2013 Famille Hugel, Riesling Grossi Laüe, Alsace, Frankrig

2013 Famille Hugel, Riesling Grossi Laüe, Alsace, FrankrigBest Riesling Alsace aftenens feterede stjerne blev allerede ved første sip uden mindste tvivl denne fine fabelagtige Riesling Grossi Laüe fra Famille Hugel … fuck det smager godt.

Famille Hugel har været vinbønder i Riquewihr siden 1639 … ja faktisk går familiens historie i Alsace helt tilbage til det 15. århundrede, men det var først omkring 200 år senere, at Hans Ulrich Hugel bosatte sig i Riquewihr og grundlagde sit vinhus og samtidig blev leder af den lokale sammenslutning af vinavlere.

Siden etableringen i 1639 er vinhuset gået i arv fra far til søn og har gennem hele 1800-tallet og 1900-tallet modtaget anerkendelser for deres vine og metoder for dyrkning af vinmarkerne. Famille Hugel betragtes den dag i dag klart som et af de mest betydningsfulde alsaciske vinhuse.

I dag er det 13. generation i form Jean-Philippe og Marc Hugel, der sammen fører det gamle vinhus videre.  De har samlet 25 hektar, som udelukkende ligger ved Riquewihr, men opkøber derudover druer fra andre vinavlere flere steder i Alsace.

Samlet har Famille Hugel langtidskontrakter for omkring 100 hektar vinmarker, som en håndfuld vinavlere passer og høster helt efter Hugels anvisninger.

Selv om næsten halvdelen af Hugels egne marker er klassificeret som Grand Cru, så har Hugel besluttet sig for, at man ikke benytter sig af Grand Cru betegnelsen.

Da man tilbage i 1975 opsatte reglerne for Grand Cru-betegnelsen i Alsace, så var Jean ”Johnny” Hugel leder af komiteen. Men han var ikke enig i ændringen i den nye kvalitetsbetegnelse geografisk og kvalitativt, da dette ville betyde 5 gange så mange vinmarker med Grand Cru betegnelsen end tidligere.

I Hugels øjne mistede hele systemet dermed sin troværdighed. Som en protest imod Grand Cru-systemet sælger Hugel derfor sine vine af højeste kvalitet under betegnelsen Grossi Laüe, når vinen er tør, og som Vendange Tardive eller Sélection de Grains Nobles, når det er på sent høstede druer. Den årlige produktion ligger samlet på 110.000 kasser vin, hvoraf 80% eksporteres til omkring 100 forskellige lande over hele verden.

Hos Hugel passes markerne uden brug af kunstgødning og med lavt udbytte fra vinstokkene, som gennemsnitlig er over 30 år. Familien foretager grøn høst, hvor der tyndes ud i overflødige klaser.

Denne 2013 Riesling Grossi Laüe er lavet med Riesling druer fra de bedste af de i alt 12 forskellige parceller på Schoenenbourg Grand Cru marken, hvor Hugel besidder i alt 5 hektar.

Hver parcel høstes og vinificeres separat, og en efterfølgende blindsmagning afgør hvilke 4-5 markparceller, der skal indgå i det endelige blend. Efter en enkelt omstikning og en let filtrering, så aftappes vinene og lagrer i flaske i Hugels kældre i omkring 5 år inden frigivelse til salg.

Svag gul i glasset, mens vinen duftmæssigt har masser af bundtræk … sådan 4×4 hjulstræk med dyb nærmest cremet duft, olieret med masser af fedme, krop og sanselighed. Det dufter vildt godt. Der er fed olie, petroleum, kvæde, nedfaldsæbler, æbletærte, grillede citroner, ferskenmarmelade, sødme og nogle røgede – om end indbydende – elementer. WAUW. Luftig, æterisk og svævende.

I smagen er der også goddaw … masser af bund, power og stor intensitet. Det er en generøs vin med  masser af krop og sul på siden, virkelig intens med lemon, grillede citroner, fersken, abrikos og mirabeller. Dette er ikke Riesling for sjov, for det er alvorlig vin med bred sideskilling, hård hud på hænderne, vindblæste kinder og samtidig elegant. Det smager alarmerende godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2017 Henri Fuchs, Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauville, Alsace, Frankrig

2017 Henri Fuchs, Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauville, Alsace, FrankrigVi skulle smage endnu en vin fra Paul Fuchs på Domaine Henry Fuchs i Ribeauvillé og denne gang et niveau op med en smuk 2018 Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauville.

