Tag-arkiv: 1½

2015 Arthur Metz, Sylvaner, Alsace, Frankrig

2015 Arthur Metz, Sylvaner, Alsace, FrankrigEn nytårskur burde vel egentlig være med billige vine efter en dyr december måned med julefest og nytårsfest. Jeres flittige vinblogger tester derfor fortsat billige vine … her en 25 kr. rest, en Sylvaner fra vinhuset Arthur Metz i Marlenheim, Alsace.

Arthur Metz er en del af det gigastore Les Grands Chais de France, som alle formentligt – bevidst eller ubevidst – er stødt på før. De står nemlig bag vine som den storsælgende J.P. Cheney med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud. Derudover laver de vine under navne som Les Grands Chais de France, Calvet, Grand Sud, Domaine de la Ville de Colmar, Maison du Vigneron, Pasquier Desvignes, Carod Frères, Domaine de la Baume, Lacheteau, Michel Laugel, Henri Gaillard, Arthur Metz og mange flere.

Les Grands Chais de France er en familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1979 af CEO Joseph Helfrich. Gruppens hovedkontor og vigtigste produktionssted ligger i Petersbach i hjertet af nationalparken Vogeserne du Nord i Alsace.

I Frankrig laver de vine fra Alsace (selvfølgelig), Loire, Bordeaux, Bourgogne, Jura og Languedoc-Roussillon og Provence. Og Le Groupe GCF er en stor historie. I 2012 var firmaets omsætning ikke mindre end 6,3 mia. kr., hvilket svarer til et salg af 36 mio. kasser vin a 12 flasker. Det er da en del. Firmaet har i dag 1.889 ansatte og 21 firmaer rundt om i verden indenfor vin og spiritus.

Selve Maison Arthur Metz er egentlig grundlagt i 1904 som vinhandel i Paris og handlede primært Alsace vine. Da det senere blev obligatorisk at skulle flaske vine i Alasace, så benyttede firmaet chancen til at bygge et vinfirma i Alsace. De fusionerede i 1998 med Michel Laugel, et andet vinfirma i Alsace, grundlagt i 1889 og begge firmaer er i dag en del af Les Grands Chais de France.

Bare i Alsace har det store vinfirma i dag dyrkningsaftaler med 620 vinavlere fra ikke mindre end 1.090 hektar vinmarker … og det er bare i Alsace. Det bliver til en del vine som markedsføres under navnene på nogle af de vinhuse, som de har overtaget, altså Laugel, Arthur Metz, Maison Klipfel og Domaine Viticole de la Ville de Colmar.

Jeg har ingen oplysninger om vinen … men på etiketten står der Frais & Plaisant, altså frisk og behagelig. Det må vi så lige teste og starter med at hælde et glas op. Første overraskelse … meget lys og stort set uden farve. Det ligner vand med et ganske svagt gult skær.

Duften er meget, meget beskeden … der er lidt pære og fersken, men ellers er den totalt anonym og det et stort set umuligt at fange flere noter. What???

Og sådan smager vinen faktisk også. Det er tyndt, vandet og der er sgu’t megen vin i vinen. Det løber igennem, men efterlader ingen smag eller aftryk, så det hele forsvinder hurtigt og bliver ganske ligegyldigt.

Købt i Fakta … en rest til 25 kr.

Vinanmeldelse 1,5/7 

2014 Simonsvlei, Zenzela Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika

2014 Simonsvlei, Zenzela Chenin Blanc, Western Cape, SydafrikaHvad ka’ man få for en ti’er? Man ka’ få pis og papir. Sådan sang Shu-bi-dua på deres andet album i 1975. Men ka’ man få god vin til en ti’er eller med lidt inflation 25 kr., hvilket var prisen på denne Zenzela Chenin Blanc fra det store sydafrikanske vinhus Simonsvlei? Eller er det pis og papir?

Godt spørgsmål, som jeres flittige vinblogger hovedkulds kaster sig ud i. Test af en cheap supermarkedsvin fra en stor og – i dette tilfælde – lidt tvivlsom producent, som har været i medierne pga. dårlige arbejdsforhold.

I dokumentarfilmen Bitre druer – slaveri i vinmarken er Simonsvlei nemlig nævnt, som en af de producenter, som er blevet kritiseret, bl.a. for vinarbejdernes manglende adgang til toiletter og store mangler ved de boliger, som arbejderne tilbydes.

