2015 Château Fleur Cardinale, Saint-Èmilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Fleur Cardinale, Saint-Èmilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigNæste vin i rækken blev en vaskeægte Bordeaux, nemlig denne Saint-Èmilion Grand Cru Classé årgang 2015 fra Château Fleur Cardinale, der ligger lidt nordøst for Saint-Étienne-de-Lisse.

Château Fleur Cardinale drives i dag af Florence og Dominique Decoster. De havde en drøm om at eje et vinslot, så da det havde solgt deres porcelænsfabrik, så købte de i 2001 Château Fleur Cardinale, som indtil da havde solgt deres vin bulk til andre vinhuse, men det ændrede parret og har siden årgang 2001 solgt deres vine under eget navn.

Vinslottet stammer oprindelig tilbage fra 1819 og det kan dokumenteres, at der i hvert fald siden 1920’erne har været lavet vin på slottet. Dengang hed slottet dog Clos Bel-Air og var ejet af godsejeren Pierre Sarthou-Moutengou og  hans hustru Jeanne Marie Grué

Det nuværende navn Château Fleur Cardinale skyldes Jean-Louis Obissier, som købte slottet i 1975. Han var søn af borgmesteren i Villerouge-Termenes. Han havde en stor passion for raceheste og gav slottet navnet efter hans to elskede heste ved navn Fleur og Cardinale døde.

Florence og Dominique Decoster købte Château Fleur Cardinale fra Asséo-familien, der havde ejet godset siden 1982. Dominique havde netop solgt sin porcelænfabrik i Limoges. Han havde ejet den i 27 år og hertil flere andre virksomheder, men besluttede i 2000 at sælge dem alle og forfølge sin passion for vin.

Efter Dominique og Florence Decosters køb af slottet i 2000 har de foretaget store investeringer i slottet og kvaliteten af vinene er år efter år blevet mærkbart forbedret. Det har resulteret i, at slottet blev forfremmet til Grand Cru Classé allerede i 2006.

De hyrede kyndige rådgivere til at hjælpe dem med produktionen af vinene, bl.a. en landbrugsrådgiver … og så deres nabo, ønoligen Jean-Luc Thunevin, der driver ​​Château Valandraud. Siden har de også fået deres svigerdatter Caroline med i projektet. Hun er udlært indenfor Kedge Wine and Spirits Management Masters-programmet med en universitetseksamen i vinsmagning og står nu for salget.

Château Fleur Cardinale har samlet 23,5 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 49 parceller, som er beplantet med 76% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 4% Cabernet Sauvignon.

Vinstokkene er gennemsnitlig 40 år gamle og stilen hos slottet er forholdsvis moderne. Selvom vinhuset ikke er certificeret, så foregår vindyrkningen efter økologiske principper med stor respekt for naturen.

Vi har her deres vin i årgang 2015, lavet på 75% Merlot, 15% Cabernet Franc samt 10% Cabernet Sauvignon. Druerne er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar.

Hver druesort vinificeres separat, hvilket efter den manuelle høst sker i 17 koniske kar af rustfri stål med temperaturregulering. Først ligger druerne koldt ved 5 grader til udblødning, hvorefter gæringen sættes i gang … først den alkoholiske fermentering i 7 til 10 dage og derefter varm maceration i omkring 10 dage med daglig remontage.

Efter endt fermentering har vinen så lagret i slottets kældre, hvor vinen lagrer i nye franske egetønder i 12 til 14 måneder, hvorefter det endelig blend sker og vinen aftappes på flaske. Der er lavet omkring 115.000 flasker af vinen.

Herlig fin klassisk næse med brombær, sorte kirsebær og måske endda en smule solbær og en snert af lidt granatæbler, sød lakrids, grafit, kakao, runde og søde krydderier, karamel, jord, lidt mejeri og tørre grønne blade, tjære og syrlig tobaksrøg.

