2018 Chiesa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2018 Chiesa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienPå de stejle, sandede bakker ved Monfriggio nær Santo Stefano Roero finder vi Azienda Agricola Chiesa Carlo og det er derfra, at jeres flittige vinblogger tester 2 Nebbiolo vine. Den første er en 2018 Langhe Nebbiolo.

Chiesa familien har ejet den lille gård i over 350 år, for familien overtog ejendommen i midten af 1700-tallet. Og de har nu i 5 generationer lavet vin på gården og i dag er det med de 3 brødre Giuseppe, Renato og Carlo i spidsen. De er fra en søskendeflok på hele 10 brødre fra deres forældre Agostino og Margherita.

De har samlet 9 hektar vinmarker, der altid har været passet økologisk uden brug af sprøjtemidler. Alt arbejdet i vinmarkerne udføres endda også uden brug af maskiner, og det gælder både for beskæring og vigtigst høsten.

I vinkælderen er formålet at sætte fokus på de individuelle karakteristika for hver af de lokale druetyper, som de dyrker. Der følges i vinkælderen et princip om minimal indgriben, hvilket giver vine med karakter og renhed. Til gæringen bruges der udelukkende lokale gærsorter and vinene lagres i enten rustfrie ståltanke eller store egefade.

Denne Langhe Nebbiolo er lavet med druer fra 20 år gamle vinstokke på stejle marker med syd- og sydøstlig eksponering tæt ved Santo Stefano Roero. Vinen er lavet med gæring og maceration over 12 dage og har lagret på ståltanke i 6 måneder … altså helt uden brug egefade. Der produceres kun 5000 flasker af denne vin årligt.

I glasset er vinen herlig, lys og transparent, mens duften er rank med masser af tørrede blomster, rosenblade, sten, en smule læder og lyse bær, hindbær, ribs, tranebær samt lidt kirsebær, tørre krydderier, oregano … ganske rank og fin.

Hvor smager det godt … har en tør og meget frugtrig slank smag, hvor en smule sødme omgående blander sig og bidrager til, at vinen virker både saftig og velproportioneret. Syren er skarp med næsten citroner og lemon, men den sparkes hele tiden af sødmen, som ikke vil lade syren tage kontrollen. Men det hele er på en let og lys facon, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Tanninerne er fint tørre, men de får heller ikke lov at dominere, så samlet får du en fin, lys, slank og ung Langhe Nebbiolo, der bare smager monstergodt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Alain Verset, Cornas, Rhône, Frankrig

2018 Alain Verset, Cornas, Rhône, FrankrigNiels Lillelund fortalte under Rhône Masterclass webinaret, at med et rigtigt godt glas Cornas skal du være i tvivl om, hvorvidt du har fået et glas vin eller bare én på hovedet. Sådan smager denne Cornas fra Alain Verset nu ikke, men den smager sgu meget godt.

Alain Verset er nevø til den legendariske Noël Verset, der jo rangerer på højde med andre store traditionalister som René Balthazar, August Clape og Marius Gentaz. Alain driver i dag sin lille vingård sammen med datteren Emanuelle, der i 2016 også har overtaget mere og mere af driften.

Flaskerne har også siden Emanuelles overtagelse fået nyt design og nu står der således Domaine Verset A & E.  Far og datter har samlet omkring hektar marker, som Alain har arvet fra sin far Louis Verset samt en smule fra sin berømte onkel, der jo ellers solgte sine bedste marker til henholdsvis Thierry Allemand, Auguste Clape, Laurent Courbis og en anden nevø Franck Balthazar.

Fremstillingen af vinene er uforandret fra tidligere generationer – dvs. gæring af hele klaser uden tilsætning af gær, lagring på store, gamle fade, der ikke giver smag/duft til vinene og vinene flaskes uden klaring eller filtrering. Som hos den tidligere generation laves der bare én vin og ingen luksus- eller specialcuvéer.

Vinen er vinificeret ultra-traditionelt, dvs. gæring i cementtank uden afstilkning, uden tilsætning af gær og uden temperaturstyring, mens presning sker i en gammeldags vinpresse. Vinene lagrer også typisk et par år på gamle fade, altså stort set samme fremgangsmåde som hos Clape.

