Tag-arkiv: 5½

2017 Les Dolomies, Bordel C’est Bon Trousseau, Jura, Frankrig

2017 Les Dolomies, Bordel C'est Bon Trousseau, Jura, FrankrigVinhuset Domaine Les Dolomies drives af Céline og Steve Gormally og er beliggende i Passenans i Jura. Derfra skulle vi smage denne 2017 Bordel C’est Bon Trousseau.

Céline og Steve Gormally grundlagde Domaine Les Dolomies i 2008, hvor de først købte en 1,44 hektar stor parcel på vinmarken Les Combes i Passenans.

Samtidig arbejdede Céline for en række andre producenter i Jura, herunder Labet, Badoz samt St-Pierre, men med en smule hjælp fra La Foncière Terre de Liens – en organisation der støtter økologiske landmænd med køb af  jord – så købte hun samme år endnu en hektar og dermed var vinhuset en realitet.

I dag dyrker parret 5,5 hektar vinmarker fordelt på 10 plots ved 5 landsbyer inklusiv det prestigefyldte Château-Chalon, hvor der er et samlet potentiale på 6,5 hektar, når omstrukturering og tilplantning af jorden er færdig.

Markerne drives både økologisk certificeret, men Céline anvender også biodynamiske principper i produktionen. Hun anvender alene vildgæring og der anvendes i kælderen pied de cuve teknik med brug af 600 liter demi-muids og diamantformede betonkar for en hurtig og effektiv gæringsproces.

Fra og med årgang 2020 anvender Céline ikke svovl under vinificeringen eller ved flaskning af vinene og det har betydet en større klarhed og dybde i vinene.

Denne Bordel C’est Bon er lavet på ren Trousseau, som kommer fra marken Les Combes. Efter høst er druerne afstilket, men gæringen er sket uden svovl over 3 uger og derefter lagret en periode. Selve etiketten er en hyldest til deres nu afdøde ven Gabi, der tidligere var en succesrig tegneserieskaber for aviserne Le Monde og Le Canard Enchainé. Navnet Bordel C’est Bon kan oversættes til; Gud, den er god.

Og det er vitterlig god duft … der er en vis landlighed over vinen, klart mørkere end tidligere Troussard, er dog fortsat let med en vis bolsjesødme, stor saftighed, krudt og blomster.

Det smager også virkelig dejligt, har lakrids, sorte kirsebær, hvid peber, virkelig saftig og klar … og samlet set en rigtig rar vin med en biodynamisk karakter.

Forhandles af Pompette, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard La Ronde, Jura, Frankrig

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard La Ronde, Jura, FrankrigVi sluttede den spændende Ploussard smagning af de fem små terroirvine fra Cellier Saint Benoit med denne 2020 Arbois Pupillin Ploussard La Ronde.

Igen er der tale om en meget lille vinmark, for druerne er fra La Ronde på kun 0,4 hektar og ligger i 340 meters højde og alle vinstokkene er plantet i 1973.

Vinen er lavet præcis som alle de foregående fire, altså med en indledende afstilkning af druerne, hvorefter gæringen sker naturligt uden tilsat gær i rustfri stål- eller fibertanke uden svovl. Gæring og maceration varer typisk 12 til 16 dage med løbende overpumpning.

Så presses vinen og lagres  6 måneder på tankene og er flasket uden klaring, filtrering og med meget lav tilsætning af svovl. Der er kun lavet 1.285 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det en let, rund og meget frugtrig vin på en lidt afdæmpet facon. Den er samtidig lidt støvet og har en snert af et par gamle, sure gardiner, tørv, spagnum, sød tobak, jordbær, hindbær og tranebær samt en lille medicinsk og nærmest burgundisk note.

I munden er der også både tranebær og lidt bitter lemon … fortsat med en meget let side og et frisk udtryk. Dermed bliver det atter en fin, sart, let og luftig vin, som virkelig smager meget godt. Man bliver sgu i godt humør og fin afslutning på smagningen af de 5 Cellier Saint Benoit vine. Rund, let og nærmest burgundisk.