Smagsmæssigt har vinen god krop, struktur og har forholdsvis frisk frugt. er stram og stringent. Der er igen sorte kirsebær, kakao, bitter mørk chokolade, kaffe, tjære samt lidt peber. Der er finkornede og markante tanniner, god balance og den fremstår harmonisk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Serraboella, Piemonte, Italien

2017 Massimo Rivetti, Barbera d'Alba Superiore Serraboella, Piemonte, ItalienDerefter – endelig – røg vi tilbage til Europa, hvor den første vin var denne 2017 Barbera d’Alba Superiore Serraboella fra det velkendte vinhus Massimo Rivetti.

Vinhuset har jeg skrevet om mange gange tidligere her på vinbloggen, så denne gang kigger jeg kun på Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella, som jeg har smagt tidligere … blot i årgang 2012. Vinen laves kun i de allerbedste år og endda udelukkende med de bedste druer fra den 1,5 hektar store marken Serraboella i 400 meters højde fravinstokkene, der er  omkring 60 år gamle.

Al høst og sortering foregår med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt. I kælderen starter gæringen spontant med de i kælderen forekommende gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

Vinen lagres efterfølgende … dels i 20 måneder på små franske barriques, hvor en tredjedel er nye og delvis i 2.500 liter store egefade af slavonsk eg. I forbindelse med hele processen forsøger man at holde vinen så naturlig som muligt ved kun at bruge et absolut minimum af sulfitter. Vinen aftappes ufiltreret og lagrer derefter yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg.

Næsen er herlig balsamisk, stram og lettere syrlig. Der er stor landlighed, syrlig mødding, tobak, let mentol og eukalyptus, fin og stram syre, grønne urter, papkasser, fadnoter som vanilje, kanel samt mælkechokolade, kaffe og grafit. Men det er ikke sødt eller fyldigt, for vinen har en fin kølighed.

I munden er vinen virkelig italiensk uden at blive for streng, for vinen er både cremet og blød, mens der nærmest ikke er tanniner. Syren er bare ren, fin og giver vinen en smuk balance sammen med saftighed, sødkrydrede elementer og en tæt krop. Samlet fremstår vinen ret blød og elegant. Det er fabelagtig Barbera.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Hook & Ladder Winery, Los Amigos Ranch Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2016 Hook & Ladder Winery, Los Amigos Ranch Cabernet Sauvignon, Californien, USAI det fortsatte oversøiske spor var næste vin 2016 Los Amigos Ranch Cabernet Sauvignon fra det amerikanske vinhus Hook & Ladder Winery.

Det er et hus, som jeg er stødt på tidligere, da jeg smagte deres 2018 Russian River Valley Estate Chardonnay.

Historien om Hook & Ladder Winery startede helt tilbage i  1970, hvor Cecil De Loach – en San Francisco brandmand – og hustruen Christine købte den lille vingård Barbieri Ranch i Olivet Road distriktet i Russian River Valley området. Det var deres ultimative udlevelse af en drøm om at blive vinbønder, selvom de ikke havde baggrund for hverken landbrug eller vindyrkning.

De købte vingården af  Louis Barbieri, hvis far Itilo Barbieri havde etableret vingården i 1905 og tilplantet vinmarkerne, men Cecil og Christine omdøbte gården til De Loach Vineyards.  De drev vinhuset økologisk og blev en slags pionerer i Russian River, hvor de var nogle af de første til at plant Pinot Noir.

I starten arbejdede Cecil sideløbende som brandmand, men måtte senere droppe jobbet og så fokusere 100% på vingården, som også blev større med løbende opkøb af flere marker og andre vingårde. I 2001 startede de finansielle problemer og i 2003 gik drømmen itu, da vingården gik konkurs og blev købt af Boisset familien fra Bourgogne for 17,5 millioner dollars.

Det gjorde dog ikke De Loach parret fattig, så i 2004 startede de C & C Wine Company, købte og solgte er par vingårde indtil de endelig i 2005 købte en vingård lige nede af vejen ikke langt fra deres gamle vingård. De navngav projektet Hook & Ladder med inspiration fra brandstigerne fra Cecils tid som brandmand.

