Af alle vinene fra det sydafrikanske vinhus De Grendel havde jeg mest glædet mig til denne Op die Berg Pinot Noir, for netop med denne drue er jeg på hjemmebane og kan nemt bedømme, om vinhuset virkelig kan lave Pinot med europæiske snit.
Vi er nu kravlet endnu højere op, for druerne til denne Op die Berg Pinot Noir kommer nemlig fra marker i 960 meters højde på Witzenberg bjergkæden i Ceres. Efter høsten er druerne først afstilket og så knust og ligger i en kold maceration i 4 dage.
Så tilsættes der gær til den alkoholiske gæring, som sker med blid punchdown 3 gange dagligt. Efter endt gæring presses druerne og vinen overføres til nye franske egefade for malolaktisk gæring, hvorefter den så lagrer 13 måneder på ældre egefade.
Der er bestemt en vis kølighed i duften – so far so good – og bestemt en slank og spinkel krop. Det er ikke sådan fin, lys og sart Pinot Noir, men alligevel småelegant med kirsebær, hindbær, jordbær samt en smule blomster, lidt røde bolsjer … men egentlig lidt lukket i alle aromaerne.
Smagen er fin ren, meget syrlig og samtidig noget urtet med grønne grene, ren, stram og syrlig frugt, kirsebær, ribs … masser af syrlighed, grønt og frisk bid, så dermed bliver det en stram matrone, som er lidt brysk og irettesættende, men for pokker … vinen er ung og vil klart vinde med flere år i kælderen.
Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.
Så er vi atter på vingården, der ligger på skråningerne af bjerget Tygerberg ved naturreservatet, altså De Grendel og nu er det med to rødvine i streg, hvor den første er denne Merlot.
Efter en indledning med en mousserende og en hvidvin, så lagde Paul ud med sin første vin, hvilket skulle vise sig at være fra Veneto … nemlig vinen Palazzo Della Torre fra Allegrini.
Det er kun 5 måneder siden, at jeg drak Ürziger Würzgarten Riesling fra Weingut Karl Erbes. Det gør jeg nu igen … blot med en lille forskel, for sidst var det i en Feinherb udgave, men nu er det i en tør Trocken udgave og endda i en stor 1 liter flaske. What’s not to like?
I marts sidste år smagte jeg første gang den almindelige Spätburgunder fra Weingut Hanewald-Schwerdt i årgang 2016. Siden har jeg smagt den i årgang 2017 og smager jeg den skam igen i seneste årgang 2018.
Moscato aka Muscat er en af de ældste og mest udbredte druer, men det er faktisk sjældent, at jeg smager Moscato d’Asti vine. Nu gør jeg en undtagelse med én af slagsen fra Sobrero Vini, der ligger på adressen Via Alba Monforte tæt ved den gamle landsby Castiglione Falletto omkring 5 kilometer nord for Montforte d’Alba.
De sidste to Pinot Noir vine var selvfølgelig fra Bourgogne. Den første var en 2018 Savigny-les-Beaune fra Domaine Lebreuil, der netop ligger midt i byen Savigny-les-Beaune.
Så er vi atter hos én af Juan Gil Bodegas Familiares vingårde og det er Bodegas Shaya, der ligger udenfor den lille by Aldeanueva del Codonal i Segovia provinsen i vinområdet Rueda i Spanien … nu med deres Shaya Verdejo.
Ripasso – Amaronens lillebror – er en vin, som rigtigt mange i vor lille land elsker. Og Cantina F.lli Zeni er et af de store, populære vinhuse, som også mange har fået øje på og måske endda også besøgt på ferie ved Gardasøen, og nu har jeg netop Valpolicella Ripasso Superiore fra Zeni i mit store altomfavnende vinglas.
Næste vin er skam også fra kooperativet Rhonéa Vignobles i det sydlige Rhône, for det er nemlig deres 2018 Vaison la Romaine Les Contreforts Côtes du Rhône Villages.