Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, FrankrigNår vi er ved de gode ting i livet, så skal jeg smage mer’ bourgognevin. Life is good. Jeg fortsætter hos huset Domaine Michel & Marc Rossignol og denne gang med deres 2017 Volnay 1er Cru Les Pitures.

1er Cru marken Les Pitures i Volnay er blandt de bedste af de i alt 25 Premier Cru marker i hele Volnay og ligger klos op af den berømte clos des Ducs. Det er en stejl og kalkholdig mark og druerne er høstet med håndkraft samt afstilket 100% inden vinificeringen.

Gæringen er sket på ståltanke med temperaturstyring, manuel puchdown og overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret på 228 liter bourgognefade, heraf 20% nye fade, i 11-18 måneder afhængig af årgang.

Nøjjjj, hvor den dufter godt … den har sådan et sart, delikat og skrøbelig aroma, luftig, fin, feminin med lyse bær, jordbær, lyse kirsebær, tranebær, svag karamel, klementiner, roser, violer, røde bolsjer, mælkechokolade og træ.

I munden er der en svag bitter, silkefin og syrlig frugt, masser af friskhed … streng, præcis og kompleks. Der er umodne moreller, ribs, lyse kirsebær og en snert af lidt granatæbler. Det suppleres af et lidt stenet og mineralsk bid, smuk, fin og snorlige syre, hvorved vinen står både ung, ædel, raffineret og fin. Smuk dansende Volnay.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Domaine Michel & Marc Rossignol, Beaune 1er Cru Les Teurons, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Michel & Marc Rossignol, Beaune 1er Cru Les Teurons, Bourgogne, FrankrigGode ting har det med at komme igen … og det gælder også denne Beaune 1er Cru Les Teurons fra Domaine Michel & Marc Rossignol. I januar smagte jeg vinen i årgang 2018 og nu smager jeg sgu vinen igen … blot med yderligere 4 år på bagen. Det kan jeg vel nok lige overkomme.

Druerne til Beaune 1er Cru Les Teurons kommer selvfølgelig fra Premier Cru enkeltmarken Les Teurons, der er en af de bedste i Beaune og anerkendt for vine med klasse og harmoni. Teurons marken ligger mellem Les Grèves og Clos de la Mousse syd for Beaune og marken vender sydøst med veldrænende kalkholdig jord.

Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med manuel punch down og overpumpninger for at sikre et balanceret udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Efter presningen omstikkes vinen til 228 liters burgundiske egetræsfade – heraf 20% nye – hvor den lagrer 11-18 måneder inden aftapning og frigivelse.

Jeg er nødsaget til først at kommentere farven i glasset, for den har denne transparente teglfarvede med småbrune kanter. Duften er så blid som Bamseline og langt mere moden end 2018’eren. Her er det fint, sart og så smooth feminint, at man omgående bliver glad. Der er jordbær, søde kirsebær, snert af tranebær, blomster, rosenblade, en røget trænote samt svagt aftryk fra fadlagringen med kanel, vanilje samt en smuk ibenholt ædelaroma.

Smagsmæssigt viser vinen imidlertid ikke tegn på alder … snarere tværtimod, for vinen har frisk, spændstig, frisk og syrlig frugt, ribs, lyse kirsebær, ribs og granatæbler. Her er der sgu ingen kære mor, for far syre bestemmer sammen med stor tørhed, fine men nogle satans stramme tanniner og stenede mineraler. Sidst skrev jeg, at årgang 2018 burde ha’ nogle år i kælderen og det samme kan jeg skrive om denne årgang 2014. Dermed havner vi på 5 store tommelfingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 219 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Henri de Villamont, Bourgogne Pinot Noir Cuvée Prestige, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Henri de Villamont, Bourgogne Pinot Noir Cuvée Prestige, Bourgogne, FrankrigMer’ burgundisk vin i glasset med denne basisvin Bourgogne Pinot Noir Cuvée Prestige fra Domaine Henri de Villamont, der ligger i midt i byen Savigny-lès-Beaune i Bourgogne.

Vinhuset har en lang historie, der går tilbage til starten af 1900-tallet, hvor den idealistisk Léonce Bocquet, som drev det velansete vinhus Chateau Clos de Vougeot, byggede slottet og de massive, lange underjordiske vinældre. Den karakteristiske slot med tårnet Guettes blev tegnet af arkitekten Charles Suisse og er meget iøjefaldende.

Efter Léonce Boquets død har vinslottet haft mange forskellige ejere indtil 1964, hvor det blev købt af schweiziske Schenk, som jo er en af Europas største vinkoncerner.

Den schweiziske koncern er grundlagt tilbage i 1893 af Arnold Schenk med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land, bl.a. gennem datterselskaber i de respektive lande og dermed udnyttelse af den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen i dag selskaberne, Schenk Italia i Bozen i det nordlige Italien og Bodegas Murviedro i provinsen Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et bredt produktsortiment.

I Frankrig ejer koncernen vinhuset netop Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges.I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen … og altså også champagne.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto i Toscana samt franske vinhuse som Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Altså et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.

Siden Schenk overtog Henri de Villamont investerede koncernen frem til 2004 betydelige summer i at højne produktionen i antal på vinslottet via satsning på deres negociantdel. Det betød, at de i den periode årligt producerede 20 millioner flasker hvert år.

I 2004 blev de trætte af at jage de enorme mængder og besluttede at droppe deres negociantforretning. Den beslutning blev fulgt af en række investeringer, hvor vineriet blev renoveret og re-designet for at satse på kvalitet. De hyrede også vinmageren Pierre Jhean til at stå for produktionen … og i dag er det fortsat Pierre, som har ansvaret for produktionen.

I stedet for 20 millioner flaske vin, så producerer Domaine Henri de Villamont i dag mere beskedne 350.000 flasker årligt, som kommer fra deres 10 hektar vinmarker.

Denne Pinot Noir Cuvée Prestige er husets basisvin, hvor Pinot Noir druerne kommer fra forskellige af husets marker. Vinen er lavet helt traditionelt og efter fermenteringen har 40% af vinen lagret på eg i 14 måneder og resten i de rustfrie ståltanke og først derefter er den endelige vin sammenstukket.

Næsen er lettere parfumeret med blomsterflora, mens frugten sådan er ovre i kirsebær, jordbær og ribs, men ellers lidt neutral. Der er klart en vis mineralitet, knuste sten og tør grus, mens fadpræget er svagt med sagte noter af vanilje, kaffe og mælkechokolade.

I munden er der pænt med tør, pænt med syre og godt med strenge, syrlige og let pebrede tanniner. Det er en rå og maskulin burgundisk Pinot Noir, der som en ung, bumset teenager lige mangler den sidste opdragelse, som vil kræve lidt tid i kælderen. Der er fennikel, lidt småskarpe krydderier og streng syre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg tester en hel røvfuld bourgogne vine

Man siger altid, at man ikke kan få ordentlig bourgognevin til fornuftige menneskepenge. Men er det nu også sandt? I hvert fald har COVID-19 pandemien skubbet noget til den påstand, da mange producenter i Bourgogne er presset og derfor har solgt vine under de normale markedspriser for at skaffe likviditet.

En af de danske importører, som har opdaget dette er Supervin i Hjørring. De har indkøbt en række vine fra kældre i Bourgogne til fornuftige priser … 65.000 flasker, hvilket ifølge de gæve nordjyder fylder 7 hele lastbiler. Det er et hav af små restpartier fra kendte og mindre kendte producenter og vine fra Pommard, Volnay, Gevrey-Chambertin, Santenay, Meursault, Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet og mange flere appellationer … alle navne, som klinger sødt hos alle bourgogneelskere.

Og nu sælger Supervin så de vildt mange vine på tilbud og udfordrer dermed samtidig også påstanden om, at bourgognevine altid koster alt for meget. Og de har skam også sendt nogle af vinene til test hos den altid flittige vinblogger og det er nemlig disse:

Som vanlig har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

2017 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, FrankrigDomaine Daniel Rion & Fils ligger ved den lille by Prémeaux syd for Nuits-Saint-Georges. Nu smager jeg en 2017 Bourgogne Passetoutgrain … den oversete Bourgogne appellation, der med muligheden for at blande Pinot Noir med Gamay bygger bro til Beaujolais.

Domaine Daniel Rion & Fils er grundlagt i 1955 af Daniel Rion, som havde arvet en 2 hektar vinmark i Vosne Romanée efter hans bedstefar. Men druerne  fra marken solgte Daniel til et lokalt negociantfirma … først i 1978 – da sønnerne Christophe og Olivier kom ind i foretagendet  – begyndte man at flaske og sælge vinene under eget navn

Sønnerne opkøbte yderligere vinmarker og byggede også et nyt vineri med en større vinkælder og smagerum. Daniel gik selv på pension i 1995, så lige siden har Christophe og Olivier Rion stået for driften i Domaine Daniel Rion & Fils.

I dag har vinhuset 18 hektar vinmarker i hele 18 forskellige appellationer omkring de 6 byer i Côte des Nuits og Hautes-Côtes, nemlig Prémeaux, Nuits Saint Georges, Vosne Romanée, Chambolle Musigny, Vougeot and Marey-les-Fussey.

Den årlige produktion ligger på 800 hektoliter, hvilket giver omkring 100.000 flasker vin, hvoraf omkring 75% eksporteres.

Her har vi fat i husets Bourgogne Passetoutgrain, en vin lavet på 2/3-dele Pinot Noir samt 1/3-del Gamay fra 30 år gamle vinstokke. Efter høst afstilkes druerne for at undgå den mest barske garvesyre og grønne smagsnoter og derefter udblødes druerne et par dage.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og har – så vidt jeg kan se – heller ikke lagret på egetræ eller i hvert fald i en kort periode og en passetoutgrain skal da også helst drikkes helt ung. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i 2015 årgangen, men her er det altså 2017.

Hold da op … i modsætning til 2015’eren, så er der skrald på duften her med klare Beaujolais bondsk landlighed, mødding, mejeri og så lidt kødfuld med mørke kirsebær, tranebær, tonsvis af blomster og blomsterpollen og saftig vellyst. Det suppleres med lidt søde krydderier … sådan lidt brovten og våd.

Smagsmæssigt er det en saftig, bondsk og rustik vin med kraft, saftige mørkerøde kirsebær, tranebær, brombær, moreller og så en simpel, enfoldig og ligetil syre. Der er samtidig masser af den … altså syren, der suppleres af kraft og let bitterhed. Bondevin i ordets bedste forstand.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigDet er mest hvidvin, som vi smager fra Jacques og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack i Alsace, men de laver også rødvin og det er bl.a. denne 2018 Pinot Noir Vieilles Vignes.

Druerne til vinen kommer fra nogle af husets kalkstensholdige vinmarker i Hunawihr, hvor der er 40 år gamle vinstokke med Pinot Noir.

Druerne er høstet ved optimal modenhed og i 2018 startede Sipp Mack allerede høsten i august. da det var et meget varmt år. Efter en nænsomme selektering er der så sket afstilkning af druerne, hvorefter fermenteringen er startet med koldmaceration og efterfølgende gæring på ståltanke i 10 dage, hvorefter vinen er lagret omkring 12 måneder med 20% på 2 år gamle franske egefade samt de 80% stål i ståltankene.

Næsen er – overraskende – utrolig burgundisk og er slet ikke grøn og kantet, som Pinot Noir fra Alsace ofte kan være. Vinen er let, sart, fin og slank med lys frugt, jordbær, kirsebær, ribs og en snert af skarpe granatæbler, let fennikel, saltlakrids og tør træ.

Smagen er ren, frisk og igen forbløffes jeg over det fine og rene balance, som vinen har. Der er ribs, rabarber og smagen er bare så smooth, glat og frugtrig med en snert sødme, silkefine tanniner, en levende, legesyg og spændstig syre. Det er venligt, læskende og samtidig alvorligt godt … og til prisen lidt et scoop. Way to go Jacques.

Forhandles ved Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Delhomme & Co, Rouge de la Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Delhomme & Co, Rouge de la Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigDe to unge biodynamiske vinavlere Antoine og Baptiste Delhomme driver Domaine Delhomme & Co, der ligger lidt ude på landet mellem Treigny-Perreuse-Sainte-Colombe og Saint-Amand-en-Puisaye på grænsen mellem Yonne samt Nièvre … to af de vestligste departementer af Bourgogne og næsten helt i Loire.

Flere tager da også fejl og skriver, at Domaine Delhomme & Co holder til i Loire … men vi nærmer os altså også og er dermed klart et stykke fra den mere kendte mainstream del af Bourgogne.

Nå men det altså derfra, at vi nu smager næste vin … en 2019 Rouge de la Pinot Noir fra Antoine og Baptiste Delhomme, hvor den ene af brødrene allerede har smidt bukserne oppe ved baren, hvis det altså er brødrene, der er illustreret på etiketten.

Antoine og Baptiste startede deres vinhus tilbage i 2015 og har samlet 6,5 hektar vinmarker, der ligger både syd for Yonne omkring Puisaye-Forterre samt nord for Nièvre på skråningerne af Tannay. Alt dyrker fuldstændig økologisk og biodynamisk uden brug af hverken pesticider eller kemisk gødning.

Fætrene fokuserer på mangfoldighed og har plantet druesorter, som tidligere var udbredt i dette område, bl.a. Sacy og Savagnin, men de har også sorter som Chardonnay, Aligoté og Pinot Noir. Markerne bearbejdes både med en gammel traktor og med trækhesten Basile, som de låner af deres nabo Cyril.

I kælderen arbejder de også med respekt for den lokale terroir, hvorfor de kun bruger druernes naturlige gær og tilsætter intet til vinene udover ganske lidt svovl ved flaskning … men kun, hvis det er absolut nødvendigt. Der arbejdes også både med tønder, kar samt amforaer i kælderen.

Der høstes manuelt i små kasser for at undgå beskadigelse af druerne, mens afstilkning sker ved håndkraft. Druerne presses også manuelt i en over 100 år gammel træpresse – igen alt er som i de gode gamle dage. Tingene tager lidt længere tid, men respekten for druerne og mosten skinner igennem i hver en flaske.

Denne Rouge de la Pinot Noir er lavet med kort gæring og maceration over 5 dage, hvorefter den pressede vin er lagret 10 måneder på 600 liter fade. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.

Næsen er klart mere burgundisk end biodynamisk, har denne elegante, lette og lyse side med nogle landlige, flæskede noter med røget kød, bacon, hængt kød, svag mejeri, gæret frugt med kirsebær, jordbær, tranebær, tobaksblade, våde egefade og kalkagtige noter.

I munden har vinen en læskende, let og sødmefuld smag. Der er jordbær, kirsebær og måske endda anstrøg af lidt blommer. Det er ikke en fin, feminin burgundisk vin, men en vin med saftig, blød og rund balance. Der er kul, bly, koks, en mineralsk nerve og syre, som samtidig giver vinen en slank rygrad. Det er virkelig en vin, der har mange sider, saftig, slank, frugtrig, frisk, mineralsk, læskende og samtidig venlig og nem at drikke. Love it.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 La Grange de l´Oncle Charles, Rouge, Alsace, Frankrig

2019 La Grange de l´Oncle Charles, Rouge, Alsace, FrankrigPå Rue de la Fecht i den lille by Ostheim knap 8 kilometer nord for Colmar finder vi den unge vinmager Jérôme François, der driver det lille biodynamiske vinhus La Grange de l´Oncle Charles.

Jérôme François er egentlig uddannet tømrer, men da han arvede lidt vinmarker fra sin bedstefar, så lånte en gammel stald fra sin onkel og startede med af lave vin. Da hans onkel hedder Charles, så kom vinhuset til at hedde La Grange de l´Oncle Charles, som direkte kan oversættes til; min onkels stald.

Det var i 2014, at Jérôme François droppede jobbet som tømrer og kastede sig over livet som vinbonde. I dag har han samlet 5,5 hektar vinmarker, der ligger ved byerne Ammerschwihr, Zellenberg, Kaysersberg og Ribeauville.

Alle markerne dyrkes biodynamisk og Jérôme laver naturlige vine, der afspejler det lokale terroir. Han høster druerne med meget lavt udbytte – i gennemsnit 25 hektoliter pr. hektar – og griber så lidt ind i produktionsprocessen som muligt.

Det gælder også denne Rouge, som er lavet på 100% Pinot Noir, der er gæret helt ud og så efter endt fermentering lagret sur lie på fade i 12 måneder, hvorefter den er flasket helt uden brug af svovl.

I glasset er det en lys og transparent-uklar-grumset vin med en let, herlig, smuk duft … ren bio-mødding-brændtnytårskrudt-saftagtig aroma. WAUW. Den har denne lyse, saftig, læskende og syrlige og småsure smukke frugt, jordbær, rabarber, kul, fennikel, kål samt en lille fræk sødlig kant og lidt sagte fadnoter med en snert vanilje.

Det smager næsten også, som det dufter … utrolig intens og så alligevel let smag med jordbær, ribs, granatæbler, tranebærjuice, lidt peber, saltede mineraler og godt med krydret samt let styrende og ætsende syre. Det er stramt, frisk, saftig, læskende og frisk … samtidig vildt charmende, så Houlberg er fan.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 St. Andrea Vineyards & Winery, Kis-Eged Pinot Noir, Eger, Ungarn

2016 St. Andrea Vineyards & Winery, Kis-Eged Pinot Noir, Eger, UngarnFørste vin til den ungarske Master Class var denne 2016 Kis-Eged Pinot Noir fra vinhuset St. Andrea Vineyards & Winery, der ligger i byen Egerszalók i Eger regionen i Ungarn.

Under smagningen havde vi vinmageren György Lörincz med i mødet … det er ham, som I kan se på billedet ovenover. Han fortalte lidt om vinhuset, som er grundlagt i 1999, hvor familien lavede deres allerførste vin … en 1997 Egri Cabernet Sauvignon. Den fik en guldmedalje ved en stor national vinkonkurrence og det blev starten på vingården.

I 2002 byggede de et vineri og i dag har György Lörincz 45 hektar vinmarker i flere forskellige områder omkring byen Egerszalók og det er derfra, at denne Kis-Eged Pinot Noir kommer.

Druerne til vinen kommer fra 8 år gamle vinstokke, som efter høst er gæret i åbne gæringskar lavet af egetræ. Efter endt fermentering er vinen så lagret 13 måneder på store 500 liter egefade. Der er alene lavet 1.325 flasker af vinen.

Duften byder på masser af træ, en støvet aroma, dejlig lethed i duften, hindbær, jordbær med en klar grøn kant, lidt mælkede noter, mejeri, blomster og krydderier. Smagsmæssigt er der overraskende godt med peber og krydderier, så dermed bliver vinen lidt småstærk og rustik, mens frugten er kirsebær og hindbær suppleret med lidt sødme.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Domaine Dujardin, Monthélie 1er Cru Les Vignes Rondes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Dujardin, Monthélie 1er Cru Les Vignes Rondes, Bourgogne, FrankrigDen anden røde 1er Cru vin fra Domaine Dujardin er Monthélie  1er Cru Les Vignes Rondes, som jeg også smagte i samme årgang.

Les Vignes Rondes er en vinmark, der ligger ved grænsen til Volnay og anses for at være  den mest kendte 1er Cru mark i Monthélie.

Terroiret her er mere groft og med større sten end hvad der er at finde i husets anden 1er Cru vinmark Les Champs Fulliot. Druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Ellers er vinen lavet på næsten samme måde som forrige Les Champs Fulliot.

Hvor stor andelen af afstikede druer er, fremgår ikke, men den varierer fra år til år og således afstilkede han fx i 2019 alene 50% af druerne til netop denne Monthélie 1er Cru Les Vignes Rondes, mens alle druer til Les Champs Fulliot blev afstilket i årgang 2019.

I vinifikationen er gæring og maceration sket over 10-15 dage med pigeages og remontage forholdsvis få gange i perioden. Det er Pauls klare vision, at lave så lidt ekstraktion som muligt i vinificeringen og dermed lade vinene stå så rene som muligt, således de afspejler det lokale terroir bedst muligt, hvorfor ekstraktionen er meget lav.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf 20% er nye fade. Efterfølgende er vinen så lagret 6 måneder på tank, inden den blev flasket. Vinen er ikke filtreret.

Næsen minder på flere måder om den foregående søstervin, lidt mørk og svagt flæsket i aromaerne, hvilket så suppleres med tør frugt, næsten lidt tørret i det. Det er jordbær, boysenbær, ribs med denne tørre, støvede og ældre modenhed, blæk, violer, blomster og sarte Pinot Noir samt små strejf af lakrids, våde fade, træ samt lys syrlighed.

Smagen har en lidt mere robust syrlighed end Les Champs Fulliot, men samme fine, grønne og lette elegance. Det er frisk lys frugt, ribs, jordbær, hindbær, jern, mineraler og renhed, svag bitterhed og igen er det skruet forbasket godt sammen. Det er vitterlig raceren og fin burgundisk vin af bedste skuffe.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7