Hook & Ladder Winery har selv omkring 26 hektar vinmarker i Russian River og 53 hektar fra Los Amigos Ranch i Chalk Hill, men derudover får de også druer fra Sweetwater Land & Cattle Co., som Cecil De Loach også er medejer af. Det selskab opdrætter kvæg og ejer også 375 hektar vinmarker i Russian River Valley.

Derfor sælges alle vinene heller ikke kun som Hook & Ladder, for vingården sælger også vine under fire andre brands, nemlig Hartman Lane Vineyards & Winery, Tuscan Ridge, Sweetwater og Four Rows.

I dag drives Hook & Ladder af Cecil De Loachs barnebarn Jason De Loach, som tidligere har været kældermester ved Dutton-Goldfield Winery og Balletto Vineyards & Winery.

Han laver vine som vel kan betegnes som semi-traditionel for området med fokus på naturen og arbejdet i marken. Det betyder fx naturlig gæring og en benyttelse af en andel helklasegæring og kun lagring på en mindre andel nyt eg, hvorfor vinene også er mere friske og elegante i stilen.

Denne Hook & Ladders Cabernet Sauvignon er en enkeltmarksvin fra den særlige Chalk Hill. Det er et omårde med en jordbund med kalkfarvet, vulkansk aske kendetegnet ved at frembringe elegante bordeauxblends med både struktur og underliggende mineralitet.

Chalk Hill, som er beliggende nordøst for Russian River, er generelt lidt varmere end Hook & Ladders marker ved Russian River vest for Santa Rosa, hvilket især begunstiger Cabernet Sauvignon.

Al høst og den efterfølgende selektering foregår ved håndkraft, hvorefter vinen gærer på naturlig vis. Efter endt fermentering er vinen lagret i 18 måneder på en kombination af fransk og amerikansk eg, hvoraf 15% er nye fade.

Duftmæssigt snakker vi mørke bær, engelsk lakrids, blæk, flæsk, bacon, våde fade, cigarkasser som en vaskeægte bordeauxvin og så pænt med fadpræg, vanilje, kanel, mælke chokolade, cafe au lait og en frugt med solbær, sorte kirsebær … fyldig, rar, varm og godt balanceret.

Smagen fortsætter indtrykkene fra duften med masser af fadnoter som vanilje og chokolade, virkelig blød, cremet, rund og venlig med saftige kirsebær, solblær, eg, røg, polerede tanniner og en syre, som har pondus og alligevel er til at snakke med. Det er et lækkert glas Cabernet Sauvignon.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 159 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Rainbows End Wine Estate, Merlot, Stellenbosch, Sydafrika

2015 Rainbows End Wine Estate, Merlot, Stellenbosch, SydafrikaMed næste vin til byggemødet blev vi atter oversøisk med en 2015 Merlot fra vinhuset ved enden af regnbuen … Rainbows End Wine Estate, der ligger nær Stellenbosch i Sydafrika.

Vinhuset er nyere … grundlagt i år 2000, hvor den dengang 57-årige Jacques Malan sit gode job for at forfølge drømmen  om at dyrke vin.

Med hjælp fra familien fandt han en lille ejendom i et bakket og højtbeliggende område i 540 meters højde med Jonkershoekbjerget i baghaven og udsigt over den bjergomkransede, frugtbare Banghoek slette.

På de tilhørende 23 hektar plantede han sorterne Shiraz, Cabernet Sauvignon. Cabernet Franc, Merlot, Petit Verdot og Malbec og gik så i gang med af renovere ejendommen inklusiv en gammel kælder under huset … og det var starten på Rainbows End Wine Estate.

Allerede i 2002 præsentere de deres første vin, som var en Shiraz lavet på 18 måneder gamle vinstokke. Vinen vandt en sølvmedalje på det sydafrikanske vinshow for unge vine og senere vandt 2004 årgangen af samme vin en guldmedalje.

De efterfølgende år fulgte en stribe af priser og medaljer, som bestyrkede dem i troen på, at jordens frugtbarhed og deres samlede arbejdsindsats ville føre til den ventede succes.

I dag er det sønnerne Francois og Anton, der tidligere  har arbejdet i Bordeaux, der står for driften. De arbejder i vineri og marker med en kombination af traditionelle og moderne metoder. Målet er vine med deres egen stil og karakter fra den unikke jordbund.

Denne 2016 Merlot er lavet på 2 forskellige Merlot kloner, som Malan har på sine marker i 550 meters højde, hvor temperaturen er pænt kølig for området. Alle druer håndhøstes ved daggry og klaserne sorteres individuelt.

For at bevare en relativt stor andel af hele druer afstilkes klaserne kun delvis. Mosten koldmacereres i 3 dage før gæring for at opnå optimal farveudvinding.

Gæring foregår i åbne kar ved en temperatur på 24-28 garder med remontage 6-8 gange om dagen for maksimal ekstraktion. Kølingen under fermentering foregår ved anvendelse af en naturlig bjergkilde lige udenfor kælderen.

Efter gæring presses skallerne let i en lille kurvepresse, hvorefter vinen kommer på egefade, hvor den malolaktiske fermentering så  finder sted. Herefter omstikkes vinen til små franske barriques, hvor den modner i 12 måneder og heraf er 33% nye fade. Hver klon holdes separat under hele vinifikationsprocessen frem til den endelige blanding.

Duftmæssigt er vinen – i mine øjne – lidt forvirrende. Der er nogle søde fadnoter, som rammer næsen først, lidt vaniljesyltede grønne tomater, mælkechokolade, rågummi, brombær og kirsebær, meget aromatisk og der er også både baconfedt, ymer, mælkede noter og en lille mulle note.

Smagen er næsten blomstret, men egentlig pænt blød og frugten er  moden med blommer, solbær og kirsebær, nogle ristede elementer, stærk peber og næsten syrlige tanniner. Syren virker lidt kantet og skæv, mens der er er noget, som brænder på tungen. Lidt turnoff i det houlbergske univers.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Viña Estampa, Estampa Gold Carménère, Colchagua, Chile

2016 Viña Estampa, Estampa Gold Carménère, Colchagua Valley, ChileHvor er det lang tid siden, at jeg sidst har smagt vin fra chilenske Viña Estampa. Men byggemødet bød på denne 2016 Estampa Gold Carménère.

Viña Estampa ligger i Colchagua Valley i Rapel regionen sydvest for Santiago i Chile. Vinhuset er  reelt grundlagt i 2001 af Miguel González Ortiz, men ovenpå den vingård, som hans gamle farfar Don Manuel González Dieguez startede for flere generationer siden. Han var spansk indvandrer og købte en kornmølle ved siden af kirken Molino Estampa, opkaldt efter et gammelt sagn om et mirakel på stedet flere hundrede år siden.

Kornmøllen er stadig i drift, men Miguel González Ortiz har sat et langt mere moderne aftryk på vingården med byggeriet af en stor og moderne vingård med al den nyeste teknologi. De kaldte vingården Estampa efter det gamle sagn og til ære for farfaderen Don Manuel González Dieguez.

Det moderne vineri har en produktionskapacitet på 2 millioner liter, fordelt mellem amerikanske og franske egetræsfade, samt rustfri tanke på 5.000-50.000 liter. Dertil skal lægges, at Estampa råder over ikke mindre end 400 hektar vinmarker fordelt på de tre områder Palmilla, Paredones and Marchigüe

Regionen i netop dette område har et særligt godt ry for fyldige rødvine, da klimaet er perfekt for vindyrkning med varme, tørre somre, der giver meget sunde druer. Havets nærhed giver kølige nætter, hvilket også bidrager til druernes syreindhold og koncentration.

Der dyrkes primært druerne Cabernet Sauvignon, Merlot, Carménère og Syrah, der tjener som basis i alle husets blends, men derudover har man også Malbec, Cabernet Franc, Petit Verdot, Petite Sirah og Viognier … alle druer, som benyttes til at øge karakteren og kompleksiteten i vinene.

Filosofien bag Estampas vine er, at man ved at blande to eller flere druetyper opnår dybere farve samt større kompleksitet og smag, men opnår en god afspejling af det lokale terroir.

Estampa Gold Carménère er ikke ren Carménère, men er lavet på 85% Carménère, 5% Cabernet Sauvignon, 8% Cabernet Franc samt
2% Petit Verdot.  Alle druer plukkes manuelt, afstilkes og vinificeres separat indtil den endelige blanding. Efter koldmaceration i 5 dage og gæring i rustfrie ståltanke ved 26-28 grader, så lagres vinene 14 måneder på franske og amerikanske fade, hvoraf 80% er nye. Der laves årligt 19.200 flasker af denne vin.

Vi starter duftmæssigt med mørk, fed engelsk og finsk lakrids, masser af fadpræg med kanel og vanilje, nogle mørke bær, solbær, svesker, dyb og mørk, spidskommen, nelliker og lidt grafit. Der er en svulstig kraftkarl.

Smagen passer meget godt til duften med mørk frugt, solbær og sorte kirsebær, godt med tørhed, men bløde, smooth tanniner samt en lidt stærk alkohol, som også blander sig. Der kommer også sødme, krydderier samt lidt ristede noter.

Forhandles ved Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Familia Zuccardi, Zuccardi Q Tempranillo, Mendoza, Argentina

2014 Familia Zuccardi, Zuccardi Q Tempranillo, Mendozo, ArgentinaNæste vin til byggemødet gættede ingen af os, men det er også noget som eksotisk som ren Tempranillo fra Argentina, nemlig Familia Zuccardis 2014 Zuccardi Q Tempranillo.

Familia Zuccardi har vi mødt på vinbloggen en del gange før, bl.a. tilbage i december 2020, hvor jeg smagte og skrev om deres 2018 Alambrado Malbec.

Jeg mindes ikke, at jeg tidligere har smagt Tempranillo fra Argentina, men Familia Zuccardi står bag denne af slagsen, hvor druerne kommer fra vinmarker i 600 meters højde ved Santa Rosa, hvor vinmarkerne har en jordbund bestående af en blanding af sand og ler.

Alle druer plukkes i hånden i midten af marts, hvorefter vinen produceres med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og maceration i store betontanke over 20-25 dage, hvilket så er efterfulgt af  lagring over 12 måneder på franske egefade, der har været brugt 1-3 gange. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 12 måneder, inden den frigives til salg.

Duftmæssigt har vinen en tæt, rund aroma med tør, mørk frugt, solbær, brombær, morbær, blommer og lidt jordagtige elementer, måske endda lidt muldjord, masser af træ, røg, let mentol samt en balsamisk syre.

I munden er vinen meget frugtrig, frisk med en svag bitterhed, mørke chokoladeplader med højt kakaoindhold, frugten er sådan nærmest medium og altså ikke helt mørk, så dermed er der mere jordbær, hindbær, blommer og kirsebær, men tanninerne er fine, bløde og forstyrrer slet ikke og i slutfasen kommer der også lidt sødere krydderier.

Forhandles ved Jysk Vin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Precision Wine, Hierogram Zinfandel, Californien, USA

Med næste vin tog vi et ordentlig spring … fra let Pinot Noir til tung og sød Zinfandel, for vinen var nemlig Hierogram Zinfandel fra Precision Wine.

Precision Wine eller måske mere korrekt Precision Wine Company ligger i Napa i sunny Californien. Vingården ejes og drives af vinmageren Trevor Sheehan, som nu i mere end 10 år har lavet spændende vine fra forskelligt terroir i Californien. Hans første vine var 8 fade med Chardonnay fra Beckstoffer Vineyard og Cabernet Sauvignon fra Howell Mountain.

I dag laver han ikoniske aka moderne vine med tjekkede etiketter under 6 brands med sjove navne som Gearbox, Navigator, Precision, Projection, Windstorm og Octopoda. I Navigator serien laves der en række vine på forskellige druesorter og jeg har tidligere smagt og skrevet om deres 2016 Navigator Zinfandel of Lodi.

Trevor laver vinene efter sit eget hoved, men trækker også på hjælp fra hans to venner og vinmagere Neil Eenge og Henri Jayer. Druerne købes fra en række vinavlere rundt om i Californien.

Derudover driver Trevor Sheehan også restauranten The Corner Napa, som ligger midt i byen Napa nede ved floden Napa. Der kan man selvfølgelig købe et glas af alle vinene fra Precision Wine.

Denne Hierogram Zinfandel er også – som Navigator – lavet på Zinfandel druer fra Lodi i det centrale Californien lidt øst for San Francisco Bay, hvor de gamle Zinfandel stokke er begunstiget af varme dage og kølige nætter.

Al høst og den efterfølgende selektering er foregået med håndkraft, hvorefter vinen er lavet helt klassisk og efter endt fermentering er vinen så lagret i 15 måneder på amerikansk eg, hvoraf 60% er nye.

Næsen er også mørk, dyb med masser af våde fade, kæmpe fadpræg med vanilje, kanel og mælkechokolade, blæk, brombær, modne sorte kirsebær, blommer og godt med sødme.

I munden er det næsten samme historie, stor, fed og tyk, masser af de søde elementer, blåbær, solbær samt lidt for kraftig alkohol, der i munden brænder en smule. Frugten er nærmest sådan blåbær samt solbær … stor og mægtig, men mere rustik end elegant.

Forhandles ved Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2019 Giant Steps Wine, Applejack Vineyard Pinot Noir, Victoria, Australien

2019 Giant Steps Wine, Applejack Vineyard Pinot Noir, Victoria, AustralienTilbage i november sidste år smagte jeg en 2019 Yarra Valley Pinot Noir fra Giant Steps Wine og nu havde Coco også taget en vin med fra vinhuset og det var en 2019 Applejack Vineyard Pinot Noir.

Historien om Giant Steps Wine startede tilbage i 1997, hvor Phil Sexton slog sig ned ved Healesville med netop det formål at lave vin på primært Chardonnay og Pinot Noir … og i Yarra Valley fandt han nogle højtliggende marker med masser af nedbør, kølige nætter og vinde, altså perfekt for de to druer.

I dag har Phil Sexton omkring 122 hektar vinmarker, fordelt på markerne Sexton Vineyard, Applejack, Gruyere, Tarraford, Wombat Creek, Primavera, Nocton … og så har den gode mand faktisk også et lille stykke jord i New Zealand, nemlig marken Tosq.

Siden 2003 har Sexton haft hjælp til produktionen fra vinmageren Steve Flamsteed, som tidligere har arbejdet for det kendte vinhus Leeuwin Estate. Steve har bl.a. været med til at indføre de enkeltmarksprincipper, som benyttes den dag i dag.

I dag er Giant Steps også en af Australiens mest anmelderroste producenter af Pinot Noir og Chardonnay. Derudover har Giant Steps de seneste fem år i træk været på Wine & Spirits’ liste over verdens 100 bedste vinerier.

Denne Applejack Vineyard Pinot Noir er selvfølgelig lavet med druerne fra Applejack vinmarken, som blev overtaget af Phil Sexton tilbage i 2013. Marken ligger højt og køligt i den øvre del af Yarra Valley på en skråning med en nordøstlig eksponering.

På Applejack består jordbunden af grå ler på en base af vulkansk sten og er et perfekt sted til at producere fokuserede og elegante Pinot Noir og Chardonnay-vine. Applejack markens kølige placering gør, at man her typisk høster 3-4 uger senere end gennemsnittet i Yarra Valley med mere finesserige vine til følge.

Som det er tilfældet med alle Giant Steps’ vine, så vinificeres Applejack vinen også efter ret traditionelle metoder, hvor kun en minimal del af druerne afstilkes og så benytter man sig af en lang koldmaceration, naturlig gæring og lagring på franske fade i 10 måneder, hvoraf omkring 20% er nye fade.

Duftmæssigt en fin kølig stil med grønne og syrlige noter, en frugt med kirsebær, tranebær, jordbær og rabarber, Earl-Grey teblade, blæk, lidt ristede noter, kaffegrums, mentol, eg, røg og kakao samt let aftryk af egefadene. Det er sgu en lækker duft.

Smagen er saftig, let, rund og så rammer der en lille smule sødme, som hiver dine tanker væk fra Bourgogne. Der hindbær, jordbær, ribs og vinen er pænt rund i frugten med et tydelig fadpræg. Det smager tæskegodt, men sødmen indikerer klart, at vinen er oversøisk. Der er godt med saftighed, imødekommenhed og  læskende tilgængelighed, så jeg havner sådan et sted mellem 5 og 5,5 houlbergske fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr,, mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Jacqueson, Bouzeron Les Cordères Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Jacqueson, Bouzeron Les Cordères Blanc, Bourgogne, FrankrigDer kom med næste vin lidt mere struktur på tingene, da det også var ægte burgundisk vin i form af vinen Bouzeron Les Cordèrez Blanc fra Domaine Jacqueson, der også hedder Paul et Marie Jacqueson og holder til midt i Rully by.

Det er et vinhus, som jeg har skrevet om nogle gange før med bl.a. vinene 2016 Rully Les Chaponnières, deres Rully 1er Cru Les Gresigny Blanc, som jeg har smagt i både årgang 2010 og 2014 samt endelig Rully 1er Cru Les Cloux smagt i både 2007 og 2009 årgangene.

Derfor kigger vi denne gang alene nærmere på denne friske og fine Bouzeron Les Cordèrez Blanc, der ikke er Chardonnay, men derimod lavet på 100% Aligoté, som kommer fra marken Les Cordères på en lille 0,83 hektar skråning ved landsbyen Bouzeron.

Marken er købt af Domaine Jacqueson i 2002, men er oprindelig plantet tilbage i 1937 og med den klon af Aligoté, som kaldes Golden Aligoté i modsætning til den grønne Aligoté. Den giver noget mindre udbytter og mere aromatiske vine. Vinen er lavet helt traditionelt og så meget atypisk for Aligoté lagret 10 måneder i brugte egefade … de fleste 5-8 år gamle.

Næsen er lidt til den grønne side, aromatisk og parfumeret, har en smule fedme, en svagere smørfedme med en anelse brunet smør og pærer, modne æbler og søde krydderier.

Smagsmæssigt har vinen også en mere krydret og røget smag end man normalt lige forbinder med hvid bourgogne. Men det er en blid, blød og meget venlig vin uden den helt store syre. Der kommer lidt citron … virkelig fedt af smage fadlagret Aligoté … det kan virkelig noget. Nice. Balancerer lige mellem 4,5 og 5 fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Globus Wine, Upendo Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2020 Globus Wine, Upendo Chardonnay, Western Cape, SydafrikaMikkel startede byggemødet fuldstændigt autonomt og kækt med at servere en rigtig billig supermarkedsvin, som er lavet med købte druer, der er kommet til Danmark i store tanke og så tappet på flaske hos Globus Wine i København.

Dér har de givet den et fiktivt navn, en etiket og så endda et par runde “stempler”, som kan skabe lidt associationer om, at vinen har fået et par priser … det har den ikke. Men det betyder også, at der ikke rigtigt findes nogle  oplysninger om vinen eller hvor druerne kommer fra.

Duftmæssigt lidt vag i koderne med melon, fersken og melede æbler, rund og blid suppleret med lidt sandeltræ og stearinlys. I munden er vinen også ret vandet, men bestemt blød og rund. Der er pære, gule æbler, lemon, mandler, lidt bitterhed og næsten ingen syre.

Set i Rema 1000 til 29 kr.

Vinanmeldelse 3/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger