Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2018 Bodegas Langa, Sekeida Mountain Vineyard Garnacha, Aragón, Spanien

2018 Bodegas Langa, Sekeida Mountain Vineyard Garnacha, Aragón, SpanienDet er ikke lang tid siden, at jeg smagte to vine med spraglede etiketter fra Bodegas Langa nær Monte Victor lidt øst for byen Huérmeda i appellationen DO Calatayud i Aragón regionen.

Det var vinene Langa Pasión samt Langa Classic 2019, men nu smager jeg en anden vin fra vingården, nemlig denne 2018 Sekeida Mountain Vineyard Garnacha.

Bodegas Langa ligger i kølige omgivelser nær Monte Victor lidt øst for byen Huérmeda i appellationen DO Calatayud og i vinregionen Aragón. Vinhuset er grundlagt i 1867 af Mariano Langa Gallego, men det var sønnen Juan Langa Mariscal, som udviklede vinhuset og gjorde det kendt.

I dag er det 5 generation i form af brødrene Juan og César Langa Gonzalez, som driver huset … dog fortsat med hjælp fra deres far og fortsætter dermed husets over 150 år gamle traditioner.

Vinhuset har samlet 70 hektar marker, som i dag dyrkes økologisk. De bedste marker er Los Yermos og El Coll … nogle af markerne med over 100 år gamle vinstokke.

Bodegas Langa laver både almindelig vine samt en række cava’er, men denne Sekeida Mountain Vineyard Garnacha er én af husets enkeltmarksvine, der lavet på ren Grenache fra omkring 70-100 år gamle vinstokke på den stenede og skiferholdige mark Sekeida i Calatayud i 800-1.000 meters højde.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, hvilket er sket på rustfrie ståltanke og efter endt gæring er vinen så lagret 12 måneder på 500 liter franske egefade og så yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften er forholdsvis let, men samtidig ganske stålsat, viljestærk, standhaftig, granitagtig og mineralsk med krydderier, knust peber, appelsinskal, nelliker, chokolade sammen med en mørk og let frugt med blommer, hindbær og brombær, engelsk lakrids, violer, lidt læder, kaffegrums og røgede noter.

I munden er vinen tør, mens frugten måske ganske vist er mørk, men på et forholdsvis let facon. Der er godt med peber, virkelig granit og stenpulver, meget mineralsk sammen med en håndfuld krydderurter og en tør, syre og tydelige tanniner, som lige napper dig i kinderne. I frugten bestående af hindbær, brombær og ribs er der lidt bitterhed, masser af lys friskhed samt dette direkte syrebid. Utrolig frisk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Château Lacour Jacquet, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Lacour Jacquet, Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigVi skal nu smage lidt Bordeaux i form af en Haut-Médoc Cru Bourgeois fra det familiedrevne vinslot Château Lacour Jacquet beliggende i Cussac Fort-Médoc på den prestigefyldte Route des vins i Médoc.

Vinhuset har siden 1989 været drevet af Régis og Eric Lartigue, der som 3. generation overtog slottet fra deres forældre.

Château Lacour Jacquet har sit navn efter pilgrimmene fra Saint Jacques de Compostela, der ankom fra Blaye eller Soulac og samledes i den store gårdsplads ved slottet før det 16. århundrede på vej til katedralen Santiago de Compostela, for Lacour Jacquet har sit navn efter det franske ord cour, som betyder gårdsplads.

Régis og Eric Lartigue har samlet 16 hektar vinmarker mellem Margaux og St-Julien og der dyrker de  Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc og Petit Verdot.

Husets 2012 Haut-Médoc Cru Bourgeois er lavet på 50% Merlot, 45% Cabernet Sauvignon, 3% Petit Verdot og 2% Cabernet Franc, som høstes fra slottets marker med grus og kalksten.

Vinstokkene er 30 år gamle vinstokke og giver meget få og små druer, som har gæret på ståltank og efter endt fermentering har lagret 12-15 måneders lagring på franske barriques, hvoraf 33% er helt nye.

