Tag-arkiv: Frankrig

2018 Domaine Albert Seltz, Riesling Reserve, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Albert Seltz, Riesling Reserve, Alsace, FrankrigBag næste Riesling Alsace vin står Domaine Albert Seltz, for det er nemlig deres Riesling Reserve 2018.

Vingården har været drevet af familien Seltz i 1576 og drives i dag af Albert Seltz, der overtog stedet fra sin far i 1980, da han kun var 19 år gammel.

Han er 14. generation på den gamle vingård og har samlet 11 hektar vinmarker med både Sylvaner, Riesling, Pinot Auxerrois, Pinot Gris, Pinot Noir og Gewürztraminer.

Efter Albert overtog driften, så reducerede han produktionen med to tredjedele og gjorde den sidste tredjedel til økologisk landbrug. I kælderen blander han sig mindst muligt i fermentering og lagring af vinene.

Albert har en særlig kærlighed for Sylvaner og var i 2005 medvirkende til oprettelsen af en officiel Grand Cru Zotzenberg Sylvaner appellation.

Her er det dog hans 2018 Riesling Reserve, som vi smager, lavet på druer fra 40 år gamle vinstokke, der er vokset på en jord med ler og kalksten. Der er atter ingen oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt er vinen sådan lidt varm i udtrykket … blid og rund med æbler, gule æbler, let abrikos, nødder, lettere gæret eller måske mest sødgæret og ganske blomsterrig … næsten sådan lidt pollenagtig.

I munden er det en meget pleasende vin, rund, nem og venlig med et lille og rundt bid af lidt citroner og æbler, men okay afstemt balance. Det stikker aldrig helt dybt, men bestemt godkendt og jeg hoster op med 88 point igen.

Forhandles af Sprit & Co, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Domaine Kirrenbourg, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Kirrenbourg, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, FrankrigJeg har i foregående Best Riesling Alsace smagt vin fra Domaine Kirrenbourg og det var også tilfældet denne gang, nemlig med denne Riesling Grand Cru Schlossberg.

Domaine Martin Schaetzel aka Domaine Kirrenbourg ligger i Ammerschwihr og er grundlagt tilbage i 1852, men det var først i 1930’erne, at Martin Schaetzel startede med af flaske og sælge husets vine. I dag drives gården af Jean Schaetzel, men det sker sammen med rigmanden Marc Rinaldi, som via hans selskab Kirrenbourg har investeret massive beløb i det lille vinhus.

Marc Rinaldi har tjent sin formue på etableringen af Frankrigs største virksomhed indenfor aluminium- og glasfacader, men har efterfølgende kastet sig over motorsport … og nu vinproduktion.

Hans selskab Kirrenbourg er også opkaldt efter Kirrenbourg parcellen, som ligger på den ældste og bedste del på Grand Cru marken Schlossberg, som er en af de allerbedste marker i Alsace, som Domaine Martin Schaetzel også har besiddelser på.

Schlossberg er en meget anerkendt mark, som nogle af de største producenter har parceller på, fx Weinbach, Albert Mann, Bott-Geyl, Trimbach, Trapet og Blanck. Schlossberg var også en af de 51 Grand Cru marker, som blev klassificeret som Grand Cru tilbage I 1975.

Siden 2016 har Marc Rinaldi investeret massivt i det lille vinhus, bl.a. med opførelsen af det nye og topmoderne Kientzheim vineri. Rinaldi har foreløbig indskudt 22 millioner i projektet, som udover det nye vineri er gået til opkøb af flere vinmarker, bl.a. flere parceller på Schlossberg marken købt fra Les Vignobles de l’Oberhof.

Dermed har vinhuset i dag har 10 hektar jord, hvoraf de 8 hektar er vinmarker. Alle markerne dyrkes biodynamisk … noget som Rinaldi går meget op i. Mange af vinene er endda veganervenlige og uden brug af sulfitter. Hans mål er at lave den bedste vin fra de bedste marker og med de bedste vinmagere … og komme i top 10 af de bedste producenter i Alsace.

Vinene fremstilles efter Jean Schaetzels filosofier omkring jordbundens ekstreme betydning for det færdige resultat og at vin skal laves med den allerstørste finesse og perfektion. Jean får i dag hjælp fra Christophe Ehrhart, som er specielt indenfor biodynamisk produktion. Sammen laver Rinaldi, Schaetzel og Ehrhart årligt omkring 50.000 flasker vin, hvoraf halvdelen er Riesling.

