Tag-arkiv: 4½

2019 Lua Cheia, Maria Bonita Loureiro, Minho, Portugal

2019 Lua Cheia, Maria Bonita Loureiro, Minho, PortugalNu byder Maria Bonita op til dans. Men den virkelige Maria Bonita hed rigtigt Maria Déia og var i 1920’erne medlem af den fredløse Cangaço bande i den nordøstlige del af Brasilien.

Maria Bonita betyder smukke Maria og hun havde status som en heltinde i Brasilien indtil hun i 1938 faldt i et baghold og blev dræbt. Men denne Maria Bonita Loureiro fra vinhuset Lua Cheia er er nu ikke brasiliansk, men fra Minho området i det nordlige Portugal … det område, der mest er kendt for deres Vinho Verde vine som netop denne lavet på den lokale druesort Loureiro.

Lua Cheia er en del af vinhuset Saven eller Lua Cheia-Saven, der oprindeligt i 1988 blev grundlagt af forretningsmanden Manuel Dias som et eksportfirma, der solgte en række portugisiske fødevarer til portugisiske samfund rundt om i verdenen.

Med tiden ændrede fokus sig og i 2010 startede firmaet med at investere i vinproduktion, bl.a. i Martim i Douro og i 2012 også i en vingård i Alvarinho i Monção regionen. Siden er der startet en lang række partnerskaber, hvor der laves vine med druer fra vinavlere i lange vinregioner i Portugal.

Derfor laves der vine fra både egne marker, af opkøbte druer og samtidig opkøbes også vine fra en pæn række samarbejdspartnere som bl.a. Casa Ermelinda Freitas, Herdade de Pegos Claros, Adega Cooperativa de Pegões, Companhia da Lezírias, Casa Agrícola Aguia Moura, Vieira de Sousa, Adega de Ponte de Barca og Adega de Cantanhede.

Vinene sælges under forskellige brands som fx Lua Cheia, Andreza,  Colleja, Salsus, Maria Bonita, Maria Papoila, Toucas, Nostalgi, Album og Insurgente. På deres hjemmeside har jeg talt det til omkring 127 forskellige vine … og hertil lidt bag-in-box.

Derover laver Saven også mineralvand/almindeligt vand og juice samt olivenolie, konserves af fisk og grøntsager, tørret frugt, oliven, pasta, mel og korn, kager, kaffe og ris … ja en bred vifte af fødevarer ved siden af vinproduktionen.

Her smager vi én af de mange vine … en Maria Bonita Loureiro fra Minho regionen og under appellationen Vinho Verde DOC. Den er lavet af vinmageren Francisco Baptista og er på ren Loureiro. Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket, hvorfor mosten er presset ud på en pneumatisk presse. Gæring er sket i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur. Vinen har efterfølgende lagret ganske kort i tankene inden aftapning på flaske. Vinen har 5 gram restsukker pr. liter.

Dejlig duft … en blanding af noget dyrisk, animalsk og aromatisk, nogle gærede æbler, fersken, melon, ananas, kvæde og citroner. Der er også en halv Københavnerstang, mælkebøtter, sandeltræ, salte og kalkede mineraler samt søde krydderier.

I munden er der endnu flere citroner … grønne umodne æbler og et læs citroner, en lille lemon og grape bitterhed, men absolut en frisk, livlig og charmerende hvidvin. Den er samtidig lidt cremet og svag olieret, men frisk, syrlig og småbitter er den sgu. Syren er lidt rustik og vild, hvem bliver ikke dette af sådan en Maria Bonita? Til pengene får man virkelig en frisk, syrerig og charmerende vin og Houlberg kaster ufortrødent 4,5 store tomler med pil op efter vinen.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, Frankrig

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, FrankrigJeg har før smagt denne Hauteval Carignan Vielles Vignes fra kooperativet Cave Coopérative les Vignerons de Saint Saturnin aka Les Vignerons Réunis Saint Saturnin. Men det er snart 3 år siden … shit hvor tiden flyver afsted.

Og siden har Vignerons de Saint Saturnin i 2018 fusioneret med det andet kooperativ St. Félix-St Jean og samlet deres produktion under navnet Fonjoya. Sidste år smagte jeg da også en 2016 Lucian Grande Réserve fra kooperativet … men lavet før fusionen.