Forhandles af Vinifikant og priserne på vinene ligger mellem 300-400 kr., men prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard Côte de Feule, Jura, Frankrig

2020 Cellier Saint Benoit, Arbois Pupillin Ploussard Côte de Feule, Jura, FrankrigNæste Cellier Saint Benoit Ploussard vin kom hurtigt i vinglasset og det var denne 2020 Arbois Pupillin Ploussard Côte de Feule.

Her kommer druerne fra Côte de Feule, som er en 0,4 hektar parcel, der ligger i 390 meters højde med cirka 26% hældning og har Ploussard vinstokke plantet tilbage i 1987.

Marken ligger på et sted, hvor der i gamle dage var et stenbrud og det kan faktisk nærmest smages i vinen, som er langt mere rank, stålsat og mineralsk … men det vender jeg jo tilbage til om lidt.

Vinen er lavet præcis som foregående, altså med en indledende afstilkning af druerne, hvorefter gæringen sker naturligt uden tilsat gær i rustfri stål- eller fibertanke uden svovl. Gæring og maceration varer typisk 12 til 16 dage med løbende overpumpning.

Så presses vinen og lagres  6 måneder på tankene og er flasket uden klaring, filtrering og med meget lav tilsætning af svovl. Der er kun laves 1.325 flasker af vinen.

Duftmæssigt er vinen både mørkere, mere stålsat og mineralsk, mere kraftig med en dybere bund i frugten, som endda også virker mere kompakt. Det er fortsat en let frugt, hindbær og lyse bær, har lidt røg og lidt kålprut funkyness.

Det smager mere koncentreret og klart en større vin end den foregående, så den smager faktisk af mere, for saftigheden er også bevaret. Der er tranebær, hindbær, læder, blæk og alt virker mere tæt og samtidig en smule blommet, hvis man kan sige sådan? Den er klart mere stenet og frugtrig … vild god smag, så klart 5,5 store tomler med pil op.

Forhandles af Vinifikant og priserne på vinene ligger mellem 300-400 kr., men prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Jean Velut, Lumiére et Craie Blanc de Blanc Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Jean Velut, Lumiére et Craie Blanc de Blanc Brut, Champagne, FrankrigChampagne kan man vel altid drikke? Og i går blev det løst med denne Lumiére et Craie Blanc de Blanc Brut fra champagnehuset Jean Velut, der ligger i udkanten af Montgueux tæt ved Troyes i departementet Aube.

Familien Velut har været landmænd og vinavlere siden det 16. århundrede, men i 1960’erne blev Jean Velut og fruen Huguette dog tvunget til at opgive deres landbrugsjord, men de beholdte dog nogle vinmarker i Montgueux. Der havde de dyrket druer i små mængder, men de blev dog solgt til nogle af de store champagnehuse.

Da man således ikke længere drev et almindeligt konventionelt landbrug, så søgte man i stedet lykken ved at satse på dyrkning af champagnedruer, så derfor blev brakmarker omdannet til vinmarker og man købte endda også yderligere vinmarker for at forøge den oprindeligt lille produktion til et økonomisk rentabelt niveau.

Det var nu primært Jeans søn Denis, som stod bag den nye satsning, for efter endt værnepligt tog han en uddannelse på vinbrugsskole og var primus motor til, at familien i 1976 selv startede med at lave, flaske og sælge deres egen champagne.

Langsomt men sikkert har huset fået et godt ry for deres champagner og i dag har Velut familien 7,7 hektar vinmarker, hvor 80% er med Chardonnay og 20% med Pinot Noir. De fleste af deres druer bruges nu til husets egne champagner, men de sælger også fortsat en lille del.

I dag er Denis’ søn Benoit kommet med i driften og i kælderen arbejder far og søn med at lave basisvinene i rustfrit stål og mest uden malolaktisk gæring. Den traditionel flaskegæring strækker sig normalt over mindst to år, men også helt op til 8 år. Samlet laver familien årligt omkring 35.000 flasker.

