Tag-arkiv: malbec

Malbec er en gammel, fransk, rød druesort, der kommer fra det det sydvestlige Frankrig og specielt området omkring Cahors, hvor druen også er kendt som Côt.

Malbec druen har dog fået sin helt store succes som den ikoniske nationaldrue i Argentina, hvor man især i Mendoza producerer vine, som får international berømmelse.

I Frankrig skal Malbec udgøre mindst 70 procent af enhver AOC Cahors vin suppleret med rig, rund Merlot og rustik, tannisk Tannat. Den har også været en del af mange Bordeaux vine, men det var været nedadgående i mange år.

Betydningen i Bordeaux blev markant reduceret efter den store frost i 1956, som dræbte mange af regionens ældste vinstokke. I årene efter dette valgte de fleste vinbønder at genplante deres vinmarker ikke med Malbec, men med mere pålidelige, økonomisk levedygtige sorter som Merlot.

Malbec findes også i mere beskedens omfang i Loire, hvor den blandes med Cabernet Franc og Gamay … undertiden endda som en del af en mousserende Saumur vin.

Malbecs store kommercielle gennembrud i Argentina skyldes bl.a., at druen der dyrkes i højderne på Andesbjergenes skråninger, hvor Malbec udvikler et tykkere skind og giver en dybere koncentreret smag. Vine fra højderne over 1.000 meter er mere aromatiske og har intens, levende farve og rangerer blandt de mest respekterede af alle sydamerikanske vine.

Argentinas allerhøjeste vinmarker i Salta provinsen ligger i næsten 3.050 meters højde og er blandt de allerhøjeste beliggende vinmarker i verden. Disse er typisk plantet med Malbec sammen med nationens ikoniske hvidvinsort Torrontes.

Malbec modnes typisk midtvejs i vækstsæsonen og producerer små, intens farvede druer. Den giver oftest en middel til kraftig og frugtig rødvin med bløde tanniner og en stor dybde med masser af brombær og krydderier.

Druen er også god i blandinger med fx Cabernet Sauvignon og får mere dybde og flere tanniner, hvis den fadlagres. Der laves ofte ukomplicerede rosévine på Malbec. Disse er ofte karakteriseret ved masser af røde hindbær og jordbær i duft og smag.

Udover Frankrig og Argentina, så findes der også Malbec i Californien i USA, Australien og New Zealand.

2015 Mas del Périé, Bloc B763, Sud-Ouest, Frankrig

2015 Mas del Périé, Bloc B763, Sud-Ouest, FrankrigDen anden Malbec vin fra Fabien Jouves på Mas del Périé hedder blot Bloc B763 … og hvorfor vil I sikkert spørge? Men det skyldes formentlig – og nu gætter jeg – at druerne kommer fra en lille parcel, som kaldes Bloc B763.

Samtidig er Bloc B763 lavet efter nogenlunde samme læst som foregående vin, dvs. i betontanke med 30 dages gæring, hvorefter den er lagret sur lie i 22 måneder på en blanding af foudres og barriques. Vinen er derefter flasket uden hverken klaring eller filtrering og der er alene tilsat minimalt svovl.

Eneste forskel er, at druerne til Blov B763 formentlig kommer fra en anden mark, nemlig Bloc B763 hvor vinstokkene er en kende ældre, nemlig minimum 50 år, men fortsat fra skråninger med en undergrund med rødt ler og kalksten.

Det minder selvfølgelig meget om foregående søstervin Les Acacias, men Bloc B763 er mere rund i næsen, mere let og imødekommende, og den biodynamiske slagside er måske knap som udtalt. Det er fortsat mørke bær, men også andefond, rodfrugter, rødbeder, lakrids, blomster, mineraler, krydderier samt et lille orange tvist.