Denne Cornas er fra den varme 2018 årgang … selvfølgelig lavet på 100% og vinificeret med gæring i cementtank uden afstilkning, uden tilsætning af gær og uden temperaturstyring. Presset i gammeldags vinpresse og lagret et par år på gamle fade.

Duft- og smagsmæssigt er den lige højre her pakket godt ind i vat, for vinen har slet ikke den stramme, dybe knockout næve. Duften er dog mørk, tæt med blod, jern, kalk, våde lædersko, blæk, blyant, jod, røget og tørret kød, hængt dyrekølle, solbær, brombær, eukalyptus, lavendel, blomster samt våde vaskeklude.

Smagsmæssigt smager det også fremragende, men der er bestemt ingen skarpe kanter. I stedet er det rundt, blød, cremet og langt mer’ tilgængeligt end gennemsnittet af Cornas vine. Det betyder også, at vinen faktisk er meget klar til at drikke nu og ikke skal ha’ 10 år i din vinkælder. Det er mørke bær, blåbær, brombær, røg, bacon, sødme, højt niveau af tanniner, grafit … har en sød fin, tørhed, rund og total behagesyg. Den er egentlig meget tro mod Cornas stilen, men blot på en soft og imødekommende måde. Smager sgu godt og dermed 5,5 fingre med pil op.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 350 kr., mens prisen er 280 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine Santa Duc, Gigondas aux Lieux-Dits, Rhône, Frankrig

2018 Domaine Santa Duc, Gigondas aux Lieux-Dits, Rhône, FrankrigDet andet sæt i Bichel Vines Rhône Masterclass med Niels Lillelund startede med denne 2018 Gigondas aux Lieux-Dits fra Domaine Santa Duc, som vi finder på adressen Les Hautes Garrigues i Gigondas.

Domaine Santa Duc er grundlagt af Gras familien tilbage i 1874 og drives i dag af den 6. generation i form af den unge Bejamin Gras. Han har for få år siden overtog driften fra sin far Yves Gras, som selv havde overtaget vinhuset efter sin far i 1985 og siden nærmest har været en institution i Gigondas.

Yves Gras kaldes også det lille kraftværk. Den energiske og ambitiøse Yves går helt fremme på tåspidserne og har i mange år arbejdet sammen med Bichel Vine, hvor Yves og Gunnar havde et særligt bånd.

Robert Parker har gjort Santa Duc og Yves Gras verdensberømte, for igennem de sidste 20 år har Yves’ vine scoret topanmeldelser hos den amerikanske presse og Parker har flere gange udråbt Santa Duc til at være den bedste Gigondas producent i skarp konkurrence med St. Cosme. Det siges, at Parker bruger Yves som reference for god Gigondas.

Udover Parker, så har Domaine Santa Duc også fået gode anmeldelser herhjemme i vores lille andedam.  I bogen Vinene fra Rhône skriver netop Niels Lillelund meget positivt om vinhuset. Han beskriver også Yves Gras som hele Rhônedalens imødekommenhed udtrykt i en enkelt mands personlighed.

Domaine Santa Duc ejer samlet omkring 26,4 hektar, hvoraf 12 hektar ligger i Gigondas og knap 4 hektar i Châteauneuf-du-Pape, men derudover drives Yves også en succesrig negociantvirksomhed, hvor han laver vi med druer opkøbt fra andre vinavlere, bl.a. en del, som tidligere har solgt deres druer til Guigal.

I 2009 begyndte Yves en ændring i produktionen af sine vine, således stilen blev lettere og mere frisk. Han startede også samtidig med en omlægning til økologisk drift og blev certificeret i 2012 … og i 2017 har han taget skridtet yderligere og blevet biodynamisk certificeret.

Året 2017 blev også på en anden måde skelsættende for Domaine Santa Duc, for der overtog Yves Gras’ søn Benjamin driften med lidt support fra farmand. Benjamin er uddannet ønolog i Bourgogne og har som led i sin uddannelse efterfølgende haft et år hos Domaine de la Romanée Conti.

Verdens mest berømte vinproducent er selvfølgelig et meget eftertragtet lærested, og de tager én praktikant om året. Benjamin var den heldige og i det år var han en del af familien Villaine og havde daglig omgang med verdens mest eftertragtede vine.

Det er Benjamin, som har stået for transformationen til biodynamik og han har været med til bl.a. at indføre amforaer af terrakottaler til fremstilling og lagring af vinene. Måske har den burgundiske tilgang også smittet lidt af, for han har fortsat med at give vinene yderligere lys og frisk stil … den sti, som far Yves allerede startede i 2009.

Her er det altså Benjamins 2018 Gigondas aux Lieux-Dits, som er lavet på et mix af 75% Grenache, 10% Syrah, 13%, Mourvèdre samt 2% Cinsault, som kommer fra 40 år game vinstokke på 8 forskellige marker i Gigondas. Et lieux-dit er en navngiven mark på fransk og aux Lieux-Dits betyder fra forskellige marker.

Her er det fra markerne Les Hautes Garrigues, Les Carbonnières, Les Rocassières, Santa Duc, Les Pailleroudas, Les Routes, Goujard et Plane samt Clos Derrière Vieille. Druerne er delvis afstilket og vinen er lavet med spontangæring, kort maceration og daglig punchdown og overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret samlet 18 måneder, først på store egefade og derefter betontanke inden aftapning på flaske.

I næsen er vinen en anelse animalsk med en lidt frugtrig, bittersød, sødkvalm kirchagtig frugt (på den gode måde), kirsebær, brombær, ribs, blomster, blæk, kærnemælk, jord, blod, en pirrende mineralitet samt meget stor friskhed. Det er noget lethed over duften og det virker meget balanceret.

Smagsmæssigt er det en meget rund, frugtrig og vildt frisk vin, som af en rhônevin er relativ let, men forfærdelig tilgængelig med sødme fra en forholdsvis sen høst. Det giver vinen en saftig rundhed og den glider faktisk lige gennem drænrøret uden den store modstand, for det bliver aldrig tungt, men alligevel med et fint syrebid, tanniner, peber, saltlakrids og lidt varme.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er 190 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Clos Romane, Cairanne, Rhône, Frankrig

2019 Clos Romane, Cairanne, Rhône, FrankrigNæste Rhône Masterclass vin i både vores og Niels Lillelunds vinglas blev en 2019 Cairanne fra vinhuset Clos Romane, der netop ligger i centrum af byen Cairanne.

Vingården drives af Nadine og Stéphane Charancon, der i 2011 overtog driften fra Stéphanes forældre. Han er 4. generation på vingården og havde forinden også været vicepræsident i det lokale kooperativ, som hedder  Cave de Cairanne aka Maison Camille Cayran. Charancon familien havde også altid leveret deres druer til kooperativet, men det ændrede sig, da Stéphane overtog familieforetagendet.

Han udtrådt nemlig af kooperativet, da han ville starte med at lave sine egne vine på familiens vingård. Stéphane havde ambitioner om at lave områdets bedste vin, hvorfor han også byggede topmoderne kælderfaciliteter og investerede i det nyeste vinifikationsudstyr, hvilket kunne finansieres ved at frasælge de parceller, som ikke levede op til hans kvalitetskrav.

Samlet har Nadine og Stéphane Charancon 30 hektar vinmarker, som har været i familien Charancons eje i flere generationer, så de har gamle vinstokke, som er på både højt og lavt beliggende marker spredt rundt i kommunen. Alt høstes i hånden og druerne sorteres grundigt inden vinifikation.

Her er det så deres Cairanne i en frisk 2019 årgang lavet på 50 % Grenache, 25 % Syrah, 20 % Mourvèdre og 5 % Carignan fra gamle vinstokke med en alder på over 50 år. Høstet i hånden og vinificeret helt traditionelt uden tilsætning af gær, uden klaring eller filtrering og kun ganske lav svovling ved flaskning.

Duftmæssigt er det en tør og krydret vin … masser af lavendel, eukalyptus, mentol, sten, kul, salte mineraler, jern, kaktus, lakrids, peber, solbær, brombær, blåbær, nelliker, sorte olien … meget rustik og har også lidt grønne urter.

Smagen er sådan meget oprejst … rustik, robust, ren, slank og mineralsk med brombær, blåbær, røget og tørret kød, saltlakrids, mørk chokolade og en krydret sødme med lidt kanel, mens syren er direkte, ren, rustik og koncentreret.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Houlberg er Ugens Vinanmelder hos online-magasinet Dailywine.dk

Jeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog er Ugens Vinanmelder med et interview i vinbranchens nye, informative online-magasin Dailywine.dk, der leverer masser af nyheder, baggrund og informationer til og om den danske vinbranche.

Desværre er interviewet ikke længere tilgængeligt.

Men faktisk endte indlægget med at være det mest læste artikel på Dailywine.dk nogensinde 🙂

2018 Domaine les Bruyères, Crozes-Hermitage Georges, Rhône, Frankrig

2018 Domaine les Bruyères, Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigDen første vin til Rhône Masterclass webinaret med Niels Lillelund var denne 2018 Crozes-Hermitage Georges fra Domaine les Bruyères.

Domaine les Bruyéres ligger i byen Beaumont-Monteux 5-6 kilometer nord for Valence og drives af David Reynaud. Selve vingården stammer tilbage fra 1700-tallet, men der blev først lavet vin på gården i slutningen af 1800-tallet, hvor Auguste Serret og Adélaïde Marron anlagde vinmarkerne. Senere blev driften overtaget af sønnen Joseph Serret og dennes hustru Gabrielle Ronjat.

Efter anden verdenskrig giftede deres datter Josette Serret sig med Georges Reynaud og det er ham, som fik gang i en større vinavl på de dengang 7 hektar vinmarker. De solgte dog blot alle druerne til det lokale vinkooperativ Cave de Tain l’Hermitage, som den dag i dag fortsat er den største producent i området.

I 1988 blev driften overtaget af Georges’ datter Marceline og det var under hendes ledelse, at familien begyndte med egenproduktion samt køb af flere marker. Siden år 2000 har det imidlertid været Marcelines søn David Reynaud, som har forestået driften og produktionen af vinene fra Domaine les Bruyéres.

David er uddannet ønolog og har siden overtagelsen i år 2000 virkelig vendt op og ned på produktionen. Ved overtagelsen blev udbyttet straks sænket og produktionsmetoderne omlagt for at skabe mere intense og karakterfulde vine med tydeligt terroir.

I første ombæring blev hele fremstillingsprocessen omlagt til økologisk produktion, men siden 2005 er Domaine les Bruyères gået et skridt videre og er blevet 100% biodynamisk.

David har også købt yderligere jordlodder, således Domaine les Bruyéres i dag ejer 27 hektar vinmarker, hvoraf hele 14,5 hektar er AOC Crozes-Hermitage. Der dyrker han fortrinsvis Syrah, men også Marsanne, Roussanne, Mondeuse Blanche og Viognier til hvidvin, Grenache til en rosévin samt en smule Persan og Merlot.

Det meste markarbejde på Domaine les Bruyères laves i hånden og ved høsten foretages der strikt sortering af druerne både i marken og inden vinifikationen. Kælderen er beliggende helt under jorden, så al transport af druerne sker ved hjælp af tyngdekraften. Gæring foregår hovedsageligt i store betonæg, som giver en mere harmonisk gæring. Der svovles kun ganske let.

Denne  Crozes-Hermitage er lavet på ren Syrah fra 30 år gamle vinstokke. Høstet og sorteret i hånden. Vinificeret i beton med fuld afstilkning og uden tilsætning af gær. Halvdelen af vine er lagret 12 måneder på gamle barriques, mens den anden halvdel er lagret på cementtank. Vinen har en sådan moderne hvid plastikprop … og dette er jeg ikke specielt vild med.

Men jeg er vild med duften … herlig landlig med øko-prut, lakrids, sorte oliven, mørk ren frugt, brombær, kloroform, blomster, sæbe, salvie, lidt hospital, grønne krydderurter, flæsk, røget bacon,  lidt jernbanesveller … og en syre, som faktisk virker frisk, let til bens samt iført lys, næsten hvid gabardinehabit.

I munden er det en frisk, frugtrig og saftig vin med en markant, stringent syre … lige præcis som duften også lovede. Frugten har denne sødlige, let bitre side, som er uovertruffen, hvilket gør det hele meget balanceret. Der er lyse solbær, brombær, peber og samtidig cremet, fyldig og blød med dette friske bid.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af minimum 2 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Rhône Masterclass webinar med Niels Lillelund

Det føles i øjeblikket som om, at 2020 egentlig blot er gået ind i forlænget spilletid … og statsministerens ugentlige pressemøder som dårlige genudsendelse af en film, der for længst burde være skrottet. Man føler sig lidt som Phil Connors i filmen Groundhog Day fra 1993 … der i den lille by Punxsutawney vågner til den samme dag om og om igen.

Selvom der ikke i øjeblikket arrangeres vinsmagninger, som er der alligevel små vinøse lys midt i pandemien, for der er nemlig – som et lille plaster på såret eller erstatning – begyndt at dukke flere og flere online-smagninger op. Så da Jan forleden forslog, om vi ikke skulle fordrive den kommende fredag med sådan én, så var jeg ikke besværlig at overtale.

Vi kunne endda vælge mellem to smagninger … enten en Toscana smagning med René Langdahl Jørgensen eller Rhône Masterclass med Niels Lillelund arrangeret af Bichel Vine.

Vi valgte den sidste – Lillelund er altid hyggelig – og jeg fik indkøbt de 4 vine, som skulle smages. Vi inviterede også Gert med … og da vi alle tidligere havde været smittet med COVID-19 kunne vi jo reelt ikke smitte eller blive smittet.  En lille vinøs coronabande.

Niels Lillelund kender de fleste nok … i hvert fald de fleste vininteresserede. Han er både forfatter, kulturjournalist samt  restaurantkritikker og vinanmelder for Jyllands Posten. Han er nok også en af landet største Rhône eksperter og har skrevet to bøger om netop det emne … Rhône vinene fra 2004 og Vinene fra Rhône fra 2013.

Så derfor havde Bichel Vine meget passende hyret Niels til at kommentere vinene i dette Rhône Masterclass webinar sammen med Lars Bo Henriksen, der i dag ejer Bichel Vine. Og sammen skulle de lede os igennem vinene med deres kommentarer … et hyggeligt set-up med afslappet, munter og rolig stemning.

Jeg havde rigget min bærbare til inde i stuen, så vi alle 3 kunne se webinaret på fjernsynet i anstændig størrelse. Webinaret kunne vi tilgå via Facebook eller Zoom … og vi tog det på Zoom, hvor Jan også havde medbragt en Jabra Speakerphone, så vi kunne høre og blive hørt på webinaret, hvis vi skulle have nogle spørgsmål.

Vinene

Vi skulle igennem fire vine og det var to vine fra det sydlige Rhône samt to vine fra Nordrhône. Her er vinene i den rækkefølge, som vi smagte vinene … hele tiden i set af to mod hinanden:

Lars Bo startede også netop webinaret med kort at præsentere de fire vine, som vi skulle igennem og så udfordrede hans Niels Lillelund ved at servere den første vin blindt. Niels mente at det var Cairanne vinen, men det var imidlertid Crozes-Hermitage vinen fra Georges Reynaud på Domaine les Bruyères,

Det begynder godt grinte Lillelund. Det er en ydmygende sport. Han fortalte, at han gættede Cairanne grundet den lidt rustikke stil. Både Lars Bo og Niels fik dog hurtigt Cairanne i et andet glas, så de kunne sammenligne de to vine og vi legede selvfølgelig kongens efterfølger og gjorde det samme.

Vinene blev kommenteret af både Niels og Lars Bo … krydret med både med lidt smagsnoter og masser af historie om Rhône generelt, de to producenter og vinene. En vin dialog for viderekomne … og vi kunne bare suge til os. I sammenligningen mente Niels, at vinene var en smule atypiske derhen, at Cairanne vinen nok være bedre egnet til lagring end Crozes-Hermitage vinen, hvor det normalt vil være omvendt.

Vi drøftede også selv det første sæt … og havde nok samme konklusion, nemlig at Cairanne vinen er meget rustik, krydret og mineralsk, mens Crozes-Hermitage vinen har meget mere duft af det biodynamiske, er mere saftig og mørkere. Jeg havde selv Crozes-Hermitage som vinder, hvis det havde været et lille battle.

Det andet sæt var også klart de bedste vine denne aften … en lille kamp mellem Gigondas i det sydlige og Cornas i det nordlige Rhône. Her var forskellene også endnu større end i første sæt … og Niels var god til at sætte ord på, hvordan hans oplevelse af vinene var.

Han synes ikke, at vinene i sæt to var specielt typiske, derved at Santa Duc har lavet denne Gigondas i en lettere stil end Gigondas normalt, mens Cornas vinen fra Alain Verset i denne årgang 2018 nok er mindre kraftig end normalt. Lillelund sagde blandt andet, at med et rigtigt godt glas Cornas skal du være i tvivl om, hvorvidt du har fået et glas vin eller bare én på hovedet.

I det hele taget har Niels en god holdning til beskrivelser af vin … og forstår fuldstændig, at poesi og billedsprog ofte er en del af en god beskrivelse. Kan en vin dufte blåt? Nej selvfølgelig ikke, men vi forstår godt, hvad der menes.

Niels og Lars Bo fik også en snak om biodynamik og lagringen af vinene … specielt den sidste Cornas, der egentlig er meget åben og tilgængelige lige nu. Niels vurderede, at denne årgang 2018 nok ikke vil være en vin, som skal gennem 30 år, men formentlig vil tage lidt på og udvikle sig de næste 5 år.

Der kom til sidst spørgsmål til Niels Lillelund via Q&A funktionen i Zoom … alt fra områder, bedste Rhône køb, udvikling af vin i magnum flasker og ens lugtesans. Lillelund sagde, at hvis man ikke kan lugte, så kan man ikke smage.

Samlet blev det til 1½ time med masser af god vinsnak … og vi havde fortsat mer’ vin i glasset derefter. Så kunne vi selv snakke videre om vinene, mens jeg gik i gang med at lave lidt pizza, hvor jeg er startet med at eksperimentere med lidt fermenteret dej, autolyse, høj hydration og glutennetværk.

Samlet en hyggelig aften i vor lille coronabande.

2020 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2020 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigMer’ hvid Bourgogne 🙂 Det er ikke mere end 4 måneder siden, at jeg smagte denne Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i årgang 2019, men allerede nu er årgang 2020 frigivet og den har jeg netop hældt i mit store og hårdtprøvede vinglas.

Det er lidt underligt at se årgang 2020 på skrift på en europæisk vin allerede nu, men det betyder vel egentligt bare, at tiden går alt for hurtigt, men selvfølgelig også, at vinen heller ikke har lagret i vild lang tid og i dette tilfælde slet ikke på egefade … alene i ståltanke.

Prosper Maufouxs Mâcon-Villages Blanc her er lavet med druer fra Mâconnais … det sydligste område i Bourgogne og nærmest nabo til Beaujolais. Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og har en fin undergrund af kalksten, der nærmest er som skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte druer, fremstillet i frisk og frugtren stil – helt fri for ny eg og blot lagret nogle måneder sur lie, men derudover har jeg ingen oplysninger om produktionen. Jo … den er produceret af vinmageren Nadine Gublin, der i øvrigt tidligere blev kåret som årets første kvindelige vinmager i Frankrig af magasinet Revue de Vin de France.

Duftmæssigt er det melon, pærer, lys tropisk frugt, lidt søde mandariner, fersken … lidt som 2019’eren og igen er det slet ikke en tyk, fadtung Chardonnay, men faktisk virker den slankere, mere ren og mere syrlig med nogle rustikke, sødkrydrede noter. Der er lidt mandler, toast, citroner, grillet lemon og svage grønne elementer.

I munden er vinen lidt mere en hidsigprop end 2019’eren, for syren er klart mere markant. Men temperament er godt, for det gør også, at vinen slet ikke på nogle måder bliver en overdone og tyk vin, men i stedet en stram arrigtrold, hvor der kommer smag af både fersken, melon, citron og svag grape, som dog fylder fint og er med til at give vinen en lille form for fylde. Dermed bliver det en omgængelig, fornuftig og skarp hvid burgundisk vin.

Forhandles af Supervin, som har lavet en kanonaftale med producenten, hvorved vinen pt. kan sælges på tilbud til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker mod en normalpris på 169,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Domaine de l’Epinet, Viré-Clessé Gramont Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine de l'Epinet, Viré-Clessé Gramont Chardonnay, Bourgogne, FrankrigViré-Clessé er en nyere AOC appellation lige nord for Mâcon  udelukkende med produktion af hvidvine på ren Chardonnay. Vi smager her en 2016 Viré-Clessé Gramont Chardonnay fra et lille vinhus, som kalder sig Domaine de l’Epinet.

Vinhuset findes der ikke mange oplysninger om … ja faktisk kan jeg slet ikke finde nogle, hverken på internet eller andre steder, så det er formentlig en ganske lille producent. På etiketten bagpå flasken står der, at vinen er flasket af LG i F-71260 for Janny N i samme postnummer, men jeg har ikke kunnet greje, hvad disse bogstaver står for.

Postnummeret F-71260 er på byen Lugny, der netop ligger i Viré-Clessé appellationen. I det område findes der mange producenter, men ingen som lige kan passe med LG. Der findes et stort kooperativ i byen, nemlig Cave de Lugny med over 400 medlemmer, der samlet har 1.272 hektar vinmarker og en produktion på 5,5 millioner vinflasker årligt. Kan Domaine de l’Epinet været et af disse medlemmer?

På flasken fremgår det, at Domaine de l’Epinet selv har 18 hektar vinmarker og  Supervin fortæller, at de faktisk i 22 år har solgt deres druer til det lokale kooperativ, men i 2008 selv startede med at lave deres egne vine.

Domaine de l’Epinets Viré-Clessé Gramont er selvfølgelig lavet på Chardonnay, som er den eneste tilladte druesort i Viré-Clessé, der i øvrigt ikke har en eneste 1er Cru vinmark. Vinen er fremstillet med temperatursturet gæring samt modning sur lige på de fine gærrester for en autentisk gengivelse af druesort og terroir.

I næsen er det en lidt fyldig og småopulent burgundisk vin, meget aromatisk med tropisk frugt, mango, abrikos og ananas samt et lidt sødligt præg … måske fra fadlagring eller godt med sødme niveau i druerne. Der er lidt citroner, mynte og citrongræs, som giver lidt rankhed.

Smagsmæssigt er det også en fyldig vin, som jeg synes er noget atypisk for Bourgogne, for der er masser af fedme på dellerne med eksotisk frugt … igen mango og abrikos, men samtidig smager vinen rustik og noget krydret.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, Portugal

2017 Rui Roboredo Madeira, Beyra Grande Reserva, Beira Interior, PortugalVi spænder nu kysen ekstra stramt om hagen og springer en oktav højere op med den næste vin fra Rui Roboredo Madeira Vinhos do Vale do Douro, for det er nemlig hans 2017 Beyra Grande Reserva … igen fra de højt beliggende marker ved Vermiosa i Beira Interior området.

Beyra Grande Reserva er lavet på et blend af 80% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 10% Mencía fra 40 år gamle vinstokke på marker fra et plateau i 750 meters højde i Beira Interior … et lille område, som er en del af Douro International Natural Park.

Ved den manuelle høst sker første selektering af druerne allerede ude i marken, men efter ankomst til vineriet, så afstilkes og knuses druerne med det samme inden gæringen og delvis maceration ved 22-26 grader i cementtanke over 7 dage. Efter gæringen er vinen lagret 14 måneder på amerikanske 300 liter egefade.

Sikke en duft … en vinøs lille højeksplosiv maggiterning med massiv, kompakt, tætpakket mørk frugt som brombær, solbær, lidt dadler og sorte kirsebær. Det suppleres med masser af fadpræg med lidt toast, ristede samt sødbrændte noter, sød finsk lakrids, tør engelsk lakrids, mælkechokolade, vanilje, mynte  og under de store, fyldige skørter finder man også både en klar nerve og behersket, uanfægtet ro.

I munden får man lidt af det samme som i duften … en intens, tætpakket vin, som ganske vist er både fyldig, vildt cremet og blød, men som også har bid, dels fra den friske mørke frugt, fra krydderier, peber, svag bitterhed, nogle ristede elementer og alkohol, men også tydelige, fintpolerede tanniner. Det er både fyldigt, rent, elegant og man mærker næsten både mineralitet, lidt balsamisk intensitet, den tilbagetrukne og skyggeløse syre samt kølige elegance. Stor vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger