2016 Weingut Tesch, Riesling Karthäuser, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Tesch, Riesling Karthäuser, Nahe, TysklandDen første af enkeltsmarksvinene fra Weingut Tesch blev Riesling Karthäuser fra marken Laubenheimer Karthäuser … vinen med den røde kapsel.

Og det er ikke tilfældigt, at denne vin har farvet rød, da Laubenheimer Karthäuser har en undergrund med forvitret rød sandsten og ligger med en varm sydvestvendt eksponering beskyttet for vind et amfiteater. Det betyder, at jorden opvarmes og nærmest holder effektivt på varmen, hvilket gør, at druerne plantet der modnes først.

Navnet Karthäuser kommer fra de gamle munke fra karteuserordenen, som i middelalderen ejede marken. De var kendt for deres løfter om tavshed, så de har nok i stilhed plejet den historiske mark.

Nu begynder der faktisk af være lidt petroleum i næsen, måske endda lidt benzin … fint suppleret med masser af andre Riesling kvaliteter, frisk og intens duft, som jeg virkelig elsker. Der er æbler, mandarin, ananas og citron samt et lille krydret touch.

I munden er vinen meget frugtrig … det gælder faktisk alle Teschs enkeltmarksriesling’er. Vinen er sprød, frisk og mineralsk med masser af grape og grønne bitre elementer … nærmest uforsonlig og alt, alt for ung. Der er lidt pærer til at bløde det op og give en smule varme … men giv endelig vinen godt med luft inden servering eller gem den 4-5 år.

En del af Riesling Vineyard Box, som forhandles af Supervin til 999,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Tesch, Riesling Unplugged, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Tesch, Riesling Unplugged, Nahe, TysklandFørste vin fra Riesling Vineyard Boxen fra Weingut Tesch var med den sorte kapsel … Riesling Unplugged med druer fra alle 5 marker.

Og de 5 marker er altså Karthäuser, Königsschild, Krone, Löhrer Berg samt St. Remigiusberg … og primært druer fra de yngste vinstokke.

Martin Tesch betegner selv Unplugged som en demokratisk vin, der gør sig lige godt, hvad enten den bliver serveret på Reeperbahn eller på Restaurant Tantris i München, der betegnes som én af Tysklands bedste.

Vinen er fremstillet med spontangæring og kort modning på ståltank, men den må også – efter at ha’ smagt samtlige 6 vine – betegnes som den svageste patron i seksløberen.

Duften er ganske overraskende … virkelig god og bedre end forventet med modne æbler, pærer og har den også lige en snert af lidt petroleum? Der er en fin mineralsk nerve og god dybde.

I munden er Unplugged mineralsk, frisk og sprød, mens dybden ikke helt lever op til duften. Der er grønne elementer, jern, citrus, en smule bitterhed og absolut til den tørre side. Der er masser af frugtsmag i vinen.

En del af Riesling Vineyard Box, som forhandles af Supervin til 999,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

Riesling Vineyard Box fra Weingut Tesch

De ihærdige nordjyske vinkøbmænd hos Supervin har bedt den flittige vinblogger om at teste en farverig kasse med 6 missiler ladet med Riesling fra Weingut Tesch i Nahe, lavet helt ens … men fra 5 forskellige terriors, mens den sidste blot er slanterne blandet sammen.

Det er en flot, eksklusiv kasse med de 6 Riesling fyldte missiler i farverne sort, rød, blå, gul, grøn og orange. Den illustrative forside viser med samme farver placeringen af Weingut Teschs 5 marker, mens en flot brochure indeni fortæller mere om vinhuset og 6 individuelle kort mere om vinene.

Lidt om Weingut Tesch og historien

Manden på kassen … øhhh manden bag kassen, Weingut Tesch ligger på adressen Naheweinstraße i Langenlonsheim omkring 5 kilometer nordøst for Bad Kreuznach i Nahe.

Weingut Tesch drives af Martin Tesch, som er 10. generation på vingården, som er grundlagt helt tilbage i 1723. Martin er uddannet mikrobiolog fra Geisenheim i Rheingau og overtog driften som 29-årig driften fra sin far Hartmut i 1996.

Da Martin Tesch overtog den fædrene vingård, så startede han straks motorsaven, skar stor set alt væk der ikke var Riesling og påbegyndte dermed de mest fundamentale oplægninger på vingården nogensinde.

Alle de vinstokke, som både hans far havde plantet – og hans bedstefar – blev jordet. De var sorter som Müller-Thurgau, Silvaner, Rivaner, Scheurebe, Gewürztraminer, Weissburgunder og Spätburgunder.

De dannede baggrund for omkring 50 forskellige vine, men det fandt Martin både kompliceret, utidssvarende og uøkonomisk, så disse dårlige vaner gjorde Martin op med. Kvaliteten skulle forbedres og alene med fokus på Riesling … i det Martin selv ironisk kaldte et Punk Rock Weinhaus.

I starten faldt omsætningen på 6 måneder med 40% og der kom samtidig en øredøvende kritik fra tyske vinskribenter, som mente Martin havde forbrudt sig mod alle traditioner og ødelagt sin fædrene arv.

Martin Tesch sad dog kritikken overhørig og fortsatte ufortrødent, for han havde ubetinget tiltro til sin kurs og druen Riesling. Og det gav også pote, for langsomt, men sikkert, sluttede flere og flere sig til Martins nyfortolkninger af druen.

Samtidig blev markedsføringen og etiketterne også strammet op med nyt design, hvilket denne Riesling Vineyard Box også er et godt eksempel på. Og det blev en succes, som efterfølgende er kopieret af andre yngre producenter … ja faktisk er Martins innovative tiltag med re-designet blevet til et studie eksempel på London School of Economics.

Vinmarkerne

I 2014 har Martin taget endnu et modigt skridt i en alternativ retning, idet han har forladt det prestigefulde VDP samarbejde. Han var egentlig tilfreds med de strenge kvalitetskrav, men er slet ikke glad for forbundets rangordning af vinmarker.

Samlet har Tesch 30 hektar vinmarker i Nahes bakkede områder og de fleste hektar er med Riesling, selvom der dog fortsat er en smule andre vinsorter … men basis i vinproduktionen er netop de 6 vine, som ligger i denne Riesling Vineyard Box.

De fem forskellige marker er da også skolebogseksempler på hvordan beliggenhed, dyrkning og eksponering i forhold til floden Nahe bør tage sig ud.

Vinhusets stil er krystalren, tør, frisk, elegant og terroir-autentisk Riesling. Vinene fremstilles med spontangæring og kort modning på ståltank. Alle flasker er forseglede med Stelvin-Lux skruelåg.

Riesling Vineyard Boxen

De 6 flasker Riesling i kassen er:

Hver mark har sit eget terrior aka undergrund, men kan det smages i vinene? Jeg vil selvfølgelig ganske hurtigt linke til mine beskrivelser og anmeldelse af de 6 missiler … så følg vinbloggen.

Riesling Vineyard Box forhandles af Supervin til 999,95 kr.

2017 Quinta de Linhares, Azal Vinho Verde, Minho, Portugal

2017 Quinta de Linhares, Azal Vinho Verde, Minho, PortugalSidste vin i den lille mini-test af Vinho Verde vine var også fra Quinta de Linhares, nemlig deres Azal Vinho Verde.

Azal aka Azel Branco druen har jeg ikke tidligere stødt på, men det er en hvid drue, som primært findes i Minho regionen og specielt i netop Sousa, Amarante, Basto og Baião områderne.

Den anvendes primært til de hvide Vinho Verde vine og kan – som Alvarinho – godt minde lidt om Riesling og giver friske, unge og syrlige vine. Det er en af de mest plantede sorter i Minho efter Loureiro.

I denne Azal Vinho Verde har vinmageren António Sousa lavet vinen med 7,4 gram restsukker pr. liter, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen af vinen.

Duftmæssigt er det lidt en opulent vin med astronaut-is, fylde, symaskineolie, melon, fersken, hyld, lidt nøddet samt grønne blade. Smagen er lettere olieret, cremet, blød, let og luftig med citrus, grape og generet mere frugtsmag end vinen på Avesso. Der er faktisk en god bund i vinen og den blev endda aftenens bedst vurdere Vinho Verde.

Forhandles af DrikPortvin, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Quinta de Linhares, Avesso Vinho Verde, Minho, Portugal

2016 Quinta de Linhares, Avesso Vinho Verde, Minho, PortugalFra den nordligste del af Minho regionen og Vinho Verde appellationen skal vi nu til et af de sydligste dele af regionen, nemlig til Sousa. Omkring 10 kilometer øst for Penafiel – og vel omkring 30 kilometer øst for Porto finder vi nemlig Quinta de Linhares og derfra smager vi denne Avesso Vinho Verde.

Quinta de Linhares ejes af Agricola Agri-Roncão … og bag dette firma står iværksætteren Domingos Ribeiro. Han ejer i forvejen portvinshuset Quinta da Levandeira de Roncão, som han købte i 2001. Det står bag portvinsbrandet DR, som I måske tidligere er stødt på.

Domingos Ribeiro er selv født i Penafiel og har også købt Quinta de Linhares, som primært laver hvidvine, men skam også et par rødvin under Vinho Verde appellationen.

Quinta de Linhares har samlet 21 hektar vinmarker, som primært er tilplantet med druesorterne Loureiro, Avesso, Azal og Arinto. Vi er med andre ord et stykke fra det nordlige og den der dominerende Alvarinho drue.

Denne Avesso Vinho Verde er da også lavet på 100% Avesso … en drue, som jeg kun én gang tidligere er stødt på. Det er portugisisk drue, som faktisk primært findes i Minho regionen. Den giver typisk meget fyldige og aromatiske vine og kendes ellers også under navnene Bornal, Bornao, Borracal Branco eller Borral.

Duftmæssigt er det en lidt aromatisk og sødkrydret vin med melon, pærer, citrus, gule blommer, en vis fedme … men ellers en smule neutral. Der er en vis tyngde i smagen med sødme, fedme og endda måske lidt olieret. Der er gule frugter, sød grape og vinen er meget easy-going og ligetil.

Forhandles af DrikPortvin, hvor en flaske koster 79 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Quinta de Santiago, Alvarinho & Loureiro, Minho, Portugal

2017 Quinta de Santiago, Alvarinho & Loureiro, Minho, PortugalJeres flittige vinblogger og nu #alvarinholover fortsatte med næste vin fra smukke Joana på Quinta de Santiago, men nu er der tilsat en smule Loureiro i vinen.

Helt præcis er vinen lavet på 70% Alvarinho og 30% Loureiro og druerne kommer – som forrige vin – fra nogle af de yngste vinstokke på Quinta de Santiagos marker i underområderne Monção og Melgaço. Høsten foregår med håndkraft, hvorefter druerne vinificeres på ståltanke. Vinen lagres sur lie og frigives efter ca. 6 måneder.

Det bliver ikke helt så skarpt som den rene Alvarinho vin … duften er meget afrundet, varm og samtidig også mere neutral. Det er fortsat en frisk vin med både grønne noter, citrus, lidt tropisk frugt, melon, muskat, blomster og modellervoks.

Smagsmæssigt også en let vin, der bliver en kendere fladere end Joanas rene Alvarinho. Der er nogle grønne elementer, citron samt kalkholdige mineraler.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Quinta de Santiago, Alvarinho, Minho, Portugal

2017 Quinta de Santiago, Alvarinho, Minho, PortugalTheis Vine havde sendt to vine til den lille Vinho Verde battle … begge fra vinhuset Quinta de Santiago og vi startede med den rene Alvarinho vin.

Quinta de Santiago ligger lidt udenfor den lille by Cortes i Monção området … det er lidt vest for forrige vinhus Quinta de Soalheiro.

Vinhuset drives af den unge, smukke Joana Santiago, der sammen med hendes far startede med at lave vin i 2009, selvom der har været produceret vin på gården siden 1899.

Dengang – for herrens mange år siden – omfattede driften på gården både en smule vinproduktion, olivenolie, bønner, korn og frugt … men alene til familiens eget forbrug.

Først i 2009 besluttede Joana og hendes far, at de ville satse 100% på vinproduktion og lave, aftappe og markedsføre vine under deres eget mærke Quinta de Santiago.

De startede med at omlægge markerne … og de har alene 9 hektar jord, hvoraf de 6 hektar er lerholdige vinmarker med vinstokke med en alder på mellem 3 og 9 år. De første vin kom på markedet i 2012 og siden har Joana også bygget en nye og moderne vingård, som stod færdig i 2014.

Joana er ikke fuldtids vinbonde … hun har nemlig et job som advokat ved siden af vinproduktionen, men har i dag til gengæld også en smule hjælp fra sin mand Ovar.

