Tag-arkiv: barbera

Barbera er en rød italiensk drue, som de fleste mest kender fra Piemonte, det lidt rustikke, bløde og hyggelig alternativ til vinene på Nebbiolo. Barbera er dog virkelig udbredt i hele Italien, hvor den er den 3. mest plantede druesort og Barbera er klart den mest plantede druesort i hele Piemonte regionen.

I Piemonte findes der endda 3 specifikke appellationer for Barbera, nemlig Barbera d’Alba, Barbera d’Asti og Barbera del Monferrato og det er netop i bakkerne omkring Monferrato, at man mener Barbera har sin oprindelse. Gamle dokumenter fundet i katedralen Casale Monferrato fra perioden 1246-1277 viser allerede dengang, at vinmarkerne var tilplantet med de bonis vitibus barbexinis aka Barbera.

På grund af en stor produktion har vine lavet på Barbera ikke altid haft ry for at være kvalitetsvine, men blev udbredt og populær, fordi den var nem at dyrke og samtidig kunne levere store udbytter.

Flere og flere – især meget anerkendte Barolo og Barbaresco producenter – har dog de seneste årtier taget druen mere og mere seriøst, hvorfor der i dag produceres virkelige flotte kvalitetsvine på Barbera.

Barbera har en meget dybrødt skal, som giver meget mørke vine, som er rige på syre, men uden megen garvesyre. Til gengæld giver den saftige, kraftige og krydrede vine.

2015 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2015 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienVi skulle også smage denne 2015 Fagiano Barbera d’Alba Superiore fra vinkooperativet Produttori di Govone Societa Cooperativa Agricola.

Igen er der ganske sparsomme oplysninger om produktionen udover vinificering i ståltanke, hvor vinen også er lagret i 12 måneder efter endt gæring. Så er vinen flasket og yderligere lagret 6 måneder inden frigivelse.

Duftmæssigt er det igen en fed, opulent næse, mørk, urtet, meget maskulin med noter af bitter chokolade, et stort glas mørk stout-øl, mælkede noter, blæk, røg og kul. Duften er sådan set okay, men smagsmæssigt går det imidlertid galt.

I munden minder det nemlig mere om lidt noget sødlig syditaliensk Puglia vin, meget fed og opulent med nogle kraftige og sødbrændte noter, kanel og østlige krydderier. Frugten er blommer, kirsebær, brombær, figner og samlet en meget tung smag. Vi hoster op med spinkle 3,5 houlbergske fingre med pil ned.

Forhandles flere steder i Danmark, som fx Lomax (kontorforsyning), Vinsalget og Gourmet Wine med en pris omkring 125 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2016 Produttori di Govone, Fagiano Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienProduttori di Govone Societa Coop. Agricola er et kooperativ, som ligger i byen Govone. De laver masser af vine under mange forskellige brands, som fx Fagiano. Hos Falken smagte vi 3 forskellige Fagiano vine og den første var denne 2016 Fagiano Barbera d’Asti.

Kooperativet Produttori di Govone er grundlagt i 1957 og har samlet 250 medlemmer, som ejer omkring  300 hektar vinmarker i områderne Alba, Langhe, Roero, Asti og Monferrato, men derudover opkøbes også druer fra andre vinavlere, således den årlige produktion ligger på omkring 2 millioner liter vin.

De fleste af kooperativets vine sælges under navne som Terre Sabaude, Produttori di Govone, Produttori di Portacomaro, Io Sono eller Produttori di Valtiglione, som er vine i bag-in-a-box.

Men derudover laver de specielle vine til udvalgte markeder og når jeg sørger på Fagiano vinene, så sælges disse primært på det danske marked. Det er dermed vine, som er specielt designet til vort hjemlige marked og til billige penge.

Denne 2016 Fagiano Barbera d’Asti er én af disse, men jeg kan ikke finde oplysninger om produktionen … som i overhovedet ikke. Men hvis den er lavet som næste Barbera d’Alba, så er vinificering sket på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 12 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Vinen har en noget fluffy aroma … masser af mælkechokolade, vanilje, blommetærter, håndsæbe, kirsebærsauce og lidt hindbær, meget søde og brændte noter, men med lidt luft i glasset, så bliver frugten måske en anelse lysere og mere frisk.

Smagen følger duften meget godt … alt for megen sødme, fedme og store deller. Dermed bliver det hele lidt tungt, fedt og sødt, selvom vinen endda er lettere og har mere syre end husets Barbera d’Alba, men lidt en gumpetung vin uden megen elegance.

Forhandles flere steder i Danmark, som fx Lomax (kontorforsyning), Vinsalget og Gourmet Wine med en pris omkring 95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Voerzio Martini, Barbera d´Alba Ciabot della Luna, Piemonte, Italien

2018 Voerzio Martini, Barbera d´Alba Ciabot della Luna, Piemonte, ItalienMed næste vin bliver vi i Piemonte, for det er nemlig en 2018 Barbera d´Alba Ciabot della Luna fra vinhuset Voerzio Martini, der ligger i den nordlige del af La Morra med naboer som Andrea Oberto og Roberto Voerzio.

Voerzio Martini er grundlagt i 2012 og drives af Mirko og Federica Martini … et ungt tvillingpar. Det var deres far Piero Martini, som købte vingården til sine børn af Gianni Voerzio, som ikke havde nogle arvinger og ville gerne se sin vingård blive drevet videre.

Gianni Voerzia havde tidligere drevet vingården sammen med sin broder Roberto, men de havde i 1986 besluttet af dele vingården op i to, da de hver især havde egne idéer til deres vine. Roberto Voerzio, er vel i dag én af de mest hypede producenter i Barolo området og hans vine koster spidsen af en jetjager.

I øvrigt driver Robertos nevø Alberto Voerzia også en vingård omkring 800 meter fra Mirko og Federica Martini. Så Voerzio navnet er således berømt i Barolo, som derfor var det også meget naturligt, at Martini tog den tidligere ejers navn med sig, da de overtog vingården og derfor hedder vinhuset i dag Voerzio Martini.

I de første år hjalp Gianni Voerzio de unge mennesker som en slags konsulent, men siden 2015 har Mirko og Federica Martini selv stået for driften og produktionen af vinene.

Voerzio Martini har samlet 12 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne La Serra, Cerequio og Boiolo … de to første marker, som også er grundstenen i produktionen hos Roberto Voerzio. Parcellen på Cerequio blev dog først købt i 2018.

Her smager vi husets Barbera d´Alba Ciabot della Luna, hvor druerne kommer fra Voerzio Martinis lille parcel på Ciabot della Luna marken i 470 meters højde. Ciabot della Luna ligger med en sydvendt eksponering … perfekt for solen og Barbera stokkene på marken er plantet i 1978.

Vinen er gæret på rustfrie ståltanke med fermentering over 14-15 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagret 12 måneder på en blanding af store gamle træfade og nye barriques. Derefter samles vinen så i ståltanke igen og lagrer der i 2 måneder inden aftapning sker på flaske. Der produceres årligt 10.000 flasker af denne fine enkeltmarks Barbera, som jeg også tidligere har smagt i den forgående årgang.

I næsen er det en krydret, mørk og tør vin, hvor frugten er kirsebær, brombær, blommer suppleret med peber, en mørk balsamisk syre og meget svage noter fra faglageringen med vanilje, blæk, kul og samlet er næsen lidt brovten opstopperagtig med den krydrede tørhed helt fremme i aromaerne.

Som med 2017’eren er vinen i munden langt mere frisk end duften ellers indikerer. Der er vild stor saftighed, mellemrød og mellemsød frugt, men syreindholdet virker lavere end hos 2017’eren. Det er en total drikkevenlig vin med et elegant snit, ingen tanniner værd at snakke om, men med stor friskhed, et glad ansigt og lethed.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 La Ca’ Növa, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2017 La Ca’ Növa, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienNår vi nu er ved Marco Rocca på Azienda Agricola La Ca’ Növa … hvorfor så ikke fortsætte der lidt endnu? Det gør vi først med deres 2017 Barbera d’Alba.

