2020 Domaine de la Cure, Gamine, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine de la Cure, Gamine, Bourgogne, FrankrigLigesom Celestin er Floridor og Floridor er Celestin, så er Fabrice Le Glatin også Domaine de la Cure og omvendt. Hans vinhus ligger i Saint-Symphorien d’Ancelles i Beaujolais og vi smager her hans Gamay baserede vin Gamine.

Fabrice Le Glatin var egentlig til dagligt engelsklærer i gymnasiet i Hauts-de-Seine i Paris og siden 2006 drev han også den roste vinblog Vin Sur Vin. Der skrev han bl.a. om naturvine og fik i 2008 prisen Prix des Internautes og i 2011 blev han vinder af en anden pris Wine Blog Trophy i Angers.

Han har også tidligere sammen med vennen Laurent Pouillieute lavet app’en Winetage pour iPhone til mobiltelefoner … og nu er han også for nogle få år siden startet med at lave sine egne vin under navnet Domaine de la Cure.

Allerede som 17-18 årig – mens han fortsat boede hjemme hos sine forældre – fik han øjnene op for vinens verden … og familien har altid været interesseret i vin og stoppede altid op ved vinmarker, når de kørte på ferie.

I 2017-18 startede Fabrice sit eget vinprojekt og flyttede med kone og børn fra det behagelige liv Paris til et nyt på en gammel vingård i Saint-Symphorien d’Ancelles i Beaujolais, hvor det gamle hus mildest talt trængte til en ordentlig renovering. Målet var at lave naturvine selv … inspireret af Jules Chauvet, en af pionererne indenfor naturlige vine.

Fabrice fik dog undervejs gode råd med fra Bruno Perraud på Côtes de la Molière … en anden lokal vinbonde. Han lærte Fabrice, at det er hårdt arbejde at drive markerne … og ville aldrig låne sin traktor ud til Fabrice … måske skyldes det også, at den eneste gang han lånte traktoren, så væltede den ned i en kløft.

Vi har i øvrigt tidligere stiftet bekendtskab med Bruno Perraud på Côtes de la Molière, nemlig da jeg smagte Bruno og Isabelles lækre 2015 Moulin à Vent.

Fabrices anden mentor i startfasen har været Henri Milan, som han kalder sin vinøse Zinédine Zidane og åndelige far. Fabrice har haft en praktikplads hos Milan og efter opstarten fået masser af råd … men ikke mindst har Henri givet Fabrice selvtillid.

Fabrice har 2,7 hektar nu vinmarker, der ligger i Cru Beaujolais regionerne Chénas og Juliénas … med parceller med både gamle og unge vinstokke. Markerne ligger i omkring 350 meters højde og der praktiseres biodynamisk drift uden nogen syntetisk behandling, selvom Fabrice ikke er certificeret … men skulle blive det i år.

Vinfremstillingen er på samme måde … fuldstændig ren med mindst mulig indgriben, alene spontangæring med druernes egne gærceller og der anvendes slet ikke svovl på noget tidspunkt. Fabrice siger, at  han vil lave vine, som han selv vil drikke, som han finder gode. Intet overdrevet.

Denne Gamine med det smukke etiket er lavet på ren Gamay. Etiketten er tegnet af den franske illustrator Laurence Chéné, der netop har denne flotte og småskøre streg.

Vinen er gæret med den klassiske Beaujolais metode carbonic maceration uden tilsætning af svovl på ståltanke og lagring også sket i tankene efter et par måneder, så det er vel dermed en Beaujolais Nouveau. Selvfølgelig ufiltreret og endeligt flasket uden svovl.

Jeg undres over, at proppen ikke er kork, men i steder er en kunstprop, hvorpå der dog godt nok står; 100% recyclable. Hvorfor ikke den gode, gamle korkprop?

I glasset er det en lys og grumset væske, der mest ligner noget tranebærsaft med økofornemmelser. Duften er klart mere lys end Beaujolais generelt, men har faktisk lidt af den samme småbondske landlighed, ribs, lidt grønne bananer, tranebærsaft, jordbær på en lys, fin og sart facon. Vinen virker til at have stor saftighed … og virkelig masser saftfornemmelse.

I munden er det en rigtig syrebandit … men med en let saftighed, venlighed og ligefrem frugt. Den er åleslank, klein, mager og splejset, men der er med saft og mineralitet. Der er hindbær, lyse blommer og umodne jordbær, lys fennikel, Det er vinen, som gør mørke stunder lyse og lyse sommeraftener sjove. Skovl indenbords med let, lys og fræk attitude … saftevand for voksne.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Markus Pfaffmann, MP Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Markus Pfaffmann, MP Spätburgunder, Pfalz, TysklandEndnu en tysk Spätburgunder aka Pinot Noir, men nu er vi på Nussdorfer Straße i Walsheim i Pfalz, hvor vi finder Weingut Karl Pfaffmann.

Vinhuset drives i dag af den 3. generation i form af Markus Pfaffmann, men er grundlagt af hans bedstefar Karl Pfaffmann.

Markus har deltaget i driften siden 1998 og er selv uddannet som vinmager fra universitetet i Geisenheim. Han har samlet 70 hektar vinmarker, bl.a. Walsheimer Silberberg, Nussdorfer Kirchenstück samt Nußdorfer Herrenberg, Knöringer Hohenrain, Gleisweiler Hölle og Böchinger Rosenkranz.

Far Helmut og mor Sigrid hjælper fortsat med driften suppleret af Markus’ søster Stefanie og hans kone Marion. Markus er ved siden af driften medlem af sammenslutningen Fair’n Green, som fremmer bæredygtig vinavl med bl.a. reduktion af CO2-emissioner, højere biodiversitet og socialt engagement.

Vinene laves i 2 serier … under det gamle navn Weingut Karl Pfaffmann og nogle nye og mere innovative vine under Weingut Markus Pfaffmann … og denne MP Spätburgunder er netop en af husets nyere og billigere vine.

Vinen er også lavet på ren stål … altså med knusning af druerne efterfulgt af kølig fermentering og maceration i rustfri ståltanke, hvor vinen også har været lagret en periode inden aftapning på flasker og frigivelse.

Næsen er sådan nærmest lidt tør og småstøvet med kirsebær, brombær, tranebær og umodne jordbær, svag fennikel eller lakrids, lidt mentol, tobak, grønne urter og blade … men duften er ikke sådan vild eller eksplosiv, men tværtimod lidt til den neutrale side.

I munden er det en venlig vin … rund og sød, men alligevel med en lille friskhed. Der er ikke så megen finesse, men i stedet fin saftighed med blæk, en blid og brovten syre, masser af kirsebær og brombær, rund og venlig … fornøjelig på en hverdagsagtig måde.

Købt i Tyskland til 6,70€ … svarende til 50 kr. og til prisen ret fin.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Weingut Geierslay, Kilburg Wintricher Ohligsberg Pinot Noir, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Geierslay, Kilburg Wintricher Ohligsberg Pinot Noir, Mosel, TysklandWeingut Geierslay ligger på Moselweinstraße i Wintrich lidt før Brauneberg i Mosel og drives af familien Kilburg. Derfra smager jeg nu deres 2017 Kilburg Wintricher Ohligsberg Pinot Noir.

Familien Kilburg har lavet vin i Wintrich og Brauneberg siden Columbus for herrens mange år siden sejlede ud for at finde søvejen til Indien, men i stedet fandt Amerika.

Det var i 1465, at Johann Von Kilburg overtog sin svigerfar Johann Von Olmscheids forretning og siden har Kilburg i nu 19 generationer drevet Weingut Geierslay, hvilket gør familien til at af de ældste vinavler familier i Mosel.

Weingut Kilburg længere henne af Moselweinstraße udspringer også fra gamle Johann Von Kilburg og drives af en anden del af den gamle familie, nemlig af Bernd og Michael Kilburg.

Men Weingut Geierslay drives af ægteparret Rudolf og Brigitte Kilburg og deres 3 børn Max, Stefan og Sabine. Men det er Max, der står for vinproduktionen.

Max Kilburg er uddannet vinmager fra Geisenheim og har efter uddannelsen arbejdet hos vinhuse i Sydafrika, USA og Australien. Derudover har han i Tyskland arbejdet hos Julian Haart i Mosel, hvor han har lært vinproduktion helt fra bunden. Han er derudover aktivt medlem af Generation Riesling, der omfatter 500 unge tyske vinproducenter, der ikke er ældre end 35 år.