Dette er altså husets topvin … Riesling Grand Cru Schlossberg og i årgang 2018. Den er alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret sur lie efter endt fermentering. Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2016.

Duftmæssigt virker vinen svagt sød, urtet med en grøn note, estragon, lidt citrongræs, fennikel, gule æbler, let terpentin, bivoks, stearinlys og lidt røget bacontern.

Smagen er meget saftig med både kraft, grape bitterhed, citroner, men aldrig for stærk eller syrerig. Derudover er der også blomster og svagt lidt landlige øko noter, men den biodynamiske tilgang er slet ikke dominerende eller særlig tydelig. Samlet gav jeg vinen 92 point.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 429 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Chateau D´Orschwir, Riesling Grand Cru Pfingstberg, Alsace, Frankrig

2014 Chateau D´Orschwir, Riesling Grand Cru Pfingstberg, Alsace, FrankrigDenne Riesling Grand Cru Pfingstberg fra Chateau D´Orschwir blev i mit fedtede objektiv aftenens bedste Riesling … men var jo også i denne årgang 2014 aftenens ældste vin.

Det gamle slot Château d’Orschwihr stammer helt tilbage fra 1049 og har i en længere periode været ejet af ​​Habsuburg dynastiet, men i 1513 blev det overtaget til biskoppen i Strasbourg, som senere solgte det til den lokale adel, men bevarede vinmarkerne. Under den franske revolution blev slottet beslaglagt, men endte i 1853 hos Hartmann familien.

I 1934 ødelagde en brand, der varede i to dage, slottet fuldstændigt, men det blev delvist genopbygget i 1936 og er senere renoveret og der er også bygget nye vinkældre.

Der har næsten altid været lavet vin på Château d`Orschwihr og de første omtaler af vinproduktionen på slottet ligger helt tilbage til 16. århundrede, hvor en tønde vin blev solgt til Murbach klosteret.

Hartmann familien har også siden overtagelsen lavet vin, selvom Martin Hartmann i 1950’erne omlagde mange af vinmarkerne til konventionelt landbrug. Men da hans søn Hubert Hartmann i 1986 overtog ansvaret, så blev de beskedne 6 hektar vinmarker udvidet til 25 hektar. I dag er det dog Huberts søn Gautier Hartmann som fortsætter den stolte tradition med vinproduktion på slottet.

De 25 hektar marker omfatter parceller på 5 Grand Cru marker, nemlig Kessler, Pfingstberg, Kitterlé, Rangen og Zinnkoepflé. Og denne vin er jo netop fra én af disse marker … Pfingstberg i 300 meters højde fra vinstokke plantet i 2008 og høstet med et lille udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Jordbunden på Pfingstberg består af ler og sandsten og vinmarken er så stejl, at det er nødvendig at bygge den op med terrasser. Der er blevet dyrket vin på Pfingstberg siden 1299!

Igen er der ingen oplysninger om produktionen … udover at vinen ikke er chaptaliseret … altså tilsat. Dette undgår man, for at få den helt rigtige og autentiske smag frem. Vinen indeholder 3,8 gram restsukker pr. liter og det betyder at den er markant tør og bør – ifølge Chateau D´Orschwir – nydes 6-12 år gammel.

I glasset har alderen også givet lidt farve … pænt gul og op af glasset strømmer en vild, lækker, fed og aromatisk duft, nærmest med voks, nektarintensitet, petroleum, olievædet twist, ovntørrede æbler, kvæde, blomster og syltede citroner.

Smagsmæssigt er vinen fyldig, krydret, meget intens og der er sgu bid i vinen, som bare vokser vildt i munden og flyder ud i hele kæften med kraft, modenhed, blid og poleret syre samt lidt bitterhed. Det er sgu stor Riesling. Dermed 96 point.

Forhandles af Holte Vinmager, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Wunsch et Mann, Riesling, Alsace, Frankrig

2019 Wunsch et Mann, Riesling, Alsace, FrankrigI Alsace Riesling ræset var vin nummer 2 en basis Riesling fra serien First Selection fra Wunsch et Mann, som har en lang historik i Alsace, hvor familien Mann har været vinavlere siden 1793.

Wunsch et Mann ligger omkring 5 kilometer sydvest for Colmar i byen Wettolsheim. Selvom Mann familien har været vinavlere siden 1793, så blev vinhuset Wunsch et Mann dog først grundlagt i den nuværende form i 1948 af Joseph Wunsch og Joseph Mann.

Wunsch et Mann drives i dag af brødrene Thierry og Maxime Mann, der samlet har 20 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Grand Cru markerne Steingrubler, Hengst og Pfersigberg. Siden 2008 har markerne været drevet økologisk.

Denne First Selection Riesling er der ikke mange oplysninger om … men mon ikke, at den blot er lavet på ståltanke og – efter duften – så lagret på gamle fade? Anyway, så springer vi så bare til mine smagsnoter.

Duften er lidt mere vild, natur-øko og landlig, mere opulent med fedme og let flomme, modne æbler og pærer, grillede citroner, toast, fad, vanilje og virker endda lettere olieret eller vokset med en snert petroleum.

I munden er vinen blød og cremet, syreniveauet klart lavere end foregående. Der er lidt æblejuice-feeling over smagen, meget let glidende igennem halsen og samlet lidt vag i koderne. Igen havner jeg omkring de 89 point.

Forhandles af Taastrup Ny Vinhandel, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, Pfaff Riesling Tradition, Alsace, Frankrig

2020 La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, Riesling Tradition, Alsace, FrankrigVi startede Best Alsace Riesling 2021 blindt med denne 2020’er Pfaff Riesling Tradition fra La Cave des Vignerons de Pfaffenheim, der er et større kooperativ midt i Pfaffenheim.

La Cave des Vignerons de Pfaffenheim er grundlagt i 1955 og allerede efter et par år havde kooperativet 50 medlemmer. I dag 180 medlemmer, der samlet har hele 313 hektar vinmarker omkring byerne Pfaffenheim, Gueberschwihr, Rouffach, Hattstatt, Herrlisheim, Obermorschwihr, Soultzmatt, Voegtlinshoffen, Westhalten og Riquewihr.

Den årlige produktion ligger på 2.250.000 liter AOC Alsace vin og siden etableringen har kooperativet fusioneret med kooperativet Cave de Guebershwihr og også opkøbt vinhuse, bl.a. Dopff & Irion samt Chateau de Riquewihr. Kooperativet ledes af Jean-Luc Hanauer.

Denne Riesling Tradition er lavet med druer fra forskellige marker og efter ankomst til vinhuset er de presset i pneumatisk presse med afløb af den bedste saft. Mosten er så gæret på ståltanke og efter fermenteringen er vinen lagret 4 måneder sur lie i tankene og så efterfølgende yderligere 5 måneder før aftapning.

Duftmæssigt er det bestemt en mineralsk vin … der er let terpentin, grønne æbler, let fersken og melon samt røg. I munden er der faktisk god fylde, men frugten meget ren og smagfuld. Syren er nærmest en slags blid citronsyre, men den bliver aldrig helt vild, men til gengæld er balancen ganske flot. Jeg endte på 88 point, så 4 tomler med pil op.

Forhandles i Coop supermarkeder og prisen er under 100 kr., men den nøjagtige pris har jeg ikke fundet.

Vinanmeldelse 4/7 

Best Riesling Alsace 2021… og igen havde Houlberg samlet et smagepanel

Alle gode gange 3 … for tilbage i maj måned udvalgte 10 dommere i Danmark for 3. gang 40 af de bedste Alsace Riesling vine. De blev valgt ud af et samlet felt på ikke mindre end 143 tilmeldte vine og heraf var 54 af dem endda Grand Cru vine.

Over halvdelen af de tilmeldte vine var økologiske, biodynamiske eller i overgangfase. 30 vine havde også certificeringen HVE, som står for Haute Valeur Environnementale … en fransk miljømærkning, der tager hensyn til alle aspekter i miljøet, bl.a.med forebyggelse af forurening af grundvand, biodiversitet og brug af sprøjtemidler.

Nu har jeres flittige vinblogger så udvalgt 12 af de bedste 40 vine … og selvfølgelig igen testet dem blindt sammen et lille smagepanel. Det var selvfølgelig ikke helt samme format som det dommerpanel, som havde udvalgt de 40 bedste vine, for det bestod af en række velkendte sommeliers, DipWSET og vinskribenter … fx navne som Thomas Ilkjær, Thomas Riis, Anders Halskov, Fredrik Hierner og mange flere.

Jeg har også lavet denne eftertest eller eftersmagning de to foregående år, men i år havde jeg dog begrænset mig til 12 vine mod hele 27 sidste år … og dermed et lidt mere overkommelig opgave, selvom jeg selvfølgelig ikke fik samme brede med. Men jeg havde dog pejlet mig ind på enten nogle af de bedste, mest spændende eller fra vinhuse, som jeg ikke havde smagt vine fra tidligere.

Smagen var også på tværs af de prisskel, som de 40 vindervine var opdelt efter. De var nemlig oprindelig opdelt i 4 grupper, med vine <100 kr., mellem 101-200 kr., mellem 201-300 kr. og endelig vine >300 kr. Her var alt blandet i total uskøn orden.

Men som i den store udvælgelse, som blev mine udvalgte 12 vine også smagt blindt uden nogle ydre kendetegn, så som halsfolie og i bedømmelsen anvendte vi også det det internationalt anerkendt pointsystem med 100 point som det højeste.

Da jeg – som nævnt – de seneste to år har lavet sådan en testsmagning, så vil jeg denne gang ikke skrive om Alsace området. Det gjorde jeg udførligt sidste gang, så hvis du vil læse om området, den store andel af økologiske og biodynamiske producenter, så tjek lige mit blogindlæg; Best Riesling Alsace 2020 … og Houlberg smager og vurderer vinderne.

Smagningen af vinene

Vi holdte som sidste år igen smagningen hos Falken, men denne gang dog ikke under hans overdækkede terrasse, men indenfor i varmen. Vi havde madmæssigt lavet et lille sammenskudsgilde, hvor jeg havde bagt lidt flütes, Brix’en sørget for ost og Falken lidt fisk og charcuteri … så dermed var der mulighed for at få lidt fast føde undervejs.

Som nævnt indledningsvis, så var det en blindsmagning, hvor alle vinene var skønsomt blandet, således jeg heller ikke vidste, hvilken vin vi fik i glasset. … med andre ord helt tilfældigt. Herunder har I oversigten over vinene:

Vi gav – som nævnt – vinene point efter 100 point skalaen og først efter smagningen blev vore point afsløret. Dermed kunne vi så kåre vinderne. Jeg har ovenover skrevet gennemsnitlig score for hver enkelt vin.

Dermed blev vinderen Josmeyers Riesling Herrenweg Le Kottabe efterfulgt af Chateau D´Orschwirs Riesling Grand Cru Pfingstberg og Camille Brauns Riesling Grand Cru Kaefferkop.

De 3 vine var også de vine, som jeg selv havde på skamlen som de tre bedste vine, dog blot med Chateau D´Orschwir som vinderen en tak foran Josmeyer på andenpladsen … så egentlig stor enighed.

Mine beskrivelser og vurdering af alle vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover. En enkelt af vinene havde jeg dog smagt tidligere, nemlig den officielle vindervin fra Josmeyer, så der har jeg altså linket til min tidligere beskrivelse.

Igen blev konklusionen, at Alsace står for fremragende Riesling og alle var godt duperet af vinderne, specielt Josmeyer fik velfortjent store roser. Så dermed igen tak til Falken for lokation og selvfølgelig CIVA samt Dorte Pontoppidan for fremsendelsen af vinene.

2020 Hervé Sabardeil, Cabalié Coup De Coeur, Roussillon, Frankrig

2020 Hervé Sabardeil, Cabalié Coup De Coeur, Roussillon, FrankrigHervé Sabardeil er en fransk vinmager, som driver sit eget negociantfirma Vindivin og det er derfra, at vi nu smager denne 2020 Cabalié Coup De Coeur.

Der findes ikke vildt megen information om vinmageren Hervé Sabardeil, men hans lille negociantfirma Vindivin ligger i Saint-Jean-d’Ardières, hvilket er i Beaujolais området.

Men Hervé har primært  – så vidt jeg kan se – været involveret i produktion i Roussillon området, hvor han tidligere har været involveret i Domaine de l’Agly, som han grundlagde sammen med vinhandleren Jean-Patrick Moaté.

I dag laver han fra Vindivin en række vine under Cabalié navnet fra Roussillon, herunder altså denne Cabalié Coup De Coeur, som er en særlig super cuvée lavet på Grenache og Carignan fra nogle af de ældste vinstokke og fra de fineste skiferjord i Maury i Roussillon.

Druerne er høstet med små udbytte og vinificeret på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering har Hervé lagret den i 6 måneder med halvdelen på egetræsfade.

Godt sort i glasset … næsen tørkrydret, nærmest parfumeret med nogle blækagtige noter, blyanter, tørt træ samt en frugt af blommer, brombær, tranebær, lidt tung fad … men ellers meget afdæmpet og tilbageholdende.