Smagsmæssigt er vinen også langt mere blød … virkelig en blid, venlig og blød Malbec. Den har en favnende og fadende blødhed, nærmest pakket ind i vat, men klart også mer’ sødme end søstervinen. Det bliver dog aldrig for sødt, for man kan ikke andet end elske blødheden i denne vin. Flot.

Ingen forhandler af Mas del Périé herhjemme. I Frankrig koster en flaske 48€ … svarende til 357 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Mas del Périé, Les Acacias, Sud-Ouest, Frankrig

2016 Mas del Périé, Les Acacias, Sud-Ouest, FrankrigEfter en Malbec fra Jérémie Illouz, så skulle vi smage 2 Malbec vine fra hans gamle studiekammerat Fabien Jouves på Mas del Périé, og vi startede med denne Les Acacias.

Det blev således aftenens anden vin fra Mas del Périé, da vi jo tidligere havde smagt Fabiens Orange Voilée Chenin Blanc.

Denne Les Acacias er 100% Malbec, som kommer fra 40 år gamle vinstokke på nogle skråninger med undergrund af rødt ler og kalksten. Markerne er selvfølgelig helt biodynamiske og certificeret efter både AB og Demeter.

Les Acacias er lavet i betontanke med 30 dages gæring, hvorefter den er lagret sur lie i 22 måneder på en blanding af foudres og barriques. Vinen er derefter flasket uden hverken klaring eller filtrering og der er alene tilsat minimalt svovl.

Og den biodynamiske tilgang er også virkelig tydelig i vinen, som dufter af både krudt, rebis aka blodurt, mørke bær, grønne grene, andefond, fennikel eller svag lakrids, en smule astronaut-is, blæk samt lidt urter.

Smagen er blød … fader helt fantastisk langsomt ud i munden med et fint, afrundet og blidt tryk, god stil og meget lækkert. Syren er levende og spiller godt op til kraften i vinen. Der er en god garvesyre aka tanniner i vinen og samlet en spændende, god og lækker vin.

Ingen forhandler af Mas del Périé herhjemme. I Frankrig koster en flaske 27€ … svarende til 201 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Parlange & Illouz, Haute Pièce, Sud-Ouest, Frankrig

2014 Parlange & Illouz, Haute Pièce, Sud-Ouest, FrankrigMed næste vin blev det ren Malbec fra Cahors … vinen Haute Pièce fra vinhuset Parlange & Illouz, der ligger lidt nord for byen Villesèque og omkring 10 kilometer vest for Cahors by.

Vinhuset drives af vinmageren Paul Parlange samt ønologen Jérémie Illouz. Og de to herrer laver vine fra både Cahors i Sud-Ouest samt fra Bordeaux, da Jérémiah Illouz ejer 5,5 hektar i bakkerne ved Cahors, mens Paul Parlange har 2,8 hektar vinmarker under appellationen AOP Côtes de Bordeaux.

Jérémie Illouz – som I kan se til højre på billedet ovenover – stammer fra Paris, men forlod staden for at studere vin i Bordeaux med ønsket om at blive vinbonde. På universitetet mødte han Fabien Jouves, som jo i dag driver Mas del Périé i Cahors og sammen startede de to en lille forretning med handel med vin.

I 2012 slog Jérémie i Lot regionen ved Villesèque, hvor han købte sin ejendon med 5,5 hektar marker, som han omgående omlagde til økologisk drift. Han teamede samtidig op med en anden ven fra studietiden i Bordeaux, nemlig Paul Parlange og laver nu sammen vine fra de to områder under navnet Parlange & Illouz.

Siden har Jérémie Illouz også omlagt produktionen til biodynamisk drift og vinene laves uden tilsætninger af nogen slags, alene anvendelse af druernes naturlige gær.

Han laver vinene helt efter sine egne normer, hvilket i 2015 har fået ham til at sælge årgangen som en Vin de France, da hans vine farvemæssigt ikke levede op til appellationens forskrifter.