Formålet med sammenlægningen af de to kooperativer under Fonjoya navnet var en stor ambition om at blive en nøgleaktør i Languedoc-regionen … og det er da også to store kooperativer, som blev lagt sammen tilbage i 2018.

Selve kooperativet Cave des Vignerons de Saint Saturnin er grundlagt i 1950 af en flok vinavlere med M. Besombes og Calmel i spidsen grundet de økonomiske vanskeligheder.

I starten var produktionen alene 10.000 flasker årligt, men frem til fusionen var det tal steget til en årlig produktion på 3,5 millioner flasker vin, som de eksporterede til en lang række lande.

Samlet har de tilhørende medlemmer af kooperativet samlet 760 hektar vinmarker fordelt over områderne ved Arboras, Jonquières, Saint-Guiraud og Saint-Saturnin de Lucian. Og det var vinmageren Bruno Raymond, som var den teknisk direktør og tidligere stod for  fremstillingen af vinene på Cave des Vignerons de Saint-Saturnin, men måske er han fortsat med det i det nye setup.

Den anden del af Fonjoya … altså Cave Saint Félix-Saint Jean aka Vignoble des 2 Terres er et kooperativ, der oprindelig under navnet Cave Saint Felix de Lodeve startede i 1942 og inden fusionen fik druer fra medlemmernes 500 hektar vinmarker i 4 forskellige appellationer.

Så denne 2019 Hauteval Carignan Vielles Vignes er altså lavet i det nye fælles set-up, mens jeg tidligere smagte den i årgang 2017 og derfor fra før fusionen. Men betyder det noget?

Det er fortsat ønologen Bruno Raymond, som er den tekniske direktør på Fonjoya og står for fremstillingen af vinene, herunder altså også denne Hauteval Carignan Vielles Vignes, som er lavet med 100% Carignan druer fra området Saint-Guilhem-le-Désert.

Saint-Guilhem-le-Désert er et relativt ukendt vinområde beliggende lidt nordvest for Montpellier. Området er bakket, bjergrigt og ligger en smule i læ for kølende vinde fra Middelhavet.

Druerne er høstet med håndkraft, derefter afstilket og har så gennemgået en 4 dages maceration med skallerne inden gæringen er sat i gang. Bruno Raymond vælger at macerere før gæring, da det trækker færrest mulige bitterstoffer og mindst mulig garvesyre ud af skaller og kerner. Vinen har ligget 4 måneder på egetræ inden aftapning på flaske.

I næsen er det en tør, mørk og vin … krydret og mørk med lidt grannåle, røg, nelliker, brombær, solbær, blæk, grafit med godt med power. Der fornemmes svagt en brøkdel af sødme, men mest af alt er det bare krydret og tørt.

Smagsmæssigt kommer sødmen klart mere frem … måske ikke helt så dominerende som i 2017’eren, men det er fortsat en blød, fed og sødkrydret vin. Syren er der … men gør ikke så meget væsen af sig og i stedet holder den tørre bitterhed vinen ret godt oppe sammen med søde kirsebær, brombær, hindbær, en plade mørk chokolade, vanilje og lakridspiber. Den er langt bedre, lidt køligere og i bedre balance end 2017’eren, så Thumbs Up.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Steitz, Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Steitz, Riesling, Rheinhessen, TysklandWeingut Steitz er et nyt vinhus hos Mr Ruby og ligger i den lille by Stein-Bockenheim omkring 10 kilometer sydøst for den maleriske kurby Bad Kreuznach. Vi starter med at smage husets Gutsriesling.

Steitz familien har været vinbønder i Rheinhessen siden 1512, men selve Weingut Steitz eller helt præcis Weingut und Bed&Breakfast Steitz er først grundlagt i 1913. I dag er det Christian Steitz, som sammen med sin hustru Diana driver vingården og siden overtagelsen har renoveret den, så den fremstår ultra moderne med fortsat med respekt for historien.

Christian har været involveret i vinproduktionen på gården de sidste 30 år, men overtog først i 2015 driften fuldstændig efter uddannelse som ønolog og et studieophold hos Schug Carneros Estate i Sonoma samt Domaine Sauveroy i Loire.

Samlet har parret 14 hektar vinmarker, som ligger omkring byerne Stein-Bockenheim, Siefersheim og Fürfeld … og det er marker, som er beliggende i vulkansk jord rig på stenarter som Andesit og Porfyr, der er skabt af magna og giver vinene deres særlige mineralitet. Og siden 2019 har markerne samtidig også været dyrket økologisk.

Derudover arbejder Christian også med grøn høst … både blade og druer. Blade fjernes for at forlænge druernes modningsproces, for jo færre blade, des mindre fotosyntese. Dette skal gøres med omtanke, da druerne ikke skal blottes for solen … bl.a. for at undgå at de bliver forbrændt.

I kælderen arbejder Christian så vidt muligt uden brug af pumper, mens hans bedste vine – hans Ortsweine og Lagenweine – altid laves  med spontangæring og lagring på træfade. Hans Gutsweine gærer med egen gærkultur, gæres og lagres på ståltank.

Alle Steitz vine ligger længe på gærresterne for at opnå den let cremede struktur samt kompleksitet og dybde. Malolaktisk gæring anvendes kun på burgunderdruerne og ofte kun delvist, da Christian og Diana synes at omdannelsen af æblesyre til mælkesyre kommer til at skjule områdets særlige mineralitet.

Som man kan se på etiketten på denne Gutsriesling, så har vinhuset et logo, som bl.a. består af en løve, da Steitz familien altid har haft en løve i sit våbenskjold. Diana og Christian værner om husets historie, men vil også gerne samtidig signalere det vulkanske islæt, som giver vinene deres mineralske bid.

På markerne med porfyr og andesit dukker af og til smukke kulørte agat og kvartskrystaller op, der er opstået under enormt tryk samt varme. Derfor skulle de også med i husets nye logo.

Vi starter altså med at smage Steitz’ Gutsriesling, der som nævnt er lavet på rustfrie ståltanke og gæret med Christians specielle gær og derefter lagret sur lie på ståltankene en periode.

I næsen er det en virkelig landlig Riesling med lidt stald og mødding, næsten sitrende i duften. Frugten er stikkelsbær, kvæde og masser af citrus, våd neglelak samt en ganske svagt strejf af lakridskonfekt.

Smagsmæssigt er der derimod kaskader af umodne grønne æbler, tonsvis citroner og lemon … måske også lidt grape. Det er et rigtigt lille syrehoved, hvor citronsyren drøner afsted suppleret af salte mineraler. Det er mundspidsende citronsyrligt, så man bliver helt citrongul i hovedet. Flot.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 3 flasker og 570 kr. for en kasse med 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Domaine Joncy, Granit Bourgogne Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Joncy, Granit Bourgogne Blanc, Bourgogne, FrankrigEfter at ha’ smagt de to fantastiske rødvine fra Domaine Joncy, så jeg var jeg nysgerrig på mer’ vin fra vinhuset, så derfor har jeg nu hældt et glas op af deres 2020 Granit Bourgogne Blanc.

Det er en hvidvin fra Beaujolais, da Chardonnay druerne kommer fra en række af husets granitholdige marker ved byen Quincié ikke langt fra vingården.

Druerne er fra 15 år gamle vinstokke og dyrket økologisk.De er høstet med håndkraft, sorteret og så vinificeret med premaceration inden presning og gæring ved lave temperaturer og så en endelig lagring 4 måneder på cementtanke.

Vinen dufter ikke sådan helt klassisk som hvid bourgognevin, men har i stedet en krydret, blomstret og lidt tilbageholdende aroma. Der er sten, lidt citrus og samtidig virker vinen pænt tør … og dermed er fedmen egentlig meget begrænset.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor der er citroner, syltede citroner, grape, stikkelsbær, knust sten, granit, salt samt en lidt grov – men intens – syre og i eftersmagen en frugtrig svag sødme.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Gut Sommerau, Sommerauer Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2020 Gut Sommerau, Sommerauer Riesling Feinherb, Mosel, TysklandDen anden vin fra Gut Sommerau var deres 2020 Sommerauer Riesling Feinherb, hvor der er skruet en anelse op for sødmen med 23 gram restsukker pr. liter.

Som den første Gut Sommerau vin er den lavet med druer fra et par af husets gamle marker i Sommerau, men vinificeret på fabrikken i Bernkastel-Kues. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke og har – som nævnt – 23 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er Feinherb udgaven ikke helt så kraftig i duften som den tørre udgave, men der er fortsat tropisk frugt, abrikos, fersken, grønne pærer, svagt lidt lemon og citrus. Der kommer også lidt et perifert snert af nødder, tørhed og let sødme.

Og hvor minder den smagsmæssigt vildt om 2018’eren med både friskhed og sødme … sødmen klart mere udpræget end i duften, men giver en god bund med masser af Mosel kvalitet. Smagen dejlig fin, elegant og frisk, har en superblid syre, let lemon bitterhed, syltede citroner og lækker balance samt en lille fin og sart venlighed. Men vogt dig … man kan drikke litervis af denne  lille, lækre Riesling og houlberg smider 4,5 fingre efter den med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 3 flasker

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Gut Sommerau, Sommerauer Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2020 Gut Sommerau, Sommerauer Riesling Trocken, Mosel, TysklandTid til Riesling og her to af slagsen fra Gut Sommerau beliggende i byen Sommerau ved Ruwer floden – en af Mosels mange bifloder. Jeg starter med en 2020 Sommerauer Riesling Trocken.

Gut Sommerau er grundlagt i 1898 af Adolph Hüsgen, som var vinhandler fra Traben-Trarbach. Han grundlagde huset ved at købe 6 hektar skovarealer i den sydlige del af Sommerau, fældede træerne og buskene, ryddede jorden og plantede vinstokke.

Han skabte også et stort reservoir for bedre vanding af markerne og byggede huse til både administration og den store vinpresse, hvorfra vinen kunne løbe direkte ned i vinkælderen til store 6.000 liter tønder til gæringen.

Adolphs efterkommere solgte imidlertid i midten af 1960’erne vinhuset til familien Willkomm, som driver Weingut Peter Mertes fra Bernkastel-Kues. Det er et vinhus, som er grundlagt i 1924 af Peter Mertes, som selv drev vinhuset frem til 1952, hvor svigersønnen Dr. Gustav Willkomm overtog tøjlerne.

Dr. Gustav Willkomm stod bag en større ekspansion af Weingut Peter Mertes. I 1950’erne startede han også med at lave vin fra både Rheinhessen og Pfalz og i 1960’erne blev produktsortimentet også udvidet til også at omfatte vine fra Rheingau og Nahe.

Han startede også i løbet af 1960’erne med at sælge sine vin til købmandsforretninger og supermarkeder, hvilket i dag jo er meget normalt. Dengang var det lidt en revolution, idet vin normalt var dyrt og primært et privilegium for de mest velstillede.

Men det gav vinhuset succes, hvilket i 1962 betød investering i et fuldautomatisk tappeanlæg og senere i 1969 opførelsen af en stor vinfabrik og hovedsæde i Bernkastel-Kues.

Det betød også, at de kunne fortsætte ekspansionen, bl.a. også med købet af Gut Sommerau og dets 6 hektar vinmarker ved Sommerau, herunder deres bedste mark Sommerauer Schlossberg.

I dag er Peter Mertes Familienweingüter KG et af Tysklands største vinhuse med en årlig omsætning på over 300 millioner euro, 350 ansatte samt en årlig produktion på mere end 2,5 millioner hektoliter vin. En stor del af produktionen sælges under private labels i supermarkedskæder som Aldi, Lidl eller Rewe.

Derudover ejer de selv en lang række brands, bl.a. Käfer, Rotwild, Maybach, Bree og Landlust … derudover selvfølgelig Weingut Peter Mertes og det lille Gut Sommerau. Ja, og så ejer familien Willkomm såmænd også det legendariske Mosel vinhus Weingut Dr. H. Thanisch – Erben Mueller-Burggraef.

De ejer i dag selv 120 hektar vinmarker, men de fleste af druerne købes fra vinavlere rundt i hele Rheinland-Pfalz. Blandt vinhusets egne marker finder man også parceller på legendariske marker som Wehlener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich, Bernkasteler Schloßberg og Bernkasteler Badstube.

Dermed ejer familien også den legendariske gamle barriqueskælder under Berncasteler Doctor marken … 240 meter lang med plads til 1.500 barriques og dermed vistnok også Tysklands længste vinkælder.

I dag ledes det store familieforetagende af seneste generation i form af Michael, Stefan og Matthias Willkomm … med Michael Willkomm som øverste ansvarlig. På den vinøse front er den ansvarlig vinmager Georg Graf von Walderdorff.

Gut Sommerau vinene laves dog ikke længere i husets gamle bygninger i Sommerau. Produktionen flyttede de allerede i 1990 til den store fabrik i Bernkastel-Kues. Så i dag huser bygningerne i Sommerau i stedet en italiensk restaurant, som også er ejet af Willkomm familien.

Her smager vi så Gut Sommeraus 2020 Sommerauer Riesling Trocken, som er lavet fra nogle af de gamle marker i Sommerau, men vinificeret på fabrikken i Bernkastel-Kues. Der er ikke rigtigt nogle oplysninger om produktionen, men vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke og har 8 gram restsukker pr. liter.

Vinen er ikke en del af Mertes’ normale eksport sortiment, men sælges efter sigende kun til i deres restaurant ved Ruwer samt en restaurant i Trier.

Den minder duftmæssigt vildt meget om 2018’eren med tropiske frugter i form af ananas, abrikos, papaya og lemon. Der fornemmes også en del fylde og fedme, let honning, røgede noter, paraffinvoks samt let sødme.

I munden er vinen også småtyk og en anelse olieret i udtrykket med masser af lemon bitterhed, krydrede og røgede elementer … syltede pærer, abrikos og pæn saftighed.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 99 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 3 flasker, mens en hel kasse koster 400 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Burggarten, Rosé Vorspiel Spätburgunder Feinherb, Ahr, Tyskland

2020 Weingut Burggarten, Rosé Vorspiel Spätburgunder Feinherb, Ahr, TysklandDen rare og dygtige Paul Schäfer junior nede i Ahr hos Weingut Burggarten er kommet i sommerhumør og startet et forspil med en sand tørstslukker i form af denne 2020 Rosé Vorspiel Spätburgunder Feinherb.

Jeg besøgte Paul på vingården i Ahr i efteråret 2019 og det kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer.

Rosé Vorspiel Spätburgunder Feinherb er en halvtør aka halbtrocken rosévin, der er lavet på Spätburgunder med kort skindkontakt inden presning og gæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen så også er lagret en periode inden aftapning på flaske. Vi er med denne Feinherb oppe på 16 gram restsukker pr. liter.

I glasset er vinen bleg roséfarvet og passer fint til en parfumeret aroma som hos en glad glædespige. Der er blomsterblade, jordbær, kirsebærlikør, hyben, lidt gærede noter, småvåde papkasser samt søde krydderier. Ganske indbydende.

Men det bedste ved vinen er sgu smagen … masser af smag med røde bær, jordbær, hindbær og lyse kirsebær, nogen sødme med en lys, let solbærsaft, fersken og abrikos? WAUW … giv mig endelig sommer på terrassen, så skal jeg gerne skylde litervis af denne rosévin ned … forspil eller ej 🙂

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 126 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Mr Ruby’s Choice Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Mr Ruby's Choice Chardonnay, Pfalz, TysklandIs the thrill that’ll getcha, when you get your picture on the cover of the Rollin’ Stone, sang Dr Hook and the Medicine Show i 1972. På dansk sang Eddie Skoller, at han sgutte kunne få sit billede på forsiden af Søndags B.T.

Men nu har Mr Ruby så opnået dét, som hverken Hook eller Skoller lykkedes med. Okay han har ikke fået sit foto på forsiden af Rollin’ Stone eller Søndags B.T., men det er endnu bedre, for han har sgu fået sit navn på en vin, nemlig Mr Ruby’s Choice Chardonnay fra Weingut Emil Bauer & Söhne.

Før hed vinen Bundschuh Chardonnay, men da Mr Ruby en dag nævnte, at navnet Bundschuh ikke er noget særligt internationalt eller moderne navn, så sagde de hos Bauer; Hvad skal den så hedde?
Så nu hedder den Mr Ruby´s Choice.

Jeg har dermed reelt smagt vinen før … både i 2019 årgangen, men også denne 2020 med det gamle navn. Den er selvfølgelig fortsat lavet på rustfrie ståltanke og uden mange oplysninger … udover at den lige har 5,6 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det pæremos, mango, banan, kvæde, en Kung Fu is, lakrids, hvide chokolade, blomstret solcreme … fed, opulent, olieret og samtidig yderst venlig.

Smagsmæssigt er vinen også fyldig og har godt med sødme, men samtidig er den også frisk, tør og igen med godt bundtræk, dybde og tæthed. Sødmen suppleres fint med syltede citroner og rank grape bitterhed. Igen har den stor saftighed, letløbsgaranti og total cosiness. Fruen er helt balstyrisk.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Wölffer Estate, Rosé Table Wine, New York State, USA

2020 Wölffer Estate, Rosé Table Wine, New York, USASå stod den på rosé … en Rosé Table Wine fra Wölffer Estate, som blev præsteret af den sidste af aftenens vinmagere, nemlig Roman Roth.

Og for første gang denne aften var vi ikke i Finger Lakes, men i stedet på Long Island, hvor man i Wölffer Estate på den nederste østlige tange … den del af halvøen, som man kalder Hamptons.

Wölffer Estate er grundlagt tilbage i 1988 af Christian Wölffer, men drives og ejes i dag af hans to sønner Marc og Joey Wölffer sammen med Roman Roth, der også er vinmageren i dag.

Samlet har vinhuset 69 hektar vinmarker inklusiv den roste 22 hektar store vinmarker Sagaponack. Men derudover råder Wölffer Estate også via lejeaftaler over 21 hektar på North Fork, altså på den øverste tange af Long Island. Men derudover ejer vingården faktisk også 81 hektar vinmarker i Argentina og 1 hektar på Mallorca i Spanien.

Vi skulle smage Wölffer Estates 2020 Rosé Table Wine fra deres serie Gold Label. Den er lavet på et skønt mix af 44% Merlot, 33% Cabernet Sauvignon, 16,5% Chardonnay, 5,5% Cabernet Franc, 0,5% Riesling, 0,3% Pinot Noir samt 0,2% Gewürztraminer.

Efter høsten er druerne afstilket, presset og hurtigt kølet ned, hvorefter gæring er sket over 2,5 uger indtil vinen bliver total tør og herefter har den så hvilet sur lige 8-10 uger og uden malolaktisk gæring for at få så frisk vin som muligt. Årlig produktion udgør 23.522 kasser af vinen.

I næsen er vinen svagt krydret med lidt peber, en smule bublegum, candyfloss, jordbær, let hyben, melon og blomster. Men til gengæld er vinen meget smagfuld og faktisk fint balanceret med en lækker smag, kraft, sødme. kalkede mineraler og salt, svag bitterhed og så god tørhed. Smagen løfter vinen niveauer over duften.

Vinene fra Wölffer Estate forhandles herhjemme af Otto Suenson, hvor denne er på vej og ventes at koste 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7    

2017 Terreno, Chianti Classico, Toscana, Italien

2017 Terreno, Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne Chianti Classico er den vin, som familien Ruhne på den lille vingård Terreno laver fleste flasker af. Hvert år producerer de nemlig 40.000 flasker og udgør således 40% af hele produktionen.

Terreno skriver selv, at vinen er lavet på Sangiovese, men ifølge VinGuruen er der imidlertid 5% Merlot blandet med. Vinen er så lavet i rustfrie ståltanke med en gæring alene med druernes helt naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på store 24 hektoliter egefade.

Fadlagringen klæder virkelig vinen … i næsen er der nemlig langt mere dybde, mere generøs og langt mere i harmoni. Det er modne kirsebær, skovbær, skovbund, svampe, tobak og et tydeligt præg af våde fade og så alligevel en rimelig frisk syre, som giver vinen liv, en småsyrlig friskhed kombineret med grønne urter, estragon, salvie og lidt mentolagtig parfume.

I munden er vinen langt mere frisk og syrlig end duften egentlig lovede. Frugten er stringent, streng og stærk … knuste hindbær, ribs, lyse blommer med tørre, lyse, grønne og uforsonlige tanniner, noget bitterhed, sten og jern. Det er en ung, ilter og direkte no-shit Chianti Classico med nerve.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7