Tag-arkiv: 4½

2019 Domaine Boehler, Riesling Hahnenberg, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Boehler, Riesling Hahnenberg, Alsace, FrankrigDen første Boehler vin fra Millésimes Alsace DigiTasting® kassen var denne 2019 Riesling Hahnenberg fra Domaine Boehler.

Hahnenberg marken er lidt speciel med en jord bestående af rendzines aka rendzina, som er en slags fin kalkstenjord, der giver et meget mineralsk præg til vinene.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men mon ikke, at den er lavet i rustfrie ståltanke og så lagret der en periode. Det er helt sikkert sket sur lie, altså med bærmen, hvilket Julien fortalte, at de foretrak. Vinen har 2 gram restsukker pr. liter.

Godt med æter, petroleum, moden og fyldig frugt, let oxiderede nedfaldsæbler, gule pærer, nole lidt smøragtige toner, blomster og blomsterpollen, lidt citrus, stearinlys, bivoks og våd maling. Der er en lidt ætsende og skarp duft.

Smagsmæssigt har vinen også fedme, kraft og varm, moden frugt, abrikos, mango, gule pærer, overmodne æbler og citroner. Alt er varmt, men egentlig meget ordentligt, så samlet bliver det lidt en klumset og kraftig Riesling.

Ingen forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Weingut Spindler Lindenhof, Deidesheimer Herrgottsacker Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Spindler Lindenhof, Deidesheimer Herrgottsacker Spätburgunder, Pfalz, TysklandDen lille tyske vinsmagning sluttede med lidt rødvin, nemlig denne 2017 Deidesheimer Herrgottsacker Spätburgunder fra Weingut Spindler Lindenhof.

Deidesheimer Herrgottsacker ligger syd for vingården i Dorf, men nord for Deidesheim i 120-180 meters højde eksponeret mod øst med beskyttelse fra Palatinate skoven mod vest. Jordbunden er varierende med både ler, grus og kalksten og det gør, at marken kan frembringe noget forskellige stilarter af vine.

Høsten sker manuelt, og inden vinifikation sorteres druerne også med håndkraft. Der er ikke mange oplysninger om produktionen,  men efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store, gamle fade og 12 måneder på barriques. Vinen har 4,7 gram restsukker pr. liter i denne årgang.

Vinen dufter sådan meget frisk og krydret, en smule animalsk, men slet ikke så meget som 2014’eren, som jeg tidligere har smagt. Der er tranebær, modne kirsebær, jordbær, rib og et klart fadpræg med lidt tobak, mørk chokolade, kanel, vanilje, nelliker, jod og lidt dild.

Smagsmæssigt er det også en pænt krydret vin … hvid peber og stærke krydderier. Det er ikke en lys og feminin Spätburgunder, men mere grov selvom frugten egentlig er både jordbær, hindbær og ribs, hvilket suppleres af jern, mineraler, masser af citronsyre, bitterhed og fine tanniner samt en snert bolsjesødme.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Pechstein Riesling, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Spindler Lindenhof, Forster Pechstein Riesling Trocken, Pfalz, TysklandDer kom mere Riesling i vinglasset og næste var fra endnu et vinområde i Tyskland, nemlig fra Pfalz. Det var nemlig en Forster Pechstein Riesling Trocken 2019 fra Weingut Spindler Lindenhof.

Vinhuset Spindler Lindenhof ligger meget passende på Weinstraße i den lille by Forst vel omkring 20 kilometer svag sydvest for Mannheim. Det er grundlagt i 1895, hvor Eugen Spindler købte en vingård, der tidligere havde været statsejet. Den statsejede vingård blev solgt i 3 dele, hvor Eugen overtog en del inklusiv selve vingården på den gamle  brostenbelagte hovedgade midt i Forst… en gammel bygning opført i midten af det 19. århundrede med smukke hvælvede kældre.

Spindler familien stammede oprindeligt fra Bourgogne og havde inden overtagelse af vingården i Forst også selv været involveret i vinproduktion i Mittelhaardt siden 1620. Den købte vingård blev hurtigt kaldt Lindenhof  … efter to lindetræer, som Eugen Spindler havde plantet efter fødslen af hans to sønner i 1902 og 1904.

Siden 1992 har Weingut Lindenhof aka Spindler Lindenhof været drevet af Timo Spindler, som er 3. generation på vingården, som han overtog fra sin far Peter, der fortsat er medejer.