Her smager vi en frisk 2017 Alvarinho vin fra Joana … og hvor druerne kommer fra parceller i både Monção og Melgaço områderne. Høsten foregår med håndkraft, hvorefter druerne vinificeres på ståltanke. Vinen lagres sur lie og frigives efter 8 måneder.

I glasset er vinen meget lys … ja næsten på vej mod vand, men det dufter af grønne æbler, godt med dybde i duften med en smule astronaut-is, blomster, citrus, marcipan, mandler, estragon, kridt, voks og ganske frisk med en lille sød kant.

Smagsmæssigt er vinen meget ren i smagen og dejlig frugtrig med syre, jern, masser af tør og bitter grape, citrus og det er lige før man laver trutmund, men hvad vil Joana så tænke? Det er i eftersmagen let peber, som brænder en smule, men det klæder sgu vinen. Jeg er også #alvarinholover

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Quinta de Soalheiro, Granit, Minho, Portugal

2017 Quinta de Soalheiro, Granit, Minho, PortugalDen sidste vin fra Quinta de Soalheiro var vinen Granit, hvor druerne kommer fra en række granitholdige marker beliggende i 200 meters højde i både Monção og Melgaço områderne i det nordlige Minho.

Det er 100% Alvarinho druer, plukket med håndkraft. Efter ankomst til vineriet presses druer, hvilket koldt i 48 timer inden fermenteringen, som foregår i rustfrie ståltanke ved en højere temperatur end normalt for hvidvine. Derefter lagrer vinen en periode i ståltankene sur lie … altså med bærmen.

I næsen har vinen grønne æbler, lime, melon, fersken, våde sten, kalk, grøn te, godt friskhed, mindre varm og sød, men mere ren og stringent end søstervinen Alvarinho Soalheiro.

Smagen er en fin blanding af bitter grape, sødme samt sten, granit, kalk og godt med stringent citronsyre. Det fungerer faktisk rigtigt godt med kombinationen af sten, syre, bitterhed og sødme. Der er også en lidt muskatagtig note og samtidig er vinen også samtidig en smule olieret i konsistensen. Jeg balancerer et sted lige mellem 4,5 og 5 af de fede fingre.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Quinta de Soalheiro, Allo, Minho, Portugal

2017 Quinta de Soalheiro, Allo, Minho, Portugal2017 Quinta de Soalheiro, Allo, Minho, PortugalDen første Vinho Verde i testen var fra H.J. Hansen Vin … nemlig vinen Allo fra Quinta de Soalheiro, der ligger ved byen Alvaredo i underområdet Melgaço i Minho … den allerøverste del af Portugal.

Vinhuset Quinta de Soalheiro er startet i 1974, hvorJoão António Cerdeira plantede sine første vinstokke og fik vingården op at stå med hjælp fra sin fader António Esteves Ferreira. Den første vin blev dog først sendt på markedet i 1982 og siden er vingården blevet en af de mest kendte i området.

Der er fortsat en familiedrevet vingård, som i dag driftes af Maria Palmira Cerdeira og hendes to børn Maria João Cerdeira og António Luís Cerdeira … sidstnævnte står i dag for produktionen.

Quinta de Soalheiro har selv alene 10 hektar vinmarker, men har derudover 30 hektar lejet fra lokale vinavlere. Soalheiro betyder meget passende et solrigt sted og er en reference til det portugisiske klima, som vinhusets vinstokke har så godt af.

Denne entry-level vin fra huset hedder Allo og er lavet på druerne Alvarinho og Loureiro. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de presses efterfulgt af en kort og kølig hvile i 48 timer inden vinen gærer i rustfrie ståltanke og efterfølgende flaskes.

Duftmæssigt er her melon, æbler, blomster, en smule nødder samt en smule astronaut-is. Vinen virker let, måske ikke så kompleks, men har også en smule citrus syre, som gør vinen ganske frisk.

Smagen er god og balanceret, lidt kantet og igen ikke så kompleks, men den har virkelig stor drikkeglæde og flere rundt om bordet var ganske begejstret for vinen. Gennemsnitlig lå karakteren på 4,2 Thumbs Up med højeste på 5 … mens jeg var mere beskeden.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 95 kr., men pt. er på tilbud til 80 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

Vinho Verde … mini-test af de grønne vine fra Portugal

Mit første møde med Vinho Verde – den grønne vin fra Portugal – var i min ungdom på charterrejse til Algarve kysten med min daværende første rigtige kæreste. De kække guider fra Århus Charter serverede nemlig en let perlende Vinho Verde sammen med grønne pistacienødder som en velkomst til turistdestinationen.

