Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2016 Weingut Schneider, Weiler Pinot Noir Blanc de Noir, Baden, Tyskland

2016 Weingut Schneider, Weiler Pinot Noir Blanc de Noirs, Baden, TysklandNæste vin var også en Blanc de Noirs … blot uden bobler, nemlig en Weiler Pinot Noir Blanc de Noir fra Weingut Schneider … alias Weingut Claus Schneider am Weiler Schlipf.

Weingut Claus Schneider holder nemlig til i midt i byen Weil am Rhein i den sydligste del af Baden .. området der kaldes Markgräflerland lige på grænsen til Basel i Schweiz og Alsace i Frankrig. Vingården drives – som navnet siger – at Claus Schneider sammen med hustruen Susanne Hagin-Schneider.

Claus er uddannet som vintekniker i Weinsberg, mens Susanne også kommer fra en vinfamilie, nemlig Friedrich Hagin i Haltingen og endda været vindronning i Baden.

De overtog driften af familiens vingård i 1982, men familiens historie indenfor vinproduktion går dog helt tilbage til 1425 og vinene fra vingården har været solgt til kunder siden 1881, hvor de dog blev leveret i træfade.

I dag er sønnen Johannes Schneider kommet med i driften og er langsomt ved at overtage styringen på vingården.

Weingut Schneider har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. parceller på markerne Weiler Schlipf, Ötlinger Sonnhole samt Haltinger Stiege, hvor de primært dyrker Pinot Noir / Spätburgunder, men også andre sorter som Weißer Burgunder, Grauer Burgunder, Chardonnay og Gutedel.

Her er det husets Weiler Pinot Noir Blanc de Noir, som vi smager. Jeg har ingen oplysninger om produktionen, så vi springer i stedet direkte til mine smagsnoter.

Duften er ganske aromatisk … og endda med skrald på. Virkelig fyldige Pinot Noir noter med jordbær, hindbær, en lille stald, lidt vinblade og søde krydderier.

I munden er det smag af melon, fersken og hindbær … blød og saftig, mens syren er blid. Der er lidt jern i eftersmagen, men ellers er vinen sådan ganske ligetil.

Forhandles hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Odfjell Vineyards, Orzada Carignan, Maule Valley, Chile

2016 Odfjell Vineyards, Orzada Carignan, Maule Valley, ChileNorske Odfjell Group er en af de førende aktører på det globale marked for transport og oplagring af kemikalier, olie og gas. Det har gjort skibsredder Dan Odfjell stinkende rig, og nogle af de mange penge har han bl.a. investeret i den chilenske vingård Odfjell Vineyards, hvorfra vi nu smager vinen Orzada Carignan.

Det var Dan Odfjells interesse for vin, som medførte investeringen i en vingård i et lille hjørne af Maipo Valley i Chile. Der er jo langt fra Bergen i Norge til det sydamerikanske land, men under et besøg i landet i starten af 1990’erne blev Dan forelsket i området og besluttede sig for, at der skulle han både lave vin og opdrætte heste.

De første vinmarker blev tilplantet i 1994 i Maipo Valley og i 1997 byggede man et stort og moderne vineri, som var tegnet af Dans søn Lawrence Odfjell. Og til at hjælpe med produktionen hyrede man også vinkonsulenten Paul Hobbs, som vi jo tidligere er stødt på her på bloggen, bl.a. med hans egne vin under navnet Viña Cobos.

Paul Hobbs er fortsat tilknyttet som konsulent, men i det daglige er det vinmageren Arnaud Hereu, som er ansvarlig for vinproduktionen. Det sker i samarbejde med Dan Odfjells to sønner Lawrence og Dan Junior.

Samlet har Odfjell Vineyards 115 hektar vinmarker, hvor 85 hektar er beliggende i Maipo Valley. De øvrige er fordelt i områderne  Cauquenes, Lontué og Colchagu. Alle vinmarker dyrkes både økologisk og biodynamisk.

Udover vinproduktionen, så opdrætter Dan også heste på vingården … men selvfølgelig ikke bare heste, men de norske Fjord heste. Det er en gammel norsk race, som Dan bragte til Chile for over 20 år siden og nu er en del af den moderne farm.

Men lad os få kigget nærmere på denne Orzada Carignan. Den er lavet med druer fra Maule Valley i Cauquenes, som hører til Odfjell Vineyards’ sydligste marker. Carignan stokkene er mellem 60 og 100 år gamle.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes, hvorefter fermentering sker, maceration ved 14 grader i 5-6 dage inden gæringen i 15-20 dage ved 25 grader. Der anvendes alene druerne naturlige gær og vinen er alene lagret i ståltanke uden brug af eg af nogen slags.

Næsen er både grønt græs og grønthøster, kaktuspiller, blæk, grannåle, lakrids, blåbær, kirsebær og solbær. Smagsmæssigt er det en varm og solrig vin … solbær, jernnoter, kaffe, mørk chokolade, peber, kanel samt en tør syre og tydelige tanniner. Der er også en smule alkohol, som ubehøvlet blander sig, hvorfor finessen er begrænset. Men samlet en okay oversøisk vin.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 83,82 kr. mod en normalpris på 165 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2014 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New ZealandHerringbone betyder vel sildeben. Og druerne til denne Pinot Noir kommer netop fra Aras vinmarker ved Herringbone Hills … en række bakkeformationer ved Waihopai floden i Marlborough, hvor der på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster, som har givet navn til stedet.

Og vinen Herringbone Hills Pinot Noir fra Winegrowers of ARA aka ARA Wines er en gammel kending, som jeg tidligere har smagt og skrevet om i både årgang 2010 og 2012, men her har vi altså fat i en nyere årgang 2014. Sidst jeg drak 2012’eren var jeg ikke særligt begejstret.

Druerne kommer som sagt fra området ved Herringbone Hills, hvor floderne Wairau og Waihopai mødes. Der består jordbunden af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Druerne høstes med maskiner, hvorefter de hos Winegrowers of ARA afstilkes og presses forsigtigt. Derefter ligger de i kold maceration 10-15 dage, hvorefter mosten fermenteres i rustfrie ståltanke. Den malolaktiske gæring startes i ståltankene og derefter lagrer vinen 6 måneder på franske barriques, hvoraf 10% er nye fade.

Sjovt nok dufter denne vin langt mere animalsk end foregående økologiske Momo. Her kommer der lidt sødlig, landlig hestestald med kirsebær, flæsk, bacon og kanel. Der er klart mere sødme, men også med en tendens til at blive lidt overdone.

I munden er vinen også klart lettere end Momo … det er mere klassisk Pino med hindbær, jordbær, lidt granatæbler, ribs samt en svagt syrlig kant. Denne 2014 er bedre end 2012’eren.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2014 Seresin Estate, Momo Pinot Noir, Marlborough, New ZealandMed næste Marlborough vin fortsætter vi hos det netop solgte vinhus Seresin Estate … nemlig med deres Momo Pinot Noir, der ikke – som øvrige vine fra gården – har en etiket med et håndaftryk som logo.

Vinene i Momo serien omfatter 5 forskellige vine, en rosé, 3 hvidvine på henholdsvis Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og så denne Pinot Noir. Fællesnævneren i Momo serien er, at druerne til vinene ikke kommer fra Seresins egne marker, men fra druer opkøbt hos flere mindre vinavlere i Wairau Valley, dog fortsat dyrket økologisk.

Seresin opkøber druerne umiddelbart før, at høsten går i gang, og efter høstet – som foregår med håndkraft – gærer mosten ud på åbne tanke, 2 ugers maceration før den lægges på primært brugte og 4% nye franske barriques, hvor den får lov til at lagre i 12 måneder før den endelige aftapning på flaske.

I næsen er der ribs, hindbær, stikkelsbær, rabarber, eg, røg og peber. Syren er måske en kende aggressiv og har en klart grøn slagside samt et svagt animalsk islæt med krydderurter og lidt tørrede krydderier.

Momo Pinot Noir er dog bedre smagsmæssigt, hvor der egentlig er okay blidhed og lethed. Frugten er i samme boldgade som duften, altså hindbær, stikkelsbær og ribs, mens syren er sådan medium afbalanceret. Der er en smule tørhed og bitterhed i smagen, men samlet lidt indtrykket en smule rustikt og simpelt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 165 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2013 Bennati, Amarone delle Valpolicella, Veneto, Italien

2013 Bennati, Amarone delle Valpolicella, Veneto, ItalienPunktummet for byggemødet blev sat med endnu en Amarone delle Valpolicella og den var fra familien Bennati på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna.

Casa Vinicola Bennati har lavet vin i over 140 år og blev grundlagt af Antonio Bennati, som selv kom fra Cazzano di Tramigna, hvor vinhuset fortsat ligger. Antonio blev af sine venner kaldt Toni Recioto, da han allerede i en tidlig alder startede med at lave vine med druer, som var tørret på stråmåtter på vingårdens loft. Han lavede søde Recioto vine, som han med hestevogn kørte rundt i lokalområdet og solgte i datidens berømte flasker i stråkurve.

Det var dog sønnen Annibale Bennati, der i 1920 officielt grundlagde Cantine Bennati, som fortsat i dag driver af familien, nemlig af de to brødre Paolo og Giorgio Bennati samt fætter Claudio Bennati.

De producerer deres vine i et forholdsvis nybygget vineri med et topmoderne anlæg og store lagerbygninger. Derudover arbejder familien Bennati også sammen med universitetet i Udine for udvikling af teknikkerne for produktion af vin.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som Bennati familien ejer, men de laver rigtigt mange vine … både egne vine og vine i samarbejde med andre vinhuse. Deres egne vine markedsføres under flere brands, nemlig Valtramigna, Soraighe, I Gadi, Cornalé og Feudo Italia.

Denne Amarone delle Valpolicella med den lidt – efter min mening – kiksede etiket, der tilsyneladende skal se gammel ud, er fra husets Valtramigna serie.

Vinen er lavet på Corvina, Molinara og Rondinella, som høstes i september, men tørrer frem til det nye år, hvor de afstilkes og presses. Derefter sker der macerering og derefter fermenteres vinen med udvalgte gærtyper.

Derefter lagres vinen på træfade, hvor der eksperimenteres med små, nye egefade. Vinen frigives sjældent til salg før efter 3–5 år efter høsten.

Næsen emmer af tonsvis af kanel fra fadene … næsten som en god risengrød med kanel, godt tætpakket frugt, mørk chokolade samt gærede bær, blåbær, blommer og overmodne kirsebær.

Smagen er sådan lidt i samme skuffe … og jeg mangler simpelthen noget syre, noget køligt eller noget lethed, som kan stå imod den tunge frugt, de sorte kirsebær, chokoladen, kakaoen og den tydelige frugtsødme. Men det får jeg ikke helt, hvormed det bare bliver en rigtig stor mundfuld.

Forhandles af Dronninggaard Vinimport, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Serego Alighieri, Monte Piazzo Valpolicella Classico Superiore, Vento, Italien

2012 Serego Alighieri, Monte Piazzo Valpolicella Classico Superiore, Vento, ItalienResten af aftenen stod på vine fra Veneto … hele 4 af slagsen og vi startede i den “lettere” ende med denne Monte Piazzo Valpolicella Classico Superiore fra vinhuset Serego Alighieri.

Serego Alighieri er et klassisk italiensk vinhus, der kan føres over 20 generationer tilbage og i dag ejes greven Pieralvise di Serego Alighieri, som er en direkte efterkommer af Italiens store digter Dante Alighieri. Det er dermed også ét af Valpolicellas ældste og mest traditionelle godser, som blev købt i 1353 af Pietro Alighieri, Dantes søn, der havde efterfulgt sin far i eksil i Verona og havde opholdt sig i området efter digterens død.

Allerede dengang startede man vinproduktion, og lige siden har vinfremstilling kontinuerligt været en tradition i familien. Og denne tradition er fortsat … men i dag sker vinproduktionen i samarbejde med det gigantiske vinfirma Masi Agricola, der har leveret moderne tekniske ekspertise og en international distributionskanal for alle Serego Alighieris vine.

Masi er nabo til Serego Alighieri og samarbejdet med Dr. Sandro Boscaini, som både er ønolog, direktør og ejer af Masi Agricola, har medført en stor fornyelse i vinproduktionen hos greven.

Serego Alighieri har altid stået for det klassiske og traditionsrige, mens Masi og Sandro Boscaini mere står for det dynamiske, nye og grænsesøgende. Vinene fra Masi kender vi typiske fra diskene i de danske supermarkeder.

Selve Villa Serègo Alighieri omfatter 130 hektar hvoraf omkring 35 hektar er beplantet med vinstokke. Resten anvendes til frugtavl, hvoraf kirsebær er dominerende. Derudover er der selvfølgelig lidt oliven.

Herunder har Pieralvise di Serego Alighieri – vist nærmest lidt for sjov – en flok geder gående på de højst beliggende arealer, hvor de producerer mælk til den lokale gedeost.

Vinmarkerne ligger i en tragtformet dal og når man ser markernes beliggenhed på skråningerne, er man ikke i tvivl om, at der kan laves god vin. Den berømteste vinmark hedder Vajo Ameron, som leverer druer til nogle af husets bedste Amaroner.

Udover landbruget er der også – i bedste italienske stil – lidt agriturismo, idet det er muligt at bo i slottets gæstefløj, kaldet La Forresteria.

For nogle år siden igangsatte Pieralvise nemlig en tilbundsgående renovering af de gamle arbejderboliger, som hørte til ejendommen. Pieralvise og hans kone har egenhændigt indrettet 8 lejligheder, som alle er helt forskellige.

Udover produktionen af Amaroner, Ripassoer m.v. og værelsesudlejning på ejendommen i Veneto, så har Serego Alighieri også købt en ejendom i Toscana, nemlig Poderi del Bello Ovile, som ligger ved Cinigiano bakkerne i udkanten af Montalcino. Derfra har jeg tidligere smagt (og skrevet om) vinen Poderi del Bello Ovile Rosso di Toscana IGT.

Denne Monte Piazzo Valpolicella Classico Superiore er dog en ægte Veneto vin på druerne Corvina, Rondinella og Molinara fra husets gamle marker omkring det gamle gods. Vinen er lavet efter appaxximento metoden, hvor en del af druerne gæres ud på ståltanke ved 24-26 grader i 15 dage. Vinen omstikkes efterfølgende og den malolaktiske gæring startes.

Senere tilsættes druer, der har tørret i to måneder, hvilket sætter en ny gæring i gang. Vinen lagrer derefter i 18 måneder på botti af slovensk eg, fire måneder i 600 liters kirsebærtræsfade og seks måneder på flaske, før den endeligt frigives til salg.

Duftmæssigt er det mørke, gærede bær, modne blommer, frugten er næsten kandiseret, mulle og våde fade, en kagemand med hele svineriet, engelsk lakrids, lidt estragon, blomster samt lidt peber.

Smagen er fyldt med power, godt med træ, tørhed og tørre tanniner. Det er mørk frugt, næsten Ripasso i smagen, men måske knap så sødt og blødt, men langt mere stramt og kantet i smagen.  Virker dog her mere helstødt end en tidligere årgang, som jeg smagte for et par år siden.

Forhandles af Vildmedvin, hvor sådan en fætter koster 209 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Weingut Johann Topf, Zweigelt Strassertal, Kamptal, Østrig

2015 Weingut Johann Topf, Zweigelt Strassertal, Kamptal, ØstrigVi fortsætter med lidt østrigsk vin og endda på Zweigelt, den mest udbredte rødvinsdrue i hele Østrig … her i form af vinen Zweigelt Strassertal fra Weingut Johann Topf, som ligger i den lille by Straß et par kilometer øst for Langenlois i Kamptal regionen.

Vingården blev grundlagt i 1649 og har været i familien Topfs eje siden 1751. Siden 1990 har vingården været drevet af Hans Topf junior, men han får også hjælp fra resten af familien, bl.a. Hans Topf senior, som drev vingården fra 1960 til 1990. Han var i øvrigt den første vinbonde i Straß, som begyndte at fylde vinene på flaske, så han kunne leverer vinene fra hans beskedne 9 hektar til kunder i hele Østrig.

Hans Topf junior har derudover hjælp fra hustruen Magdalena samt parrets sønner Hans-Peter, Maximilian, Alexander og Julius. Under Hans Topf junior er ejendommen løbende udvidet, og samlet ejer familien nu 46 hektar vinmarker, bl.a. en række topmarker … Erste Lagen, nemlig Der Gaisberg, Der Heiligenstein, Unser Wechselberg Spiegel, Der mächtige Wechselberg, Der Name Hasel, Die Lage Blickenweg, Stangl og Sachsenberg.

Der bruges udelukkende organisk gødning i vinmarkerne, og man har valgt at benytte naturens egne våben til bekæmpelse af skadedyrene i stedet for giftstoffer. Dette betyder, at huset, på trods af at man ikke er certificeret, arbejder økologisk i vinmarkerne.

Hos Topf er man meget opmærksom på sin arv, og man har derfor valgt at fokusere på de lokale østrigske druesorter såsom Riesling, Grüner Veltliner, Pinot Blanc og Pinot Noir i vinmarkerne.

Det er ikke bare i vinmarkerne, at man udviser den største omhu for vinens kvalitet. Omhuen fortsætter i vinkælderen, hvor de håndplukkede druer ankommer i specialdesignede små kurve.

Druerne presses meget forsigtigt ved hjælp af en state-of-the-art vinpresse, faktisk vinpressernes Rolls Royce … en Pneumatic Buncher. Efterfølgende gæres vinen ud, enten i rustfrie ståltanke eller på nye egetræsfade. Størstedelen af Topfs vinfade er specialfremstillede, så selv de mindste cuvéer kan lagres adskilt.

Denne Zweigelt Strassertal er lavet med druer fra vinhusets marker omkring Straß. Vinstokkene er plantet tilbage i 1972 og har således efterhånden fået lidt alder. Gæringen sker i store lukkede ståltanke ved 18 grader og maceration i 14 dage. Derefter hvilket vinen en periode på ståltankene og lagrer derefter 3 måneder i store egefade inden endelig flaskning og frigivelse.

Næsen er syrlig bondsk med herlig duft af både armsved, kirsebær, en smule brombær, bolsjer, svag kaffe, grønne urter, mint og estragon. Sådan … meget præcist.

I munden er vinen også en smule bondsk, landlig med lidt bid fra sort peber, men ellers er den skam ganske flad i pudebetrækket. Frugten er hindbær og brombær. Der er ganske vist syre, men syren er ganske blød og det gør, at vinen virker saftig i udtrykket. Samtidig er syren med til at give en vis lethed til vinen. God udgave af Zweigelt, som nogle gange godt kan være en svær størrelse.

Købt hos Winefamly, hvor prisen var 69,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Weingut Thörle, Saulheimer Spätburgunder Kalkstein, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Thörle, Saulheimer Spätburgunder Kalkstein, Rheinhessen, TysklandDenne 2015 Saulheimer Spätburgunder Kalkstein fra Weingut Thörle er en tveægget tvilling til deres 2015 Saulheimer Frühburgunder Kalkstein, som jeg skrev om forleden.

Ved den lejlighed skrev jeg også, at jeg har smagt denne Saulheimer Spätburgunder Kalkstein før, blot i årgangen 2012 og ikke var speciel pjattet med den. Men denne 2015’er er imidlertid bedre end 2012’eren … og 2015 var generelt bare et meget bedre år i specielt Rheinhessen.

Denne Saulheimer Spätburgunder Kalkstein hører til Weingut Thörles Ortsweine. Vinen er lavet med druer fra nogle af de højeste og meget kalkstenholdige placeringer i Saulheim. Udbytterne ligger der på et meget lavt niveau fra omkring 35 til 45 hektoliter pr. hektar og vinen har lagret 10 måneder på ældre egetræsfade.

I glasset fin lys og transparent … eller næsten helt lys, men Spätburgunder godkendt. Næsen er aromaer med kirsebær, ribs, moreller, kul og tonsvis af nelliker, lidt træ, chokolade, kanel og søde krydderier.

Smagsmæssigt er det helt straight-forward Spätburgunder med både sødme, hindbær, jordbær, mineraler … ganske let i betrækket og med lidt mynte og peber i eftersmagen og klart bedre end 2012’eren.

Købt på Weine.de, hvor prisen er 14,90€ … svarende til 111 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Weingut Deutzerhof, Hansemann Frühburgunder Rosé Likörwein, Ahr, Tyskland

2010 Weingut Deutzerhof, Hansemann Frühburgunder Rosé Likörwein, Ahr, TysklandLikørvin på Frühburgunder … så har man set – og smagt – det med. Denne Hansemann Frühburgunder Rosé Likörwein kommer fra Weingut Deutzerhof … lidt en særling denne aften og et punktum for den store Frühburgunder smagning.

Weingut Deutzerhof har jeg jo lige skrevet om i et blogindlæg, så lad os i stedet kigge nærmere på denne specielle vin, der selvfølgelig er lavet på Frühburgunder, men nærmest som en rosévin efter sherrymetoden, dvs. uden at fylde fadet op.

Vinen er gæret, men så er gæringen stoppet via en dosering af svovl, hvorefter vinen modnes i de åbne, ikke fyldte barriques i top år inden den blandes med sprit fra eget destilleri til den endelige likør.

Og ja … det bliver lidt et kuriosum, som i næsen har en vild og overmoden duft med både sherry noter, brændte krydderier og honning. Smagen er mere sød end Sherry, men er samtidig let oxyderet og har fortsat godt med frugt, honning og nødder. Det er blød og sødt … og en smule specielt.

Forhandles af Viniversa, hvor en flaske på 0,5 liter koster 499 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Solveigs, Koloss Pinot Noir Précoce, Rheingau, Tyskland

2011 Weingut Solveigs, Koloss Pinot Noir Précoce, Rheingau, TysklandVi nærmer os med denne Koloss Pinot Noir Précoce fra Weingut Solveigs snart enden af Frühburgunder stregen. Men inden vi kapper den helt over, så lad os kigge nærmere på smagningens eneste vin fra Rheingau.

Weingut Solveigs driver af Jens Heinemeyer og han laver alene naturewine på Pinot Noir ved byen Geisenheim i Rheingau … dog med den korrektion, at han jo så altså også laver vine på Pinot Noir Précoce aka Frühburgunder.

Jens Heinemeyer er 4. generation i en familie af vinavlere og er selv uddannet ønolog fra Geisenheim. Efter endt uddannelse videreførte han i 1987 familiens vingård under navnet Jens Heinemeyer Weine & Sekt.

Men i 1995 gik han sammen med Dieter Schufried samt Markus Haas og dannede Weingut Johanninger … en lille sammenslutning af 3 vingårde i henholdsvis Nahe, Rheinhessen og Rheingau med samlet 21 hektar vinmarker og med Jens Heinemeyer som fællesskabets vinmager.

I december 2012 trådte Jens Heinemeyer imidlertid ud af det fælles projekt og dannede sig eget lille projekt, som han har kaldt Weingut Solveigs. Her ville han koncentrere sig om at lave naturlige, enkle, ufiltrerede og ubehandlede vine alene på Pinot Noir.

Han havde gennem årene udviklet en særlig kærlighed for Pinot Noir bl.a. med produktion uden brug af tilsætningsstoffer, økologisk tilgang, ingen indgriben i naturens gang og et had til brugen af nye egefade ved lagringen, men derimod stor tilhænger af en lang og tålmodig modning af vinene.

Hans vingård ligger i Biebelsheim syd for Geisenheim … jep, det område, hvor alle byerne slutter med heim. Han havde allerede i flere år arbejdet efter samme metoder og havde også et lager af producerede vine på både flasker og fade, således projektet var kørende allerede fra første fløjt.

Det er et ganske lille vinhus … alene omkring 2 hektar vinmarker, som bl.a, omfatter centrale parceller på den historiske Assmannshauser Steil og enkeltmarker som Presenteberg, Mickelberg og Koloss. Det er marker med skiferholdig jord … det som lokalt kaldes Phyllit, som er en rosafarvet skiferart.

Jens Heinemeyer laver de 4 Pinot Noir vine Phyllit, Steil, Micke, Present og Koloss på Frühburgunder samt en rosé på Pinot Noir og såmænd også en Trockenbeerenauslese på Pinot Noir.

Produktionstilgangen kalder han doven vinificering eller kontrolleret inaktivitet, hvilket principielt betyder, at vinen fremstilles med så lidt indgriben som overhovedet muligt. Vinene er derfor udelukkende resultat af naturen og i udtalt grad super terroir-drevne.

Denne Koloss Pinot Noir Précoce er lavet med druer med Solveigs lille parcel med Frühburgunder på marken Lorcher Bodenthal-Steinberg, der ligger mellem Assmannshausen og Lorch. Marken har en undergrund med den nævnte Phyllit skifter og dyrkes fuldstændig økologisk.

Vinstokkene er omkring 20 år gamle og Jens Heinemeyer lader druerne sidde så lang tid på stokkene som muligt … næsten til de begynder at tørre til rosiner. Det giver et ganske beskedent udbytte på alene 20 hektoliter pr. hektar … men til gengæld en Oechsle i druerne på 125 … altså på niveau med en beerenauslese … Jesus Christ !!!

Vinen er produceret med minimal indgriben … uden brug af hverken gær, vinsyre, bøder, enzymer eller andet skidt, men gærer helt ud, så den er helt tør. Der er alene tilsat en smule sulfit og vinen flaskes også ufiltreret. Den har lagret omkring 2 år på nye egefade og 18 måneder på flaske … og så trækker banditten en alkoholprocent på højoktan 15,5%. Ingen feminin let diva Frühburgunder her.

Og det er på mange måder en stor mundfuld og en særegen Frühburgunder, hvor næsen både giver dig kandiseret og mørk frugt, slidbaner og  lavprofildæk, elastikker, sødme, eg, grønne urter og en våd, klam knytnæve lige i sylten. BAM.

I munden kan det virke lidt skævt, men du må ikke sammenligne vinen med Stodden eller Julia Bertram, for det er noget helt andet. Det er peber, overmodne bær, mørkere end den mørkeste vinternat og kraftig, fed og næsten opulent med alkohol og styrke. Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg skal sige … og det er jo også en præstation.

Importeres af Distinto, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 4/7