Coop har dog til pressen fortalt, at de har været i dialog med producenten, som har lovet at rette op på tingene, hvorfor der menes af være en positiv udvikling i tingene. Ellers har vi forbrugere jo ellers det mest powerfulde våben af alle … at lade være med at købe produkterne.

Når man ser på vingården, som er afbilledet ovenover, så står den jo i skærende kontrast til forholdene for vinarbejderne, hvorfor det kan undre, at det er nødvendigt at behandle ansatte som dokumentaren fortæller.

Lidt søgen på internettet viser også, at vinhuset tilsyneladende er meget tilfredse med indtjeningen, selvom de som privat firma ikke vil afsløre nogle økonomiske tal. Det hænger jo heller ikke sammen med kummerlige forhold for de fattige ansatte arbejdere.

Simonsvlei ligger ved Drakenstein i Paarl og er en ganske stor historie, som omfatter 1.000 hektar vinmarker, som er fordelt på 36 forskellige vingårde. Det giver en produktion på 5-6 millioner flasker vin årligt og derudover omfatter driften også en restaurant på stedet.

Vinhuset Simonsvlei blev grundlagt efter anden verdenskrig i 1945 og oprindeligt som et kooperativ af en flok visionære vinavlere med Sonny le Roux i spidsen. Hans familie var i forvejen vinproducenter og drev vingården De Hoop, men de ønskede alliancer og en produktion i endnu større omfang.

Sonny le Roux’s vingård De Hoop stammede selv tilbage fra 1692, hvor guvernøren Simon van der Stel overdrog gården til den franske Jacob de Villiers, hvis familie senere solgte vingården til Roux familien. Men derfor kom vinhuset også til at hedde Simonsvlei efter Simon van der Stel … og vlei efter de våde områder – wetlands – hvor vinavlerne havde og fortsat har deres marker.

I 1997 blev kooperativet privatiseret og ejes i dag af en større investorkreds på 65 aktionærer, men vingården De Hoop – nu med 4. generation i form af Paul Roux i spidsen – leverer fortsat druer til Simonsvlei.

Med de nye ejere, så blev der også investeret massivt i Simonsvlei og siden 2000 har det været vinmageren Francois van Zyl, som har stået for produktionen af de mange, mange vine på stedet.

Lad os se nærmere på denne Zenzela Chenin Blanc, som er lavet på ren ståltank, afstilket, presset og gæret i 10-15 dage ved 10-12 grader og efterfølgende stabiliseret og filtreret inden flaskning … ingen lagring overhovedet.

Det er sgu en yderst mærkelig duft … kraftig aromatisk tyggegummi med pæreduft, et par nye gummisko aka sneakers, skoimprægnering, saftevand, kaktuspiller, banan, grøn sodavand … og jeg kommer straks til at tænke på Mountain Dew eller Urge sodavand fra 1990’erne.

Ka’ I huske den, Urge? Den findes vist ikke mere og er sikkert glemt ligesom Faxe Koral Grøn Sport og Spark.

Selvom næsen vel bedst kan karakteriseres som … hmmm interessant, så dumper vinen big time på smagen. Sød, kunstig og ufokuseret saftvand med melon, fersken, flydende frugttyggegummi og et syrligt samt bittert bid. Yak.

Købt i Fakta til 25 kr.

 Vinanmeldelse 1,5/7 

2015 Samsø Vin Syndikat, Rødvin, Jylland, Danmark

2015 Samsø Vin Syndikat, Rødvin, Jylland, DanmarkSamsø er en dejlig ø … elsker og savner den simpelthen. Gode naturoplevelser, dejlige steder og en håndfuld gode restauranter. Og minsandten om øen ikke også har sit eget lille vineri, nemlig Samsø Vin Syndikat, hvorfra vi her smager deres rødvin fra 2015.

Samsø Vin Syndikat er et interessentskab grundlagt i oktober 2009 af 11 initiativrige, ældre samsinger i alderen 62-79 år. De havde alle stor interesse for vin og igennem lang tid drøftet etablering af en vingård på øen. Ideen til projektet udsprang af øens vinklub, som de alle var medlem af. De tog derfor på studietur til Alsace og vendte hjem med tilstrækkelig mod til at etablere Samsø Vin Syndikat.