Men ellers – mange kærester, en dejlig hustru, feriedestinationer og vine senere – er det begrænset, hvor mange gange jeg er stødt på den ofte billige hvidvin fra Portugal, så derfor sagde jeg også omgående ja, da jeg blev kontaktet af Vinens Hus, om jeg efter en Vinho Verde smagning i København også ville anmelde en række Vinho Verde vine? Det kunne da være hyl aka spændende.

Måske kunne det endda blive en bred smagning, for Vinens Hus havde taget fat i en lang række importører for levering af deres udvalg af Vinho Verde vine til den flittige vinblogger i det jyske. Helt bred blev smagningen imidlertid ikke, da der alene dukkede vine op fra Theis Vin, H.J. Hansen Vin og DrikPortvin, så det blev nærmere en lille mini-smagning med 3 producenter og samlet 8 vine … dem vender jeg tilbage til senere.

Hvad er Vinho Verde?

Lad os først kigge lidt nærmere på, hvad Vinho Verde er for en størrelse. Det er jo overordnet set en portugisisk hvidvin, som produceres i gigantisk antal i Portugal. Vinho Verde betyder grøn vin, men Verde refererer mere til, at det er tale om en ung vin, da vinene normalt frigives til salg allerede 3-6 måneder efter høsten.

Vinen kommer fra vinregionen Minho, der ligger i det øverste nordvestlige hjørne af Portugal, landets milde, regnfulde og nordligste region med navn fra floden Minho, som deler det nordlige Portugal og Spanien.

Der har den grønne vin også sin egen appellation DOC Vinho Verde, som dog fylder så meget af Minho regionen, at regionen også kaldes Vinho Verde regionen, selvom der reelt set må anvendes flere druesorter i Minho regionen end under DOC Vinho Verde.

Navnet Vinho Verde indikerer, at der er tale om et udpræget hvidvinsområde. Men det er heller ikke helt ved siden af, da 86% af al vin fra området er hvid. Men det betyder jo så også omvendt, at der også produceres både rosé, rød og mousserende vine i Vinho Verde … men sådanne ser vi imidlertid sjældent hos danske vinhandlere og min minitest er da også udelukkende med hvide vine.

Så en Vinho Verde er oftest hvid og faktisk tit let perlende, hvilket oprindelig skyldes, at vinene efter flaskning fik en lille malolaktiske eftergæring, som producenterne forsøgte at skjule bl.a. ved brug af uigennemsigtige flasker.

Men det viste sig, at mange forbrugere syntes om den lille, perlende effekt, hvorfor producenterne fortsatte med en svag eftergæring i flaskerne. Det gør mange producenter fortsat … i dag dog kunstigt ved at tilføre kulsyre for at give den perlende effekt.

Vinho Verde hvidvine er derfor ofte synonym med friske, easy-going og let mousserende vine, men der laves også nogle af de bedste og mest komplekse tørre hvidvine i Portugal i Vinho Verde appellationen. Især i underregionen Monção helt i nord frembringes superbe hvidvine.

Rødvinene fra Vinho Verde er ofte meget lette, frugtige og har godt med syre.

Historien

Som så mange andre steder i Sydeuropa, så var det de gamle romere, som startede med at dyrke vin i Minho regionen i området mellem floderne Douro og Minho. Allerede tilbage i 870 findes der optegnelser om vinmarker, som var plantet af forskellige religiøse ordener som fx Alpendurada klosteret.

Dengang producerede de vinene til eget forbrug, men senere i det 12. århundrede startede handlende med at sælge vinene til både England, Tyskland og Flandern. Denne eksport voksede langsomt, men i det 16. århundrede fik vindyrkningen det svært, da majsen kom til området.

Mange bønder skiftede afgrøder hjulpet på vej af statslige regulativer og det betød, at vinstokkene blev henvist til mere marginale marker med dårlig beliggenhed. Vinstokkene blev placeret op ad træer, hegn … ofte højt oppe, således der også kunne dyrkes andre afgrøder under vinstokkenes blade.

Ja ofte skulle vinavlerne bruge stiger for at høste druerne … og den praksis kan fortsat ses hos mange af de tusinde vinbønder, som findes i Vinho Verde land. Men de fleste steder anvender de større vinhuse dog moderne metoder som i resten af de sydeuropæiske vinlande, da det selvfølgelig giver bedre, større og nemmere høstudbytter.

Allerede i 1908 blev Vinho Verde regionen afgrænset ved lov og senere i 1926 fastsatte staten også et sæt regler for produktionen fra området. Det var dog først i 1984, at Vinho Verde blev en DOC appellation, som reguleres efter de spanske regler.

Regionen

Som nævnt tidligere, så er appellationen DOC Vinho Verde næsten lig med Minho regionen. Ja faktisk er den største appellation i hele Portugal.

Da appellationen er så stor, så er det også opdelt i 9 underområder, nemlig Amarante, Ave, Baião, Basto, Cávado, Lima, Monção, Melgaço, Paiva og Sousa.

Der er samlet omkring 21.000 hektar vinmarker i DOC Vinho Verde, men det er fordelt på ikke mindre end 19.000 vinavlere … og det er endda en væsentlig nedgang i forhold til starten af 1980’erne, hvor der var over 70.000 vinavlere.

Mange af de 19.000 vinavlere er dog fortsat småbønder, som – helt på gammeldags vis – dyrker druerne højt med vinstokkene op ad pæle, hegn eller træer, således de også kan dyrke grøntsager, som kan supplere familiens forbrug.

Druerne

Den ubestridte hoveddrue i Vinho Verde hvidvinene er druesorten Alvarinho, som er den drue vi også kender som Albariño i Rias Baxias i det nordlige Spanien. Det er en drue med aner i Tyskland, og navnet betyder da også den hvide fra Rhinen og har nogle træk fra Riesling.

Det betyder også, at vine på Alvarinho typisk giver friske og sprøde hvidvine, som godt kunne minde en smule om Riesling, hvilket mit smagepanel denne aften også kom til at erfare. Det siges, at de bedste Alvarinho vine kommer fra underområderne Monção og Melgaço.

Derudover er hvidvinene fra området ellers lavet på druerne Loureiro, Arinto, Trajadura, Avesso og Azal … alle druesorter, som er ukendt for de fleste herhjemme.  De røde er hovedsageligt lavet på Vinhão – også kendt som Sousão – samt Borraçal og Amaral, mens rosévinene normalt laves på Espadeiro eller Padeiro … også druer, som jeg aldrig er stødt på.

Vinene denne aften

Som nævnt indledningsvis, så blev det en mini-test af Vinho Verde vine fra 3 producenter. Det betød, at smageprogrammet kom til at se sådan her ud:

Jeg har som sædvanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Samlet set overraskede vinene vist alle omkring bordet, altså på den gode måde.

Konklusion

Vinene blev selvfølgelig serveret blindt og samtlige mine medsmagere var sikre på, at vinene var på Riesling. Det fortæller måske også meget godt noget om Alvarinho druen, som virkelig kan noget, hvis det ellers kommer i hænderne på en god vinmager.

Når der laves godt, så kan det måle sig med andre gode vine fra Europa, selvom der med en årlig produktion på 93 millioner liter vin årligt også findes meget skidt.

Der var stor variation i vor bedømmelse af vinene, så der var ikke en vin, som alle bare fandt bedst. Vinderen blev vinen Azal Vinho Verde fra Quinta de Linhares. Den fik et gennemsnit på 5,1 Thumbs Up og en højeste rating på 5,5, mens min favorit blev den rene Alvarinho vin fra Quinta de Santiago … selvom flere ikke synes om den.

Men sådan er vi jo heldigvis meget forskellige. Desværre havde den sidste vin Colheita Selecionada Vinho Verde forfærdelig megen prop, så den måtte udgå af smageprogrammet … selvom flere om bordet var ærgerlige over dette, da de specielt fandt vinene fra Quinta de Linhares fremragende.

I listen overfor har jeg skrevet et nummer efter hver vin med deres samlede gennemsnitlige placering. Min placering af vinene er dog anderledes ud … 1. pladsen som sagt til Quinta de Santiago Alvarinho og 2. pladsen til Granit fra Quinta de Soalheiro.

Jeg er nu også blevet en smule klogere på Vinho Verde … og vil ikke holde mig tilbage, næste gang jeg hos den lokale vinpusher støder på en Vinho Verde. Der kan nemt gemme sig små perler af den grønne vin fra Portugal i kommende vinkøb.