Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2021 Weingut Egert, SchoppeQueen Riesling Kabinett, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Egert, Schoppequeen Riesling Kabinett, Rheingau, TysklandDu får tæsk, hvis du ikke anmelder denne vin godt, havde Rikke truet med! Det er hårde odds for en vinblogger og vinen vi her snakker om, er denne 2021 SchoppeQueen Riesling Kabinett fra Weingut Egert.

Trods voldstruslen om fysisk lemlæstelse af vinbloggeren, så er der imidlertid ingen grund til at frygte en dårlig anmeldelse, for dels er 2021 SchoppeQueen Riesling Kabinet en fin og sødlig lille aperitifvin, som rigtigt mange vil elske og så er Weingut Egert jo en rigtig god vinproducent i en af Riesling druens højborge.

Det er måske også en vin, der mest henvender sig til kvinder … tænker både navnet SchoppeQueen, en lyserød etiket samt et pænt skud sukker … et niveau for restsukker på 43 gram pr. liter, hvilket også gør det til en mild vin, hvis vi snakker tørhedsgrader.

Druerne til den shoppeivrige vin kommer fra Hattenheimer Hassel marken, men der er ingen oplysninger om selve produktionen, der nok blot er sket i ståltanke, hvor vinen også er lagret … og så med restsukker på 43 gram pr. liter.

I næsen mærkes det øjeblikkeligt, at der er tale om en sød vin, hvor der er et snert petroleum suppleret med dåsepærer, fersken, noget sandeltræ, blyanter, muskat, ristede nødder og alt sammen med et venligt smil.

Smagsmæssigt slår sødmen endnu mere igennem, for vinen virker faktisk sødere end de 43 gram restsukker med æblemost og tropisk frugtjuice, mens syren næsten ikke er til stede. Det gør dog vinen ret drikkevenlig, så den bare lige drøner igennem drænrøret, mens man smiler … på en helt feminin koket facon. 88 point.

Ingen forhandler SchoppeQueen herhjemme, men på vingården koster en flaske 7,50€ … svarende til 56 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2020 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling GG, Rheingau, TysklandEn hyggelig aften hos Falken forleden startede med bobler og derefter et glas af denne badboy 2020 Silberlack Riesling Große Gewächs fra det store, turistede Schloss Johannisberg, der siden 1974 har været ejet af den rige Dr. Oetker familie.

Det er et vinhus, som jeg selv har besøgt for nogle år tilbage, men det kan du lære mere om i mit indlæg; Besøg på Schloss Johannisberg … historisk Rieslingproducent og turistmagnet.

Druerne til vinen blev håndplukket og presset i hele klaser. Gæringen fandt sted på 1.200 liter gamle egetræsfade. Vinen blev derefter efterladt på gæren i syv måneder for at tilføje vinen kompleksitet og fylde.

Det er Riesling med de karakteristiske petroleum aromaer, æter, fersken, abrikos, pærer, kvæde og kandiserede citroner, nødder og en præcis, dyb, saltet og røget mineralitet. Det er sgu habilt og ikke meget stikker ud, men skruet satans godt sammen.

Der er sgu også bund i smagen og har denne flydende og olierede fornemmelse, tæt, koncentreret og ren, men har ikke den vilde syre, der i stedet er mere rustik, mørk og maskulin … næsten saftig, fyldig samt læskende med denne salte, stenede og rustne mineralitet, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2021 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling GG, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling GG, Mosel, TysklandLad os nappe endnu en vin fra Weingut Franzen og her kraver vi helt op på den stejle Bremmer Calmont, for det er en af husets topvine … en 2021 Bremmer Calmont Riesling Große Gewächs.

Vi er atter på den stejle Bremer Calmont mark, men nu er vinen lavet med druer fra de ældste vinstokke, der er over 70 år og derfor også giver et mere beskedent udbytte.

Vinen laves fortsat med spontangæring, men nu også en længere fermentering, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagres vinen også længere, nemlig i 12 måneder.

Uha … en duft til at besvime af … med vilje! Afgrundsdyb som de stejle klipper på Bremmer Calmont, stram med en æterisk dybde og en helt småtropisk frugt, fersken, ananas, modne æbler, abrikos, røg, karamel, let appelsin tilsat en smule blomsterhonning, blomster, lidt ristede mandler og nødder, som giver en lille umamiagtig note, hvor balancen bliver ultra elegant.

I munden er vinen cremet, blød og den lidt æblesaftagtige syre er heldigvis heller aldrig for fed, men har en god lethed, som får vinen til at fremstå meget helstøbt. Det giver en frisk, bævrende, sitrende nerve med umodne sure æbler, lemon, citroner, grape, salt og stenet mineralitet og vinen hænger med fed smag bare lang tid i munden, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2022 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling Kabinett, Mosel, Frankrig

2022 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Riesling Kabinett, Mosel, FrankrigJeg bliver bare mere og mere imponeret af de to unge Angelina og Kilian på Weingut Franzen … de laver vildt lækre vine og det gælder også denne 2022 Bremmer Calmont Riesling Kabinett.

Vinhuset har jeg jo skrevet om før … bl.a. da jeg mødte Angelina til en online smagning, nemlig Mr Rubys online vinsmagning med Angelina Lenz fra Weingut Franzen.

Denne Bremmer Calmont Riesling Kabinett er en af husets sødere vine … har et niveau for restsukker på hele 50,8 gram pr. liter, hvilket også betyder lavere alkohol på 8,5%. Alle druerne er selvfølgelig fra den op til 68 grader stejle Bremmer Calmont mark.

Kilian har ønsket at lave en sødere vin, men uden at mindste friskheden og vinen er lavet med spontangæring alene med alle druernes egne gærceller og formentlig lagring på egefade, men det fremgår ikke helt.

Det dufter fremragende … virker faktisk let cremet, olieret med bagte nødder og omgående også noget petroleum samt sød diesel, en frugt der mest er fersken, abrikos, æbler, appelsin, kandiserede grapefrugter, røg, karamel og lidt lakridskonfekt. Derudover får man et karateslag med stringent, hård og stenet mineralitet, der fungerer vildt godt sammen med sødmen. Haito-Uchi, Bulls-Eye og Touch-Town.

I munden kommer sødmen selvfølgelig mere frem, men vinens lette, luftige og mineralske side absorberer en del af sødmen og sikrer fin, sart og elegant balance samt en forholdsvis frisk vin med en vokset og svagt olieret fornemmelse. Hele tiden har vinen denne stenede, skiferstærke og rene mineralitet, men frugten fortsat er småtropisk suppleret med pærer, fersken og mirabeller, let sødligt lemon og grape. Mums for pokker. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Leitz, Rüdesheimer Berg Schlossberg Ehrenfels Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Leitz, Rüdesheimer Berg Schlossberg Riesling GG, Rheingau, TysklandTil en tallerken med små fiskeretter fik vi næst et glas 2019 Rüdesheimer Berg Schlossberg Ehrenfels Riesling Grosses Gewächs fra Weingut Leitz, der holder til i Rüdesheim am Rhein.

Weingut Leitz  har dog deres vinkælder i Geisenheim, hvor familien har været vinbønder siden 1744.

Efter anden verdenskrig var vingården fuldstændig ødelagt, men blev genopbygget af Josef Leitz. Hans søn John drev i en kort tid vingården, men døde tidligt, så siden 1985 har vinhuset været drevet af Johns søn Johannes Leitz.

Johannes er uddannet vinmager fra Geisenheim skolen og blev straks efter endt uddannelse smidt ind i familieforetagendet, som moderen havde drevet nogle år efter Johns død. Dengang var vingården alene små 3 hektar.

I dag er Weingut Leitz et internationalt anerkendt vinhus og Johannes har løbende udvidet gården til i dag 40 hektar vinmarker, bl.a. med parceller på topmarkerne Rüdesheimer Berg Schlossberg, Rüdesheimer Berg Rottland og Rüdesheimer Berg Kaisersteinfels.

Han er kendt for folkelige successer som fx Riesling vinen EINS-ZWEI-DRY og har da også vundet flere priser for sine vine.

Til denne vin kommer Riesling druerne fra marken Berg Schlossberg, hvor jorden består primær af rød skiffer og kvartsit. Den stenede jord holder ikke ret godt på vandet, og kombineret med de mange soltimer, som den stejle, sydvendte skråning får, betyder det, at vinrankerne tit lider af vandmangel tidligt på året.

Det resulterer i, at stokkene  producerer ganske få og ret små druer, som til gengæld er koncentrerede og utroligt aromatiske.

Druerne blev høstet i begyndelsen af ​​den sidste uge af september 2019 og efter en kort kølig pre-maceration er druerne presset og så er gæringen sket på store, gamle egetræsfade, hvor vinen også er lagret sur lie i 21 måneder.

I næsen er der vildt meget petroleum, diesel og terpentin … kan måske endda skygge lidt for frugten, som dog stille og roligt dukker op og mest er eksotisk med abrikos, fersken og kandiserede citroner … man fornemmer også, at den er lagret på egefade, for der kommer en  smule lakridskonfekt … bare meget svagt og diskret.

Den smager også rigtigt godt … har virkelig en balance mellem sød og syrlig. Der er  modne, sødlige  æbler og småsure citroner, let, sart, luftig og ganske præcis i smagene … næsten klinisk på en lidt sød måde. 94 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Weingut Julia Schittler, Niersteiner Pettenthal Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Julia Schittler, Niersteiner Pettenthal Riesling, Rheinhessen, TysklandDen anden Riesling fra Weingut Julia Schittler var fra den berømte Rote Hang skråning ned mod Rhinen tæt ved Nierstein og endda fra marken Pettenthal … en 2021 Niersteiner Pettenthal Riesling.

Pettenthal marken er en Grosses Gewächs mark, altså den tyske betegnelse for en Grand Cru mark og nogle af de bedste vinhuse har også parceller på Pettenthal som fx Weingut Gunderloch, Weingut Keller, Kühling-Gillot og Heyl zu Herrnsheim.

Pettenthal marken blev allerede omtalt som en matrikel tilbage i 1753, og navnet Pettenthal betyder noget i retning af padedalen pga. områdets mange skrubtudser, som man kan observere på ture i markerne. En del af marken har da også tilnavnet Stumpe Loch … altså et slags sumphul eller et lille vandhul, hvor de mange tudser trives.

Som nævnt er Pettenthal en del af Der Rote Hang og i den sydlige ende på den røde skråning er Pettenthal højere beliggende og har nogle steder en hældning på ikke mindre end 70%. Det gør Pettenthal til den stejleste topmark i hele Rheinhessen.

Hos Julia Schittler og familien er ejerskabet af en parcel på Pettenthal nyt og en opfyldelse af en drøm. Til denne Riesling er druerne høstet med håndkraft og i kælderen er vinen lavet med spontangæring i ståltanke og efter endt fermentering så lagret både i ståltanke og traditionelle store træfade. Vinen har 3,0 gram restsukker pr. liter.

Så for hulen … sikke vidunderlig duft … vi er ikke bare røget et niveau op, men har taget elevatoren mod lyksalighedens paradis,  for det er simpelthen bare så smukt, roligt, lækkert og flydende med en stoisk ro, pænt med olieret fadpræg samt dekadence elegance. Med andre ord dufter det vildt godt. Frugten er luftig, æterisk med fersken, lidt pærer og en anelse lakridskonfekt og vaniljesødme.

Smagen er sgu også ret lækker … syren er balanceret, elegant og kommer lidt olieret og småfyldig. Der er klart grønne æbler, lemon og citroner, men afdæmpet og lidt kandiseret. Dermed bliver vinen aldrig for syrlig, men mere rund, selvom den bestemt er frisk, skarp og præcis … blot på en rolig, overbevisende og sødkrydret måde, så man undgår på ingen måder ikke at blive imponeret, så igen og jeg kan synge Oh Oh Julia. 96 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Julia Schittler, Sezener Gottesgarten Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2022 Weingut Julia Schittler, Sezener Gottesgarten Riesling, Rheinhessen, TysklandJeg smagte skam også 2 vine på Riesling fra søde Weingut Julia Schittler og den første var en 2022 Sezener Gottesgarten Riesling, der vel nærmest er hendes Gutsriesling eller i hvert fald entry-level Riesling.

Her kommer alle Riesling druerne fra marken Sezener Gottesgarten, som er en lille stejl mark lige på kanten af ​​Zornheimer Berg. Der består jorden hovedsageligt af kalk, som giver vinen dens mineralske spændstighed.

Vinen er spontantgæret på store træfade og har lagret i minimum 6 måneder inden flaskning. Den har 2,8 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt meget ren, krisp og frisk uden de store sidespring … ingen petroleum eller tertiære noter, men en frisk citron, grønne æbler og lidt fersken i frugten. Men fornemmer også en svagere sødme og en let saltet mineralitet … god inderlighed og man fornemmer allerede i næsen stor drikkeglæde.

Der er vitterlig også rigtig stor drikkeglæde, for i munden er der balance mellem en let fyldig sødme, en frisk og syrlig frugt med en smule maskulin slagside og så den saltede mineralitet. Frugten er klart citroner, grillede citroner, grønne æbler … virkelig pænt og smukt pakket ind og yderst drikbar … 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch, Bernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch, Bernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandBernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb 2018 fra Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch er vaskeægte Moselvand af bedste skuffe.

Vinhuset har sine rødder helt tilbage fra 1636, hvor den unge Franz Taners – som selv kom fra byen Taners, der blev kaldt Thanisch – sammen med sin hustru Apollonia flyttede til Bernkastel, plantede vinstokke og begyndte af dyrke vin. I 1654 var Franz Thanisch registreret som vinbonde med en formue på 776 Rigsdaler og en årlig produktion på 3 fudern, altså 3 store egetræsfade.

I de følgende generationer voksede vingården, først med Franz og Apollonias søn Helias ved roret. Senere udvidede deres barnebarn Jakob Thanisch huset til hele 14.500 vinstokke, hvilket var ganske meget i 1791.

Jakobs to sønner Jakob og Johann Anton Thanisch udvidede huset yderligere ved at købe vinmarker af Prüm dynastiet samt en del marker fra klosteret St. Matthias i Zeltingen og sådan fortsatte generation efter generation med at udvide vinhuset.

Den egentlig grundlæggelse af vinhuset skete dog reelt først i 1884, da Dr. Hugo Thanisch byggede Villa Thanisch … en flot, stor, prægtig renæssance ejendom i Kues helt ned til Mosel floden. Den er den dag i dag fortsat vinhusets hovedsæde.

Både Hugo og hans broder Peter Anton var medlemmer af det preussiske parlament, og fik gjort vinhuset berømt. Mellem 1893 og 1908 opnåede vinene fra Dr. Hugo Thanisch de højeste priser på auktionerne i området, og i dag er vinhuset da også opkaldt efter den gode Dr. Hugo Thanisch.

Det var også Hugo, som udvidede med yderligere vinmarker, bl.a. flere parceller på den legendatiske vinmark Bernkasteler Doctor. Han købte næsten 6.000 kvadratmeter vinmark for 17 guldmark pr. vinstok, hvilket var et svimlende beløb dengang. Prisen for jorden vil i dagens priser svare til mere end 1 millioner euro.

Dr. Hugo Thanisch døde i 1895 af et hjerteanfald, og herefter måtte den 42-årige enke Katharina overtage driften, hvorfor vinhuset også ændrede navn til Wwe. Dr. H. Thanisch, hvor Wwe. betyder enke. Og siden har kvinderne i Thanisch familien spillet en stor rolle i det store vinhus i Mosel.

Det er i dag i 11. generation fortsat en kvinde, som står i spidsen for vinhuset, nemlig Sofia Thanisch, men det er i dag noget mindre end i sin absolutte storhedstid, for i 1988 blev Weingut Wwe. Dr. H. delt i to vinhuse efter nogle en række arvestridigheder.

Den ene halvdel blev så til Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef og den anden altså så til dette Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch.

Men Sofia Thanisch holder de over 375 års traditioner i hævd på Weingut Wwe. Dr. Thanisch Erben Thanisch, der fortsat ejer den imponerende Villa Thanisch ned til Mosel floden samt 9 hektar af nogle af de bedste vinmarker i Mosel.

De ejer bl.a. parceller på de legendariske marker Bernkasteler Badstube, Graben, Lay og så selvfølgelig perlen Berncasteler Doctor, som vinhuset har ejet dele af i over 200 år. Sofias to døtre Juliane og Christina – og dermed 12. generation – er også startet i vinhuset og hjælper moderen.

Denne 2018 Bernkasteler Badstube Riesling Kabinett Feinherb er lavet med druer fra den legendariske mark Bernkasteler Badstube, der vender mod vest-sydvest, har stejle skråninger med grå Devon skifer og 30-50 år gamle vinstokke. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men mon ikke den er lavet som de øvrige med gæring og lagring på gamle fuderfässern, altså 1.200 liter fade.

Det er duftmæssigt en lidt tør og sød Riesling, hvor er både er petroleum, nødder, godt med æblemost og eksotisk frugt med en smule mandarin, abrikos og kiwi …god inderlighed og man kan da også fornemme en vis portion sødme.

Den har dog ikke den helt store tyngde i hverken sødmen eller frugten, hvorved den bliver sådan på overfladen med en smule friskhed, rimelig syre, friske æbler og citroner kombineret med noget mineralitet. 90 point.

Forhandles herhjemme af L’Esprit du Vin, men prisen kender jeg ikke på denne vin.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2012 Weingut Reichsrat von Buhl, Ruppertsberger Reiterpfad Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Reichsrat von Buhl, Ruppertsberger Reiterpfad Riesling GG, Pfalz, TysklandDet er efterhånden en del år siden, at jeg sidst har smagt vin fra Weingut Reichsrat von Buhl, men næste vin i glasset blev denne 2012 Ruppertsberger Reiterpfad Riesling Grosses Gewächs.

Weingut Reichsrat von Buhl holder til i byen Deidesheim i Pfalz og er anerkendt som et af Tysklands dygtigste vinhuse. Hvem ved, måske er det byen, som giver inspiration, for det er også her, at man finder forhenværende kansler Helmuth Kohls yndlingsrestaurant Der Schwarzes Hahn.

Med noteringer på helt op til 98 point har von Buhl for længst bevist, at de kan lave stor vin.

Weingut Reichsrat von Buhl er grundlagt tilbage i 1849 af Franz Peter Buhl, som købte vingården i forbindelse med en opsplitning af en større ejendom ejet af Andreas Jordan. Det var dog speciel under ledelsen af sønnen Franz Armand Buhl, at vingården fik sin succes.

Armand Buhl styrkede gårdens renommé, og i hans æra vandt von Buhl mange nationale og internationale anerkendelser. Armand blev kåret til Reichsrat af Kong Ludvig II og var gode venner med Otto von Bismarck.

Både Reichskanzler Bismarck og musikkeren Felix Mendelsson Barthodly har i tidens løb lovprist vinene fra Weingut Reichsrat von Buhl.

Von Buhl’s vine er endda blevet serveret til Dronning Elizabeth, the Queen Mother’s hundredeårs fødselsdags frokost i London og til åbningen af Suez-kanalen i 1896, hvilket faktisk er årsagen til, at der er lavet en serie af vine som hyldest til den begivenhed.

Vingården blev i 2005 købt af forretningsmanden Archim Niederberger, som allerede i 2002 havde købt  Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan og senere i 2007 skam også købte Weingut von Winning.

Dermed blev de tre vinhuse, der tilbage i 1849 blev opdelt og solgt i 3 særskilte enheder efter Andreas Jordans død, igen samlet under samme ejerskab. Imidlertid døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Driften af Weingut Reichsrat von Buhl har hun lagt i hænderne på et team bestående af administrerende direktør Richard Gardner, den tekniske direktør Mathieu Kauffmann samt vinmageren Werner Sebastian.

Reichsrat von Buhl ejer nogle af de bedste vinmarker i Pfalz … ja faktisk er hele 41% af von Buhls vinmarker klassificeret som enten Erste Lage eller Große Lage … måske er det også årsagen til, at regionen kaldes Paradies für Edelweine.

De har ikke mindre end 8 parceller på Große Lage marker, nemlig på markerne Freundstück, Kirchenstück, Jesuitengarten, Forster Pechstein, Ungeheuer, Kieselberg, Reiterpfad Hofstück samt Reiterpfad In der Hohl.

Vingården har i alt 59 hektar vinmarker, som siden årgang 2008 har været drevet og certificeret økologisk. Omkring 90 % af markerne – som ligger ved Deidesheim, Ruppertsberg og Forst – er beplantet med Riesling, og det er da også de hvide vine, som Weingut Reichsrat von Buhl er mest anerkendt for.

Men udover Riesling dyrker vinhuset også sorterne Scheurebe, Spätburgunder, Rieslaner og Gewürztraminer, men derudover også en smule Weißburgunder, Grauburgunder, Muskateller, Sauvignon Blanc og Chardonnay.

Her smager vi husets lidt ældre 2012 2012 Ruppertsberger Reiterpfad Riesling Grosses Gewächs, hvor druerne kommer fra én Grosse Lage mark. Faktisker ejer Reichsrat von Buhl parcellerne In der Hohl og Hofstück på den 78 hektar store mark Ruppertsberg Reiterpfad.

Jorden består af løss, rød sandsten, sandet muldjord og nogle gange lidt kalk. Selvom Reiterpfad er en af ​​de varmere steder i regionen, bruger Von Buhl den til at skabe en subtil og livlig Riesling.

Det er en vin, der både i gæring og efterfølgende sur lie lagring  udelukkende er lavet i ståltanke.

Duften er fed, rund med dybde, blomster, blomsterhonning, bamseline skyllemiddel, petroleum, benzin, paraffin, nøddekompot, meget moden i frugten med fersken, appelsinskal, abrikos, kamillete og klart Riesling noter, selvom alderens fedme også har frembragt noget mere aromatisk modenhed.

Smagen virker også først smørfed, cremet og næsten kødfuld, har en maskulin og saftig frugt med pærer, abrikos, kandiseret citron og lidt syltet lemon, mandarin og krydderier. På ganen har vinen fortsat en frisk syre og sammenlagt smuk, moden Riesling. 94 point.

Herhjemme forhandles Reichsrat von Buhl vinene af Theis Vine, hvor en nyere årgang koster 389,95 kr., mens prisen er 339,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Kabinett Trocken, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Kabinett Trocken, Pfalz, TysklandI disse tider, hvor der i supermarkederne bliver mindre indhold i varer som kød, smør, tandpasta og meget andet, så er det da rart, at der i denne 2022 Riesling Kabinett Trocken fra Weingut Rudi Rüttger er 33,3% mere indhold.

Vinen kommer nemlig i en stor 1 liter flaske, som den unge og dygtige Rudolph Rüttger har lavet på 100% ren Riesling fra kalk- og sandholdige skråninger omkring Rüttgers hjemby Neuleiningen i det nordlige Pfalz.

De friskplukkede druer presses umiddelbart efter høst og mosten har så gæret på ståltanke ved 16 grader og efter endt fermentering også lagret på tankene. Vinen har 3,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen allerede fra første snif helt læskende med champagnebrus is, kvæde, stikkelsbær og lidt gærede grønne æbler og citroner. Der er også næsten nogle lidt tropiske frugter … fersken, mango, hvorfor det således ikke er ultrastreng og klassisk Riesling.

Smagen er også saftig og læskende med multifrugtjuice, grønne æbler og en syre, der aldrig bliver helt Riesling vild, men dog giver en frisk og let sød vin. Den har dog både lidt sødbitter lemon, mineraler og limonadesaft. Mums på en sommerdag og med 1 liter i flasken er det også til alle gæsterne. 88 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 64,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7