Her smager vi Jérémie Illouz’s Haute Pièce, der er lavet på 100% Malbec druer fra gamle vinstokke, gæring alene på druernes egne gærceller, lang maceration og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder sur lie på egefade.

Og nøj hvor det dufter godt … besidder en tæt, mørk urkraft med engelsk lakrids, en kødfuld, mejeriagtig kølighed samt en ganske fin, præcis og stringent syre.

Smagen er langt mere syrlig end lige forventet, men igen kølig, saftig og elegant stil med meget frisk frugt. Der er et fast, koncentreret tanninrigt bid, som nærmest smækker på tungen. Smæk og kast dine hæmninger væk … og det gør vi så.

Ingen forhandler herhjemme og i Frankrig koster vinen 24,30€ … svarende til 181 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Château du Bousquet, Côtes-de-Bourg, Bordeaux, Frankrig

2014 Château du Bousquet, Côtes-de-Bourg, Bordeaux, FrankrigI det lille vinøse epos om Les Châteaux et Domaines Castel og deres i alt 21 vinslotte er jeres flittige vinblogger nået til det 7. af slagsen … nemlig Château du Bousquet, som ligger på højdebred i Côtes-de-Bourg … den appellation, som nogle kalder udkastsbordeaux, selvom Margaux ligger lige overfor på den anden side af Gironde floden.

Château du Bousquet ligger på en lille bakkeskråning, som grænser op til floden Libarde … en af Girondes mange bifloder. Slottet – som I kan se på billedet ovenover – blev købt af Castel familien allerede tilbage i 1960, så det er faktisk et af de første vinslotte, som familien købte, da de i 1960’erne startede deres opkøbsraid.

Slottet har sit navn fra betegnelsen bousquét eller bousqué, som er er afledt af ordet bois, som betyder træ … en henvisning til, at slottets vine altid har været præget af egetræ.

Château du Bousquet har samlet 65 hektar vinmarker, som ligger spredt i to dale .. enten hvor undergrunden er præget af kalk og en præget af sandet ler. På markerne har Castel 70 % Merlot, 20 % Cabernet Sauvignon, 7 % Malbec og 3 % Cabernet Franc.

Denne 2014 udgave af slottets vin er lavet på 75% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon og 5% Malbec. 60% af vinen har været lagret på egetræsfade, mens de resterende 40% har været lagret på ståltanke.

Duftmæssigt mørk og gæret frugt, solbær, modne kirsebær, skovbund, vanilje, eg, hasselnødder, røg og meget tæt, kompakt og koncentreret i aromaerne. Det dufter sgu godt.

I munden har vinen en ren frugt … stringent med jern, mineraler, fine og tørre tanniner, pænt med syre og det smager også ganske godt, så det er bestemt godkendt Bordeaux fra en vinmager, som absolut ved, hvordan en god vin skrues sammen. God frugt og god eftersmag. Godkendt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 124,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2017 Pulenta Estate, Finca la Zulema Malbec, Mendoza, Argentina

2017 Pulenta Estate, Finca la Zulema Malbec, Mendoza, ArgentinaPulenta Estate ligger i syd for Mendoza ved den lille by Agrelo syd for Luján de Cuyo … ja faktisk nærmest nabo til legendariske Bodega Catena Zapata. Vi smager her Finca la Zulema Malbec fra Pulenta i en helt ny årgang 2017.

Pulenta familien har en særlig plads i den argentinske vinhistorie, da familien har en stor andel i udviklingen af den vinkoncern, som i dag hedder Grupo Peñaflor og omfatter vinhuse som det velkendte Trapiche, Finca Les Moras, Santa Ana, El Esteco, Viñas Andean og mange flere samt produktion af juice og mineralvand.

Pulenta familien har da også lavet vin i Argentina siden 1912 … omkring 10 år efter Angelo og Palmina Pulenta ankom til landet fra havnebyen Ancona i Marche området i Italien. De slog sig ned, købte en lille ejendom i San Juan provinsen, kaldte vingården Peñaflor og startede sammen med deres sønner at tilplante jorden, bl.a. deres første vinmark Finca la Germania.

Det var især Angelos ældste søn Quinto, som udviklede vinhuset, som dengang hed Bodegas y Vinedos Pulenta Hnos. Det skete med løbende opkøb af vinmarker og næse for salg med opstart af eksport til USA og andre lande.

Senere i 1941 omdøbte brødrene vinhuset til Bodegas y Vinedos Peñaflor og købte også vinmarker i Mendoza området for at lave bedre vine og derudover startede de også med i 1968 med at producere frugtjuice under mærket Cepita.

De begyndte også senere at tappe egen mineralvand under brandet Villa del Sur i samarbejde med den franske koncern Danone og blev i det hele taget en stor spiller i Argentina.

Det kulminerede i 1971 med et opkøb af Benegas Hermanos … det tidligere vinhus Benegas e Hijos, som ejede 6.653 hektar vinmarker og var storproducent af vine som fx Trapiche vinene. Den nye samlede koncern ændrede samtidig navn til blot at hedde Peñaflor.

I 1997 valgte de imidlertid at sælge deres andel i Peñaflor og starte forfra med et helt nyt vineri, som var helt deres eget og med fokus på kvalitet.  Intet skulle overlades til tilfældighederne, så der blev investeret i topmoderne produktionsudstyr.

Familien Pulenta ville være med blandt de bedste i Argentina og det blev starten på vinhuset Pulenta Estate, som drives af 3. generation af Pulenta familien, nemlig brødrene Eduardo og Hugo Pulenta.

De havde allerede nogle år forinden købt nogle vinmarker i Alto Agrelo området ved Luján de Cuyo, nemlig marken Finca La Zulema, men opkøbte også marken Finca Los Árboles i det højere beliggende Valle de Uco plantet tilbage i 1981.

I Valle de Uco har familien omkring 292 hektar vinmarker omkring Tupungato og i Alto Agrelo har de 109 hektar vinmarker.

Tupungato er den højest beliggende del af Uco Valley. Området ligger for foden af bjerget Tupungato, som er 6.500 meter højt. Her dyrker familien Pinot Noir druer i 1.300 meters højde.

Alto Agrelo ligger mellem byen Agrelo og Andesbjergene og løber fra 900 meters højde omkring byen til op i 1.100 meters højde. Her dyrkes primært Malbec, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot og det er også herfra, at druerne til denne Finca la Zulema Malbec kommer.

Til at hjælpe med vinene har familien hyret den fabelagtige vinmager Paul Hobbs og ham er vi skam også tidligere stødt på her på vinbloggen, da han både hjælper andre producenter i Argentina, men også selv laver vine under brandet Viña Cobos.

Denne Finca la Zulema Malbec 2017 er en single vineyard vin, selvom marken ganske vist samlet er på 109 hektar. Vinen er lavet med spontangæring på franske egetræsfade, hvor vinen også er lagret en periode.

I glasset overraskes jeg ved, at vinen slet ikke er så mørk, som jeg ellers havde forventet … klart lysere end argentinsk Malbec generelt, og jeg mener at vide, hvad jeg snakker om. Jeg har tidligere forestået smagning af netop argentinske Malbec vine.

Duftmæssigt har vinen en dejlig mælket aroma med en smule engelsk lakrids og zulu lakridser. Den er en smule animalsk eller landlig med nogle søde, indbydende aromaer … mødding eller gylp fra en baby … hvilket trækker klart op i min karakterskala. Frugten er lidt boysenbær, blåbær og duften indikerer klart flere muskler og mere kraft end farven i glasset egentlig indikerer.

I munden er første indtryk, at det sgu da smager meget godt. Det er flot og balanceret vin … tydeligvis en dygtig vinmager, der kan sit shit. Det er mørk og tør frugt, blåbær, syren rund og behagelig. Der er en smule sødme … måske lidt til den gode side, men den bliver faktisk fint komplementeret af den blide syre. Vinen har en vis kølighed, og sammenlagt er det rasende godt til prisen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2010 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, Australien

2010 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, AustralienVi sluttede det australske kænguru ræs af Frankland Estate vinene med at smage Olmo’s Reward igen … blot nogle år ældre, nemlig i årgang 2010.

Som med 2013’eren, så kender jeg ikke blendet præcist, men i denne årgang 2010 skulle der være 70% Cabernet Franc og så igen suppleret med en kombination af Malbec, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot. Vinen er lavet med gæring i åbne tanke ved temperaturer op til 27 grader. Hver druesort vinificeres separat og derefter sker endelig blend, malolaktisk gæring og lagring 15 måneder på fransk eg.

Det er duftmæssigt en full body … kraftig, sød og sødkrydret vin, godt med røg, blomster samt en dyb, kældermørk frugt, sort som ind i helvede med urter, chokolade, lakrids og vanilje.

Smagsmæssigt har vinen virkelig godt med eg, sødme, fedme og så derudover masser af syre og tanniner. Smagen er tæt og frugten virker frisk og meget saftig. Det smager skam meget godt, men bliver for mig lidt en stor mundfuld.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 314,10 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, AustralienVinen Olmo’s Reward er en af topvinene hos Frankland Estate og er selvfølgelig opkaldt efter den gamle californiske professor Dr. Harold Olmo, der tilbage i 1956 første gang så potentialet til vinproduktion i Frankland River området.

Olmo’s Reward bliver kaldt en Bordeaux from the Bush, da den laves på et blend af primært Cabernet Franc suppleret med en kombination af Malbec, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot, men blendet varierer imidlertid en smule fra årgang til årgang.

Blendet i denne 2013 Olmo’s Reward kan jeg ikke finde præcist, men vinen er lavet efter samme læst som de foregående, dvs. med gæring i åbne tanke ved temperaturer op til 27 grader. Hver druesort vinificeres separat og derefter sker endelig blend, malolaktisk gæring og lagring i franske egefade i 15 måneder.

I næsen er det igen mørk og tæt frugt … intens som en maggiterning med både kul, jord, sort halvsød tobak, lakrids, mørk chokolade, vanilje, grønne blade og en del mentol. Synes måske, at den megen mentol fylder en tand for meget i det samlede billede.

Smagen er præget af syrlig, mørk frugt, en smule peber, tør engelsk lakrids, virkelig vedkommende frugt, syren til den aggressive side samt en megalang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., men denne 2013 er udsolgt.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon, Western Australia, AustralienMer’ druesaft fra marken Isolation Ridge Vineyard, nemlig Frankland Estates 2013 Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon.

Det er imidlertid ikke 100% ren Cabernet Sauvignon … alene 90%, mens der også er 7% Malbec samt 3% Cabernet Franc i det endelige blend. Men alle druerne kommer fra Isolation Ridge Vineyard og plantet tilbage i 1988.

Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon er gæret ved lav temperatur i åbne kar, der har gjort det muligt at arbejde med skindet under gæringen og udvinde farve og aroma af dette. Efter endt gæring har vinen lagret 18 måneder på 500 liters franske egetræsfade.

Duften er herlig landlig … det er mørk og gæret frugt, solbær, stor tørhed og nærmest lidt støvet i udtrykket med tobak, mentol, æter, cigaræsker, blyanter og lidt peber. Duften har nogle europæiske træk, selvom de fleste af aromaerne peger på Australien.

I munden er vinen en anelse stærk, frugten syrligere end forventet, men det er egentlig fint. Der er kirsebær, og det er en meget frugtrig vin , som også har en god lang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179,10 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Clos des Fous, Tocao Granito Paleozoico, Bío-Bío Valley, Chile

2014 Clos des Fous, Tocao Granito Paleozoico, Bío-Bío Valley, ChileSurprise … også det chilenske vinhus Clos des Fous var repræsenteret to gange til byggemødet og i runde to blev det med denne Malbec baserede Tocao Granito Paleozoico.

Vinen er lavet af Malbec fra en granitholdig mark med vinstokke plantet tilbage i 1914 … ja faktisk hedder marken 1914 Vineyard, er på 4 hektar og ligger i Bío-Bío Valley i det sydlige Chile. Helt 100% ren Malbec er det nu imidlertid ikke, for der er også tilsat lidt Carignan fra 80 år gamle vinstokke. Det fremgår dog ikke, hvor meget Carignan, som er tilsat, men andre vinhandlere i den store verden skriver, at det er et mix på 80% Malbec, 16% Carignan og 4% Carmenère.

Vinmarken 1914 Vineyard ligger tæt på Bío-Bío floden og er et område, hvor der er masser af vind og granit i undergrunden. Det betyder en meget langsom modning af druerne, hvilket er medvirkende til at give dem ekstra kraft.

Der er ganske få oplysninger om Tocao Granito Paleozoico og produktionen … udover, at den skulle være modnet på nye barriques. Etiketten afslører heller ikke meget, så vi springer direkte til mine smagsnoter.

Igen en mørk fætter … aroma med mørke bær, sorte kirsebær, gæret frugt, brombær, blåbær og så alligevel nogle syrlige elementer,  blækdyb fyldepen, kamillete, masser af eg, vanilje, en gul blomstermark, fedme og fylde.

I munden er Tocao Granito Paleozoico en kompleks vin, som er meget frugtrig, meget vedholdende i smagen med syrlig, frisk og powerfuld frugt, mørk syre, peber og fad. Det er strengt, irettesættende skarpt og alligevel elegant. Denne vin er langt bedre end aftenens første fra Clos des Fous.

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen er 325 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Jean-Luc Baldès, Probus, Cahors, Frankrig

2006 Jean-Luc Baldès, Probus, Cahors, FrankrigBjarne havde mer’ spændende vin med i godteposen … og det var denne vin Probus fra Jean-Luc Baldès, der holder til på vingården Clos Triguedina … en smuk ejendom lidt øst for

Familien Baldès har boet på Clos Triguedina siden 1830, hvor det blev grundlagt at Etienne Baldès, som plantede de første vinstokke. I dag drives vinhuset af 7. generation i form af Jean-Luc Baldès, som sammen med hustruen Sabine har 65 hektar vinmarker i Lot-dalen. Han er da også kendt som en mester i Malbec druen og I kan se ham på billedet ovenover,

Topvinen på vingården hedder Clos Triguedina, men denne Probus er en lillesøster på ren 100% Malbec, hvor druerne kommer fra nogle af husets bedste marker.

Druerne er plukket ved håndkraft og vinen har gennemgået en maceration på 20-25 dage og er efter endt fermentering lagret 12 måneder på franske egefade.

Ved første snif starter vinen med et ordentlig bulder … der er lidt smørsøde popkorn, et gammelt skoskab, egetræ, chokolade, lakrids, solbær, blåbær, kirsebær, blommer og brombær, hvid peber, svag mentol og en svag parfumeret blomstersæbe.

Smagen er meget koncentreret med store og mørke bær, tobak, masser af tannin, peber og sindssyg tørhed. Frugten nærmest maser sig frem og indeholder en anelse sødme mellem den store tørhed og en krydret eftersmag. Det er glat, blødt og fløjlsagtigt … og en kraftfuld fætter.

Madmæssigt tænker jeg med det samme … lam, men jeg tænker jo tit så meget.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Frankrig koster en flaske omkring 50€ … svarende til omkring 372 kr.

Vinanmeldelse 5/7