Familien har samlet 15 hektar vinmarker og de bedste marker er Wintricher Ohligsberg, Wintricher Großer Herrgott, Wintricher Geierslay samt Piesporter Treppchen, hvor de dyrker Riesling, Pinot Noir, Pinot Blanc, Pinot Gris, Müller Thurgau, Kerner og Merlot.

Der laves mange forskellige vine på Weingut Geierslay og de fleste blot med domænenavnet på flaskerne. Men de laver også en serie af vine, som de kalder Max Kilburg Weine … denne Kilburg Wintricher Ohligsberg Pinot Noir er netop én af disse vine.

Der er ikke mange oplysninger om vinen, men hvis den er lavet som de øvrige hos Geierslay, så er det med klassisk vinificering og lagring 12 måneder på barriques. Men det er praktisk talt umuligt at finde oplysninger om vinen.

I næsen er vinen både herlig støvet, stenet, mineralsk med lidt mulle fugtig vaskekælder, fnuller fra en tørretumbler, medicinskab samt en frugt som mest er jordbær, kirsebær, kirsebærsten med en lidt ribsagtig syre, røg, snert af vanilje og lidt saltlakrids.

Smagen er også mineralsk, ren med en tør og rustik syre, bitterhed, godt med vilde og glatte tanniner, peber, grønne elementer og en lys, frisk og syrlig frugt med umodne kirsebær, jordbær og ribs. Selvom den har en ren, mineralsk nerve, så er den alligevel ganske nem og tilgængelig.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 19,90€ … svarende til omkring 148 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Josef Rosch, Trittenheimer Apotheke Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Josef Rosch, Trittenheimer Apotheke Riesling Spätlese, Mosel, TysklandJeg har tidligere smagt vin fra Weingut Josef Rosch, men vist aldrig Trittenheimer Apotheke Riesling Spätlese, som jeg her smager i årgang 2017.

Sidst jeg smagte en vin fra Rosch, var det deres Leiwener Riesling Trocken og da skrev jeg også en masse af vinhuset, så det skal jeg ikke gentage.

I stedet kigger vi nærmere på denne enkeltmarks Spätlese fra marken Trittenheimer Apotheke, som ligger på de stejle og skiferrige skråninger ved byen Trittenheim … og Apotheke ligger blot på den anden siden af Mosel floden.

Indtil 1909 kunne vinproducenter med parceller på Trittenheimer Apotheke kun komme frem til marken via en færge, men i dag er der normale veje til marken, som ligger i 120-240 meters højde med en stigning på 50-60% … er totalt sydvendt og har en jordbund med både blå og grå skifer.

Hos Rosch er druerne på marken plukket med et udbytte på 45 hektoliter pr, hektar mod normalt 10 hektoliter mere for en mere ordinær Riesling. Rosch vinificerer vinene på traditionel vis i rustfrie ståltanke, hvor man fx benytter sig af spontangæring. Vinen har hele 78,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt starter ballet med lidt nøddede aromaer, skjult lidt petroleum, men det dukker langsomt forsigtigt op. Ellers virker den i næsen lidt lukket og støvet, men der er sten, jern og stor mineralitet, så man næsten slikker på en sten. Med luft i glasset åbner den mere op og afslører lidt fersken, litchi, mandariner og svag citron.

I munden er vinen cremet, fyldig med tæt frugtsødme, søde æbler, pærer, mango og ananassaft, karamel og søde appelsiner. Det bliver så akkompagneret af mineralsk stædighed, lidt syre, så dermed er det en vin, som hænger godt sammen. Man får både nektarsødme, cremethed, mineralitet og lidt syre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Immich-Batterieberg, Detonation Riesling, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Immich-Batterieberg, Detonation Riesling, Mosel, TysklandEndelig kommet lidt i byen hos lidt venner … og indrømmet, vi var 6 i stedet for de anbefalede 5. Men omvendt var der også 7 vine, som nok er lidt mere end Sundsstyrelsen anbefaler. En af dem var en 2017 Detonation Riesling fra Weingut Immich-Batterieberg.

Det eksplosive vinhus ligger i den lille idylliske vinby Enkirch, lige skråt over for byens apotek, fire flodbugtninger på Mosel floden nordøst for Bernkastel Kues og et par kilometer nord for Traben-Trarbach. Så ved vi vist, hvor vi er i verden … nemlig i et fantastisk område med masser af fantastisk Riesling.

