Tag-arkiv: Languedoc

Languedoc-Roussillon er reelt 2 vinregioner, som i slutningen af 1980’erne blev en samlet administrativ region. Det er også en stor en af slagsen, da det samlet er Frankrig allerstørste vinregion med omkring 224.000 hektar vinmarker og over 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion.

Det er også – som med dele af Provence – et af de ældste vinområder i Frankrig. Languedoc har tilhørt Frankrig siden det 13. århundrede, mens Roussillon området blev erhvervet fra Spanien i midten af det 17. århundrede. De første vinmarker i Languedoc blev plantet af de tidligere grækere langs kysten nær Narbonne i det 5. århundrede.

Der er samlet 21.373 vinavlere og knap 2.500 vinhuse, der producerer vine. Omkring 2/3-dele af vinene fra Languedoc-Roussillon er solgt i Frankrig og 1/3-del eksporteres.

Det er også det område, hvor der er flest økologiske vinavlere …. hele 21.910 hektar vinmarker med økologisk drift og det tal er bare stigende, da flere hele tiden er under konvertering til økologisk drift.

Selvom Languedoc-Roussillon betegnes som én vinregion, så er de to områder meget forskellige, hvorfor det giver mest mening – som her på Houlbergs Vinblog – at opdele dem i to.

Languedoc er en meget fransk region beliggende på kystsletterne, mens Roussillon området er langt mere bjergrig med markerne ved foden af Pyrenæerne og en meget større spansk og katalansk indflydelse på grund af områdets historie.

Her kigger vi alene på Languedoc, som ligger det lige ovenfor Roussillon og grænser op til Rhône. Appellationen Costières de Nîmes har fx tidligere tilhørt Languedoc, men er i dag en del af Rhône.

Languedoc er opdelt i et østlig og et vestligt område med følgende appellationer:

Østlige Languedoc
  • Berlou
  • Clairette de Bellegarde
  • Clairette de Languedoc
  • Coteaux du Languedoc
  • Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup
  • Faugères
  • Muscat de Frontignan
  • Muscat de Lunel
  • Muscat de Mireval
  • Roquebrun
  • Saint-Chinian
Vestlige Languedoc
  • Muscat de Rivesaltes AOC
  • Cabardès
  • Côtes de Malepère
  • Corbières
  • Coteaux du Languedoc
  • Fitou
  • La Clape
  • Limoux AOC
  • Minervois
  • Minervois La Liviniere
  • Muscat de St-Jean-de-Minervois
  • Rivesaltes

Derudover laves der rigtigt meget Vin de Pays vine i området … her hedder det blot Vin de Pays d’Oc. Men generelt er Languedoc gået fra i 1970’erne primært at producere billige rødvine til i dag at være en af landets vinøse legepladser, hvor gamle, højtydende vinstokke rives op og erstattes af nye sorter, nytænkning og unge vinmagere, som ønsker højere kvalitet.

2017 Château Grand Moulin, Fleur Elysée Corbières-Boutenac, Languedoc, Frankrig

2017 Château Grand Moulin, Fleur Élysée Corbières-Boutenac, Languedoc, FrankrigMed næste vin er vi lidt længere mod syd, nemlig midt i byen Lézignan-Corbières, hvor Jean-Noël Bousquet driver vinhuset Château Grand Moulin og derfra smager vi nu denne 2017 Fleur Elysée Corbières-Boutenac.

Vinhuset er grundlagt i 1978, hvor Jean-Noël Bousquet i en alder af 22 år startede med at avle druer på 8 hektar marker. Den første mark på 1 hektar havde han købt allerede 5 år forinden, men han leverede blot alle druerne til det lokale kooperativ.

Men i 1988 købte han yderligere 24 hektar marker og startede en egenproduktion i en gammel mølle, som han selv satte i stand og det blev også navnet på vinhuset … Château Grand Moulin.

I 1999 blev husets vinkældre dog ødelagt efter et voldsomt regnskyl i Corbières og stedet blev efterfølgende kategoriseret som uegnet for beboelse og vinproduktion, så Jean-Noël har efterfølgende opført et moderne vinhus i Médecins Sans Frontières i Lézignan-Corbières og det stod færdigt i 2001.