Vinen er – som den lettere Langhe Nebbiolo søster – lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, der er 100% temperaturstyrede.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store egefade og så yderligere 6 måneder på flaske.

I næsen en meget mørk, tør og egepræget aroma … brombær, sorte kirsebær, blommer, lidt mælkede noter med yoghurt og cultura, sort peber, tørrede rosenblade, en lille saftig sødme, hvor der også dukker lidt vanilje og svag kanel op. Meget indbydende.

Smagsmæssigt er det også en saftig og meget velsmagende bandit med en dejlig syrlig nerve. Det er en letløbende, frugtrig og samtidig tør vin, som både er frisk, fin og harmonisk. Frugten er lyse blommer, kirsebær … med lækker syre og svag bitterhed. Eftersmagen er samtidig voldsom lang. God Barbera.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 96 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2015 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienLanghe Nebbiolo nummer 3 i den lille test aka bevisførelse kommer fra  Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico, der ligger i La Morra.

Vinhuset er grundlagt i 1927 af Silvio Grasso, men startede dog først i løbet af 1980’erne med at flaske vine under eget navn, da Alsessio Frederico Grasso overtog driften fra sin fader.

I dag er det fortsat Alsessio Frederico, der driver vingården sammen med hustruen Marilena samt deres sønner Silvio og Paolo.

Azienda Agricola Silvio Grasso er en forholdsvis lille vingård, som selv ejer 6 hektar vinmarker, men derudover også lejer yderligere 8 hektar, således de samlet råder over 14 hektar vinmarker.

Det betyder en produktion på omkring fordelt på ikke mindre end 13 forskellige vine, heraf 6 forskellige Barolo’er og så 2 forskellige Langhe Nebbiolo’er … denne almindelige og så en Langhe Nebbiolo Peirass.

Modsat Peirass er denne basis Langhe Nebbiolo ikke lavet på 100% Nebbiolo – men kun 95% – da der er tilsat 5% Barbera og Merlot. Og druerne kommer fra  Monticello d’Alba området i La Morra.

Lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Igen en lys og transparent … knap som lys som foregående og samtidig og mere grumset og ufiltreret. Som med 2012’eren er duften nærmest lidt flæsket med lidt sødme, syrlige kirsebær, en omgang lyse blommer og frugten virker sådan våd og gæret. Men som tidligere skal vinen ha’ lidt luft i glasset, hvorefter den åbner sig endnu mere op. Der er landlige noter suppleret med en lysere syre, violer, roser, mentol og et diskret fadpræg med svag vanilje.

Smagsmæssigt er det en meget frugtrig vin, som har en vis fylde, men samtidig stramme tanniner. Med luft i munden, så mærker du vitterlig det tanniske bid. Den har en svag sød side med lidt karamel, kirsebærlikør … men syren rocker og styrer. Den starter lidt som en maskulin Langhe Nebbiolo, men med luft i glasset skifter den køn og bliver småfeminin … det smager rasende godt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2018 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienSidst jeg smagte Pairolero Barbera d’Alba Superiore fra Azienda Agricola Sottimano var det i årgang 2016. Nu smager jeg vinen igen, blot i en nyere årgang 2018.

Sottimanos Pairolero Barbera d’Alba Superiore er lavet med druer fra to forskellige marker i Neive og det er Basarin og San Cristoforo på samlet 2,5 hektar. Vinen er lavet med gæring og maceration på skindet i 25 dage udelukkende med druernes naturlige gærceller. Efter maceration og alkoholisk gæring, så er der sket malolaktisk gæring i franske egefade fra Francois Frères i Bourgogne.

Vinen lagrer derefter i fadene i 15-16 måneder og halvdelen af tiden sur lie, altså på bærmen, mens 15% af de burgundiske barriques er nye, mens de øvrige har været brugt 4 gange tidligere. Sluttelig er vinen så flasket uden filtrering.

I glasset er vinen forholdsvis lys af en Barbera at være og så er duften meget indbydende med røg, lidt gæret frugt, kirsebær, ribs, blommer, pottemuld, violer, blomster, medicinskab, blæk, grafit, tobak samt en balsamisk og typisk italiensk, stram syre.

Smagsmæssigt hænger det vildt godt sammen og det er på ingen måder en fed, bombastisk Barbera, men en fin, elegant en af slagsen med næsten drys fra barolovinenes nerve. Frugten virker derfor som værende mere lys og let, men samtidig med Barbera saftighed, lidt krydderier, peber, mineraler og lidt svag sødme. Man siger normalt, at Barbera ikke rigtigt har tanniner, men det har denne, om end de selvfølgelig ikke er som ved Nebbiolo vine. Syren er formiddabel. Det er en fin og monsterlækker Barbera d’Alba … bare WAUW.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Ca’ del Gè, Barbera Grignolona, Lombardiet, Italien

2018 Ca' del Gè, Barbera Grignolona, Lombardiet, ItalienLombardiet smagningen sluttede med denne 2018 Barbera Grignolona fra det lille vinhus Ca’ del Gè, der ligger lidt sydøst for Montalto Pavese en del længere sydpå end de to foregående vinhuse.

Vinhuset drives af Padroggi familien, som har solide rødder i vinbranchen. Det var oprindelig Enzo Padroggi, der grundlagde vinhuset Ca’ del Gè i 1985 for at skabe et vinhus kendt for vine af meget høj kvalitet. I dag er det hans børn Stephania, Sara og Carlo, der driver vingården videre i Enzos ånd.

Vingården har 36 hektar vinmarker, som ligger omkring vingården med en fantastisk udsigt til det berømte slot Montalto Pavese. Den årlige produktion ligger på 180.000 flasker vin.

Vinene hos Cá Del Gè er ikke blot udtryk for et rigt og varieret område, men familiens sjæl kan mærkes i de mangeartede typer vine, der her produceres.

Foruden de klassiske blå Barbera druer fra Oltrepò laver familien også Pinot Nero og Spumante … ligeledes lavet på Pinot Nero. Og er du Amarone-freak, så laver de også vinen Tormento på tørrede Dolcetto druer.

Her smager vi netop en Barbera baseret vin, nemlig deres Barbera Grignolona, der er lavet på 95% Barbera, mens de sidste 5% er Uva Rara og Croatina. Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes og så presses let inden gæring og maceration i rustfrie ståltanke i en uges tid. Derefter sker den malolaktiske gæring også ståltankene, hvor vinen også lagrer kort tid inden aftapning på flaske.

Næsen er landlig, næsten helt øko-bio med mælkede noter, yoghurt, blæk, kirsebær, blommer, mørk og lidt brovten. Der blander sig nogle blomsterede elementer, men virker lidt kantet som en Scania lastbil med stor hænger. I munden forstærkes dette indtryk med en stærk og tyk, mørk frugt, hvor der er krydderier, tørhed og så alligevel en imødekommende blødhed.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Giulia Negri, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2017 Giulia Negri, Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienSelvom det er Nebbiolo og Pinot Nero, som er de vigtigste druer hos Giulia Negri på Serradenari Società Agricola, så laver barolopigen også en enkelt Barbara d’Alba vin.

Giulia har dog ikke selv Barbera på sine marker, så druerne til vinen køber hun hos en god kollega i Barolo kommunen Monteforte d’Alba og den samlede produktion er ganske beskeden med 2.600 flasker.

Vinen er lavet med spontangæring i ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering samt en periode med  stabilisering, så har vinen lagret 16 måneder på 500 liters tonneaux af fransk eg indtil aftapning.

Duftmæssigt har vinen masser af eg, blåbær, en tør balsamisk note og på ingen måder en fed, tung Barbera. I stedet er der nogle lettere noter, som minder lidt om Nebbiolo … læder, roser og samlet en dejlig, syrlig nerve.

Smagsmæssigt var min første tanke, at det var en fed og tyk vin, men med luft i glasset afsløres dens sande karakter. Og den er langt mere ren, syrlig og frugtrig med kirsebær, blommer og fennikel. Der er saft og kraft i vinen, en vis saftighed samt balsamisk syre. Der er sgu fin Barbera med Giulias gennemgående lethed.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Luigi Pira, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2017 Luigi Pira, Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, ItalienByggemødet trak ud med flere flasker italiensk vino … og næste vin var en 2017 Barbera d’Alba Superiore fra Azienda Agricola Pira Luigi i Serralunga d’Alba.

Vinhuset er grundlagt i 1950 af Luigi Pira, men i starten var det blot som vinavlere, som solgte druerne til de største vinhus i hele Alba området. Det var først i 1990’erne, at Luigi Piras ene søn Gianpaolo Pira kom med i driften, at de startede med at lave egne vine inspireret af modernister som bl.a. Elio Altare.

I dag er Gianpaolos to brødre Romolo og Claudio også med i driften af deres sammenlagt 12 hektar vinmarker, der ligger ved Serralunga d’Alba. Omkring 6 hektar af markerne anvendes til Barolo, men har også 2 hektar, som udelukkende er med Barbera, som anvendes til denne Barbera d’Alba Superiore.

Der produceres sammenlagt omkring 60.000 flasker årligt. Hos Pira arbejdes der kompromisløst i marken og i kælderen. Siden 1996 er stilen blevet justeret og med årene er macerationstiden for deres Barolo vine øget betydeligt og andelen af nyt træ er sat ned, så der nu anvendes kombinationer af franske barriques, tonneaux samt store botti.

Piras Barbera marker ligger i 420 meters højde i kommunen Roddino, der grænser op til Serralunga d’Alba. De 2 ha blev købt i 1999 og vinstokkene plantet i 2000. Den første årgang fra marken var en 2003, men siden har Pira lavet vinen hvert år. Gæring sker i temperaturkontrollerede ståltanke med 12-14 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på dels nogle barriques, tonneaux og store botti.

Duftmæssigt er denne Barbera meget ren med blækagtige noter, blyanter, meget rund og blød frugt, solbær, enebær, lakridskonfekt, kanel, eg og lidt søde krydderier. Smagen er rund og frugtrig, meget saftig med let peber, pæn tørhed og nærmest ingen tanniner, men en fyldig, rund og behagelig syre. Det er god Barbera uden så mange svinkeærinder med god velsmag.

Vinene fra Pira importeret af Adriat Vinimport og en flaske koster i butikkerne 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Giacomo Conterno, Barbera d’Alba Vigna Francia, Piemonte, Italien

2015 Giacomo Conterno, Barbera d'Alba Vigna Francia, Piemonte, ItalienDet var de stone kanoners aften med bl.a. 3 vine fra legendariske Conterno og den første var en 2015 Barbera d’Alba Vigna Francia.

Da jeg tilbage i januar smagte selvsamme vin i årgang 2013 fik jeg et decideret chok … på den allerbedste facon, for det var en næsten ud-af-kroppen oplevelse.

Det er dog primært de dyre og eksklusive Barolo’er, som  Conterno er kendt for, men Roberto laver også 2 Barbera vine og har over de sidste 20 år gjort et stort stykke arbejde med denne Barbera d’Alba Vigna Francia og har forvandlet en af de fineste traditionelle fortolkninger af Barbera til at være en vin i ubetinget verdensklasse.

Vinen er fremstillet første gang i 1978 fra blot 4 år gamle planter og er en frugtdreven Barbera d’Alba lavet med lang maceration og gæring alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på botti, altså store traditionelle egefade. Efter aftapning lagrer vinen yderligere nogle år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt omkring 20.000 flasker af denne vin.

I næsen er vinen måske ikke helt så eksplosiv som 2013’eren, men virker faktisk en smule lukket i øjeblikket, selvom det også er mørk, tyk, fed frugt med solbær, små tætte bær, flæsk, skolekridt, egetræ, sød/syrlig lakrids og godt med sort energi.

Som med 2013’eren er smagen langt mere frisk end man ville forvente ud fra duften, for vinen har samme lethed og elegance, nærmest helt uhørt for en Barbera. Der er både tjære, syre og en sødme i kombination med en pileskarp nerve, virkelig fascinerende og smager simpelthen bare godt. Dermed klart 5,5 fede houlbergske fingre med stor pil op.

Importør er Adriat Vinimport, og i vinbutikkerne koster vinen 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7