Her smager vi huset Lumiére et Craie Blanc de Blanc Brut og det er her reelt en årgang 2016, som er flasket i 2017. Navnet Lumiére et Craie betyder lys og kalk, for Benoit Velut ynder selv at kalde den en Pure Chardonnay. Først er basisvinen lagret på ståltanke i knap et år, for den er flasket i april 2017. Andengæringen er sket over 4 år med degorgering i oktober 2021 med en dosage på 6 gram pr. liter.

I næsen er der godt med gærede noter, masser af rugbrødschips samt ristet rugbrød. Den har en meget intens duft, hvor der er godt med kalk, salt, stikkelsbær, lime, pærer og grønne blade.

Smagsmæssigt er der godt med brus … virkelig heavy suppleret med syrlige, bitre og mineralske smag, herligt. Den bobler virkelig godt op med smag af lime, citron, umodne pærer, grønne æbler og en smule grape. Det smager så rigtigt af champagne, meget præcis, saftig og samtidig ren med en direkte syre … alt sidder de rette steder. Det slutter mineralsk, let røget og fortsat smukt syrligt.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 380 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Bodegas López Cristobal, Parcela Uno, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas López Cristobal, Parcela Uno, Ribera del Duero, SpanienNæste Bodegas López Cristobal vin har jeg smagt før, for det er deres nyere Parcela Uno, som er lavet som en hyldest til den første parcel, som vinmageren Galo López plantede sammen med sin far Santiago López. Jeg smager vinen i årgang 2018.

Vinen er reelt opgradering af den foregående Lopez Cristobal Reserva og det er Tempranillo fra den allerbedste parcel på Finca Valera, hvor Galo tilmed har dumpet høstudbyttet ned til ganske få drueklaser pr. vinstok.

Vinen gærer ved 30 grader i roterende gæringstanke, der giver mulighed for et langt mere præcist udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Efter endt fermentering har vinen endelig lagret 13 måneder på 70% franske samt 30% amerikanske egetræsfade, som spænder fra 225 til 500 liter og med endnu flere nye fade end i den gamle Reserva. Vinen har efter aftapning også lagret yderlige 24 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW … i forhold til 2016’eren er vi vist røget et niveau op, for vinen har en nærmest dyb og dekadent duft, som er dragende og magnetisk aroma med tyk og fed fad, teaktræ, mahogni, tjære, sød tobak, kanel, vanilje, kaffe og lakridsrod. Frugten er mørk og våd, er både sorte kirsebær, brombær og solbær … virkelig kødfuld og man kan ikke undgå at blive glad i hovedet,

I munden er det lidt samme historie, for der er godt med kraft og saft, masser af kraftig volumen og virker endda lidt stærk. Den er slet ikke så let og frisk som 2016’eren, men vinen har klart mere bundtræk. Frugten er mørk, tør og alligevel ren. Det er blåbær, hindbær og tranebær, mens tanninerne er også kraftige, har en smule bitterhed, god syre og fabelagtig Ribera del Duero vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Bodeguera de Valenciso, Valencisco Reserva, Rioja, Spanien

2016 Bodeguera de Valenciso, Valencisco Reserva, Rioja, SpanienDen sidste Bodeguera de Valenciso vin er Luis Valentín og Carmen Encisos forsøg på at lave en benchmark vin fra Rioja. Det er Valencisco Reserva, der er lavet på ren Tempranillo fra et kludetæppe af 17 forskellige plots omkring Haro og jeg smager årgang 2016.

Druerne kommer fra gamle vinstokke, der gennemsnitlig er 60 år gamle og selve gæringen er sket i cementkar, hvor der efterfølgende også er sket malolaktisk gæring. Derefter er den lagret 19 måneder på de mindst ristede Radoux barriques fra Frankrig og omkring 1/3-del er nye fade.

Efter lagring på fad blev vinen overført tilbage til cementtanke i yderligere 24 måneder før frigivelse. Luis og Carmen synes, at vinen klarner så godt i cement, at det ikke er nødvendigt at finfiltrere eller filtrere vinen før aftapning.