I dag hjælper sønnen Frederic sin far og sammenlagt har de i dag ikke mindre end 130 hektar marker fordelt på ikke mindre end 250 plots.

Der dyrkes både de røde sorter  Syrah, Grenache Noir, Carignan, Mourvèdre og Cinsault samt de hvide Vermentino, Grenache Blanc, Roussanne, Muscat Petits Grains, Muscat d’Alexandrie og Bourboulenc.

Denne 2017 Fleur Elysée Corbières-Boutenac er lavet på et blend af Carignan, Mourvédre samt Grenache og gæringen er sket i 300 liter egefade over 20 dage. Efter fermenteringen er vinen så lagret i 12 måneder på egefadene.

Nu er der duftmæssigt skruet op for power’en og samtidig er fadpræget også langt kraftigere. Dermed får du omgående godt med lakridskonfekt, karameller og mørk chokolade samt en sort frugt af svesker, blommer, brombær og kirsebær, lidt oksefond, oliven, ristet bacon samt mynte.

Sådan smager vinen også, måske endda endnu kraftigere, for der er nu virkelig skrald på drengen. Der er sort, fed frugt af svesker, sorte kirsebær og kirsebærlikør samt godt med peberkværnen. Vinen er både fyldig, stærk og kraftig med en grafitagtig tørhed, gran, lidt nelliker, tør mørk tobak og lakridsrod.

Forhandles af Supervin, men vinen er på vej, så prisen kendes ikke endnu.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, Frankrig

2021 Domaine Begude, Chardonnay Etoile, Languedoc, FrankrigVi fortsætter med mer’ hvidvin og atter er vi i Limoux med en 2021 Chardonnay Etoile fra vinhuset Domaine Bégude.

Bégude ligger lidt nordvest for Cépie ved foden af Pyrenæerne i appellationen Limoux.

Det har været under samme familieeje siden 2003, da James og Catherine Kinglake flyttede dertil for at opfylde deres livslange drøm.

De har samlet 25 hektar vinmarker, der drives 100% certificeret økologisk og alle vinene laves af vinmageren Laurent Girault, som har stor erfaring fra mange steder i Frankrig, men også fra Rippon Vineyard i Central Otago på New Zealand.

Her smager vi husets Chardonnay Etoile, der er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på beskedne 28 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.

Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids egefade alene med druerne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden de så aftappes på flaske.

Skøn duft … godt med frugt som æbler, pærer, honningmelon samt en smule banan, blødt smør samt kridt, kalk, let toast … selvom hele aftrykket fra fadene egentlig ikke er vild stor, men nærmere noget afdæmpet, hvilket giver vinen en frisk kant.

Hvor smager den dog rigtigt godt og igen giver en Limoux vin  absolut disse burgundiske refererer. Her mærker vi, at vinen er lavet og lagret på eg, for den er cremet, fyldig og smørlækker med røgede elementer samt modne æbler og umodne pærer, grillet lemon samt syltede citroner og alt balanceret helt perfekt og så hænger den samtidig lang tid i munden. Hvor er det fremragende.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine Preignes Le Vieux, Limoux Le Long Chemin Aurélie Vic, Languedoc, Frankrig

2020 Domaine Preignes Le Vieux, Limoux Le Long Chemin Aurélie Vic, Languedoc, FrankrigI Languedoc elsker jeg bare de rene og kalkede hvidvine fra det lille område Limoux. Nu smager jeg så en 2020 Limoux Le Long Chemin Aurélie Vic fra Domaine Preignes Le Vieux.

Vinhuset ligger mellem Béziers og Agde i et gammelt slot fra det 13. århundrede og endda bygget på rester af en romersk Villa Preixnum, der kan dateres helt tilbage til år 804. Man har endda fundet rester af store amphora krukker, der dokumenterer, at man her har lavet vin i tusinder af år.

Domaine Preignes Le Vieux slot er det ældste slot i Bitterois området og nærmest bygget som en fæstning tilbage i 1202 og har overlevet mange krige og været beboet af prominente personer som fx Amaury de Montfort, søn af Simon de Montfort, den 5. jarl af Leicester, og marsk af Frankrig.

Slottet drives i dag af vinmageren Jérôme Vic sammen med sin hustru – og vinekspert – Aurélie. De har også så små børn Grégoire og Juliette. Familien har ejet slottet siden 1905, hvor det blev købt af Jérômes bedstefar Francois Bergon, som allerede efter købet investerede i en stor vinkælder og startede med at lave vin.

Domaine Preignes Le Vieux har samlet 270 hektar vinmarker, hvor de dyrkerne de røde sorter Grenache, Syrah, Mourvèdre, Cinsault, Alicante, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot, Pinot Noir og Marselan.

Derudover dyrker de også de hvide sorter Chardonnay, Viognier, Vermentino, Muscat, Sauvignon Blanc, Colombard og Soreli, som er en ny resistent druetype, som de venter sig meget af.

Her smager vi én af husets mange vine … fra en serie af vine opkaldt efter Aurélie Vic, nemlig deres Limoux Le Long Chemin Aurélie Vic, lavet på 100% Chardonnay fra vinmarker sydvest for Carcassonne i Aude-højlandet ikke langt fra landsbyen Saint Hilaire. Markerne ligger i 100-200 meters højde på en skråning tæt ved en skov.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar, som efter høst sorteres manuelt. Så er vinen gæret i store gæringstanke og efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder sur lie på både store og små nye egetræsfade.

Sikke da en dejlig duft … virkelig blød, cremet og nøddet duft med nærmest en kalket note. Som sidst er der smeltet smør, butterdej, abrikos, modne æbler, pærer, ristede mandler og hasselnødder og klare fadnoter med vanilje, en svag lille grøn note med estragon … ellers omfavnende, comfort og fyldig med stor pondus.

Hvor smager den vidunderligt … vitterlig så blød, rund, cremet med burgundisk Chardonnay fedme, fersken, ananas og bitter lemon, så vinen bare breder sig roligt og effektivt i munden, mens syren leger kispus og måske nok ikke mærkes synderligt, men er med hele vejen suppleret af let peber, den lille bitterhed, lidt kalkede elementer og så en pænt stor saftighed, så dermed en lille ener.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Bruno Andreu, Elixir Rouge, Languedoc, Frankrig

2019 Bruno Andreu, Elixir Rouge, Languedoc, FrankrigLad os fortsætte med endnu en vin fra vinmager Bruno Andreu på ejendommen Domaine Les Prunelles i Montblanc og fortsat fra Elixir serien, men blot en rød udgave og fortsat på Syrah, her dog med lidt Grenache med i blendet.

Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, hvorefter de er sorteret og afstilket inden en 20 dages gæring og maceration. Den er så efterfulgt af en malolaktisk gæring og slutlig 12 måneders fadlagring i nye franske egetræsfade.

Duftmæssigt er det en lidt saftig, men også tør vin med lidt Rhône krydderier, let baconfedt, tørret oksekød, mørk frugt med brombær, kirsebær samt engelsk lakrids og saltlakrids, kakaopulver … god og intens duft.

Smagen er dog lidt sødere og måske endda fyldigere end duften, hvilket giver en god, koncentreret og fin smag. Det er så atter både kirsebær, brombær og jordbær, men lettere end forventet suppleret med sød finsk lakrids, godt med frugtsødme og tanninerne er venlig, lægger sig ned og ruller rundt, mens der kommer svag peber samt lidt krydderurter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Bruno Andreu, Elixir Rosé, Languedoc, Frankrig

2021 Bruno Andreu, Elixir Rosé, Languedoc, FrankrigMed de næste vine bliver vi i Languedoc, for nu jeg smager nemlig to vine fra Bruno Andreu i Montblanc og starter med en Elixir Rosé, som kommer i en virkelig smuk flaske.

Bruno Andreu driver sit vinhus fra ejendommen Domaine Les Prunelles beliggende på Avenue de Béziers i Montblanc i nærheden af Montpellier.

Bruno stammer egentlig fra en familie af vinavlere og havde gennem 20 år arbejdet med vin, inden han sammen med hustru Oriane købte en gammel ejendom fra 1610 og besluttede at lave vine i eget navn.

Han havde bl.a. tidligere arbejdet som ansvarlig vinmager på Château Condamine Bertrand, men nu er han altså producent og har omgivet sig med nogle af de folk, som tidligere arbejdede for ham på Condamine Bertrand.

Han har selv lidt marker, men opkøber – så vidt jeg kan se – også druer fra andre vinavlere og laver en helt masse spændende vine, som nu fx denne Elixir Rosé, der er lavet på 100% Syrah, som alle er håndhøstet ved optimal modenhed. Druerne kommer fra udvalgte marker og er både gæret og lagret i ståltanke.

Den rosablege vin dufter bogstaveligt af et helt jordbærbed, masser af jordbær, masser af hindbær, framboise samt jordbærsaftevand og lidt fersken. Der er blomster, let lemon og faktisk fin duft. Det er sgu frugt og partytime, så det passer fint med den smukke flaske, som vil klare sig godt blandt smukke, unge og krævende mennesker til alle gode fester og dermed bliver det en ukompliceret og nem vin, alle absolut vil sætte tænderne i.

Og i munden får du også en ukompliceret vin, hvor der er en vis tørhed, lemon, grape samt mest hindbærsaft. Vi tabte jordbærrene undervejs, men får alligevel en frisk vin, som jeg faktisk synes virker bedre end mange andre rosévine. Syren er også tydelig, let bitter og giver samlet set vinen et godt bid.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Calmel & Joseph, Villa Blanche Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2021 Calmel & Joseph, Villa Blanche Chardonnay, Languedoc, FrankrigSå skal vi igen forbi de to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph, der kalder sig Créateurs de grands vins en Languedoc. Nu er det med en hvid af slagsen … en Vin de Pays d’Oc med navnet Villa Blanche Chardonnay.

De to ønologer laver også en serie af vine, som de kalder Villa Blanche. I den serie findes der pt. 11 forskellige vine, som de to ønologer selv kalder easy-going vine og da også ligger i et fornuftigt prisleje.

Det er også en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Villa Blanche Viognier er 100% Viognier, hvor druerne er opkøbte fra primært Minervois i Languedoc. Druerne er høstet om natten i 2 omgange … den første tidligt på sæsonen og den anden del 15 dage efter. Druerne afstilkes og ligger i kold maceration ved 5 grader i omkring 4 timer, hvorefter gæringen sker ved 15 grader,

Der sker ingen malolaktisk gæring for at bevare friskheden, men vinen er lagret 3 måneder på egefade, heraf er 30% nye fade, inden aftapning på flaske.

I næsen er der klassisk Chardonnay fagfedme og den bliver lystigt suppleret af en fed og eksotisk frugt med abrikos, mango, fersken og ananas, virkelig saftig og svulstig frugt, vanilje, lakridskonfekt, tørre og søde krydderier samt røgede noter.

Smagsmæssigt er det også en vin, som smager godt … endda for alle, for alt er skruet sammen med et likeable touch, venlighed, saftighed og tyk omgængelighed. Der er sød og tropisk frugt, fersken, abrikos, mango … svagt lidt bittersød lemon. Det er totalt læskende og løber igennem drænrøret i halsen og man forstår til fulde, hvor dette er en af Andrup Vins mest solgte hvidvine.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Les Equilibristes, Seres, Languedoc, Frankrig

2020 Les Equilibristes, Seres, Languedoc, FrankrigLes Equilibristes er et lille projekt fra Florent Girou og François de Monval, hvor de arbejder med innovative og uafhængige vinproducenter rundt omkring i Frankrig for at skabe nye blends, som nu fx denne orangevin 2020 Seres.

François de Monval er selv restauratør og vinhandler i Paris, mens Florent Girou er vinmager og konsulterende ønolog i Dordogne.

Siden 2015 har de drevet Les Equilibristes med det fælles mål at nedbryde den konformisme der ofte tegner sig i vinbranchen og gå helt egne innovative veje. De har således ikke selv vinmarker, men laver altså vin fra en række vinbønder … og denne fx fra marker, der tilhører Pierre Gabison på Château de Caraguilhes i Saint-Laurent-de-la-Cabrerisse i Languedoc.

Fælles for deres vine er, at druerne skal dyrkes efter økologisk eller biodynamiske principper, brug af druernes naturlige gærstammer og minimal intervention og brug af svovl i kælderen.

Denne 2020 Seres er en orangevin, selvom det ikke lige kan ses på billedet, da hele flasken er drukket. Men den er lavet af de to herrer sammen med Étienne og Pierre Gabison på Château de Caraguilhes på et mix af Terret Gris med skaller fra Grenache Blanc, Grenache Gris, Vermentino, Rousanne og Viognier.

Druerne er dyrket efter økologiske principper på en kalk- og lerholdig jordbund med runde småsten i Corbières Boutenac. Efter en måned i selskab med det tilsatte druekvas og vildgær tilføres de resterende 5% af vinen fra en fem år gammel solera.

I næsen er det blomster, blomstervand, moden og svagt oxideret frugt, grønne stilke, abrikos, umodne ferskner, bløde blommer og melon. Egentlig meget spændende.

Smagsmæssigt er vinen egentlig sådan tør og saltet med let bitterhed, mens syren måske ikke er så tydelig, hvilket gør vinen lidt flad i udtrykket. Det opvejes af en frisk, krydret og elegant side, godt blomstret og funky.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Fortant, Chardonnay Terroir Littoral, Languedoc, Frankrig

2019 Fortant, Chardonnay Terroir Littoral, Languedoc, FrankrigDer var mere vin på vej i vinglasset og næste vin var en 2019 Chardonnay Terroir Littoral fra vinhuset Fortant, der ligger i byen Sète helt ud til Étang de Thau … saltlagunen lidt syd for Montpellier helt ud til Middelhavet.

Vinhuset Fortant drives af Skalli-familien, der oprindelig stammer fra Algeriet, hvor Robert-Elie Skalli allerede i 1920’erne lavede vin på druer fra vinstokke, som han havde købt i Sydfrankrig … sorter som Carignan, Cinsault, Grenache samt Alicante og plantet i Oran-, Mascara- og Aïn Témouchent regionerne i Algeriet.

Sammen med hans søn Francis producerede de fyldige, generøse algierske vine bl.a. takket være meget lave udbytter.

Det var Francis, som i 1961 etablerede sig  i Frankrig med hele familien. Med base i Sète grundlagde han – sammen med sønnen Robert – Les Etablissements Skalli, der i første omgang alene skulle modtage og sælge vine, der ankom fra Algeriet.

I 1974 overtog Robert driften og i starten af 1980’erne ændrede han navnet på vinhuset til Les Chais du Sud og startede en negociant virksomhed med vine fra uopdyrkede områder i Sydfrankrig.

Det fik ekstra fart efter 1982, hvor Skalli familien købte en vingård i Napa Valley i det nordvestlige Californien. Inspireret af vinene på Dollarhide Ranch vineyard, så besluttede Robert, at han også ville overbevise vinproducenter i Languedoc om, at de skulle producere enkeltdruevine og at plante nye druesorter som Chardonnay, Sauvignon Blanc, Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Robert krydsede Languedoc regionen for at overbevise avlerne om at sigte efter kvalitet og plante de nye druesorter til enkeltdruevine. Med hjælp fra engagerede partnere og vinavlere lykkedes det Skalli familien at skabe originale franske enkeltdruevine til en favorabel pris. Det satte en lille revolution i gang.

Dermed blev Les Chais du Sud en stor negociant virkomhed med base i de gamle lagerbygninger i Sète … og da de stammede fra 1877 blev de også senere fuldstændigt renoveret.

Roberts arbejde betød også, at han sammen med en gruppe producenter samt Jacques Gravegeal skabte Vin de Pays d’Oc klassifikationen. Under denne markedsførte Robert Skalli vinene under brandet Fortant aka Fortant de France.

Det skete gennem et partnerskab med Languedoc-Roussillon-regionens vinbønder, som samlet leverer druer fra ikke mindre end 1.500 hektar vinmarker, hvilket gør Fortant til en meget stor spiller i området.

Senere har Skalli familien også indgået et partnerskab med Boisset la Famille des Grands Vins i Bourgogne, som sluttede sig til Skalli for at udbygge deres satsning på vine i det sydlige Frankrig. Derudover har Robert også købt flere vingårde, bl.a. Silène-vingården i Grès de Montpellier området, Maison Bouachon samt Caves Saint-Pierre husene i Châteauneuf-du-Pape og endelig har familien også indgået i partnerskab med Gilardi og etablerer derved også laver vine i Provence.

Fortant laver også en række vine fra kystnære marker … serien kaldes Terroir Littora og det er fra denne serie, at vi nu smager en Chardonnay 2019, hvor druerne kommer fra flere forskellige marker nær Sète. Hver mark er vinificeret separat, presset, gæret i rustfrie ståltanke, men en del er dog gæret og lagret 3 måneder sur lie på franske egefade.

I næsen er det bestemt ikke en overfed Chardonnay, men har dog lidt smørblomster, pærer, citrus, hyld, græs, let brændte noter samt en mineralitet af både kalk og kridt.

Smagsmæssigt klar og ren … lidt til den neutrale side, frisk og lidt hyldesaftagtig suppleret med æbler, grape, citroner og egentlig med fin balance, men en lidt jernet eftersmag.

Vinen forhandles herhjemme af Excellent Wine, men der kan jeg ikke se en pris. Hos Vinello koster en flaske 55,59 kr.

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Domaine la Tour Vieille, Banyuls Traditionnel Reserva, Languedoc, Frankrig

N.V. Domaine la Tour Vieille, Banyuls Traditionnel Reserva, Languedoc, FrankrigSidste vin i vinmenuen på Substans var i den sødere afdeling, nemlig en Non Vintage Banyuls Traditionnel Reserva fra Domaine la Tour Vieille.

Vinhuset ligger på Route de la Madeloc i Collioure helt ud til Middelhavet i Languedoc helt syd og tæt på grænsen til Spanien.

Det er grundlagt i 1982 af Vincent Cantié, som selv havde overtaget familiens ejendom og stejle marker. Nogle år senere så sluttede Christine Campadieu sig til ham og medbragte sin egen families vinmarker i Banyuls.

Vincent Cantiés familie havde selv drevet vingården som en lille sekundær aktivitet, da familien gennem generation havde solgt ansjoser, men Vincent havde uddannet sig til agronom og havde lært om vinproduktion på rejser i udlandet.

Samlet har parret 12 hektar vinmarker, der ligger på stejle skifer skråninger anlagt i terrasser. Produktionen er delt nogenlunde lige mellem hvid- og rødvin under Collioure appellationen og de mere kraftige hedvine under Banyuls appellationen.

På markerne er Grenache den dominerende drue og dyrkes efter mest mulig naturlig og bæredygtig drift, men vingården er ikke på nogen måder økologisk certificeret.

Denne Banyuls Traditionnel Reserva er en vin uden årgang, men er lavet på 90% Grenache og 10% Carignan. Det er en sød dessertvin, som alligevel har 16% alkohol. Vinen er lavet som mange i flere århundrede har lavet vine i Banyuls.

Gæringen er sket spontant, men under fermenteringen har man tilsat neutral sprit, således den høje alkoholprocent kan opretholdes, men alligevel ender man med en vin, som har knap 100 gram restsukker på liter.

Det vigtigste i processen er da lagringen, så er sket med 15 måneders oxidativ lagring ude i solen på glasballoner for en omkring en tredjedel af vinen. Efterfølgende sammenstikkes den med resten af vinen, som tilbringer samlet 5-6 år på store træfade, så dermed vil vinen bestå af flere forskellige årgange.

Næsen er dyb, koncentreret og næsten behåret. Det er en moden vin, der har lidt svesker, tørrede abrikoser, vaskepulver eller i hvert fald nogle blomstrede noter, kaffe, kanel, nødder, karamel og sød, mørkerød frugt … måske lidt solbær, blommer og brombær.

I munden er vinen sød og samtidig tør med blide tanniner, hvilket gør, at vinen minder en smule om en Montefalco Sagrantino Passito, som netop også har sødme, rød mørk frugt og tørre tanniner. Her er der derudover lidt blæk, let timian … og alt leveres meget blød og cremet.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, Frankrig

2019 Cave les Vignerons de Saint-Saturnin, Hauteval Carignan Vielles Vignes, Languedoc, FrankrigJeg har før smagt denne Hauteval Carignan Vielles Vignes fra kooperativet Cave Coopérative les Vignerons de Saint Saturnin aka Les Vignerons Réunis Saint Saturnin. Men det er snart 3 år siden … shit hvor tiden flyver afsted.

Og siden har Vignerons de Saint Saturnin i 2018 fusioneret med det andet kooperativ St. Félix-St Jean og samlet deres produktion under navnet Fonjoya. Sidste år smagte jeg da også en 2016 Lucian Grande Réserve fra kooperativet … men lavet før fusionen.

Formålet med sammenlægningen af de to kooperativer under Fonjoya navnet var en stor ambition om at blive en nøgleaktør i Languedoc-regionen … og det er da også to store kooperativer, som blev lagt sammen tilbage i 2018.

Selve kooperativet Cave des Vignerons de Saint Saturnin er grundlagt i 1950 af en flok vinavlere med M. Besombes og Calmel i spidsen grundet de økonomiske vanskeligheder.

I starten var produktionen alene 10.000 flasker årligt, men frem til fusionen var det tal steget til en årlig produktion på 3,5 millioner flasker vin, som de eksporterede til en lang række lande.

Samlet har de tilhørende medlemmer af kooperativet samlet 760 hektar vinmarker fordelt over områderne ved Arboras, Jonquières, Saint-Guiraud og Saint-Saturnin de Lucian. Og det var vinmageren Bruno Raymond, som var den teknisk direktør og tidligere stod for  fremstillingen af vinene på Cave des Vignerons de Saint-Saturnin, men måske er han fortsat med det i det nye setup.

Den anden del af Fonjoya … altså Cave Saint Félix-Saint Jean aka Vignoble des 2 Terres er et kooperativ, der oprindelig under navnet Cave Saint Felix de Lodeve startede i 1942 og inden fusionen fik druer fra medlemmernes 500 hektar vinmarker i 4 forskellige appellationer.

Så denne 2019 Hauteval Carignan Vielles Vignes er altså lavet i det nye fælles set-up, mens jeg tidligere smagte den i årgang 2017 og derfor fra før fusionen. Men betyder det noget?

Det er fortsat ønologen Bruno Raymond, som er den tekniske direktør på Fonjoya og står for fremstillingen af vinene, herunder altså også denne Hauteval Carignan Vielles Vignes, som er lavet med 100% Carignan druer fra området Saint-Guilhem-le-Désert.

Saint-Guilhem-le-Désert er et relativt ukendt vinområde beliggende lidt nordvest for Montpellier. Området er bakket, bjergrigt og ligger en smule i læ for kølende vinde fra Middelhavet.

Druerne er høstet med håndkraft, derefter afstilket og har så gennemgået en 4 dages maceration med skallerne inden gæringen er sat i gang. Bruno Raymond vælger at macerere før gæring, da det trækker færrest mulige bitterstoffer og mindst mulig garvesyre ud af skaller og kerner. Vinen har ligget 4 måneder på egetræ inden aftapning på flaske.

I næsen er det en tør, mørk og vin … krydret og mørk med lidt grannåle, røg, nelliker, brombær, solbær, blæk, grafit med godt med power. Der fornemmes svagt en brøkdel af sødme, men mest af alt er det bare krydret og tørt.

Smagsmæssigt kommer sødmen klart mere frem … måske ikke helt så dominerende som i 2017’eren, men det er fortsat en blød, fed og sødkrydret vin. Syren er der … men gør ikke så meget væsen af sig og i stedet holder den tørre bitterhed vinen ret godt oppe sammen med søde kirsebær, brombær, hindbær, en plade mørk chokolade, vanilje og lakridspiber. Den er langt bedre, lidt køligere og i bedre balance end 2017’eren, så Thumbs Up.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7