Timo har samlet 11 hektar vinmarker. Den vigtigste – og største – vinmark klart er Deidesheimer Langenmorgen. Derudover er der parceller på Forster Ungeheuer, Musenhang, Jesuitengarten, Ruppertsberger Hoheburg, Deidesheimer Leinhöhle og Herrgottsacker.

Her smager vi altså husets 2019 Forster Pechstein Riesling, hvor druerne selvfølgelig alle kommer fra Große Lage marken Forster Pechstein, der samlet er på 15 hektar og siden 1828 var været karakteriseret som en særlig god mark.

Vinen laves på traditionel vis med vinificering og kort tids lagring på stål, da man ønsker at fremhæve Rieslings enkle og rene karakter.

I næsen er vinen klart mere buttet end de to forrige Riesling vine. Den er lidt landlig, animalsk, har lidt våd hund og er måske endda lidt funky. Der er modne pærer, sødlige noter, nedfaldsæbler, fersken samt lidt en sjov og anderledes note, som jeg ikke lige kan sætte betegnelse på.

Smagsmæssigt er vinen i munden cremet, en smule olieret, moden, har mest lemon, men også lidt citroner, en smule mineraler, en dejlig rund bitterhed og virker samlet lidt mostet … saftig, letløbende most med masser af lemon.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Jakob Schneider, Grauschiefer Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Jakob Schneider, Grauschiefer Riesling Trocken, Nahe, TysklandVi drøner videre i Riesling sporet med en Grauschiefer Riesling Trocken 2020 fra det lille vinhus Weingut Jakob Schneider i Niederhausen i Nahe.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere, både i årgang 2018 og 2019 … men her er det altså den nyeste årgang. Grauschiefer Riesling Trocken er lavet med druer fra husets skiferholdige, stejle vinmarker omkring deres vineri i Niederhausen. Det er alene en Gutswein, altså en basisvin, der er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers er der faktisk ingen oplysninger om vinen.

Næsen er meget saftig, har ret pænt med eksotisk frugt, fersken, pærer, røde æbler, ananas, modne pærer, appelsinskal, vandmelon og gule citroner. Der er lidt blomster, men virker umiddelbart ikke så mineralsk og syrerig, som man kunne forvente.

Men det kommer til gengæld i smagen … citroner, salte sten og mineraler, umodne grønne æbler og grape bitterhed. Vinen har en fyldig og krystalklar syre, masser af tørhed, renhed, jern og så er det samtidig med en lille fyldighed. Houlberg bliver glad og hoster omgående op med 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Bodegas Shaya, Shaya Sauvignon Blanc, Rueda, Spanien

2020 Bodegas Shaya, Shaya Sauvignon Blanc, Rueda, SpanienBodegas Shaya er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog med et par af deres Verdejo vine og nu drikker jeg igen en vin fra huset … deres friske 2020 Shaya Sauvignon Blanc.

Bodegas Shaya er blot én af Juan Gil Bodegas Familiares mange vingårde. Vingården er beliggende lige  udenfor den lille by Aldeanueva del Codonal i Segovia provinsen i vinområdet Rueda i Spanien,

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Juan Gil Bodegas Familiares i et partnerskab med Enrique Busto og de har sat den unge, australske vinmager Belinda Thomson i spidsen for projektet. Hun har tidligere arbejdet for Crawford River Winery, der – som på Bodegas Shaya – producerer hvidvine.

På Shaya har de 30,5 hektar vinmarker, hvor der næsten udelukkende er meget gamle Verdejo vinstokke. Jorden er tør og nærmest et gammelt floddelta med grus, sandjord og et dybere lag ler.

Denne Shaya Sauvignon Blanc er lavet ved, at druerne først er afstilket inden presning, hvorefter gæring sker i fermenteringstanke i rustfrit stål med en langsom, temperaturstyret gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret kort i tankene inden aftapning på flaske.

Det er duftmæssigt en venlig Sauvignon Blanc vin … er ikke hverken skinger, overgrøn eller vildt græsset. I stedet kommer der behagelige aromaer af modne æbler samt lidt eksotiske frugter, banan, mango og fersken, kaktuspiller, lidt blomster og egentlig utrolig let, blød og tilgængelig.

I munden er vinen lidt mere frisk … der er grønne æbler, lemon, grape og citroner. Selvom der også fanges lidt sødme, så er vinen relativt tør med denne syrlige, livlige og friske side. Det klæder sgu faktisk Sauvignon Blanc med lidt venlighed … og det har denne vin helt præcis sammen med den syrlige friskhed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, Frankrig

2020 Château Saint-Roch, Le Rosé, Roussillon, FrankrigNår rosévinene springer ud, så ved vi, at det rigtigt er sommer. Denne vin har jeg skrevet om tidligere, blot i en årgang ældre, nemlig Le Rosé fra vinhuset Château Saint-Roch.

Vinen er lavet fra samarbejde mellem vinmageren Jean-Marc Lafage samt den amerikanske vinimportør Eric Solomon og lavet på et blend fra Grenache Gris og Mourvedre.

Château Saint-Roch har jeg skrevet om et par gange tidligere, men her kigger jeg alene nærmere på Le Rosé, der er lavet på 50% Grenache Gris og 50% Mourvedre.

Grenache Gris er vi ikke ofte stødt på her på Houlbergs Vinblog, men er en rød druesort, som nærmest opfattes som en mutation eller krydsning mellem Grenache aka Grenache Noir og Grenache Blanc. Imidlertid er det en gammel druesort, som oprindelig stammer fra Spanien.

I dag er Grenache Gris mest almindelig i Roussillon, hvor den især anvendes i Vin Doux, altså Rivesaltes vine og som blandingsdrue i rosévine. I mere sjældne tilfælde findes drue også i tørre hvidvine … enten ren eller i blends. Der er omkring 2.500 hektar vinmarker med Grenache Gris i Frankrig og de fleste findes i Roussillon.

Grenache Gris dufter oftest af abrikos og stenfrugt og kan have en olieagtig tekstur. Skallernes har meget mindre farvepigment, så druerne bliver gråbrune snarere end blå … måske er det derfor, at druerne nogle gange anvendes til hvidvine. Grenache Gris kan give  vine af forbavsende kvaliteter og exceptionel duft ved lagring i træfade eller større vintønder.

Men her er druesorten altså med i en rosévin sammen med Mourvedre. Druerne kommer fra Agly dalen omkring byen Maury, hvor vinstokkene er plantet i jord bestående af primært sort skiffer. Druerne håndhøstes ved optimal modenhed i starten af september, hvorefter de presses let, og mosten gæres i rustfri ståltanke ved 16 grader. Herefter har vinen lagret sur lie i rustfri ståltankene i 4 måneder.

Som sidste gang er vinen dejlig rosableg i glasset og den er endda så bleg, at den næsten har mistet farven. Det kan vi godt li’ og duften er skam og fin med en lidt tør og parfumeret frugt, jordbær, hindbær og stikkelsbær, grønne solbærblade, lidt kandiseret frugt, sure citroner, grapefrugtskal, blomster, lavendel og mynte.

I munden er vinen fint balanceret med både lidt frisk og samtidig omgængelig sødme. Der er lidt skarpe hjørner med citroner, nogle umodne æbler, hindbær, rabarber, kirsebær, grape, jern … bitter og samtidig let sødme. Det er en rosévin, som har karakter og dermed en af de forholdsvis få af slagsen, som jeg virkelig gerne vil nyde på terrassen … når nu sommeren endelig er over os.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Domaine Sigalas, Assyrtiko, Santorini, Grækenland

2019 Domaine Sigalas, Assyrtiko, Santorini, GrækenlandSune fortsatte med at drille os lidt i blindsmagningen og ingen gættede denne vin … en græsk vin lavet på druen Assyrtiko fra Domaine Sigalas på ferieøen Santorini.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1991 af Paris Sigalas, der selv var studerende på det historiske Sorbonne universitet i Paris og ved siden af sine studier også arbejdede på et par vingårde i Bourgogne … og blev totalt og aldeles forelsket i bourgognevinene. Og med hans entreprenørånd, så etablerede han Domaine Sigalas sammen med vennerne Christos Markozane og Yiannis Toundas, straks da han vendte tilbage til Santorini.

Med hvid bourgognevine som reference, som startede Paris bl.a. med at lave en fadgæret vin og det blev på den lokale Assyrtiko drue, selvom der slet ikke var tradition for at lave fadlagrede Assyrtiko vine på Santorini eller noget andet sted i Grækenland.

I 1998 stod et nyt vineri færdigt på del flade slette oppe nær øens nordspids, og den gamle kælder ude ved kysten blev omdannet til ferieboliger. I 2003 trådte investoren Alexander Avataggelos ind i ejerkredsen med en pose penge, der gjorde det muligt at installere tip top moderne udstyr og styrke teamet omkring Paris Sigalas.

Senere i 2020 skiftede Domaine Sigalas igen ejere, efter vinhuset næsten var blevet solgt til et investeringsselskab, hvilket  skabte en del uro. Men så blev det købt fra investorerne af Ktima Kir-Yianni med Stellios Boutaris, som dermed fik aktiemajoriteten. Meldingen er, at Domaine Sigalas forbliver en selvstændig vingård og at Paris Sigalas fortsætter som vinmager og administrator.

Domaine Sigalas har i dag omkring 20 hektar og har i det moderne vineri en kapacitet til at producere 300.000 flasker årligt, Der er nu fortsat mest fokus på af producere vine på Assyrtico med og uden fad samt en Vin Santo og lidt andre vine.

Vi smager her en vin Assyrtiko vin fra Sigalas … hvor druerne kommer fra 50-60 år gamle vinstokke, som har deres rødder i en sort, vulkansk jord og på et europæisk rodnet, da netop den sorte vulkanske aske og pimpsten forhindrede vinlusen at slå sig ned på Santorino, hvilket bl.a, betyder en større mineralitet i vinene,

Hovedparten af druerne presses som hele klaser og den fritløbende most gærer herefter alene med druernes naturlige gærstammer i  rustfrit stål inden lagringen 6 måneder sur lie i ståltankene.

I næsen virker vinen en smule olieret og har klart nogle lettere æteriske terpentinagtige dampe, benzin, harpisk, tea tree oil, lidt fersken i frugten, men ellers noget grøn og mineralsk med afbarkede grene og så samtidig en lille citrus note.

Smagsmæssigt egentlig en meget kraftig og krydret vin med en let bitterhed, meget stærk i smagen faktisk, sådan lettere brændende. Der er en god syre, meget rank og frisk … og selvom vinen er rost af anmeldere over hele verdenen, så er jeg imponeret, men kom aldrig helt op at ringe, Det smager skam godt og jeg gættede heller ikke, at det var græsk.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Lua Cheia, Maria Bonita Loureiro, Minho, Portugal

2019 Lua Cheia, Maria Bonita Loureiro, Minho, PortugalNu byder Maria Bonita op til dans. Men den virkelige Maria Bonita hed rigtigt Maria Déia og var i 1920’erne medlem af den fredløse Cangaço bande i den nordøstlige del af Brasilien.

Maria Bonita betyder smukke Maria og hun havde status som en heltinde i Brasilien indtil hun i 1938 faldt i et baghold og blev dræbt. Men denne Maria Bonita Loureiro fra vinhuset Lua Cheia er er nu ikke brasiliansk, men fra Minho området i det nordlige Portugal … det område, der mest er kendt for deres Vinho Verde vine som netop denne lavet på den lokale druesort Loureiro.

Lua Cheia er en del af vinhuset Saven eller Lua Cheia-Saven, der oprindeligt i 1988 blev grundlagt af forretningsmanden Manuel Dias som et eksportfirma, der solgte en række portugisiske fødevarer til portugisiske samfund rundt om i verdenen.

Med tiden ændrede fokus sig og i 2010 startede firmaet med at investere i vinproduktion, bl.a. i Martim i Douro og i 2012 også i en vingård i Alvarinho i Monção regionen. Siden er der startet en lang række partnerskaber, hvor der laves vine med druer fra vinavlere i lange vinregioner i Portugal.

Derfor laves der vine fra både egne marker, af opkøbte druer og samtidig opkøbes også vine fra en pæn række samarbejdspartnere som bl.a. Casa Ermelinda Freitas, Herdade de Pegos Claros, Adega Cooperativa de Pegões, Companhia da Lezírias, Casa Agrícola Aguia Moura, Vieira de Sousa, Adega de Ponte de Barca og Adega de Cantanhede.

Vinene sælges under forskellige brands som fx Lua Cheia, Andreza,  Colleja, Salsus, Maria Bonita, Maria Papoila, Toucas, Nostalgi, Album og Insurgente. På deres hjemmeside har jeg talt det til omkring 127 forskellige vine … og hertil lidt bag-in-box.

Derover laver Saven også mineralvand/almindeligt vand og juice samt olivenolie, konserves af fisk og grøntsager, tørret frugt, oliven, pasta, mel og korn, kager, kaffe og ris … ja en bred vifte af fødevarer ved siden af vinproduktionen.

Her smager vi én af de mange vine … en Maria Bonita Loureiro fra Minho regionen og under appellationen Vinho Verde DOC. Den er lavet af vinmageren Francisco Baptista og er på ren Loureiro. Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket, hvorfor mosten er presset ud på en pneumatisk presse. Gæring er sket i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur. Vinen har efterfølgende lagret ganske kort i tankene inden aftapning på flaske. Vinen har 5 gram restsukker pr. liter.

Dejlig duft … en blanding af noget dyrisk, animalsk og aromatisk, nogle gærede æbler, fersken, melon, ananas, kvæde og citroner. Der er også en halv Københavnerstang, mælkebøtter, sandeltræ, salte og kalkede mineraler samt søde krydderier.

I munden er der endnu flere citroner … grønne umodne æbler og et læs citroner, en lille lemon og grape bitterhed, men absolut en frisk, livlig og charmerende hvidvin. Den er samtidig lidt cremet og svag olieret, men frisk, syrlig og småbitter er den sgu. Syren er lidt rustik og vild, hvem bliver ikke dette af sådan en Maria Bonita? Til pengene får man virkelig en frisk, syrerig og charmerende vin og Houlberg kaster ufortrødent 4,5 store tomler med pil op efter vinen.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, Frankrig

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, FrankrigJeg har før smagt denne Hauteval Carignan Vielles Vignes fra kooperativet Cave Coopérative les Vignerons de Saint Saturnin aka Les Vignerons Réunis Saint Saturnin. Men det er snart 3 år siden … shit hvor tiden flyver afsted.

Og siden har Vignerons de Saint Saturnin i 2018 fusioneret med det andet kooperativ St. Félix-St Jean og samlet deres produktion under navnet Fonjoya. Sidste år smagte jeg da også en 2016 Lucian Grande Réserve fra kooperativet … men lavet før fusionen.

Formålet med sammenlægningen af de to kooperativer under Fonjoya navnet var en stor ambition om at blive en nøgleaktør i Languedoc-regionen … og det er da også to store kooperativer, som blev lagt sammen tilbage i 2018.

Selve kooperativet Cave des Vignerons de Saint Saturnin er grundlagt i 1950 af en flok vinavlere med M. Besombes og Calmel i spidsen grundet de økonomiske vanskeligheder.

I starten var produktionen alene 10.000 flasker årligt, men frem til fusionen var det tal steget til en årlig produktion på 3,5 millioner flasker vin, som de eksporterede til en lang række lande.

Samlet har de tilhørende medlemmer af kooperativet samlet 760 hektar vinmarker fordelt over områderne ved Arboras, Jonquières, Saint-Guiraud og Saint-Saturnin de Lucian. Og det var vinmageren Bruno Raymond, som var den teknisk direktør og tidligere stod for  fremstillingen af vinene på Cave des Vignerons de Saint-Saturnin, men måske er han fortsat med det i det nye setup.

Den anden del af Fonjoya … altså Cave Saint Félix-Saint Jean aka Vignoble des 2 Terres er et kooperativ, der oprindelig under navnet Cave Saint Felix de Lodeve startede i 1942 og inden fusionen fik druer fra medlemmernes 500 hektar vinmarker i 4 forskellige appellationer.

Så denne 2019 Hauteval Carignan Vielles Vignes er altså lavet i det nye fælles set-up, mens jeg tidligere smagte den i årgang 2017 og derfor fra før fusionen. Men betyder det noget?

Det er fortsat ønologen Bruno Raymond, som er den tekniske direktør på Fonjoya og står for fremstillingen af vinene, herunder altså også denne Hauteval Carignan Vielles Vignes, som er lavet med 100% Carignan druer fra området Saint-Guilhem-le-Désert.

Saint-Guilhem-le-Désert er et relativt ukendt vinområde beliggende lidt nordvest for Montpellier. Området er bakket, bjergrigt og ligger en smule i læ for kølende vinde fra Middelhavet.

Druerne er høstet med håndkraft, derefter afstilket og har så gennemgået en 4 dages maceration med skallerne inden gæringen er sat i gang. Bruno Raymond vælger at macerere før gæring, da det trækker færrest mulige bitterstoffer og mindst mulig garvesyre ud af skaller og kerner. Vinen har ligget 4 måneder på egetræ inden aftapning på flaske.

I næsen er det en tør, mørk og vin … krydret og mørk med lidt grannåle, røg, nelliker, brombær, solbær, blæk, grafit med godt med power. Der fornemmes svagt en brøkdel af sødme, men mest af alt er det bare krydret og tørt.

Smagsmæssigt kommer sødmen klart mere frem … måske ikke helt så dominerende som i 2017’eren, men det er fortsat en blød, fed og sødkrydret vin. Syren er der … men gør ikke så meget væsen af sig og i stedet holder den tørre bitterhed vinen ret godt oppe sammen med søde kirsebær, brombær, hindbær, en plade mørk chokolade, vanilje og lakridspiber. Den er langt bedre, lidt køligere og i bedre balance end 2017’eren, så Thumbs Up.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Weingut Steitz, Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Steitz, Riesling, Rheinhessen, TysklandWeingut Steitz er et nyt vinhus hos Mr Ruby og ligger i den lille by Stein-Bockenheim omkring 10 kilometer sydøst for den maleriske kurby Bad Kreuznach. Vi starter med at smage husets Gutsriesling.

Steitz familien har været vinbønder i Rheinhessen siden 1512, men selve Weingut Steitz eller helt præcis Weingut und Bed&Breakfast Steitz er først grundlagt i 1913. I dag er det Christian Steitz, som sammen med sin hustru Diana driver vingården og siden overtagelsen har renoveret den, så den fremstår ultra moderne med fortsat med respekt for historien.

Christian har været involveret i vinproduktionen på gården de sidste 30 år, men overtog først i 2015 driften fuldstændig efter uddannelse som ønolog og et studieophold hos Schug Carneros Estate i Sonoma samt Domaine Sauveroy i Loire.

Samlet har parret 14 hektar vinmarker, som ligger omkring byerne Stein-Bockenheim, Siefersheim og Fürfeld … og det er marker, som er beliggende i vulkansk jord rig på stenarter som Andesit og Porfyr, der er skabt af magna og giver vinene deres særlige mineralitet. Og siden 2019 har markerne samtidig også været dyrket økologisk.

Derudover arbejder Christian også med grøn høst … både blade og druer. Blade fjernes for at forlænge druernes modningsproces, for jo færre blade, des mindre fotosyntese. Dette skal gøres med omtanke, da druerne ikke skal blottes for solen … bl.a. for at undgå at de bliver forbrændt.

I kælderen arbejder Christian så vidt muligt uden brug af pumper, mens hans bedste vine – hans Ortsweine og Lagenweine – altid laves  med spontangæring og lagring på træfade. Hans Gutsweine gærer med egen gærkultur, gæres og lagres på ståltank.

Alle Steitz vine ligger længe på gærresterne for at opnå den let cremede struktur samt kompleksitet og dybde. Malolaktisk gæring anvendes kun på burgunderdruerne og ofte kun delvist, da Christian og Diana synes at omdannelsen af æblesyre til mælkesyre kommer til at skjule områdets særlige mineralitet.

Som man kan se på etiketten på denne Gutsriesling, så har vinhuset et logo, som bl.a. består af en løve, da Steitz familien altid har haft en løve i sit våbenskjold. Diana og Christian værner om husets historie, men vil også gerne samtidig signalere det vulkanske islæt, som giver vinene deres mineralske bid.

På markerne med porfyr og andesit dukker af og til smukke kulørte agat og kvartskrystaller op, der er opstået under enormt tryk samt varme. Derfor skulle de også med i husets nye logo.

Vi starter altså med at smage Steitz’ Gutsriesling, der som nævnt er lavet på rustfrie ståltanke og gæret med Christians specielle gær og derefter lagret sur lie på ståltankene en periode.

I næsen er det en virkelig landlig Riesling med lidt stald og mødding, næsten sitrende i duften. Frugten er stikkelsbær, kvæde og masser af citrus, våd neglelak samt en ganske svagt strejf af lakridskonfekt.

Smagsmæssigt er der derimod kaskader af umodne grønne æbler, tonsvis citroner og lemon … måske også lidt grape. Det er et rigtigt lille syrehoved, hvor citronsyren drøner afsted suppleret af salte mineraler. Det er mundspidsende citronsyrligt, så man bliver helt citrongul i hovedet. Flot.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 3 flasker og 570 kr. for en kasse med 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7