De har langtidslejet en 1 hektar mark ved Alstrup lidt øst for Toftebjerg, sådan omkring midt på Samsø ved den sydlige ende af Stavns Fjord. Der har de tilplantet arealet med omkring 1.400 vinstokke og i 2011 indrettede de også produktionslokaler tæt på vinmarken.

De har plantet de grønne druer Solaris, Orion, Gewurztraminer samt Johanitter samt de røde sorter Rondo, Bolero, Leon Millot og Cabernet Cortis.

Og fra dette laver de både en hvidvin, en rosé, denne rødvin samt en kir, som udover druer også er lavet med solbær.

I 2015 høstede de i alt hæderlige 3.350 kg. druer, herunder 887 kg. Rondo og 80 kg. Rondo. De er bl.a. brugt til denne rødvin, som netop består af 88% Rondo og 12% Bolero, men jeg har dog ikke kunnet finde noget omkring produktionen.

Duftmæssigt er vi ovre i lidt brombær, hyben … lidt svær at definere, måske lidt som en Gamey, bare langt mere mørk og sødkrydret. Der er egentlig godt med frugt, men lidt lukket og med en underlig, skæv sødme, lidt som et sjovt bolsje.

Smagsmæssigt bliver det en kende surt og usammenhængende … ingen eftersmag og egentlig blot lidt som syrlig saftevand. Der er lidt sødme gemt under syren, men tingene spiller bare ikke rigtigt sammen. Hverken frue eller jeg var pjattet med denne vin.

Købt i Den Gamle Butik i Ballen, hvor en flaske kostede 165 kr.

Vinanmeldelse 1,5/7  

2006 McMahon Estate Wines, The Harlequin Shiraz Durif, Victoria, Australien

2006 McMahon Estate Wines, The Harlequin Shiraz Durif, Victoria, AustralienHavde et par gamle flasker til at ligge … og én af dem var denne The Harlequin Shiraz Durif, som ifølge etiketten bagpå skulle komme fra McMahon Estate Wines med adresse midt i den lille by Gordon omkring 60 kilometer nordvest for Melbourne.

Det er en bedaget 2006’er, som sikkert ikke var planlagt at skulle holde 10 år … og formentlig heller har kunnet holde formen, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til om lidt. Lad os først kigge nærmere på vinhuset.

Og det er så netop, hvad det ikke er … altså et vinhus. Bag McMahon Estate Wines finder vi nemlig firmaerne JM McMahon & Co Pty Ltd. og McMahon Global Food Marketers, begge ejet og drevet af John McMahon. Selskaberne har primært været beskæftiget med eksport af mælkepulver, men har også bevæget sig indenfor vinproduktion og handel.

John McMahon solgte imidlertid sine aktiviteter til JV company Dairy Exports New Zealand Ltd. i 2009 og det ser ikke ud til, at der efterfølgende er sket meget på vinfronten. Så med andre ord er denne vin fra en fødevareproducent, som i ny og næ producerede et par vine. Det faktum tæller heller ikke til vinens fordel.

Vinen hedder The Harlequin og har en flue fra fluefiskeri på etiketten. Efter sigende skulle det være fordi, at vinen og fluefiskeri har meget tilfælles. Når man står i et vandløb – eller drikker vinen – er man adskilt fra de almindelige ting i livet og nyder bare øjeblikket.

Den er lavet på et blend af druerne Shiraz og Durif, men fordelingen kender jeg ikke. Da den gode mælkepulvereksportør ikke selv ejede vinmarker, som er vinen selvfølgelig lavet på druer opkøbt rundt omkring i Victoria området. Heller ikke det har jeg oplysninger om.

Durif har sit navn efter François Durif, som var en botanist fra Montpellier. Han opdagede druesorten i en vinmark med Peloursin, og efterfølgende har undersøgelser vist, at Durif er en krydsning af Syrah og Peloursin.

Druen stammer fra Frankrig, men der finder man den stort set ikke u dag, Den findes primært i Australien, Californien, Israel, Brazil, Argentina, Chile og Mexico, hvor Australien og Californien står for de bedste vine. Flere mener, at Durif er samme drue som Petite Sirah.

I Californien har mange DNA undersøgelser vist, at hovedparten af alle Petite Sirah vinplanter, faktisk er Durif. Det er en drue, som giver tørre og kompakte vine, der kræver flere år på flaske år for at folde sig ud. Og det må den flaske siges at ha’ fået … hele 10 år.

I næsen er det klart blommer, let rosin, blåbær, peber, eucalyptus, en gammel fiskekutter og på grund af alderen også en snert af portvin. Virker meget varm i udtrykket … har klart fået godt med sol. I munden er det ren marmelade med stor sødme … meget stor sødme og derudover en noget jernholdig smag, som bare er træls … som man siger her i Jylland. Det bliver sgu ærlig talt en tand for klamt … er ikke det rigtige ord … men i hvert fald overdone. Pazzzz for mig.

Købt for herrens mange år siden hos Skovgaard Vine, men prisen kan jeg ikke huske.

Rating 1,5/7  thumbhalf_thumb

2013 Provinco Italia, Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2013 Provinco Italia, Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienNæste vin har – på skøn italiensk manér – også en etiket og et navn, som lover mere end den kan holde. Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore … jo vist – elegante mine damer og herrer. Jo, mindre kan ikke gøre det. Men umiddelbart ikke fra et kendt vinhus.

Producenten er nemlig ikke en lille vingård i det herlige Valpolicella, men derimod et stort vinfirma, som designer vine til supermarkeder (og slige vinbutikker). Det hedder Provinco Italia og ligger i den lille by Rovereto, 20 km syd fra Trento, 20 kilometer øst for den nordlige del af Gardasøen og omkring 50 km nord for Verona.

Og ja … det firma er jeg stødt på én gang tidligere, nemlig da jeg smagte deres Grande Alberone Rosso … som var lidt af en uskøn fornøjelse.

Det er et firma, som primært laver billige vine til supermarkeder, og blandt deres brand er altså Grande Alberone, Ronco di Sassi, Grandi Mori, San Zenone, Comera, Santi Nobile, Forte Elerone, Oroperla og Riba di Sotto.

Ja, og så laver de så også denne Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore, som formentlig er lavet til det danske marked … die dumme dänen, i danesi stupidi, som drikker al slags væske med alkohol. I hvert fald findes der ikke udenlandske oplysninger om vinen overhovedet. Og det kan de være glade for udenfor landets grænser, for det holder sgu ikke.

Næsen er lidt landlig .. hvilket jo er herligt, for det ka’ vi li’. Oveni er der lidt babybræk … men ellers fuldstændig neutral. Hvor fanden er duften henne? Lidt utroligt, at der ikke er flere aromaer i en vin, som skulle være en Ripasso, altså ligget på kvaset fra Amarone eller Recioto della Valpolicella og dermed give vinen godt med kraft. Det er der bestemt ikke her.

Det samme gælder smagen, der er sådan nærmest lidt metallisk, skæv og kantet. Der er frugt, men den er ikke helt nem og typisk, så jeg ved sgu ikke lige, hvad jeg skal tænke. Der er sådan set også lidt tanniner, som også er fint stramme, men det er sgu lidt af en rodebutik, og minder ikke om Ripasso.

Forhandles i SuperBrugsen til 99 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 56 kr.

Rating 1,5/7  thumbhalf_thumb

N.V. Sankt Florin Sektkellerei, Auerbach Sekt Halbtrocken, Mosel, Tyskland

Den flinkeste værelsesudlejer i Bernkastel-Kues er uden tvivl den søde Frau Mniszak, som yours truly vinblogger med familie lejede en over 100 kvadratmeter lejlighed af et par dage som afslutning på sommerferien og rundfarten i de udvalgte vinområder.

Hause Am Hang hed stedet, og som velkomst havde Frau Mniszak sat en mousserende vin frem til os, og det var denne lille Auerbach Sekt Halbtrocken fra en ukendt Moselproducent i Koblenz, nemlig Sankt Florin Sektkellerei GmbH … ikke noget at skrive hjem om, men et flot, flot gestus.

Og servicen rakte endda videre, for den søde udlejer hentede også rundstykker til familien hver morgen, og så hang hun dem på dørhåndtaget til vores lejlighed. Service udover det forventelige. Generelt har vi mødt stor gæstfrihed stort set alle de steder, som vi besøgte, men her var det helt fantastisk.

