Tag-arkiv: 5½

2015 Angelo Gaja, Langhe Cremes, Piemonte, Italien

2015 Angelo Gaja, Langhe Cremes, Piemonte, ItalienLanghe Cremes fra store og legendariske Angelo Gaja er søstervin til Sito Moresco, men hvor Sito er på et blend på både Nebbiolo, Cabernet Sauvignon og Merlot, så er Cremes lavet på Dolcetto og Pinot Nero. Jeg har smagt vinen i årgang 2015.

Historien om Angelo Gaja skal jeg ikke trætte jer med denne gang. I stedet ser jeg nærmere på denne Langhe Cremes, som jeg egentlig troede var på ren Dolcetto, da der flere steder står Langhe Dolcetto Cremes.

Men det skulle efter sigende være halv Dolcetto og halv Pinot Nero, altså et lidt usædvanligt ægteskab, men det fungerer sgu da meget godt, men det gør næsten alle vine fra Gaja vel?

Druerne blev omhyggeligt håndplukket, sorteret og afstilket. Vinen er lavet med gæring og maceration i stålbeholdere omkring 10 dage og hver druesort separat. Når gæring er afsluttet, så er vinen lagret et par måneder på egetræsfade, hvorefter den tappes på flaske og frigives.

I næsen er det en moden vin … parfumeret og blomstret, har blæk, pottemuld, teaktræ og lukket kælderrum. Der er bitre kirsebær, lidt brombær, jordbær og ribsmarmelade … alt modent, men elegant og koncentreret med smårustik kant.

Smagsmæssigt er der også godt med kirsebær, nærmest bitre kirsebær, kirsch samt ribs, godt med robuste tanniner, mandel, er godt balanceret og har god kompleksitet samt en ret behagelig eftersmag. 93 point.

Forhandles herhjemme bl.a. af Cru Vin, hvor en flaske i årgang 2019 koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2008 Cave de l’Abbé Rous, Baillaury Banyuls Grand Cru, Roussillon, Frankrig

2008 Cave de l'Abbé Rous, Baillaury Banyuls Grand Cru, Roussillon, FrankrigCave de l’Abbé Rous ligger ude på en vinmark i den sydligste del af Frankrig ved den maleriske og lille havneby Banyuls-sur-Mer hvor de høje Pyrenæer møder Middelhavet. De laver bl.a. ret lækker dessertvin, som fx denne Baillaury Banyuls Grand Cru.

Cave de l’Abbé Rous er en underafdeling af kooperativet Terres des Templiers, der selv er en del af det store Groupement Interproducteurs du Cru Banyuls – kaldet CICB – der er en samling af 5 kooperativer, der laver og markedsfører vine fra Banyuls og Collioure.

CICB blev grundlagt i 1950 og har samlet 753 medlemmer af vinavlere, hvoraf halvdelen er deltids- eller weekendlandmænd. Samlet har de næsten 700 hektar vinmarker, fordelt på over 750 separate parceller og repræsenterer tilsammen mellem 70%-75% af den samlede Banyuls produktion og mere end halvdelen af ​​den årlige høst af til Collioure vinene.

CICB etablerede Cave de l’Abbe Rous som en lille underafdeling for at satse mere på kvalitetsvine til eksport og opkaldte projektet efter præsten Francois Rous, som gik ind i vinhandelen for at skaffe penge til udvidelsen af ​​sin kirke og var betydeligt involveret i udviklingen af ​​vinene fra Banyuls og Collioure.

Imidlertid havde Cave de l’Abbe Rous projektet ringe succes, så i 2018 indgik CICB en aftale med Jean-Marc og Eliane Lafage, en af ​​de mest dynamiske producenter i Roussillon, om at bistå med både produktion, markedsføring og den indenlandske og internationalt salg af alle vine fra Abbe Rous divisionen.

Og Jean-Marc Lafage kender vi allerede her på vinbloggen, for han har jo også gang i projektet Château Saint-Roch sammen med den amerikanske vinimportør Eric Solomon. Derudover kontrollerer han også omkring 350 hektar vinmarker på7 forskellige steder i Roussillon.

Jean-Marc Lafage er 7. generation af vinmagere og Lafage familien boede de første fem generationer i Maury området midt i den lille by Fenouillèdes.

Han er lidt af en kult-ønolog og en efterspurgt flyvende vinmager, som også hjælper vinhuse i både Frankrig, Spanien og Sydamerika. Hans hustru Eliane er i øvrigt også en dygtig vinmager. Parker har tidligere rost Lafage og skrevet om ham … og jeg citerer; When it comes to quality-to-price ratios, no one does it better than proprietor Jean-Marc Lafage.

Denne 2008 Baillaury Banyuls Grand Cru er dog fra før den tid og er en sød vin lavet på 75% Grenache 25% Grenache Gris fra vinstokke, der vokser på små skiferterrasser på stejle skråninger. Druer høstes, presses og gæres. Maceration på 18 dage og herefter lagring i 8 år i egetræsfade.

I glasset fremstår Baillaury Banyuls Grand Cru lettere rødbrun, mahogni eller kobberfarvet, mens der op af selvsamme glas svæver en sødlig, sukkerlækker og intens aroma af søde brunkager, nødder, honning og lækkermoden portvinsagtig frugt, dadler, figner, svesker, søde Amarena kirsebær og røde cocktailbær fra Dr. Oetker samt en anelse blomsterhonning, nougat, karamel, appelsinskal og kakao. Uha, min søde tand bliver vist her forkælet.

Hvor smager det godt … og sødt. Det er sød og moden frugt, igen kirsebær, svesker og figner, søde krydderier, sød tobak, nougat og karamel og alt på sød nektarniveau. Det er fyldig, fed og fløjlsagtig dessertvæske, som omgående smelter mit hjerte. Rigtig mums og dermed 93 søde point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Clos de Luz, Luz, Rapel Valley, Chile

2018 Clos de Luz, Luz, Rapel Valley, ChileGo heavy or go home … kunne man næsten fristes til at sige om Clos de Luz ikoniske topvin, der blot hedder Luz og er lavet på Carménère druer fra vinstokke plantet i 1945 på husets marker i Almahue Valley … en subregion i Rapel Valley.

Clos de Luz ligger i Old Almahus dalen, som er en ganske lille underregion i den nordlige del af Rapel Valley i Chile 113 kilometer sydøst for Santiago. Det siges at være det sted, hvor både chilenske Carménère og Malbec først blev plantet. Clos de Luz har da også specialiseret sig i vine på specielt Carménère.

Clos de Luz drives af Gabriel Edwards sammen med sin søster Nieves. De har overtaget familiens vingård, som oprindelig blev købt af deres oldefar tilbage i 1892. Det var dog først omkring 1933, at familien for alvor begyndte at plante vinstokke på jorden.

Gabriel Edwards er uddannet som vinmager i Bourgogne og havde inden overtagelsen af familiens ejendom arbejdet for både det store chilenske Undurraga samt store Moët & Chandon i Frankrig.

Familien har samlet 33 hektar vinmarker, hvor de ældste Carménêre vinstokke er plantet af søskendeparrets bedstemor Luz tilbage i 1945. Det er også den søde gamle bedstemor, som har givet vin til vinhuset. Men udover Carménêre dyrkes der også Cabernet Sauvignon, Malbec and Grenache.

Indtil Gabriel overtog driften for omkring 20 år siden havde vingården egentlig blot solgt deres druer til Casa Lapostolle, men Gabriel ville lave sine egne vine. Og med markerne med de gamle upodede vinstokke, så har han også et godt materiale at arbejde med.

Markerne ligger isoleret, hvilket har gjort, at området aldrig har været ramt af phylloxera … og dermed altså er franc de pied, som franskmændene kalder upodede vinstokke. Derudover anvender Clos de Luz også løbende en udvælgelsesmetode, som de kalder Massal. Det betyder, at man vælger de bedste og sundeste vinstokke, som derefter udbredes fra stiklinger.

Clos de Luz dyrker stokkene, ud fra ideen om at ingen er ens, men hylder den naturlige forskellighed, derfor anvender vinhuset heller ikke tilsætningsstoffer til at standardisere vinen. Vinhuset råder også over 100% økologiske marker. Gabriel Edwards pløjer også markerne med heste, da traktorer simpelthen ikke bare kan køre med de snoede gamle vinstokke.

Denne ikoniske 2018 Luz Carménère er – som selve vinhuset – dedikeret til den gamle bedstemor Luz Pereira, som jo var en ekstraordinær kvinde, der plantede vinmarkerne i 1945.

Vinen er ikke på ren Carménêre, for der er 8% Cabernet Sauvignon, der dog ikke er fra vinstokke fra 1945, for de er plantet i 1956. De er alle høstet ved håndkraft og sorteret kraftigt, således kun de bedste druer anvendes til denne vin.

Hver sort vinificeres seperat, men fælles er dog, at de først afstilkes og så kommer ind i gæringstankene via tyngdekraften. Så gæres de i en kombination af betontanke og franske egetræsfade og alene med druernes naturlige gæringceller over en 12 til 15-dages periode med konstant temperaturer på mellem 26-29 grader.

Derefter ligger vinen en periode med drueskallerne inden presning samt lagring. Carménère vinen er lagret 12 måneder på et nyt 4.000 liter Gamba fad, men Cabernet Sauvignion vinen er lagret samme periode i et nyt 500 liter Sylvain egetræsfad.

Først derefter er den endelige vin sammenstukket og så lagret yderligere 6 måneder inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering. Der er kun lavet sølle 1.430 flasker af denne vin.

Selvom det duftmæssigt er en mørk og fyldig vin, så er den faktisk ikke så heavy. Nej, det er langt mere elegant med en mørk frisk frugt af blommer og brombær suppleret med paprika, saltlakrids, grønne urter, muskatnød og virker faktisk på ingen måder tung.

Men det er mest i smagen, at vinen viser sine muskler, for der har vinen virkelig urkraft og komprimeret energi. Det hele leveres ret blødt og cremet, men det første som slår en, er friskheden i frugten, brombær, lyse blommer og lidt hindbær, større syrlighed, tørhed og samtidig også frugtrige tørre tanniner, let sort-te bitterhed, en stor kompleksitet og virkelig lang eftersmag. Så det er egentlig ikke – som jeg indledningsvis skrev, en heavy vin – udover den tykke flaske – men en fyldig elegantier med heavy niveau. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 449 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, Italien

2016 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, ItalienI tirsdagsvinklubben på jobbet smagte jeg forleden en vin, som jeg havde smagt dage forinden. Det var nemlig en Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi fra Castello di Monsanto … men dog ikke i samme årgang. Sidst var det i årgang 2010, men her i en 2016.

Vinen er lavet fuldstændig på samme måde … på Sangiovese Grosso plantet i 1968 og den laves kun i topårgange.

Oprindelig blev den lavet som en protest mod de daværende appellationsregler i Chianti Classico, der krævede at man skulle blande Sangiovese druer med andre og mere inferiøre druetyper. Men denne er altså kun lavet på ren Sangiovese som fx Brunello i Montalcino.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede, korte og koniske stålkar med délestage og overpumpning over 20 dage og derefter er den lagret 18-20 måneder på 500 liter fade af fransk eg – nogle nye og andre brugt én gang tidligere – og derefter 2 år på flaske inden frigivelse.

Der er godt med eg i næsen, røg, solbær, sorte kirsebær, kirsch, koncentreret frugteksplosion, let behåret med sorte oliven, flæsk, rå champignon, asfalt og tjære. Der er godt med træ fra fadene, selvom den næsten ikke får hverken ristede noter, vanilje eller andre sødere elementer, men blot en mørk og frisk frugtsyre.

Smagen er mørk og meget smagfuld med sorte kirsebær og balsamicoeddike, masser af syre og bitterhed. Man kan næsten smage træet fra fadene, har god tørhed, tørre og alligevel runde tanniner, som dog bemægtiger sig herredømmet i munden sammen med en lang balsamisk eftersmag. 94 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienVi sluttede vor vinaften med et glas af denne kendte og ikoniske vin Aalto i årgang 2020 fra Bodegas Aalto, der ligger vest for Quintanilla de Arriba tæt på legendariske Bodgas Vega Sicilia.

Jeg har næsten lige – tilbage i marts måned – smagt vinen i årgang 2019 og i anmeldelsen kan du også læse mere om selve vinhuset. Selvom jeg denne gang slet ikke gættede vinen, så har jeg dog smagt den flere gange, bl.a. i årgang 2019, 2017, 2016 og 2001.

Aalto er lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo fra 40-80 år gamle vinstokke fra marker ved alle de 9 forskellige byer i området. Efter endt vinificering er vinen lagret 18 måneder … og på husets hjemmeside står der en blanding af nye og brugte egefade fra både Frankrig og USA, men det forlyder, at Mariano Garcias nu slet ikke anvender amerikanske fade og kun brugte fade for at mindske fadpræget.

I næsen er vinen mere grøn, end jeg egentlig husker. Der er brændenælder, eukalyptus, grønne urter. Men alt det grønne kommer heldigvis med en flod af  mørk frugt og dyb intensitet. Der er brombær, blåbær og sorte kirsebær suppleret med sødlig lakrids og saltlakrids, røget bacon, ristede noter og chokolade.

Smagsmæssigt virker vinen også lidt strengere eller skarpere end foregående årgang, men måske er den endnu blot alt for ung, krads og spændstig. Der er solbær, blåbær, stor tørhed med en stærk kraft, hård med toastede elementer, peber, ganske markante tanniner, der bare giver små lammelser i munden. En vin med masser af yderligere potentiale i dens unge krop, 94 point.

Forhandles bl.a. af Theis Vine, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Finca Sandoval, Finca Sandoval, Castilla-La Mancha, Spanien

2020 Finca Sandoval, Finca Sandoval, Castilla-La Mancha, SpanienFinca Sandoval er vi jo stødt på et par gange tidligere her på Houlbergs Vinblog. Nu smager jeg husets mest terroirtro vin og nok nærmest også essensen af Sandoval, hvorfor den også bare er navngivet Finca Sandoval.

Det er jo et lille vinhus beliggende ved den lille by Ledaña i appellationen DO Manchuela i Castilla-La Mancha omkring 400 kilometer syd for Barcelona. Jeg har tidligere skrevet om Finca Sandoval, da jeg tidligere i år smagte deres 2020 Salia … og tilbage i 2015 faktisk også præcis denne vin Finca Sandoval, men i årgang 2007 og med en anderledes etiket.

Vinen er lavet på primært Syrah samt en smule Bobal, som kommer fra de parcer på Casa Blanca marken i Ledaña i 750 meters højde og fra 10-85 år gamle vinstokke. Hos Sandoval holdes høstudbyttet så ekstremt lavt … blot 19 hektoliter pr. hektar til denne vin.

Gæring er sket af de hele klaser og spontant alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret 15-18 måneder på 50 hektoliter foudres … 60% nye og 40% brugte fade. Svovl begrænses desuden til et absolut minimum.

Duftmæssigt er den grafiske trykkerimaskine godt i gang, for der er godt med blæk og grafit, men også mejeri, bacon, flæsk, eg, trækul og sorte oliven, stenet granit, læder samt en frugt af blommer, solbær, brombær, vanilje, karamel, mælkechokolade og et touch af krydderier samt grønne urter.

I munden er vinen dejlig blød og cremet, men det er med et nogle stenede granitskærver, frugtsten, lidt peber samt frugt af brombær, blåbær og sorte kirsebær. Der er også lidt ristede noter, kaffegrums, kakao og den virker utrolig saftig. Lækkermås og rigtig spændende vin med moderne spansk sjæl. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 264 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Côte Rôtie, Rhône, Frankrig

2018 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Côte Rôtie, Rhône, FrankrigCôte-Rôtie og Hermitage regnes nok i dag for de to bedste områder i det nordlige Rhône og vi sluttede da også NewRhône Millésimes / Romain Duvernay smagningen med en vin fra netop ét af disse områder, for det var en 2018 Romain Duvernay Côte Rôtie.

Her kommer Syrah druerne fra nogle skifterholdige marker i 200-350 meters højde på en sydvestvendt bjergskråning, hvor vinstokkene nærmest vokser ud af klippen.

Druerne til bliver høstet, når druernes modenhed har nået sit højeste. Gæring og maceration er sket over 3-4 uger efterfulgt af en malolaktisk gæring og derefter er vinen lagret på egefade, hvoraf 25% er nye fade.

I næsen har vinen denne fine animalske, parfumerede, blomstrede og stenede duft, som er mere lys og fin end den foregående Crozes-Hermitage, men alligevel har en seriøs, fast og behåret frugt af både solbær, hindbær, blommer og ribs … nærmest  lys og mørk frugt i en intim tosomhed. Der er også lidt mynte, violer,  blæk, grafit, kaffe samt tør jord, men mere dæmpet i sine aromaer.

Smagsmæssigt kommer den lette side af Nordrhône også frem, for vinen har en smag, der er lys, tør, let og ren, har samme fine frugt af både lyse og mørke bær, har blot en smule peber, markante og fine tanniner. Den har sammenlagt en dejlig blød, lys, feminin og sart smag af Nordrhône. 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, Portugal

2020 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, PortugalJeg har efterhånden smagt Rui Roboredo Madeiras topvin Beyra Grande Reserva nogle gange … i hvert fald både i årgang 2017, 2018 og 2019 … hver gang med 6 Thumbs Up og en glad Houlberg. Nu smager jeg så 2020’eren og er fortsat glad.

Men Beyra Grande Reserva er også klart en af hans bedste vine, lavet med druer fra højt beliggende marker ved Vermiosa i Beira Interior.

Blendet er sådan set også uændret og er igen 80% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 10% Mencía fra 40 år gamle vinstokke på husets vinmarker på et lille plateau i 750 meters højde i et helt lille område, som er en del af Douro International Natural Park.

Ved den manuelle høst sker første selektering af druerne allerede ude i marken, men efter ankomst til vineriet, så afstilkes og knuses druerne med det samme inden gæringen og delvis maceration ved 22-26 grader i cementtanke over 7 dage. Efter gæringen er vinen lagret 14 måneder på ekstra finkornede, amerikanske barriques.

Duften er dyb, intens, mørk og tyktflydende, gammel balsamico, har en kompakt, mørk frugt med sorte kirsebær, brombær, solbær, mørk chokolade, kakao, læder, tobak, tør engelsk lakrids, sød finsk lakrids samt lakridskonfekt, en buket blomster, røg og sammenlagt bliver du omgående i rasende godt humør.

Det smager næsten lige sådan, blot virkelig tørt og omgående mærker man også tørre, mundudtørrende og stramme tanniner suppleret med knust sten, jern, rust og balsamicoeddike. Alligevel har vinen en kølig, slank og stenet side, men alt leveres bare lige til døren med komfortagtig fløjlsblød velour og cremet lækkerhed med en letbitter og frugtrig eftersmag. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Palacio Quemado, La Raya de Palacio Quemado, Extremadura, Spanien

2018 Palacio Quemado, La Raya de Palacio Quemado, Extremadura, SpanienI denne kolde og dyre fyringssæson skal jeg atter ha’ lidt spansk varme i kroppen, hvilket jeg startede med at løse via denne 2018 La Raya de Palacio Quemado fra Bodega Palacio Quemado.

Vinhuset ligger tæt ved den store sø Embaise de Alange … ja faktisk ligger selve vinhuset ved den øverste del af søen midt i byen Alange i Badajoz området, mens husets marker ligger lidt længere mod syd ved den vestlige side af søen. Det er i Extremadura under appellationen DO Ribera del Guadiana i det sydvestlige Spanien

Vinhuset er grundlagt i 1999, da Alvear familien købte stedet og trådte til med hele deres knowhow, erfaringer og stolte vintraditioner.

Familien har nemlig gennem 8 generationer drevet det store historiske vinhus Bodegas Alvear, som ligger endnu længere mod syd i byen Montilla i Andalusien, Spaniens sydligste vindistrikt, men havde nu mod på yderligere ekspansion. Alvear

Bodegas Alvear er et gammelt og historisk sherryhus, som er grundlagt tilbage i 1729 af Diego de Alvear y Escalera. Oprindeligt blev bodegaen regnet som en lille og lidt obskur producent, men Diego begyndte langsomt – sammen med sønnen Santiago – at udvide ved køb af masser af jord.

I dag er det et kæmpestort foretagende og uden sammenligning regionens mest kendte vinhus. De har over 300 hektar vinmarker og produktionsmæssigt kapacitet til at lagre over 5 millioner liter sherry på egefade.

Bodegas Alvear er fortsat ejet af Alvear familien, som ogå siden 1729 er vokset, så reelt er ejerskabet fordelt på ikke mindre end 50 familiemedlemmer, hvoraf nogle også deltager i driften. Det er i 8. generation María Alvear, som er ved at overtage driften efter den nuværende leder Fernando Giménez Alvear.

Men i Palacio Quemado projektet i Extremadura  har familien sammenlagt 94 hektar vinmarker, hvor Tempranillo dækker omkring 50% af markerne. De øvrige sorter er Garnacha, Syrah, Petit Verdot samt en række lokale druesorter.

Familien har sat Envinate Group til at stå for vinfremstillingen. Envinate Group består af de 4 unge vinmagere Alfonso Torrente, José Ángel Martínez, Laura Ramos og Roberto Santana, som hjælper en række spanske vinhuse.

La Raya de Palacio Quemado er lavet på en blanding er sorter fra en enkelt vinmark, nemlig La Raya på en nordvendt skråning … men det skulle efter sigende vist være et mix på 90% Trincadeira samt 10% Alicante Bouchet.

Det er ikke sket afstilkning, så maceration og gæring er sket alene på druernes egne gærceller på hele klaser ved kontrolleret temperatur i betontanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske og amerikanske 500-5.000 liter egefade inden ufiltreret aftapning på flaske og yderligere 12 måneders lagring.

Sikke da en dejlig næse … ikke en tung spansk sag, men en noget lettere vin, der er ganske parfumeret, har en blomstret næse, roser, violer, garvet læder, rå champignon, ristede noter, muldjord, lakrids, mælkechokolade, lyse kirsebær, jordbær … men mest af alt duperes du af den fine, lyse og næsten feminine lethed.

I munden er vinen også let, men har en krydret side … eller måske rettere en sødkrydret side, men hvor er det let, saftig og har denne fine, svævende samt meget frugtrige side, hvor der er mirabeller, en smule lyse kirsebær og saftige jordbær. Det er knusende godt og hvor bliver jeg begejstret over denne vin. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2010 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, Portugal

2010 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, PortugalMed næste Royal Oporto portvin fra Real Companhia Velha fandt jeg endelig det, som jeg lige søgte. Og havde søde P ikke kommer forbi og hjulpet, så havde jeg nok drukket denne Royal Oporto Colheita Port i årgang 2010 helt selv.

Sjovt som jeg altid finder Colheita portvinene bedst og kommer de – som her – i en smuk flaske, så føler man sig også som en royal portvinsdranker.

Royal Oporto Colheita Port 2010 er fremstillet på et blend af Dourodalens 3 noble druesorter Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca … og kun de bedste druer fra de bedste markers ældste vinstokke.

Dybest set er en Colheita er betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange, men den skal så bare ligge på fad i minimum 7 år inden tapning op frigivelse til salg. Hos Royal Oporto produceres vinen kun i de allerbedste år og så løfter Real Companhia Velha lige kvaliteten yderligere ved direkte aftapning fra egetræsfadene efter noget længere tid.

Således er denne Colheita 2010 aftappet på flaske efter 10 år, altså i 2020, som der også står på etiketten.

Smuk i flaske og glas med sin rav- eller lyse teaktræsfarve og duften følger nærmest farve med en lys modenhed suppleret af en klar note fra hasselnødder og valnødder, karamel, tobak, en frugt med tørret abrikos, blommer, figner, dadler samt tørrede blomster, en smule appelsinskal … meget dragende.

Og det er ikke det bedste, for smagen er nærmest bedre end duften, som jeg får virkelig styret min lyst til lækker nektarvæske. Vinen har så smuk en balance mellem masser af sødme, alkoholvarme, tørret frugt og nødder. Det er netop voksenslik og selv dem, som ikke kan lide portvin, vil synes dette er rasende godt … og det er det … altså rasende godt. 94 point siger Houlberg og slikker sig om munden.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 299,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7