Tag-arkiv: 4½

2022 Weingut Petra Unger, Furth Grüner Veltliner, Kremstal, Østrig

2022 Weingut Petra Unger, Furth Grüner Veltliner, Kremstal, ØstrigLad os endelig fortsætt i det østrigske med endnu en Grüner Veltliner, men det blev med en mere tør af slagsen … en 2022 Furth Grüner Veltliner fra Weingut Petra Unger.

Det er kun en måneds penge siden, at jeg smagte en 2020 Furth Pinot Noir fra Weingut Petra Unger og dengang skrev en smule om Petra, vinhuset og hele historien.

Denne Furth Grüner Veltliner er lavet med nøje udvalgte druer fra hendes bedste marker. Det er en Ortswein, der alene er lavet med gæring på rustfrie ståltanke og der er vinen også lagret, formentlig ud fra smagen sur lie – altså med bærmen.

Dejlig inderlighed … har et fint blidt skær af lidt pærer, milde æbler, sød selleri, grøn peber, honningmelon, mandariner, lemon, grape … meget tør og alligevel lidt olieret med en smule smørfedme.

I munden er syren langt mere markant … det er lemon, appelsin og grape på en cremet, fed og småolieret facon suppleret med lidt hvid peber og honning, Der er godt med lemon og grape bitterhed, syre med masser af citroner og grønne æbler, hvilket giver en frisk vin, som har krop og saftig bid på én gang. 90 point

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 Zantho, Pinot Noir Reserve, Burgenland, Østrig

2021 Zantho, Pinot Noir Reserve, Burgenland, ØstrigDerefter smagte jeg et par rødvine fra powerteamet Josef Umathum og Wolfgang Peck på kooperativet Zantho og den første var denne 2021 Pinot Noir Reserve.

Pinot Noir druerne kommer fra marker ved Neusiedlersee … og markerne har en jord med skifer og jernholdige grus-aflejringer.

Det er en vin, der er lavet med gæring ved 28-32 grader i ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 10 måneder på små egefade, hvor 40% er nye fade.

Duften er lidt til den rustikke side … dufter som om, at man selv stod nede i vinkælderen med et lidt gæret udtryk og så ellers en frugt, der mest bare er kirsebær, lyse blommer, lyse tranebær, cedertræ, peber og vanilje, mælkechokolade samt tørrede rosenblade.

Smagsmæssigt får du lidt af samme skuffe … der kommer lidt peber og en lidt rustik frugt med modne kirsebær, tranebær, hindbær, ribs, lemon og tørre krydderier, nelliker og derudover fornemmes røgede elementer også. Det er måske ikke en elegantier, men en herlig saftig og bondsk bandit med let kirsebærcharme. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Cantine Paradiso, Mast Negroamaro, Puglia, Italien

2021 Cantine Paradiso, Mast Negroamaro, Puglia, ItalienMed næste vin, som hedder Mast Negroamaro, skal vi en tur til det sydlige Italien, hvor vi finder vinhuset med det dejlige navn Cantine Paradiso og jeg smager vinen i årgang 2021.

Cantine Paradiso hedder måske mere korrekt Vinolea Paradiso og  ligger i det nordlige del af den større by Cerignola i Apulien i Italien.

Paradiso familien har alle været vinavlere siden 1954, hvor Angelo Paradiso – også kendt som Angelo Primo – grundlagde vingården i Cerignola i hjertet af Daunia provinsen i Puglia.

Derefter overtog Angelos 4 sønner driften og gennem de efterfølgende år udvidede de med køb af nye vinmarker, men i dag er det 3. generation – Angelos barnebarn – der også heder Angelo, der har overtaget driften.

Familien har samlet 12 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Nero di Troia, Primitivo og Negroamaro, men også hvide sorter som  Bombino, Fiano di Avellino samt Trebbiano.

Denne Mast Negroamaro årgang 2021 er selvfølgelig lavet på ren Negroamaro og druerne er høstet i slutningen af ​​september, når de er let overmodne … ja faktisk er omkring 15-20% af druerne i klaserne let dehydrerede eller endda let visne.

Vinstokke er omkring 35 år gamle og giver meget lav produktion pr. hektar. Efter høsten er druerne afstilket og knust let, hvorefter der sker macération carbonique som i fx Beaujolais og der er for at øge fornemmelsen af tørret frugt i vinen.

Gæring og maceration sker i temperaturreguleret ståltanke over 10-15 dage med periodisk overpumpning. Efterfølgende sker der så en malolaktisk gæring og vinen lagrer 12 måneder på barriques samt yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duft er solvarm, fed, mørk og dyb … godt med lakrids … både sød finsk og tør engelsk lakrids, bagte blommer, blåbær, brombær samt svesker, gammel og fed balsamico, vaniljetærte og crème brûlée og søde krydderier. Det er intenst, mørkt og mægtigt.

I munden er det en fyldig, solvarm, kraftig og sødlig vin … en rigtig dansker-vintervin, der kan give varme helt ind i knoglerne. Den er en rigtig syditaliensk basse- og bamsevin, men selvom den er alt for sød for mig, så er det skruet ganske fornuftigt sammen, for du får masser frugt, søde krydderier, lidt peber og tykfed saftighed. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, Frankrig

2021 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, FrankrigDenne Marigny-Neuf Pinot Noir fra vinhuset Ampelidae er en herlig lille Pinot Noir vin, som jeg da også har smagt før i både årgang 2018, 2019 og 2020 … og nu smager jeg så 2021’eren.

Boutique Domaine Ampelidae holder til i den lille by Marigny-Brizay få kilometer nord for den store by Poitiers … et lille vinøs smørhul i Loire, hvor det jo ellers vrimler med gamle vinslotte.

Ampelidae er grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet. Han er interessant, uddannet ph.d. i psykolog og vinmager. Han tog sin ph.d. ved Bordeaux University, mens han på det vinmæssige område allerede i 1990 startede med at lave lidt vin til eget forbrug – alene 2 tønder – fra nogle marker ejet af familien, 0,5 hektar tilhørende hans far og 4 hektar tæt ved Poitiers ejet af Frédérics bedsteforældre.

Efter sin ph.d. uddannelsen rejste Frédérics til Wagga Wagga området i  Australien og var involveret i et projekt om måling af methoxypyrazinniveauer i vine. Han blev der ret fascineret af den australske vinindustri og besluttede, at han i Frankrig ville lave det franske modstykke til Penfolds og det blev så til etableringen af projektet Ampelidae.

For at supplerende indtjeningen, så arbejdede Frédéric samtidig nogle måneder om året som underviser på Slow Food universitet i Pollenza i Italien, men i 2004 kom Kate og Benjamin Meuli med i det lille projekt.

Kate og Benjamin var i forvejen ejere af Château des Roches … et af den lille bys 9 store og gamle vinslotte … bygget i 1895 på resterne fra et slot fra det 11. århundrede. Slottet havde tidligere været feriebolig for den berømte forfatter Gilbert Cesbron.

Men derudover havde det senere også været bolig for Monsieur Marot, formanden for Société Française des Hybrideurs og havde under hans vejledning blevet producent af hybride vinstokke, der kunne klare sig i et land hærget af phylloxera.

Derfor blev Château des Roches både en vigtig vinavler af nye vinstokke, men også vinproducent. Og efter Kate og Benjamin Meuli overtagelse af slottet i 1989. så havde de restaureret det totalt.

Da de i 2004 indgik i et samarbejde med Frédéric Brochet, så blev slottet også samtidig vineri for Ampelidae, som dermed også fik en adgang til Château des Roches’ vinmarker, mens Frédéric gik i gang med indretning af vineriet på slottet, bl.a. med brug af ​​chai og huler som man havde gjort tilbage i 1893.

Samlet har vinhuset selv 75 hektar vinmarker, der ligger i 2 områder, hvor det ene er omkring slottet Manoir of Lavauguyot og det andet omkring Château des Roches samt det tussegamle slot La Mailleterie i Marigny-Brizay.

La Mailleterie havde været i Brochet familiens eje fra 1809 og frem til 1960, så det har altid haft speciel betydning for Frédéric Brochet. Familien havde beholdt lidt marker fra slottet og det var netop derfra, at Frédéric lavede sine første vine.

Derudover opkøber Ampelidae i dag også druer fra 40 hektar marker tilhørende nogle af de andre gamle vinslotte i Marigny-Brizay. Vinmarkerne drives fuldstændig økologisk og der dyrkes primært Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Pinot Noir samt lidt Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Siden 2020 har Kate Meuli været leder af Ampelidae og har nu et hold af vinmagere til lave vinene. Jeg kan ikke se, om Frédéric fortsat deltager i driften, men Kate forsøger nu at gøre vinhuset kendt i det meste af verdenen som et vigtigt økologisk vinhus.

Marigny-Neuf er en serie af vine fra Ampelidae, hvor man forsøger at bevare det autentiske udtryk for de store Loire druesorter, så det er en vin, som både laves på Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Cabernet Franc … her har vi så fat i Pinot Noir udgaven.

Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … altså nogle af vinhusets egne marker. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.

I næsen er der en sjov leret og landlig aroma … der er vanilje, en  candyflossagtig frugtsødme, cedertræ, appelsin, ribs, jordbær og kirsebær, umodne grønne nødder, violer, peber, allehånde samt lidt andre søde krydderier. Derudover har den en meget autentisk duft af våd vinkælder.

I munden er det også en rustik, bondsk, ren og frisk vin med en ganske syrlig frugt af ribs, hindbær, lyse kirsebær, lemon og citron, masser af juraagtig syre, noget grape bitterhed … har en tør, syrlig og frisk kant, masser af charme og en vis lethed. Det er rustikt, kantet, syrligbittert og levende, så 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Bernard Magrez, Bleu de Mer Rosé, Languedoc, Frankrig

2023 Bernard Magrez, Bleu de Mer Rosé, Languedoc, FrankrigI dag har været en god dag … arbejdet hårdt i haven og nået en masse … også slappet af på terrassen, hvor jeg så lige helt med forårets komme nød lidt vin og meget passende en 2023 Bleu de Mer Rosé i den nyeste årgang 2023.

Vinen er bleg som rosévine fra Provence, men er fra Languedoc og lavet på klassisk sydfransk roséblend bestående af 80% Grenache og 20% Cinsault.

Teamet hos Bernard Magrez høster midt om natten, hvor temperaturen er lav, så kun de friske og sunde druer finder vej til vinen. Druerne presses nænsomt og gæres ved lav temperatur på rustfrie ståltanke og lagrer også der kortvarigt.

Duften er sådan sødkrydret … frugtrig og sødmefuld, har en frugt med fersken, abrikos, moreller og honningmelon. Den virker rundt, trivelig og aromatisk med rosenblade, vingummi og lidt geléagtigt frugtflæsk … sukkersød og tropisk fristende.

Sådan smager den nærmest også … blød, rund, småfed og sukkerlækker med mango, fersken, pærer og melon. Den har ikke samme grad af lemon, som 2022’eren, men den dukker dog op lidt efter lidt og giver lidt tiltrængt syre. Det giver en smule bid midt i al den olierede frugtsødme … men man bliver sgu alligevel glad i det spirende forår, så 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 West Cape Howe Wines, Shiraz, Western Australia, Australien

2022 West Cape Howe Wines, Shiraz, Western Australia, AustralienVi sluttede smagningen af vinene fra Western Australia samme sted, som vi startede, nemlig hos West Cape Howe Wines, for derfra smagte vi til maden en 2022 Shiraz fra deres Cape to Cape serie.

Det er en klassisk aussi Shiraz, hvor hovedparten er druerne er fra marker  Mount Barker, mens små 20% kommer fra det noget varmere Margaret River.

Vinen er lavet på ståltanke, men efter endt fermentering er vinen modnet … noget på egefade og noget i ståltanke med egestave for at give vinen et strejf af egetræ. Den er samlet lagret 12 måneder og er så let filtreret inden aftapning på flaske.

Det er faktisk en ret kapabel vin … i næsen virker vinen blød, rundt og har gode med frugt af blåbær, kirsebær og blommer, men hurtigt kommer peberen frem akkompagneret af lidt lakrids.

I munden er det en fyldig vin … har en rustik syre … sorte kirsebær samt modne blommer, en snas peber, mens tanninerne er bløde og ganske tilforladelige. Alt er godt og til prisen et godt køb, så dermed 90 point.

Forhandles af Westerstrøm Vine, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Molino di Sant’Antimo, Asso Toscana IGT, Toscana, Italien

2020 Molino di Sant'Antimo, Asso Toscana IGT, Toscana, ItalienBrunello producenten Molino di Sant’Antimo har vi været omkring et par gange og senest, da jeg smagte en flok fra 2019 årgangen af Brunello di Montalcino, men nu smager jeg også husets 2020 Asso Toscana IGT.

Det er en vin lavet på 85% Sangiovese og 15% Merlot fra udvalgte Brunello vinmarker i Montalcino området. Druerne et høstet ved optimal modenhed og vinificeringen udført efter en klassisk metode for rødvine. Vinen lagres på franske samt amerikanske barriques i mindst 12 måneder og så yderligere 3 måneder på flaske.

Allerede på farven i glasset kommer Sangiovese druen frem … nærmest lidt rødbrun, mens duften fortsætter med både tobak, rå champignon, godt med kirsebær, kirsebærsauce, jordbær, blomster, violer, skovbær, noget balsamisk sødme, vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er det en blød vin … masser af Sangiovese frugt med kirsebær, jordbær og let svesker, en klokkeklar tørhed, noget sort te og bittersyrlige tanniner. Syren er sådan lidt balsamisk, tør og har en skinger nerve med et frisk bid. Dermed bliver vinen anderledes end 2015’eren, som var pænt sød … det er denne ikke. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker pt er 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Xavier Vignon, Cuvée 100% Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Cuvée 100% Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigNår vi nu lige er i rhône-mode, så lad os nappe en mere … en 2020 Cuvée  100% Côtes-du-Rhône fra den allestedsnærværende og altid produktive vinmager Xavier Vignon.

Xavier Vignon har jeg skrevet om et utal af gange her på Houlbergs Vinblog, så det skal jeg ikke gentage. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Cuvée 100% Côtes-du-Rhône.

Blendet i vinen er anderledes, end da jeg smagte vinen i årgang 2015, for her er det et mix af druerne 50% Grenache, 15% Syrah, 12% Mourvèdre, 10% Cinsault, 5% Marselan, 5% Caladoc og 3% Couston, som kommer r fra højtliggende parceller spredt ud over stort set hele Sydrhône.

Vinen er vinificeret på betontanke, hvor gæringen er sket med alle sortere samlet. Efter endt fermentering er 60% af vinen lagret i de store betontankene, men de sidste 40% er lagret 12 måneder på store egefade fra Allier. Vinen trækker højoktan alkohol på ikke mindre end 15%.

Der er allerede i duften masser af grønne Rhône noter … urter, garriques, krydderbuske, lavendel, nogle røgede noter og virker i det hele taget meget tør og grøn i udtrykket. Der er blåbær, surkirsebær og tranebær, sten, mineraler og så et drys med peberkværnen samt lidt friske blomster og bitter mørk, kakaorig chokolade.

I munden bliver det mørkere og dybere … men man mærker også straks noget alkoholvarme og så noget peber. Vinen har en ret saftig frugt, masser af sorte kirsebær, brombær, blåbær, lakridsrod, lakrids, lidt sødme, fede og tydelige tanniner, masser af power, kraft, dybde og rund, behagelig eftersmag. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Vignobles & Compagnie, Le Grand Bâtisseur Jean XXII Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2022 Vignobles & Compagnie, Le Grand Bâtisseur Jean XXII Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDet er kooperativet Vignobles & Compagnie tæt ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône, der står bag Le Grand Bâtisseur Jean XXII Côtes du Rhône, som jeg smager i årgang 2022.

Kooperativet et er grundlagt tilbage i 1963 som Gard Côtes du Rhône Vin aka CREPVIN og var først en samling af 12 små kooperativer, som slog pjalterne sammen med Paul Blisson som leder af foretagendet.

Han var i forvejen formand for kooperativet Cave de Saint Hilaire og havde arbejdet politisk og havde sammen med Baron Leroy bidraget til, at vinområdet Castillon du Gard blev klassificeret indenfor Côtes du Rhône regionen.

Efter sammenslutningen byggede det nye kooperativ et moderne vineri i sydamerikansk latino stil og tegnet af arkitekten Joseph Massota og inspireret af Oscar Niemeyer … den verdensberømte brasilianske arkitekt og en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.

I 1969 foretog Merlaut familien med deres vinkoncern Taillan Group store investeringer i kooperativet og havde i de efterfølgende år stor ganske indflydelse på driften og i 1990 overtog Taillan Group også hele ejerskabet. Siden 1969 var den årlige produktion også steget fra 8 millioner flasker vin til 25 millioner.

Groupe Taillan, som ledes af Jacques Merlaut, har vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, idet Taillan bl.a. ejer en række større vinslotte i Bordeaux, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue, Citran, Broustet, Camensac, Chasse Spleen, Gressier Grand Poujeaux og Haut-Bages-Liberal.

Derudover ejer de masser af andre vinhuse, men drives altså også Vignobles & Compagnie sammen med en række vinavlere, herunder altså også Villessèche familien, som har været med siden starten af kooperativet. Vignobles & Compagnie ledes i dag af Thomas Giubbi, som de seneste år er blevet assisteret af Nicolas Rager som landbrugsingeniør.

I dag er Vignobles & Compagnie  ikke så stor som tidligere, da årsproduktionen i dag ligger på 9 millioner flaske vin, som kommer fra omkring 260 hektar vinmarker hos de tilknyttede vinavlere.

Kooperativet laver særskilte vine sammen med nogle af de største tilknyttede medlemmer i et slags partnerskab, bl.a. denne Le grand Bâtisseur Jean XXII Côtes du Rhône.

Vinen er lavet på et blend af Grenache, Syrah og Marselan. Vignobles & Compagnie høster druerne ved optimal modenhed, hvorefter der sker gæring og maceration over 3-4 uger og efter endt fermentering er vinen lagret i betontanke. Den trækker en monstrøs 16% højoktan alkoholprocent.

I glasset virker det nu slet ikke som en fed 16% rhônevin, for virker forholdsvis lys, men har bestemt masser af karakter af Rhône med  garrique, grønne oliven, godt med grønne og friske krydderurter af timian, estragon og laurbærblade. Vinen virker klart anderledes og lysere end 2021’eren, mere grøn … frugten også renere med syrlige kirsebær, brombær samt en smule blomster.

I munden er der -fuldstændig som 2021’eren – langt mere skrald på og nu mærker man også de 16% alkohol. Der er igen syrlige kirsebær samt solbær, brombær og ribs, flere drej fra peberkværnen, lakrids, tør tobak og en lille frugtsødme. Tanninerne er meget tydelige, tørre og utilgivende, hvilket sammen med peberen river godt i struben, men som sidst redder sødmen smagen og giver lidt balance, så dermed 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske i årgang 2021 koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Bodegas Casa Monte Pío, Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Casa Monte Pío, Albariño, Rías Baixas, SpanienEfter min frokost og vinsmagning på Restaurant Mønstergade, så havde jeg lidt tid i overskud, inden jeg skulle retur med toget tilbage til hovedlandet, så derfor slentrede jeg lige forbi Falernum Bistro og Vinbar, hvor jeg fik et lille glas 2022 Albariño fra Bodegas Casa Monte Pío,

Bodegas Casa Monte Pío – der også har navnet Coanga S.L – er grundlagt i 1979 af Jose María Martinez, men siden 2014 har det været hans barnebarn Pablo Martinez, der har drevet gården og står bag produktionen af alle vinene derfra.

Pablo var egentlig revisor, men endte med at følge de stolte familietraditioner og er i dag dedikeret til økologisk vindyrkning og produktion af vine efter gamle håndværksmæssige metoder.

Casa Monte Pío og vinmarkerne ligger ved Val do Salnés nær Ribadumia tæt på Pontevedra i Rías Baixas og fjorden Ría de Arousa, men det er en forholdsvis lille vinproducent, som årligt laver 80.000 flasker vin … mest hvide på Albariño, mens de røde er på druerne Mencía, Caiño og Espadeiro.

Denne Albariño er lavet med druer fra husets egne marker, der ligger i Val do Salnés i 60 meters højde og kommer fra vinstokke, der er gennemsnitlig 35 år gamle. Druerne er høstet midt i september og vinen er lavet alene på ståltanke … gæring ved 16-18 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder sur lie i tankene. Der laves årligt 27.000 flasker af denne vin.

I næsen har vinen en god inderlighed og jeg skrev på mine noter, at den formentlig var lagret med bærmen … og det er den og det duftes, for vinen har noget krop, virker lidt olieret og småopulent. Der er lidt mandler, marcipan, pistacienødder, pærer, grønne æbler, let citrus og virker endda lidt eksplosiv i aromaerne.

Smagen er i samme boldgade … sådan lidt fed i stilen,  men absolut med syre og friskhed … ganske sprællevende. Der er syltede citroner, lemon, grape og mørke, sure æbler og samlet set med lidt saltet, men virker også lidt opulent, maskulin og brovten i smagen. 90 point.

Forhandles af Husted Vin og på Falernum kostede et glas vist 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7