Igen en virkelig dyb, intens, blød og cremet aroma, hvor der er blommer, sorte kirsebær, brombær, tydelige fad- og trænoter med kakao, cafe latte, vanilje, mælkechokolade samt søde krydderier suppleret med lidt sød lakrids. Hvor dufter det dog godt.

I munden har vinen samme dybde og her smager man virkelig lidt alder, for frugten er meget moden, blød og cremet. Det er blommer, brombær, hindbær og fortsat – som med Cemento – med en ren, fin og klar syre samt sødsyrlige noter og her supperet med de ristede elementer, vanilje og bitter, mørk chokolade.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Bodeguera de Valenciso, Valencisco Cemento, Rioja, Spanien

2018 Bodeguera de Valenciso, Valencisco Cemento, Rioja, SpanienDen næste Bodeguera de Valenciso vin er – som navnet faktisk også siger – alene lavet i cementtanke. Det er så vinen Valencisco Cemento, som jeg smager i årgang 2018.

Det er igen ren Tempranillo, som både er fermenteret og lagret i cementtanke … vinen er faktisk lagret hele 30 måneder i cementtankene.

WAUW … sikke dejlig landlig, bondsk og animalsk duft. Der er kæmpe dybde, godt med mørk frugt med blommer, kirsebær og brombær, kul, tjære og koks, blyanter og bare en snert af grønne krydderurter. Mums.

Hvor er det blødt og imødekommende, smager sgu fandens godt. Det er klart en mørk Tempranillo vin, men der er ingen afsavn af de ristede fade, for alt sidder på på de rigtige steder. Det er virkelig en omfavnede, blød og cremet vin, har en svag te-blade bitterhed, lidt tobak, kakao og mørk chokolade.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Vignobles Meyre, Les Hauts de Veyrin Listrac-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2018 Vignobles Meyre, Les Hauts de Veyrin Listrac-Médoc, Bordeaux, FrankrigEndnu en vin fra Château Cap Leon Veyrin er denne Les Hauts de Veyrin Listrac-Médoc, der vistnok officielt regnes som vinslottets andenvin og jeg smager den i årgang 2018.

Vinen er – næsten uhørt for vine fra højre bred –  primært på Merlot … nemlig 70%, mens de  resterende 30% er Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet med gæring i ståltanke og lagring 12 måneder på barriques.

Duftmæssigt har vinen nærmest et ekstra gear, for den byder på nogle modne og smådekadente noter med teaktræ, mahogniolie og samme store fadpræg som de foregående. Der er kanel, vanilje, toast og ristede noter, sød tobak, kaffe, mælkechokolade, lakridskonfekt samt frugt med solbær, blommer og overmodne kirsebær. Der er noget modent og stort over duften.

Hvor smager vinen også godt … moden frugt med en beskeden bitterhed, intensitet, dybde og er samtidig vild tør. Tanninerne bider dig virkelig i ganen med tørhed og irettesættende strenghed, så det hviner i munden. Frugten er som i næsen, men virker moden og bare så elegant og balanceret.

Forhandles af Supervin, men vinen er på vej, så prisen kendes ikke endnu.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Château Malijay, Opus de Malijay Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu, Rhône, Frankrig

2020 Château Malijay, Opus de Malijay Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu, Rhône, FrankrigVi skulle da smage mer’ Rhône vin fra den dygtige og smukke Aude Deltin fra Château Malijay og det blev så denne 2020 Opus de Malijay Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu.

Vinen er lavet på 50% Syrah og 50% Grenache fra 80 år gamle stokke i Plan de Dieu i Côtes du Rhône Villages området og er fra en  speciel stenet parcel, der får den til at ligne en mark i Châteauneuf-du-Pape.

Vinen har gennemgået en kølig gæring samt efterfølgende macerering, hvor den færdige vin har fået lov at trække farve og aroma på skindet. Efter endt gæring har vinen tilbragt 12 måneder på franske egetræsfade.

Duften minder på mange måder om M de Malijay … igen med læder, garrique, grønne urter og en tør, mørk frugt med brombær, kirsebær og enebær … blot mere tør og måske endda også mindre sød, selvom der fortsat er en fin lille sødme. Igen er der lakrids og vist både finsk og engelsk lakrids samt lidt lakridsrod … virkelig dejlig.

Det er i munden, at du mest mærker forskellen til M de Malijay, for den er meget mere cremet, blødere og mælket, men man mærker da virkelig fortsat godt med en klart stærk peber, vildere og mere tørre tanniner, tør engelsk lakrids og en mere voksen, seriøs og strengere frugt af lyse blommer, brombær og lidt umodne kirsebær.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Luis Leocádio, Titan of Távora-Varosa Daemon Branco, Távora-Varosa, Portugal

2018 Luis Leocádio, Titan of Távora-Varosa Daemon Branco, Távora-Varosa, PortugalVinmageren Luis Leocádio laver vine under forskellige brands og fra både Douro samt det mere  ukendte Távora-Varosa. Her har vi netop fat i en 2018 Daemon Branco fra hans projekt Titan of Távora-Varosa.

Luis Leocádio er selv født i Trevões i Douro, hvor hans forældre var både bønder og vinavlere. Allerede som 16-årig brugte han sin tid mellem skolen og vinmarkerne inden han i en alder af 18 år startede en uddannelse til landbrugsingeniør med vindyrkning og ønologi som speciale.

Siden har han arbejdet hos vinproducenter i både Dão, Beira Interior og Bairrada, men i 2016 startede han sammen med Vanessa Santos vinprojekterne Titan of Douro samt Titan of Távora-Varosa.

Derudover er han også blevet partner i vingården Quinta da Biaia i Beira Interior og hjælper samtidig i dag endda også en række andre vingårde på konsulentbasis.

I Titan of Douro laver Luis vin fra opkøbte marker i Vale de Mil og Távora Valley, mens han i projektet Titan of Távora-Varosa laver vin fra gamle vinmarker i 1.000 meters højde ved Távora-floden i Serra do Reboredo i Távora-Varosa.

Távora-Varosa er en portugisisk vinregion beliggende i den nordvestlige del af Beiras regionen … lige klemt inde mellem Douro og Dão regionerne. Som jeg lige kan se det, så ligger Távora-Varosa lige op af Douro og Távora floden er da også en biflod til Douro floden.

Da et dér, at Luis Leocádio har fundet nogle gamle vinmarker, som han er vild med og han mener, at de kan give druer med langt større smagskoncentration … og det kombineret med, at markerne ligger i højden, giver druer med en fantastisk balance.

Jo ældre, des mindre producerer de, men netop derfor bestræber Leocádio  sig på fortsat at at opkøbe gamle marker i både Duoro og Távora-Varosa … for at bevare dem og fortsætte historien.

I 2018 blev han i øvrigt kåret som bedste nye ønolog af det portugisiske vinblad Revista de Vinhos.

Projekterne Titan of Távora-Varosa samt Titan of Douro er begge opkaldt efter Luis Leocádio og Vanessa Santos’ hund, der der af en Dogo Argentino og hedder Titan.

Nå, men her smager vi altså vinen Daemon Branco fra Titan of Távora-Varosa projektet. Vinen er lavet på et blend af druerne Gouveia, Cerceal samt Malvasia Fina.

Efter høsten er druerne knust ganske let, hvorefter gæring er sket på franske egefade men derefter er vinen så lagret 12 måneder sur lie … også i de franske egefade.

WAUW … sikke en duft. Den er både vild, olieret, fed og voldsom med nærmest linolie, bonevoks, stikkelsbær, abrikosmarmelade, en smule appelsin, røg, toast. gær samt en hel mark med forskellige og vilde blomster. Det er animalsk, pågående, vildt, grønt, fedt og samtidig meget, meget spændende.

I munden er vinen meget anderledes … meget mere stringent, ren, syrlig men fortsat med denne vilde, grønne og næsten biodynamiske side. Syren sparker, er livlig, småfunky, mineralsk og vild. Der er frugt af grønne æbler, mirabeller, stikkelsbær … tør, fenolætsende, stram og frisk. Det er anderledes, men tossegodt.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 27,60€ … svarende til 205 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 186,60€ eller 1.390 kr., svarende til 231 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5,5/7