Smagen er klart til den sødere side og måske også lige hoppet over hegnet til candyland. Det betyder, at vinen har fyldig, rund, bamset, blød og søde, selvom de mørke frugter giver en lille tør bitterhed og rund marmeladefyldighed. Det er en vinøs chokoladebar og smelter næsten også tilsvarende i munden med en cafe latte og kaffelikør midt i en veloursofa.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Vignobles & Compagnie, Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S, Rhône, Frankrig

2018 Vignobles & Compagnie, Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S, Rhône, FrankrigFra kooperativet Vignobles & Compagnie smager vi som næste vin en 2018 Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S … en helt klassisk Costières de Nimes vin.

Vignobles & Compagnie er et kooperativ beliggende ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône. Det er grundlagt tilbage i 1963 som Gard Côtes du Rhône Vin aka CREPVIN, som var en samling af 12 små kooperativer, som slog pjalterne sammen med Paul Blisson som leder af foretagendet.

Han var i forvejen formand for kooperativet Cave de Saint Hilaire og havde arbejdet politisk og havde sammen med Baron Leroy bidraget til, at vinområdet Castillon du Gard blev klassificeret indenfor Côtes du Rhône regionen.

Efter sammenslutningen byggede det nye kooperativ et moderne vineri i sydamerikansk latino stil, tegnet af arkiteten Joseph Massota og inspireret af Oscar Niemeyer … den verdensberømte brasilianske arkitekt og en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.

I 1969 foretog Merlaut familien med deres vinkoncern Taillan Group store investeringer i kooperativet og havde i de efterfølgende år stor ganske indflydelse på driften og i 1990 overtog Taillan Group også hele ejerskabet. Siden 1969 var den årlige produktion også steget fra 8 millioner flasker vin til 25 millioner.

Groupe Taillan, som ledes af Jacques Merlaut, har vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, idet Taillan bl.a. ejer en række større vinslotte i Bordeaux, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue, Citran, Broustet, Camensac, Chasse Spleen, Gressier Grand Poujeaux og Haut-Bages-Liberal.

Derudover ejer de masser af andre vinhuse, men drives altså også Vignobles & Compagnie sammen med en række vinavlere, herunder altså også Villessèche familien, som har været med siden starten af kooperativet. Vignobles & Compagnie ledes i dag af Thomas Giubbi, som de seneste år er blevet assisteret af Nicolas Rager som landbrugsingeniør.

I dag er Vignobles & Compagnie  ikke så stor som tidligere, da årsproduktionen i dag ligger på 9 millioner flaske vin, som kommer fra omkring 260 hektar vinmarker hos de tilknyttede vinavlere.

Kooperativet laver særskilte vine sammen med nogle af de største tilknyttede medlemmer i et slags partnerskab og et af disse er netop vinhuset Château des Sources, der drives af Espinas familien.

De har ejet slottet siden 1800-tallet og deres forfader Emile Im Thurn var med til at genoplive vingården efter den store phylloxera  katastrofe. I dag har familien valgt at lægge produktionen af slottets vine ud til Vignobles & Compagnie … selvom den unge Zoé Espinas måske engang vil stå på egne ben.

Vi smager her en af vinene fra Château des Sources, og den er normalt lavet på 60% Grenache, 30% Syrah og 10% Mourvèdre fra vinslottets 55 hektar vinmarker. I denne årgang skulle blendet dog være 75% Syrah, 15% Grenache, 5% Mourvèdre og 5% Marselan.

Der er ikke meget om produktionen, men den skulle være helt klassisk og så med 6 måneders lagring på barriquefade, heraf 20% helt nye fade.

Dejlig tør rhônevin med alle de klassiske noter … krydret med både mørk frugt, engelsk lakrids, lakridsrod, god tørhed, flæsk, peber og sorte oliven, blomstersæbe, let fad, vanilje og lidt sødme.

Smagen er meget blød, kraftig og cremet … blommer, søde kirsebær, vældig saftig og alligevel med en både svag bitterhed, sødme, kaffe, kaffelikør, lakridskonfekt, peber og lakridsale elementer. Vinen er kraftigfuld, intens … fyldig og rund … masser af lækre, intense og dybe rhônekvaliteter.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen pt kun er 69,95 kr. på tilbud ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, Frankrig

2018 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, FrankrigDomaine Guy Farge er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog, men det er vist lidt over 8 år siden, hvor jeg smagte en hvid Saint Joseph Vania. Men nu smager jeg en rød Saint Joseph Terroir de Granit fra vinhuset.

Domaine Guy Farge ligger i byen Saint Jean de Muzols 10-15 kilometer nord for Valence og har været vinbønder i 3 generationer … indtil 2006 alene som leverandør til det lokale kooperativ La Cave Coopérative de Tain l’Hermitage.

Men i 2006 besluttede Guy Farge sig, efter at have afsluttet sine studier i ønologi, for at vinificere egne vin og sælge dem i eget navn, og det blev til en serie på tre forskellige røde Saint-Joseph vine, én rød Cornas, en hvid Saint-Joseph samt en Vins de Pays d ‘Ardèche i rød, rosé og hvid.

Guy Farge ejer omkring 18 hektar, men alene de 11 hektar er vinmarker, hvoraf en stor del ligger på stejle terrasser, som må passes manuelt og med brug af heste, som hjælper Guy med at vende jorden i rækkerne og dermed luge og lufte jorden.

Denne Saint Joseph Terroir de Granit er selvfølgelig lavet på 100% Syrah fra udvalgte granitholdige marker i den sydlige og klassiske del af Saint Joseph. Mosten spontangærer med 100% inklusion af hele
drueklaser, mens 30 dages skindkontakt giver et skånsomt udtræk af farve, smag og tannin.

Vinen modner efterfølgende 12 måneder på et mix af 5 år gamle 400 liters tonneaux egefade samt 3.000 liters foudres.

Nu snakker vi … masser af landlig, svedig og øko mødding, flæsket bacon, røget kød,. mælkede noter, drikkeyoghurt og totalt eksplosiv i både frugt og øvrige noter. Der er brombær, boysenbær, enebær, en håndfuld sorte oliven, peber samt knuste sten. Det dufter – pardon my french – røvlækkert.

I munden er vinen en vinøs schweizerkniv … både svulstig saftighed, stenet rankhed, venlighed og graciøs elegance. Tilsæt derudover lidt peber i gryden sammen med tørre tanniner, lakrids, mørk chokolade, en håndfuld tør jord, et vildt greb og behagelig knytnæve lige i solar plexus, sindssyg flot eftersmag … kanonvin. Jeg elsker den, så dermed 5,5 Thumps Up herfra. Nam.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2014 Château Alta Gaïa, N°2 Alta Gaïa Rouge, Bordeaux, Frankrig

2014 Château Alta Gaïa, N°2 Alta Gaïa Rouge, Bordeaux, FrankrigChâteau Alta Gaia ejes af Vignobles Mallemanche og ligger på en sydvendt bjergskråning mellem Ruch og Bossugan i hjertet af Entre-Deux-Mers. Vi smager her en Bordeaux Superior … N°2 Alta Gaïa Rouge.

Didier Mallemanche har siden 2003 drevet Château Pétrus Gaïa, men købte sammen med sin kone Christine selv ejendommen i 2015 og har nu ændret navnet til Château Alta Gaïa.

Ejendommen er på samlet 50 hektar, men heraf er alene de 30 hektar vinmarker. På markerne dyrkes primært Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon til Bordeaux Supérieur vinene, men der er også lidt Sauvignon Blanc og Sauvignon Gris til hvidvin samt Grenache og Syrah til en Vin de France rosé.

For nylig har de også plantet lidt Petit Verdot og Malbec. Siden 2019 har Château Alta Gaïa været HVE …High Environmental Value certificeret … et højt niveau for officiel miljøcertificering.

Denne N°2 Alta Gaïa Rouge er – som navnet også klart indikerer – slottets andenvin og den er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet med alkoholisk gæring ved en kontrolleret temperatur på 26-27 grader efterfulgt af malolaktisk gæring i kar og så har vinen lagret 6 måneder på fad. Det er en vin, som der årligt laves omkring 55.000 flasker af.

Pænt moden duft … både henfaldne efterårsblade, overmodne kirsebær, blommer, lidt træt som om, at frugten har fået et gok i nødden, godt med træ, lindetræ og svagt lidt vanilje. Det er ikke sådan lige arketypisk Bordeaux, for vinen har ikke helt så megen kraft og virker lysere i aromaerne.

Smagen er dog langt bedre end duften … langt mere kompakt, kraftfuld med klare bordeauxfile elementer. Der er både solbær, brombær og kirsebær, okay tørhed, men også lidt sødme, lakrids, saftighed, runde og ufarlige tanniner, svag bitterhed … men det er bestemt godkendt, selvom duften ikke lige overbeviser.

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7