Hause Am Hang har tidligere tilhørt en vinkøbmand og -producent, som vistnok hed Weingut Walter Hammes-Bäumler, og da Mniszak-familien købte ejendommen fulgte vinkælderen selvfølgelig med … men også en lang række flasker. I dag eksisterer vinproducenten ikke længere, men flaskerne i kælderen vidner om den hedengangne vinavler.

Frau Mniszak havde åbenbart fanget min interesse for vin, for da vi tjekkede ud, så kom hun farende med to flasker vin til mig fra den gamle kælder, en 1976 Riesling Spätlese og en 1986 Riesling Kabinett. Ingen etiketter på vin, men alene med en næste udtydelig skrift med tusch på flaskerne … hold da op hvor spændende. Mniszak fandt også en gammelt blank etikette fra producenten.

Nå, men de to flasker skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage med her på bloggen. Spændende om de fortsat er drikkelige? Igen en stor tak til den søde Frau Mniszak. Skal du til Mosel, så giver jeg Hause Am Hang min bedste anbefaling.

Hause Am Hang
Hause Am Hang, som får min bedste anbefaling.

Nå, men denne Auerbach Sekt Halbtrocken skal vi også lige omkring, selvom jeg ikke kan finde de store oplysninger om vinen. Vinhuset hedder Sankt Florin Sektkellerei, ledes af Geschäftsführer Dr. Andreas Brokemper, og holder til i Koblenz. De laver mousserende vine og derudover en række ikke alkoholiske drikke.

Mange af husets producenter sælges via Aldi kæden, og det skulle vistnok også være tilfældet med denne Auerbach Sekt Halbtrocken, ja måske er vinen endda lavet efter anvisning fra Aldi. Dermed har vi også fat i en producent, som ikke selv ejer en eneste vinmark, men opkøber druer og designer vinene efter kundernes ønske.

Hvilken druer der er brugt til vinen står også hen i det uvisse. Det fremgår ikke af etiketten, hverken forside eller bagside. Producentens hjemmeside er alene én side med oplysninger om adressen, og utallige søgninger har ikke givet svar på dette spørgsmål, så vi springer i stedet til mine smagsnoter.

I næsen … intet … nichts, niente, hvilket jo egentligt er en præstation i sig selv. Hvis man leder godt, kan der måske godt være en smule pærer, men er ellers meget anonym. I munden er det sådan lidt sød melonvand, lidt æbler og en smule kemisk, som tidligere skrevet … ikke noget at skrive hjem om.

Pris i Aldi er 2,79€ … eller omkring 20 kr. Det er selvfølgelig heller ikke meget og levner ikke mange eurocent til vinavleren/druerne.

Rating 1,5/7 

N.V. Bodegas Álvaro Domecq, Oloroso Vors 1730, Jerez, Spanien

Udtur, skuffelse og sur røv. Ja, det er sgu denne Oloroso Vors 1730 sherry fra Bodegas Álvaro Domecq, som jeg taler om. Jeg var ellers helt oppe at ringe, da jeg på Bryghuset Vendia smagte søstervinen Pedro Ximénez 1730 fra samme hus … en ganske fantastisk, tyktflydende sød nektar.

Det betød også, at jeg til nytårsaften bestilte (og drak) endnu en flaske Pedro Ximénez 1730 og samtidig bestilte denne Oloroso Vors i en naiv tiltro til, at den nok var nogenlunde hen i samme boldgade.

Imidlertid er dette noget helt andet … og havde jeg vidst noget om sherry, så var dette sikkert børnelærdom. Men det gør jeg ikke.

Der findes tilsyneladende forskellige typer sherryer. Oloroso er tør sherry, der lagrer uden flor. I begyndelsen tilsættes alkohol så florlaget ikke dannes, og derved får den en mere fyldig og oxideret smag. Pedro Ximénez … ofte blot kaldet PX er derimod en meget sød sherry udelukkende på Pedro Ximenez druer, der er tørret og presset.

Men de to sherryer er som nat og dag. Men så lærte jeg den lektie.

Nå, men lad os inden mine smagsnoter komme lidt omkring Bodegas Álvaro Domecq, som selvfølgelig ligger i Sherryens højborg … byen Jerez de la Frontera, og er grundlagt i 1999, da Álvaro Domecq Romero købte resterne fra Bodegas Pilar Aranda y Latorre, ét af de ældre sherryhuse og almacenistas (lagre af sherry) med fade helt tilbage til 1800-tallet.

Bodegas Pilar Aranda y Latorre var ejet af Doña Pilar Aranda. Hun havde arvet bodegaen af sin far i 1946 og den var – som nævnt – én af de mest berømte almacenistas i Jerez.

Efter hendes død var de fleste af de syv lagersteder, der var en del af Bodegas Pilar Aranda y Latorre, blevet lejet ud til større huse, og omkring omkring 85% af den årlige produktion blev solgt til Gonzalez Byass til blanding i deres sherryer og 15% til Emilio Lustau, bl.a. til sherryer i den dedikerede Almacenista serie, fx den berømte Amontillado Fino.

Álvaro Domecq var selv en del af den indflydelsesrige Domecq familie, som oprindeligt kommer fra Frankrig. Familien Demecq havde selv drevet sherryhuset Pedro Domecq i Jerez siden 1730. Det er faktisk også derfor, at årstallet 1730 går igen på alle etiketterne fra Bodegas Álvaro Domecq.

Imidlertid solgte familien i 1994 deres gamle sherryhus Pedro Domecqi til Allied Lyons under Bacardi-Martini koncernen. De fortsatte driften af sherryhuset under navnet Allied Domecq, så det gav det lidt problemer, da Álvaro i 1999 grundlagde Bodegas Álvaro Domecq. Álvaro måtte derfor sælge vinene under navnet Pilar Aranda indtil 2004, hvor tvisten endelig blev løst.

Álvaro Domecq er også et par ord værd, for han lyder som lidt af en farverig og spændende person. Han mistede sin moder i en tidlig alder, da han var 4 år, og sin fader, da han var 20 år. Han forlod jurastudiet og arbejdede sig op i familie virksomheden Pedro Domecq, hvor han i mange år var præsident.

Don Álvaro Domecq var en ægte spanske aristokrat, der levede et farverigt liv. Han var en succesfuld pilot i General Franco luftvåben og han var også en fremragende rytter. Han blev også borgmester i Jerez, var næstformand i Parlamentet og derudover var han et glødende medlem af den kristne organisation Opus Dei.

Samtidig var han også tyrefægter – han var blot 17 år, da han var i ringen første gang, og han deltog i tyrefægtning i mange lande. I sæsonen 1943 var han i aktion ikke mindre end 50 gange. I 1950 så han sin nære ven Manoleto dø i ringen, og kort tid efter trak Àlvaro sig tilbage – til et nyt liv som tyreopdrætter.

Álvaro Domecq døde i 2005, og herefter blev hovedparten af vinhuset solgt til den nuværende ejer investeringsselskabet Inveravante / Avanteselecta, som er en del af en stor koncern, som ejer en række spanske vingårde, handelsselskaber og hoteller. De har dog fortsat linjen med at lave de flotte sherryer.

Believe it or not … men denne Oloroso Vors 1730 er én af husets topsherryer, som er lavet 100% af druen Palomino, gærer 2-3 uger og lagrer derefter på 500 liter amerikanske egetræstønder. Den skulle være over 30 år gammel og trækker beskedne 22% alkohol. Man siger normalt, at en Oloroso har en intens mahogni farve og en meget blød og aromatisk smag.

Mahogni vil jeg ikke sige … måske lidt mørk ravfarvet. Duftmæssigt er første indtryk, at den er meget sprittet … virkelig godt med alkohol, som dominerer sammen med lidt nødder, appelsinskal, let karamel og oxyderede noter. Smagsmæssigt er sherryen bitter, sprittet og minder mest om en fesen whiskey. Slet ikke mig, og milevidt fra husets PX. Blød og aromatisk? Det synes jeg bestemt ikke.

Øv … udtur, skuffelse og sur røv. Men det kan selvfølgelig også bare være mig og min manglende viden om sherry. Måske jeg også bare har en sød tand?

Købt hos Erik Sørensen Vine, pris 249,95 kr. for 37,5 cl.

Rating 1,5/7