Grand Cru Kirchberg marken er på 11,4 hektar og ligger nord for Ribeauvillé på stejle skråninger i 380 meters højde.

Druerne til vinen vokser på et køligt plateau på toppen af Kirchberg Grand Cru i kalk- og mergelholdig jord, som er specielt godt til Riesling.

Druerne er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar fra Fuchs 35 år gamle Riesling vinstokke. Vinen er lavet ved, at druerne presses i pneumatisk presse, hvorefter spontangæring alene med de naturlige gærceller i hele 4 måneder, hvorefter vinen er lagret 5 måneder sur lie inden aftapning på flaske.

Næsen er her lidt til den røgede side … mere vild i udtrykket med havvand, stearinlys, blomster, nogle olievædede elementer, svag petroleum, som lige akkurat kan fornemmes, lidt sødme … lidt som fra en pose vingummi, utrolig lethed og næsen svævende. Giv den lige lidt luft, så folder den sine surrealistiske sommerfuglevinger ud og giver dig masser af charme med lidt lurpakket smør, prikkende blomsterpollen og vibrerende syre. Den vinder sgu på én.

Smagen er lidt i samme boldgade … en ikke helt lige gade, men med masser af sving og kroge. Der er kalk, citroner, vild lækker, præcis men mild syre. Der er kalk, mineraler og frisk bid, men som i duften med lethed, blødhed og en vis form for sarthed. Der er læskende, let med svag bitterhed og mineraler … elsker sgu denne vin.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Domaine Saint-Rémy, Riesling Grand Cru Hengst, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Saint-Rémy, Riesling Grand Cru Hengst, Alsace, FrankrigVi lægger endnu en smuk alsacisk by ind på kortet, for i Wettolsheim finder vi nemlig Domaine Saint-Rémy, som står bag denne 2016 Riesling Grand Cru Hengst.

Vinhuset drives af Ehrhart familien, der har lavet Alsace vin siden 1725. I dag er det Philippe Ehrhart, som fortsætter driften sammen med sine hustru Corinne.

Philippe overtog driften af vingården fra sin far François i 1988 og har siden forsøgt at være tro mod sin families old-school metoder for vinproduktion. Han har samtidig omlagt driften til certificeret økologisk og biodynamisk drift.

Domaine Saint-Rémy har samlet 24 hektar vinmarker, som ligger omkring byerne Kaysersberg, Eguisheim, Ammerschwihr, Turckheim og  Walbach. Philippe byggede i 2014 et helt moderne vineri, hvor vinene laves i dag. Produktionen ligger på 150.000 flasker årligt.

Her smager vi så husets Riesling Grand Cru Hengst, hvor druerne kommer fra Grand Cru marken Hengst og høstet manuelt, hvorefter de presses forsigtigt. Herefter er vinen spontangæret alene med druernes naturlige gærceller og så lagret sur lie 6-8 måneder.

Næsen er lidt til en kraftig, tungere og oxideret side … parfumeret endda, hvilket måske kan tilskrives husets biodynamiske tilgang. Der er skocreme, fed eksotisk frugt, abrikos, pærer og modne æbler, en lille snas petroleum, men fed og olieret i udtrykket. Der er blomster, både friske og tørrede blomster, honning og søde krydderier.

Smagen er fyldig, sødkrydret, fed, olieret og intens. Der er lemon, citron og egentlig en god syre, men det hele er pakket pænt ind i cremet velbehag, fedme, fylde og sødbitre noter. Det er en fyldig og letkrydret Riesling, tætpakket og med masser af smag. Det er en vin med rabalder på … en ordentlig dame at danse med, men absolut god smag.

Forhandles af Westergaard Wines, men prisen kender jeg ikke … forventelig et sted lidt over 200 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Domaine Armand Hurst, Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Armand Hurst, Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigVi skal lige forbi den innovative Christophe Erhart på Domaine Armand Hurst i Turckheim igen, for vi skulle også smage hans 2017 Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes.

Som I måske husker fra det forrige indlæg med Hurst, så er Grand Cru marken Brand husets bedste mark og Christophe har en parcel på hele 7 hektar på den fine mark, hvilket gør ham til den største enkeltejer af  denne eksklusive Grand Cru mark. Og med samlet 9,5 hektar vinmarker, så er Brand også særdeles vigtig for Christophe.

Vinen er lavet med spontangæring i store foudres efter presningen og det anvendes naturligvis alene de naturlige gærceller fra druerne. Efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie i egefadene.

Til at starte med dufter det, som om vinen har fået faglagring. Der er noget, som minder om akacietræ, harpiks, nogle vilde aromatiske dufte, som pirrer din næse. Det dufter faktisk vildt godt, noget røg, abrikos, citroner, ingefær, mineraler, tør knust sten, fin lethed og luftighed i næsen. Hmmmmm.

Smagen er virkelig god … hænger vildt godt sammen med både abrikos, fersken, lemon, citroner … igen denne tørre og stenede mineralitet, som giver vinen en præcis kant, som sammen med en pæn og lidt poleret syre giver vinen fin balance.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Henri Fuchs, Riesling Cuvée Equinoxe, Alsace, Frankrig

2018 Henri Fuchs, Riesling Cuvée Equinoxe, Alsace, FrankrigHenry Fuchs er et lille domæne i den historiske by Ribeauvillé og derfra smager vi nu deres 2018 Riesling Cuvée Equinoxe.

Vingården er grundlagt i 1922 af Henry Fuchs, men drives i dag af hans søn Paul Fuchs og hans børn.

Paul har i dag 10,5 hektar vinmarker inklusiv parceller i Bergheim og Hunawihr. Alt drives fuldstændig økologisk og vingården har siden 2011 også været certificeret. Paul lægger stor vægt på skånsom markarbejde, hvor jordens mikrobiologiske liv generes så lidt som muligt og fx er der naturligt ukrudt som bunddække mellem vinstokkene, som slås og ikke pløjes.

Der høstes i hånden, hvorefter druerne presses meget blidt i hele klaser før gæringen og brug af svovl minimeres. Der bruges næsten udelukkende naturlig gær … og så anvender Fuchs Zind-Humbrechts system for angivelse af restsødme, hvor 1 er tør, mens 5 er helt sød.

Denne Riesling Cuvée Equinoxe er lavet med druer fra den nedre del af Osterberg Grand Cru marken og to andre parceller tæt ved Kirchberg Grand Cru. Equinox betyder jævndøgn og navnet symboliserer en vin i total harmoni og balance.

Hold nu op … sikke en opulent og vild Riesling næse. Her er der sgu godt med skrald på drengen, godt med vildskab, hvor der først dukker en parfumeret, ekspressiv og småsød note op, lidt som tyggegummi kombineret med modne æbler, fersken og svagt lidt citroner. Den virker lidt som den uartige dreng i klassen, vild, drenget, småskør, idérig og alligevel svær ikke at holde af. Samtidig er der noget dragende over aromaerne … kan sgu meget godt li’ den.

Smagen er kraftig, fyldig, men syren måske lidt flad eller vandet. Men det opvejes i nogen grad af vinens store intensitet. Det er meget rent, dybt og har nogle bitterkrydrede noter, som giver vinen karakter. Det er en vin, som vil frem i livet … masser af ushhh og gå-på mod, krydret syre og så ligefrem.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2010 Château d`Orschwihr, Riesling Grand Cru Kessler, Alsace, Frankrig

2010 Château d`Orschwihr, Riesling Grand Cru Kessler, Alsace, FrankrigDenne 2010 Riesling Grand Cru Kessler fra det gamle Château d`Orschwihr blev smagningens ældste Riesling … 10 år på bagen sådan cirkus og igen fra en smuk middelalderby i Alsace, nemlig Orschwihr.

Det gamle slot Château d’Orschwihr stammer helt tilbage fra 1049 og har i en længere periode været ejet af ​​Habsuburg dynastiet, men i 1513 blev det overtaget til biskoppen i Strasbourg, som senere solgte det til den lokale adel, men bevarede vinmarkerne. Under den franske revolution blev slottet beslaglagt, men endte i 1853 hos Hartmann familien.

I 1934 ødelagde en brand, der varede i to dage, slottet fuldstændigt, men det blev delvist genopbygget i 1936 og er senere renoveret og der er også bygget nye vinkældre.

Der har næsten altid været lavet vin på Château d`Orschwihr og de første omtaler af vinproduktionen på slottet ligger helt tilbage til 16. århundrede, hvor en tønde vin blev solgt til Murbach klosteret.

Hartmann familien har også siden overtagelsen lavet vin, selvom Martin Hartmann i 1950’erne omlagde mange af vinmarkerne til konventionelt landbrug. Men da hans søn Hubert Hartmann i 1986 overtog ansvaret, så blev de beskedne 6 hektar vinmarker udvidet til 25 hektar. I dag er det dog Huberts søn Gautier Hartmann som fortsætter den stolte tradition med vinproduktion på slottet.

De 25 hektar marker omfatter parceller på 5 Grand Cru marker, nemlig Kessler, Pfingstberg, Kitterlé, Rangen og Zinnkoepflé. Og denne vin er jo netop fra én af disse marker … Kessler.

Marken ligger nord for Guebwiller i 300 til 390 meters højde på den østlige side af Unterlinger bakken meden relativt stejl hældning. Marken er samlet på 28,5 hektar og er syd-østvendt dal og godt beskyttet mod de nordlige vinde og strømmen af kold luft, der kommer fra Guebwiller dalen.

Druerne til vinen er høstet på Kessler med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Men ellers er der faktisk ikke rigtigt nogle oplysninger om produktionen udover, at der ikke er sket chaptalisering … altså tilsætning af sukker.

Igen behages man af duften … fyldig animalsk Riesling med krop, hjerte og hjerne. Det er en fyldig næse, som har nogle smøragtige noter, en landlig, let aroma, som pirrer din næse. Jeg er sgu igen oppe at ringe, for det dufter altså bare godt. Der er kvæde, banan, abrikos … alt virker blødt, blidt, rundt og behageligt, mens der til sidst dukker lidt toastede noter op med let vanilje, hvilket måske stammer fra lidt egefade?

I munen er vinen også fyldig og cremet … har en fed, rund syre. Det er en meget smagfuld vin, som har lemon, svag grape, abrikos og nogen sødme. Smagen er så smooth og olieret, at vinen føles utrolig behagelig … det er velbehag og eftersmagen er pæn lang og slutter med lidt bitter lemon.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flaske koster 249 kr., men pt. kan fås på tilbud til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Meyer-Fonné, Riesling Réserve, Alsace, Riesling

2017 Domaine Meyer-Fonné, Riesling Réserve, Alsace, RieslingNæste alsaciske by er Katzenthal, for der midt i byen finder vi nemlig det lille vinhus Domaine Meyer-Fonné, hvorfra vi nu smager en 2017 Riesling Réserve.

Meyer familien stammer oprindelig fra Schweiz, men emigrerede tilbage i 1732 til Alsace, hvor de slog sig ned i Katzenthal. Det var dog først langt senere, at Félix Meyer så grundlagde vinhuset, da han købte den vingård, hvor vinhuset i dag holder til, og startede produktionen af vine.

Félix’s datter Lucie Fonné involvede sig også efterfølgende i driften af vingården og derfor fik huset også det nuværende navn Domaine Meyer-Fonné. I dag er det dog Lucies barnebarn Félix Meyer – søn af François og Nicole – der driver vingården.

Félix overtog tøjlerne i 1992, men får fortsat hjælp fra mor Nicole, som passer kontoret og salget til besøgende. Efter overtagelsen har Félix moderniseret vinkælderen og i perfekt overensstemmelse med sin far sat sit præg på vine og dyrkningsmetoder.

Félix har samlet 12 hektar vinmarker, der strækker sig over 7 kommuner, heraf parceller på de 5 Grand Cru marker Wineck-Schlossberg, kaefferkopf, Fursrtentum, Sporen og Schoenenburg.

Her er det dog deres almindelig Riesling Réserve, som er vinificeret på helt traditionel vis og dernæst lagret sur lie på fade i forskellige størrelser.

Næsen er her mere neutral … lidt til den tørre side, men byder på melede æbler, citroner, fersken, en smule lemen, men ellers et touch af blomster, vanilje, luftig sødme og salte mineraler. Smagen er også lidt kantet med masser af citronsyre, som virkelig bider og sætter sig i mundhulen. Det er bestemt en Riesling til den friske side … masser af syre, flint og en snas grape.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Paul Ginglinger, Riesling Drei Exa, Alsace, Frankrig

2019 Paul Ginglinger, Riesling Drei Exa, Alsace, FrankrigAlsace Riesling nummer 19 i rækken blev denne Riesling Drei Exa fra den alsaciske vinbonde med det herlige navn Ginglinger. Han bor i den smukke, gamle by Eguisheim i Alsace.

Familien Ginglinger har været vinbønder siden 1610 og i dag drives vingården af den 13. generation i form af Michel Ginglinger samt hans kone Loreto. De overtog driften i år 2000 fra Michels forældre Paul og Marguerite, som dog fortsat hjælper Michel og Loreto på vingården, når der er brug for det.

Michel er uddannet ønolog fra vinfakultetet i Reims og har været i praktik som vinmager i både Bourgogne, Sydafrika og Chile.

Det lille familiebrug har samlet 12 hektar vinmarker, hvor de to bedste marker er Grand Cru markerne Eichberg og Pfersigberg, der drives efter økologiske principper, selvom Ginglinger dog ikke selv er certificeret økologisk. Vinene laves ved, at mosten udtrækkes med en særlig hydraulisk presse, der bevarer druernes store sødme.

Langsom gæring med temperaturkontrol og styring giver hver vin sit særpræg. Efter gæring ligger vinene en længere periode sammen med bundfaldet – sur lie – for at give ekstra smag. Sådan er denne Riesling Drei Exa også lavet, men også lagret 8 måneder på store foudres efter fermenteringen.

Navnet Drei Exa refererer til Eguishem, som oprindeligt hed Exa og der er stadig tre – drei – gamle borge som omkranser landsbyen og de marker, som druerne til vinen er høstet på, nemlig marker Dreistein,  Sundgass og Wettolsheimerweg alle tæt på Grand Cru marken Pfersigberg.

Duftmæssigt virker vinen meget luftig, blomsterrig og har bare et my petroleum … ikke vildt, men tilstrækkelig til at frembringe et lille veltilfreds smil. Frugten er sådan lidt eksotisk med fersken, melon, ananas, papaya og lidt lime. Minder på mange måder om en Ginglinger Riesling, jeg tidligere har smagt. Der er også lidt bund med stor kompleksitet, smør og virker faktisk sådan fint helstøbt.

Smagen er frisk … igen som sidst med Ginglinger lidt rustik i syren, men her fungerer det ret godt sammen med lidt krydret frugt, lidt røgede noter, lemon, sure æbler … utrolig tør, hvilket man i munden mærker på den mest overbevisende facon. Bitterheden vinder over syren, men det samlede indtryk er sgu godt … Ginglinger laver rigtig god Alsace Riesling.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 François Bléger, Riesling Le Bouquet de Clémence, Alsace, Frankrig

2017 François Bléger, Riesling Le Bouquet de Clémence, Alsace, FrankrigVi fortsætter rundturen i de smukke alsaciske byer, for i Saint Hippolyte for foden af Haut-Koenigsbourg slottet finder vi nemlig François Bléger, hvorfra vi nu smager en 2017 Riesling Le Bouquet de Clémence.

Familien Bléger har været vinavlere siden 1652, men det er ikke altid vinen, som har fyldt mest hos Bléger. Det er i dag François Bléger, der drives den gamle vingård, som han overtog fra sin far, der var bankmand og alene solgte vinen bulk til andre producenter og kooperativet.

Det lå heller ikke i kortene, at François Bléger skulle satse 100% på vinproduktion, for han startede med at studere sociologi og gik da også en kandidatgrad. Men langsomt trak vinen … og i 1996 startede han med at lave vin og som den første i familien at flaske og sælge vinene fra deres i alt 4 hektar vinmarker.

I dag har François Bléger 8 hektar og hans niece Clémence hjælper med driften med hun studerer ønologi. Men udover vinproduktion, så driver familien også et større Maison d’hôtes på stedet med udlejning af en håndfuld værelser.

Vi smager her deres Riesling Le Bouquet de Clémence … netop opkaldt efter niecen, men der er dog ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet.

Fin og imødekommende duft, appelsin, citroner, karamel, melon, modne æbler og ganske perifært lidt petroleum, men også kun ganske sagte. Der er god inderlighed i duften, meget fin, sart og elegant med et lidt kalket mineralitet og nogle sæbeagtige aromaer, vildt behagelig. Blomster, vanilje, kokos og så denne lille svage duft af olie og petroleum … nice.

Smagen er fyldigere end forventet, men det er fortsat en meget elegant Riesling, som har en good-feel vibe, meget ren og næsen læskende frugt, tilpas syre, som slet ikke overtager eller spiller førsteviolin, men i stedet er en integreret del af kammerorkesteret. Det hele spiller fantastisk godt sammen og man kan næsten føle, at dirigenten har styr på sit shit. Jeg kan sgu rigtig godt li’ denne vin.

Forhandles af GoVinum, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Weinbach, Alsace Riesling, Alsace, Riesling

2017 Domaine Weinbach, Alsace Riesling, Alsace, RieslingDomaine Weinbach er én af de helt store klassiske producenter i Alsace med rødder langt tilbage i historien. De havde også en enkelt vin med i Best Riesling Alsace, nemlig deres helt almindelig basis 2017 Alsace Riesling.

Vinhuset ligger i Kaysersberg og er grundlagt i 1612 af en flok kapucinermunkene, som holdt til på det kloster, som lå ved den berømte 5 hektar store vinmark Clos des Capucins. Ja faktisk kan ejendommen dateres helt tilbage til før 800-tallet.

Under den franske revolution overgik ejerskabet af vinhuset og de tilhørende jorder til staten, men en del år efter – nemlig i 1898 – blev vinhuset overtaget af Faller brødrene, som overlod det til sønnen/nevøen Théo Faller.

Théo blev en fremtrædende figur i Alsace, og han arbejdede målrettet på at forbedre kvaliteten af vinene fra Domaine Weinbach og anerkendelsen af området som Appellation d’Origine Contrôlée. Han viede sig liv til Domaine Weinbach, som han også løbende udvidede og forbedrede.

Han døde i 1979 og derefter blev driften overtaget af hans hustru Colette og døtrene Cathrine og Laurence. I 2014 døde Laurence imidlertid pludselig og tragisk af et hjertestop, mens moder Colette døde i 2015, så i dag drives stedet af Cathrine.

Det gør hun sammen med sønnen Théo, som er opkaldt efter sin morfar. Sammen driver de 23,5 hektar vinmarker, som omfatter de 3 Grand Cru marker Schlossberg, Furstentum og Mambourg. De ejer derudover også en parcel på Altenbourg og den historiske 5 hektar store Clos des Capucins, som vinhuset er eneejer af og engang var en del af det gamle munkekloster.

De sidstnævnte 2 vinmarker er ikke Grand Cru klassificerede, men alle eksperter er enige i, at det burde de være. Siden 2010 har alle marker været certificeret biodynamiske.

Vinene fra Weinach står stilmæssigt i stor kontrast til alle andre vine, man finder i Alsace. Frem for at fokusere på power og sødme, så er domænets vine utroligt intense og elegante. Desuden er de ekstremt lagringsværdige, og med alderen opnår de tydelige mineralske smagselementer.

Denne Alsace Riesling er lavet på druer fra Clos des Capucins marken samt fra unge vinstokke fra Schlossberg Grand Cru marken.

Næsen er ganske urtet, men samtidig er det hele meget stringent, præcis og man tænker også meget klassisk. Der er bund, animalsk bundtræk, godt med blomster, kompleksitet, lakridskonfekt og røg, Der er fersken, melede æbler, citroner, mirabeller … vildt dragende aroma. Det er ikke fordi, at der er noget, som stikker helt ud, men alligevel har vinen duftmæssigt en vild nerve, en stor renhed og præcision, som jeg virkelig beundrer, selvom det endda blot er én af husets basisvine. Vild god næse.

Smagen er sådan lidt tilbagelænet … god og krisp syre, god friskhed, lemon bitterhed, citroner, grønne æbler og alt er bare flot, sindssyg velkomponeret og sammenhængende. Der er en fin sammenhæng i vinen med en direkte syre, friskhed og balance. Det bliver aldrig helt vildt, men holder et virkelig højt niveau.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger