Tag-arkiv: 5½

2016 Tenuta il Palagio, Sister Moon, Toscana, Italien

2016 Tenuta il Palagio, Sister Moon, Toscana, ItalienSister Moon, will be my guide, In your blue, blue shadows, I would hide … sådan starter Sting en af sangene fra LP’en … Nothing Like the Sun fra 1987.

Mens jeg nynner videre på det stille nummer smager jeg meget passende et glas af vinen Sister Moon fra Stings egen vingård Tenuta il Palagio i Toscana.

Vingården er nemlig privatbolig for Sting og hans hustru Trudie Styler. De købte den tilbage i 1997, men der har faktisk været lavet vin på Tenuta il Palagio siden midten af 1500-tallet.

De købte ejendommen fra greven Simone Velluti Zati di San Clemente, hvis familie havde ejet vingården og de omkringliggende plantager og skove siden 1819.

Da rocklegenden Sting købte den smukke gård i Toscana var vinmarkerne nedslidte og forsømte, men havde potentiale for kvalitet. Så siden købet har Sting og Trudie lagt et stort arbejde i at restaurere vingården, olivenlunde og vinmarker til deres tidligere storhed, med respekt for stedets historie og arkitektur.

De genplantede bl.a. 11 hektar med nye vinstokke og det skulle vise sig at være en god ide, for allerede i 2016 rangerede Il Palagio listen over Wine Specators Top 100 bedste Italienske vine.

Parret har da også samlet et team af eksperter, der hver især har bidraget til den stadig voksende kvalitet. Holdet som har hjulpet består af Paolo Rossi, der er født på Il Palagio og hans familie har historiske bånd til ejendommen.

Derudover har de hyret Alan York, som specialist i økologisk og biodynamisk landbrug igennem 40 år og en verdenskendt konsulent for biodynamiske vinbønder i Nord- og Sydamerika, Sydafrika og Europa.

Sidst er det ønologen Paolo Caciorgna, der står for produktionen og han er endda født og opvokset i Toscana og kommer fra en familie af vinbønder. Hans talent indenfor ønologi har gjort ham til en meget eftertragtet konsulent. Han har arbejder i Frankrig og i Californien og er i dag tilknyttet over tredive af de bedste vinproducenter i Italien.

Il Palagio producerer i dag flere anmelderroste vine og nogle har  navne efter Stings store musikalske bagkatalog. Således laver man vinene Message in a Bottle, When We Dance, Sister Moon … men også Dieci Toscana og Casino delle Vie.

Denne 2016 Sister Moon er lavet på 40% Sangiovese, 30% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon lavet med gæring og maceration i store rustfrie ståltanke.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder i franske barriques. Det er desuden den første vin, som blev produceret på Il Palagio.

Næsen er lidt fransk, aristokratisk bordeauxfil med solbær, pottemuld, skovbund, cedertræ, cigarkasser, våde fade, engelsk lakrids, har en landlighed og pænt fadpræg med kanel, vanilje og chokolade, men også en syrlig italiensk nerve. På den måde passer alle pengene.

Smagen er meget ren og klar … har en direkte og meget lækker frugt med brombær, kirsebær og hindbær. Frugten virker klart mere lys og mere syrlig end duftmæssigt, for der er virkelig syrlighed, lidt knuste tørrede blomster, men tanninerne virker egentlig bløde og meget tæmmede. Flot vin. 94 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 350 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Sandro Fay, Cà Moréi Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Sandro Fay, Ca’ Morei Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienI den lille alpedal Valtellina i norditalienske Lombardiet laves en række fabelagtige vine på Chiavennasca aka Nebbiolo og det er denne 2017 Cà Moréi Valtellina Superiore fra vinhuset Sandro Fay et glimragende eksempel på.

Sandro Fay, der i flere år har været et af områdets absolutte flagskibe, ligger på de stejle bjergsider ved byen San Giacomo di Teglio.

Sandro Fay eller mere korrekt Società Agricola Fay, blev grundlagt tilbage i 1971 af Sandro Fay, men i dag har Sandro hjælp fra sine to børn Marco og Elena Fay … og de har efterhånden nu også overtaget produktionen.

Marco har studeret ønologi i Trentino og har stået i lære i Barolo. Efter han vendte tilbage til familiens vingård har hans primære fokus været på husets Superiore vine, som har tydeligt præg af områdets  jordbundsforhold.

Fay familien har samlet 15 hektar vinmarker, der primært ligger i Valgella zonen, samt nogle få hektarer i Zazella. I Valgella zonen i den østlige del af Valtellina er jordbunden præget af siltholdigt sand, og granmen helt blottet for både ler og kalk i undergrunden. Men alle markerne dyrkes økologisk, men uden certificering.

Det er en jordbund, der giver elegante, lyse og intense Nebbiolo vine.  Udover saftig Rosso, og intens Superiore laver Marco og Elena naturligvis også områdets berømte Sforzato vin med tørrede Nebbiolo druer.

Her smager vi dog husets Cà Moréi Valtellina Superiore, hvor Nebbiolo druerne kommer fra marken Ca’Morei, der er på 2,5 hektar og er placeret på terrasser i Valgella i 550 meters højde.

Det var derfra Marco Fays bedsteforældre stammede og huset som hans bedsteforældre ejede, ligger ved netop den mark. Marco Fays  bedsteforældre hed Morelli … lokalt udtalt Morei, så derfor hedder marken i dag Cà Moréi og betyder derfor Moreis hus. Det er naturligvis huset,. som er afbilledet på etiketten.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og gæring samt maceration er sket i ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 12 måneder på både 30 hektoliter og 500 liter egefade,

Uha, det dufter godt, masser af gazebind, medicinkasse, lidt behåret og syrlig frugt med kirsebær, ribs og blåbær, lys tobak, spidskommen samt en urtet note, godt med træ, meget levende og syrlig duft, let, lys og har bare en ganske svagt, fint fadpræg.

I munden er det en meget levende vin … syrlig med moden frugt, tobak og har godt med tanniner samtidig med, at den føles let, lidt ubekymret og uhøjtidelig med en nærmest juicet fornemmelse. Det føles som en legende, nem og tilgængelig Nebbiolo. 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine Drouhin-Laroze, Gevrey-Chambertin Dix Climats, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Drouhin-Laroze, Gevrey-Chambertin Dix Climats, Bourgogne, FrankrigDix betyder 10 og denne 2017 Gevrey-Chambertin Dix Climats fra Domaine Drouhin-Laroze er netop lavet med druer fra 10 forskellige parceller i Gevrey Chambertin med hver deres terroir.

Domaine Drouhin-Laroze er grundlagt omkring 1850, hvor Jean-Baptiste Drouhin begyndte at producere vin i Gevrey-Chambertin. Hans barnebarn Suzanne giftede sig med Alexandre Laroze, som havde vinbesiddelser i Chambolle Musigny, hvorved vinhuset skiftede navn til det nuværende Drouhin-Laroze.

Gennem årene har familien helt bevidst opkøbt marker primært beliggende på skråninger. Da disse marker var dyre at anskaffe, vanskeligere at opdyrke og gav et lavere udbytte, så var det selvfølgelig lidt et sats.

Men investeringerne viste sig at være rigtige valg, for med tiden skulle markerne blive nogle af de mest prestigiøse i regionen og danner i dag basis for nogle af de største vine i Bourgogne.

I dag ejer familien Drouhin 11,5 hektar vinmarker fordelt på marker i Gevrey-Chambertin, Chambolle-Musigny, Morey-Saint-Denis og Vougeot … og hele 42% af markerne er Grand Cru marker, nemlig parceller på de 6 vinmarker Chambertin Clos de Bèze, Chapelle-Chambertin, Latricières-Chambertin, Bonnes Mares, Musigny og Clos de Vougeot.

Driften varetages i dag af 5. generation i form af Philippe Drouhin, men næste generation i form af datteren Caroline samt sønnen Nicholas, er allerede involveret i arbejdet og parate til både at videreføre deres fars ideer og implementere nye strømninger.

Denne Gevrey-Chambertin Dix Climats har tidligere bare heddet Gevrey-Chambertin, men i 2017 fik vinen tilført navnet Dix climats … en indikation på, at familien sammensætter vinen af druer fra 10 forskellige parceller i Gevrey Chambertin  med hver deres terroir, som hver især giver deres præg på vinen.

Det samlede areal er på lidt over 4 hektar og vinen er lavet helt klassisk og efter endt fermentering lagret 14 måneder på brugte Allier og Nivernais egetræsfade.

Dejlig animalsk duft … har lidt mejeri og landlighed, meget frugtrig med mest hindbær, men også nogle syrlige kirsebær og lidt mørkere bær, tobaksblade, lidt tørret kød, røg, lakrids, mørk chokolade … har dybde og kraft på en lidt mørk måde af en bourgognevin.

I munden er der en fin, let og elegant vin … ren mørk frugt, ren og klar, mest kirsebær, lidt hindbær og virkelig rund og blød. Den har ikke den typiske grønne note, men i stedet en mere saftig syre og en syre, som er frisk og tanniner, som er runde. 93 point.

Forhandles bl.a. af Copenhagen Wine, hvor en flaske koster 415 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Weingut Schloss Gobelsburg, Blanc de Blancs Sekt Brut, Kamptal, Østrig

N.V. Weingut Schloss Gobelsburg, Blanc de Blancs Sekt Brut, Kamptal, ØstrigForleden hos Jan smagte vi lidt vine og startede med denne Non Vintage Schaumwein Handgerüttelt … en Sekt Austria Reserve Niederösterreich Brut lavet på et skønt mix af Grüner Veltliner, Welschriesling og Chardonnay fra det gamle vinhus Weingut Schloss Gobelsburg.

Gobelsburg ligger i et gammelt Cistercienserkloster, hvor der har været dyrket vin siden 1171. Siden 1996 har driften af vinbruget været forpagtet ud til Michael Moosbrugger. I begyndelsen var det dog med den kendte Willi Bründlmayer med som konsulent, men de seneste år har Moosbrugger stået på egne ben.

Og med pænt stor succes, for i 2006 blev han kåret til årets vinbonde i Østrig og hans vine regnes i dag for nogle af landets bedste.

Schloss Gobelsburg er den ældste vinproducent i Donauregionen og klostret har besiddelser ipå sort set alle de bedste marker i Kamptal. Det har altid været garant for høj kvalitet, men med Moosbruggers overtagelse af vindriften har kvaliteten fået et yderligere løft.

Moosbrugger laver vin med de store historiske linjer for øje; han er meget bevidst om, at han har en lang arv at løfte, og at der skal laves vin på ejendommen mange hundrede år efter han har sluppet tømmerne.

Han er ikke certificeret økologisk, da han mener, at kobbersulfat, som er tilladt i økologisk vindyrkning, er mere skadeligt end nogle industrielt fremstillede stoffer mod meldug, som ikke er tilladt.

Jeg har smagt mange vine fra huset, men her er det altså hans Blanc de Blancs Sekt Brut, der er lavet på Grüner Veltliner, Welschriesling og Chardonnay. Druerne er håndplukkede ved god modenhed, lagt i små kasser, straks transporteret til vingården og nænsomt presset. Grundvinen har lagret 6 måneder på store 25 hektoliter østrigske fade før 2. gæringen. Vinen har derefter lagret 36 måneder på gærrester før den er blevet degorgeret … denne i december 2020.

Sikke et snus med brus … stikker brutalt i næsen ved første snif, så hele snusbutikken er i spil. Den har en gæret vildskab, lidt landlighed og stikkelsbær, en smule nødder, ristede hasselnødder og måske lidt blomster … meget ren og clean.

Smagen er også ren og clean … meget stringent og frisk frugt, citrus, lemonsaft med en let sødme. Boblerne fader måske en smule hurtigt, men den rene, friske og mineralske smag er bare så god. 93 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 260 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Alfredo Maestro, El Rey del Glam, Castilla y León, Spanien

2021 Alfredo Maestro, El Rey del Glam, Castilla y León, SpanienSikke en lille lækker vin med en sjov etiket. Jeg snakker om den fine lille El Rey del Glam fra Alfredo Maestro.

Det lille vinhus Bodega Alfredo Maestro ligger i Peñafiel og det er jo i Ribera del Duero, men de har de også vinmarker omkring Peñafiel, men også i Castrillo de Duero, Olmos de Peñafiel samt Quintanilla de Arriba, Bocos de Duero, Valtiendas, Arauzo de Salce og Olmedillo de Roa.

Vinene sælges ikke som Ribera del Duero vine, for Alfredo Maestro følger ikke de normale regler, men laver naturvine uden de mindste tilsætningsstoffer og vinene sælges under den bredere appellation Castilla y León.

Alfredo Maestro grundlagde i 1998 sin vingård i Peñafiel, som han vendte tilbage til med målet om at lave naturlige vin. Det skete efter at ha’ læst bøger om ønologi og vindyrkning og ha’ snakket med de gamle vinbønder i området for at lære af deres erfaringer.

Alfredo Maestro var økonomiuddannet, men forfulgte sin drøm om at lave vin. Først lavede han vine med købte druer, så senere fra egne vinmarker med gamle stokke, bl.a. gamle Garnacha aka Grenache vinstokke og andre marker, hvor han selv plantede vinstokkene.

I dag har Alfredo Maestro 9 hektar marker, som han nu laver karakterfyldte vine fra. Nogle er plantet i helt op imod 1.200 meters højde, hvorfor markerne med op til 80 årige gamle vinstokke nyder godt af de kølige nætter. Disse pløjes bl.a. med hjælp fra en hest og der bruges ingen kemikalier, kun naturlig gæring … og der sker slet ingen tilsætning af svovl i vinene.

Denne El Rey del Glam er lavet på 100% Grenache, hvor 50% kommer fra granitholdige jorde beliggende i mere end 1.100 meters højde i Ávila-provinsen i Sierra do Gredos sydvest for Madrid og den anden halvdel fra mere kalkstenholdige og lerede af slagsen på en parcel i 800 meters højde ved Peñafiel i Ribera del Duero.

Høsten sker selvfølgelig med håndkraft med efterfølgende nænsom selektering. Klaserne afstilkes ikke, men gennemgår en carbonisk maceration og gæring på stål. Vinen lagres kortvarigt og klares naturligt via nedkøling.

Sikke da en aromatisk, blomstret og landlig duft … virkelig øko-bonderøv. Der er både hyldebærsuppe, jordbær drikkeyoghurt, kirsebærsauce og nærmest spændstig, vibrerenden levende og gæret i frugten. Det suppleres af Staedtler HB9 blyanter, blæk, samlet bondsk, rustik og alligevel meget let udtryk.

I munden er det også en saftig, juicy og blomstret vin … den har en legestuelethed, virker så frisk og nypresset, har godt med jordbær og hindbær, lidt øko-bio kant, men hvor er det charmende med en stor frugtintensitet, lys, direkte og har en syre med lidt lemon samt syrlige og friske tanniner … hvor er det bare lækker Grenache, så dermed 93 point fra Houlberg. Mums.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2020 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienVi skal da – når man lige er Etna vulkanvarm – smage mere vin nede fra den iltre dame, for næste vin er nemlig en gammel kending … Pistus Etna Rosso fra vinhuset I Custodi og her i årgang 2020.

I Custodi  er et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti. Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige vinmarker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og samlet 48.700 flasker  årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Her smager vi husets Pistus Etna Rosso, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2017 og 2018 … og det er virkelig en charmetrold, som i denne årgang 2020 igen lavet på 80% Nerello Mascalese samt 20% Nerello Cappuccio fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken i 700 meters højde ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle.

Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke. I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 2 måneder på flaske.

Igen finder man denne fantastiske, transparent og lette farve i glasset, som jo egentlig er helt atypisk for syditalienske vine, men så typisk på etna-vine på Nerello Mascalese. Den virker bare fjerlet og dansende med en lidt landlig og småanimalsk side, klar mineralitet samt en lys, let og endda luftig frugt med jordbær, hindbær, hyben, karamel og egentlig meget blid med blomstersæbe plus en let brændt samt mineralsk note.

Der er noget meget venligt over duften, men det gælder også smagen, hvor man omgående får denne lette, lyse og friske frugt med hindbær, lyse kirsebær, ribs og granatæbler samt en rigtig tæt og frisk syre med lemon bitterhed og virker meget vedholdende i hele munden. Den lyse, lette og friske stil er balanceret, så man får en let, fin og yderst drikkevenlig vin med feminin karakter. Dermed absolut 93 point og kæmpe anbefaling.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 180 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2019 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienMed næste vin er hos det nye vinhus Generazione Alessandro, der laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien og dette er deres 2019 Croceferro Etna Rosso.

Generazione Alessandro er grundlagt i 2015 af de 3 fætre og kusiner Benedetto, Anna og Benedetto Alessandro. De har sammen med deres fædre en mere end 100 år lang historie  bag sig som vindyrkere på den nordvestlige del af Sicilien ikke langt fra Palermo via vinhuset Alessandro Camporeale.

Men i 2015 så opkøbte de 3 fætre og kusiner så knap 10 hektar højtbeliggende vinmarker ved Etna og grundlagde Generazione Alessandro.

De har 7,5 hektar marker på den nordøstlige side af vulkanen i omkring 650 meters højde ved Castiglione di Sicilia og 2,5 hektar vinmarker lidt sydligere tæt ved Linguaglossa.

Bortset fra en halv hektar med særdeles gamle vinstokke er vinmarkerne plantet så sent som i 2016, hvorfor der er tale om meget nye og friske vine, som har udpræget Etna karakter.

Der laves to vine på Generazione Alessandro … en hvid Trainare på Carricante og Catarratto samt denne røde Croceferro Etna Rosso, der er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde.

Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

Dejlig lys og transparent i glasset … duften er også ret lækker, let, luftig med en meget landlig, parfumeret og blomstret note, har en frugt med jordbær, kirsebær, hyben og granatæbler, lidt diskret fad med vanilje, let kanel, tørre krydderier … men for pokker, hvor har den en berusende lethed.

Hvor smager den bare drøngodt. Den har en nærmest æterisk lethed, en lys, sart og luftig frugt med masser af smag, sødme og saftighed. Dem har en levende syre, som nærmest har en smule lemon bitterhed, hindbær, lyse kirsebær og granatæbler, hvilket hjælpes af en let mineralsk nerve. Det er sgu rå-lækkert og en etnawine, som absolut omgående vinder mit hjerte. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Quila, Bric Bissarello Langhe Rosso, Piemonte, Italien

2020 Quila, Bric Bissarello Langhe Rosso, Piemonte, ItalienNæste vin fra Bisso Atanassov på Azienda Agricola Quila er ret så spændende og er denne Bric Bissarello Langhe Rosso 2020 lavet på et fieldblend med mest Dolcetto.

Druerne til vinen stammer fra den lejede mark Bric Bissarello, hvor der primært er Muscat for 90% vedkommende, mens den resterende del er Dolcetto,

Eller det troede Bisso Atanassov i hvert fald og det er det næsten også for i hvert fald 85% af druerne, men han opdagede, at der på Dolcetto delen af marken var enkelte stokke, som ikke lignede Dolcetto.

Han fik en fyr fra den lokale planteskole til at løbe rækkerne igennem, og det viste sig, at der imellem Dolcetto, var der plantet 4 forskellige andre sorter … Uvalino, Malvasia di Casorzo, Bonarda Piemontese og Neiran.

Bisso besluttede sig for, at hylde marken ved at høste alt samtidig og lade det indgå i den samme vin, som et slags fieldblend. Gæringen og maceration er sket i store tønder over 25 dage og efter fermentering er vinen lagret 14 måneder på brugte egefade. Der er lavet 852 flasker af vinen.

Etiketten på vinen er malet af den israelske kunstner Elena Kotliarker og det he3dder Splash of Life #8 og ifølge Bisso passer det meget godt med indholdet i flasken.

Duftmæssigt er vinen – ganske overraskende – langt lettere end forventet, har en vild overraskende kompleks og spændende duft af en ellers lidt bondsk drue, som ofte giver lidt småkedelige vine. Det er denne bestemt ikke, for der er kirsebær, kirsch, jordbær, tørrede roser og blomster, let lakrids og vanilje. Fadsødmen runder duften rigtigt godt af.

Smagen er dog mere let, bondsk med nogle vandene kirsebær, saftige jordbær, hindbær, tørre og finkornede tanniner, en rigtig god syre. Jeg tror aldrig, at jeg har smagt Dolcetto med sådan en lethed, hvilket virkelig klæder den ellers nemme drue. Det er rasende fin og elegant Dolcetto, så Houlberg er glad. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Quila, Jeff Pramas Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Quila, Jeff Pramas Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDen dygtige vinmager Bisso Atanassov på Azienda Agricola Quila i Cossano Belbo lidt syd for Asti by har travlt. Sidst jeg smagte en vin fra ham, så lavede han to vine, men i dag laver han 6 forskellige vine og jeg tester nu 3 af dem … startende med denne Jeff Pramas Langhe Nebbiolo 2020.

Bisso Atanassov er oprindeligt fra Bulgarien, har en uddannelse som ønolog fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har blandt andet produceret vin for producenter som Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion, men fra 2012 slog han sig permanent ned i Barolo.

Det blev til seks år som vinmager hos La Bioca inden bruddet med dem. Så i 2018 startede Bisso Atanassov sit eget lille Quila projekt på en ejendom beliggende i i Cossano Belbo ved Isola d´Asti lidt sydøst for Barbaresco.

Bisso var samtidig stødt på den meget mystiske druesort Moretto – ikke at forveksle med den portugisiske Moreto – som man mente var uddød i Piemonte. Men tilbage i 1930’erne havde en ung vinmager imidlertid medbragt druen til Mexico, hvor man dog havde forvekslet den med Nebbiolo.

Den gav godt nok en anden type vin i Mexico end i Italien, men det mente man var klimatisk og geologisk bestemt. Det var først, da der blev taget en DNA prøve af den mexicanske Nebbiolo, at man fandt ud af, at den intet havde med Nebbiolo at gøre. Men samlet findes der i dag 150 hektar med Moretto i Mexico.

Bisso Atanassov stødte først på druen i 2015, men i 2018 fik han efter intense studier om druen, lokaliseret en lille mark med netop Moretto i Piemonte … og Bisso kalder det selv den sidste Moretto mark i Piemonte. Siden har han taget nogle skud og plantet flere marker med druen.

I dag findes der efter sigende samlet 10 hektar med Moretto i Piemonte og heraf har Bisso de 0,44 hektar på en del af Cossano Belbo marken.

På Azienda Agricola Quila har Bisso Atanassov samlet set ikke mange hektar vinmarker … faktisk kun 2 vinmarker, nemlig Cossano Belbo på 2,2 hektar i Cuneo provinsen i Langhe samt Canelli på 0,26 hektar i Asti provinsen i Monferrato.

På markerne dyrker han Nebbiolo, Dolcetto, Moretto, Barbera, Muscat, Favorita samt flere mere ukendte sorter som Zbibbo, Freisa, Malvasia di Casorzo, Uvalino, Brunetta di Rivoli, Neiran og 3 andre sorter, som han endnu ikke har identificeret.

De 3 vine fra Bisso Atanassovs Quila projekt

Jeg har fra årgang 2020 testet 3 af Bissos vine, som I også kan se på billedet nedenunder.

Det er vinene

Jeg har her først smagt 2020 Jeff Pramas Langhe Nebbiolo, der er lavet på Nebbiolo druer fra en sydvendt bakke i 380 meters højde på Cossano Belbo marken.

Han har dog under vinifikationen også undervejs gæret vinen sammen med 8% skind eller kvas fra hans produktion af den hvide Favorita drue, både det almindelig kvas og kvaset fra den amfora gærede Favorita produktion.

Det er efter en teknik, som Bisso kalder F.O.D.S. og det står for fermented on drained skins, altså nærmest gæret på drænet skind … i hvert fald for en lille del. Vinen har med Favorita skindet fået 200 dages maceration og sluttelig 14 måneders lagring på brugte fade. Der er kun lavet beskedne 250 flasker af vinen.

Vinen er opkaldt efter to desværre afdøde vinbønder, som Bisso samarbejdede med, da han arbejdede i Barolo. Pramas døde da en traktor væltede nedover ham, men Jeff tog sit eget liv med en stor riffel. Etiketten er tegnet af en af Bissos venner, nemlig kunstneren Konstantin Novikov, der stammede fra Saint Petersburg, men døde af Corona i 2021.

Mums … virker nærmest som en lidt kødfuld Langhe Nebbiolo, fortsat med alle de herlige noter af læder, tørrede rosenblade, violer, er ganske parfumeret og blomstret, har let medicinsk udtryk, mens frugten er jordbær, lyse og syrlige kirsebær samt en ultrafin, let og stringent syre.

Smagen er ganske tør med tranebær, ribs, saftige kirsebær, en tør bitterhed og saftig sødme, har stor saftighed og lakridsale noter, en lækker og rund smag. Den har måske ikke det lyse, strenge Nebbiolo tanninbid, er mere sjov, bondsk og kødfuld, men for dæleme, hvor smager den godt. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Felipe Staiti Wines, Vertigo, Mendoza, Argentina

2019 Felipe Staiti Wines, Vertigo, Mendoza, ArgentinaDen næste vin fra de to elrockguitarglade vinmagere Felipe Staiti og Marcelo Pelleriti på Felipe Staiti Wines er denne svimlende 2019 Vertigo.

Vinen er fremstillet på 80% Malbec, 10% Syrah og 10% Cabernet Franc fra op til 110 år gamle vinstokke i den berømte Vista Flores zone i Valle de Uco.

Marcelo Pelleriti fadgærer de tre druesorter samlet for at give vinenet mere unikt, komplekst og interessant udtryk. Vinen har så lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 30% nye.

WAUW for en tæt, mørk og flot aroma. Der er mejeri, røget kød, oksefond, sød lakrids samt en tonstung, fed og mørk frugt af solbær, blåbær, hindbær, ribs, pottemuld og skovbund, blyanter, cedertræ og cigarkasser, ædeltræ som mahogni, kakao, kaffegrums, chokolade samt denne nærmest kølige elegance … med skrald på.

Hvor smager vinen også bare godt … og selvom det er en solmoden, tæt og oversøisk vin, så er frugten bare så direkte, ren og frisk, men selvfølgelig fortsat til den mørke side. Vinen har så flot en balance, at den nærmest leger og danser på en smeltende måde i munden … har bløde og venlige tanniner, så alt er poleret, afbalanceret, intenst og imponerende. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7