Næsen overrasker … landlig og moden med et vist fadpræg, en animalsk og lidt landlig frugt, modne solbær og brombær, der er cigarkasser, blæk, muldjord, skovbund, våde fade, vanilje, kanel, tobak, sorte oliven, blæk, tøfler … utrolig tiltrækkende og vel nærmest dragende.

Smagen er også ganske fin … hænger sgu godt sammen og niveauer over andre Bordeaux vine i samme prisklasse. Frugten er her mere frisk end i duften, brombær, hindbær og solbær, har blæk, grafit og en rank ryg, klar syre, god struktur og fabelagtig struktur.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Bodegas Zinio, Reserva, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Zinio, Reserva, Rioja, SpanienMed næste Bodegas Zinio er vi rykket en vægtklasse op, for nu er det en 2017 Reserva, som jeg har hældt op i vinglasset.

Her er det atter 100% Tempranillo og fra nogle af de ældre marker, hvor vinstokkene mindst er 70 år gamle. Druerne er sorteret to gange, hvorefter de er afstilket, knust og lagt i en kold pre-maceration inden 10 dages alkoholisk gæring.

Så er der sket malolaktisk gæring og vinen er så lagret 18 måneder på franske og amerikanske egetræsfade, hvorefter den er flasket og så lagret på flaske i hele 2 år inden frigivelse.

Duftmæssigt er der godt med skrald på fadene nu … man får denne noble og ædle duft af gammelt træ, gamle jernbanesveller og så en moden, mørk frugt med brombær, blåbær, blommer, lette svesker samt masser af vanilje, karamel, chokolade, kaffelikør samt en ganske lille smule sød lakrids.

I munden er det fyldig og så smelter vinen nærmest på tungen, så blød, forførende og lokkende. Der er klart kommet mere sødme med i billedet, men det gælder skam også får både intensitet, kraft … samt også lidt peber og alkoholvarme. Der er blommer og sorte kirsebær, mintchokolade, tobak, kaffe og søde krydderier. Godt glas Rioja og Houlberg er næsten på vej mod 5,5 tomler.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 145 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Rosso di Orma, Toscana, ItalienJeg smagte forleden den ene af Tenuta Sette Pontis flotte topvine, nemlig Orma. Men den har også en smuk lillesøster eller andenvin, som hedder Rosso di Orma og ligeledes er lidt bordeaux inspireret. Den smager jeg nu.

Som med Orma kommer vinen fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri. Denne her er lavet på et blend på 60% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Sangiovese, som Tenute Sette Ponti håndhøster fra den i Bolgheria berømte Orma vinmark beliggende midt imellem Sassicaia og Ornellaia.

Druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar så har vinen gæret med temperaturstyring på ståltanke med en 15 dages gæring og maceration. Efter endt fermentering er den så lagret11 måneder, heraf 4 måneder på franske Tonneaux, så 4 måneder på betontanke samt 3 måneder på flaske.

Duftmæssigt er det vitterlig et møde – og et smukt af slagsen – mellem Bordeaux og Italien. Der er både solbær, mørke kirsebær, tørre fade og cigarkasser, muldjord og samtidig også læder, kaffe og en smule fadnoter af vanilje, violer og blomster og så denne ranke, stringente, italienske og balsamiske syre. Dufter vildt godt.

I munden er smagen bare så blød, imødekommende rund og igen med små Bordeaux karaktertræk og så ellers blommer, kirsebær, sød lakrids, godt frugtsmag, bløde tanniner … virkelig moden og totalt drikbar allerede nu. Det er sgu en flot vin, så klart 5 store tomler samt voldsom stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Quinta Dona Matilde, Douro Reserva Branco, Douro, Portugal

2019 Quinta Dona Matilde, Douro Reserva Branco, Douro, PortugalVinene fra Portugal bliver løbende bedre og bedre, så nu tester Houlberg denne Douro Reserva Branco 2019 fra det lille vinhus Quinta Dona Matilde.

Vinhuset ligger på den nordlige side af Douro floden omkring 4 kilometer fra byen Regua. Dona Matilde ligger flot på skråningen med udsigt over Dourodalen.

Quinta Dona Matilde er en af de ældste vingårde i Douro og kan dateres helt tilbage til 1700 tallet og har siden 1927 været i Barros familiens eje. Tidligere har quintaen været en del af Vinhas de Feitoria … en række ejendommen ejet af markisen af Pombal.

Quinta Dona Matilde har i dag 93 hektar vinmarker … men de ejer dog alene selv 28 hektar, men de er alle klassificeret som værende A marker og dermed den bedste rating i Dourodalen. På markerne er de ældste vinstokke 70-90 år gamle.

I dag ejes og drives vinhuset af Manuel Ângelo Barros, hvilket sker sammen med sønnen Filipe Barros og vinmageren João Pissarra og de har også lavet denne Douro Reserva Branco, der er lavet på et mix af druerne Arinto, Viosinho, Rabigato og Gouveio.

Druerne er derefter sorteret og de bedste valgt, hvorefter de er knust og derefter presset let. Gæring er sket i 300 liter egefade og der er vinen også efter endt fermentering lagret 6 måneder.

I glasset er den en vin med masser af farve … kraftig og fyldig, men sådan er vinen også duftmæssigt, lidt svulstig og aromatisk med lidt røgede fadnoter samt en tropisk frugt med mango, abrikos, fersken samt vaniljesmåkager, blomsterpollen, bivoks, lakrids og … faktisk også en mere stikkende frugt, stikkelsbær samt en lille lemon bitterhed.

Smagsmæssigt er det også en sjov historie, der er en virkelig tør og krydret kant. Det er en lidt sjov smag, tør og krydret med lemon, en agavekaktus, overmodne nedfaldsæbler, abrikosmarmelade og det giver samlet en nærmest fed bitterhed. Det er sgu en vin med god fylde, friskhed, bitterhed og karakter.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 28,26€ … svarende til 210 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 190,58€ eller 1.419 kr., svarende til 236 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Franzen, Riesling vom Grauen Schiefer, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Franzen, Riesling vom Grauen Schiefer, Mosel, TysklandVi skal atter smage en Franzen rieslingvin fra søde, dygtige Angelina og Kilian. Denne gang er det en Gutsriesling i form af denne 2020 Riesling vom Grauen Schiefer.

Vinen er lavet med druer fra Kilians egne marker samt fra en af de ansattes marker, men ellers er den lavet på samme måde som deres Gutsriesling Quarzit Schiefer Riesling. Det betyder, at vinen er lavet alene med druernes egne gærceller, har gennemgået malolaktisk gæring og tilbragt 6 måneder på fad med malolaktisk gæring inden aftapning på flaske.

Dejlig Riesling næse … virkelig drevet af friske æbler og god æbletærte sammen med citroner. Virker på en eller anden måde lidt mere ren og fokuseret end 2019’eren, men der kommer en smule af lidt fersken samt en klar mineralitet med  sten, flint, salte mineraler, en lille snert karamel og måske endda let parfumeret.

Smagen er også næsten rieslingklinisk … lemon, grape, umodne æbler, småsur æblesaft, æblesyre, mineraler, jern, sten og dermed minder den ufattelig meget om 2019’eren. Som sidst er den faktisk en smule mere  grov end de øvrige Franzen vine, har lidt mere kant samt bitterhed, men atter er et glas bare ikke nok. Igen bliver det omkring 4,5-5 houlbergske tomler … lige lidt under deres Quarzit Schiefer Riesling.

Forhandles af Mr Ruby og en flaske koster 119 kr., men køber du 6 flasker, så er prisen kun 85 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2012 Château Rocheyron, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Rocheyron, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigMed næste vin blev det så vitterlig ægte Bordeaux, men dog med et dansk/spansk islæt, for vinen er nemlig lavet i et lille jointventure mellem vor danske Peter Sisseck samt den spanske mangemillionær Silvio Denz.

Silvio Denz har tjent alle sine penge i parfumeindustrien og har så siden ekspanderet med kunst, smykker og design i sit firmaet Lalique … inden han så bevægede sig ind i vinbranchen via opkøb af det pænt store auktionshus Les Grands Vins Wermuth i Schweiz. Derefter opkøbte han også flere vinslotte i Bordeaux fulgte sammen med anparter i Clos d’Agon på Costa Brava.

Dér blev Peter Sisseck tilknyttet som konsulent i 2006 og i de efterfølgende år knyttede de to så stærke bånd, at de besluttede at give sig i kast med endnu et projekt.

Muligheden kom i 2009, hvor en ældre ejendom med 7 hektar vinmarker grænsende op til Château Laroque kom til salg … og herefter var Château Rocheyron en realitet. Peter og Silvio købte ejendommen fra Stephen og Denise Adams og den var i en ganske sørgelig forfatning, ligesom udstyret i kælderen var langt fra up to date, idet vinene fra markerne i en årrække var blevet produceret på Château Fonplegade.

Der er så siden blevet investeret maksimalt i alt der skal til for at kunne frembringe første klasse vine og selvom de købte vinmarker har været anvendt i mange år, så er Peter Sissick gået i gang med den svære konvertering til økologisk drift. Målet er ikke at skabe mørke og intense vine med højt alkohol … nej nærmere tværtimod er målet at fintune den særlige finesse og delikate friskhed, som ifølge Peter Sissick er Bordeauxs særlige gave til vinens verden.

I denne årgang 2012 er vinen lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Franc, som har været gæret i 7 cementtanke samt 3 rustfri ståltanke og efter gæringen har lagret 15 måneder på egefade, heraf 35% nye fade og derefter sammenstukket i rustfrit stål. Herefter får vinen så lov til at samle sig inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt virker vinen dog ikke specielt let og frisk, men i stedet ganske tør, fed og endda lidt bondsk af en Bordeaux at være, har dyb engelsk lakrids og sød finsk lakrids, stor kødfuldhed, lidt mødding og egentlig meget tæt og intens. Der er solbær og sorte kirsebær, letbrændte fade, vanilje, kanel og mælkechokolade.

Smagen er lidt lige sådan … fed, kraftig med lakrids, både sød og tør, lidt alkoholvarme dukker også op, men der er også klart pænt stort fadpræg, lidt sødme, blåbær, solbær … gode og polerede tanniner, men også lidt kant. Det smager godt og er endda velafbalanceret, men får mig ikke sådan til at falde ned af stolen.

Forhandles bl.a. af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 995 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Hidden Bench Vineyards, Estate Pinot Noir Unfiltered, Niagara Peninsula, Canada

2019 Hidden Bench Vineyards, Pinot Noir Unfiltered, Niagara Peninsula, CanadaVi fortsatte med mere Pinot Noir i form af denne Estate Pinot Noir Unfiltered 2019 fra Hidden Bench Vineyards, der ligger i Beamsville i Niagara Peninsula regionen i Canada.

Hidden Bench Vineyards er grundlagt i 2003 af Harald Thiel og hans familie. De har samlet 31,5 hektar vinmarker fordelt på 3 marker med fokus på Pinot Noir, Chardonnay og Riesling.

Det er markerne  Locust Lane Vineyard, Rosomel Vineyard samt  Felseck Vineyard … alle dyrkes økologisk og produktionen ligger på omkring 120.000 flasker vin, der produceres af Harald … og siden 2017 med hjælp fra vinmageren Alex Baines.

Denne Estate Pinot Noir Unfiltered er lavet med druer fra alle 3 marker og selvfølgelig høstet med håndkraft og så i kold udblødning i 5-6 dage inden gæring, der er alene er sket med druernes naturlige gærceller og omrøring 2 gange dagligt. Derefter er vinen lagret på franske fade i 10 måneder inden samling i ståltanke og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en svedig animalsk vin … der er bogstaveligt både armsved, landlighed, salt og havvand med en kølig stil, grannåle samt kanel og vanilje, søde kirsebær, amarene kirsebær, baconfedt, røget paprika, mælkede noter, meget fed og kraftig … endda lidt brovten i sin fremtoning.

I munden er vinen rund, læsket og saftig med en blæk’et syre, blomster, violer, godt med tranebær samt lidt kirsebær og ellers en pæn portion tørhed.

Vinene fra huset forhandles af Den-Can Wine, men denne er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Twee Jonge Gezellen, Krone Rosé Cuvée Brut, Tulbagh, Sydafrika

2019 Twee Jonge Gezellen, Krone Rosé Cuvée Brut, Tulbagh, SydafrikaDen sidste mousserende rosé fra Twee Jonge Gezellen blev så denne Krone Rosé Cuvée Brut i årgang 2019.

Som med den sødere samt foregående rosé er denne også lavet på 92% Pinot Noir og  8% Chardonnay … alle høstet om natten natten ved kølige temperaturer.

Atter er der kun anvendt den første og fritløbende saft efter første pres … kun 500 liter pr. ton. Der er basisvinen lavet på rustfrie ståltanke  men her med lidt længere tid med skindet, hvilket har givet vinen den flotte, røde farve.

Derefter er andengæringen sket efter klassisk flaskegæret stil med modning sur lie i de underjordiske kælder. Derefter er flaskerne så løbende drejet med håndkraft i de gamle pupitre i kælderen inden endelig degorgering.

Duftmæssigt starter med lidt gær, svagt lidt rugbrød og hævet dej, nogle jordbær, kirsebær og hindbær suppleret med eksotisk frugt, mango, papaya, blomster, violer, appelsinskal samt en lidt stenet og kalket mineralitet. Dufter langt bedre, end jeg lige havde ventet.

I munden er vinen lidt sjovere med masser af rød frugt og så en vis sødme. Der er søde og saftige jordbær, kirsebærmarmelade, meget saftet og kommer sammen med lidt sødligbitter lemonade og så er boblerne også sådan medium aggressive, små og intense. Der er et rødt og fint bid, let citrus også … godt bid. så dermed 5 houlbergske tomler.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 148 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Twee Jonge Gezellen, Krone Kaaimansgat Blanc de Blancs, Tulbagh, Sydafrika

2016 Twee Jonge Gezellen, Krone Kaaimansgat Blanc de Blancs, Tulbagh, SydafrikaDen næste spændende, mousserende vin fra Twee Jonge Gezellen blev denne Krone Kaaimansgat Blanc de Blancs årgang 2016.

Vi har nu fat i en mousserende vin på ren Chardonnay og her kommer alle druerne fra marken Kaaimansgat, der ligger i 700 meters højde i det kølige klima ved Elandskloof.

Vinen er lavet næsten som de foregående, hermed med Chardonnay høstet om natten på den 19. februar 2016 og der anvendes også kun den første, fritløbende saft efter første pres … kun 500 liter pr. ton. Derefter er basisvinen så lavet på ståltanke.

Andengæringen sket efter klassisk flaskegæret stil med modning på bærmen i de underjordiske kælder i 36 måneder inden degorgering, hvorefter vinen lagres lidt længere og så frigives.

Nu bliver det langt mere interessant i næsen … rustik, landlig og animalsk, har gærede og modne noter med nedfaldsæbler, bivoks, næsten lidt parfumeret med hæfteplaster, jod, vitaminpiller samt en smule appelsinskal, lindetræ, blomsterpollen og ristede mandler. Det er en duft, som man kan blive ved med at sidde og dufte til.

I munden er vinen også langt mere elegant end de foregående, men syren og dog også lidt mere vag, men det gør egentlig ikke noget, for det giver blot en let og luftigt udtryk. Boblerne eller moussen er også blidere og mere let, aftager hurtigt og er mere moden med lidt citrus, sure grønne æbler, en vis beskeden bitterhed og dette modne og rolige udtryk.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7