 stod for ikke mindre end 1/3 af Sydaustraliens vinproduktion.

Druerne til Thomas Hyland Cabernet Sauvignon kommer fra et større geografisk område, der lokalt kaldes Adelaides Superzone, og som spænder over stærkt varierede geografiske forhold.  Penfolds har dog valgt at begrænse sig til områderne Coonawarra, McLaren og Robe, hvis most de sammenstikker, når vinifikationen har fundet sted – fuldstændig i tråd med assemblagen i Bordeaux.

Vinen er lavet med traditionel 12 måneders lagring på ét til to år gamle fade af amerikansk og fransk egetræ.

Duftmæssigt har jeg noteret solbær, modne kirsebær, let sødme, vanilje og en lidt landlig, rustik duft, som jeg egentlig synes er ganske dejlig. Smagsmæssigt stikker vinen dog ikke meget ud. Der er god blød frugt, solbær, lidt tørhed, men også lidt neutral og kedelig i min optik. God allround vin, som ikke gør nogen fortræd, men til prisen kan man finde mange andre sjove alternativer.

Købt hos Vinspecialisten, pris 150 kr.

Rating 3,5/7