Immich-Batterieberg kan spore sin historie som vingård tilbage til 1425, men én af bygningerne har en længere historie. Dokumenter viser nemlig, at den østfrankiske Kong Ludwig IV havde en tronsal her tilbage i år 908 og senere testamenterede bygningen til kirken.

Arkæologiske undersøgelse bekræfter også, at den nederste del af bygningen nok stammer fra anden halvdel af det 9. århundrede, og at nogle af de gamle søjler i husets kælder endda kommer fra nærliggende romerske ruiner.

I 1100-tallet blev lenet … og dermed den historiske ejendom tildelt fyrsten af Esch, og han udvidede jordbesiddelserne og gav også ejendommen dets nuværende navn Escheburg.

Vinproduktionen på stedet startede dog først i 1425, hvor den gamle vinfamilie Immich overtog ejendommen. Og familien Immich ejede faktisk ejendommen helt frem til 1989 … altså i over 560 år.

Det var også dem, der i 1840’erne tilførte den imponerende portefølje af vinmarker, bl.a. det berømte Batterieberg, hvor markerne blev sprængt ud ved hjælp af sprængladninger affyret fra kanonlavetter, der stadig ses på vinhusets etiketter … dvs. altså de bedste af husets Riesling vine.

Etiketterne var dengang dog anderledes i designet i jugend- eller måske belle epoque stil, men med samme motiv med to himmelske væsener, såkaldt keruber, som affyrer en kanon midt i vinmarkerne, og dermed fortæller historien fra 1840’erne, da Immich med dynamit ændrede eksponeringen på hans marker, således vinstokkene kunne få mere sol. Meget prisværdigt.

Marken Batterieberg er i dag dog ikke så kendt, som de langt mere hypede marker længere mod syd, fx Wehener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich og Bernkasteler Lay, men i 1800-tallet var Batterieberg mindst lige så anset.

Siden dengang er topmarkerne Steffensberg, Ellergrub og Zeppwingert også kommet i Weingut Immich-Batteriebergs imponerende markbesiddelser.

I 1989 blev vingården overtaget af advokat Gerd Bastgen, men hvorfor familien Immich solgte eller afgav gården, ved jeg faktisk ikke. Der findes nemlig fortsat grene af familie Immich i byen, men altså ikke på den gamle ejendom Escheburg eller i spidsen for det historiske Weingut Immich-Batterieberg. Måske løb de tør for arvinger.

Det gik imidlertid ikke godt for den gode advokat Bastgen, som endte med at gå konkurs i 2007 og dermed henlagde vinhuset til en usikker fremtid. Det var først i 2009, at der blev fundet en køber til vingården.

Det blev en fremragende vinmager, nemlig Gernot Kollmann, som med hjælp fra to vinelskende pengemænd fra den nordlige del af Tyskland købte ejendommen fra banken.

Gernot kommer selv fra Ruhr, sydøst for Dortmund … et område, der har intet at gøre med vin. Han studerede ønologi ved Heilbronn, men havde det meste af sin lærdom med sig fra sit tidligere arbejde på Dr Loosen, Bischofliche Weinguter i Trier, Van Volxem … men har også arbejdet i Winningen, Ahr og i Bulgarien.

Siden 2004 har Gernot Kollmann også rådgivet andre vinhuse i og udenfor Tyskland.

Hans Riesling stil er kompromisløs, kraftfuld og vild –til den tørre, mineralske side. Vinene laves efter en fuldkommen hands-off princip og der anvendes ikke kulturgær, ingen enzymer, ingen proteiner, stabilisatorer, ingen klaringsmidler, ingen chaptilisering, ingen opkoncentrering og ingen syredæmpende midler.

Kort sagt … ren uforfalsket Mosel Riesling direkte fra markerne til flaskerne. Det er en stil og kvalitet, der siden 2009 årgangen har givet genlyd hos mange vinkritikere.

I dag omfatter driften af Weingut Immich-Batterieberg samlet 5,5 hektar vinmarker, alle meget stejle skiferskråninger ved Enkirch. De bedste af markerne er Steffensberg, Ellergrub, Batterieberg og Zeppwingert.

Derudover ejes også marken Monteneubel, som Gernot Kollmann forventer sig meget af. Marken ligger i den nordlige del af Enkirch, og er opkaldt Monteneubel … det noble bjerg.

Selvom Weingut Immich-Batterieberg ikke er medlem af VDP, så er vinene opdelt efter den klassiske opdeling med Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Grosse Lage wein. Denne Detonation Riesling er en af husets Gutsweine … altså basisvine. Den er lavet med druer fra flere af husets marker, fermenteret på ståltanke og lagret en periode på store foudres fade.

Duftmæssigt starter det forrygende med petroleum, diesel og knust sten i samme spand sammen med lidt pærer, æbler, fersken, abrikos, citron og svagt lidt sæbe samt blomster.

Mosel sødmen er ikke det, som fylder smagsbilledet mest, for der er pivskarp, streng og frisk syre … ikke alt for vild og suppleres af noget grape og lemon bitterhed.  Der er ikke så meget dybde, men i stedet er det frisk og ungdommelig Riesling af bedste karakter og Houlberg placerer den sådan lunt i svinget mellem 4,5 og 5 tomler.

Forhandles af Vinova, hvor vinen i årgang 2018 koster 170 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 MonteRosola, Crescendo Rosso IGP, Toscana, Italien

2016 MonteRosola, Crescendo Rosso IGP, Toscana, ItalienSidste vin fra MonteRosola blev deres 2016 Crescendo Rosso og den er som forrige lillesøster på ren Sangiovese.

Ja faktisk er vinen lavet på samme måde som Mastio, dvs. med streng sortering efter høst, gæring og maceration i de store betonkar over 3 uger efterfulgt af malolaktisk gæring … men så er vinen sluttelig lagret i små 15 måneder på franske egefade.

Igen er der masser af frisk frugt i næsen, men nu stikker det imidlertid noget dybere. Der er sådan lidt mælkede noter, gæret frugt, som er klart mørkere end hos foregående Mastio. Det er nu sorte kirsebær, brombær, sorte oliven, mørk tobak, ristede noter, baconfedt og så alligevel en slank, moden elegance … sådan lettere dekadent eller storslået. Der er lejrbål, ristet snobrød samt en sitrende balsamisk syre.

I munden er både stor dybde, masser af tørhed og mørk frugt. Nu er der også skruet op for tanninniveauet, som står på tør mund. Der er lidt bitterstoffer, masser af kraft og næsten småsure, sorte brombær og kirsebær, masser af eg, delvis røget tobak, tæthed og balsamisk, stram og fin syre, der samtidig renser munden. Det smager sgu da fremragende og jeg lægger mig lige midt i spændingsfeltet mellem solide 5 og 5,5 tomler.

Der er endnu ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 27€ … svarende til 201 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 MonteRosola, Mastio Rosso IGP, Toscana, Italien

2018 MonteRosola, Mastio Rosso IGP, Toscana, ItalienDernæst smagte jeg de to rødvine fra MonteRosola og begge er lavet på Sangiovese, hvor den ene er lagret uden brug af egefade og den anden på franske egefade. Den første er den friske Mastio Rosso.

Druerne er høstet med sammenlagt 4 sorteringer startende i marken. Efter sidste sortering på vingården så ryger de bedste druer i store betonkar til en gæring og maceration over samlet 3 uger. Derefter presses mosten og den malolatiske gæring sker efterfulgt at lagring på betontankene i omkring 8 måneder.

Næsen er meget likeable … frisk, krydret og med lette, svagt gærede lyse bær, masser af jordbær og kirsebær, urter som spidskommen og estragon samt lidt tør balsamisk eddike. Det er sgu en frejdig og frisk fætter, som lige vækker vinbloggeren.

I munden er det faktisk også ganske interessant, sådan let og frisk med masser af bid fra både tørre stramme tanniner, lidt hvid peber, grønne urter, tørre krydderier og en lille knækket sødme, kirsebær, jordbær og faktisk overraskende lang eftersmag. Der er måske ikke vild dybde, men det er absolut en frisk, skarp og fin vin.

Der er endnu ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 MonteRosola, Primo Passo Bianco IGP, Toscana, Italien

2018 MonteRosola, Primo Passo Bianco IGP, Toscana, ItalienDen næste hvide vin fra MonteRosola blev denne 2018 Primo Passo Bianco, som er på et skønt blend af Grechetto, Manzoni Bianco og Viognier.

Det er ikke så tit, at jeg har set Grechetto udenfor Umbrien, selvom den jo ret beset findes over det meste af Italien, mens Manzoni Bianco – en variant af Incrocio Manzoni – normalt også findes mest i Veneto.

Men her holder de altså fest sammen med deres fede kusine Viognier og det er der kommet en rigtig dejlig vin ud af. Vinen er egentlig lavet fuldstændig som foregående, altså med spotangæring efter tilsætning af en lille blanding, som er høstet nogle gange i forvejen og sat til at gære sammen med skindet.

Gæringen sker i vineriets moderne tulipanformaede betontanke, som siges at forbedre cirkulationen og gæringen af vinen. Derefter lagrer vinen sur lie i tankene omkring 8 måneder.

Duftmæssigt er der – i forhold til lillesøsteren Cassero – mere at komme efter mere, for der er mere bund og dybde, og den er også lidt varmere i næsen og frugten også lidt kraftigere med overmodne æbler, abrikos, grillede eller syltede citroner, salte mineraler, friske hvide blomster samt lidt krydderier. Man fornemmer omgående, at kompleksiteten er langt større … dufter sgu fint.

Hvor smager den også godt, med en meget behagelig cremet, småolieret og silkeagtig smag. Der er masser af lemon, tørrede abrikoser, citroner, grønne elementer, småbitter syre, som også har mere dybde end hos foregående vin og i det hele taget er der noget goddaw i vinen, selvom syren er mere flad end vild. Det er faktisk bare en vin, som giver stor nydelse. 4,5 fingre med pil op.

Der er endnu ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 23€ … svarende til 171 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 MonteRosola, Cassero Bianco IGP, Toscana, Italien

2019 MonteRosola, Cassero Bianco IGP, Toscana, ItalienDen første vin jeg smagte fra flotte, moderne MonteRosola blev den hvide Cassero Bianco årgang 2019.

Vinen er lavet på Vermentino, der er sorteret to gange, første gang ved høsten samt senere i vineriet. Derefter er druerne så presset og nedkølet inden den egentlige gæring sættes i gang.

Det sker ved, at man nogle dage forinden har forhøstet omkring 100 kilo druer, som er startet gæret helt naturligt med drueskindet. Denne lille blanding sigtes så og tilsættes den pressede vin, som så også gærer alene med den gærede blanding … altså helt naturligt uden tilsætning af kulturgær.

Gæringen sker i vineriets moderne tulipanformaede betontanke, som siges at forbedre cirkulationen og gæringen af vinen. Derefter lagrer vinen sur lie i tankene omkring 8 måneder.

Frisk duft med søde æbler, hyld, pærer, fersken og lidt melon. Frugten er måske lidt trutti-futti, men derudover der også lidt blomster, mandler og svagt en smule lemon. Der fornemmes også lidt fylde i vinen … sådan lidt småolieret.

I munden har vinen sådan en lidt blød, muskat- eller nøddeagtig smag, som suppleres af gule, modne æbler, fersken, masser melon og lemon, sød/bitter smag samt en lidt vag syre. Der er ikke så meget, som bider, men det smager blødt, cremet og godt … mangler bare kanter, dybde og særpræg, men læskende er den sgu.

Der er endnu ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster en flaske 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

Houlberg tester lidt vin fra det toscanske vinhus MonteRosola

På en bjergskråning på et plateau mellem to dale og med udsigt til middelalderbyen Volterra omkring 6-7 kilometer mod vest finder vi et nyt og topmoderne vinhus kaldet MonteRosola.

Vi er sådan geografisk i et område mellem Chianti og Bolgheri, for der er kun 50 kilometer til kystregionen i Bolgheri og 30 kilometer til de smukke, verdensberømte bakker i Chianti … i et område, hvor der laves fremragende vine og tæt på byen Volterra, der er den ældste by i Toscana med over 3.000 års historie.

Nu har den flinke Thomaeus familie på vingården MonteRosola sendt den flittige vinblogger i Danmark 4 af deres vine til test … og alle er vine som endnu ikke bliver importeret herhjemme. Men inden jeg skænker vinene i glassene, så lad os se nærmere på vinhuset.

Historien

MonteRosola vinhuset stammer fra 2003, men blev i 2013 købt af den svenske Thomaeus familie, som siden 2004 har drevet firmaet Exoro Capital AB med investering i andre virksomheder, i fast ejendom samt kapitalforvaltning … og nu også en vingård.

Thomaeus familien består af Bengt og Ewa Thomaeus samt deres 3 voksne børn Åsa, Pär og Erik. Det var Bengt, som lagde fundamentet og skabte deres formue i 1980’erne, hvor han startede et computer konsulentfirma og det må ha’ været godt, for i dag har Exoro Capital AB en formue langt over 400 millioner svenske kroner.

Det er selvfølgelig også derfor, at familien i 2015 kunne starte byggeriet af et imponerende stort, topmoderne vineri, der stod endelig færdigt i 2019. Det er det vineri, som I kan se på nogle af de flotte billeder her på siden. Det er et markant byggeri, der står som et vartegn i området med 5 etager, et højt tårn, privat tagterrasse, gårde, opholdsstuer, imponerende kældre, et VIP-mødelokale, et smagsrum og deres egen vinbutik.

Vineriet er lavet således, at druerne og vinen i vineriet kun flyttes via tyngdekraften og uden brug af pumper. Gæringen forgår i store tulipanformede cementtanke og der bruges kun druernes naturlige gær i vinifikationen.

Thomaeus familie købte vinhuset og byggede ejendommen i Volterra på grund af deres store passion for italiensk vin. Igennem mange år havde familien haft deres ferier i Italien, hvilket førte til deres fælles interesse for italiensk kultur, køkken og vinfremstilling. Under deres rejser besøgte de mange forskellige regioner i Italien, men de fik en særlig kærlighed til Toscana og vinene … og specielt Brunello di Montalcino vinene og i sidste ende købet af MonteRosola … deres helt egen vingård.

Inden de købte MonteRosola havde de besøgt 30 forskellige vingårde over det meste af Toscana, men de blev forelsket i området ved Volterra og fik den nye vingård tegnet af den lokale arkitekt Paolo Prati.

Samlet har MonteRosola omkring 25 hektar vinmarker, men derudover er det også en kæmpe have, olivenlunde, skovområder, søer og græsmarker. Alt dyrkes økologisk og vinmarkerne har en jordbund der minder meget om den sydlige nabo Montalcino.

Der tænkes generelt meget bæredygtigt, bl.a. med opsamling af regnvand, genanvendelse af varme og lignende. De har ved opførelsen af vineriet bl.a. lavet et system med selvcirkulerende luft, der naturligt regulerer temperaturen i vinkælderen.

Derudover anvender ejendommen geotermisk energi med varmepumper, der styrer både køling og opvarmning og bl.a. ledes eventuel restvarme fra kølesystemerne automatisk til ejendommens svømmepøl. Målet er at bruge langt mindre energi end tilsvarende vingårde i området … faktisk er målet at avende 70% mindre end en traditionel vingård.

Produktionen varetages af et team, der ledes af agronomen og vinmageren Michele Senesi. Han får i kælderen hjælp fra den kendte konsulent og ønolog Alberto Antonini, der tidligere har arbejdet med nogle af Italiens mest prestigefyldte huse som Antinori og Frescobaldi, mens markarbejdet ledes af Stefano Dini.

Der laves i øjeblikket 7 forskellige vin på MonteRosola med en samlet produktion på omkring 70.000 flasker, men ambitionerne er større, så familien Thomaeus har et mål om en fordobling indenfor de kommende år. Og med det setup … mon de så ikke også lykkes med det forehavende?

Vinene

Og ud af sortimentet smager jeg altså nu 4 af vinene, fordelt på 2 hvidvine og 2 rødvine, nemlig disse:

Ovenover har jeg linket til mine anmeldelser af vinene.

Konklusion

Man må sige, at Thomaeus familien har sat alle sejl for at få gjort MonteRosola projektet en succes. Vineriet … det imposante vineri ser netop imponerende ud og dermed er betingelserne for at kunne lave gode vin absolut til stede.

Det virker også som om, at de har fundet et spot, hvor det er fornuftigt at dyrke vin, for der er tale om rigtigt lækre vine med et flot niveau. Jeg var specielt imponeret af deres Primo Passo hvidvin og de to rødvine, hvor den første Mastio lavet alene i ståltanke er meget frisk og livlig, mens der er mere dybde og kompleksitet i Crescendo vinen … men alt det kan I jo læse om i anmeldelserne.

Så dermed slutter jeg med en tak til Thomaeus familien og deres markedsførings bureau for vinene fra huset. Det bliver spændende at følge MonteRosola i de kommende år.

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger