Tag-arkiv: 4½

2018 Vignobles Gabriel & Co, Château Rambaud-Bellevue Fronsac, Bordeaux, Frankrig

2018 Vignobles Gabriel & Co, Château Rambaud-Bellevue Fronsac, Bordeaux, FrankrigFronsac er et mindre område med kalkrige bakker ved siden af Pomerol og denne 2018 Château Rambaud-Bellevue Fronsac er lavet af SAS Robin A aka Vignobles Gabriel & Co i Saint Aubin de Blaye.

Vignobles Gabriel & Co har lavet denne vin i et samarbejde med Thierry Gaudrie fra Château Villars, der også ligger i Fronsac og har været drevet af Gaudrie familien siden 1920’erne.

Vignobles Gabriel & Co laver normalt vine under forskellige navne og der findes – mig bekendt – heller ikke et slot med navnet Château Rambaud-Bellevue.

Der findes et lidt ukendt Château Bellevue de Rambaud, men det ligger længere mod sydøst og er ejet af Vignobles Lavaud.

Navnet skulle i stedet været hentet fra vinmarken Rambaud, som ligger tæt ved Château Villars i kommunen Saillans og ikke så langt fra floden Isle, der adskiller Fronsac fra det langt mere eksklusive nabodistrikt Pomerol.

Denne 2018 Château Rambaud-Bellevue Fronsac er lavet på 60% Merlot, 35% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon, som er fra den omtalte mark på 17 hektar har undergrundmed ler og kalksten i Frosac-kommunen Saillans.

Høsten sker parcel for parcel, så alle druer selekteres ved optimal modenhed. Mosten har gæret i ståltanke med temperaturstyring og efter endt gæring er vinen lagret 12-18 måneder på franske egetræsfade

Det er duftmæssigt en frisk, energisk, let syrlig og balsamisk Bordeaux … ikke tæt, mørk og dyb, men byder på cedertræ, blæk, jod, violer, garvet læder, skovbund, lyse blommer, syrlige kirsebær, moreller, hindbær, grønne grene, lidt tomatstilke samt lidt nødder samt tørre kikærter.

Smagen er cremet, blød og alligevel med en frisk frugt og virker egentlig ganske poleret. Der er sursøde kirsebær, hindbær, solbær og ribs, lidt sorte te-blade og lemon bitterhed, cedertræ, kakao og mørk chokolade. Syreniveauet er højt og lidt skingert, mens der er monstertørre tanniner, der også udtørrer mundhulen med en helt balsamisk strenghed. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker … men koster i øjeblikket kun 59,95 kr. på kampagne og det er jo temmelig attraktivt.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, Frankrig

2023 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, FrankrigI sommers smagte jeg første gang en 2022 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard fra Divin Père & Fils, der er en del af det store vinfirma LGI Wines … men nu smager jeg den i en nyere årgang.

LGI Wines ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druerne fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og der er primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så alle vinene på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Denne 2023 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard er – som navnet indikerer på et mix af den kendte Sauvignon Blanc og den mere ukendte Colombard, som jo netop er udbredt i Gasgogne og anvendes i både Cognac og Armagnac.

Det skulle være halvt af hver … altså 50% Sauvignon Blanc og ligeledes samme mængde Colombard, som kommer fra kalkholdige marker nær Det Atlantiske Ocean, hvor en kølig maritim indflydelse giver druer og vin, som er præget af saltet mineralitet.

Druerne høstes i de tidlige morgentimer, hvor temperaturen er lavest. En kølig udblødning af mosten udtrækker ekstra aromaer fra drueskindet allerede inden gæringen. Skånsom pneumatisk presning frigør druemosten, som gærer i ståltanke ved lave temperaturer og efter gæringen er lagret 4 måneder sur lie i ståltankene.

Duften er – hvis man skal sige det lidt populistisk – en skøn sammenblanding af Faxe Kondi og så klassiske Sauvignon Blanc noter med grøn peber og græs. Man får dermed lidt af 2 verdener, altså den stringente, friske og meget karakteristiske grøn peber og hyld kombineret med noget eksotisk frugt af melon, fersken, pærer, lemon og noget sandaltræ. Det fungerer faktisk rigtigt fint og klart bedre end hos 2022’eren.

Sådan smager vinen også … et mishmash af 2 verdener … med både en syrlig, frisk og lemonbitter smag, men også med lidt opulent fylde fra melon, mango. æblesaft og hyldeblomst. Det fungerer faktisk ret godt, så samlet set bliver den en frisk lille vin, som fungerer rigtigt godt og vil kunne tilfredsstille både høj og lav … specielt til en attraktiv pris. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 52,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Celler Piñol, Raig de Raïm, Catalonien, Spanien

2019 Celler Piñol, Raig de Raïm, Catalonien, SpanienSom sidste vin – og den røde madvin – skulle vi hos Vinhuset Randers smage endnu en vin fra Celler Piñol og det var denne Raig de Raïm 2019.

Her er det dog med Grenache som den primære drue, da mixet består af 70% Grenache, 20% Carignan og 10% Syrah … her er alle druerne fra 12-20 år gamle vinstokke.

Efter gæringen på ståltanke er vinen lagret 4-6 måneder på franske egefade og og efter aftapningen yderligere 6 måneder på flaske før frigivelsen.

I næsen er det igen en ret frugtrig vin, men som med l’Avi Arrufí er der også både blæk, blyanter og så disse fede og jammy bærnoter af både sorte kirsebær og blommer, , brombær, hindbær, nelliker, godt med kanel, gazebind og duften af at være i en vinkælder, sådan lille mulle, frugtsød og våd.

Det er lidt en comfortagtig vin … har fylde og krop, en stor og jammy frugtintensitet, våde fade og har igen lidt blæk og sort peber, men er også lidt kantet, bondsk og rustik … 89 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Johanneshof Reinisch, Rotgipfler, Thermenregion, Østrig

2022 Weingut Johanneshof Reinisch, Rotgipfler, Thermenregion, ØstrigVinhuset Randers serverede en lille, lækker tapastallerken og dertil også 2 forskellige vine, hvor den første var denne 2022 Rotgipfler fra Weingut Johanneshof Reinisch, som vi allerede havde stiftet kendskab til denne aften.

Til gengæld er vi  ikke tidligere stødt på druesorten Rotgipfler her på vinbloggen, så lad os da indledningsvis kigge nærmere på denne østrigske drue.

Rotgipfler er en – trods navnet – en hvid druesort, der primært findes i Thermenregion området syd for Wien og er en krydsning mellem Traminer og Roter Veltliner, hvilket gør den til en nær slægtning til mange andre vigtige østrigske druesorter.

Rotgipfler menes at have sin oprindelse i Thermenregion, selvom der er beviser på, at druen i virkeligheden stammer fra Steiermark længere mod syd. Den menes også at have sit navn Rotgipfler efter skuddene på planten, hvor spidsen af bladene og bladårene kan have en lidt rødlig farve.

Druen anvendes ofte sammen med Zierfandler i en slags traditionel blandingsvin kendt som Gumpoldskirchen.

Vine på Rotgipfler giver ofte duft af fersken, pære, mandel og krydderier samt en velafbalanceret syre. Rotgipflers pæne høje syreindhold gør den til en alsidig drue, som både kan bruges til at lave krydrede tørre vine med god struktur, men den er også fremragende i senhøstede vine.

Alkoholen i vine på Rotgipfler kan være ret høj og druen er også kendt for at give vine med højt ekstrakt.

Rotgipfler er til gengæld ikke så nem at have med at gøre i markerne, da den er følsom over for frost og dens små bær og tætpakkede klaser gør den modtagelig for botrytis. Den modnes sent og kræver et varmt, solrigt sted for at give godt udbytte.

Hos Weingut Johanneshof Reinisch er denne 2022 Rotgipfler lavet med druer, der er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar og så er vinen ellers blot lavet med 80% gæring i ståltanke og 20% ​​i store, brugte træfade. Sådan har vinen også lagret i 4 måneder sur lie aka altså på bærmen.

Duftmæssigt er det en lille aromatisk vin … en frugt med lidt lyserød fornemmelse sammen med fersken, abrikos, mango og ananas samt nogle røgede noter, en anelse nødder, mandler og honning.

I munden virker vinen let perlende, har noget nektarsødme samt en blød, rund og frugtrig smag med pærer og eksotisk frugt, sådan godt blandet, men har en smag, der hænger godt sammen med en frisk syre og en let bitterhed i eftersmagen. 90 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Bodega Quinta de Couselo, Rosal Albariño, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodega Quinta de Couselo, Rosal Albariño, Rías Baixas, SpanienVi startede en vinsmagning i Vinhuset Randers ganske frisk med en 2021 Rosal Albariño, fra Bodega Quinta de Couselo, der er beliggende i O Rosal dalen i Pontevedra … nederste del af Rías Baixas tæt på grænsen til Portugal.

Bodega Quinta de Couselo stammer fra nogle rester fra Monasterio de Santa María de Oia .. et cistercienserkloster bygget i 1136 under Alfonso VII. Til klosteret hørte gården ved navnet Cheira, som munkene passede og det er denne gård, som i dag er kendt som Quinta de Couselo.

Både kloster og gårdene tilhørte cisterciensermunkene indtil de i 1835 blev konfiskeret og sat på offentlig auktion. Salget af  klosteret skete i 1844, men også Quinta de Couselo blev auktioneret bort og købt af Don Casimiro Dorado y Méndez.

Derefter ejede Don Casimiro familien vingården i næsten 150 år, men i 2013 blev den købt af Grandes Pagos Gallegos de Viticulture Tradicional, som er en gruppe vinproducenter, der udvikler en række unikke projekter i de områder, hvor de indfødte galiciske druesorter bedst kommer til udtryk.

Grandes Pagos Gallegos de Viticulture Tradicional er grundlagt i 2005 af vinmageren Juan Carlos Lopez og har før drevet familiens vingård Bodega Artadi de Araba. Under Grandes Pagos Gallegos er det i alt 3 projekter og det er Bodeda Pazo Casanova, Bodega Fraga do Corvo og så Bodega Quinta de Couselo.

På Bodega Quinta de Couselo har Juan samlet 5 hektar vinmarker fordelt på de to ejendommen A Cheira og Sobral … primært med den friske Albariño drue. Men derudover har Juan også aftaler med lokale vinavlere om levering af druer til projektet.

Denne 2021 Rosal Albariño er lavet ved, at alle druerne først er afstilket, hvorefter de er presset i en pneumatiske presse efterfulgt af 24 timers afkøling inden gæring sker i 7.500 liter gæringstanke af stål ved 15-16 grader over 20 dage. Derefter er vinen i lagret sur lie i ståltanke frem til maj måned.

I næsen er det en tør og frisk vin … der er friske æbler, citrongræs, stikkelsbær, hyben og citroner, men derudover lidt urter af timian og salvie samt lidt blomster, men samlet meget frisk.

Smagsmæssigt har vinen et godt syreniveau … der er citroner, umodne æbler og noget grape. Den virker lidt robust og grov i stilen, men meget frisk med blomster, det pæne syreniveau samt en jernet og stenet mineralitet med lette salte elementer. 90 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Viotti Vini, Barbera d’Asti Cà Nova, Piemonte, Italien

2022 Viotti Vini, Barbera d'Asti Cà Nova, Piemonte, ItalienDet er under et halvt år siden, at jeg først smagte denne  Barbera d’Asti Cà Nova fra vinhuset Viotti Vini, der drives af Viotti familien. Det var dengang i en årgang 2021 … nu smager jeg årgangen nyere.

Det er en Barbera d’Asti Cà lave med gæring i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur og forbliver der indtil slutningen af gæringen. Derefter er vinen blot lagret 5 måneder i ståltankene og yderligere 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt en er det er fyldig vin … omfavnende og varm, har en fyldig morkrop med sød lakrids, blommer, sorte kirsebær og en snert rosin. Men kan virkelig fornemme den venlige velouragtige side med pænt blød, cremet frugt samt blid syre.

Hvor er det saftigt, læskende og fyldigt … blommevin med søde solbær og sorte kirsebær, men ikke mange tanniner, men der er til gengæld en ganske fin og ren syre, sødbitter, har de mørke bær samt lidt sød lemon. Det er sgu comfort varmt, rundt og silkeblødt med en kæmpestor saftighed. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Gebrüder Mathis, Spätburgunder Kalkbödele, Baden, Tyskland

2022 Weingut Gebrüder Mathis, Spätburgunder Kalkbödele, Baden, TysklandDet sidste vinhus ved spätburgunderbordet til årgangssmagningen var alle fra Weingut Gebrüder Mathis, men den første var ikke en 2021, men basisvinen Spätburgunder Kalkbödele i årgang 2022.

Vinen er sammensat af druer fra forskellige kloner af Pinot Noir og en del af dem gamle tyske kloner. Druerne er afstilket, hvilket så er efterfulgt af spontangæring med druerne egne gærceller.

Efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på store großen Holzfass aka gamle træfade efterfulgt af ufiltreret aftapning på flaske med ganske lidt svovl.

Hold da op … sikke en duft … overrasker ved, at frugten er utrolig lys, mager, tynd, slank og adræt med søde, let syrlige kirsebær, jordbær, ribs og noget lemon. Derudover har den – præcis som 2020’eren en duft, der virker lidt sandet … strandsand og sololie suppleret med grønne og søde krydderier.

I munden er det også rigtigt god … fortsat slank er nem, ikke så kompleks, som duften … men til gengæld giver vinen igen denne fine hverdags-letdrikbare-easy-come-on følelse. Det er en fornøjelse og vinen er meget frugtrig med kirsebær, brombær og hindbær, juicy, lidt krydret og glas kapabel. 90 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr.,. mens prisen er 139 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Cantine Miali, Primitivo, Puglia, Italien

2019 Cantine Miali, Primitivo, Puglia, ItalienMed næste vin fra Cantine Miali i det solrige Martina Franca i Puglia tager vinbloggeren så favntag med Primitivo druen og denne vin er også fra årgangen 2019.

Her kommer Primitivo fra udvalgt gamle vinstokke dyrket efter det typiske “alberello” system, der er meget udbredt med Privitimo, hvor vinstokkene ikke bindes op eller støttes, men bærer sig selv og det bruges ofte under varme forhold, da planten selv bidrager med skygge.

Primitivo druerne til denne vin er håndplukket og altid før de bliver overmodne, men derefter er de knust og så er gæring og maceration med skindet sket i store temperaturstyrede ståltanke i lang tid og så lagret i ståltankene inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt virker Primitivo’en langt mere moden og nærmest på grænsen til at være overmoden. Det er dadler, overmodne blommer blommekompot og svesker, nogle cedertræagtige noter suppleret med søde krydderier.

Smagen er utrolig blød og cremet … bedre og mere frisk end duften egentlig signalerede. Det er igen bløde blommer, blommekompot og frugten er faktisk meget lækker med lidt svag peber og en syre, som er bøjelig, blød og alligevel rummer lidt lemonagtige elementer, der giver vinen noget rygrad. Tanninerne er tørre, men blide … samket bliver det en fin Primitivo, der er forholdsvis kølig og uden alt for megen sødme. 88 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr.,. mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Cantine Miali, Negroamaro, Puglia, Italien

2019 Cantine Miali, Negroamaro, Puglia, ItalienJeg går ofte udenom de kraftige vine fra Puglia … men de fleste vinhandlere bør selvfølgelig ha’ disse vine på sine hylder og der findes også rigtig gode vine fra området. Nu smager jeg 2 vine derfra fra vinhuset Cantine Miali og den første er denne 2019 Negroamaro.

Cantine Miali er grundlagt af Elvino Miali i 1886 efter den næsten ødelæggende Philloxera epidemi havde lagt de fleste vinmarker i hele Norditalien øde.

Elvino Miali var købmand og handlede med landbrugsvarer, men besluttede sig for også at fremstille og handle vin med nogle af de andre regioner i Italien. Hans navn Elvino – der jo betyder vin – var egentlig en fejl, for han skulle ha’ heddet Livino, men det blev stavet forkert på det lokale registerkontor.

I de følgende år voksede efterspørgslen efter hans vine hurtigt, og Elvino besluttede at udvide og byggede sin egen vingård i Martina Franca. Han blev dog aldrig ejer af vinmarker, så hvert år købte han blot druer fra udvalgte vinavlere, men solgte druerne eller vinene videre i store partier.

Elvino Miali blev efterfulgt af 2. generation i form af børnene Michele og Antonio Miali, der fortsatte faderens strategi med at opkøbe druer og satsede i høj grad på de hvide druer Verdeca og Bianco d’Alessano, som de også opkøbte og solgte videre til producenter af specielt Vermouth.

Det var først med 3. generation i form af Micheles 2 børn Martino samt Francesco Miali, at vinhuset i 1960 så begyndte af flaske deres egne vine og det skete under navnet Vinicola Miali.

I dag drives vinhuset så af den 4. generation i form af Francesco, Michele og Marcello Miali. De 3 brødre er alle sønner af Martino og det er Francesco, som står for produktionen, som fortsat sker med druer opkøbt fra lokale vinavlere.

Cantine Miali er nok mest kendt for deres hvidvine på Verdeca og Bianco d’Alessano, men laver også rødvine og det er selvfølgelig på de kendte druer som Negroamaro og Primitivo. Jeg starter med at smage deres 2019 Negroamaro.

Druerne til vinen kommer fra det nordlige Salento og er høstet i anden halvdel af september før druerne bliver for overmodne. Der er så sket gæring og maceration med skindet over 12 dage i tanke af rustfri stål og der er vinen også lagret en periode inden aftapning på flaske og endelig frigivelse.

Duftmæssigt er det varmt og solmodent … der er fed frugt med modne blommer, blåbær og sorte kirsebær, godt med krydderier, noget tørt tobak, rugbrød, maltbrød og mørk chokolade. Derudover er der lidt skal fra søde appelsiner, men mest af alt varm, venlig, bamset og comfortagtig.

I munden er det lidt samme historie, men det bliver heldigvis aldrig overdone eller alt for sødt, som man ellers ofte finder i Puglia vinene, for her er det mest blommer, overmodne blommer, blåbær, tykke og buttede tanniner, lidt engelsk lakrids og frugtsødme. Det er vin, som varmer på en kold vinterdag … og dem er der jo pt rigelig af, for vinen har godt med sol og varme. 89 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr.,. mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Deinhard, Green Label Dry Riesling, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Deinhard, Green Label Dry Riesling, Mosel, TysklandDeinhard ligger på adressen Bornwiese i Bernkastel-Kues og har sine rødder tilbage til 1794, hvor Johann Friedrich Deinhard i byen Koblenz grundlagde huset … som jeg nu smager denne 2022 Green Label Dry Riesling fra.

Faktisk ligger Deinhard GmbH i dag ikke længere i Koblens, men i stedet på samme adresse som det store vinfirma Weinkellerei Peter Mertes, som faktisk i 2020 købte det gamle Sekt Haus Deinhard.

Johann Friedrich Deinhard havde i 1794 grundlagt sekthuset, som først bare handlede med vin, men hans efterkommere begyndte så i midten af 1800-tallet også selv at dyrke og producere basisvine til deres Riesling baserede mousserende vine.

Disse mousserende vine nød dengang international berømmelse, hvorfor de nærmest altid kunne findes på bordet på restauranter i specielt England, USA og Canada. Deinhards mousserende vine blev betragtet som et prestigeprodukt … og i 1970’erne og 1980’erne var der ofte reklamekampagner for vinene i både radio og tv.

Virksomheden blev så i ​​1990’erne solgt til Henkell Freixenet, der er et datterselskab af multifood-koncernen Dr. Oetker, men det engang så traditionelle Deinhard mærke blev næsten glemt.

I hvert fald indtil 2020, hvor det blev købt af Weinkellerei Peter Mertes, som dermed samtidig fik mousserende vine i deres store sortiment. Peter Mertes KG er et af Tysklands største vinerier, som har omkring 400 ansatte, en omsætning på 300 millioner euro om året og laver over 2,5 millioner hektoliter vin.

Weinkellerei Peter Mertes blev grundlagt i Minheim i 1924 af Peter Mertes og firmaet lavet mest private labels vine til supermarkeder som Aldi, Lidl og Rewe.

Mottoet for Gustav Willkomm – der var svigersøn til grundlæggeren Mertes – var allerede i 1950’erne at gøre vin “supermarketable” og  altså gøre dem til tilgængelige i supermarkeder til billige penge, men ejer faktisk også vinhuset Weingut Witwe Dr. H. Thanisch og har endda vinmarker på både Bernkasteler Doctor og Wehlener Sonnenuhr.

Nu laver Peter Mertes KG så vine under Deinhard brandet … og fortsat mousserende Sekt vine, men altså også almindelige vine som fx denne Green Label Dry Riesling i årgang 2022, som kommer fra serien Green Label.

Der er ikke rigtigt nogle informationer om produktionen … men mon ikke vinen er lavet på ståltanke og lagret der sur lie i periode? Men så må vi jo bare springe videre til mine smagsnoter.

Det er ikke en sylespids Riesling … men har skam lidt moselsødme suppleret med fersken, pærer, mango og papaya, men faktisk også en ganske lille snas klassisk petroleum og nogle salte mineraler og det giver sammenlagt en ganske dragende Riesling, der også vil begejstre rigtigt mange.

I munden har vinen også dette bredde appeal … lidt tropisk, eksotisk og blød i smagen med fersken, pærer, mango og melon, men også lidt syre fra syltede og salte citroner med en cremet sødme, intensitet og en sødbitter eftersmag. 89 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 119 kr.,. mens prisen er 69 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7