Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2020 Wirra Wirra Vineyards, Church Block, McLaren Vale, Australien

2020 Wirra Wirra Vineyards, Church Block, McLaren Vale, AustralienHoulberg tester også 3 rødvine fra Wirra Wirra Vineyards, hvor den første er en Church Block 2020 på Cabernet Sauvignon, Shiraz samt Merlot.

Church Block var den første vin, som den i dag afdøde Greg Trott producerede under Wirra Wirra brandet tilbage i 1972.

Navnet fik han fra en af de originale, gamle vinmarker, som ligger ved siden af den lille kirke Bethany Church fra 1854 lige på den anden side af vejen, som selve vineriet ligger på … og i 4 årtier har Church Block været en favorit i Australien.

I denne årgang 2020 er vinen lavet på 48% Cabernet Sauvignon, 42% Shiraz samt 10% Merlot, hvor druerne først er afstilket og så let knust inden gæringen, der starter ved 20-22 grader og så langsomt øges til 25-28 grader med overpumpning 2-4 gange dagligt.

Derefter er vinen presset og lagring sket på en kombination af 70%  fransk egefade samt 30% amerikanske barriques samt hogsheads, hvoraf 10% er nye fade. Hver druesort modner forskellig tid inden endelig sammenstikning.

Duftmæssigt en ganske frisk vin og milevidt fra fede australske marmeladevine. I stedet har vinen god elegance, godt med kirsebær, friske brombær, umodne blommer, let mynte, estragon og andre helt grønne urter, en frisk aftryk fra fadene med cedertræ, sødme, kanel samt vanilje og en smule mælkechokolade.

I munden er det også en frisk vin … lettere og langt mere tør end forventet med tranebær, sure kirsebær, rabarber, masser af noget tørt træ, cedertræ, tobak, godt med peber og unge tanniner … har virkelig bid, spændstighed og skriger næsten på lidt mad til.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 199,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Purple Wine Company, Four Vines The Maverick Pinot Noir, Californien, USA

2018 Purple Wine Company, Four Vines The Maverick Pinot Noir, Californien, USAFour Vines er vi tidligere i år stødt ind i her på Houlbergs Vinblog og det er et brand hos den amerikanske vinkoncern Purple Wine Company. Denne gang smager vi deres Four Vines The Maverick Pinot Noir 2018.

Da jeg tilbage i januar smagte deres Four Vines The Willing Chardonnay 2019 skrev jeg lidt om Purple Wine Company samt hele historien om Four Vines … der blev grundlagt i 1994 af punkrockeren, surferen og vinmageren Christian Tietje som et garageprojekt.

Denne The Maverick Pinot Noir 2018 Vine er ikke helt ren Pinot Noir, men derimod i denne årgang lavet på 98% Pinot Noir og 2% Petite Sirah fra Edna Valley … en kølig dal ikke så langt fra kysten samt i læ fra en gammel vulkan.

Druerne er høstet i de tidligere morgentimer og bringes helt friske til vineriet, hvor de afstilkes for at udgå grove tanniner i den færdige vin. Derefter sker der en kølig pre-maceration, hvorefter gæringen er sket i små tanke med hyppige punchdown og efter fermentering er vinen så lagret 11 måneder på franske egetræsfade … heraf 30% helt nye fade.

Duftmæssigt en lidt støvet, landlig duft, kostald, klart Pinot Noir med grønne urter, hindbær, jordbær, tranebær, lidt ribs, brombær, godt med tørrede blomster, nelliker, peber, læder, tørt træ samt en smule svage fadnoter af kaffegrums, sødme og lidt vanilje.

Det smager næsten, som det dufter … har en tør, mellem-let frugt, hindbær, brombær, tranebær, røg, peber, våde fade, grønne blade og egentlig er det slet ikke en tung, oversød Pinot Noir, selvom vinen så heller ikke er fuldstændig tør. Dermed hænger det ret godt sammen, for du får både en tørhed, en friskhed, godt med frugtintensitet samt tørre og nemme tanniner plus lang eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Ziereisen, Tschuppen Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Ziereisen, Tschuppen Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Ziereisen kan altså noget særligt med Pinot Noir aka Blauer Spätburgunder og her smager vi hans Tschuppen Blauer Spätburgunder 2019.

Her kommer druerne til vinen fra Ziereisens parcel Tschuppen på Efringer Oelberg … sydvendt enkeltparcel øverst oppe på den stejle og stærkt kalkholdige Oelberg.

Vinen er lavet med 30% hele klaser da Hanspeter Ziereisen er inspireret af de helt store vine fra Domaine de la Romanée-Conti i Bourgogne. På Efringer Oelberg er druerne franske kloner og her specifik Pinot Noir-klonerne 5286, Frank 105 og FR 180, plantet mellem 1985 og 2005.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og en samlet gæring samt maceration over 6 uger, hvilket så er efterfulgt af lagring 20-22 måneder på 225 liter brugte tyske barriques fra Andreas Assmann. Endelig er vinen tappet uden klaring eller filtrering.

Nøj hvor det dufter godt … umiskendelig tysk Spätburgunder med den søde hestestald, dejlig sødme med en smule mælkede noter, en smule lakrids og lidt kødfuld, en sød frugt med kirsebær, hindbær og brombær, lidt blæk og grafit samt svage fadnoter med en lille smule lakridskonfekt, kakao og mælkechokolade.

Smagen er mere frisk og virker yngre, spændstigere og lysere end duften egentlig byder op til. Det er friske kirsebær tilsat lidt ribs og hindbær, god dybde, elegance og harmoni. Det virker samtidig lidt blød med den friske kant, nogle kølige mineraler, urter, let peber, virkelig smuk, ung og frisk Spätburgunder, så klart 5 store houlbergske tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket er en vild god pris for denne vin … og den vil bare blive bedre og bedre.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Wirra Wirra Vineyards, The Lost Watch Riesling, Adelaide Hills, Australien

2021 Wirra Wirra Vineyards, The Lost Watch Riesling, Adelaide Hills, AustralienStrout Road i McLaren Vale finder vi det gamle vinhus Wirra Wirra Vineyards og derfra nu en 2021 The Lost Watch Riesling med druer fra vinmarker i Adelaide Hills.

Vingården blev oprindelig grundlagt i 1894 af den ganske excentrisk cricketspiller Robert Strangways Wigley, som stak af til McLaren Vale efter at have at ha’ skabt som mange problemer i sin familie, at han måtte flytte.

Han drev i mange år Wirra Wirra Vineyards med succes, men det endte med, at driften blev opgivet, vingården forfaldt og blev senere også helt forladt.

Den blev dog genopbygget, da Greg Trott i 1969 fandt vingården og forfulgte en visionær drøm om at bringe Wirra Wirra Vineyards helt tilbage til sin tidligere storhed. Og det projekt fik han held med, så i dag har vinhuset skabt et misundelsesværdigt ry som en af Australiens mest genkendelige og førende vingårde.

I dag lever Greg Trott ikke længere, så vingården er ejet i dag af Stephen George, der tidligere startede og drev huset Ashton Hills Vineyards, så derfor hænger de to vinhuse i dag sammen. Vinene laves i dag af vinmager Paul Smith, Tom Ravech og Grace Wang, mens Anton Groffen tager sig af husets 21,5 hektar marker.

Der er bygget godt til på vingården, bl.a. med bistroen Harry’s Deli og ejendommens gamle klokke klokke på 3/4 tons i det gamle tårn ringes fortsat med, når der sker noget på ejendommen.

Denne The Lost Watch Riesling er lavet på Riesling fra Adelaide Hills området og efter den manuelle høst er druerne afstilket og presset i både fritløbende saft og presset saft, men til denne vin anvendes kun det bedste, altså den fritløbende saft. Vinificering er sket køligt og alene i ståltanke, hvor den efter fermentering stabileres, filtreres samt flaskes.

Duftmæssigt er der godt med petroleum, diesel og terpentin, men ellers så blød, balanceret og sart i aromaerne med let pære, æblesaft samt hvide ferskner. Der dukker også blomster op … både tørrede og friske blomster, en smule frisk mynte og lidt lime.

Smagen er også pivfriske og grønne æbler i kombination med masser af gule citroner, der virkelig giver en syre, der kan rykke dine tænder ud af munden på herligste vis. Det syrlige følges til dørs af en skarp og stenet mineralitet, frisk, præcis og barberbladsskarp.

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke endnu.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Varvaglione, Ribolla Gialla, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Ribolla Gialla, Friuli-Venezia Giulia, ItalienVi sluttede smagningen af 6 Varvaglione vine med en vin lavet på endnu en af Friuli-Venezia Giulias store sorter, nemlig på Ribolla Gialla.

Som med alle de forrige vine laves den hos Varvaglione i Cormons i det norditalienske og den er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på stålfadene.

Spændende duft … landlig, animalsk og endda lidt gæret. Der er modne nedfaldsæbler, fersken og nogle tørrede blomster, måske også lidt nødder … men meget aromatisk.

Syren er vild, men Ribolla Gialla anvendes også tit til mousserende vine, hvor syreindholdet er vigtigt. Der er godt med mineraler, godt med citroner, grønne og umodne æbler … så masser af bid, friskhed og stor spændstighed. Det er næsten trutmundssurt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Varvaglione, Malvasia, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Malvasia, Friuli-Venezia Giulia, ItalienI Varvaglione racerløbet drøner vi ubekymret videre, for den næste Collio Goriziano DOC vin er på Malvasia … en drue, som vinhuset også laver vine på i det varmere Puglia.

Den er næsten lavet som de forrige vine, altså først med indledende presning og så gæring udelukkende i rustfrie ståltanke, men denne gang er vinen lagret 6 måneder på ståltanke.

Duftmæssigt er det en sjov og spændende vin … der er både røg, saltede noter, virker endda lidt vokset med en frugt af stikkelsbær, fersken, abrikos, urter, brændenælder, muskat, ristede nødder og blomster med en vis landlighed.

Smagen er rigtig fin … saltet, sød og med en olieret fyldighed samt en rigtigt frisk frugt. Der er grillet grape og grillet lemon med stor, stor bitterhed, en citronagtig syre, kalket mineralitet … og den smager sgu godt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Varvaglione, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, ItalienSom den tredje i rækken af Varvaglione Collio Goriziano DOC vinene var næste på ren Chardonnay og dermed også en druesort, som familien har lidt erfaring med i Puglia.

Varvagliones Collio Goriziano Chardonnay er selvfølgelig også lavet hos Agricola Varvaglione i Cormons i det norditalienske og udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men man kunne måske tro, at man havde givet denne Chardonnay lidt fad, men det har man ikke. For efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på stålfadene og efter aftapning på flaske 3 måneder mere.

I næsen er det en meget blød vin … har både pærer, modne æbler, lidt ananas, lindetræ, mandler samt en smule honning, virker smørfed og nøddet, men uden fad og dermed godt proppet med frugt.

Vinen har også lidt af denne smørlækre smag samtidig med en rund syre, der kommer sammen med fersken, pærer samt meget let citrus. Der er lidt fylde i smagen, lidt peber og en svag bitterhed, men det er mest en frisk Chardonnay.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Varvaglione, Sauvignon, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2020 Varvaglione, Sauvignon, Friuli-Venezia Giulia, ItalienDen første Varvaglione Collio Goriziano DOC vin var denne 2020 Sauvignon, der selvklart er lavet på ren Sauvignon Blanc, som er en drue, som familien trods alt har lidt erfaring med i Puglia.

Som med alle vinene er den lavet hos Agricola Varvaglione i Cormons i det norditalienske og den er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på stålfadene og efter en aftapning på flaske yderligere 3 måneder.

Duften er helt klassisk Sauvignon Blanc … grøn med masser af græs, noget grøn peber, hyld, stikkelsbær, vandmelon, solbærblade, stilke fra en tomat samt en nærmest aromatisk syre, hvor der også sniger sig en behagelig sødme ind.

Sødmen giver smagsmæssigt en god dybde og det er uden at miste en virkelig frisk side. Der er citroner, lemon, stikkelsbær, sød drik af hyldebærsaft, en rigtig fin balance mellem bitterhed, syre og sødme, hvilket giver en saftig, clean, lækker og meget balanceret vin. Det er sgu meget mums.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Pieropan, La Rocca, Veneto, Italien

2018 Pieropan, La Rocca, Veneto, ItalienVinhuset Pieropan ligger midt i Soave by og regnes som et af de bedste i Soave. Derfra kommer næste vin, som blev deres La Rocca 2018.

Jeg har smagt vinen før, bl.a. netop hos Pieropan under et besøg i Soave. Det kan du så meget passende læse om i mit blogindlæg Besøg hos Pieropan … med afkølet elegance. Der fortæller jeg også lidt om vinhuset og historien.

Denne vin er lavet på Garganega fra 10-50 år gamle vinstokke på marken La Rocca beliggende på Monte Rocchetta bakken lige neden for middelalderborgen bygget af Scaligeri-familien i Soave. Marken ligger i Soave Classico zonen i 200-300 meter højde. Druerne er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes og så knuses, hvorefter de ligger i en kort maceration med skindet i 2.500 liter tønder. Så er der sket presning og vinen har gæret, hvilket er efterfulgt af lagring på 500-2.000 liter egefade i 15 måneder sur lie. Så flaskes vinen og lagrer en periode yderligere inden frigivelsen.

Vinen La Rocca blev første gang lavet i 1978. hvor denne 2018 således fejrer vinens 50 års fødselsdag.

Faglagringen kan virkelig duftet … godt med fad, fedme, vanilje, kanelkiks og lakridskonfekt, men også en frugt med citroner, melon, fersken og måske endda lidt tropiske frugter suppleret med nødder. Det bliver ikke en fed eller over-oaked vine, men man fornemmer samtidig en vis friskhed.

Smagen er også meget aromatisk og dyb, virkelig fyldig, krydret og eksplosiv, men på en lidt frisk måde. Der er lidt stærk peber, salte mineraler og samlet en meget intens vin, så 5 tomler med pil op.

Forhandles i dag flere steder, bl.a. Oxholm Vin, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Weingut Josef Rosch, Trittenheimer Apotheke Riesling GG, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Josef Rosch, Trittenheimer Apotheke Riesling, Mosel, TysklandAftenens første hvidvin blev også nydt nede i haven og det var denne 2020 Trittenheimer Apotheke Riesling Grosse Gewächs fra Weingut Josef Rosch.

Vinhuset er vi stødt på her på vinbloggen tidligere, så det gør vi ikke denne gang, men kigger blot nærmere på vinen.

Trittenheimer Apotheke marken ligger på de stejle og skiferrige skråninger ved Trittenheim … og Apotheke ligger blot på den anden siden af Mosel floden.

Indtil 1909 kunne vinproducenter med parceller på Trittenheimer Apotheke kun komme frem til marken via en færge, men i dag er der normale veje til marken, som ligger i 120-240 meters højde med en stigning på 50-60% … er totalt sydvendt og har en jordbund med både blå og grå skifer.

Alle druer plukkes ved håndkraft med et høstudbytte på omkring 45 hektoliter pr. hektar mod normalt lidt mere. Rosch vinificerer vinene på traditionel vis, hvor man fx benytter sig af spontangæring. Den har hele 6,8 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der pænt med petroleum, diesel og terpentin … virker endda en kende olieret i aromaer, lidt småfyldig og vokset med både grønne grene og grøntsagsfond. Frugten er mest blot æbler samt en smule fersken, lemon samt godt med blomster.

I munden virker vinen også lidt småtyk, olieret og cremet. Der er både grape og lemon bitterhed, noget melon, lidt sødme og ingen skarpe hjørner … meget blid, blød med let bitterhed, en svag stenet mineralitet og så pænt moselsødme. Houlberg ligger sådan et sted mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7